Så begyndte paradoksernes tid. Frihedens tid og ufrihedens.

Strømmen gik oftere og oftere, og efter nogle uger var det kun sjældent den virkede. Arbejdet på sysalen gik i stå, pelsproduktionen blev afbrudt og rygterne gik at produktionen på Siemens også var blevet lagt ned. Skovarbejderne blev ikke længere tvunget ud i snesjappet hver dag, arbejdet med at brolægge en ny vej ud til lejren forsvandt i pløret og planterne i drivhuset visnede og døde. Omkring fyrre tusind kvinder skabte trængsel i lejren, men de fleste af dem arbejdede ikke længere. Nogle få privilegerede fanger måtte stadig gå hen til lejrens køkken og lejradministrationens kontor hver morgen, samtidig med at nogle af Jehovas Vidnerne blev lukket ud og lydigt listede hen til SS’ boliger for at bruge dagen på at gøre rent og lave mad, vaske og stryge, mens alle andre begyndte at drive omkring som det passede dem inde i lejren, gå på besøg i hinandens barakker eller stå ude på lejrgaderne for at købe og sælge alt hvad der kunne købes og sælges: mad, tøj, sko, synåle og kamme, hvad som helst de havde fundet eller stjålet. Klasseforskelle opstod med det samme. Folk der havde fået pakker med chokolade og konserves udviklede sig til en lille overklasse, mens de som hverken havde venner eller familie der kunne sende dem noget, gik og rodede i skraldet. De syge stod i kø uden for den tjekkiske sygeplejerskes barak, nogle vovede sig endda over til sygeafdelingen i håb om måske at møde en læge som selv var fange og som måske, eventuelt, muligvis, ville opføre sig bedre end de tyske lejrlæger. De nogenlunde raske fornemmede at befrielsen nærmede sig og begyndte forsigtigt at fantasere om at rejse hjem igen. En del gik i gang med at sy gamle klude sammen til poser og rygsække, andre forsøgte at rage tæpper og frakker til sig fra de overfyldte lagre og fra dem som allerede var døde, selvom det var meget farligt. Nogle dannede bibelstudiegrupper bygget op omkring en udmarvet hollandsk dame som påstod at hun kunne hele Biblen udenad og derfor vidste præcis hvem der var syndere og hvem der var de retfærdige, mens andre igen samledes i politiske samtalegrupper omkring nogle kommunister som med lige så usvigelig sikkerhed vidste hvad Marx og Lenin i virkeligheden havde ment, og som derfor opfattede alle der havde en anden mening som nogle elendige trotskister der hurtigst muligt burde skaffes af vejen.

På den anden side syntes tyskerne at der var andre som burde udryddes langt hurtigere, og det var stadig dem som bestemte over liv og død. De fik god hjælp af den kendsgerning at der blev større og større mangel på mad og rationerne tilsvarende mindre. Den almindelige sult blev til decideret hungersnød og det påvirkede den almene sundhedstilstand i lejren. Nu kom det ikke længere på tale at afluse fangerne eller tømme latrintønderne, og derfor spredte sygdommene sig fra gade til gade, fra barak til barak, fra fange til fange. Skab. Tuberkulose. Dysenteri. Plettyfus. Og midt i al denne elendighed skete det at SS-kvinderne marcherede gennem lejren og smilede lyksaligt mens de sang:

“Hold gaden fri

for den brune bataljon

Hold gaden fri

for stormtroppernes mænd

Mod hagekorset

ser nu håbefuldt millioner

Frihedens dag

og brødets dag er her.”

“Forbandede kraftidioter!” fnøs Else efter dem mens hun rettede på sit hovedtørklæde, trak det langt ned i panden og stoppede nakkehåret godt op. Derefter puffede hun til Miriam med albuen, mens de stod og slappede af og forsøgte at nyde den første forårssol uden for barakken.

“Har du hørt at der skulle være nogen med en saks i barak 11?”

Miriam rystede på hovedet. Nej, det havde hun ikke hørt.

“Jo,” sagde Else og nikkede frem for sig. “Der skulle være en saks derhenne. Vil du klippe mig hvis jeg får lov at låne den?”

Miriam nikkede.

“Selvfølgelig. Men hvor meget koster det?”

