Det var den koldeste vinter Miriam nogensinde havde oplevet. Så isende kold at hun frøs hvis der var den mindste lille sprække mellem hendes nye minkpels og det varme halstørklæde. Så kold at hun frøs om tæerne selvom hun havde teddyfor i støvlerne. Så kold at fingrene blev stive inde i de varme forede handsker.

Thomas frøs også. Det var derfor de skulle en tur ind til byen efter skole. Han havde brug for en ny jakke havde hun fortalt Olof samme morgen. Det var næsten minus tredive grader om dagen og Thomas’ jakke fra sidste år var både for lille og for tynd i sig selv, og den var næsten umulig at knappe når han havde en varm trøje under. Olof havde løftet blikket og lagt Smålands Dagblad fra sig, derefter havde han tavst trukket tegnebogen op og med hævede øjenbryn lagt nogle hundredkronesedler på bordet. Var det nok? Miriam havde nikket. Bestemt. Måske ville der også være til et par nye ankelstøvler. Olof lagde en til seddel på bordet. En halvtredser. Nu var der helt sikkert nok.

“Tusind tak,” sagde Miriam og tog i sidste øjeblik sig selv i at neje. I stedet bøjede hun sig ind mod Olof og gav ham et kys på kinden. “Vil du have mere kaffe?”

Han svarede stadig ikke, nikkede bare og smilede. Det var som det plejede. Olof brød sig ikke om at snakke om morgenen, især ikke når Thomas var i nærheden. Og det var han i den grad her til morgen, han sad på den anden side af bordet og forsøgte at holde styr på sine fjortenårige lemmer. Det var ikke helt let. Han var vokset rykvis hele året, først var arme og ben blevet uforholdsmæssigt lange, derefter var kroppen blevet strakt nærmest grotesk ud indtil arme og ben begyndte at vokse igen. Han ville blive høj. Meget høj.

“Mere kakao?” spurgte hun og strøg ham hurtigt over hovedet med højre hånd. Han nikkede ligesom sin far, men svarede ikke. Det var som det var. Om morgenen var det kun Miriam som sagde noget i det røde hus.

Sådan var det ikke da Thomas endelig dukkede op uden for Bröderna Frisk, butikken hvor familien købte al deres herretøj. Miriam stod udenfor på Storgatan og stampede diskret med fødderne for at forsøge at bevare følelsen i tæerne. Rigtige damer måtte ikke stampe for meget, det havde Hanna lært hende allerede i Jönköping. Rigtige damer viste det ikke når de frøs. Men Miriam frøs. Hvert eneste menneske i Nässjö frøs den dag, det var tydeligt. Folk havde huer med øreklapper, tykke vanter, skistøvler og deciderede ragsokker på foruden lag på lag af uld fra inderst til yderst, alligevel frøs de. Især Thomas som pludselig dukkede op bag en snedrive på den anden side af gaden og nu hurtigt skråede over den nødtørftigt sneryddede kørebane. Alligevel så det ikke ud til at bekymre ham, han var ivrig og snakkesalig.

“Jeg kunne godt tænke mig en af den der slags jakker med pinde,” sagde han stakåndet allerede inden han var helt henne hos hende. Ånden stod som en lille sky ud af munden på ham.

Miriam holdt op med at stampe og så spørgende ud.

“Med pinde?”

“Ja,” sagde Thomas og pustede varm luft ind i sine vanter. “Du ved … sådan en med hætte og som man knapper med nogle pinde.”

“Åh,” sagde Miriam. “En duffelcoat?”

“Ja,” sagde Thomas og smilede glad. “Det var det den hed. En duffelcoat.”

Og så gik de ind i forretningen. Den rødhårede ekspedient, som måske var en af de to Frisk-brødre, bukkede let og bød dem velkommen, kaldte Miriam for fru Adolfsson og Thomas for den unge hr. Adolfsson, hvorefter han skyndte sig hen til duffelcoatene. Se her! Ægte engelsk kvalitet! Thomas valgte en mørkeblå og diskuterede længe med sig selv om han turde købe et rødt halstørklæde til, men bestemte sig til sidst for at det var lige i overkanten. Det gamle blå halstørklæde gik stadig an. Til gengæld ville han gerne have duffelcoaten på med det samme. Kunne man måske lægge hans gamle jakke ned i en pose? Selvfølgelig kunne man det. Ekspedienten skyndte sig at fjerne sikkerhedsnålen med prismærkaten, Thomas stak hænderne i lommerne på jakken og så sig tilfreds i spejlet. Miriam smilede til ham mens hun betalte.

“Også et par snestøvler,” sagde Thomas da de var på vej ud. “Må jeg ikke nok …”

Og så gik de over til Oscaria og købte et par meget moderne snestøvler med teddyfor.

“De er virkelig gode,” sagde Thomas og begyndte at småløbe foran hende da de nærmede sig byparken. “Man skrider slet ikke selvom der er glat.”

Miriam skyndte sig efter ham samtidig med at hun ærgrede sig over at hun ikke havde taget sparkstøttingen. Turen hjem var gået hurtigere på den. Nu var det allerede begyndte at skumre og det var koldere end nogensinde. Eftermiddagshimlen stod gråblå højt deroppe over dem og de første stjerner var allerede blevet tændt.

“Du skal nok have et par ragsokker i støvlerne,” sagde hun. “Ellers tror jeg ikke de er varme nok.”

“Jeg fryser ikke,” sagde Thomas og slog ud med armene. “Helt sikkert. Jeg fryser overhovedet ikke.”

Miriam trak skuldrene op.

“Men det gør jeg. Og du ved hvad far plejer at sige: Fryser moren, så giv drengen varmt tøj på. Vi går ind og viser ham din nye duffelcoat på vejen.”

Thomas stoppede og vendte sig om mod hende, så tvivlende ud.

“Behøver vi det?”

Miriam undlod at møde hans blik.

“Ja. Det gør vi. For jeg fryser ad hulens til! Jeg er nødt til at få varmen lidt før vi går rundt om søen.”

“Du skulle have taget sparkstøttingen.”

“Ja,” sagde Miriam. “Det skulle jeg.”