Da Miriam vågnede kunne hun ikke rigtig få styr på tiden. Var det nat eller dag? Var det søndag eller hverdag? Hun vidste det ikke, det hele var én stor pærevælling. Pludselig stod Irma Lunz og skreg et eller andet henne i døråbningen, men det mærkelige var at man ikke rigtig kunne høre hvad hun sagde og at næsten ingen tog sig af hende, alle fulgte opslugt med i et slagsmål nede på gulvet. En buttet kone sad oven på et magert fugleskræmsel og stak hende lussinger, løftede hende i ørerne og bankede hendes hoved ned mod betonen samtidig med at hun hylede noget om tyve og hvad man burde gøre ved dem.

Det gjorde ondt i sårene på ryggen. Meget ondt. Miriam forsøgte at vende sig om for at få ryggen ind mod den kolde mur og det gjorde endnu mere ondt, så ondt at hun var nødt til at lukke øjnene midt i bevægelsen. Da hun åbnede dem igen så hun at Else var vågnet. Hun lå med åbne øjne og stirrede op i loftet. Hun forbandede sig selv fordi hun havde givet Lykke brødstumpen. Det havde jo været Elses! Hun havde gemt den for at give den til Else.

“Hej Else,” sagde hun dæmpet.

Else drejede hovedet og så på hende med sine gråblå øjne, blinkede et par gange inden hun svarede.

“Hej.”

Det var det eneste hun sagde. Bare det ene ord. Som om Miriam kunne have været hvem som helst, ikke nogen særlig, en person der ikke betød noget og det gjorde hende fortvivlet, nærmest desperat. Hun ville have at Else skulle slå armene omkring hende, at hun skulle spørge om hun måtte se sårene på ryggen, at hun skulle få hende til at fortælle alt om den forfærdelige straffeblok, om lokalet hvor hun var blevet pisket, om hvordan man havde bundet hende hen over en træbuk, om smerten og blodet, om Sylvianne som havde valgt at sulte sig ihjel, om vagterne og fangerne, om de høje råb og skrig og hundene, men det eneste der skete var at Else så hende ind i øjnene i nogle sekunder for derefter at vende blikket bort. Miriam lagde forsigtigt hånden på hendes kind. Forsøgte at vække hendes interesse ved selv at virke interesseret.

“Hvordan har du det?”

Else smilede halvt og udstødte et let suk, men svarede ikke. Hævelsen på hendes overlæbe havde lagt sig, men hun havde stadig en sort sårskorpe. Den var temmelig stor. Miriam lagde hånden på hendes pande. Hun var stadig meget varm, men måske trods alt ikke helt så varm som i går.

“Alting skal nok blive godt igen,” sagde hun og forsøgte at lyde sådan som Else selv havde lydt dengang hun var stærk. Men Else drejede endnu en gang hovedet og så på hende. Koldt. Nærmest hånende.

“Nej,” sagde hun så. “Nej. Alting bliver overhovedet ikke godt igen.”

Alligevel fik hun det faktisk bedre efterhånden som dagen skred frem. Hun fik lov til at blive liggende i køjen under appellen uden at blive slæbt ud og straffet. Det var heldigt for vejret var blevet værre. Nu blæste det kraftigt og sneen var ikke længere dunet og stille, nu faldt den i små hårde korn som fik selv den særdeles varmt påklædte Irma Lunz og die Aufseherinnen til at skære ansigter.

En af pigerne fra madhenterholdet var død i nattens løb og Lykke meldte sig som frivillig til at erstatte hende, fik hevet den dødes tæppe til sig, selvom de tre kællinger hun havde delt køje med protesterede og skreg, svøbte sig ind i det og begav sig af sted, og kom senere tilbage med et par ekstra stumper brød inde under blusen og – du milde Gud! – et lille stykke pølse som hun havde snuppet i køkkenet uden at nogen så det. Else kunne trække sig op i halvt siddende stilling, drak sin lunkne såkaldte kaffe, spiste flere mundfulde brød, både med og uden margarine, og forlangte derefter alvorligt at pølsen skulle deles i tre stykker. Et til dem hver. Et til Lykke, et til Miriam og et til Else. Derefter bredte hun det nye tæppe ud over dem alle tre og smilede lidt.

“Så det er altså søndag i dag?” sagde hun og så på Lykke.

Lykke rystede på hovedet.

“Nej. Det er torsdag. Og der er strømafbrydelse.”

“Dejligt,” sagde Else. “Så kan man måske snuppe sig en lur mere.”

Dagen efter var alting igen som det plejede. Den stille, men alligevel tydelige melodi fra det elektriske pigtrådshegn sang igen i luften. Morgenappellen foregik under det gule lys fra lamperne. Og derefter fulgte marchen hen til sysalens krasse lys.

Miriam blev tøvende stående inden for døren, vidste pludselig ikke om hun turde gå hen til sin sædvanlige plads, men Else gav hende et lille puf i ryggen for at få hende i gang. Miriam sendte hende et hurtigt blik over skulderen. Else var meget bleg og havde fået sorte rande under øjnene, men nu smilede hun kort og blottede det sorte hul efter den manglende fortand. Miriam nikkede, satte sig foran sin symaskine, holdt et sort stykke stof op mod et lige så sort ærme, lagde sømmene sammen og begyndte at sy.

Det var hverdag igen.

Efter nogle timer begyndte det at flimre for øjnene og hun strakte hurtigt ryggen ud og så sig omkring. Alting var som det plejede. Lykke sad og krøb sammen over sin maskine i rækken over for hendes, kvinden foran Miriam var klædt i den samme grå jakke som ugen forinden og henne ved kaminen stod nogle Aufseherinnen og snakkede. En kapo med en rød trekant gik langsomt ned igennem rækken og et kort sekund mødte hun Miriams blik, løftede sin stav og lod den falde ned i håndfladen, og Miriam skyndte sig at tage endnu et stort stofstykke fra bunken ved siden af sig og række ud efter et ærme …

I det samme gik luftalarmen.

Snart skulle hun komme til at elske luftalarmerne, sådan som alle der arbejdede i skrædderiet elskede dem, men nu, den første gang, blev hun overrasket siddende på sin plads. Alle de andre syersker var pludselig forsvundet og der gik næsten et halvt minut før det gik op for hende hvor de var forsvundet hen. De havde gemt sig under bordene ved siden af symaskinerne. Miriam skyndte sig at gøre det samme, krøb ind og satte sig på knæ og så sig omkring. Kvinden i den grå jakke lå allerede på ryggen med hænderne foldet under nakken og smilede. Lykke lå på maven kun halvanden meter derfra. Måske smilede hun også, det var ikke til at se.

“Læg du dig også bare ned,” var der nogen som hviskede ved siden af hende. “Alarmen er jo gået, så nu kan vi hvile os.”