KAPITEL 3

Will rettede på sin langærmede T-shirt. Der var bagende varmt i politiets kommandovogn, som var proppet med så mange uniformer og jakkesæt, at det knap var muligt at trække vejret. Telefoner kimede. BlackBerry-apparater bippede. Computerskærme viste direkte billeder fra tre af de lokale nyhedsstationer. Og oven i kakofonien havde Amanda Wagner det sidste kvarter råbt og skreget ad de tre udeledere fra politiet, der var mødt op på gerningsstedet. Atlantas politichef var på vej, og det samme var GBI’s direktør. Konkurrencen om at pisse territorierne af var kun på vej til at blive yderligere intensiveret.

I mellemtiden var der reelt ingen, der arbejdede på sagen.

Will skubbede døren op, og solen strømmede ind i bilens mørke indre. Amanda holdt op med at råbe et øjeblik, men skruede atter op for stemmen, da Will havde lukket døren. Han tog en dyb indånding i den friske luft og kastede et blik ud over området fra metaltrappen. I stedet for den hektiske aktivitet, der sædvanligvis fulgte i kølvandet på en voldsom forbrydelse, dryssede alle bare rundt og ventede på ordrer. Civilklædte betjente sad i deres anonyme biler og tjekkede deres mail. Seks patruljevogne blokerede indkørslen til vejen i begge ender. Naboer fulgte nysgerrigt med fra deres terrasser. Teknikvognen fra Atlanta Politi var ankommet. Teknikvognen fra GBI var der. Brandbilen holdt stadig på tværs af vejen foran Evelyn Mitchells hus. Ambulancefolkene sad på kofangerne af deres biler og røg. Forskellige uniformerede betjente lænede sig op ad deres køretøjer og sludrede med hinanden, mens de prøvede at lade, som om de var bedøvende ligeglade med, hvad der foregik inde i kommandocenteret.

Alligevel lykkedes det dem alle at glo på Will, da han trådte ud på vejen. Skulende blikke blev udvekslet. Arme blev lagt over kors. Eder blev hvisket. En eller anden spyttede på fortovet.

Will havde ikke mange venner i Atlanta Politi.

Lyden af en helikopters rotorblade klaprede i luften. Will så op. To nyhedshelikoptere svævede over gerningsstedet. De ville snart få selskab af endnu flere. Hvert tiende minut susede en sort SWAT MD 500-helikopter forbi. På snuden af den moskitoagtige helikopter var der monteret et infrarødt kamera, der kunne trænge gennem selv tætte skove og hustage og registrere tilstedeværelsen af varme kroppe, så folkene på jorden kunne dirigeres i retning af gerningsmændene. Det var et fantastisk stykke teknik, selvom det var fuldkommen ubrugeligt i tæt befolkede områder, hvor der på ethvert givet tidspunkt ville være tusindvis af mennesker, der myldrede rundt mellem hinanden uden at begå nogen som helst form for forbrydelse. I bedste fald ville de sikkert blot opfange en række glødende røde omrids af mennesker, der sad i deres sofaer og gloede på deres fjernsyn, som sendte live-billeder af SWAT-helikopteren, der svævede over hovederne på dem.

Will granskede mylderet for at lede efter Sara. Han længtes efter at se hende. Hvis han havde været i stand til at tænke klart, da Amanda trak ind til kantstenen, ville han have bedt Sara om at tage med i bilen. Han burde have vidst, at Faith ville få brug for hjælp. Hun var hans makker. Det var Wills opgave at passe på og beskytte hende. Nu var det måske for sent.

Han vidste ikke, hvordan Amanda havde hørt om skyderierne så hurtigt, men de ankom til gerningsstedet mindre end et kvarter efter, at det sidste skud var blevet affyret. Låsesmeden var netop gået i gang med at åbne døren til skuret, da de dukkede op. Faith havde vandret rastløst frem og tilbage som en løve i et bur, mens hun ventede på, at hendes datter blev befriet, og selv længe efter, at hun atter holdt Emma i armene, var hun blevet ved med at vandre rastløst frem og tilbage. Så snart hun havde fået øje på Will, begyndte et vandfald af ord at fosse ud af munden på hende, mens hun i én stor pærevælling fortalte om bagboen, mrs. Johnson, sin bror, Zeke og skuret, som hendes far havde bygget, da hun var lille – samt en million andre ting, der overhovedet ikke gav nogen mening på den måde, hun prøvede at få tingene til at hænge sammen på.

I begyndelsen havde Will troet, at Faith var i chok, men mennesker i chok styrter ikke rastløst frem og tilbage, mens de ævler som galninge. Deres blodtryk falder så hurtigt, at de normalt ikke kan stå på deres egne ben. De stønner som hunde. De stirrer tomt frem for sig. De taler langsomt – ikke så hurtigt, at man knap kan forstå dem. Faiths opførsel måtte skyldes noget andet, men Will vidste ikke, om der var tale om et nervøst sammenbrud af en slags, om der var problemer med reguleringen af hendes diabetes, eller om det skyldtes noget helt tredje.

Situationen var kun blevet yderligere forværret af, at de var omgivet af omkring tyve politibetjente, der udmærket vidste, hvordan folk opførte sig, når de havde været ude for noget frygteligt. Faith passede ikke ind i profilen. Hun græd ikke. Hun rystede ikke. Hun var ikke vred. Hun var bare vanvittig, skingrende gal. Intet af det, hun sagde, rummede bare den mindste sammenhæng. Hun kunne ikke genfortælle, hvad der var sket. Hun kunne ikke gennemgå gerningsstedet sammen med dem og forklare blodsudgydelserne. Hun var mere end bare almindeligt ubrugelig for dem, fordi svarene på alle deres spørgsmål var filtret sammen til en hård knude i hovedet på hende.

Det var på det tidspunkt, en af betjentene havde mumlet noget om, at hun måtte være på stoffer eller fuld. Og så var der en af de andre, der frivilligt havde tilbudt at hente en spritballon i sin bil.

Amanda havde skyndt sig at blande sig. Hun havde trukket Faith hen over plænen foran huset og banket på naboens dør – ikke mrs. Johnson, som havde en død mand liggende i sin baghave, men en gammel dame ved navn mrs. Levy – hvorefter hun mere eller mindre havde beordret hende til at finde et sted, hvor Faith kunne være, til hun havde genvundet sine sansers fulde brug igen.

På det tidspunkt var politiets kommandovogn kørt op foran huset. Amanda havde sat kursen direkte hen mod bagenden af køretøjet og var begyndt at råbe op om, at sagen omgående skulle overdrages til GBI, selvom hun udmærket vidste, at hun aldrig ville vinde den territoriale krig mod politiets udeledere. I henhold til loven kunne GBI ikke bare komme spankulerende og overtage en sag. Normalt var det den lokale ligsynsmand, statsadvokaten eller politichefen, der henvendte sig til staten for at anmode om assistance, og det skete som regel først, når det ikke var lykkedes det lokale politi at få hul på sagen på egen hånd, eller når politiet ikke havde lyst til at bruge de fornødne midler eller det fornødne mandskab til selv at følge op på sporene. Den eneste, der kunne fratage Atlanta Politi sagen, var guvernøren, og en hvilken som helst politiker kunne fortælle, at det var en ovenud dårlig idé at modarbejde politiet i statens største og vigtigste by. Amandas højrøstede opførsel var kun spil for galleriet. Hun råbte ikke, når hun var vred. Hendes stemme blev afdæmpet, nærmest kun som en sagte rumlen, og man måtte anstrenge sig for at høre de eder og forbandelser, der fløj ud af munden på hende. Hun prøvede bare at trække tiden for Faiths skyld.

Som cheferne fra Atlanta Politi så det, var Faith ikke længere politibetjent. Hun var et vidne i sagen. Mistænkt. Hun var en interessant person for opklaringen af sagen, og de ville gerne tale med hende om de mænd, hun havde dræbt – og årsagen til, at hendes mor var blevet kidnappet. Det var ikke en flok bondeknolde, der udgjorde medarbejderne i Atlanta Politi, som havde en af de bedste styrker i hele landet. Hvis ikke Amanda havde råbt og skreget ad dem, ville de allerede havde taget Faith med på stationen og være i fuld gang med at bombardere hende med spørgsmål i stil med den måde, terroristerne på Guantanamo blev behandlet på.

Will kunne ikke bebrejde dem noget. Sherwood Forest var ikke et kvarter, hvor man forventede at blive vidne til et skuddrama en smuk søndag eftermiddag. Ansley Park lå blot et stenkast væk. Kastede man nettet en smule længere ud, kunne man fange omkring firs procent af byens skattemæssige indtægter i området, der rummede millionvillaer med private tennisbaner og separate bygninger til au pair-pigerne. Rige mennesker havde ikke for vane at lade chokerende ting ske uden at give nogen skylden. En eller anden ville komme til at betale for det, der var sket. Hvis det ikke lykkedes Amanda at forhindre, at det skete, ville syndebukken sikkert ende med at blive Faith. Will anede ikke, hvad han skulle stille op.

Kriminalassistent Leo Donnelly nærmede sig. Hans fødder nærmest slæbte sig hen over fortovet. En cigaret hang og dinglede i hans mund, og en søjle af røg bølgede op mod hans ene øje. Han blinkede for at få røgen væk. ”Hold da helt kæft … jeg ville nødig høre, hvordan hun lyder i sengen.”

Det var Amanda, han mente. Hun råbte og skreg stadig, selvom det var svært at høre ordene gennem de lukkede døre.

Leo fortsatte: ”Og så alligevel … måske var det alligevel forsøget værd? De gamle er de rene vildkatte, når man får dem lokket i kanen.”

Will undertrykte en skælven – ikke fordi Amanda var et sted i tresserne, men fordi Leo tydeligvis reelt overvejede mulighederne.

”Hun ved godt, at hun ikke vinder kampen, ikke?”

Will lænede sig op ad en af politibilerne. Leo havde været Faiths makker i seks år, men det var hende, der havde trukket det tungeste læs. I en alder af 48 var Leo ikke på nogen måde en gammel mand, men i politimæssig forstand var han alligevel en olding. Hans overbelastede lever havde farvet hans hud gul. Han havde overlevet, selvom han på et tidspunkt havde fået konstateret prostatakræft, men behandlingen havde sat sit præg på ham. Han var på mange måder okay, men han var også en doven sjuft, og det var også i orden, hvis man var brugtvognsforhandler, men det var ufatteligt farligt, når man var strisser. Faith var heldig, fordi det var lykkedes hende at slippe væk fra ham.

”Jeg har fandeme ikke set så mange mennesker,” fortsatte Leo, ”siden jeg sidst arbejdede på en sag sammen med dig.”

Will lod et blik glide ud over scenariet igen. Den høje summen fra kommandocenterets generator blandede sig med en metallisk hvislen fra sendervognene. Politifolkene stod stadig og hang med hænderne stukket ned bag bælterne. Et totalt og komplet fravær af aktivitet kendetegnede området. Han besluttede sig for, at han hellere måtte sludre lidt med Leo. ”Virkelig?”

”Hvad er det nu, han hedder, ham jeres tekniker … Charlie?” Leo nikkede for sig selv. ”Det lykkedes ham sgu at snakke sig vej ind i huset.”

Specialagent Charlie Reed var leder af GBI’s kriminaltekniske enhed og var parat til at gøre hvad som helst for at skaffe sig adgang til et gerningssted. ”Han er dygtig til sit job.”

”Det er der mange af os, der er.” Leo lænede sig op ad en politibil, der holdt omkring en meter fra Will. Han spilede kinderne ud og pustede langsomt luften ud af munden. ”Jeg har aldrig vidst, at Faith drak.”

”Det gør hun heller ikke.”

”Piller?”

Will sendte ham det mest dræbende blik, han kunne.

”Du ved godt, at jeg er nødt til at snakke med hende.”

Will kunne ikke holde foragten ude af sin stemme. ”Det er måske dig, der er efterforskningsleder i sagen?”

”Prøv at lade være med at lyde så selvsikker.”

Will spildte ikke sit krudt. Leos tid i solen ville blive kort. Så snart chefen fra Atlanta Politi var ankommet til gerningsstedet, skulle Leo være heldig, hvis de kunne bruge ham til at hente kaffe.

”Jeg mener det virkelig,” sagde Leo. ”Er du sikker på, at Faith er helt rask?”

”Hun har det fint.”

Leo tog et sidste sug af cigaretten og smed skoddet fra sig på jorden. ”Naboen er helt ude af flippen. Hun så jo nærmest sine børnebørn blive plaffet ned.”

Will prøvede at holde sit udtryk neutralt. Han vidste en lille smule om, hvad der var sket, selvom det ikke var meget. Mændene fra den taktiske enhed var begyndt at kede sig, da de havde ventet i fem minutter, uden at der var sket mere. Detaljerne fra gerningsstedet var lækket som vandet fra et rustent rør. To lig i huset. Et i naboens baghave. To våben på Faith – en Glock og en Smith & Wesson. Hendes gevær lå på gulvet i soveværelset. Will var holdt op med at lytte, da han havde hørt en betjent, som lige var ankommet til gerningsstedet, sige, at han havde set Faith med sine egne to øjne, og at hun var skæv som bare fanden.

For sit eget vedkommende vidste Will kun to ting med sikkerhed. Han havde ingen anelse om, hvad der var sket i huset, og Faith havde gjort præcis det, hun skulle.

Leo rømmede sig og sendte en klat slim ned på asfalten. ”Godt, bedstemor Johnson fortalte, at hun hørte skrig omme fra baghaven. Hun kiggede ud ad køkkenvinduet og så en mand – en mexicaner – der rettede et skydevåben mod hendes børnebørn. Han affyrede et skud, der fik nogle af murstenene i huset til at splintre. Faith kom løbende hen til hegnet og skød ham, hvorved hun reddede børnenes liv.”

Will mærkede, hvordan noget af vægten forsvandt fra hans skuldre. ”Det var heldigt for dem, at Faith var der.”

”Det er heldigt for Faith, at naboen er et godt vidne.”

Will begyndte at stikke hænderne i lommen, før det gik op for ham, at han stadig kun var iført sine løbeshorts.

Leo lo. ”Jeg er vild med jeres nye uniformer. Prøver du at ligne ham strisseren fra Village People?”

Will lagde armene over kors.

”Los Texicanos,” sagde Leo. ”Fyren i baghaven. Han er bandemedlem. Hans bryst og arme er sværtet til af tatoveringer.”

”Hvad med de to andre?”

