Dagen efter stod Miriam i kø i næsten to timer før det endelig blev hendes tur til at nå frem til det lille bord hvor fangernes egen hurtigt sammenstykkede pakkekommission sad. Hun glippede nervøst med øjnene og måtte rømme sig flere gange før hun kunne sige sit navn.

“Miriam Goldberg.”

En kvinde med hovedtørklædet bundet som en turban så hurtigt på hende, slog derefter op i en liste og satte et lille kryds ud for hendes navn.

“Du skal lægge cigaretterne i bunken derovre,” sagde hun så. “Men resten får du lov til at beholde.”

Jorden gyngede under Miriams fødder. Skulle hun vove at spørge? Ja. Det var hun nødt til. For Elses skyld.

“Jeg skulle også hente Else Nielsens pakke. Hun er syg. Hun kan ikke selv gå.”

Kvinden med turbanen hævede øjenbrynene.

“Else Nielsen? Hvilken nationalitet?”

“Norsk.”

Kvinden bladrede i registeret, ledte med pegefingeren efter Elses navn, fandt det og lod pegefingeren blive hængende på stedet, så derefter op på Miriam.

“Her ja. Nacht und Nebel … Aha. Hun har vel brug for alt hvad hun kan få. Men du skal også lægge hendes cigaretter i bunken derovre. Dem skal SS have.”

Miriam opdagede at hun nejede.

“Tak!”

Kvinden smilede lidt og bøjede sig derefter frem over registeret.

“Hvad er der i vejen med hende?”

I vejen med hende? Hvad mente hun?

“Der er ikke noget i vejen med hende.”

Kvinden så op.

“Jeg er læge. Og jeg synes du sagde at hun var syg?”

Miriam blev pludselig hed i kinderne.

Hun rødmede.

“Åh,” sagde hun. “Hun har høj feber. Og udslæt. Svært ved at trække vejret.”

Kvinden skar en grimasse.

“Plettyfus, altså. Pas på hendes lus. Og vær forsigtig med maden i pakken. Det kan være farligt at spise for hurtigt.”

Miriam svarede ikke, nikkede bare og tog imod pakkerne. Hun trådte lidt til side og åbnede dem begge to, gloede derefter forbløffet på rigdommene nede i dem. Kiks. Konserves. Et lille stykke ost. Chokolade. En appelsin. Og cigaretterne som skulle lægges til side til SS.

Det gjorde hun hellere end gerne.

Nu blev der fest i Ravensbrück. Overalt stod kvinder med åbne pakker og fråsede, spiste sardiner direkte fra dåsen, proppede sig med chokolade med den ene hånd og kiks med den anden, stoppede hele stykker ost ind i munden. De som stadig stod i kø klynkede af misundelse. Giv mig noget! Del med mig! Du skal nok få noget af min pakke så snart jeg har fået den!

Miriam forsøgte at holde sig fra den værste trængsel da hun gik derfra med en pakke under hver arm, kiggede ud under pandehåret på alle hun kom forbi og trak overlæben op for at blotte tænderne. Hvis nogen skulle forsøge at tage hendes pakke skulle de komme til at betale prisen for det. Det måtte de forstå. En høj pris!

Lige uden for barak nummer 6 lå en kvinde på knæ og kastede op. Brækket var brunt, med små lyse pletter. Chokolade og ost som hun havde spist alt for hurtigt. Miriam skyndte sig forbi hende, småløb de sidste meter til hun var fremme ved barak nummer 8. Hun smuttede ind i gyden, stoppede derefter op og hev efter vejret. Nu gjaldt det bare om at komme forbi Irma Lunz uden at blive opdaget. Resten af barakken skulle hun nok klare, men over for Irma Lunz havde hun ikke en chance.

“Kære Gud,” hviskede hun. “Vær der for mig nu! Hjælp mig til at Else får sin pakke …”

Hun flyttede meget forsigtigt pakken fra højre arm og anbragte den oven på den venstre, rakte derefter armen ud og åbnede døren. Den peb og hun stoppede et øjeblik, listede derefter ind igennem den lille forstue og videre ind i barakken. Døren til forstuen lukkedes bag hende og hun kunne ånde lettet op. Gud havde været der for hende, for Irma Lunz var tydeligvis ikke hjemme. Og gulvet i barakken var næsten tomt, hun måtte kun skræve hen over et par – nej, tre syge fanger, på vej ned til Else.

Miriam smilede. Nu kom hun med mad til Else. Rigtig mad. God mad. Nu skulle hun selv redde sin frelser.

Kort før daggry morgenen efter satte Else sig op og den pludselige bevægelse vækkede både Lykke og Miriam, de vendte sig begge to om og greb hver især Elses hånd. Hun så ikke på dem, trak bare vejret hivende tre gange og sank derefter tilbage i halmen. Hendes ansigt var stivnet i en forundret grimasse, hun lå med åben mund og stirrede useende op i loftet.

“Nej,” sagde Lykke. “Nej, nej, nej …”

Else svarede ikke, trak bare vejret en sidste gang og lukkede derefter øjnene.