KAPITEL 4

Georgias Diagnostic and Classification Prison lå i Jackson omkring en times kørsel syd for Atlanta. Turen derned var som regel hurtigt overstået på Interstate 75, men Atlanta Motor Speedway havde arrangeret en eller anden udstilling, som fik trafikken til at snegle sig af sted. Amanda lod sig dog ikke bremse og hev og flåede i rattet for at trække ud i rabatten og mase sig ind mellem de forankørende biler, hvis førerne var lidt for sløve til at komme fremad. Dækkene på hendes SUV fik en høj og dunkende lyd til at brede sig i kabinen, når hun kørte hen over rumlestriberne, der havde til formål at forhindre bilisterne i at forlade vejbanen i utide. Blandingen af larm og vibrationer tvang Will til at kæmpe mod en uventet bølge af køresyge.

Langt om længe lykkedes det dem at komme forbi den værste del af trafikproppen. Lige inden en frakørsel pressede Amanda dog bilen brat ud i rabatten en sidste gang, før hun med et kraftigt ryk i rattet trak sig tilbage på plads i køen. Hjulene hvinede, og hele kabinen rystede. Will rullede vinduet ned for at få lidt frisk luft, som kunne hjælpe hans mave med at falde til ro. Vinden ramte ham så hårdt i ansigtet, at han nærmest kunne mærke huden blafre.

Amanda trykkede på knappen for at rulle vinduet op igen, mens hun sendte ham et af de blikke, hun normalt forbeholdt ubegavede mennesker og børn. De kørte over 150 km/t. Will skulle prise sig lykkelig for, at han ikke var blevet suget ud af vinduet.

Amanda sukkede dybt og rettede et stift blik frem mod vejen. Hendes ene hånd hvilede i skødet, mens den anden holdt om rattet med et fast greb. Hun var klædt i et af sine sædvanlige, magtfulde jakkesæt. En knaldblå nederdel med tilhørende jakke og en lys skjortebluse. Hendes højhælede sko havde præcis samme farve som jakkesættet. Hendes fingernegle var korte og velplejede, og hendes hår sad som altid som en gråsprængt hjelm på hovedet af hende. De fleste dage var det, som om Amanda rummede mere energi end hele hendes mandlige medarbejderstab tilsammen. Lige nu så hun dog træt ud, og Will bemærkede, at rynkerne om hendes øjne var dybere, end de plejede at være.

”Fortæl mig om Spivey,” sagde hun.

Will prøvede at tvinge tankerne tilbage i retning af sin gamle sag mod Evelyn Mitchell og hendes team. Boyd Spivey var forhenværende efterforskningsleder i narkoafdelingen i Atlanta Politi, men lige nu sad han og slog tiden ihjel på dødsgangen. Will havde kun talt med Spivey én gang, før hans advokater havde rådet ham til at klappe i. ”Jeg har ikke svært ved at forestille mig, at han tævede en mand ihjel med de bare næver. Han var en stor fyr, højere end mig, og han vejede vel små tredive kilo mere end mig … alt sammen ren muskelmasse.”

”Styrketræning?”

”Velsagtens hjulpet godt på vej af steroider.”

”Hvordan påvirkede de ham?”

”Hans vredesudbrud var fuldkommen ukontrollable,” genkaldte Will sig. ”Han er ikke så snu, som han selv tror, men det lykkedes mig ikke at få ham til at fremsætte en tilståelse, så måske kan man sige det samme om mig.”

”Du fik ham alligevel sendt i spjældet.”

”Det var ham selv, der gjorde det. Hans hus i Atlanta var betalt. Hans sommerhus ved søen var betalt. Hans tre børn gik på privatskole. Hans kone arbejdede kun ti timer om ugen og kørte i en lækker Mercedes. Hans elskerinde kørte i en BMW, og hans egen splinternye Porsche 911 kunne ofte ses i hendes indkørsel.”

”Mænd og deres biler!” mumlede hun. ”I mine ører lyder han ikke særlig snu.”

”Han troede ikke, at nogen ville begynde at stille spørgsmål.”

”Det gør de næsten aldrig.”

”Spivey var god til at holde mund.”

”Som jeg genkalder mig det, kendetegnede det dem alle sammen.”

Hun havde ret. I korruptionssager gik strategien normalt ud på at finde det svageste led og presse ham eller hende til at sladre om sine medskyldige for til gengæld selv at slippe med en mildere straf. De seks betjente fra Evelyn Mitchells narkoafdeling havde dog vist sig at være immune over for denne strategi. Ingen af dem var villige til at sladre om de andre, og de havde hver især med jævne mellemrum insisteret på, at Evelyn Mitchell ikke havde noget som helst at gøre med de ulovligheder, de blev beskyldt for at have begået. De havde gjort alt for at beskytte deres chef. Det havde været både beundringsværdigt og vanvittigt frustrerende.