”Asiater. Begge to. Aner ikke, om de tilhører en bande eller noget. Det ser ikke umiddelbart sådan ud. Deres påklædning tyder ikke på det. Ingen tatoveringer på kroppen.” Leo gav sig god tid med at tænde en ny cigaret og pustede en serie røgskyer ud af munden, før han fortsatte. ”Scott Shepherd derovre …” Han nikkede i retning af en muskuløs ung mand, som var iført politiets taktiske enheds uniform. ”Han fortæller, at hans mænd havde taget opstilling udenfor og var klar til at rykke ind, da de hørte et skud blive affyret. Muligvis var der tale om en gidseltagning, ikke? Der var allerede en kollega indenfor – to, hvis man regner Evelyn med. Overhængende fare. Så derfor brød de døren op.” Leo tog et nyt sug af cigaretten. ”Scott fik øje på Faith, der stod på gangen med spredte ben og en Glock i hænderne. Hun fik øje på Scott, men sagde ikke et ord. Hun fortsatte bare ind i soveværelset. De fulgte efter og fandt en død mand på tæppet.” Leo holdt en finger op til panden. ”Hun pløkkede ham lige mellem brikkerne.”

”Der må have været en god grund til det.”

”Jeg ville ønske, jeg kendte denne grund. Han var ikke bevæbnet.”

”Det var den anden. Ham, der løb ind i naboens baghave og affyrede et skud efter børnene.”

”Du har ret. Det var han.”

”Fingeraftryk?”

”Vi arbejder på sagen.”

Will var parat til at sætte sit hus på spil i et væddemål om, at de ville finde to sæt fingeraftryk – et fra asiaten og et fra mexicaneren. ”Hvor fandt I den tredje mand?”

”I bryggerset. Med en kugle i panden. Han ser ikke for godt ud. Halvdelen af hans hoved mangler. Vi gravede en .38-kaliber patron ud af væggen.”

Faiths Glock var en .40-kaliber. ”Er den Smith & Wesson, I har fundet, en .38-kaliber?”

”Jep.” Leo skubbede sig væk fra bilen. ”Vi ved ikke noget om hendes mor endnu. Vi har sendt nogle folk ud for at lede efter hende. I sin tid var hun chef for narkopolitiet, men det ved du sikkert allerede, Ratatouille.”

Will tvang sig selv til ikke at skære tænder. Stort set det eneste, Leo var god til, var at trykke på de rigtige knapper. Det var hele årsagen til de ubehagelige og fjendtlige blikke, som Will modtog fra sine kolleger i de blå uniformer. Hver eneste af de tilstedeværende politifolk vidste, at det var Will Trent, der havde skylden for, at Evelyn Mitchell var blevet tvunget til at gå på pension. En af de mest ubehagelige opgaver, han nogensinde havde fået tildelt i GBI, handlede om efterforskningen af korrupte strissere, og fire år tidligere havde han rejst en skudsikker sag mod Evelyns narkoafdeling. Seks betjente var røget i spjældet, fordi de havde stukket lidt for mange penge i lommen i forbindelse med narkorazziaer eller havde taget imod bestikkelse for at vende det blinde øje til, men Evelyn Mitchell havde kunnet forlade retten som et frit menneske – med både sin pension og det meste af sit gode ry i behold.

”Sig til hende, at jeg kan give hende højst ti minutter mere,” sagde Leo, ”men så bliver hun fandeme også nødt til at tage sig sammen og snakke med mig.” Han lænede sig frem mod Will. ”Jeg har hørt opkaldet til alarmcentralen. Hun fik klar besked på at holde sig uden for huset. Jeg vil gerne høre en rigtig god forklaring på, hvorfor hun alligevel gik indenfor.”

Leo begyndte at gå, men Will spurgte: ”Hvordan lød hun?”

Det kom ikke som nogen overraskelse, at Leo ikke havde overvejet spørgsmålet. Men nu gjorde han det omsider og skyndte sig at nikke. ”Måske en smule bange, men klar og tydelig. Rolig. Fattet.”

Også Will nikkede. ”Det lyder som en meget præcis beskrivelse af Faith.”

Leo lo, men Will kunne ikke gennemskue, om han var lettet, eller om han bare spillede sin sædvanlige lidt for kække rolle. ”Jeg mente det, jeg sagde om shortsene, mand.” Leo daskede til Wills arm. ”Du skulle prøve at se, om ikke du kan få dine flotte ben i fjernsynet.”

Leo vinkede til journalisterne, der stod bag den gule afspærringstape. De begyndte at mase sig frem i samlet flok, fordi de troede, at han ville komme med en udtalelse, men så lød et kollektivt suk, da han bare vendte ryggen til dem og gik. Politifolkene ved afspærringen skubbede journalisterne tilbage – alene fordi de var i deres gode ret til at gøre det. Will vidste, at de i realiteten var komplet ligeglade med at holde styr på pressen. Deres blikke blev ved med at flakke i retning af kommandocenteret, som om de forventede snart at høre en meddelelse fra højeste sted. De var lige så ivrige som journalisterne efter at finde ud af, hvad der var sket. Måske endnu mere.

Evelyn Mitchell havde været ansat ved Atlanta Politi i niogtredive år. Hun var avanceret op gennem graderne på den hårde måde ved at arbejde sig fra en stilling som sekretær til et job som parkeringsvagt, hvorefter hun var blevet færdselsbetjent, og i sidste ende fik hun udleveret et tjenestevåben og et politiskilt af metal. Hun var en del af en gruppe, hvis medlemmer havde været kendt for at være de første af deres slags. Første kvinde bag rattet i en politibil, første kvindelige kriminalassistent. Evelyn var den første kvindelige kriminalinspektør ved Atlanta Politi, og senere blev hun den første kvindelige chef. Uanset hvad årsagen til hendes tidlige tilbagetrækning var, havde hun flere hædersbevisninger og anbefalinger end alle de tilstedeværende betjente tilsammen.

Det var længe siden, Will havde lært, at politifolk var loyale til det sidste. Han havde også lært, at der var knyttet en særlig hakkeorden til denne loyalitet. Det var som en pyramide, hvor alle andre politifolk befandt sig i bunden, mens ens makker var placeret i toppen. Faith havde været ansat ved Atlanta Politi, siden hun forlod politiskolen, men for to år siden var hun rykket videre til GBI, hvor hun blev makker med Will, som ikke ligefrem var den mest populære dreng i klassen. Leo stod muligvis stadig halvt om halvt på Faiths side, men hvad angik de øvrige betjente fra Atlanta Politi havde hun mistet sin plads i pyramiden. Specielt fordi den første betjent, der mødte op på gerningsstedet – en ivrig, ung og nyuddannet betjent – i al hast var blevet kørt på skadestuen, efter at Faith med et albuestød på det nærmeste havde sendt hans testikler op i hjernen på ham.

Will fangede et gult glimt, da et stykke af afspærringstapen blev løftet. Sara havde sat håret op og samlet det i en stram hestehale i nakken. Hendes bomuldskjole var krøllet. Under armen holdt hun et par sammenfoldede cowboybukser. Til at begynde med troede Will, at hun var forvirret, men jo tættere på, hun kom, jo mere virkede det, som om hun i stedet var oprevet eller måske endda vred. Hendes øjne var rødrandede, og hendes kinder blussede.

Hun holdt bukserne frem mod ham. ”Hvorfor har du brug for mig?”

Han holdt om hendes albue og førte hende lidt væk fra journalisterne. ”Det er Faith.”

Hun lagde armene over kors og sørgede for at holde en vis afstand mellem dem. ”Hvis hun har brug for lægehjælp, burde du have kørt hende på hospitalet.”

”Det kan vi ikke.” Will prøvede at lade være med at fokusere på kulden i hendes stemme. ”Hun befinder sig inde i naboens hus. Vi har ikke ret meget tid til rådighed.”

”Jeg hørte i radioen, hvad der er sket.”

”Vi tror, det er narkorelateret, men lad være med at sige det til nogen.” Will holdt op med at gå og ventede på, at hun mødte hans blik. ”Faith opfører sig underligt. Hun er forvirret, og hendes forklaringer er usammenhængende. Politiet vil gerne tale med hende, men …” Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Det var Amanda, der havde bedt ham om at ringe efter Sara. Amanda vidste, at hun havde været gift med en politimand, og hun regnede sikkert med, at hendes loyalitet ikke var afgået ved døden sammen med ham. ”Situationen kan vise sig at være særdeles alvorlig for Faith. Hun har dræbt to mænd. Hendes mor er blevet kidnappet. Der vil være masser af grunde til, at de retter mistanken mod hende.”

”Overreagerede hun?”

”Der var tale om en gidseltagning. Børnene i naboens have befandt sig lige i skudlinjen.” Will skøjtede let hen over de manglende detaljer. ”Hun skød den ene i hovedet og den anden i ryggen.”

”Er børnene i sikkerhed?”

”Ja, men …”

Bagdøren i kommandocenteret blev slået op med et brag. Mike Geary, udelederen for politifolkene fra Ansley Park og Sherwood Forest, kom springende ned ad trappen iført fuld uniform – en kradsende, mørkeblå polyesteruniform, der sad alt for stramt om hans trivelige mave. Han blinkede, da han kom ud i det skarpe lys, og en dyb rynke bredte sig i hans solbrændte pande. Ligesom de fleste andre ældre politifolk var hans grå hår karseklippet på den måde, som også var populær i militæret. Han tog sin kasket på og vendte sig om for at holde en hånd op til Amanda. Et eller andet forhindrede ham dog lige akkurat i at røre ved hende, og han lod hånden falde ned langs siden igen, før hun kunne nå at tage imod den.

”Trent,” brølede han. ”Jeg insisterer på at tale med din makker. Nu! Hent hende. Vi tager hende med på stationen.”

Will sendte Amanda et blik, mens hun forsigtigt trådte ned ad metaltrappen i sine højhælede sko. Hun rystede en enkelt gang på hovedet. Der var ikke mere, hun kunne gøre.

Til Wills overraskelse var det Sara, der reddede dem. ”Jeg er nødt til først at undersøge hende.”

Geary brød sig ikke om at blive mødt med modstand. ”Hvem helvede er De?”

”Jeg er traumelæge og ansat på skadestuen på Grady Hospital.” Sara undlod behændigt at nævne sit navn. ”Jeg er kommet for at vurdere agent Mitchell, så eventuelle vidneudsagn fra hendes side efterfølgende vil kunne anvendes.” Hun lagde hovedet en anelse på skrå. ”Jeg er sikker på, at det ikke er Deres normale politik at afhøre vidner under tvang.”

Geary fnyste. ”Der er ikke tale om tvang.”

Sara hævede et øjenbryn. ”Er det Deres officielle holdning? Jeg vil ikke bryde mig om at skulle fortælle i mit vidneudsagn, at De gik imod en læges anbefaling og gennemførte en vidneafhøring under tvang.”

En vis tvivl fik Gearys vrede til at aftage en smule. Normalt var læger mere end villige til at hjælpe politiet, men på samme tid havde de magten til at sætte en kæp i hjulet for enhver afhøring, hvis de mente, at det var til skade for patienten. Alligevel prøvede Geary endnu en gang. ”Hvilken form for lægebehandling har hun brug for?”

Sara lod sig ikke rokke. ”Det kan jeg ikke sige noget om, før jeg har undersøgt hende. Hun er muligvis i chok. Måske er hun såret. Muligvis bliver det nødvendigt at indlægge hende. Måske burde jeg bare få hende indlagt på hospitalet med det samme, så jeg kan begynde at gennemføre en række undersøgelser.” Hun vendte ryggen til Geary for at kalde på ambulancefolkene.

”Vent,” hvæsede Geary og vendte sig mod Amanda. ”Alt dit pis med at prøve at trække tiden er ikke gået hen over hovedet på mig, vicedirektør.”

Amandas smil var en blanding af falsk sødme og venlighed. ”Det er altid rart at blive anerkendt for noget.”

”Jeg kræver,” fortsatte Geary, ”at der bliver taget en blodprøve fra hende, og at den efterfølgende bliver sendt til et uafhængigt laboratorium, så der kan blive gennemført en række toksikologiske undersøgelser. Tror De, at det er muligt, doktor?”

Sara nikkede. ”Naturligvis.”

Will stak en hånd under Saras arm og førte hende hen mod naboens hus. ”Tusind tak,” sagde han, så snart de var kommet uden for hørevidde.

Sara trak sig endnu en gang væk fra ham, da de fortsatte op ad indkørslen. Da de nåede op til fortrappen, gik hun adskillige skridt foran ham, selvom afstanden mellem dem snarere føltes som en kløft. Det var ikke den Sara, han havde været sammen med en halv time tidligere. Måske var det gerningsstedet, der påvirkede hende, selvom Will havde oplevet hende på gerningssteder før. Sara havde en fortid som retsmediciner. Hun var på ingen måde ude af sit rette element. Will vidste ikke, hvordan han skulle forholde sig til hendes forandrede udstråling. Han havde brugt et langt liv på at vurdere andre menneskers humørsvingninger, men alligevel havde det vist sig, at det rakte ud over hans evner at finde ud af, hvad der foregik i hovedet på denne kvinde.

Døren gik op, og mrs. Levy kiggede på dem gennem sine kraftige briller. Hun var klædt i en gul kittel, hvor kanten af kraven var fuldstændig tyndslidt. Et hvidt forklæde med små gæslinger, der vraltede rundt i kanten, var bundet om hendes slanke krop. Hendes hæle stak ud over kanten af de matchende gule slippers. Hun var et sted i firserne, men hendes hoved fejlede ikke noget, og det var tydeligt, at hun var oprigtigt bekymret for Faith. ”Er De lægen? Jeg fik besked på, at jeg kun måtte lukke lægen ind.”

”Ja, ma’am,” svarede Sara. ”Jeg er lægen.”

”Hvor er De dog køn! Kom endelig indenfor! Hvor har det bare været en forstyrret dag.” Mrs. Levy trådte til side og åbnede døren, så de kunne fortsætte ind i den brede entre. Hendes vejrtrækning lød hvislende mellem hendes kunstige tænder. ”Jeg har haft flere gæster her i eftermiddag, end jeg har haft hele resten af året.”

Husets dagligstue lå et par trin lavere end entreen og var møbleret på samme måde, som den efter al sandsynlighed havde været, da mrs. Levy købte huset. Et korngult væg til væg-tæppe dækkede gulvet. Sofaen var sennepsfarvet og opdelt i mindre sektioner ved hjælp af en række hårde hynder. Det eneste moderne ved indretningen var en lænestol, som lignede en af de modeller, der var forsynet med et mekanisk sæde, så det var lettere at komme op af den. Det eneste lys i stuen kom fra en flimrende skærm på et indbygget fjernsyn. Faith sad og hang i sofaen og holdt Emma ind til den ene skulder. Al snakkesaligheden havde forladt hende, og det var, som om hendes normale gejst var forsvundet sammen med den. Det var en mere voldsom reaktion, end den Will havde regnet med, da han havde hørt, at Faith var involveret i skyderiet. Hun havde det med at blive stille, når hun var oprevet, men det her virkede alt andet end normalt.

Hun var alt for stille.

”Faith?” sagde han. ”Sara Linton er her.”

Faith stirrede på det lydløse fjernsyn uden at sige noget. På visse måder så hun mere frygtelig ud, end han nogensinde havde set hende. Hendes læber var lige så hvide som hendes hud, og sveden gjorde nærmest hendes ansigt selvlysende. Hendes lyse hår klæbede til hovedet, og hendes vejrtrækning var overfladisk. Emma pludrede stille, men Faith lod ikke til at høre det.

