Verden blev langsomt stille.

Pigernes snak forstummede næsten så snart de var krøbet i seng, selvom kun nogle få stykker så ud til at sove. De fleste syntes at ligge vågne og stirre tavst ud i halvmørket. Måske forsøgte de at vænne sig til tanken om freden og det der nu ventede. Hvordan finder man sine børn i et sønderbombet Europa? Hvordan finder man sine forældre? Hvordan finder man ud af hvilke søskende som er døde og hvilke venner som har overlevet?

Fred, tænkte Miriam. Fremtid.

Det var det eneste hun havde. Kun de to ord. Ingen mand og ingen børn, ingen forældre og ingen søskende. Ikke engang en ven. Men hvad betød ordene i grunden? Helt konkret? Hvad ville det sige at leve i fred? At have en fremtid?

Hun trak meget forsigtig højre arm op og lagde den hen over hovedet, men passede på ikke at dreje eller vende sig. Hun ville gerne have at sengen skulle blive ved med at være stramt redt hele natten, det var så dejligt at mærke trykket fra de glatte, hvide lagner og det hårdt strammede quiltede tæppe. De holdt hende på plads og det føltes virkelig rart at være et menneske som havde en plads. Samtidig kunne hun ikke lade være med endnu en gang at kigge ned på ærmet af sin natkjole, natkjolen med lyserøde blomster på hvid bund, som hun havde fået udleveret da det var blevet sengetid. Broderet. Der sad broderede bånd både på manchetterne og hen over brystet …

Den var fin. Meget fin. Slet og ret smuk. Måske ville hun få lov til at beholde den. I fremtiden.

Sovesalen var stor, selvom huset havde virket lille set udefra, om end der stod fire store søjler ved indgangen. Det lignede næsten en lille kirke, alligevel havde Miriam med det samme forstået at det ikke var nogen kirke. Der var ingen kors nogen steder og ingen helgenbilleder, til gengæld stod der et kæmpestort musikinstrument, måske en slags klaver, længst inde i sovesalen. Man havde lagt et hvidt lagen over det, måske for at markere at fangerne – nej, flygtningene – ikke måtte røre ved det. Men det havde de nu gjort alligevel, i hvert fald en af dem.

Jozefa, en af de polske jøder, var styrtet over til klaveret så snart rødekorspersonalet havde låst døren bag sig, hun havde trukket lagnet til side, løftet låget og meget forsigtigt trykket en tangent ned, som fik en lille tone til skælvende at brede sig i rummet, hvorefter hun havde lagt hovedet tilbage og leet højt. Helena havde skyndt sig over og havde skældt hende ud og Jozefa havde lydigt lukket låget ned og rettet på lagnet, men uden at holde op med at smile. Det var tydeligt at klaveret gjorde hende lykkelig.

Men nu var der pludselig helt stille i verden. Ingen klaverer der spillede, ingen prustende tog, ingen biler eller motorcykler som kørte larmende forbi, ingen mennesker der råbte eller skreg eller talte sammen uden for huset, ingen fugle der kvidrede og ingen regn som slog mod ruderne på de høje vinduer. Der var bare stille. Og inde i sovesalen lå næsten halvtreds piger og kvinder i nybyggede køjesenge med hvide lagner og rigtige hovedpuder. Klædt i de smukkeste natkjoler. Rene og nyvaskede og med smagen af ægte tandpasta i munden. Mætte og glade og med maver som så ud til at kunne holde til den mærkelige aftensmad som de var blevet budt på.

Ja. Den første middag havde virkelig været meget mærkelig, det måtte Miriam indrømme. Ikke en grøntsag. Kartofler med skræl på. Små boller lavet af kødfars. En brun sovs der ikke rigtig smagte af noget. Og så en stor rød klat syltetøj midt i sovsen. Hvem i himlens navn havde dog fundet på noget så tåbeligt? Syltetøj til kødfars? Alligevel havde hun naturligvis spist det, det var jo mad, rigtig mad. De havde alle sammen spist, havde spist og tygget og smilet til rødekorsfolkene, selvom Miriam havde fornemmet at det ikke kun var hende som syntes at det var en meget mystisk kombination. Men hun havde ikke tiltusket sig et par ekstra kartofler og gemt dem under madrassen sådan som nogle af de andre havde. Det var ikke kun fordi maden var underlig. Hun havde simpelthen ikke råd til at stjæle. Hun var nødt til altid at være ærlig, velopdragen og ordentlig, det havde hun allerede forstået, ellers ville hun kunne tiltrække sig opmærksomhed og blive afsløret og det ville hun ikke. I det mindste ikke endnu. Hun havde ingen anelse om hvad svenskernes syn var på romaer, men det ville overraske hende meget hvis de var særligt respektfulde. Ingen havde nogensinde været særligt respektfulde over for romaer.

