“Så er der dessert,” siger Camilla og stiller den store skål med jordbær midt på bordet.

Thomas er blevet lidt blank i blikket, måske slet og ret fordi han er lidt beruset. Det plejer han at blive, både juleaften og midsommeraften. Ikke fordi det gør noget, det eneste der sker er at han bliver lidt gladere end han plejer og usædvanlig snaksalig.

“Mmm,” siger han nydende og læner sig frem. “Skal jeg give dig, mor?”

Miriam retter ryggen og lader sit evige smil bryde frem på ansigtet.

“Nej tak, jeg tager selv.”

“Her er fløden,” siger Katarina og stiller skålen fra sig med et lille smæld. “Der er også is. Er der nogen der vil have is?”

De ryster alle tre på hovedet. Katarina sender Camilla et bistert blik, al hendes påtagede ængstelighed synes pludselig at være forsvundet. Nu er hun åbenlyst stridslysten.

“Sixten vil sikkert gerne have is når han vågner. Og det synes jeg han skal have lov til.”

Camilla ser hurtigt på hende, men undgår derefter hendes blik og trækker let på skuldrene.

“Okay.”

Katarina ser stadig intenst på hende.

“Én gang er ingen gang!”

Camilla ser ud til at tage mod til sig, men tør ikke rigtig se sin mor i øjnene igen.

“Det er nu ikke helt rigtigt. Én gang er én gang. Men jeg har jo sagt ja.”

Katarina trækker larmende stolen ud og sætter sig. Så bliver der igen stille omkring bordet. Det er ikke nogen lang stilhed, men tung, og den bliver først brudt da Thomas har sat hele sin tallerken med jordbær og piskefløde til livs og begærligt rækker ud efter skålen igen.

“Altså,” siger han. “Unge forældre i dag kan selvfølgelig godt virke lidt hysteriske, men som tandlæge må jeg alligevel sige at det har sine fordele at de er så restriktive i forhold til børn og sukker …”

“Jaså,” siger Katarina med is i stemmen.

Thomas lader ikke til at høre hende. Det er som det plejer, han virker ofte som om han lider af selektiv døvhed. Camillas stemme hører han næsten altid, og også Miriams, men Katarina taler efter alt at dømme på en bølgelængde som han indimellem ikke kan opfatte.

“I halvfjerdserne, da jeg blev færdig som tandlæge, var det værste allerede overstået,” siger han. “Men før det. Hold da helt op!”

Katarina giver ikke op, nægter at finde sig i at blive ignoreret.

“I halvfjerdserne havde folk måske endelig lært at børste tænder.”

Thomas hører hende stadig ikke.

“Min far sagde at det var et helvede med børnene før i tiden. Det var helt almindeligt at de fik femten-seksten huller på bare et år. Rekorden var treogtredive! Treogtredive huller på et år! Det var tilbage i halvtredserne og hos en noget speciel familie, hvor de alle sammen deltes om en enkelt tandbørste, men alligevel. Det var en skandale. Der findes ikke noget andet ord for det. En skandale.”

“Der var ingen fluor i tandpastaen i halvtredserne,” siger Katarina. Thomas må have hørt hende, det er helt åbenlyst, alligevel ryster han bare let på hoved og skuldre, og det er næsten så man kan se hendes sætning prelle af på ham. Han læner sig tilbage på stolen, maven stikker lidt frem og knaphullerne i skjorten spiles ud.

“Og hold da op hvor min far borede! Han borede og borede og borede; så snart der var det mindste lille hul borede han store huller. For en sikkerheds skyld, som det hed dengang. Extension for prevention. Og i dag er det så mig der må tage mig af alle de tænder som han borede i stykker. Plomberne falder ud på hver anden ældre og tænderne smuldrer. Nej, føj for fanden, på det område var det virkelig ikke bedre før i tiden.”

Katarina giver sig ikke, hun har åbenbart tænkt sig at tvinge ham til at erkende hendes tilstedeværelse.

“Hvem har da sagt at det var bedre før i tiden?”

Jo, nu hører han hende. Nu trækker han lidt på smilebåndet, det bliver til en mellemting mellem et smil og en grimasse.

“Alting var bedre i gamle dage. Det ved du da.”

“Nej. De ved jeg ikke. Ingenting var bedre i gamle dage. Absolut intet.”

“I hvert fald ikke hvad tandhygiejnen angår, det er helt sikkert. Men ellers …”

Katarina fnyser, man kan næsten høre hvor grimt hun synes at hans bemærkning lugter.

“Nej, føj! Prøv bare at spørge en hvilken som helst kvinde. Vi har faktisk fået det meget bedre. Og det er der også en masse andre der har. Handicappede. Homoseksuelle. Det er vist i virkeligheden kun hvide heteroseksuelle mænd som har fået det lidt sværere, fordi resten af verden ikke længere ligger for deres fødder og dyrker dem. Nu risikerer de jo endda at helt almindelige kvinder siger dem imod. Og det må selvfølgelig være utrolig pinagtigt.”

Thomas retter sig op på stolen, pludselig er han højrød i hovedet.

“Jeg kan ikke erindre at du nogensinde har ligget for mine fødder og dyrket mig. Tværtimod. Det eneste jeg kan erindre er at du har været sur de sidste femogtyve år. Sur! Sur! Sur! Og at det har været fuldstændig hamrende umuligt at få dig til at forklare hvem eller hvad det er som har gjort dig så forurettet … Åh! Til helvede med det!”