Sara tændte loftslyset, før hun satte sig på knæ foran Faith. ”Faith? Prøv at se på mig.”

Faiths blik var stadig rettet mod fjernsynet. Will udnyttede øjeblikket til at tage cowboybukserne på over shortsene. Han mærkede en bule i baglommen og fiskede sin pung og sit ur op.

”Faith?” spurgte Sara højere og med mere fast stemme. ”Se på mig.”

Langsomt rettede Faith blikket mod Sara.

”Lad mig holde Emma for dig.”

Hendes ord var slørede. ”Hun s-s-sover.”

Sara lagde hænderne om Emma og løftede hende forsigtigt væk fra Faiths skulder. ”Hold da helt op, hvor er hun blevet stor.” Sara gennemførte en hurtig undersøgelse ved først at se Emma i øjnene, hvorefter hun undersøgte hendes fingre og tæer, før hun kastede et blik på hendes gummer. ”Jeg tror, hun er en smule dehydreret.”

”Jeg har en flaske parat til hende,” indskød mrs. Levy, ”men hun ville ikke lade mig give hende den.”

”Jeg synes, De skal gøre det nu,” sagde Sara og nikkede til Will for at få ham til at komme nærmere. Sara rakte Emma til ham. Hun var overraskende tung, da han løftede hende op til skulderen. Hendes hoved faldt ind mod hans hals som en sæk, der var fuld af fugtigt mel.

”Faith?” Saras stemme var klar og tydelig, som om hun prøvede at få et gammelt menneskes opmærksomhed. ”Hvordan har du det?”

”Tog til læge med hende.”

”Har du været til læge med Emma?” Sara holdt om Faiths ansigt med hænderne. ”Hvad sagde lægen til dig?”

”Ved det ikke.”

”Vil du ikke prøve at se på mig?”

Faiths mund bevægede sig, som om hun tyggede tyggegummi.

”Hvilken dag er det i dag, Faith? Kan du fortælle, hvilken ugedag det er?”

Hun trak hovedet tilbage. ”Nej.”

”Det er helt i orden.” Sara åbnede hendes ene øjenlåg. ”Hvornår har du sidst fået noget at spise?”

Hun svarede ikke. Mrs. Levy kom tilbage med flasken. Hun rakte den til Will, og han lagde Emma i armene, så hun kunne drikke af flasken.

”Faith? Hvornår har du sidst fået noget at spise?”

Faith prøvede at skubbe Sara væk. Da det ikke lykkedes, skubbede hun lidt hårdere til.

Sara holdt Faiths hænder nede og fortsatte med at tale til hende. ”Var det i morges? Spiste du morgenmad i morges?”

”Flyt dig.”

Sara så på mrs. Levy. ”De har vel ikke tilfældigvis diabetes?”

”Nej, men det havde min mand. Jeg mistede ham for næsten tyve år siden. Velsignet være hans sjæl.”

Sara så på Will. ”Hun har insulinføling. Hvor er hendes taske?”

Mrs. Levy tilføjede: ”Hun havde ingen taske med, da de kom med hende. Måske har hun efterladt den i bilen?”

Sara henvendte sig til Will igen. ”Hun bør have et nødhjælpskit i sin taske. En plasticæske. Der står ’GlucaGen’ på siden af den.” Det var, som om hun kom i tanker om noget, og hun tilføjede: ”Den er aflang, cirka på størrelse med et etui til en kuglepen. Rød eller orange. Vil du ikke være sød at hente den til mig?”

Will tog babyen med, da han løb tilbage til hoveddøren og fortsatte ud i haven. Grundene i Sherwood Forest var større end i de fleste andre kvarterer, men mange af dem var snarere lange og smalle end brede. Han kunne se direkte ind i Evelyn Mitchells badeværelse fra mrs. Levys carport. Han kunne se en mand, der stod på den lange gang. Det var ikke første gang, han undrede sig over, at mrs. Levy ikke havde hørt skyderiet hos naboen. Hun ville ikke være det første vidne, der ikke havde lyst til at blive involveret, men Will var overrasket over hendes ordknaphed.

Først da han befandt sig et par meter fra Faiths Mini, gik det op for ham, at bilen var en del af gerningsstedet. To betjente stod på hver sin side af bilen, og yderligere fire var placeret i carporten. Will lod blikket glide hen over sæderne i bilen. Han kunne se det plasticetui, som Sara havde fortalt ham om. Det lå i en bunke på passagersædet sammen med en række andre løse genstande.

”Jeg har brug for at hente noget i bilen,” sagde han til betjentene.

”Det er bare ærgerligt,” skød en af dem tilbage.

Will nikkede ned mod Emma, som lå og suttede på flasken, som om hun lige var kommet hjem efter at have gået en tur på femten kilometer. ”Hun har brug for sin bidepind. Hun er ved at få tænder.”

Betjenten gloede på ham. Will spekulerede på, om han havde klokket i det. Han havde skiftet masser af bleer på børnehjemmet, men han havde ingen anelse om, hvornår børn fik deres første tænder. Emma var fire måneder. Al den mad, hun indtog, kom fra enten Faith eller en flaske. Så vidt han kunne se, havde hun ikke brug for at bide i andet.

”Vær nu rimelig,” sagde han og holdt Emma op, så de kunne se hendes lille, lyserøde ansigt. ”Hun er kun et lille spædbarn.”

”Okay,” svarede en af dem modvilligt. Han gik rundt om bilen og åbnede døren. ”Hvor er den?”

”Det er den røde plasticdims, der ligner et etui til en kuglepen.”

Det lod ikke til, at betjenten undrede sig over noget. Han tog æsken og rakte den til Will. ”Er hun frisk igen?”

”Hun er bare tørstig.”

”Det var Faith, jeg mente, din idiot.”

Will prøvede at tage æsken, men manden nægtede at give slip på den.

Han gentog sit spørgsmål. ”Bliver Faith okay igen?”

Will blev klar over, at der foregik mere under overfladen, end han havde været klar over. ”Ja, hun skal nok få det fint igen.”

”Hils hende fra Brad og sig, at vi nok skal finde hendes mor.” Han gav slip på æsken og smækkede døren i.

Will gav ikke manden tid til at ombestemme sig. Han småløb tilbage til huset og prøvede at holde Emma så roligt i armene som muligt. Mrs. Levy stod stadig vagt ved døren og åbnede den, før Will kunne nå at banke på.

Indenfor havde scenariet ændret sig. Faith lå i sofaen nu. Sara holdt hende under hovedet og hjalp hende med at drikke af en dåsecola.

Sara gik omgående til angreb på Will. ”Du burde have ringet efter en læge som det første,” sagde hun belærende. ”Hendes blodsukker er alt for lavt. Hun er sløv og klam af sved. Hendes hjerte galopperer af sted. Det er ikke noget at spøge med.” Hun tog imod æsken fra ham og åbnede den. Æsken indeholdt en injektionssprøjte fyldt med en klar væske og en lille ampul med noget hvidt pulver, der på alle måder lignede kokain. Sara tørrede kanylen af med et stykke vat vædet med lidt husholdningssprit, som hun måtte have fået af mrs. Levy. Hun fortsatte med at tale, mens hun stak kanylen ind i ampullen og sprøjtede væsken ned i den. ”Jeg går ud fra, at hun ikke har fået noget at spise siden i morges. Adrenalinsuset fra konfrontationen i huset vil have givet hende et kolossalt sukkerkick, men det har også gjort det efterfølgende fald i blodsukkeret mere voldsomt. I lyset af alt det, der er sket, er jeg overrasket over, at hun ikke er gået i koma.”

Will hørte ordene som den skarpe kritik, de var ment som. Uanset hvad Amanda havde sagt, burde han have vist en af ambulancefolkene ind til Faith for en halv time siden. Han havde været bekymret for Faiths karriere, hvor han i stedet burde have været bekymret for hendes liv. ”Klarer hun den?”

Sara rystede ampullen for at blande indholdet godt, før hun trak det op i sprøjten igen. ”Det finder vi tids nok ud af.” Hun løftede op i Faiths skjorte og rensede et stykke af huden på hendes mave. Will så, hvordan kanylen forsvandt ind under huden, hvorefter gummikanten på plasticcylinderen blev presset ned gennem sprøjten, mens indholdet forsvandt ind i hendes krop.

”Er du bange for, at de vil tro, hun var svækket, da hun skød de to mænd?” spurgte hun.

Han svarede ikke.

”Faldet i blodsukker var sikkert både voldsomt og pludseligt. Hendes ord har været slørede. Hun har sikkert virket beruset.” Sara pakkede udstyret sammen og lagde omhyggeligt delene tilbage på deres rette pladser. ”Sig til dem, at de bør se på kendsgerningerne. Hun skød den ene mand i hovedet og den anden i ryggen, sikkert på en vis afstand, mens to uskyldige børn befandt sig i nærheden. Hvis hendes tilstand var svækket, ville hun umuligt have kunnet affyre to fuldtræffere.”

Will så på mrs. Levy, der sikkert ikke havde brug for at høre samtalen mellem dem. Hun slog dog uden videre hans bekymring væk. ”Åh, De skal ikke tænke på mig. Jeg husker alligevel ikke særlig godt længere.” Hun holdt armene frem for at tage imod Emma. ”Hvorfor lader De ikke mig tage det lille pus?” Han overlod forsigtigt Emma til mrs. Levy, der forsvandt hen mod den bageste ende af huset. Hendes slippers lavede en høj og klaprende lyd, når de slog mod hendes tørre hæle.

”Hvad med Faith?” spurgte Will. ”Vil de kunne sige, at det var hendes diabetes, der var skyld i det?”

Saras stemme var klar og nøgtern. ”Hvordan opførte hun sig, da du ankom?”

”Hun virkede …” Han rystede på hovedet og tænkte, at han ikke havde lyst til nogensinde at se Faith på samme måde igen. ”Hun lignede en, der var gået fra forstanden.”

”Tror du, at en mentalt forstyrret eller kemisk påvirket person kunne have fældet to mænd ved at affyre ét enkelt skud mod hver?” Sara lagde en hånd på Faiths skulder, og hendes stemme blev blidere: ”Faith, vil du ikke gøre mig den tjeneste at prøve at sætte dig op?”

Ganske langsomt prøvede Faith at rette sig op. Hun virkede groggy, som om hun lige var vågnet efter en lang lur, men hun var begyndt at få en smule farve tilbage i ansigtet. Hun tog sig til hovedet og skar en grimasse.

”Du vil sikkert have hovedpine i et stykke tid,” sagde Sara. ”Drik så meget vand, som du kan. Vi har brug for dit blodsukkerapparat for at se, hvordan du er reguleret.”

”Det ligger i min taske.”

”Jeg prøver at få fat i et andet fra en af ambulancerne.” Sara tog en flaske vand på sofabordet og skruede hætten af. ”Drik vand fra nu af. Ikke mere cola.”

Sara gik uden at se på Will. Hendes ryg føltes som en mur af is. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han ignorerede det og satte sig på sofabordet foran Faith.

Hun drak en stor slurk af flasken, før hun sagde noget til ham. ”Mit hoved værker som bare fanden.” I det samme var det, som om chokket ved det, der var sket, vendte tilbage og ramte hende som et lyn. ”Hvor er min mor?” Hun prøvede at rejse sig, men Will holdt hende nede. ”Hvor er hun?”

”De leder efter hende.”

”De små piger …”

”De har det fint. Vil du ikke godt bare blive siddende et øjeblik?”

Hun kastede et blik rundt, og lidt af vildskaben i hendes øjne vendte tilbage. ”Hvor er Emma?”

”Mrs. Levy passer på hende. Hun sover. Jeg har ringet til Jeremy på skolen …”

Faith åbnede munden. Han kunne se, hvordan hendes liv vendte tilbage i gradvise ryk. ”Hvordan fik du fat i ham?”

”Jeg talte med Victor. Han er stadig dekan på universitetet. Jeg vidste, at du ikke ville bryde dig om, at jeg sendte en strisser ind i Jeremys klasseværelse.”

”Victor.” Faith pressede læberne hårdt sammen. Hun havde været kærester med Victor Martinez i et stykke tid, men det var næsten et år siden, de var gået fra hinanden. ”Vil du ikke godt fortælle, at du ikke nævnte noget om Emma?”

Will kunne ikke huske præcis, hvad han havde sagt til Victor, men han gik ud fra, at Faith aldrig havde taget sig sammen til at fortælle manden, at han havde fået en datter. ”Jeg beklager.”

”Det er lige meget.” Hun stillede vandflasken fra sig, men rystede så meget på hænderne, at hun kom til at spilde på tæppet. ”Hvad ellers?”

”Vi prøver at komme i forbindelse med din bror.” Dr. Zeke Mitchell var kirurg i det amerikanske luftvåben og udstationeret et sted i Tyskland. ”Amanda har kontaktet en bekendt på Dobbins Air Reserve. De prøver at skyde genvej gennem bureaukratiet.”

”Min telefon …” Det var, som om det pludselig gik op for hende, hvor hun havde efterladt den. ”Mor har hans telefonnummer hængende ved telefonen i køkkenet.”

”Jeg får fat i det, så snart vi er færdige,” lovede Will. ”Fortæl mig, hvad der skete.”

Hun tog en hakkende indånding. Han kunne se, hvordan hun kæmpede med sin viden om det, hun havde gjort. ”Jeg dræbte to personer.”

Will holdt om hendes hænder. Hendes hud var stadig kold og klam. Hun rystede stille, men han troede ikke, at det havde noget med blodsukkeret at gøre. ”Du reddede to små pigers liv, Faith.”

”Manden i soveværelset …” Hun afbrød sig selv. ”Jeg forstår ikke, hvad det var, der skete.”

”Bliver du forvirret igen? Skal jeg hente Sara?”

”Nej.” Hun rystede på hovedet i så lang tid, at han overvejede, om han måske alligevel skulle hente Sara. ”Hun er ikke noget ondt menneske, Will. Min mor er ikke en korrupt strisser.”

”Vi behøver ikke at tale om …”

”Jo, vi gør,” insisterede Faith. ”Selv hvis det var tilfældet, hvilket det ikke er, har hun været pensionist i fem år. Hun arbejder ikke ved politiet længere. Hun deltager ikke i fundraising-arrangementer eller andre begivenheder. Hun taler ikke længere med nogen fra sit gamle liv. Om fredagen spiller hun kort med nogle af de andre damer fra kvarteret. Hun går i kirke hver onsdag og søndag. Hun passer Emma, når jeg er på arbejde. Hendes bil er fem år gammel. Hun har lige betalt det sidste afdrag på huset. Hun er ikke indblandet i noget. Der er ingen grund til, at nogen tror …” Hendes underlæbe begyndte at skælve, og tårerne pressede sig på i hendes øjne.

