“Hvad sagde du?” siger Thomas.
Miriam lukker øjnene et øjeblik og forbander igen sin egen åbenmundethed, så sætter hun sig op i sengen, læner sig op ad væggen og forsøger at blive sig selv igen. Det tager længere tid end det plejer.
“Hvad sagde du?” spørger Thomas igen.
Miriam smiler sit venligste smil og forsøger at genvinde stemmens kraft.
“Sagde jeg noget? Åh, det var nok noget jeg drømte …”
Thomas gengælder ikke smilet. Han ser bekymret ud.
“Græder du? Er du ked af det?”
Hun ryster tavst på hovedet og forsøger igen at smile. Thomas rækker hånden frem mod hende.
“Frokosten er klar, men hvis du …”
Miriam stryger sig hurtigt over kinderne. Så. Nu er det overstået. Didi venter, han er der allerede, i mellemrummet. Tiden betyder ikke noget for ham, i modsætning til Thomas, som nu sidder på kanten af hendes seng og ser urolig ud. For ham er tiden alt. Hun smiler igen og beroliger ham.
“Der er ikke noget i vejen. Jeg er ikke ked af det. Sådan er det når man bliver gammel, tårerne begynder bare at løbe nogle gange.”
“Sikker? Helt sikker?”
Hun klapper ham let på kinden.
“Ja, helt sikker. Men det var dejligt at blunde lidt. Det var en lang tur.”
Thomas nikker og rejser sig.
“Alt for lang hvis du spørger mig.”
“Ja-ja. Men Camilla passede godt på mig. Vi sad og hvilede os fire gange. Fik også en kop kaffe undervejs.”
“Det var godt.”
Miriam sætter af fra sengen, planter fødderne på gulvet og rejser sig.
“Camilla spiste endda en bolle.”
Thomas smiler lidt ironisk.
“Det var godt klaret. Hun faldt ikke om på stedet på grund af pludselig overvægt?”
Miriam sender ham et lille smil mens hun trækker hånden over håret. Det føles som om det sidder som det skal.
“Nej, hun overlevede vist, gudskelov.”
“Så må vi håbe at hun også overlever frokosten … Skal vi gå ned?”
Han rækker hende armen på gammeldags maner og hun tager den.
“Ja,” siger hun. “Nu går vi ned.”
Hun håber det bliver en fredelig midsommerfrokost, men har naturligvis sine tvivl.
Sild. Purløg. Syrnet fløde. Dampede gulerødder og friskkogte nye kartofler med et drys persille. Smør. Ost. Hjemmebagt brød og knækbrød. Øl. Vand. Snaps. Katarina kaster et irriteret blik ud over bordet. Er alting gjort klar? Er alt sådan som Hans Velærværdighed Hendes Ægtemand ønsker det?
Camilla står i døren ud til terrassen, Katarina skæver til hende.
“Hvor er Sixten?”
“Han sover til middag,” siger Camilla. Hun står med en pakke og rækker den frem mod sin mor. “Værsgo, en lille midsommergave.”
“En gave? Men det er jo ikke mig der har fødselsdag …”
“Den er ikke kun til dig. Den er til hele familien.”
Hvordan kunne hun også tro andet. Tankerne glider hurtigt tilbage i de velkendte baner inde i Katarinas hoved. Selvfølgelig er det ikke en gave til hende. Hvorfor i alverden skulle hendes datter ville give sin mor en gave? Hun får jo knap nok noget når hun har fødselsdag, bare noget billigt bras som Camilla har revet ned fra hylden i et varehus. At Camilla kan bruge dage og uger på at lede efter den perfekte og meget dyre gave til sin såkaldte farmor er så en helt anden sag. Åbenbart. Alligevel tager hun til sidst et skridt frem og rækker ud efter gaven.
“Hvad er det?” siger hun og rynker panden.
Camilla ler lidt.
“Åbn den. Så kan du selv se …”
Katarina fumler lidt med de lilla gavebånd, trækker dem derefter af og åbner pakken, åbenbarer en lille midsommerstang i bordformat.
“Tak,” siger hun neutralt. “Den er fin.”
Camilla trækker lidt på skuldrene.
“Ja, ikke? Det var den fineste midsommerstang jeg kunne finde til en hundredkroneseddel.”
Miriam og Thomas kommer ud på terrassen lige idet Katarina stiller den lille midsommerstang på bordet.
“Åh,” siger Miriam. “Nej, hvor ser det dog utrolig skønt ud.”
Katarina skærer en lille grimasse. Utrolig skønt? Der er ingen grund til at overdrive. Det får det bare til at virke komisk.