”Spivey var en del af Evelyns team i tolv år,” sagde Will, ”hvilket var længere end nogen af de andre.”

”Hun stolede på ham.”

”Ja,” sagde Will. ”De var som ærtehalm.”

Amanda sendte ham et skarpt blik. ”Pas på med, hvad du siger.”

Will mærkede, hvordan musklerne i hans kæbe blev så anspændte, at det gjorde ondt langt ind i knoglerne. Han kunne ikke se, hvordan de nogensinde skulle komme nogen vegne i den nuværende sag, hvis de ignorerede en af de vigtigste dele af den. Amanda vidste lige så godt som Will, at hendes gode veninde Evelyn var skyldig som bare fanden. Evelyn havde ikke levet i sus og dus, men akkurat ligesom Spivey havde heller ikke hun været for snu – bare på en anden måde.

Faiths far havde arbejdet som assurandør. En solid middelklassemand, hvis gæld ikke havde skilt sig ud fra så mange andres. Billån, huslån, kreditkort. Men alligevel havde Will i forbindelse med efterforskningen fundet en bankkonto, der var oprettet i Bill Mitchells navn i en anden stat. På det tidspunkt havde manden været død i seks år. Selvom balancen på kontoen sædvanligvis lå et sted omkring ti tusind dollars, viste bevægelserne på kontoen efter hans død, at der var foretaget en række månedlige indbetalinger, som alt i alt beløb sig til næsten tres tusind dollars. Det var tydeligt, at der var tale om en dækkonto af den slags, som anklagere betragtede som en rygende pistol. Efter Bills død var Evelyn den eneste, der havde adgang til kontoen. Penge blev hævet og overført til hendes konto i en af bankens filialer i Atlanta. Det var dog ikke hendes afdøde mand, der havde sørget for at holde aktiviteterne spredt og sikre, at det indestående beløb på kontoen holdt sig under den grænse, som ville få advarselslamperne til at blinke i Sikkerhedsministeriet.

Så vidt Will vidste, var Evelyn Mitchell aldrig blevet afhørt om kontoen. Han havde regnet med, at kontoens eksistens ville blive bragt på bane i løbet af retssagen, men Evelyn var aldrig blevet stillet for en dommer. Der var i stedet blevet indkaldt til en pressekonference, hvor hendes tilbagetrækning blev meddelt officielt, og for hendes vedkommende havde det markeret afslutningen på historien.

Indtil nu.

Amanda slog skærmen ned for ikke at få solen i øjnene. På bagsiden af den sad et par gule taloner, der lignede noget fra et renseri. Solen gjorde ikke ligefrem Amanda en tjeneste. Hun så ikke længere bare træt ud, men decideret udkørt.

”Der er noget, der nager dig,” sagde hun.

Han modstod fristelsen til at sige, at det var den største underdrivelse, han nogensinde havde hørt.

”Nej, det er ikke det, jeg tænker på,” sagde hun, som om hun kunne læse hans tanker. ”Når Faith ikke ringede til dig, skyldtes det, at hun allerede vidste, at hun ville gøre det forkerte.”

Will kiggede ud ad vinduet.

”Du ville have tvunget hende til at vente på forstærkninger.”

Han hadede den lettelse, som hendes ord fremkaldte i ham.

”Hun har altid været stædig.”

Han følte sig nødsaget til at tage Faith i forsvar: ”Hun gjorde ikke det forkerte.”

”Se, det kan jeg lide at høre!”

Will så træerne langs motorvejen glide forbi i et grønt tågeslør. ”Tror du, der vil blive fremsat et krav om løsepenge?”

”Det håber jeg.” De vidste begge, at hvis der blev fremsat krav om løsepenge, betød det, at gidslet var i live, eller at de i det mindste kunne forlange at få bekræftet, at gidslet var i live.

”Det føles som noget meget personligt,” sagde han.

”Hvordan?”

Han rystede på hovedet. ”Den måde hele huset er blevet endevendt på. Gerningsmænd kan være rasende … eller frådende og vanvittige.”

”Jeg kan ikke forestille mig, at den gamle tøs bare sad og så på i fred og ro, mens de endevendte hele huset.”

”Nej, sikkert ikke.” Evelyn Mitchell var ingen Amanda Wagner, men Will kunne sagtens forestille sig, at hun havde hånet mændene, mens de flåede hendes hjem fra hinanden. Man blev ikke en af de første kvindelige chefer ved Atlanta Politi, fordi man var et elskværdigt menneske. ”Det er tydeligt, at det var penge, de ledte efter.”

”Hvorfor siger du det?”

”Almeja … det sidste ord, Ricardo sagde til Faith, før han døde. Du sagde selv, at det er et slangudtryk for penge. Derfor virker det også logisk, at det var penge, de ledte efter.”

”I skuffen med sølvtøj?”