Will orienterede hende om den aktuelle situation udenfor. ”Der er blevet indrettet et mobilt kommandocenter udenfor. Der bliver holdt øje med alle motorvejene. Alle nyhedskanalerne har bragt et billede af Evelyn. Vi har henvendt os til alle meddelerne i miljøet for at finde ud af, om de har hørt noget. Der er sat aflytning på alle dine telefoner for det tilfældes skyld, at der bliver ringet og fremsat et krav om løsepenge. Amanda flippede fuldstændig ud over det, men de har sendt en betjent hjem til dig for at holde øje med din post og alle dine opkald. Jeremy er hjemme hos dig. De har sat en civilklædt betjent til at passe på ham. Du vil også selv få beskyttelse.”

Faith havde arbejdet på kidnapningssager før. ”Tror du virkelig, at der bliver fremsat et krav om løsepenge?”

”Det er ikke utænkeligt.”

”De var Texicanos. De ledte efter et eller andet. Det var derfor, de bortførte hende.”

”Hvad ledte de efter?” spurgte Will.

”Jeg ved det ikke. Huset er blevet endevendt. Asiaten sagde, at han var villig til at udlevere min mor i bytte for det, de ledte efter.”

”Sagde han, at han var villig til at gennemføre en byttehandel?”

”Ja, han stod med en pistol rettet mod mexicaneren … ham i baghaven.”

”Lige et øjeblik.” De greb det helt forkert an. ”Du er nødt til at hjælpe mig, Faith. Prøv at gennemgå din hukommelse, som om den var et gerningssted. Begynd med begyndelsen. Du var på kursus i formiddag, ikke? Et it-kursus?”

Hun begyndte at nikke. ”Jeg var næsten to timer forsinket, da jeg endelig kunne køre hjem.” Hun gennemgik detaljeret sin dag og fortalte, hvordan hun havde prøvet at ringe til sin mor, og hvordan hun havde hørt musik fra huset, da hun steg ud af bilen. Hun havde ikke været klar over, at der var noget galt, før et godt stykke efter at musikken var ophørt. Will lod hende gennemgå hele historien om det gennemrodede hus, den døde mand i bryggerset og de to andre mænd, som hun selv havde skudt.

Da hun var færdig, gennemspillede han hele hendes beretning i tankerne og forestillede sig, hvordan hun havde stået i carporten uden for huset, før hun vendte tilbage til sin bil. På trods af det, hun netop havde været igennem, virkede hendes hukommelse krystalklar igen. Hun havde ringet til alarmcentralen, og først derefter havde hun hentet sin pistol i bilen. Will mærkede, hvordan detaljen prikkede til et sårbart punkt i hans hjerne. Faith vidste, at Will havde fri i dag. De havde talt om det om eftermiddagen dagen før. Hun havde beklaget sig over, at hun skulle deltage i it-kurset, og han havde fortalt, at han ville bruge sin fridag på at vaske bil og ordne have. Will boede præcis 3,7 kilometer fra det sted, hvor de befandt sig lige nu. Han kunne have været fremme på mindre end fem minutter.

Men Faith havde ikke ringet efter ham.

”Hvad er der?” spurgte hun. ”Er der noget, jeg har overset?”

Han rømmede sig. ”Hvilken sang var det, der blev spillet, da du ankom til huset?”

”AC/DC,” svarede hun. ”’Back in Black’.”

Det virkede underligt. ”Er det den slags musik, din mor normalt hører?”

Hun rystede på hovedet. Det var tydeligt, at hun stadig var i chok, og at hendes tanker for forvildet rundt på grund af de voldsomme begivenheder, hun havde været igennem.

Han lagde hænderne om hendes arme og prøvede at få hende til at koncentrere sig. ”Prøv at tænke det hele grundigt igennem, okay?” Han ventede på, at hun så på ham. ”Der er to døde mænd i huset. Begge asiater. Manden i baghaven er mexicaner. Los Texicanos.”

Hun kæmpede for at tænke klart. ”Asiaten i soveværelset … han havde en farvestrålende hawaiiskjorte på. Han talte med en kraftig sydstatsaccent og havde rettet en pistol mod mexicaneren. Han truede med at slå ham ihjel.”

”Sagde han ellers noget?”

”Jeg skød ham.” Hendes underlæbe begyndte at sitre igen.

Will havde aldrig set Faith græde, og han havde ikke lyst til at se det nu. ”Manden med hawaiiskjorten havde rettet sin pistol mod den anden mands hoved,” gentog han. ”Mexicaneren var allerede blevet gennembanket, muligvis tortureret. Du frygtede for hans liv. Det var derfor, du trykkede på aftrækkeren.”

Hun nikkede, selvom han kunne se tvivlen spille i hendes øjne.

”Efter at manden med hawaiiskjorten var død,” fortsatte Will, ”flygtede mexicaneren ud i haven, ikke?”

”Jo.”

”Og du optog forfølgelsen og så, at han rettede sin pistol mod de små piger og affyrede et skud, så derfor skød du ham, er det ikke korrekt?”

”Jo.”

”Du beskyttede gidslet i soveværelset, og senere beskyttede du de to piger i naboens baghave, ikke?”

”Jo,” svarede hun. Hendes stemme lød kraftigere nu. ”Det er korrekt.”

Hun var ved at blive sit gamle jeg igen. Will tillod sig at føle en lille smule lettelse. Han gav slip på hendes arme. ”Du kender direktivet, Faith. Anvendelsen af dødbringende magt er tilladt, når ens eget eller andres liv er i fare. Du gjorde din pligt i dag. Du er bare nødt til at formulere dine overvejelser. Andre mennesker var i fare, og så skyder man for at eliminere truslen. Man skyder ikke bare for at såre.”

”Nej, jeg ved det.”

”Hvorfor ventede du ikke på forstærkninger?”

Hun svarede ikke.

”Vagthavende gav dig besked på at vente udenfor. Men du ventede ikke udenfor.”

Hun svarede stadig ikke.

Will lænede sig tilbage og pressede hænderne ned mellem knæene. Måske stolede hun ikke på ham. De havde aldrig talt åbent om den sag, som han havde opbygget mod hendes mor, men han vidste, at Faith troede, at skylden lå hos de menige betjente i styrken – og at det ikke var chefen, der havde klokket i det. Uanset hvor intelligent hun var, var hun naiv i forhold til det politiske spil, der fulgte med jobbet som chef. I alle de korruptionssager, Will havde været involveret i, havde han set, at de hoveder, der normalt kom til at rulle, sad på kroppen af dem, der ikke havde guldstjerner på skuldrene. Faith befandt sig for langt nede i fødekæden til at nyde godt af den form for beskyttelse.

”Du må have hørt noget inde fra huset,” sagde han. ”Råb? Skud?”

”Nej.”

”Så du noget?”

”Jeg så gardinet bevæge sig, men først efter …”

”Godt, det er godt.” Han lænede sig frem igen. ”Du så en eller anden indenfor. Du troede, at din mor befandt sig i huset. Du fornemmede, at hendes liv var i overhængende fare, og derfor trængte du ind for at beskytte hende.”

”Will …”

”Hør på mig, Faith. Jeg har stillet masser af politifolk de samme spørgsmål, og jeg ved, hvad de rigtige svar er. Hører du efter, hvad jeg siger?”

Hun nikkede.

”Du så nogen i huset. Du troede, din mor var i overhængende fare …”

”Jeg så blod i carporten. På døren. Et blodigt håndaftryk på døren.”

”Super. Det er godt. Det giver dig en god grund til at gå indenfor. En eller anden var alvorligt såret. Vedkommendes liv var i fare. Resten skete, fordi du blev presset ud i en situation, hvor der var god grund til at anvende dødbringende magt.”

Hun rystede på hovedet. ”Hvorfor gør du det her? Du hader, når strissere lyver for hinanden.”

”Jeg lyver ikke for dig. Jeg prøver bare at sikre, at du kan beholde dit job.”

”Jeg vil skide på mit job. Jeg vil bare have min mor tilbage.”

”Så hold dig til det, vi lige har talt om. Du vil ikke være til nogen gavn for nogen, hvis du sidder indespærret i en fængselscelle.”

Han kunne se den chokerede reaktion i hendes øjne. Uanset hvor slemt det hele så ud nu, havde hun ikke overvejet risikoen for, at det kunne blive endnu værre.

Det bankede hårdt på døren. Will begyndte at rejse sig, men mrs. Levy kom ham i forkøbet og kom ilende hen ad gangen med flagrende arme. Han regnede med, at hun havde lagt Emma i en af sengene og håbede, at hun havde tænkt på at lægge nogle puder omkring hende.

Geary var den første, der kom ind, og i hælene på ham fulgte Amanda og et par ældre mænd – den ene sort og den anden hvid. De havde begge store, buskede øjenbryn og glatbarberede kinder og kunne fremvise en række messingknapper og bånd af den slags, man kun fik efter en glorværdig karriere bag et skrivebord. De var ren staffage og var kun med for at få Geary til at virke mere betydningsfuld. Hvis han havde været en rap-stjerne, ville de have været hans slæng, men eftersom han var udeleder, blev de omtalt som hans assistenter.

”Ma’am,” mumlede Geary til mrs. Levy og tog kasketten af. Håndlangerne fulgte hans eksempel og stak kasketterne ind under armen ligesom deres chef. Geary fortsatte hen mod Faith, men den gamle dame standsede ham.

”Kunne De ikke tænke Dem en kop te og måske en småkage?”

”Vi arbejder på en efterforskning,” vrængede Geary. ”Vi er ikke kommet for at deltage i et teselskab.”

Mrs. Levy virkede upåvirket af hans afvisning. ”Det er helt i orden. Lad endelig, som om De er hjemme.” Hun blinkede til Will, før hun vendte om på hælen og satte kursen tilbage mod den anden ende af huset.

”Rejs dig, agent Mitchell,” sagde Geary.

Will mærkede sin mave snøre sig sammen, da Faith rejste sig. Hun rystede ikke længere synligt, men hendes skjorte hang stadig ud over bukserne, og hendes hår var uglet. ”Jeg er parat til at lade mig afhøre, hvis …”

Amanda afbrød hende. ”Din advokat og din tillidsmand venter på stationen.”

Geary fnyste. Det var tydeligt, at han var ligeglad med Faiths juridiske beskyttelse. ”Mitchell, du havde fået klar besked på at vente på forstærkninger. Jeg ved ikke, hvordan tingene foregår i GBI, men i min egen styrke retter mændene sig efter deres ordrer.”

Faith så på Amanda, før hun med neutral stemme sagde til Geary: ”Der var blod på køkkendøren. Jeg så en person inde i huset. Min mors pistol var væk. Jeg frygtede, at hendes liv var i overhængende fare, så jeg gik ind i huset for at sikre, at hun ikke kom noget til.” Hun kunne ikke have sagt det bedre, om Will så havde givet hende et manuskript.

”Manden i bryggerset?” spurgte Geary.

”Han var allerede død, da jeg kom ind i huset.”

”Manden i soveværelset?”

”Han stod med min mors revolver rettet mod en anden mands hoved. Jeg beskyttede gidslets liv.”

”Og manden i baghaven?”

”Gidslet. Han tog revolveren, da jeg havde skudt den første mand. Min opmærksomhed blev afledt, da hoveddøren blev sparket op. Manden flygtede ud i haven med pistolen og affyrede den i retning af de to piger. Jeg affyrede et enkelt skud efter ham for at redde deres liv.”

Geary kastede et blik på sine messingdekorerede assistenter, mens han overvejede, hvad han skulle gøre. De to mænd virkede usikre, men så alligevel ud til at være klar til at bakke deres chef ét hundrede procent op. Will følte sig anspændt, fordi de var nået til det punkt, hvor de næste skridt enten ville blive lette eller svære. Måske ville en vis loyalitetsfølelse rettet mod Evelyn Mitchell få Geary til at vælge en knap så frembrusende tilgang. Han sagde til Faith: ”En af mine betjente kører dig på stationen. Du kan få et øjeblik til at samle dig, hvis du har brug for det.”

Han begyndte at tage kasketten på igen, men Amanda bremsede ham.

”Mike, der er noget, som jeg har trang til at minde dig om.” Hun sendte ham det samme sukkersøde smil som før. ”GBI har automatisk kompetencen i alle narkosager i Georgia.”

”Prøver du at fortælle mig, at du har fundet beviser på, at skyderierne er narkorelaterede?”

”Jeg fortæller dig stort set ikke noget, gør jeg?”

Han stirrede på hende, mens han tog kasketten på. ”Du må ikke tro, at jeg ikke vil gøre alt for at finde ud af, hvorfor du har spildt min tid.”

”Det lyder som en fantastisk anvendelse af dine ressourcer.”

Geary trampede hen mod døren, og hans undersåtter fulgte efter. Udenfor var Sara på vej op ad fortrappen. Hun skyndte sig at føre hænderne om på ryggen for at skjule det blodsukkerapparat, hun havde lånt.

”Dr. Linton.” Geary tog kasketten af igen, og endnu en gang fulgte hans mænd deres chefs eksempel. ”Jeg beklager, at jeg ikke genkendte Deres navn tidligere.” Will gik ud fra, at det skyldtes, at Sara ikke havde nævnt sit navn. Det var tydeligt, at andre i mellemtiden havde orienteret ham om, hvem hun var. ”Jeg kendte Deres mand. Han var en dygtig politimand. En retskaffen mand.”

Sara holdt hænderne på ryggen og klamrede sig til blodsukkerapparatet. Will genkendte det blik, hun sendte mændene. Hun var ikke i det snakkesalige hjørne. Det lykkedes hende dog at formulere et tørt ”Mange tak” til Geary.

”Vær så venlig at give mig besked, hvis jeg kan være behjælpelig med noget.”

Sara nikkede. Geary tog kasketten på, og bevægelsen blev gentaget som en bølge på et fodboldstadion.

Faith åbnede munden i det øjeblik, døren var gået i. ”Mexicaneren i haven sagde noget til mig, før han døde.” Hendes læber bevægede sig, mens hun prøvede at huske, hvad hun havde hørt. ”’Alma’ eller ’almay’.”

”Almeja?” spurgte Amanda og fik ordet til at lyde helt eksotisk.

Faith nikkede. ”Ja. Ved du, hvad det betyder?”

Sara åbnede munden, men før hun kunne nå at få et ord indført, sagde Amanda: ”Det er spansk slang for ’penge’. I virkeligheden betyder det ’musling’. Tror du, de ledte efter kontanter?”

Faith rystede på hovedet og trak på skuldrene på samme tid. ”Jeg ved det ikke. De nævnte ikke noget om noget. Jeg mener, det ville være logisk. Los Texicanos er lig med narko. Narko er lig med penge. Min mor var ansat i narkopolitiet. Måske tror de, at hun …” Faith så på Will. Han kunne stort set aflæse hendes tanker. Efter hans efterforskning var der mange, der troede, at Evelyn Mitchell var en af den slags strissere, der havde store bunker af kontanter liggende rundt omkring i huset.