Hun havde fået overkøjen i en seng som stod helt henne ved et af de høje vinduer, så hun kunne ligge og se direkte ud i den lyse nat. Himlen var grå, men nogle lave skyer under den lyste lyseblåt. Det så ud som om himlen havde vendt op og ned på sig selv, som om den ville fortælle hende at alting var anderledes nu, at ingenting nogensinde igen ville blive sådan som det havde været for bare nogle få uger siden, at hun roligt kunne lukke øjnene og lægge sig til at sove. Men hun gjorde det ikke. Hun blev liggende i samme stilling og blev ved med at se sig omkring. Man kunne ikke stole på en himmel.

“Nie!” var der nogen der skreg. Det betød nej på polsk. “Nie! Nein, nein, nein!”

Miriam fór så hurtigt op at tæppet slap grebet om hende, hun sad lige op og ned og pressede en knyttet hånd ind mod munden. Sikken en idiot hun havde været! Sikken et fuldkomment forbandet fjols! Sverige fandtes ikke, Aneby fandtes ikke, den luftige sovesal havde bare været en vanvittig drøm, nu var hun tilbage i Ravensbrück og …

Men nej, sovesalen så stadig ud til at være der. Lagnerne også. Og det stramme tæppe, der føltes som om det var fyldt med papirmasse. Hun sænkede hænderne og så på sine håndled. Jo, hun havde endda stadig natkjolen på. Med lyserøde blomster på hvid bund. Og broderier langs manchetterne.

Hun lænede sig ud over kanten og så ned på gulvet. Der stod flere kvinder ved siden af underkøjen, en af dem klappede på tæppet, en anden havde lagt armen omkring kvinden dernede, hende der havde skreget, og vuggede hende trøstende frem og tilbage. So, so, so var der nogen der hviskede med dæmpet stemme og Miriams tanker fór hurtigt tilbage til Sylvianne og fra Sylvianne til Lykke og fra Lykke til Marie. Skyldfølelsen rev og sled i hende. Hvorfor havde hun ikke skænket dem en tanke siden hun var kommet til Sverige? Hvorfor havde hun givet sig selv lov til bare at ligge halvdød i en seng uden at tænke på sine venner? De havde jo reddet hendes liv, men hun havde ikke set skyggen af hverken Lykke eller Marie efter at nogen havde båret hende ud af toget i Danmark. Hvor var de mon blevet af? Var de allerede tilbage i Norge? Havde de fundet frem til Elses datter? Og havde de fortalt hende hvad der var sket?

“Det var bare en ond drøm,” var der en der sagde og klappede på hendes papirtæppe, Miriam drejede hurtigt hovedet og så Zofia stå dernede. Hun var ældre end de andre kvinder, rynket i ansigtet og tyndhåret og hendes tysk var fuldkommen ubehjælpeligt. Men det var pænt af hende at forsøge at forklare.

“Åh,” sagde Miriam.

“Vi tror måske hun har feber.”

“Åh,” sagde Miriam igen.

“Vi må se hvordan hun har det i morgen.”

“Ja,” sagde Miriam og lod sig synke tilbage ned på puden. “Det må vi.”

“Godnat.”

“Godnat.”

Hun skulle snart begynde at vænne sig til de natlige skrig. Det var ikke kun Krystyna i sengen under hende som havde mareridt, alle led af det. Nat efter nat blev Miriam selv forfulgt af Irma Lunz, nat efter nat var hun tvunget til at se ind i kvindens groteske ansigt, nat efter nat svingede hun kæppen mod Else, så …

Nej. Det måtte man ikke tænke på. Ikke når man var vågen.

