Så oprandt dagen til sidst. Frihedens morgen. Mandag morgen.

Miriam havde drømt om Sara e Kali, sin barndoms skytshelgen, og drømmen lå lige inde bag øjenlågene da hun vågnede, men kun i et kort sekund, så bristede den som en sæbeboble og det eneste der var tilbage var et fragment et sted i erindringen. Ikke desto mindre foldede hun hænderne under tæppet, vendte ryggen til sovesalen og begyndte for første gang i flere år at bede til hende. Kære Sorte Sara, jeg ved ikke hvad jeg eller mit folk har gjort som kan have gjort Gud vred, hvorfor Didi skulle dø og Else og Anuscha, men kære Sara, bed for dem og for mig …

Åh! Det var meningsløst, det her. Sorte Sara var jo ikke engang en rigtig helgen, men bare en figur romaerne selv havde fundet på. Det havde nonnerne fortalt. Og Gud var vel fuldkommen ligeglad med både Miriam og hendes folk, det havde han jo bevist igen og igen. Romaer og jøder havde måttet klare sig selv så længe hun havde levet og sådan ville det formentlig også være fremover. Derfor var det sikrest bare at koncentrere sig om at overleve. Og nu gjaldt det så om at overleve friheden. Det skulle nok gå, hvis altså bare hun fortsatte med at være lige så lydig og på vagt, lige så stille og god til at lyve, som hun havde været lige siden hun kom til Sverige, og hvis bare hun aldrig nogensinde lod nogen svensker eller tysker eller nogen anden gaje se eller forstå hvem hun i virkeligheden var og hvad hun i virkeligheden tænkte. Det var en stor hjælp at hun heldigvis allerede var næsten helt rask, hun havde mange flere kræfter nu. Plettyfussen var helt overstået, hun havde faktisk overlevet denne den største dræber af dem alle, og det eneste der nu manglede var at få spist tilstrækkeligt til at få noget sul tilbage på kroppen. Hun tog fat om låret med højre hånd. Jo. Det føltes næsten som om låret var blevet lidt større end knæskallen. Eller i det mindste lige så stort.

Hun vendte sig rundt i sengen og satte sig op, så ud over salen. Alle sov. Simpelthen alle. Og det selvom solen skinnede ind gennem vinduet, skinnede direkte ned i ansigtet på nogle af pigerne. Måske var det ikke engang morgen, måske var det stadig nat, selvom solen stod højt på himlen. Ville hun mon nogensinde vænne sig til de lange, lyse nætter? Ja. Det ville hun jo nok. For hun havde tænkt sig at blive i Sverige. Faktisk ville hun gøre hvad som helst for at få lov til at blive her. Uden for den rigtige verden.

Hun trak meget forsigtigt tæppet til side og stak benene ud over kanten af sengen, spændte en smule i kroppen for at kunne hoppe ned så lydløst som muligt. Hun ville ikke have at andre skulle vågne, hun ville have denne første morgen i frihed for sig selv. Men det var umuligt at lande fuldkommen lydløst, fodsålerne slog imod gulvet med et lille dunk og lyden tvang hende til at blive stående helt stille i et par sekunder. Krystyna klynkede lidt i sengen nedenunder, men vågnede ikke og åbnede ikke øjnene, så Miriam kunne ånde lettet op og begynde at liste hen over det kolde gulv, ud mod indgangen og toiletterne.

Hendes spejlbillede lignede ikke længere et spøgelse, det lignede ikke engang længere en lille dreng. Det var tydeligvis en pige som mødte hendes blik derinde, om end en pige med en noget besynderlig frisure. Håret var stadig meget kort, men det lå glat og fladt ned over issen. Måske skulle hun forsøge at vaske det med rigtig shampoo, ligesom de andre piger? Rødekorssygeplejerskerne havde jo lagt en ny tube shampoo på glashylden over håndvasken. Ja. Det ville hun prøve.

Hvordan var det nu de andre piger gjorde?