Sara udnyttede den midlertidige tavshed. ”Jeg må hellere komme videre.” Hun rakte Faith blodsukkerapparatet. ”Du er nødt til at overholde din behandling for at være godt reguleret. Stress vil kun gøre det sværere for dig. Ring til din læge og få en snak om insulindoserne, om du er nødt til at tage andre forholdsregler og hvilke tegn på for lavt blodsukker, du bør være på vagt over for. Har du stadig dr. Wallace som læge?” Faith nikkede. ”Jeg ringer til hendes klinik på vejen hjem og fortæller, hvad der er sket, men du er nødt til selv at ringe til hende så hurtigt som muligt. Jeg ved godt, at der foregår temmelig meget lige nu, men du er nødt til at få indført nogle faste rutiner. Er det forstået?”

”Tusind tak.” Faith havde aldrig haft nemt ved at give udtryk for taknemmelighed, men ordene var mere dybfølte end noget, Will nogensinde før havde hørt fra hendes mund.

Will spurgte Sara: ”Har du tænkt dig at få foretaget de toksikologiske undersøgelser, som Geary har bedt om?”

Hun rettede sit svar mod Amanda. ”Faith arbejder for dig, ikke for Atlanta Politi. De har brug for en dommerkendelse, før de kan tvinge hende til at aflevere en blodprøve, og jeg kan ikke forestille mig, at du har lyst til at efterkomme deres ønske.”

”Hvad vil man, rent hypotetisk, kunne finde ved at gennemføre de toksikologiske undersøgelser?”

”Man vil kunne få bekræftet, at hun ikke var beruset eller påvirket af nogle af de andre stoffer, man undersøger for. Vil du gerne have, at jeg tager en blodprøve?”

”Nej. Men jeg sætter pris på din hjælp.”

Sara forlod huset uden yderligere et ord eller så meget som bare et kort blik i Wills retning.

”Hvorfor tager du dig ikke en snak med den glade enke?” foreslog Amanda.

Will troede, at det var Sara, hun tænkte på, men så slog logikken en koldbøtte for ham. Han gik hen mod den bageste ende af huset for at finde mrs. Levy, men først så han Amanda lægge armene om Faith og give hende et stort knus. Det var en overraskende varm gestus fra en kvinde, hvis moderlige instinkter nærmest kunne sammenlignes med en dingos.

Will vidste, at Faith og Amanda havde en fælles fortid, som ingen af dem nogensinde talte om eller anerkendte eksistensen af. Mens Evelyn Mitchell var i fuld gang med at bane vejen for, at kvinder kunne gøre karriere i Atlanta Politi, gjorde Amanda præcis det samme i GBI. Deres karrierer havde fulgt et parallelt forløb, de var jævnaldrende, og de havde den samme hårde og kontante udstråling og tilgang til tingene. Ydermere var de livslange veninder, og Amanda havde oven i købet været kæreste med Evelyns svoger, Faiths onkel – en detalje, Amanda dog havde undladt at nævne for Will, da hun bad ham om at se narkotikapolitiet, som blev ledet af hendes gamle veninde, nærmere efter i sømmene.

Han fandt mrs. Levy i husets bageste værelse, der så ud til at være et rodeværelse for alle de ting, den gamle dame ikke nænnede at skille sig af med. Der stod et chatol, der flød med limstifter, tuschpenne, papir og billeder og fik Will til at tænke tilbage på en sag om et skuddrab, hvor en ung forstadsmor var blevet dræbt, mens hun sad og klæbede sirligt udklippede fotografier fra en strandferie på farvet karton. Han kunne se et par rulleskøjter med fire hjul, og en tennisketsjer stod lænet op ad væggen i et hjørne. En række forskellige kameraer lå på en divan. Nogle af dem var digitalkameraer, men de fleste var af den gammeldags slags til film. På baggrund af den røde pære over klædeskabsdøren gik han ud fra, at mrs. Levy selv fremkaldte sine billeder.

Mrs. Levy sad i en gyngestol ved vinduet med Emma i skødet og havde svøbt sit forklæde om den lille pige som tæppe. De små gæslinger vendte nu på hovedet på bagsiden af stoffet. Emmas øjne var lukkede, mens hun ivrigt drak af sutteflasken. Lyden mindede Will om babyen fra The Simpsons.

”Vil De ikke sidde?” spurgte den gamle dame. ”Det lader til, at Emma hurtigt er ved at komme til kræfter igen.”

Will tog plads på divanen og sørgede for ikke at sætte sig på kameraerne. ”Det var godt, at De tilfældigvis havde en sutteflaske, De kunne tilbyde hende.”

”Ja, var det ikke?” Hun smilede ned til den lille. ”Det stakkels pus gik glip af sin middagslur på grund af al postyret.”

”Har De også en barneseng?”

Hun lo hæst. ”De har velsagtens allerede været inde i mit soveværelse.”

Så nysgerrig havde han trods alt ikke været, men han valgte at opfatte hendes svar som en åbning. ”Hvor ofte passer De hende?”

”Normalt kun et par gange om ugen.”

”Og på det seneste?”

Hun blinkede til ham. ”De er ikke sådan at løbe om hjørner med, hvad?”

I virkeligheden var han mere heldig end snu. Han havde undret sig over, at mrs. Levy helt tilfældigt havde en sutteflaske liggende, da Emma havde brug for den. ”Hvad har Evelyn foretaget sig på det seneste?” spurgte han.

”Ligner jeg en, der er så uforskammet at snage i andre menneskers private anliggender?”

”Hvordan kan jeg svare på det spørgsmål uden at fornærme Dem?”

Hun lo, men gav sig alligevel uden yderligere modstand. ”Evelyn har aldrig sagt noget, men jeg tror, at hun har fundet en ven.”

”Hvor længe har det stået på?”

”Tre eller fire måneder?” Det var, som om hun stillede spørgsmålet til sig selv, og da hun havde fundet svaret, nikkede hun. ”Det startede kort efter, at Emma var blevet født. Det begyndte ganske stille og roligt med, at de måske så hinanden en gang om ugen eller hver fjortende dag, men de seneste cirka ti dage har deres møder været mere hyppige. Jeg har ikke haft en kalender, siden jeg gik på pension, men i sidste uge bad Ev mig om at passe Emma tre formiddage i træk.”

”Altid om formiddagen?”

”Som regel fra omkring klokken elleve til cirka klokken to om eftermiddagen.”

Tre timer lød til at være tilstrækkeligt til et stævnemøde. ”Kender Faith noget til Evelyns nye ven?”

Mrs. Levy rystede på hovedet. ”Jeg er sikker på, at Ev ikke var interesseret i, at børnene skulle finde ud af noget. De elskede deres far så højt. Det samme gjorde hun, vil jeg dog godt pointere, men der er jo gået mindst ti år, siden han døde. Det er lang tid at være alene.”

Will gik ud fra, at hun talte af erfaring. ”De fortalte, at Deres mand har været død i tyve år.”

”Ja, men jeg brød mig ikke særlig meget om min mand, og han brød sig overhovedet ikke om mig.” Hun kærtegnede Emma på kinden med tommelfingeren. ”Evelyn elskede Bill. De havde naturligvis deres problemer hen ad vejen, men det er noget andet, når man elsker hinanden. Da han døde, var det, som om hendes liv styrtede sammen, og det tager frygtelig lang tid at få stumperne stykket sammen igen.”

Will tillod sig at tænke på Sara et øjeblik. Sandheden var dog, at han aldrig holdt op med at tænke på hende. Hun var som en strøm af nyheder, der kravlede hen over bunden af hans fjernsynsskærm, mens hans liv – selve hovedhistorien – udfoldede sig på skærmen. ”Ved De, hvad Evelyns ven hedder?”

”Åh, nej. Jeg har aldrig spurgt. Men han kører i en dejlig Cadillac CTS-V. Sedan-modellen, ikke coupeen. Sort med sorte markeringer og rustfrit kølergitter. Kraftig V8-motor. Man kan høre den på flere hundrede meters afstand.”

Et øjeblik var Will for overrasket til at sige noget. ”Interesserer De Dem meget for biler?”

”Overhovedet ikke, men jeg slog den op på nettet, fordi jeg gerne ville vide, hvad den havde kostet.”

Will ventede.

”Jeg vil tro, at den har stået ham i 75.000 dollars,” fortsatte den gamle dame. ”Min mand og jeg betalte mindre end halvt så meget, da vi købte huset.”

”Har Evelyn aldrig nævnt hans navn?”

”Hun har aldrig indrømmet hans eksistens. På trods af hvad I mænd gerne vil tro, sidder vi damer ikke og sladrer om jer hele tiden.”

Will smilede stille. ”Hvordan ser han ud?”

”For det første er han skaldet,” begyndte hun, som om det kun var, hvad man kunne forvente. ”En smule velpolstret om livet. Det meste af tiden går han i cowboybukser. Hans skjorter er ofte krøllede, og han smøger som regel ærmerne op, hvilket altid har undret mig, fordi Evelyn altid har foretrukket velklædte og stilfulde mænd.”

”Hvor gammel tror De, han er?”

”Det er svært at sige, når han ikke har noget hår. Jeg vil dog tro, at han er på omkring Evelyns alder.”

”Først i tresserne.”

”Åh.” Hun virkede overrasket. ”Jeg troede, Evelyn var et sted i fyrrerne, men det giver velsagtens ingen mening, når Faith er i trediverne. Og hendes dreng er ikke nogen baby længere, vel?” Hun sænkede stemmen, som om hun var bange for, at nogen skulle høre hende. ”Han er næsten tyve år nu. Det er ikke en af den slags graviditeter, man glemmer lige med det samme, vel? Det var lidt af en skandale, da hendes mave begyndte at vokse. Det var ubehageligt at se, hvordan folk opførte sig. Vi har alle haft en smule sjov nu og da, men som jeg sagde til Evelyn dengang, vil en kvinde altid kunne løbe hurtigere med skørterne om livet, end en mand kan med bukserne om hælene.”

Will havde ikke gjort sig særlig mange tanker om Faiths teenagegraviditet – ikke ud over, at han havde undret sig over, at hun havde beholdt barnet, men beboerne i kvarteret havde sikkert været dybt rystede over at have en gravid fjortenårig pige i deres fine midte. Nu om dage var det nærmest blevet almindeligt med teenagemødre, men dengang var en pige i Faiths situation som regel blevet sendt væk for at passe og pleje en aldrig før omtalt svagelig moster, eller også havde hun været igennem det, der med en forskønnende omskrivning ofte var blevet omtalt som en kompliceret blindtarmsoperation. En håndfuld mindre heldige piger var endt på børnehjemmet sammen med børn som Will.

”Godt,” sagde Will, ”manden med den dyre bil er med andre ord et sted først i tresserne?” Mrs. Levy nikkede. ”Har De nogensinde set dem være hengivne over for hinanden?”

”Nej, men Evelyn er heller ikke typen, der skilter med tingene. Hun sætter sig bare ud i bilen til ham, hvorefter de kører.”

”Ingen kys på kinden?”

”Det er ikke noget, jeg nogensinde har set. Husk på, jeg har jo aldrig mødt manden. Evelyn kommer herover med Emma, hvorefter hun går tilbage til sig selv for at vente.”

Will lod oplysningerne bundfælde sig. ”Lukker hun ham nogensinde ind i huset?”

”Ikke så vidt jeg ved. Man gør det velsagtens på en anden måde nu. I min tid bankede manden på, og så blev man fulgt ud til bilen. Der var ikke noget med bare at trække ind til kantstenen og trykke hornet i bund.”

”Er det, hvad han normalt gør … tuder i hornet?”

”Nej, nej … det var bare ment i overført betydning. Ev står vel og kigger ud ad vinduet, for hun kommer altid ud kort efter, at han er kommet.”

”Ved De noget om, hvor de kører hen?”

”Nej, men som jeg sagde, er de normalt væk i et par timer eller tre, så jeg går ud fra, at de går i biografen eller spiser frokost.”

Det var en hel del film, de måtte have set. ”Har manden været her i dag?”

”Nej, og jeg har heller ikke set nogen ude på vejen. Ingen biler, ingenting. Jeg fandt først ud af, at der var ballade, da jeg hørte sirenerne. Og så hørte jeg naturligvis skuddene. Først ét og omkring et minut senere endnu ét. Jeg ved godt, hvordan et skud lyder. Min mand var jæger. Det var alle politimænd dengang. Han tvang mig som regel til at tage med, så jeg kunne lave mad til dem.” Hun rullede med øjnene. ”Åh, hvor var han bare ikke til at holde ud. Må hans sjæl hvile i fred.”

”Det var hans held, at han havde Dem.”

”Og det er mit held, at han ikke er her længere.” Hun rejste sig med et vist besvær fra gyngestolen, men sørgede for at holde sikkert om Emma. Flasken var tom. Hun stillede den på bordet og rakte Emma til Will. ”Vil De ikke lige holde hende et øjeblik?”

Han lagde Emma ind til skulderen og klappede hende på ryggen. Hun reagerede med et højt og rungende bøvs.

Mrs. Levy kneb øjnene en smule i. ”De har haft et spædbarn i armene før, kan jeg se.”

Will havde ikke tænkt sig at fortælle hende hele sin livshistorie. ”De er så nemme at tale med.”

Hun lagde hænderne på hans arm, før hun gik hen til klædeskabet. Will havde haft ret. På den anden side af døren var der indrettet et mørkekammer. Han stod i døråbningen og passede på ikke at lukke lyset ude, mens hun bladrede i en bunke billeder i formatet 13x18. Hun rystede en anelse på hænderne, men hun så ud til at være helt sikker på benene.

”Min mand interesserede sig aldrig i nævneværdig grad for mine hobbyer, men en dag blev han kaldt ud til et gerningssted, og en eller anden spurgte, om nogen kendte en fotograf. De ville betale femogtyve dollars … bare for at tage nogle billeder! Det kunne den gamle gnier naturligvis ikke sige nej til! Så han ringede til mig og bad mig om at tage mit kamera med. Da jeg ikke besvimede over det syn, der mødte mig på gerningsstedet – der var tale om en skudepisode – sagde de, at de gerne ville bruge mig igen.” Hun nikkede hen mod sengen. ”Det gamle Brownie Six-16 dér hjalp os med at sikre, at taget ikke styrtede sammen over hovederne på os.”

Han vidste, at det var det gamle bokskamera, hun henviste til. Det så slidt – men også elsket – ud.

”Senere påtog jeg mig også opgaver med overvågning. På det tidspunkt var min mand blevet fyret på grund af druk, og eftersom jeg er kvinde, gik der et stykke tid, før mine kolleger forstod, at jeg ikke var der for at flirte og bolle med dem.”

Will mærkede, at han begyndte at rødme. ”Var det Atlanta Politi, De arbejdede for?”

”I otteoghalvtreds år!” Hun så ud til at være lige så overrasket som Will over, at hun havde holdt så længe i jobbet. ”Jeg er måske ikke andet end en sæk knogler nu, men der var engang, hvor Geary og hans spytslikkere ville have spærret øjnene op i stedet for at behandle mig som et stykke fnuller på deres blanke bukser.” Hun bladrede en anden bunke billeder igennem. Will så en række sort-hvide billeder af fugle og forskellige kæledyr, der alle var taget fra en vinkel, så det virkede, som om de var blevet udspioneret i stedet for at blive beundret. ”Den lille bavian her havde gravet mit blomsterbed op.” Hun viste Will et sort-hvidt billede af en gråhvid kat med jord på snuden. Et skarpt lys var rettet direkte mod katten. Det eneste, der manglede, var et skilt om dens hals med navn og fangenummer.