Dagene i karantænen var lange, men alligevel aldrig lange nok. I de første uger måtte de ikke forlade koncerthuset (jo, det var Anebys koncerthus de var blevet indkvarteret i, var det endelig gået op for Miriam, selvom hun stadig ikke helt vidste hvad et koncerthus var) og det gav dem alle sammen mulighed for at hvile sig, til dag efter dag bare at ligge fladt udstrakt på sengen så længe de havde lyst, lade musklerne slappe af og tankerne vandre frit. Men efterhånden som dagene gik og timerne blev længere blev kvinderne mere og mere utålmodige og irriterede. Det var umuligt at slippe væk fra de andre flygtninge, ligesom det var umuligt at slippe for fortiden. Alle reagerede på hver deres måde. Helena var rasende næsten hele tiden, brusede over af vrede og holdt lange ophidsede monologer om de forbandede tyskere og de satans nazister og om de svenske rødekorsdamer og hjemmeværnsfolk som forhindrede hende i at gå ud og sende så meget som et eneste lille brev, hendes veninde Apolonia stak derimod næsen i sky, lagde armene over kors og nægtede overhovedet at tale med andre end Helena, Zofia derimod brød hele tiden sammen og brast i gråd, hulkede og stønnede over sin mand som åbenbart hed Stanislav og som formentlig var død, mens Eugenia gik rundt og mumlede hadefuldt frem for sig om hvad hun havde tænkt sig at gøre ved dem som forsøgte at stjæle den mad hun havde gemt under madrassen. De skulle få, skulle de! De skulle få!

De svenske rødekorsdamer forsøgte at berolige dem med venlige smil, de kom med små muntre hilsner fra flygtninge i de andre karantænehuse, fortalte ligeledes muntert at de som var blevet indkvarteret på skolen så ud til at have det godt, men at der desværre var lidt forkølelse hos flygtningene der var blevet indkvarteret i missionshuset, og fortalte småleende at pigerne i Frelsens Hærs hus var i gang med at forberede en forestilling med polske sange og folkedanse. De havde bedt om at få både nål og tråd og crepepapir, ha ha! Tydeligvis fordi de havde tænkt sig at sy dragter til forestillingen. Og de sendte alle sammen deres kærligste hilsner til pigerne i koncerthuset!

Efter et par dage i sengen havde Miriam fået den vane at følge rundt efter rødekorsdamerne inde i karantænen, hun hjalp med at dække bord og bære ud, tilbød at vaske op, stod straks parat bag den der var ved at skære brød til morgenmaden og lige så tæt opad den der lavede aftensmaden, alt sammen for at lære hvordan man gjorde den slags i Sverige. De klappede hende opmuntrende på kinden. Hun var virkelig en skat, den her unge pige. Så hjælpsom og lydig og ordentlig! Og så utrolig dygtig til at lære svensk! På kun et par uger havde hun lært så meget at man faktisk kunne forstå hende, selvom hun havde et meget begrænset ordforråd og en noget komisk udtale. Hvad de derimod ikke forstod var at de havde lært hende så meget mere end det. En let rynken på næsen betød at rødekorsdamerne syntes at Zofias anfald af gråd var ubehagelige, et hurtigt blik over mod Helenas vrede at den gjorde dem nervøse, de løftede øjenbryn at de fandt Apolonias arrogance ekstremt irriterende. Alligevel sagde de aldrig noget. Ingen af dem besvarede nogensinde et udbrud med deres eget udbrud, de skar bare en næsten umærkelig grimasse og vendte ryggen til.

Miriam øvede sig på grimasserne. I de lange timer mellem måltiderne stod hun tit ude foran spejlet på toiletterne og trænede dem. Man måtte ikke rynke for meget på næsen, bare lade bevægelsen være et strejf hen over næseryggen. Man måtte heller ikke løfte øjenbrynene for meget. Der var måde med alt. Bortset fra blikkene. De kunne være lige så strenge eller giftige som det skulle være.

Hendes hår var begyndt at vokse ud. Det der først bare havde været en mørk skygge da hun kom til Aneby var nu blevet til en kort plys. Den føltes blød når hun lod hånden glide hen over den, hvilket fik hende til at smile, og smilet i spejlet fik hende igen til at ligne en lille gavtyv af en dreng, og det fik hende til at smile endnu bredere. Indtil minderne sekundet efter steg op i hende – Didi! – og hun vaklede ind i en lille toiletbås for at græde. Didi! Didi! Didi!

Når hun var sammen med de andre fanger – nej, flygtninge! – græd hun aldrig, og hvis gråden pludselig steg op i halsen på hende kiggede hun slet og ret væk og svælgede til den gik over, eller forsvandt hurtigt ud på toiletterne. På den anden side lo hun heller aldrig. Først og fremmest fordi hun aldrig helt forstod hvad det var de andre grinede af. Hun gad ikke engang forsøge at forstå. De talte jo polsk og hun skulle ikke bo i Polen. Hun skulle jo leve sit liv her. I Sverige.

Tanken kom som en overraskelse for hende selv. Var det sådan det var? Hun skulle altså blive i Sverige? Det var en overraskelse, men en overraskelse som gjorde hende rigtig glad. Ja. Sådan var det naturligvis. Miriam Goldberg skulle blive i Sverige. Altid.