I starten spiser de i tavshed, hver især forsvundet ind i deres egne tanker. Bestikket skraber mod tallerkenerne, men ingen kan rigtig finde på noget at sige. Til sidst rømmer Camilla sig og siger med sin lyseste stemme, en stemme der næsten lyder bedende:
“Vil du virkelig ikke have lidt sild, farmor? Der er rigtig mange gode fedtstoffer i sild.”
Miriam ryster let på hovedet og ser ned på sin tallerken. Kartofler, syrnet fløde og purløg. Det er hendes faste midsommerfrokost.
“Nej tak. Jeg spiser ikke sild, det ved du da.”
Katarina har for en gangs skyld fået en snaps til maden og det fremgår. Nu fnyser hun næsten umærkeligt.
“Er det noget særligt jødisk? Må jøder ikke spise sild?”
Thomas retter ryggen og sender Katarina et køligt blik, men når ikke at sige noget før Miriam smiler sit evige smil og indskyder:
“Nej, det er slet ikke det. Jeg spiser ikke sild fordi jeg ikke bryder mig om smagen. Det er det hele.”
Thomas lyder kort for hovedet.
“Præcis. Det har ikke spor med jødedommen at gøre.”
Miriam ser over på ham med et lille smil, skynder sig derefter at se ned i sin tallerken. Ja-ja, nu begynder alting at ligne sig selv, sådan som det plejer at være når denne familie samles omkring et måltid.
“Desuden,” siger Thomas og hans stemme dirrer af tilbageholdt irritation. “Desuden er det mange herrens år siden at min mor konverterede … Så hun er ikke jøde længere. Som du udmærket godt ved.”
Katarina griner og halvt synger:
“Jøde, jøde, skjorten hænger ude!”
Thomas taber underkæben, sidder simpelthen og ser måbende på sin kone.
“Hvad er det du sidder og siger?”
“Årh,” siger Katarina og smiler den uskyldigt anklagedes halvt bævende smil. “Det var bare noget jeg kom i tanker om fra min barndom. Sådan sagde min mor altid når min far havde glemt at proppe skjorten tilbage ned i bukserne. Hun var jo skåning.”
Thomas har lukket munden. Hans tonefald er køligt.
“Det lyder temmelig antisemitisk. Eller hvad tænker du?”
Der bliver helt stille rundt om bordet. Miriam tør ikke kigge op, men hun kan høre nogen trække vejret larmende. Katarina, formentlig. Jo, det er tydeligvis Katarina, for nu taler hun, om end med næsten grådkvalt stemme.
“Påstår du at min mor var antisemit? Min mor?”
Thomas svarer ikke. Miriam løfter forsigtigt hovedet og ser på Camilla som sidder direkte over for hende. Hendes ansigt er blevet blegt. Camilla er civilbefolkningen i forældrenes evige indbyrdes borgerkrig og Miriam må redde hende, så derfor rækker hun hånden frem mod Thomas, lægger den forsigtigt oven på hans.
“Så,” siger hun med sin roligste stemme. “Så slem var den vel heller ikke, remsen. Jeg tog det såmænd ikke personligt. Vil du række mig osten, Camilla?”
Camilla ser ud som om hun pludselig kommer til sig selv, blinker et par gange og rækker ud efter osten, smiler lidt mens hun skubber den hen over bordet.
“Nej,” siger hun så og lægger hovedet lidt på skrå. “Jeg går ud fra du har hørt værre. I Auschwitz. Og i Ravensbrück.”
På en brøkdel af et sekund forstår Miriam hvad Camilla er ude på. Hun vil hævne sig på sine forældre, hun vil give igen for alle de mange dages tavshed og irriteret hakken på hinanden som var hele hendes barndom, og hun har tænkt sig at bruge Miriam som våben. Men at hævne sig er ikke nogen løsning. Hævnfantasier har deres fordele, men at hævne sig i det virkelige liv er ikke godt. Det gør bare alting endnu værre.
Thomas vrider sig af ubehag ved siden af Miriam.
“Schh,” siger han.
“Undskyld,” siger Camilla og drejer sig over mod ham. “Hvad sagde du?”
Thomas løfter sit ølglas og tager en stor slurk.
“Ikke noget.”
Katarinas øjne er blevet smalle, pludselig kan hun håbe på at kunne indgå en alliance med datteren.
“Jo du gjorde. Du tyssede på hende.”
Camilla smiler lidt til sin far.
“Vil du gerne have mig til at tie stille?”