”Her.” Langt om længe havde hun fundet det, hun ledte efter. ”Her er han. Evelyns ven.”

Will rettede blikket hen over hendes runde skulder. Billedet var kornet og var tydeligvis blevet taget ud gennem persiennerne i vinduet mod vejen. Objektivet havde presset de tynde plasticlameller fra hinanden. En høj, ældre mand stod og lænede sig op ad en sort Cadillac, mens han støttede hænderne på kølerhjelmen, så hans underarme blev presset ud til siden. Bilen holdt på vejen med fordækkene rettet ind mod kantstenen. Will parkerede altid selv sin bil på samme måde. Atlanta var en by med mange bakker, som udgjorde begyndelsen til Appalacherne. Hvis man kørte i en bil med manuelt gear, rettede man altid forhjulene ind mod kantstenen for at forhindre, at bilen begyndte at trille.

”Hvad laver I?” Faith stod i døråbningen. Will rakte Emma til hende, men hun virkede mere interesseret i billedet. ”Har du set noget?”

”Jeg viser ham blot billedet af Snippers.” På en eller anden måde var det lykkedes mrs. Levy at udføre et lille, behændigt tryllekneb. Billedet af manden var væk, og i stedet stod hun med billedet af katten, som havde gravet i hendes blomsterbed.

Emma rørte uroligt på sig i Faiths arme og kunne tilsyneladende fornemme sin mors oprevne sindstilstand. Faith gav hende adskillige høje smækkys på kinden og lavede en række sjove ansigter, indtil hun fik Emma til at smile. Will vidste, at Faith blot spillede skuespil. Hendes øjne var våde af tårer, og hun trykkede sin datter tæt ind til brystet.

”Evelyn er en sej, gammel krage,” sagde mrs. Levy. ”De vil ikke kunne knække hende.”

Faith vuggede Emma frem og tilbage på den måde, som mødre helt automatisk gør det på. ”Du har ikke hørt noget?”

”Åh, skat, du ved da, at hvis jeg havde hørt noget, ville jeg straks være løbet derover med min seksløber. Ev skal nok komme godt igennem det her. Hun lander altid på fødderne igen. Og det er lige så sikkert som amen i kirken.”

”Jeg ville bare …” begyndte Faith, men så gik hun et øjeblik i stå. ”Hvis jeg var kommet lidt tidligere hjem eller …” Hun rystede på hovedet. ”Hvorfor skete det? Du ved, at mor ikke er involveret i noget skidt. Hvorfor skulle nogen være interesseret i at bortføre hende?”

”Nogle gange er der hverken hoved eller hale i de ting, folk foretager sig.” Den gamle dame trak let på skuldrene. ”Jeg ved kun, at du kommer til at æde dig selv op indefra, hvis du fortsætter ud ad den vej og bliver ved med at stille de samme spørgsmål: Hvad nu, hvis jeg havde gjort dit, og hvad nu, hvis jeg havde gjort dat.” Hun løftede den ene hånd og lagde den blidt på Faiths kind. ”’Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.’”

Faith nikkede alvorligt, selvom Will aldrig havde vidst, at hun var religiøs. ”Tak.”

Amandas hæle kom gungrende hen over tæppet på gangen. ”Jeg kan ikke holde dem hen med snak længere,” sagde hun til Faith. ”Der holder en politibil udenfor og venter på at køre dig ind på stationen. Prøv at holde din mund og rette dig efter det, din advokat siger.”

”Det mindste, jeg kan gøre, er at passe Emma for dig,” tilbød mrs. Levy. ”Du har ikke lyst til at slæbe hende med ind på den uhumske station, og Jeremy vil ikke ane, hvordan han skal vende og dreje en ble.”

Det var tydeligt, at Faith havde lyst til at tage imod hendes tilbud, men alligevel tøvede hun. ”Jeg ved ikke, hvor længe jeg vil være væk.”

”Du ved, at jeg er en natteravn. Det betyder ingenting.”

”Tak.” Faith rakte tøvende Emma til den gamle dame. Hun glattede sin datters fine, brune hår og kyssede hendes hoved. Hun blev ved med at presse læberne ned mod hende et par sekunder, før hun gik uden at sige yderligere et ord.

Så snart fordøren var gået i, skar Amanda direkte igennem. ”Hvad foregår der?”

Mrs. Levy fiskede det billede frem, som hun havde skjult under forklædet.

”Evelyn har haft en regelmæssig gæst,” forklarede Will. Mrs. Levys hukommelse fejlede ikke noget. Manden var skaldet. Hans cowboybukser sad løst. Hans skjorte var krøllet, og ærmerne var smøget op. Hun havde dog glemt at nævne en endnu vigtigere detalje. Manden var af latinamerikansk oprindelse. Tatoveringen på hans arm var utydelig, men Will havde ikke svært ved at genkende symbolet på mandens underarm, der identificerede ham som medlem af Los Texicanos.

Amanda foldede billedet sammen på midten og stak det ned i forlommen på sin jakke. ”Har betjentene udenfor været herinde for at tale med Dem?” spurgte hun mrs. Levy.

”Jeg er sikker på, at før eller siden skal det nok blive alle de små, gamle damers tur.”

”Jeg går ud fra, at De som altid vil være samarbejdsvillig?”

Hun smilede. ”Jeg er ikke sikker på, hvad jeg kan fortælle, men jeg skal nok sørge for at stille et par friskbagte småkager frem, hvis de lægger vejen forbi.”

Amanda lo. ”Pas nu på, Roz.” Hun gav tegn til, at Will skulle følge med, da hun forlod værelset.

Will tog sin pung og fandt et visitkort til mrs. Levy. ”Alle mine numre står på kortet. Ring til mig, hvis De kommer i tanker om noget, eller hvis De får brug for hjælp med Emma.”

”Mange tak, sønnike.” Hendes stemme havde mistet en smule af sin uskyldige charme, men alligevel stak hun kortet ned i lommen på forklædet.

Amanda var kommet halvvejs hen ad gangen, før Will indhentede hende. Hun sagde ikke noget om hverken fotografiet, Faiths tilstand eller den konkurrence om at pisse territorierne af, som hun havde indledt med Geary. I stedet begyndte hun at udstede en række ordrer. ”Jeg vil gerne have, at du gennemgår alle sagsakterne fra din efterforskning.” Hun behøvede ikke at præcisere, hvilken efterforskning det var, hun tænkte på. ”Finkæm alle vidneudsagn, samtlige politirapporter, hver eneste lille sladrehanks mindste kvæk. Jeg er ligeglad med, hvor små og ubetydelige detaljerne virker. Jeg vil vide besked om alt.” Amanda tav. Han vidste, at hun tænkte på hans læsevanskeligheder.

Han holdt sin stemme rolig. ”Det er ikke noget problem.”

Hun lod ham ikke slippe så let. ”Smøg ærmerne op, Will. Hvis du får brug for hjælp, må du hellere lukke munden op nu, så jeg kan tage mig af det.”

”Vil du gerne have, at jeg tager hul på opgaven med det samme? Kasserne står hjemme hos mig.”

”Nej. Først har vi lige et ærinde, der skal ordnes.” Hun stod i entreen med hænderne i siden. Hun var en slank kvinde, og Will glemte ofte, hvor lille hun reelt var, indtil han så, hvordan hun måtte lægge nakken tilbage for at se op på ham. ”Det lykkedes mig at lokke lidt informationer ud af Geary, mens han var helt oppe i det røde felt. Mexicaneren i baghaven har været så behjælpelig at identificere sig som Ricardo i kraft af en stor tatovering på ryggen. Vi kender endnu ikke hans fulde identitet. Han er midt i tyverne, cirka en meter og femoghalvfjerds høj og vejer omkring syvoghalvfjerds kilo. Asiaten i soveværelset er omkring fyrre år, knap så høj og mere slank end sin latinamerikanske ven. Jeg tror ikke, at han hører hjemme i den her del af byen. Muligvis er han blevet hentet ind udefra til denne opgave.”

Will kom i tanker om noget. ”Faith nævnte, at han talte med en drævende sydstatsaccent.”

”Det bør kunne hjælpe med at indsnævre mulighederne.”

”Han var iført en farvestrålende hawaiiskjorte. Det virker ikke særlig gangsteragtigt.”

”Lad os føje det til listen over hans forbrydelser.” Hun kastede et blik hen ad gangen, før hun så på Will igen. ”Godt, asiaten i bryggerset passer ikke helt ind i sammenhængen, hvilket vi ved på grund af den pung, der blev fundet i hans baglomme. Hironobu Kwon, nitten år. Han er førsteårsstuderende på Georgia State og søn af en lokal skolelærer ved navn Miriam Kwon.”

”Der er ingen forbindelse mellem ham og de andre?”

”Ikke nogen, vi har kunnet afdække. Politiet fandt mrs. Kwon, før vi kunne nå at spore os frem til hende. Vi er nødt til at tage en snak med hende i morgen tidlig for at finde ud af, hvad hun ved.” Hun rettede en pegefinger mod Will. ”Men ganske diskret. Vi har endnu ikke officielt fået overdraget sagen. Indtil jeg kan finde ud af at få det kringlet, er der ikke andre end dig og mig, der ser nærmere på det, der er sket.”

”Faith hælder i retning af, at mexicaneren ledte efter et eller andet,” sagde Will. Han prøvede at vurdere Amandas reaktion. Normalt udstrålede hun en blanding af morskab og irritation, men nu var hendes ansigt fuldkommen udtryksløst. ”Ricardo blev banket til plukfisk. Der var rettet en pistol mod hans hoved. Han prøvede ikke at gøre andet end at redde sit liv. Det er asiaterne, vi først bør tale med.”

”Det virker helt igennem logisk, ja.”

”Det henleder dog opmærksomheden på et større problem,” fortsatte Will. ”Jeg kan godt forstå Los Texicanos’ interesse, men hvad er forbindelsen mellem asiaterne og Evelyn? Hvad er der på spil for dem?”

”Det er spørgsmålet til en million.”

Han prøvede at uddybe det, han lige havde sagt. ”Evelyn var chef i narkopolitiet. Los Texicanos kontrollerer narkohandlen i Atlanta og har gjort det gennem de seneste tyve år.”

”Ja, det må du nok sige.”

Will mærkede en velkendte følelse af at støde panden mod en mur. Det var et klassisk eksempel på, hvordan Amanda løb om hjørner med ham, når hun lå inde med oplysninger, som hun ikke havde tænkt sig at dele med ham. På en eller anden måde var det bare værre denne gang, fordi det ikke kun var hans hoved, hun lavede numre med. Hun prøvede at beskytte sin gamle veninde.

”Du sagde, at manden med hawaiiskjorten sandsynligvis var hentet ind udefra til denne opgave,” prøvede han for at presse på. ”Hvad mener du med ’denne opgave’? Kidnapningen? Eller forsøget på at finde det, som Evelyn tilsyneladende har skjult i huset?”

”Jeg tror ikke, at nogen vil finde det, de leder efter, i dag.” Hun tav for at lade betydningen bundfælde sig. ”Charlie hjælper de lokale på gerningsstedet, men de falder ikke helt så let for hans charme, som jeg ville foretrække. Hans adgang til huset har været særdeles begrænset, og de har holdt nøje øje med ham. De siger, at de nok skal dele resultatet af laboratorieundersøgelserne med os, men jeg har ikke den store tiltro til deres retsmediciner.”

Fulton Countys officielle ligsynsmand. ”Er han dukket op?”

”Han er stadig i færd med at finkæmme den udbrændte lejlighed i People’s Town.” Budgettilpasninger havde betydet, at der var blevet skåret kraftigt ned på udgifterne på Retsmedicinsk Institut. Hvis der på samme tid blev begået mere end én alvorlig forbrydelse inden for bygrænsen, betød det som regel, at politiet måtte indstille sig på lange ventetider. ”Jeg ville frygtelig gerne kunne sætte Pete på sagen.”

Pete var GBI’s egen ligsynsmand. ”Vil han ikke kunne få overdraget opgaven ved at gennemføre et par telefonopkald?” spurgte Will.

”Jeg tvivler,” svarede hun. ”Pete vælter sig ikke ligefrem i venner. Du ved, hvor underlig han er. Han får selv dig til at virke normal. Hvad med Sara?”

”Hun skal nok holde mund.”

”Det er jeg klar over, Will. Jeg så jeres lille polkadans ude på vejen. Jeg tænkte snarere på, om hun kender nogen på Retsmedicinsk Institut?”

Will trak på skuldrene.

”Spørg hende,” beordrede Amanda.

Will tvivlede på, at Sara ville blive glad for at høre fra ham, men alligevel nikkede han. ”Hvad med Evelyns kreditkortoplysninger og telefonfortegnelser?”

”Jeg har bedt om at få udleveret en udskrift af begge dele.”

”Har hun en GPS i sin bil? Eller på sin mobil?”

Amanda svarede undvigende. ”Vi prøver at se, om vi kan få adgang til oplysningerne via forskellige bagindgange. Som jeg nævnte, er vores engagement ikke ligefrem helt efter bogen.”

”Men det var rigtigt, hvad du sagde til Geary. Det er os, der automatisk har kompetencen i alle narkosager.”

”Bare fordi Evelyn var chef for narkoafdelingen, betyder det ikke, at sagen er narkorelateret. På baggrund af det, jeg indtil videre har hørt, er der ikke fundet rester af narko hverken i huset eller på de døde.”

”Hvad med Ricardo? Den døde mexicaner, der var medlem af Los Texicanos.”

”Det kan være et tilfældigt sammentræf.”

”Hvad så med ham det meget levende narkorelaterede medlem af Los Texicanos, der kører i en sort Cadillac, som Evelyn Mitchell ikke har nogen skrupler ved at sætte sig ind i for at tage med ud på en lille køretur?”

Amanda lod, som om hun var overrasket over spørgsmålet. ”Tror du, at han er involveret?”

”Jeg så tatoveringen på billedet. Gennem en periode på mindst fire måneder har Evelyn set en hel del til en mand, der er medlem af Los Texicanos.” Han prøvede at moderere tonen i sin stemme. ”Han er en moden mand og må være højere placeret i organisationen. Mrs. Levy fortæller, at hyppigheden af hans besøg er taget til i løbet af de seneste ti dage. Evelyn er taget med ham, og normalt er de kørt omkring klokken elleve og vendt tilbage igen inden klokken to.”