Først fyldte de vand i håndvasken, vand som var vidunderligt varmt allerede når det kom ud af hanen. Derefter dyppede de hovedet i det. Trykkede lidt af den perlemorsskinnende shampoo ud i hånden, masserede det ind i det våde hår til det begyndte at skumme. Hold da helt op! Hun fnisede ved synet af væsenet inde i spejlet. Hendes hoved lignede nærmest et sort og hvidt løg! Men et løg som duftede dejligt … Og derefter tømme vasken og fylde nyt vand i. Skylle. Tømme. Og så skylle igen.

Natkjolen var helt våd på skuldrene og ryggen da hun var færdig. Det var lidt dumt, det burde hun have tænkt på. Hun stod foran vasken et øjeblik. Kunne hun tage natkjolen af? Kunne hun stå helt nøgen herinde midt på gulvet? Ja. Det gjorde de andre i hvert fald en gang imellem, var det gået op for hende. Nogle gange kom de ud inde fra toiletterne med vådt hår og vanddråber på ryggen og kun med et håndklæde omkring kroppen. Halvnøgne. Og det virkede heller ikke som om de skammede sig det mindste over det, men på den anden side var de heller ikke romaer …

Men det var Miriam jo heller ikke. Miriam Goldberg var jo jøde. Og jøder kunne tydeligvis godt være nøgne når de var alene og halvnøgne sammen med andre.

Hun strakte hånden frem og kontrollerede at døren ind til toilettet virkelig var låst før hun tog den våde natkjole af og bredte den ud over radiatoren, derefter fyldte hun vasken med et nyt hold vand, vaskede omhyggeligt ansigtet og hænderne, fugtede derefter et hjørne af håndklædet og forvandlede den til en vaskeklud som hun kørte rundt over hele kroppen. Hun kunne ikke lade være med at se på sig selv hele tiden, selvom det ikke var rigtig tilladt at kigge på sin egen nøgne krop. Jo. Kravebenene var meget tydelige. Hofterne helt kantede. Og knæene så faktisk større ud end lårene. Den halve tatovering sad hvor den sad, tæt op ad det blå ar. Hun strøg sig forsigtigt over den med fingeren og ville i et svimlende øjeblik ønske hun kunne bande lige så godt som Helena. Satans, forbandede nazisvin! Men det kunne hun jo ikke. Det ville hun aldrig kunne lære at blive god til.

Hun sukkede lidt og svøbte håndklædet omkring kroppen, lagde den våde natkjole over skuldrene og småløb på tåspidserne ind i sovesalen igen, skyndte sig derefter hurtigt ned gennem den lange gang mellem køjesengene, indtil hun omsider nåede frem til stolen hvor hendes tøj lå. Hun smed natkjolen fra sig og rakte ud efter kjolen, trak den hurtigt over hovedet og fornemmede den svage svedlugt, ville i et kort sekund ønske at hun havde en kjole til, en skiftekjole, så hun kunne vaske den ene mens hun havde den anden på, men undertrykte straks ønsket igen for ikke at udfordre Gud eller helgenerne eller de eventuelle rødekorsdamer der kunne læse hendes tanker. Alting var godt som det var. Hun var dybt taknemmelig for at tingene var som de var og ikke som de havde været for bare halvanden måned siden!

Hun trak håndklædet ud fra inde under kjolen og så sig hurtigt omkring inden hun tog sine underbukser på. Ingen så ud til at være vågnet. Ingen havde set hende. Heldigvis.

En hjemmeværnsmand stod stadig vagt neden for terrassen. Han smilede da hun kom ud og pegede på sit ur.

“Hvor meget?” sagde Miriam.

Han tog et dybt sug af cigaretstumpen og kastede den fra sig. “Jamen, hold da op. Du taler allerede svensk. Det var flot. Klokken er halv fem … Hvorfor er du så tidligt oppe?”

Miriam rettede ryggen og trådte forsigtigt et skridt tilbage i tilfælde af at han skulle gå frem mod hende.

“Åh. Jeg kunne ikke sove.”

