Den næste togrejse var som en drøm. Hun sad på et blødt, brunt- og beigestribet sæde. Når hun strøg frem og tilbage over stoffets overflade lagde luven sig lidt, blev mørkere den ene vej og lysere den anden, mørkere og lysere. Over for hende sad en gruppe polske jødiske kvinder, Helena og Apolonia, Zofia og Wiktoria, og hvad de ellers hed. De snakkede hele tiden, men de talte polsk eller jiddisch eller hvad det nu var, i hvert fald forstod hun ikke hvad de sagde. På den anden side var de venlige, både mod hinanden og mod Miriam. Hende som hed Stefania – jo, det hed hun faktisk! – var godt nok rykket lidt baglæns da Miriam forklarede at hun kun kunne tysk og norsk, at ingen nogensinde havde lært hende jiddisch, men så havde Helena grebet ind og forklaret hvorfor det vel ikke var så mærkeligt. Hun havde selv arbejdet i Tyskland under falsk identitet før hun blev pågrebet, så hun vidste at de få tyske jøder som endnu var på fri fod i begyndelsen af fyrrerne havde måttet være meget forsigtige i forhold til at tale jiddisch. Og Miriam var jo så ung, måske havde hun slet ikke haft mulighed for at lære sproget.

Nogle af de polske jøder i kupéen havde også haft plettyfus, men hvem af dem vidste Miriam ikke. Måske Apolonia, den mørke pige med det hårde blik. Eller Wiktoria, hende der så så udslukt ud. Hun vidste det ikke. Men både Apolonia og Wiktoria sad med lukkede øjne lige nu, det så ud som om de sov eller var meget trætte. På den anden side var der ingen af dem som havde fået raget håret af, Miriam var den eneste som sad med et tørklæde omkring sin bare isse. Det betød nu ikke så meget. Håret skulle nok vokse ud før fremtiden kunne begynde. Fred. Fremtid. Hendes tanker bevægede sig i retning af Else, men gjorde holdt og drejede af før de nåede frem. Fars ordrer. Det var kun nuet som talte. Og nuet var et uendelig komfortabelt tog som vuggede frem gennem et paradis uden pigtråd og ruiner. Bortset fra at landskabet var begyndt at forandre sig, det fornemmede hun tydeligt. Nu var der ikke længere kun marker og enge uden for vinduet, der var også skov. Granskov som nogle steder var så mørk at den virkede blå, for et øjeblik efter at flimre og slå over i lyse lunde med hvide stammer og spædt løv. Køerne så også anderledes ud. Hun blinkede overrasket. Var de sortbrogede køer løbet deres vej? Hvorfor var alle køerne pludselig brune?

Nå ja. Køerne måtte vel selv bestemme hvilken farve de ville have. Så længe de bare ikke forsvandt. Så længe de stadig gik fredeligt rundt på deres enge og græssede til evig tid.

Så det var altså Sverige. Et lille land uden for verden, et land som krigen aldrig havde nået, som krigen måske aldrig nogensinde ville kunne nå. Hvor alle børn havde helt tøj, alle kvinder roser på kinderne, alle mænd blå blikke og generte, men sjældne smil. Træhusene de susede forbi var rødmalede, kirkerne hvide og byerne små. Der var langt mellem gårdene ude på landet, langt og tomt og øde, men måske var folk her ikke lige så bange for ensomheden som folk længere sydpå. Det kunne se sådan ud. Lige for et øjeblik siden havde hun set en lille dreng ude i skoven, en lille dreng der var helt alene og som ikke så ud til at være den mindste smule bange for ulve eller bjørne eller trolde. Han var bare dukket op i en lysning da toget kørte forbi og havde løftet hånden til hilsen. Miriam havde også først løftet hånden, men havde derefter sænket den igen uden at vinke. Hun vidste jo ikke rigtig hvad man måtte og ikke måtte og hvad rødekorssygeplejerskerne ville gøre hvis man sådan helt overlegent og egenrådigt begyndte at vinke til folk.

Der sad en rødekorssygeplejerske i deres kupé. Hun hed Margit og var temmelig tyk. Hun sad med en sort taske på knæene og smilede frygtsomt hver gang nogen drejede hovedet og så på hende, men hun sagde ikke noget. Måske kunne hun hverken tysk eller polsk eller jiddisch. Det virkede sådan, hendes blik flakkede spørgende fra den ene til den anden. Måske forsøgte hun bare at begribe det ubegribelige: hvordan disse magre skrog overhovedet kunne være i live.

Og jo, det var da også lidt af en gåde, men dog ikke helt så gådefuldt som det havde været for blot et par uger siden. Alle var blevet forvandlet af vællingen. Nu havde de næsten fået glansen tilbage i øjnene. Nu kunne selv de svageste sidde op, i det mindste et stykke tid. Nu ville de måske snart kunne spise rigtig mad, hvis der ellers nogensinde ville blive serveret noget sådant for dem, og endda kunne holde den i sig. Ganske vist var de stadig meget udtærede, men deres kroppe var renskurede og deres hår skinnede efter at være blevet vasket ikke bare med luseshampoo, men også med en helt almindelig parfumeduftende shampoo og selvom deres tøj var brugt og lidt for stort så var det i hvert fald uden huller og nyvasket. Desuden havde de alle sammen rigtige strømper og rigtige sko på. De lignede næsten andre mennesker.

Og uden for vinduet skinnede solen. Foråret var kommet. Det varmende og venlige forår.