Else trak på skuldrene, det skulle de nok finde ud af, i stedet trådte hun lidt ud til siden og pegede med hovedet.

“Kom med engang …”

De trak sig forsigtigt væk fra lejrgaden og ind i det smalle rum mellem barakkerne. Else bukkede sig ned og tog tørklædet af, så derefter på Miriam med rynket pande.

“Hvordan ser det ud?”

Miriam sank en klump. Det så ikke spor godt ud. Ikke spor godt. Elses lyse hår var fuldt af grå striber, nogle af dem skinnede decideret som sølv. Hun kastede et blik over skulderen for at kontrollere om der var nogen som så dem.

“Jeg skal nok klippe dig,” sagde hun hurtigt. “Det lover jeg. Men tag nu tørklædet på igen, så er du sød.”

Pludselig var det nemlig blevet rigtig farligt at være gråhåret. En morgen udbrød der slagsmål foran kaminen i barakken, da to ældre kvinder forsøgte at skrabe det sidste af den gamle aske til sig for at farve håret. De kæmpede bogstavelig talt for livet. Til sidst lykkedes det den ene af dem at sætte sig oven på den anden, hun slikkede sig hurtigt på fingrene og stak dem ind gennem ovnlågen, trak derefter de sorte fingre ud og forsøgte at tvære soden ud i håret. Det gik ikke rigtig, nogle grå striber kiggede fortsat frem under hovedtørklædet da hun var færdig. Irma Lunz grinede hånligt af hende under appellen og udpegede hende senere for en Aufseherin. Hun blev trukket ud af rækkerne og anbragt på venstre side. Kort efter fik hun selskab af den kvinde som hun havde været oppe at slås med. Plus en ung pige som var kommet til at hoste en gang for meget, en midaldrende kone hvis udseende Irma Lunz havde set sig sur på og nogle ekstremt tynde og huløjede jødiske kvinder.

De skulle til Mittweida, forklarede Irma Lunz med et skævt smil. En lejr for gamle og syge, hvor der ville blive taget sig godt af dem. Hvor de ville få mad og hvile. Med en rigtig sygeafdeling. Lød det ikke dejligt?

“Uckermark,” stønnede den gråhårede kvinde og der gik en sitren igennem hele appellen. At hun turde! Vidste hun ikke at Irma Lunz blev livsfarlig når man antydede at hun løj? Og at navnet Uckermark var det samme som at afsløre at transporterne til Mittweida aldrig kørte til Mittweida, men blot nogle få kilometer ned ad vejen, at de gamle og syge i stedet blev spærret inde i den gamle ungdomslejr i Uckermark og at forholdene der var endnu værre end i Ravensbrück? Irma Lunz reagerede som forventet, snurrede rundt og slog den gråhårede kvinde med sin kæp, lænede sig derefter hadefuldt ned over hende hvor hun lå og kravlede rundt i snesjappet. Die Aufseherin så smågrinende til.

“Nå,” sagde hun i et almindeligt tonefald. “Så du vil altså blive her i Ravensbrück? Men så må du vel hellere det. Selvfølgelig. I kan alle sammen få lov at blive. Naturligvis. Følg bare mig.”

Og så begyndte hun at marchere over i retning af krematoriet med sine udvalgte.

Nu steg der høje flammer op fra krematoriet præcis som i Auschwitz. Hver dag. Miriam turde ikke se på dem, turde ikke fortælle hvad hun vidste, turde ikke engang tænke på gaskammeret. Lykke sagde heller aldrig noget, stirrede bare truende på Miriam som om hun var bange for at hun skulle afsløre sandheden. Hun var blevet udpeget som fast del af madhenterholdet og vågede som en høg over sit privilegium. Det var tungt arbejde, men lønsomt. Næsten hver dag kunne hun skrabe lidt ekstra til sig. En kartoffel eller gulerod, nogle stumper brød eller en ekstra teskefuld margarine. Derudover sørgede hun for at Else og Miriam fik suppe fra bunden af beholderen hvor der var flest grøntsager. Ikke mange, men flest.