“Næ. Det forstår man jo godt. Det er en stor dag i dag. Nu får I jo lov til at gå ud i byen.”

Miriam nikkede stumt. Hjemmeværnsmanden smilede igen, men så ikke ud til at ville komme nærmere, han blev stående hvor han hele tiden havde stået.

“Hvad vil I finde på?”

Miriam blev forvirret.

“Finde på?”

Hjemmeværnsmanden grinede.

“Ja, finde på. Foretage jer. Hvad vil I foretage jer i dag?”

“Åh, sådan, øh … jeg ved ikke … bare gå ud. Tror jeg.”

“Selvom jeg har hørt at nogle af jer faktisk allerede har været ude. At der var nogle stykker som sneg sig væk lørdag eftermiddag …”

Miriam kunne mærke at hun blev hed i kinderne.

“Åh,” sagde hun stille og krummede sig let sammen forud for slaget som måtte følge. Hvorfor var hun også gået ud på terrassen? Hvorfor var hun ikke blevet liggende i sin seng? Så var det blevet en anden der havde fået den straf som nu ville ramme hende.

“Man siger at I var hjemme hos Bernhard Pettersson,” sagde hjemmeværnsmanden. Han smilede stadig. Miriam nikkede skyldbetynget.

“Kage,” sagde hun. “Venlig.”

Hjemmeværnsmanden grinede igen, måske ville han slet ikke slå hende, når det kom til stykket. Han virkede faktisk ret fredelig.

“Ja,” sagde han. “Bernhard Pettersson er meget venlig. Men det har nok gjort en hel del mennesker ganske misundelige.”

Miriam rynkede panden.

“Hvad?”

“Misundelige.”

Miriam rystede på hovedet. Hun forstod ikke ordet. Hjemmeværnsmanden trak på skuldrene.

“Det betyder at der sikkert er andre der godt kunne tænke sig at byde jer på kage. Som ville ønske at det var dem der havde fået ideen. Yngre mænd. Unge mænd.”

“Åh,” sagde Miriam igen.

“Men hvis du vil have et godt råd,” sagde hjemmeværnsmanden og skar en lille grimasse. “Hvis du vil have et virkelig godt råd, så pas lidt på med de unge mænd.”

Miriam nikkede forvirret og nejede lidt.

“Det vil jeg,” sagde hun. “Tak.”

Morgenmaden var kaotisk. Kvinderne trængtes omkring kaffebeholderne og brødkurvene og talte pludselig med stemmer som syntes at være blevet en hel del højere i nattens løb. Alle så ud til at have meget travlt. Helena sad med fem tykke kuverter ved siden af sin kaffekop og forsøgte at få nogle af rødekorsdamerne til at fortælle hende vejen til postkontoret. Krystyna så pludselig helt vild ud i blikket og sagde at hun ville med, at Helena ikke måtte gå til posthuset uden hende, men at Helena var nødt til at vente til hun havde skrevet alle sine breve færdig. Jo, sådan var det altså, hun var simpelthen nødt til at vente! Helena fik næsten kaffen i den gale hals og slog over i polsk, afleverede en tydeligvis lang, vred og velformuleret svada, der fik Apolonia som sad ved siden af hende til at se mere muntert overrasket end hånlig ud, selvom det gibbede i hende da Helena smækkede håndfladen i bordet. Bang! Nej. Helena havde virkelig ikke tænkt sig at vente på at Krystyna skulle blive færdig med at skrive breve, bestemt ikke. Krystyna begyndte at græde. Men det hjalp ikke, Helena rejste sig efter kun at have spist et halvt stykke brød og tog sine breve, Eugenia kastede sig over den anden halvdel af brødet og masede det ind i munden, på én gang, mens Zofia begyndte at snøfte og tale om Stanislav endnu en gang.

“Puha,” sagde Ebba, den yngste af rødekorspersonalet da Miriam kom ud i køkkenet med nogle kaffekopper. “I er da helt ustyrlige i dag!”

“Ja,” sagde Miriam. “Men det er måske ikke mærkeligt.”

