De følte sig nærmest berusede da de gik tilbage til koncerthuset. De gik arm i arm, alle ti, mens de fnisede og nynnede og snakkede, og deres række var så bred at den fyldte hele gaden. Ikke at det gjorde noget, for der så ikke ud til at være en eneste bil ude at køre her i Aneby sådan en tidlig lørdag aften, og de få biler der fandtes holdt parkerede et eller andet sted mens ejerne helligede sig det at sidde derhjemme, spare på den stærkt rationerede benzin og lade være med at forstyrre aftenfreden. Ikke et menneske så ud til at være på gaden, hele Aneby lå tavs og tillukket, den eneste lyd var kirkeklokkerne, som ringede søndagen ind. Desuden var solskinsvejret slået over i skyer og det var begyndt at dryppe, men det generede ikke flygtningene. Regn eller sol, det var under alle omstændigheder pragtfuldt at leve, for første gang i mange år var det rent faktisk pragtfuldt at være til!

Apolonia sagde et eller andet på polsk og viste endnu en gang sit smukke smil. Og Krystyna, som gik og haltede ved siden af Miriam, lavede et lykkeligt lille hop. Tak! Det betød ja på polsk, så meget havde Miriam forstået. Eugenia så ud til at stemme i og for en gangs skyld så det ikke ud som om hun talte om mad og det hun sagde fik tydeligvis Wiktoria til at fnise. Men Helena stoppede op midt i et skridt og tvang på den måde hele gruppen til at standse, sagde først noget på polsk og derefter på tysk så Miriam også kunne forstå det.

“Nej,” sagde hun. “Vi går ikke ned i parken i aften og heller ikke hen til nogle af de andre karantænehuse. Nu går vi tilbage til koncerthuset.

På mandag er vi frie. Kun én dag til, så kan vi gøre som vi vil.”

Apolonia så på hende og skar en grimasse, før hendes ansigtsudtryk langsomt forandrede sig og fandt tilbage i de sædvanlige hånlige folder.

På mandag er vi frie. Kun en dag til. Sådan havde Helena sagt og det var en sætning som holdt Miriam vågen næsten hele natten.

Fri. Frihed. Hvad indebar det egentlig?

Hun ville gerne kunne gå hvorhen hun ville, men hun vidste ikke engang hvor hun ville gå hen. Og hvordan ville svenskerne reagere hvis hun begyndte at traske rundt i byen? Var alle lige så flinke som Bernhard Pettersson og hans veninde? Eller fandtes der også onde mennesker her, folk med piske og kæppe og skydevåben? Folk som ville stirre på hende og genkende hende som roma eller jøde eller mischling? Og hvad ville de i så fald gøre ved hende? Var der overhovedet romaer i Sverige? Eller jøder? Og var de i så fald flinke?

Hun sukkede dybt og vendte og drejede sig så heftigt i sengen at papirtæppet knitrede.