Han rejser sig og skubber til bordet i bevægelsen så glassene klirrer. Miriam og Camilla sender hinanden et opgivende blik. Måske burde en af dem have grebet ind sådan som de har grebet ind så mange gange før: Miriam kunne have sagt et eller andet generelt og intetsigende og sørget for at man skiftede samtaleemne, eller også kunne Camilla have ladet sin stemme blive klynkende og pubertetsagtig og sagt noget uforskammet, alt sammen bare for at aflede forældrene og tiltrække sig deres opmærksomhed og vrede. Miriam er lidt overrasket over at de ikke har gjort det, at både hun selv og Camilla bare har siddet og gloet på Katarina og Thomas mens skænderiet optrappedes.

“Jeg orker ikke,” siger hun træt og nikker over mod Camilla. Og Camilla ser ud til at forstå hvad hun mener.

“Heller ikke jeg. Jeg vil skide på dem.”

“Det skal du også.”

Thomas, som netop er drejet om på hælen og er begyndt at gå op mod huset, alt sammen for at gøre så dramatisk en sortie som muligt, stopper pludselig op og vender sig om. Katarina snøfter ind og åbner munden for at sige noget, men lukker den så igen. Miriam ignorerer dem begge to, hendes stemme er meget tør.

“Nu tror jeg måske at jeg forstår.”

Camilla hæver øjenbrynene.

“Forstår hvad?”

“De ting du sagde om Max. At I skændtes og hakkede på hinanden så gnisten til sidst forsvandt.”

Camilla kaster et hurtigt blik over i retning af Katarina. Hun har ikke lyst til at moren skal høre det her, derfor lyder hun lidt defensiv.

“Nå, så galt var det nu heller ikke …”

Miriam ser hurtigt på Thomas.

“Nej. Det kan jeg forstå. Men jeg forstår jo også godt hvis man bliver lidt allergisk over for ævl og kævl når man er vokset op i denne familie …”

Thomas går et skridt tilbage i retning af bordet. Katarina læner sig pludselig frem og rækker bedende hånden ud mod alle eller ingen.

“Men …,” siger hun. Miriam ser på hende et øjeblik, drejer derefter hovedet og ser på Thomas. Han ser ud til at opfatte det som en ordre, lunter tilbage til bordet og synker ned på sin stol.

“Du må forstå …,” siger han.

“Nej,” siger Miriam. “Jeg behøver ikke at forstå. Tværtimod. Jeg er befriet for pligten til at forstå. Jeg har været i helvede, jeg ved hvordan det er at leve i helvede, og derfor har jeg ikke den mindste smule tilovers for folk som skaber deres egne små amatørhelveder og derefter går rundt og lader som om de ikke kan komme fri af dem igen. Det er jo til grin. Gør som Camilla siger. Så bliv dog skilt, for syv sytten!”

Katarinas ansigt bliver pludselig helt opløst og forvrænget, mundvigene krænges nedad og ægte tårer vælder op i øjnene.

“Men det vil jeg jo ikke,” snøfter hun. “Jeg vil ikke være alene …”

Miriam sender hende et næsten medlidende blik.

“Nej,” siger hun. “Men hvad er du måske nu?”

Thomas opfører sig pludselig som en foretagsom tolvårig. Han går foran Miriam med vattæpperne under armen, skynder sig derefter at slæbe den magelige kurvestol frem og stille den i skyggen under æbletræet, breder tæpperne ud og klapper derefter opmuntrende på et af dem.

“Så,” siger han. “Nu kan du rigtig koble fra.”

Åh, herregud da, tænker Miriam irriteret. Hvem har brug for at koble fra? For at koble fra må man vel først være koblet til. Alligevel siger hun ikke noget, smiler bare sit evige smil og synker ned i lænestolen.

“Vil du have fodskamlen også?” siger Thomas, men venter ikke på svaret. “Jeg henter fodskamlen.”

Miriam ser efter ham mens han skynder sig over græsplænen. Set sådan lidt på afstand kan hun se at han er blevet ældre. Snart vil han også være gammel. Om ti år, måske. Eller femten. Stakkels dreng! Stakkels lille dreng som snart er folkepensionist!

Den stakkels lille dreng smiler beslutsomt henne ved haveskuret og løfter ikke bare fodskamlen, men også en sammenklappelig lille havestol op. Han har altså tænkt sig at gøre hende selskab. Ja-ja. Det må hun jo så finde sig i selvom hun hellere ville have været alene lige nu. Hun har brug for at tænke. Helst ville hun have siddet her i stilheden under æbletræet og forsøgt at hitte rede i alt det der er sket i dag. Fortællingens dag. Sandhedens dag. Men det kommer hun altså ikke til.

“Så,” siger Thomas og stiller kurveskamlen for hendes fødder, laver en bevægelse som om han vil tage fat om anklerne og løfte hendes ben op på skamlen, men heldigvis møder han Miriams blik og stopper sig selv i sidste sekund. Hun løfter selv fødderne op på skamlen, mens han slår den lille klapstol ud og sætter sig. Der bliver stille mellem dem et øjeblik, indtil Thomas rømmer sig og siger:

“Må jeg se dit armbånd engang? Jeg nåede kun lige at se det kort i morges, det var jo allerede pakket ind da Camilla kom.”

Miriam svarer ikke, tager bare armbåndet af og rækker ham det. Han tager imod med begge hænder, som om han er bange for at det skal gå i stykker, vender og drejer det forsigtigt, ser så op og smiler et fuldstændigt ægte smil, men et smil som ikke er uden en vis ironi.

“Apropos familieskærmydsler og den slags … Kan du huske dengang med drengen i kælderen?”

Et kuldegys går igennem Miriam. Drengen i kælderen. Hele dagen, hele denne sandhedens dag er det hidtil lykkedes hende at undertrykke mindet om kælderdrengen, hendes tanker er drejet i en stor og påpasselig bue uden om ham og hans mor. De minder hende for meget om den hun i virkeligheden er og hvad hun i stedet er blevet.

Men nu tvinger Thomas hende til at tænke på det.