“Slet ikke. Jeg synes bare ikke at vi skal …”
Han er så tydeligt ubehageligt til mode over situationen at det gør helt ondt i Miriam af medfølelse, men samtidig minder han så meget om Olof i sin reaktion at hun ikke kan lade være med at føle et lille stik af skadefryd.
“Hvad synes du ikke at vi skal?” siger Camilla. “Skal vi ikke tale højt om at Auschwitz og Ravensbrück var koncentrationslejre? Og at de har haft en vis indflydelse på visse medlemmer af denne families liv? Hvad? Er det det du siger?”
Katarina næsten skælver af fryd, hun vil også være med til at pine Thomas.
“Ja,” siger hun. “Er det det du siger, hva’?”
Men det er forgæves, Camilla sender hende et blik og afbryder straks de diplomatiske forbindelser.
“Men den remse der, den var virkelig antisemitisk. Det burde selv du kunne forstå.”
Miriam tager en dyb indånding og lægger bestikket fra sig.
“Nu er det nok,” siger hun i et bestemt tonefald. “Og det gælder jer alle tre! Nu er det nok.”
Og så bliver der igen stille omkring bordet.
Det er en tung tavshed. Usædvanlig. Alle fire er for så vidt vant til lange tavsheder ved de sjældne lejligheder hvor familien spiser sammen, men de er ikke vant til at det er Miriam som er årsag til den. Hun har altid været den der har forsøgt at finde på ufarlige samtaleemner, som har villet bygge bro og glatte ud, først mellem Olof og Thomas, siden mellem Thomas og Katarina og til sidst mellem Camilla og hendes forældre. Men ikke nu. Nu sidder hun pludselig med rank ryg og ser på dem én efter én, og pludselig er det som om de ikke kan se hende i øjnene. Først Camilla som laver en beklagende grimasse, derefter Thomas som griber sit snapseglas og tømmer det uden at skåle, og til sidst Katarina som demonstrativt rækker ud efter fadet med sild og begynder at læsse det ene stykke efter det andet over på sin tallerken.
“Det kan ikke blive ved på den her måde,” siger Miriam til sidst.
“Ja,” siger Camilla og nikker bekræftende. “Det er modbydeligt. Hvorfor bliver I ikke bare skilt en gang for alle?”
Katarina stopper med et stykke sild hængende i luften halvvejs ovre på sin tallerken, Thomas ser pludselig fuldkommen hjælpeløs ud. De ser forbløffet på hinanden. Hvad er det deres datter siger? Skilles? Os? Hvordan skulle det gå for sig?
“Det var nu ikke det jeg mente,” siger Miriam. “Gør som I vil, bliv skilt eller fortsæt med at forpeste hinandens liv, det blander jeg mig ikke i. Det jeg mente var at på et eller andet tidspunkt er vi nødt til at kunne sige navnet på de to steder. Auschwitz. Og Ravensbrück.”
“Men …” siger Thomas. Miriam løfter hånden og afbryder ham.
“Jeg ved godt at det er min egen skyld. At det er mig selv der har listet som katten omkring den varme grød igennem alle de mange år og ikke har villet tale om det. Og jo, jeg kunne naturligvis skyde skylden på Olof og faster Hanna og tidsånden i al almindelighed, i og med at folk dengang mente at det var bedst ikke at rode op i fortiden. Men det er bare ikke helt sandt. Jeg bærer også selv en del af ansvaret. Jeg burde have taget mod til mig. Jeg burde have fortalt.”
Hun vender sig over mod Thomas.
“Din far troede altid at jeg ville gå i stykker hvis nogen skulle nævne ordet koncentrationslejr, men sådan er det ikke. Jeg går ikke i stykker af det. I det mindste kun midlertidigt. Til gengæld tror jeg måske du er blevet lidt skåret i kanten af at vokse op i et hjem hvor så meget forblev usagt …”
Thomas hæver øjenbrynene.
“Skåret i kanten? Synes du da jeg er det?”
Camilla fniser lidt.
“Det er du, far. Men på en charmerende måde.”
Miriam lægger sin hånd mod hans kind.
“Undskyld. Det var dumt sagt. Jeg mente ikke noget ondt med det. Jeg ville aldrig nogensinde sige noget for at gøre dig ondt, for du er det bedste der nogensinde er overgået mig. Det er du faktisk. Det absolut bedste. Jeg er så taknemmelig over at jeg fik lov til at blive din mor. Men du ville måske have været et friere menneske hvis både jeg og Olof havde fortalt noget mere om fortiden. Om end måske ikke det hele.”