Amanda ignorerede hans pointe for selv at fremsætte en. ”Du knaldede seks betjente fra Evelyns afdeling. To af dem blev prøveløsladt sidste år på grund af god opførsel. De er begge blevet flyttet til andre stater – den ene til Californien, den anden til Tennessee – og de opholdt sig begge i deres respektive nye stater her i eftermiddag, da Evelyn blev bortført. To af de andre sidder i det godt sikrede Valdosta State. Der går yderligere fire år, før de kan se frem til at blive løsladt – og der er ingen udsigter til, at de bliver løsladt før tid på grund af god opførsel. En femte er død af en overdosis, hvilket for det tænkende menneske må siges at være retfærdig karma. Og den sidste sidder på dødsgangen og venter på at få sit balkort stemplet.”

”Hvem har han slået ihjel?” spurgte Will tøvende.

”En fængselsvagt og en anden indsat. Han kvalte en dømt voldtægtsmand med et håndklæde – hvilket jeg dog ikke kan fælde nogen tårer over – men bagefter tævede han vagten ihjel med de bare næver. Han hævdede, at han gjorde det i selvforsvar.”

”Selvforsvar mod en fængselsvagt?”

”Du lyder som anklageren i sagen.”

Will prøvede igen: ”Og Evelyn?”

”Hvad mener du?”

”Det var også hende, min efterforskning var rettet imod.”

”Ja, det var det jo.”

”Du har ikke lyst til at tale om elefanten, der tramper rundt mellem os?”

”Elefanten? For helvede, Will, vi er omringet af ét stort, forbandet cirkus.” Hun åbnede fordøren, og solen skar sig ind i det mørke hus som en kniv.

Amanda tog sine solbriller på, før de fortsatte hen over græsplænen mod gerningsstedet. Et par civilklædte betjente var på vej over mod mrs. Levys hus. De sendte begge Will et skulende blik og nikkede kort til Amanda.

”Det var på tide, at de kom i omdrejninger,” mumlede hun til Will, som om det ikke var hende selv, der var skyld i forsinkelsen.

Han ventede, til mændene bankede hårdt på døren. ”Du kender velsagtens mrs. Levy fra din tid ved Atlanta Politi.”

”Jeg kender hende fra GBI. Jeg så hende nærmere efter i sømmene, fordi der var en mistanke om, at hun havde slået sin mand ihjel.” Det var, som om Amanda nød det forfærdede udtryk i Wills ansigt. ”Det lykkedes mig aldrig at bevise det, men jeg er overbevist om, at hun forgiftede ham.”

”Småkager?” gættede han.

”Det var den teori, jeg arbejdede med.” Et anerkendende smil bredte sig om hendes mund, mens de fortsatte hen over græsset. ”Roz er en snu, gammel ræv. Hun har besøgt flere gerningssteder end alle os andre tilsammen, og jeg er sikker på, at hun har taget grundige notater hver eneste gang. Hvis jeg var dig, ville jeg ikke tro på halvdelen af det, hun fortæller. Glem ikke, at selv djævelen kan bruge skriften til sit formål.”

Amanda havde en pointe, eller i det mindste havde Shakespeare. Alligevel mindede Will hende om en vigtig detalje: ”Det var mrs. Levy, der fortalte mig om medlemmet af Los Texicanos, der besøgte Evelyn. Hun tog billeder af ham.”

”Ja, det gjorde hun jo, ikke?”

Will mærkede, hvordan spørgsmålet ramte ham som et slag i baghovedet. I lyset af at mrs. Levy primært anvendte sit kunstneriske talent til at tage lidet flatterende forbryderbilleder af kæledyr, virkede det underligt, at hun helt tilfældigvis havde et billede af Texicanomedlemmet, der stod ved siden af sin sorte Cadillac. Hun var en snu, gammel dame. Der var en grund til, at hun havde udspioneret ham. ”Vi bør gå tilbage og tale med hende.”

”Tror du virkelig, hun vil fortælle os noget nyttigt?”

Will overvejede tavst spørgsmålet. Det virkede, som om mrs. Levy holdt af sine små julelege, men eftersom Evelyn var forsvundet, havde de ikke tid til at spille med på dem. ”Ved Evelyn, at mrs. Levy slog sin mand ihjel?”

”Ja, selvfølgelig gør hun det.”

”Men alligevel lader hun hende passe Emma?”

De var nået hen til Faiths Mini. Amanda holdt hænderne skærmende op og kiggede ind ad ruden. ”Hun tog livet af en fireogtresårig voldelig alkoholiker, ikke en fire måneder gammel baby.”

Will tænkte, at et eller andet sted i verden var der god mening i denne form for logik.

Amanda satte kursen hen mod huset. Charlie Reed stod i carporten og talte med en gruppe af de andre teknikere. Nogle af dem røg. En af dem lænede sig op ad en beigefarvet Malibu, som holdt med snuden mod Faiths Mini. De var alle iført hvide heldragter, som fik dem til at ligne skumfiduser i forskellige størrelser. Charlies cykelstyrsoverskæg var det eneste, der fik ham til at skille sig ud fra alle de glatbarberede mænd. Han fik øje på Amanda og fjernede sig fra gruppen.

”Giv mig overskrifterne, Charlie,” sagde hun.

Charlie kastede et skævt blik tilbage på en kraftigt bygget, mørklødet mand, hvis underlige kropsbygning fik heldragten til at sidde ucharmerende stramt på alle de kritiske steder. Manden tog et sidste sug af en cigaret og rakte den til en af sine kolleger. Han præsenterede sig for Amanda med en afmålt, britisk-klingende accent: ”Dr. Wagner, jeg er dr. Ahbidi Mittal.”

Hun nikkede i retning af Will. ”Dr. Trent, min kollega.”

Will gav manden hånden og prøvede at lade være med at krumme tæer over Amandas anvendelse af en titel, som de begge vidste, han havde erhvervet via en tvivlsom skole på internettet.

”Som et tegn på min imødekommenhed er jeg villig til at vise Dem rundt på gerningsstedet.”

Amanda sendte Charlie et lynende blik, som om han havde noget at skulle have sagt i sagen.

”Mange tak,” sagde Will, fordi han vidste, at ingen andre ville gøre det.

Mittal gav dem begge et par hvide overtrækssko, som de skulle tage på. Amanda støttede sig til Wills arm for at holde balancen, da hun tog sine højhælede sko af, mens Will var tvunget til at hoppe rundt og klare sig på egen hånd. Selv uden sko på var hans fødder for store til overtræksskoene, og han endte med at ligne mrs. Levy, som gik rundt med hælene hængende ud over kanten af hjemmeskoene.

”Skal vi begynde herinde?” Mittal ventede ikke på, at de svarede. Han førte dem rundt om bagenden af den beigefarvede Malibu og ind i huset via den åbne køkkendør. Will dukkede instinktivt hovedet, da han trådte ind i det lavloftede køkken. Charlie bragede ind i ham bagfra og mumlede en undskyldning. Køkkenet var trangt til fire mennesker, hesteskoformet og bredest i den ende, hvor bryggerset lå. Will opfangede den markante lugt af rustent jern, som blod udsender, når det størkner.

Faith havde ret – de uindbudte gæster havde ledt efter noget. Huset var ét stort rod. Bestik lå spredt ud over gulvet. Skuffer var blevet kastet rundt. Der var slået huller i væggene. En mobiltelefon og en ældre BlackBerry lå smadret på gulvet. En telefon var flået ned fra væggen. Med undtagelse af det sorte pulver, der blev brugt til at børste efter fingeraftryk, og de gule plasticmærkater, som teknikerne havde opsat, var der ikke noget, der var blevet rørt i forhold til Faiths beskrivelse af, hvad hun havde set, da hun trådte ind i huset. Selv den døde mand lå stadig i bryggerset. Faith måtte have været skræmt fra vid og sans, fordi hun ikke kunne have vidst, hvad der skjulte sig bag det næste hjørne. Og hun måtte have været skræmt fra sans og samling ved tanken om, at hendes mor var kommet til skade – eller det, der var endnu værre.

Will burde have været der sammen med hende. Han burde have været en partner af den slags, som Faith vidste, at hun altid kunne ringe til – uanset hvad.

”Jeg har endnu ikke skrevet min rapport,” sagde Mittal, ”men jeg er villig til at dele mine foreløbige teorier med Dem.”

Amanda lavede en cirkelbevægelse med hånden for at få manden til at komme videre. ”Fortæl mig, hvad De er nået frem til.”

Mittal spidsede munden på grund af hendes bydende facon. ”Jeg går ud fra, at Evelyn Mitchell var i færd med at tilberede frokost, da forbrydelsen blev begået.” Der lå nogle pakker med afskåret pålæg på køkkenbordet ved siden af en kniv og et skærebræt, hvor Evelyn tydeligvis havde været ved at skære en tomat i skiver. En tom toastpose lå krøllet sammen i vasken. Brødet var for længst blevet skubbet op af toasteren. Fire skiver. Evelyn havde sikkert vidst, at Faith ville være sulten, når hun kom.

Det hele så ganske normalt og nærmest hyggeligt ud, hvis ikke det var for den detalje, at alt på køkkenbordet var oversprøjtet med blod. Toasteren, brødet, skærebrættet. Mere blod var dryppet ned på gulvet og lå i små pytter. To sæt røde fodaftryk krydsede frem og tilbage over de hvide gulvklinker – det ene lille og det andet stort. Et slagsmål havde udspillet sig i køkkenet.

Mittal fortsatte: ”Evelyn Mitchell blev overrasket af en høj lyd – sandsynligvis da glasset i skydedøren blev knust, hvilket efter al sandsynlig fik hende til at skære sig i fingeren med den kniv, hun benyttede til at skære tomaten i skiver med.”

”Det er temmelig meget blod fra en lille rift i fingeren,” sagde Amanda.

Det var tydeligt, at Mittal ikke var interesseret i hendes spydige kommentarer. Han tav et øjeblik, før han fortsatte. ”Spædbarnet, Emma, må have befundet sig her.” Han pegede på køkkenbordet ved siden af køleskabet over for det sted, hvor Evelyn havde været i færd med at lave frokost. ”Vi fandt en lille dråbe blod på bordpladen her.” Han pegede på en plet ved siden af en cd-afspiller af ældre model. ”Der er blodspor, som fører til og fra skuret udenfor, så Evelyn Mitchell blødte højst sandsynligt, da hun forlod køkkenet, hvilket understøttes af fundet af hendes håndaftryk på døren.”

Amanda nikkede. ”Hun hørte støj, så derfor skjulte hun Emma for at beskytte hende, hvorefter hun vendte tilbage til huset med sin pistol.”

Charlie blandede sig, og ordene flød fra ham, som om han ikke længere kunne holde dem tilbage. ”Hun må have slået et stykke køkkenrulle om hånden, men blodet trængte for hurtigt igennem papiret. Der er blod på køkkendøren og skæftet på Smith & Wesson-revolveren.”

”Hvad med autostolen?” spurgte Will.

”Den er ren. Hun må have båret den i den hånd, der ikke var kommet til skade. Vi kan se et blodspor, der fører frem og tilbage gennem carporten, da hun bar Emma ud i skuret. Det er Evelyns blod. Ahbidis folk har allerede typebestemt blodet, hvilket betyder, at vi på denne baggrund har kunnet stykke brikkerne sammen.” Han så op på Mittal. ”Beklager, Ahbi. Jeg håber ikke, jeg træder dig over tæerne.”

Mittal slog ud med hænderne i en stor bue for at vise, at Charlie bare kunne fortsætte.

Will vidste, at det var den del af jobbet, Charlie elskede allermest. Der var kommet en ny energi i hans skridt, da han gik hen til den åbne dør og holdt hænderne sammen foran kroppen, som om han holdt om en pistol. ”Evelyn vender tilbage til huset. Hun drejer om på hælen, ser den første mand i bryggerset og skyder ham i hovedet. Kraften får ham til at snurre rundt som en snurretop. Det er udgangssåret, I kan se der i baghovedet.” Charlie vendte sig om igen og løftede hænderne i en klassisk Charlie’s Angels-positur, som var den bedste garanti for, at man blev skudt i brystet. ”Derefter kommer den anden mand til syne, sikkert fra denne retning.” Han pegede på passagen mellem køkkenet og spisestuen. ”Der opstod et håndgemæng, og Evelyn tabte sin pistol. Prøv at se.”

Will fulgte hans finger, der var rettet mod en lille plasticmærkat på gulvet. Nu, hvor Charlie havde plantet billedet i hans hoved, kunne han godt se et svagt, blodigt omrids af et håndvåben.

”Evelyn griber ud efter kniven på køkkenbordet. Der er fundet rester af hendes blod på skaftet, men ikke på selve bladet.”

Amanda afbrød ham: ”Det er ikke kun hendes blod, der er fundet på kniven, vel?”

”Nej. Ifølge Evelyns personalemappe er hendes blodtype 0-positiv. Vi har fundet blod af typen B-negativ både på bladet af kniven og her ved køleskabet.”

De kiggede alle ned på en klynge store, runde blodpletter på gulvet.

”Blodet er blot dryppet stille fra hende,” tilføjede Mittal. ”Ingen af hendes arterier var kommet til skade, for så ville mønsteret have været helt anderledes. Alle blodprøverne er blevet sendt til laboratoriet for at få foretaget en række dna-analyser. Jeg vil tro, at der går en uge, før resultatet foreligger.”

Et smil spillede om Amandas mund, mens hun stirrede på pletterne. ”Flot indsats, Ev.” Der kom en triumferende tone i hendes stemme. ”Er nogen af de døde mænd B-negative?”

Charlie så på Mittal igen. Manden nikkede. ”Den asiatiske mand i den grimme skjorte var 0-positiv, der, uanset race, er en forholdsvis almindelig blodtype. Det er også Evelyns blodtype. Og min. Den anden mand – den mand, vi omtaler som Ricardo på grund af hans tatovering – var B-negativ, men her bliver det interessant. Han har nemlig ingen stiklæsioner. Jeg mener, han har blødt på et tidspunkt, og det er indlysende, at han var blevet tortureret. Men de blodmængder, vi har at gøre med her, er større end noget …”

Amanda afbrød ham. ”Der er med andre ord en mand derude, der har en stiklæsion og blodtypen B-negativ. Vil det være et sjældent syn?”

”Under to procent af USA’s hvide befolkning har blodtypen B-negativ,” oplyste Charlie. ”Kun omkring 0,5 procent af alle asiater har blodtypen, og tallet ligger på omkring én procent for latinamerikanere. Kort sagt er der tale om en meget sjælden blodtype, hvilket gør det sandsynligt, at vores afdøde B-negative Ricardo er genetisk beslægtet med den savnede og sårede B-negative mand.”

”Godt, så vi har altså en såret mand derude med blodtypen B-negativ?”

For en gangs skyld var Charlie et skridt foran Amanda. ”Jeg har allerede bedt alle hospitaler inden for en radius af hundrede og halvtreds kilometer om at være opmærksomme på patienter med enhver form for stiklæsioner – uanset om der er tale om mænd, kvinder, hvide, sorte eller orange. Vi har allerede kunnet udelukke tre personer på baggrund af deres blodtype inden for den seneste halve time. Der er tilsyneladende flere, der møder op på hospitalerne med stiklæsioner, end jeg umiddelbart ville havde troet.”