“Nej. Det er da klart. Det er en stor dag for alle. Hvad har du tænkt dig at lave?”

Miriam satte kaffekopperne fra sig og anstrengte sig for at tale så korrekt svensk som muligt.

“Først jeg vasker op. Så får vi se.”

Ebba lagde hovedet på skrå.

“Men du skal da ikke vaske op i dag … Det kan jeg bare gøre.”

Miriam slog blikket ned og nejede lidt.

“Men jeg vil gerne. Må jeg ikke nok?”

Pludselig var der fuldkommen stille i koncerthuset. Pludselig var sovesalen fuldkommen tom. Miriam stod ubevægelig henne ved døren ud til terrassen og så sig omkring. Hvad skulle hun lave? Hun havde allerede taget opvasken og fejet gulvet ude i køkkenet. Måske kunne hun feje gulvet herinde også? Jo, det kunne hun da. Og gulvet ude i indgangen. Og på toiletterne …

Ja. Det ville hun gøre.

Hun åbnede døren ud til køkkenet, hentede kost og fejebakke og bemærkede taknemmeligt at der ikke var nogen rødekorsdamer at se lige i øjeblikket, og gik tilbage til sovesalen. Satte sig på hug og begyndte omhyggeligt at feje gulvet. Små bevægelser. Lette strøg. Men ikke lettere end at alt støv og grus og diverse småstumper kom med op på fejebladet. Efter et stykke tid løftede hun hovedet og så sig omkring. Der var stadig lang vej igen. Heldigvis. Hun skulle nok regne med at bruge næsten en time på omhyggeligt at feje hele koncerthusets sovesal. En hel time hvor hun kunne slippe for at gå ud.

Bange, tænkte hun, men skyndte sig at feje ordet væk. Pyh. Det var da ikke fordi hun var særlig bange. Eller følte sig særlig meget alene.

Men til sidst var hele salen fejet. Håndvasken ude på toiletterne skuret. Vandhanerne poleret. Hendes eget hår nyredt. Alle knapperne i hendes kjole knappet helt op til halsen. Strømperne trukket op. Skoene børstet af.

Der var simpelthen ikke mere at tage sig til. Ikke ud over at gøre sådan som de andre flygtninge havde gjort. At sætte det ene ben foran det andet. At gå sig en tur. At gå ud.

Hendes hjerte bankede da hun åbnede hoveddøren og i et kort sekund føltes det som om knæene ville give efter under hende. Else, tænkte hun hurtigt. Hvad ville Else have gjort en dag som i dag? Svaret var indlysende. Hun ville selvfølgelig være gået ud. Hun ville have været forsigtig og på vagt, men hun ville helt sikkert være gået ud. Og jeg er nødt til at gøre som Else. Så nu går jeg ud. Alene.

Døren lukkede med et lille klik bag hende og hun trådte forsigtigt lidt frem før hun gik ned ad de to trin til gaden. Hun blev stående ubevægelig et øjeblik før hun turde se sig omkring. Himlen var dybblå oppe over hende. Ikke en eneste sky skyggede for solen. Træerne var lysende grønne. Blomsterne i haven på den anden side af gaden var blå, gule og røde. Hun genkendte de røde. Det var roser. Hun trak vejret dybt ind. Så det var faktisk sandt. Hun var fri, hun stod midt på en folketom gade og så på roser.

Hun behøvede ikke at være bange. Det var hun sikker på. Næsten helt sikker.

Jozefa sad med ryggen op ad et træ nede i parken med lukkede øjne. Miriam nærmede sig tøvende, måske ville Jozefa hellere blive ved med at være alene. Det var noget ved hende som fik Miriam til at føle sig mere mindreværdig end hun ellers plejede. Måske var det bare det at Jozefa kunne spille Chopin på det store klaver (nej, flygel, det store klaver hed et flygel), selvom helt så enkelt var det nok ikke, det vidste hun godt. Det var nok mere noget med Jozefas ranke holdning, hendes selvfølgelige måde altid at være rolig og behersket på, om end ikke direkte venlig, over for de andre flygtninge, hendes usædvanligt velfriserede honningfarvede hår, hendes velplejede negle og bløde hvide hænder. Hun var sikkert også bange, måske lige så bange som Miriam, alligevel havde hun et eller andet, en helt egen måde at være på, som Miriam ikke havde. En særlig værdighed, måske. Eller stolthed.