Thomas nikker tavst. Miriam lader blikket glide fra ham og over på Katarina, som er holdt op med at spise og sidder med hænderne under hagen, og derefter videre til Camilla. Hun ved at hendes blik indeholder en befaling: Visse hemmeligheder skal forblive hemmeligheder til jeg engang dør. Det håber jeg at du forstår. Camilla nikker umærkeligt. Hun har forstået. Det bliver hendes opgave at agere portvagt.
Miriam sukker lidt og knapper pludselig manchetten på sin kjole op, trækker ærmet tilbage og blotter ikke bare romaarmbåndet men også det blå ar, viser det frem, men uden at kommentere det. I stedet ryster hun lidt på hovedet og siger:
“Jeg var jo i Auschwitz og jeg var i Ravensbrück og jeg har oplevet ting som jeg håber intet menneske nogensinde kommer til at opleve igen. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle om det, for jeg har allerede fortalt Camilla en del om det i dag og det gjorde mig meget træt. Faktisk mere træt end jeg overhovedet troede at jeg kunne blive. Det eneste jeg ønsker er at vi endelig skal kunne sige navnet på de to steder uden at nogen af os ryger op under loftet. Auschwitz. Og Ravensbrück. Det var der jeg var.”
Thomas smiler pludselig til hende, et helt åbent og uforbeholdent smil, og løfter sit snapseglas.
“Jamen, så skål da! For den udtalelse.”
Miriam gengælder smilet, trækker manchetten ned og knapper den, retter lidt på armbåndet på sin arm, hvorefter hun løfter sit eget snapseglas. Det er tomt, hun glemte at hun rystede på hovedet da Thomas skænkede op rundt om bordet for et øjeblik siden.
“Giv mig en sjat,” siger hun. “Men mindre end en teske!”
Thomas skruer låget af flasken og hælder op, og Miriam løfter sit glas og ser rundt.
“Skål! Og tak for en usædvanlig fin fødselsdag. Og for en fantastisk fødselsdagsgave.”
De drikker i tavshed, sætter derefter glassene tilbage en efter en. Først Miriam, derefter Camilla, til sidst Thomas. Kun Katarina stiller ikke glasset fra sig igen, men holder det mellem begge hænder, drejer det lidt som for at se indholdet skvulpe rundt.
“Nå,” siger hun til sidst. “Der er faktisk en ting jeg har tænkt over i forhold til det med koncentrationslejrene. Fik du nogensinde kompensation?”
Miriam kan mærke at hun bliver varm i kinderne. Det er ikke snapsen som brænder. Det er spørgsmålet.
“Kompensation?” spøger Camilla. “Hvad for en kompensation?”
Katarina sender hende et kort blik.
“Penge. Tidligere koncentrationslejrfanger har jo fået penge helt tilbage fra fyrrerne. Fra Tyskland.”
Miriam ryster på hovedet.
“Nej,” siger hun, og pludselig lyder hendes stemme ikke rigtig som hendes egen. “Jeg fik det jo tilbudt, men …”
Katarina møder for en gangs skyld hendes blik, et lille smil spiller i hendes mundvig.
“Men hvorfor ikke?”
Miriam ser ned, borer gaflen unødvendigt hårdt ned i en kartoffel.
“Jeg sagde nej tak. Det syntes Olof var bedst.”
Fej som sædvanlig. Men ingen bemærker noget, Thomas grynter trøstende ved siden af hende.
“Det var rigtigt gjort, synes jeg. Det var jo også bare en slags bodspenge …”
Hun må trække vejret dybt nogle gange mens Camilla og Katarina bærer tallerkener ind. Skammen brænder stadig i hendes kinder. Helt så enkelt var det heller ikke, selvom det hun fortalte både var sandhed og løgn. Jo, hun fik tilbudt erstatning efter krigen og ja, Olov blev meget oprørt over det og krævede at hun nægtede at tage imod den. Og Miriam gjorde som han sagde. Og dermed kan hun sagtens gemme sig bag ham, men sandheden er at hun ikke gjorde det for at være en lydig hustru. Hun gjorde det ikke engang af frygt for at hendes løgn skulle blive opdaget. Hun gjorde det i en slags bagvendt solidaritet med sit folk. Romaerne blev jo ikke tilbudt erstatning. De var jo ikke blevet udryddet af racemæssige årsager, forklarede de tyske myndigheder efter krigen. De blev udryddet fordi de var kriminelle. Hver og en. Også fjortenårige piger som Anuscha og små drenge som Didi. Og hæderlige sølvsmede som Malikas far.
Og det var for deres skyld at Malika rev brevet fra Tyskland i stykker.