Mittal sikrede sig, at Charlie var færdig, før han pegede på de udtværede plamager, der bredte sig ud over gulvet. ”Skoaftrykkene tyder på, at der har fundet et håndgemæng sted mellem en lille kvinde og en mellemstor mand, der sandsynligvis vejer et sted omkring halvfjerds kilo. På baggrund af forskellen mellem de lyse og mørke områder i aftrykkene kan vi se, at der er tale om en udadrettet rotation, en såkaldt supination.”

Amanda afbrød forelæsningen. ”Fortæl noget mere om stiklæsionen. Taler vi om en livsfarlig læsion?”

Mittal trak på skuldrene. ”De må spørge retsmedicinerne og høre, hvad de mener. Som jeg nævnte tidligere, er der ingen blodstænk på væggene eller loftet, hvoraf vi kan udlede, at ingen arterier blev beskadiget. Blodpletterne kan derfor muligvis stamme fra hovedlæsionen, hvor man ellers ville forvente at finde en forholdsvis stor blodmængde fra selv en overfladisk læsion.” Han så på Charlie. ”Vil du ikke give mig ret heri?”

Charlie nikkede, men tilføjede: ”Det ville muligvis bløde på samme måde fra en læsion i maveregionen. Jeg er dog ikke sikker på, hvor længe man ville kunne overleve, hvis det var tilfældet. Hvis man skal tro på filmindustrien, taler vi ikke om ret lang tid. Hvis en af lungerne blev perforeret, vil han have haft højst en time, før han blev kvalt. Det er tydeligt, at der ikke har været tale om overskårne arterier, så derfor må blodet være piblet stille ud af såret. Jeg er ikke uenig med dr. Mittal i, at der sagtens kan være tale om en hovedlæsion …” Han trak på skuldrene, men så modsagde han alligevel lægen. ”Bladet havde været stukket i til skæftet, hvilket tyder på, at kniven blev stødt hårdt ind i offerets krop.” Han bemærkede rynkerne i Mittals ansigt og prøvede at trække lidt i land igen. ”På den anden side kan det også tænkes, at offeret greb fat om kniven og derved skar sig på hånden og afsatte sit blod på bladet.” Han holdt en hånd frem og vendte håndfladen op. ”I så fald vil vi også have en B-negativ med en såret hånd derude.”

Amanda havde aldrig været fascineret af de mange fortolkningsmuligheder og dobbelttydigheder, der kendetegnede sporene på et gerningssted. Hun prøvede at opsummere, hvad de vidste med sikkerhed. ”Godt, skurken med B-negativ kom i håndgemæng med Evelyn. Derefter træder den anden mand – asiaten i hawaiiskjorten, der senere endte med at blive skudt i soveværelset – ind på scenen. Det lykkedes de to mænd at overmande Evelyn og tvinge pistolen fra hende. Og så var der den tredje mand, Ricardo, der på et tidspunkt blev holdt som gidsel, men senere affyrede et skud og efterfølgende – takket være agent Mitchells hurtige reaktion – blev dræbt, før han kunne nå at gøre skade på nogen.” Hun så på Will. ”Jeg er villig til at sætte alle mine penge på, at Ricardo var involveret – tortur eller ej. Han foregav bare at være gidsel for at forvirre Faith.”

Det virkede, som om den endegyldige tone i Amandas stemme gjorde Mittal utilpas. ”Det er en fortolkning af begivenhederne.”

Charlie prøvede at glatte tingene ud. ”Der er altid en mulighed for, at …”

I det samme hørte de alle en lyd, der nærmest lød som et tropisk vandfald. Mittal lynede sin dragt op og mærkede på sine jakkelommer. Han fiskede en mobiltelefon op af lommen, og før han satte kursen ud mod garagen, sagde han: ”Hvis I vil have mig undskyldt et øjeblik.”

Amanda vendte sig mod Charlie. ”Lad os komme til sagen.”

”De giver mig ikke fuld adgang til deres informationer, men der er ingen grund til, at jeg ikke tilslutter mig det, Ahbi indtil videre har sagt.”

”Og?”

”Jeg ønsker ikke at lyde racistisk,” begyndte Charlie, ”men det sker ikke særlig tit, at man ser mexicanere og asiater arbejde sammen. Især ikke medlemmerne af Los Texicanos.”

”Yngre mennesker går ikke så højt op i den slags,” indskød Will og spekulerede på, om det kunne betragtes som et fremskridt.

Amanda ignorerede begge bemærkninger. ”Hvad ellers?”

”Listen ved telefonen.” Charlie pegede på et stykke gult papir med en række navne og numre på. ”Jeg tog mig den frihed at ringe til Zeke. Jeg lagde en besked og bad ham om at ringe til dig.”

Amanda så på sit ur. ”Hvad med resten af huset? Har teknikerne fundet noget?”

”Ikke noget, jeg har hørt om. Ahbi er ikke direkte uforskammet, men han gør på den anden side heller ikke noget for frivilligt at fortælle mig noget.” Charlie tav et øjeblik, før han tilføjede: ”Det lader til, at det er indlysende, at uanset hvad skurkene ledte efter, fandt de det ikke, for ellers ville de være stukket af i det øjeblik, Faith kørte ind i indkørslen.”

”Og vi ville være i fuld gang med at planlægge Evelyns begravelse.” Amanda dvælede ikke ved kendsgerningen. ”Uanset hvad de ledte efter … hvor stor vil du tro, at denne ukendte genstand rent omfangsmæssigt vil være?”

”Aner det ikke,” indrømmede Charlie. ”Det er tydeligt, at de ledte overalt – i skuffer, skabe, hynder. Jeg tror, de blev mere og mere ophidsede, efterhånden som de bevægede sig gennem huset, for de begyndte også at ødelægge tingene, mens de ledte. De sprættede madrasserne på værelserne op og smadrede den lilles legetøj. Der ligger en hel del raseri gemt bag deres handlinger.”

”Hvor mange vil du tro, der var i huset?”

”Jeg beklager, dr. Wagner.” Mittal var kommet tilbage. Han stak telefonen i lommen igen, men undlod at lyne den hvide heldragt. ”Det var retsmedicineren. Han er blevet forsinket, fordi der er blevet fundet endnu et lig i den udbrændte lejlighed. Hvad var det, De spurgte om lige før?”

Charlie svarede for hende, måske fordi han frygtede, at Amandas toneleje snart ville få dem alle sammen sparket ud af huset. ”Hun spurgte, hvor mange uindbudte personer, De vil tro, der var i huset.”

Mittal nikkede. ”Et kvalificeret gæt vil være tre eller fire personer.”

Will så det foragtelige udtryk i Amandas ansigt. Der måtte naturligvis være tale om flere end tre, for ellers var alle de mistænkte døde, og Evelyn Mitchell måtte have kidnappet sig selv.

Mittal fortsatte: ”De bar ikke handsker. Måske troede de, at Evelyn Mitchell ville føje dem uden at sætte sig til modværge.” Amanda lo fnysende, og Mittal holdt endnu en af sine markante pauser. ”Der er fundet fingeraftryk på de fleste overflader, og de vil naturligvis blive udleveret til GBI.”

”Jeg har allerede ringet til laboratoriet,” sagde Charlie. ”Der er to teknikere på vej for at digitalisere aftrykkene og køre dem gennem databasen. Derefter er det kun et spørgsmål om tid, før vi ved, om de allerede findes i systemet.”

Amanda nikkede i retning af køkkenet. ”Da Evelyn var blevet neutraliseret, må de have indledt søgningen her. De ledte i alle skuffer, så der må være tale om noget, der kan ligge i en skuffe.” Hun så på først Charlie og derefter Mittal. ”Er der fundet spor udenfor? Fodaftryk? Hjulspor?”

”Ingenting af betydning.” Mittal førte hende hen til køkkenvinduet og begyndte at udpege en række detaljer i baghaven, som allerede var blevet undersøgt. Will betragtede de smadrede cd’er på gulvet. Beatles. Sinatra. Ingen AC/DC. Det hvide kabinet på cd-afspilleren var smurt ind i sort fingeraftrykspulver. Med en tommelfingernegl trykkede han på eject-knappen. Skuffen var tom.

Han hørte Amandas stemme. ”Hvor skjulte de Evelyn, mens de flåede huset fra hinanden?”

Mittal begyndte at gå hen mod dagligstuen. Will fulgte efter som den sidste, mens Charlie og Amanda fulgte i hælene på Mittal hen ad den smalle sti, der førte gennem ødelæggelserne. Rent indretningsmæssigt mindede huset om mrs. Levys – bortset fra, at Evelyns dagligstue ikke var forsænket i forhold til resten af huset. Over for sofaen og en lænestol var væggen dækket af en stor bogreol og et lille plasma-tv med en revne på størrelse med en fod midt på skærmen. De fleste af bøgerne lå spredt ud over gulvet. Hynderne i både sofaen og lænestolen var blevet sprættet op, og rammerne var smadret. Der stod et stereoanlæg på en hylde ved siden af fjernsynet – af den gammeldags slags med grammofon – men højttalerne var blevet smadret, og armen var flået af grammofonen. En lille stak vinylplader var blevet knust af den hårde kant på en eller andens hæl.

Op ad væggen stod en klassisk wienerstol med fletsæde. Den var det eneste møbel i stuen, der så ud til stadig at være intakt. Benene var skrammede, og Mittal pegede på et sted, hvor nogle store stykker af lakken var blevet slået af. ”Det lader til, at Evelyn Mitchell har været bundet til stolen med isoleringstape. Jeg fandt limrester her på det sted, hvor hendes fødder må have været bundet til stolebenene.” Han løftede stolen og trak den væk fra væggen. En nummereret gul plasticmærkat var placeret på gulvet ved siden af en mørk plet. ”På baggrund af blodstænkene på tæppet må vi gå ud fra, at Evelyn Mitchells hænder har været bundet på ryggen. Det blødte stadig fra flængen i hendes finger, men ikke ret meget. Måske har min kollega ret, når han siger, at hun må have viklet et stykke køkkenrulle om fingeren.”

Amanda lænede sig frem for at se på blodpletterne, men Will var mere interesseret i stolen. Evelyns hænder havde været bundet sammen på ryggen. Med foden vippede han stolen frem, så han kunne se undersiden af det flettede sæde. Der var et tydeligt mærke under sædet – et pilehoved tegnet med blod.

Will rettede blikket op for at prøve at finde ud af, hvad pilen pegede på. Sofaen direkte over for stolen var blevet flænset op, og det samme var tilfældet med lænestolen ved siden af den. Trægulvet i stuen betød, at der ikke kunne skjules noget under et tæppe. Pegede Evelyn på et eller andet i baghaven?

Han hørte en skarp hvislen af luft, der blev trukket gennem sammenbidte tænder. Da han så op, sendte Amanda ham et så svidende blik, at han skyndte sig at lade stolen vippe tilbage på plads, uden at hans hjerne var bevidst om, hvad hånden foretog sig. Hun rystede stille på hovedet for at fortælle, at han skulle holde sin mund med det, han havde opdaget. Will så på Charlie. De havde alle tre set pilen under stolen, mens Mittal, der ikke havde ænset det mindste af, hvad der foregik, havde kastet sig ud i et længere foredrag om brugbarheden af fingeraftryk afsat på henholdsvis porøse og ikke-porøse overflader.

Charlie åbnede munden for at sige noget, men Amanda overdøvede ham. ”Dr. Mittal, vil De mene, at glasset i døren er blevet knust med en fundet genstand som for eksempel en sten eller en havedekoration?” Hun stirrede stift på Charlie, og Will tænkte, at hvis hendes øjne havde kunnet udsende laserstråler, ville hun på stedet have forseglet munden på Charlie. ”Jeg tænker blot på, hvor velplanlagt dette overfald var. Havde gerningsmændene medbragt noget, de kunne knuse ruden med? Omringede de huset? Og … kendte de i så fald husets indretning på forhånd?”

Mittal rynkede panden, fordi der var tale om spørgsmål, som ingen af dem havde skyggen af en chance for at svare på. ”Dr. Wagner … Deres spørgsmål omhandler alle detaljer, der ikke kan hverken be- eller afkræftes ved hjælp af bevismaterialet.”

”Hvorfor ikke vende alle muligheder og se, om noget åbenbarer sig? Var det en mursten, der blev anvendt til at knuse ruden?”

Charlie begyndte at ryste på hovedet. Will genkendte den konflikt, der fandt sted i ham. Uanset om de brød sig om det eller ej, var det Mittals gerningssted, og der var bevismateriale under stolen – muligvis et afgørende spor – som manden havde overset. Det var tydeligt, at Charlie følte sig splittet. Som det ofte var tilfældet, når Amanda var involveret, var der det eneste rigtige at gøre – og så var der det, hun beordrede ham til at gøre. Alle beslutninger var forbundet med konsekvenser.

Også Mittal rystede på hovedet, men det skyldtes udelukkende, at der ikke var nogen mening i det, Amanda sagde. ”Dr. Wagner, vi har finkæmmet hver eneste kvadratcentimeter af gerningsstedet, og jeg kan trygt fortælle, at vi ikke har fundet flere betydningsfulde genstande end dem, jeg allerede detaljeret har gennemgået.”

Will vidste, at de ikke havde finkæmmet hver eneste kvadratcentimeter. ”Er der nogen, der har undersøgt den beigefarvede Malibu udenfor?” spurgte han.

Med ét kunne Charlie skubbe alle sine bekymringer ud af hovedet. Han rynkede panden. Will havde begået den samme fejl med Faiths Mini. Al volden havde fundet sted inde i huset, men alligevel var bilerne udenfor stadig en del af gerningsstedet.

Amanda var den første, der reagerede. Hun var nået ud i carporten og havde åbnet døren i førersiden på den beigefarvede Malibu, før nogen havde spurgt hende om, hvad hun foretog sig.

”Vi har endnu ikke gennemgået …” sagde Mittal.

Hun sendte ham et ætsende blik. ”Har De tænkt så langt som til at undersøge bagagerummet?”

Mittals chokerede tavshed var tilstrækkeligt svar. Amanda åbnede bagagerummet. Will stod lige inden for køkkendøren, hvilket gav ham en mulighed for at se det hele lidt ovenfra. I bagagerummet stod indtil flere plasticposer fyldt med indkøb, men varerne i dem var blevet trykt flade af liget, der lå oven på dem. Ligesom i køkkenet var alt smurt ind i blod, og det var trængt ind i pappet på cornflakespakken og dryppede ned på tæppet fra plasticposen med burgerboller. Den døde mand var en stor kleppert. Hans krop var nærmest blevet foldet sammen på midten, så han kunne være i bagagerummet. En dyb flænge i mandens skaldede isse gav dem frit udsyn til en blodig masse af splintrede knoglestumper og hjernemasse. Mandens cowboybukser var krøllede, og hans skjorteærmer var smøget op. På underarmen havde han en tatovering fra Los Texicanos.

De havde fundet Evelyns ven.