EFTERSKRIFT

Dette er en helt igennem fiktiv fortælling med fiktive personer (med tre undtagelser), som ikke desto mindre bygger på virkelige begivenheder. Skildringen af oprøret i sigøjnerlejren i Auschwitz den 16. maj 1944 er således baseret på Voices of Memory 7; Roma in Auschwitz. Derfra kommer også oplysningerne om den såkaldte sigøjnernat, det vil sige natten mellem den 2. og 3. august 1944, hvor cirka 3.000 romaer blev gasset og brændt. Samme publikation indeholder også vigtige oplysninger om Noma og de eksperimenter Josef Mengele udførte på romabørn.

I løbet af de to og halvt år hvor jeg har arbejdet på denne roman har Hans Caldaras været min allervigtigste kilde. Uden hans humoristiske tålmodighed, generøse støtte og venlige svar på mine mange spørgsmål havde jeg aldrig kunnet eller vovet at give mig i kast med emnet. Jeg er ham en stor tak skyldig.

Det samme gælder Irene Herz-Weitzberg som jeg besøgte i Bruxelles, hvor hun har boet de sidste mange år, men som engang var en af de flygtninge som sad i karantæne i Aneby. Hendes enestående mod og livsgnist fik mig til at måbe, ligesom den kendsgerning at hun næsten halvfjerds år efter at have forladt Sverige stadig taler glimrende svensk. Det var også hende der fortalte mig om Bernhard Petterssons kagefest, om end min fortolkning af hvad der fandt sted den dag er meget fri. Bernhard Pettersson er dermed en af de tre personer som har levet i virkeligheden. Den gælder desværre også Josef Mengele og vagten Binz i Ravensbrück. Og dog: At Miriams stedsøn hedder Thomas Adolfsson er ikke nogen tilfældighed. Jeg har med fuldt forsæt opkaldt ham efter min søsters afdøde søn. Til gengæld er navnet den eneste lighed mellem den virkelige Thomas og den fiktive.

Min første rejse i forbindelse med arbejdet på denne roman gik til Jönköping. Der havde Eva Sjöberg, journalist på TV4, sat mig i forbindelse med Lars Löfling, som tog mig med på en byvandring i de kvarterer hvor de såkaldte sigøjneroptøjer udspillede sig i juli 1948. Yderligere information om hvad der rent faktisk var foregået fik jeg fra Martin Ericsson, hvis artikler fik rusket op i de dele af mine fordomme, som virkelig havde brug for at blive rusket op i.

Min næste rejse gik til Auschwitz-Birkenau, et sted som gjorde mig stum. Og dog: Museets boghandel viste sig at være en sand guldgrube. En måned senere tog jeg til Fürstenberg og Ravensbrück. Der blev jeg meget vel modtaget af dr. Insa Escheback og Thomas Kunz, som viste mig rundt og fortalte om den imponerende forskning og dokumentation som nu bedrives af Mahn- und Gedenkstätte.

Derudover tog jeg naturligvis både til Aneby og Nässjö. I Aneby fik jeg stor hjælp af Wivianne og Roland Hägg, som delte deres erindringer og litteratur om flygtningenes ankomst til Aneby med mig (ikke mindst i forhold til den rædsel som arbejderne ved Svensk Stålull AB vakte). I Aneby finder man også lokalhistorikeren Göran Engström, sekretær i Smålands forfattersammenslutning, som forsynede mig med utrolig mange interessante avisudklip fra tiden efter Anden Verdenskrig. I Nässjö nøjedes jeg med helt alene at spadsere en tur igennem byparken og rundt om Ingsbergssjön, præcis ligesom Miriam og Camilla, mens jeg planlagde hvordan jeg skulle rokere om på bykortet på den måde som er en forfatters privilegium. Jeg spiste også middag i byen sammen med en mand som for mange år siden faktisk fik mig til at tro på at jeg kunne blive forfatter, nemlig Börje Svensson, min gamle svensklærer.

Sidst, men ikke mindst har jeg som sædvanlig pint og plaget mine venner med mine mange spørgsmål. For eksempel måtte Ylva Pihl, som er psykolog, forklare mig ikke så lidt om posttraumatisk stresssyndrom, ligesom Eva Simonsson, som er en bogelskende tandplejer, hjalp mig med alle de odontologiske detaljer. Min yderst fredsommelige søn Patrik Axelsson (kommende bibliotekar) hjalp mig med viden om våben i fyrrerne og Ewa Persson-Göransson læste som sædvanlig en del af teksten undervejs og støttede med opmuntrende bemærkninger, samtidig med at Dorotea Bromberg og de andre på forlaget bidrog med en aldrig svindende entusiasme. Desuden fik jeg en cd af min ældste søn Andreas Axelsson som løftede mig op igen, når de nøgne fakta fra koncentrationslejrene blev for svære at bære. Det var Olivier Messiaens Quatuor pour la fin du temps. Min mand Jan Axelsson rejste med mig til Auschwitz, hjalp mig med at huske Nässjö i 1960’erne og udholdt desuden stoisk den mørke mumlen og langstrakte tavshed som er helt nødvendig når jeg skriver på en roman.

En stor tak til alle.

Majgull Axelsson