“Du var meget generøs mod ham drengen i kælderen og hans mor,” siger Thomas. Han sidder stadig og drejer armbåndet mellem fingrene, vender det, lader pegefingeren glide hen over filigranarbejdet. “Næsten urimelig generøs.”

“Åh,” siger Miriam, lukker øjnene og læner sig tilbage i kurvestolen. Over hende kvidrer en fugl inde mellem æbletræets grønne blade. “Urimeligt generøs? Det er vist en overdrivelse.”

“Nej. Du gav dem også penge, gjorde du ikke? Ikke kun en masse tøj og en rejsetaske.”

Miriam åbner øjnene og sender ham et skævt blik. Hans ansigt ligger i skygge.

“Det var en meget kold vinter. Og Anuscha havde kun fem kroner. Så ja, jeg gav dem en smule håndører.”

“En smule håndører? Du gav dem fire hundrede kroner … Det var mange penge dengang.”

Miriam retter sig op i stolen og ser på ham.

“Hvor ved du det fra?”

“Jeg kiggede i din bankbog, selvfølgelig. Så udskriften fra banken, men fandt ikke nogen penge … Tja, og så lagde jeg vist bare to og to sammen. I og med at du ikke havde købt noget og ikke havde sagt noget om at du var blevet bestjålet.”

Miriam tager fødderne ned fra fodskamlen og vender sig om mod ham, ser på ham som om det var første gang hun så ham.

“Hvad er det du siger? Gik du ind og kiggede i min bankbog?”

Thomas nikker alvorligt.

“Ja. Og i din håndtaske. Og i dine kommodeskuffer. Og i dit klædeskab. Ledte alle dine lommer igennem. Fordi jeg undrede mig sådan. Jeg forstod ikke hvorfor du reagerede så stærkt på drengen og hans mor. Jeg ville vide hvem du var. I virkeligheden.”

Miriam ryster langsomt på hovedet.

“Men du vidste da hvem jeg var? Jeg var jo din mor.”

Thomas gentager bevægelsen og ryster umærkeligt på hovedet.

“Nej. Du var ikke kun min mor. Du var også et menneske med mange hemmeligheder. Alt for mange hemmeligheder. Man kunne se det i dit ansigt. Det kan man stadig.”

Miriam stryger sig hurtigt over ansigtet, indser derefter hvad hun har gjort og sænker hånden.

“Ser du stadig i min bankbog?” siger hun, smiler lidt og forsøger at lyde ironisk, men Thomas gengælder ikke smilet. Han ser meget alvorlig ud.

“Nej. Jeg har ikke kigget i din bankbog siden jeg gik i gymnasiet. Men jeg har altid undret mig …”

Der bliver stille mellem dem, meget stille, det er som om hele byen holder vejret. Der er ikke længere nogen fugle der kvidrer, ingen biler kører forbi, ingen Kaiser der giver hals i baggrunden. Thomas ser igen ned på armbåndet, løfter derefter Miriams højre hånd og trækker det ned over den, bliver så siddende med hendes hånd i sin.

“Hvem er Didi?” spørger han til sidst. Miriams hjerte hamrer pludselig meget hårdt og hendes stemme er kun en hvisken.

“Du er Didi …”

Thomas ryster på hovedet.

“Nej. Jeg er ikke Didi. Hvem er han?”

Miriam forsøger at finde sin stemme igen.

“Hvordan ved du … hvor har du hørt hans navn?”

“Det er dig selv der har sagt det. Mange gange. Når man vækker dig siger du næsten altid hans navn. Du gjorde det så sent som i dag.”

Miriam magter pludselig ikke længere at forsvare sig, hun ser Thomas dybt ind øjnene og siger:

“Didi var min lillebror. Han døde i Auschwitz.”

Thomas giver hendes hånd et klem, men svarer ikke.

“Og du,” siger Miriam. “Du var den jeg fik da jeg havde mistet ham.”

Thomas nikker stumt, lægger sin anden hånd oven på Miriams. Hun mærker varmen fra hans hænder.

“Han var så lille …”

Hun bliver tavs og bøjer nakken, ser ned på sin lyseblå kjole og løfter derefter hovedet igen. Hun blinker et par gange. Jo, det er rigtig nok. Hun taler om Didi, hun siger hans navn, og alligevel har hun ikke tårer i øjnene. Det er næsten halvfjerds år siden han døde. Måske er det på tide til at holde op med at græde over ham, om end hun ikke er færdig med at sørge over hans skæbne. Thomas ser på hende, han sidder stadig med hendes højre hånd mellem begge sine.

“Tak,” siger han. “Så har jeg kun en ting tilbage jeg gerne vil spørge om.”

Miriam ser på ham. Han er hendes søn. Hun elsker ham.

“Ja,” siger hun. “Hvad vil du vide?”

Hans blik glider væk, lander på rosenbedet bag hendes ryg et øjeblik, så fortsætter han.

“I morges sagde du at du ikke hedder Miriam. Var det rigtigt?”

Miriam smiler til ham og ryster lidt på hovedet.

“Nej,” siger hun. “Ikke helt. Man må nok sige at jeg hedder Miriam, faktisk. At jeg også hedder det.”