Og Malika havde aldrig eksisteret.

Efterhånden blev livet i karantænen alligevel til en slags hverdag. De der var nogenlunde raske vænnede sig snart til at være mætte hver aften og udsovede hver morgen, til at kunne gå alene på toilettet og til lidt efter lidt undrende at konstatere at de ikke længere var skrækslagne hvert eneste sekund af døgnet. Der var tidspunkter hvor de endda fik lyst til at tænke tilbage på det liv de havde levet længe før krigen og lejren.

I et af den slags øjeblikke gik Jozefa ydmygt nejende hen til en af de ældre kvinder fra Røde Kors og afslørede på tysk at hun faktisk engang havde gået på musikkonservatoriet i Warszawa. Måtte hun muligvis, eventuelt, måske få lov til at spille et stykke musik på det store flygel inde i sovesalen? Bare et lille stykke! Hun skulle nok være meget forsigtig! Kvinden fra Røde Kors kiggede lidt rundt med et flakkende blik og så ikke ud til at forstå, men da Miriam greb ind og forsøgte at forklare på snublende svensk nikkede hun og smilede. Nå, klaveret! Det store flygel! Jo da. Det skulle nok kunne lade sig gøre. I hvert fald denne ene gang. I hvert fald så længe det ikke blev en vane. Så gik de ind i den tomme sovesal, alle tre, sygeplejersken sank ned på en pænt redt seng, Miriam foldede det hvide lagen tilbage og Jozefa slog andægtigt flyglets låg op, trykkede fingerspidserne mod hinanden så det smældede i leddene og satte sig derefter på klaverbænken. Begyndte at spille. Først stille, næsten drømmende, derefter heftigere, for til sidst at lade musikken hvirvle frem i et voldsomt crescendo. Miriam var nødt til at vende ryggen til og gå over til vinduet, ingen måtte se hendes tårer, ikke engang Jozefa. Hun stod stadig med panden mod ruden da hun hørte de andre flygtninge komme ind fra terrassen, også de var tavse, men gled frem mod dem med en slags susende forundring. Der blev fuldkommen stille da musikken stoppede, som om ingen turde så meget som trække vejret.

“Chopin,” sagde en dæmpet stemme og skyndte sig at gentage det. “Chopin!”

Endnu et sus gik igennem sovesalen, helt uden ord og alligevel fuldt forståeligt. Ja! Spil noget af Chopin!

Miriam vendte sig om, så Jozefa tørre sig hurtigt under øjnene før hun smilede lidt og igen bøjede sig over tangenterne. Derefter løftede hun hovedet, lukkede øjnene og slog tonerne an. Chopin.

Bagefter gik de alle sammen ud på terrassen på bagsiden af huset, sad stille og tæt op ad hinanden i solen et stykke tid, indtil alting igen blev som det plejede. Helena forbandede tyskerne på tysk, sådan at svenskerne også kunne forstå hvor rasende hun faktisk var, Apolonia stemte i ved at fnyse fuld af foragt. Zofia pudsede næse og talte om noget Stanislav engang havde sagt om Chopin, men så faldt alle til ro og vendte ansigterne op mod solen. Den var tydeligvis gavnlig, for de der stadig var syge var blevet hjulpet derud af kvinderne fra Røde Kors, anbragt midt i solskinnet og pakket ind i deres knitrende tæpper. Nogle af de syge var en kilde til stor bekymring. De kunne stadig ikke holde maden i sig, det var som om deres indre var kollapset og som om det ikke gik an at rode op i ødelæggelserne. Hver eneste skefuld vælling kom op igen, uanset hvad man forsøgte. Kvinderne fra Røde Kors rystede bekymret på hovedet. Hvad skulle man stille op?

Andre kunne ikke holde op med at spise. Eugenia, som havde proppet en stor tallerken grød og fire stykker brød i sig til morgenmad, beklagede sig endnu en gang over at hun var så sulten. Var der ikke noget hun kunne spise? Måtte hun ikke nok få noget at spise? Når det endelig blev frokost ville hun være at finde forrest i køen og dirrende række sin tallerken frem, det vidste alle. Hun bad altid om at få en ekstra kartoffel og var lige ved at græde når svaret var nej. I løbet af de få uger var hun svulmet op og havde fået en lille dobbelthage, alligevel virkede det som om hun aldrig fik stillet sin sult. Alle havde vænnet sig til hendes beklagelser, ingen kommenterede dem længere.