Miriam holdt sig for det meste inde i barakken, lå stille ved siden af Else i køjen næsten hele dagen og forsøgte at holde varmen. Når Else havde feber gik det faktisk nogenlunde og det havde hun desværre tit. Hun begyndte at sygne hen, hendes underben var tynde som pinde, knæene og albuerne store og kantede, rynkerne i hendes ansigt forvandlet til dybe furer. Saksen var det aldrig lykkedes dem at få fat i og Elses grå hår var blevet endnu længere og sværere at skjule. Desuden var det blevet farligt at gå ud, for razziaerne ude på lejrgaden var blevet mere og mere almindelige, pludselig dukkede grupper af SS-soldater op og omringede nogle tilfældigt udvalgte fanger, og hvis man havnede inden for deres cirkel var man fortabt, især hvis man havde en gul trekant. Så skulle man transporteres til Mittweida, som det hed sig, snarest muligt. Fremad march! I retning af krematoriet.

Else var blevet stadig mere stille jo mere feberen rasede i hendes tynde krop, hun kunne ligge tavs i time efter time og stirre op i loftet, for derefter at vende sig om og se på Miriam. Indimellem smilede hun og lignede næsten sig selv.

“Det er snart overstået,” sagde hun en dag. “Snart er alt det her overstået …”

Miriam forsøgte at gengælde smilet.

“Ja. Det er snart overstået. Så kan du komme hjem.”

“Og det kan du også.”

Miriam kunne ikke skjule en lille grimasse.

“Jeg tror ikke at jeg har noget hjem at komme tilbage til …”

Else lukkede øjnene og udstødte et dybt suk.

“Nej, måske ikke.”

Hun lå ubevægelig og blundede lidt, så tog hun pludselig en dyb indånding.

“Du har aldrig fortalt mig …”

Hun blev igen tavs. Miriam bed sig i underlæben og svarede ikke. Hun fornemmede godt hvad det var Else ville vide, men hun havde ikke tænkt sig at hjælpe hende. Else sank et par gange før hun fortsatte.

“Du har aldrig fortalt hvordan det var. Hvordan det gik til at du som jøde havnede på et kristent børnehjem …”

Miriams tanker fór hid og did. Hvad skulle hun svare? Hvordan skulle hun kunne forsvare sine løgne? Og hvordan skulle hun kunne overleve hvis Else opgav hende? Hun rømmede sig let.

“Jeg …”

Mere nåede hun ikke at sige før hun blev afbrudt af et råb.

“Kom og se! Kom! Kom! Kom!”

En anden stemme stemte i.

“Der er blevet fred, piger! Der er fred! Det må være freden!”

Og en tredje fulgte med en stemme som næsten knækkede over.

“Hitler må være død! Han må! Han må være død!”

Men Hitler var ikke død endnu og der var endnu ikke blevet fred, det forstod både Miriam og Else da de i hælene på hinanden trådte ud på lejrgaden. Derude var alting ét stort kaos. SS-soldater råbte og forsøgte at tvinge fangerne tilbage, die Aufseherinnen blæste i fløjterne og slog med piske og stave, og selvfølgelig svingede Irma Lunz vildt om sig med sin kæp.

Alligevel var der noget forunderligt under opsejling, det var tydeligt. Noget helt forunderligt. Langs lejrgaden kom nogle hvide busser med store røde kors kørende, langsomt og højtideligt. De standsede uden for et forrådslager, uniformsklædte chauffører sprang ned og begyndte straks at læsse pakker af. Rødekorspakker. Tusindvis af rødekorspakker. Et brøl af jubel steg op fra fangerne, et skrig så uendeligt lyst at det syntes at skinne hvidt da det stødte mod himlen. Måske ville de få en hel pakke hver alle sammen! Måske skulle Røde Kors simpelthen overtage hele lejren!

Men nej, sådan forholdt det sig naturligvis ikke. De hvide busser bakkede langsomt ud igen efter at de var blevet tømt, SS-soldater blev stillet op for at bevogte pakkerne og efter nogle timer havde glæden lagt sig. Nu var der kun alle spørgsmålene tilbage. Ville fangerne overhovedet få nogen af pakkerne, eller havde SS tænkt sig at beslaglægge dem alle sammen? Skuldre sank ned igen, nogle spyttede fulde af foragt på lejrgaden, andre skar bitre grimasser og gik ind i barakkerne igen. Selvfølgelig havde SS tænkt sig at beslaglægge dem alle sammen.

Men sådan gik det ikke.