Jozefa bemærkede hende ikke, og Miriam var derfor nødt til at rømme sig lidt da hun nærmede sig. Jozefa fór sammen og skulle til at springe op før hun fik øje på Miriam. Jo, hun var tydeligvis også bange.

“Åh,” sagde hun og sukkede dybt. “Er det bare dig.”

“Ja,” sagde Miriam og blev stående lidt væk.

“Sæt dig,” sagde Jozefa og klappede med hånden på græsset. Hendes tyske var perfekt, det lød som om hun var indfødt.

“Du vil ikke hellere være alene?”

Jozefa smilede lidt.

“Jeg har været alene hele formiddagen. Hvad har du lavet?”

Miriam glattede kjolen bagpå før hun satte sig ned op ad et træ ved siden af.

“Gjort rent.”

Jozefa skar en lille grimasse.

“Har du gjort rent? Hvorfor det?”

Miriam trak lidt på skuldrene, vidste ikke hvad hun skulle svare. Jozefa sukkede let.

“Jeg ved ikke hvordan man gør rent. Min mor ville ikke … Hun syntes at jeg skulle hellige mig skolen. Og klaveret, selvfølgelig.”

Hendes stemme blev grødet, fik hende til at stoppe midt i sætningen. Så tog hun en dyb indånding og fortsatte.

“Jeg har længtes sådan efter at komme ud i parken her. Jeg troede at …”

Hun blev tavs, blinkede et par gange og vendte derefter ansigtet bort. Miriam mumlede et eller andet, men vidste ikke helt selv hvad det var hun sagde. Der blev stille lidt indtil Jozefa omsider snøftede og spurgte.

“Har du nogen tilbage?”

Miriam turde ikke se på hende, men rystede stumt på hovedet. Jozefa fortsatte meget dæmpet.

“Heller ikke jeg. Mine forældre, min morfar og min lillesøster … Først i ghettoen, derefter i Majdanek.”

Miriam skævede over til hende.

“Majdanek? En lejr?”

Jozefa nikkede, men svarede ikke. Miriam så væk. Et sted i det fjerne kunne man høre en svag rislen. Måske fra den å som rødekorsdamerne havde fortalt om. Som var sort. Kunne det virkelig passe at den var sort?

“Hvordan skal det gå?” sagde Miriam pludselig og blev selv helt forbavset over sit eget spørgsmål. Alligevel fortsatte hun. “Hvad skal der blive af os?”

Jozefa sukkede igen.

“Jeg ved det ikke …”

“Har du tænkt dig at blive her i Sverige?”

Jozefa trak lidt på skuldrene.

“Jeg ved det ikke. Sproget virker temmelig svært …”

“Det er ikke specielt svært.”

Jozefa trak på skuldrene igen.

“Måske. Jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved er at jeg ikke vil tilbage til Polen. Nej. Aldrig mere. Men hvor skal man tage hen? Til Amerika? Tror du at vi kan få lov til at komme til Amerika?”

“Jeg vil ikke til Amerika. Jeg vil blive her.”

Jozefa rystede lidt på hovedet.

“Men hvor længe er her sikkert at være? Det ved man ikke.”

Miriam bed sig i underlæben.

“Det ved man aldrig nogen steder.”

“Nej,” sagde Jozefa og begyndte at rejse sig. “Det ved man måske ikke. Kom du også med spøgelsestoget?”

“Spøgelsestoget?”

“Ja, toget som evakuerede de sidste fra Ravensbrück.”

“Det ved jeg ikke. Jeg kom med et tog, men jeg var bevidstløs under næsten hele rejsen. Men det var ikke et spøgelsestog. Og der var stadig folk tilbage i Ravensbrück … Så vi var ikke de sidste.”