Terrassen vendte ud mod en stor park, som fik dem alle sammen til at længes, fordi den var så tæt på og så alligevel så uendeligt langt borte. Flygtningene havde lyst til at løbe ud i parken, rulle sig i det spæde grønne græs, plukke nogle af de tusindvis af små hvide blomster som lige var sprunget ud, sætte sig med ryggen op ad en træstamme og se ud over den lille å som kun rødekorsdamerne måtte gå ned til, men det kunne der naturligvis ikke blive tale om. Det sørgede hjemmeværnet for, de ældre mænd som med våben i hænderne stod vagt uden for karantænehuset. Flygtningene var stadig fanger, om end af en anden årsag end tidligere, og efter alt at dømme skulle de fortsætte med at være fanger et stykke tid endnu. Myndighederne havde netop forlænget indespærringen, to uger var blevet til fire.

På den anden side virkede Anebyboerne ikke som om de tog det med indespærringen så alvorligt. Aften efter aften kom de gående, hele familier bestående af mand og kone og en barnevogn, unge piger arm i arm og enlige unge arbejdere med hænderne i bukselommerne, fnisende småpiger og frække knægte, gamle koner med knold i nakken og lige så gamle mænd med stok, velklædte herrer og elegante damer, alle udstyret med små poser med gaver, poser som de kastede over stakittet mens de råbte venlige ord på deres underligt syngende sprog. Flygtningene åbnede poserne og gispede. Søde tvebakker. Smørrebrød. Hvedebrød. Og en aften – til Eugenias store glæde – en hel pose wienerbrød. Helena og Apolonia måtte kæmpe hårdt for overhovedet at få hende til at dele.

Bernhard Pettersson var en af de mange enlige mænd som dukkede op uden for koncerthuset om aftenen, men han så ud til at have andre hensigter med besøget end de fleste. Måske havde det noget at gøre med at han var lidt ældre, hvis det ikke simpelthen var på grund af hans alment kendte gudfrygtighed. Når nogle af de yngre mænd genert grinende sendte luftkys ind til flygtningene på terrassen rystede Bernhard Pettersson bare medlidende på hovedet. De stakkels piger! De stakkels sultne små piger! Han ville gøre noget for dem. Virkelig gøre noget.

Miriam fandt aldrig ud af hvordan invitationen kom i stand, hun vidste bare at Helena – som tilfældigvis var i et noget mindre ondt lune end sædvanligt – en dag hviskende forklarede at de var blevet inviteret ud. Hende selv og Miriam og Apolonia og nogle af de andre piger, men ikke mere end ti. På lørdag eftermiddag klokken fire var de alle sammen velkomne hjemme hos Bernhard Pettersson.

“Men vi må jo ikke gå ud,” sagde Miriam uroligt.

“Åh, pyt med det,” sagde Helena. “På mandag er karantænen jo forbi og en dag fra eller til gør vel ikke den store forskel. Kommer du med?”

Miriam sank en klump. Skulle hun vove det?

“Jeg tror måske han har tænkt sig at servere kage,” sagde Helena.

En vag erindring flimrede hurtigt forbi. En fødselsdag i nonneklosteret, måske var det endda abbedissens … Børnehjemsbørnene havde fået kage, en stor luftig sag med flødeskum og jordbær og små chokoladekringler. Erindringen fik næsten Miriams tænder til at løbe i vand. Om hun ville have kage? Ja. Selvfølgelig. Hun ville ikke bare have kage, hun ville bore sig ned i en kage, begrave sig i den og derefter æde sig vej ud igen, fylde mundhulen, svælget og maven med uanede mængder sukkerbrødsdej, syltetøj og flødeskum …

Ja. Hun var parat til at ofre sit liv for én gang til at kunne spise kage.

“Jo, jeg vil gerne med,” hviskede hun åndeløst til Helena. “Helt bestemt! Jeg vil med.”

Eftermiddagskaffen om lørdagen var noget særligt i karantænen, fordi der blev serveret nybagte kanelboller med perlesukker på i stedet for hverdagenes søde tvebakker. Både kvinderne fra Røde Kors og hjemmeværnsfolkene så ud til virkelig at holde meget af den slags boller, så når flygtningene havde fået deres kaffe og bolle trak de sig tilbage til køkkenet, lukkede døren efter sig og lod karantænen ligge uovervåget hen. Pause, hed det. Og så måtte man kun forstyrre hvis det gjaldt liv eller død.

Denne lørdag sad ti af flygtningene yderst på kanten af stolen da kaffen blev serveret, og da døren ud til køkkenet gik i rejste Helena sig og nikkede over mod yderdøren. Og i en eneste bevægelse rejste de ni andre sig, smilede hemmelighedsfuldt og gled stille ud.