Toget sænkede farten, det fik vognen til at ryste, men ingen reagerede, toget var allerede stoppet ved så mange stationer at ingen forventede at dette skulle være det sted hvor de skulle af, men nu rejste Margit sig pludselig og smilede sit nervøse smil.

“Så er vi fremme, piger. Nu er vi i Aneby.”

Det var kun Miriam der forstod hvad hun sagde, men det varede et øjeblik før det gik op for hende at hun var nødt til at oversætte det til tysk.

“Jeg tror hun sagde at vi er fremme nu …”

Helena rynkede panden og sagde noget på polsk, Zofia brummede indforstået og de andre nikkede.

“Hvad sagde du?” spurgte Miriam.

Helena sendte Margit et mistænkeligt blik, sænkede derefter stemmen.

“Jeg sagde at vi skulle tie stille med at vi er jøder. Eftersom polakkerne … Ja, du ved.”

Miriam rystede på hovedet.

“Nej, det ved jeg ikke.”

Helena lænede sig frem, løftede hånden og holdt den op for munden, så andre ikke kunne høre hende.

“Fordi mange af polakkerne er antisemitter … Og jeg ved ikke hvordan det står til med svenskerne.”

Miriam svarede ikke, men kvalte et suk. Ville det aldrig få nogen ende?

“Så derfor må vi holde sammen,” sagde Helena. “Så vi kan hjælpe hinanden.”

Flere huse. Ikke kun røde. Skov der så ud som om den næsten var ved at trænge ind over grænsen til byen. Et kirketårn et stykke borte. En grusvej. En perron. Masser af mennesker i solen ved stationen. Overraskende mange mennesker. Og så den hvinende og skrigende lyd fra togets bremser.

De var fremme. I dette ukendte noget som hed Aneby.

Margit åbnede døren til kupéen og viste med en bevægelse at de skulle gå ud. Udenfor i gangen var der allerede et mylder af andre overlevende som trykkede næse og håndflader mod ruderne, tilsyneladende uden at forstå at de kiggede den forkerte vej. Stationen lå jo til venstre, ved det vindue hvor Miriam havde siddet. Der var fuldt af mennesker derude, unge og gamle, kvinder og mænd, folk i rødekorsuniformer og … Åh, nej!

Stefania fik øje på dem samtidig med Miriam, de sendte hinanden et panikslagent blik og skreg. SS! Der stod svenske SS-soldater derude! De var afsløret! Nu ville de igen blive spærret inde i en forbandet koncentrationslejr! Men fandeme nej! Aldrig! Aldrig! Aldrig!

Og skriget spredte sig, fra kvinde til kvinde, fra kupé til kupé, fra vogn til vogn. Til sidst skreg alle, hver eneste kvinde med erindringer om Ravensbrück og Auschwitz.

Mange år efter kunne Miriam ikke lade være med at smile når hun tænkte tilbage på dengang toget var stoppet i Aneby, hvor rædselsslagne alle de gudfrygtige smålændinge var blevet over de tidligere fangers panikslagne skrig. Lotterne i deres nystrøgne uniformer trådte et ængsteligt skridt tilbage og glemte at stå ret, glade skoledrenge i korte bukser, hvis sommerferie netop var blevet en måned længere fordi flygtningene skulle indkvarteres i deres klasselokaler, trak sig hurtigt baglæns, nydelige hjemmegående mødre rakte ængsteligt ud efter de mindre børn og trykkede dem ind til sig, selv de arbejdere som havde fået fri fra fabrikkerne og var kommet for at se flygtningene så pludselig overraskede og forskrækkede ud. Hvad var der med dem? Hvorfor skreg kvinderne? Og hvorfor ville de ikke stige af toget?

Til sidst kom endnu en rødekorssygeplejerske ud fra toget og nåede knap nok at slippe gelænderet, før døren blev smækket bag hende. Flygtningene havde ingen planer om selv at lukke djævlen ind. Overhovedet ikke! Sygeplejersken stod helt stille på perronen et øjeblik, så tog hun nogle raske skridt frem mod civilforsvarets øverstbefalende og sagde noget.

“Hvad?” sagde han og glippede med øjnene. “Men hvorfor dog det?”

Rødekorssygeplejersken rettede ryggen.

“SS,” sagde hun. “Det går bare ikke.”

“Men det er jo ikke SS,” sagde den øverstbefalende og blinkede overrasket. “Det er jo bare helt almindelige arbejdere. Og vi kender dem jo, alle sammen. Det dér er Nilssons knægt og Bengt Lundberg og …”

“De har ikke noget at gøre her,” sagde rødekorssygeplejersken. “Kør dem væk, ellers får vi aldrig flygtningene ud af det tog.”

Manden kløede sig i håret så soldaterhuen kom til at sidde skævt et øjeblik, rettede sig derefter op og marcherede over til nogle arbejdere i lysebrune kedeldragter, pegede på de to bogstaver som stod trykt med mindre skrift foran og større over ryggen.

“Jeg er ked af det, drenge, men I er nok nødt til at gå. Flygtningene tør ikke stige af toget så længe I er her … De tror at I er SSsoldater.”

“Hvad? Os?”

“Ja. Desværre. Jeg beklager.”

“Åh, det går nok,” sagde Bengt Lundberg og klukkede lidt. “Vi skal såmænd nok få dem at se før eller siden.”

Og så vendte han og hans arbejdskammerater ryggen til og sjoskede tilbage til deres arbejdsplads: Svensk Stålull AB. Også kaldet SS.