Jozefa smilede

lidt og rystede umærkeligt på hovedet, som om Miriam var helt utroligt dum.

“De sidste som kom til Sverige, mener jeg. Selvfølgelig var der da stadig folk tilbage i Ravensbrück. Tusindvis af mennesker. Titusindvis af mennesker. En masse russere og sigøjnere og andet pak …”

Jorden bølgede under Miriam og hun var glad for at hun sad ned. Hun glippede med øjnene, hun var nødt til at svare, det var tvingende nødvendigt at hun sagde noget, så Jozefa ikke bemærkede hvor oprørt hun var. Hun rømmede sig lidt.

“Men hvorfor kaldte du det for spøgelsestoget?” Jozefa smilede.

“Du må virkelig have været langt væk! Toget kørte jo forkert, husker du ikke det? Det kom ind på et sidespor og blev stående der. Forsvandt, simpelthen. Hvorefter det pludselig dukkede op igen efter et par dage. Det var derfor Røde Kors begyndte at kalde det spøgelsestoget. Skal vi gå ned og kigge på åen?”

Miriam lagde håndfladerne mod jorden, støttede sig mod den og forsøgte at holde sig fast.

“Nej,” sagde hun så. “Det vil jeg ikke. Jeg tror hellere jeg bare vil sidde lidt her.”

Hvor hun før havde været tilbageholdende, forvandlede hun sig til en decideret skygge efter samtalen med Jozefa. Holdt sig for sig selv. Passede på ikke at kigge alt for nysgerrigt på de andre flygtninge, bad aldrig længere nogen om at oversætte hvad de sagde på polsk eller jiddisch, hjalp ivrigt til i køkkenet og øvede sig i at tale svensk.

“Du er ikke fra Polen, vel?” sagde Ebba en dag da Miriam stod og vaskede op. Miriam stivnede et øjeblik, så tvang hun sig selv til at sænke skuldrene og se ud som hun plejede.

“Nej,” sagde hun. “Jeg er født i Tyskland.”

“Mærkeligt at du så havnede her … Mellem alle polakkerne.”

“Ja. Måske.”

Ebba tog et viskestykke op og begyndte at tørre glas af.

“Ved du om nogen af dem er jøder?”

Miriam blev helt lammet. Var Helenas plan virkelig lykkedes? Vidste rødekorsfolkene ikke at mindst halvdelen af flygtningene i koncerthuset var jøder?

“Jøder?” sagde hun neutralt og tøvede et kort sekund før hun fortsatte. “Jo. Nogle er nok.”

Miriam lukkede øjnene et øjeblik. Skulle hun sige noget. Jo.

“Mig, for eksempel,” sagde hun. “Jeg er jøde.”

Nu havde hun sluppet løgnen ud, nu ville hun aldrig kunne tage den tilbage igen, ordene vibrerede i luften omkring hende. Men Ebba så ikke ud til at reagere, stillede bare nogle glas op i skabet over vasken.

“Ja?” sagde hun. “Hvem ellers?”

“Det må du nok hellere spørge dem selv om …”

Ebba skar en lille grimasse.

“Nå ja, selvfølgelig. Det er klart. Undskyld. I har jo dårlige erfaringer. Og det vedkommer jo i grunden heller ikke os.”

Miriam blinkede. Vedkom det ikke rødekorsfolkene? Det var en fremmed tanke. Ebba smilede et sted omme bag hendes ryg.

“Jeg synes bare at det er lidt synd at du er sådan udenfor. At du aldrig går ud sammen med de andre piger …”

Miriam rankede ryggen.

“Åh, det gør ikke noget. Jeg har det godt. Meget godt. Jeg får jo lov til at lære svensk.”

“Det gør du,” sagde Ebba. “Og du er virkelig dygtig. Men du må også lære at gå ud. At begå dig blandt folk. Så på lørdag kommer du med mig.”

“Jo tak, gerne,” sagde Miriam og nejede lidt. “Mange tak.”

Og så var det besluttet.