Endnu en god pointe. Kontanter var ikke værst at få fingrene i, men de var uhåndterlige at have med at gøre. En bunke penge, som det var umagen værd at kidnappe en forhenværende chef ved Atlanta Politi for, ville fylde adskillige bestikskuffer.

”Pilen pegede ud mod baghaven,” sagde Will.

”Hvilken pil?”

Han undertrykte et suk. Normalt var Amanda ikke så let at gennemskue. ”Pilen, som Evelyn havde tegnet med sit eget blod under den stol, hun var bundet fast til med isoleringstape. Jeg ved, at du så den. Du hvæsede ad mig som en anden blæsebælg.”

”Du bør arbejde lidt med at finpudse dine metaforer.” Hun tav et øjeblik, mens hun sikkert overvejede, hvordan hun via flest mulige omveje kunne føre ham på vildspor. ”Tror du, at Evelyn har begravet en skat i baghaven?”

Han måtte indrømme, at det var usandsynligt – specielt i betragtning af, at hendes baghave lå, så den var fuldt synlig for resten af naboerne, af hvilke de fleste var pensionister, som lod til at have masser af tid til at udspionere hinanden. Desuden kunne Will ikke forestille sig, at Faiths mor midt om natten havde sneget sig ud i haven bevæbnet med skovl og lommelygte. På den anden side var det ikke ligefrem sådan, at hun bare kunne sætte pengene i banken.

”En bankboks, måske?” prøvede Will. ”Måske ledte de efter en nøgle.”

”Evelyn ville være nødt til at tage med dem hen i banken og skrive under, før de kunne få adgang til bankboksen. De ansatte ville tjekke hendes underskrift og bede om at se em form for identifikation. Vores kidnapper kan ikke undgå at vide, at der vil blive vist et billede af hende på alle tv-kanaler i det øjeblik, han har bortført hende.”

Will erkendte stiltiende, at hun havde ret. Desuden ville problemet være det samme for gerningsmændene. Mange penge fyldte meget. Diamanter og guld passede bedre til Hollywood-film, for i virkeligheden fik man kun håndører ud af at sælge stjålne smykker.

”Hvad med gerningsstedet?” spurgte Amanda. ”Tror du, Charlie tolkede begivenhederne rigtigt?”

Will indtog straks en forsvarsposition. ”Det var Mittal, der sagde det meste af det, der blev sagt.”

”Okay, du prøver at beskytte Charlies røv, men besvar venligst mit spørgsmål.”

”Manden fra Los Texicanos i bagagerummet på den beigefarvede Malibu, Evelyns ven. Han ødelægger hele teorien.”

Hun nikkede. ”Han var ikke blevet stukket ned. Han blev dræbt af et skud i hovedet, og desuden er han B-positiv. Det betyder, at der stadig er en B-negativ derude, som går rundt med en grim stiklæsion et sted på kroppen.”

”Det var ikke det, jeg mente.” Will modstod fristelsen til at tilføje: ”Og det ved du godt.” Amanda prøvede ikke bare at binde hans hænder på ryggen. Hun prøvede at give ham bind for øjnene og skubbe ham hen mod kanten af en afgrund. Hendes manglende vilje til at tale om eller bare erkende Evelyn Mitchells snavsede fortid ville ikke ligefrem være til gavn for Faith, og den ville fandeme heller ikke være befordrende for at få Faiths mor levende hjem igen. Evelyn havde været ansat i narkopolitiet. Det var indlysende, at hun – mere eller mindre dagligt – stadig var i kontakt med en højt placeret person fra Los Texicanos. En bande, der sad tungt på al handel med narko i og omkring Atlanta. De burde være hjemme i Atlanta nu for at tale med bandemedlemmerne og prøve at stykke Evelyns færden i løbet af de seneste uger sammen i stedet for at drage ud på denne nytteløse mission for at besøge en mand, der intet havde at miste og desuden var kendt for at være usædvanligt stædig i sin tavshed.

”Kom nu, dr. Trent,” drillede Amanda ham. ”Lad være med at tvinge mig til at hale ordene ud af dig.”

Will lod sit ego komme i vejen i yderligere et par sekunder, før han svarede: ”Evelyns ven. Hans pung var væk. Han havde ingen form for identifikation eller penge på sig. Det eneste, der blev fundet i hans lommer, var nøglen til Evelyns Malibu. Hun må selv have givet den til ham.”

”Fortsæt.”

”Hun var i færd med at lave frokost til to personer. Der var fire skiver brød i toasteren. Faith var forsinket. Evelyn vidste ikke, hvornår hun ville være hjemme, men hun gik sikkert ud fra, at hun ville ringe, når hun var på vej. Der stod fyldte indkøbsposer i bagagerummet på hendes bil. Kassebonen fortæller, at hun betalte med sit kreditkort i Kroger klokken 12:02. Hendes ven ville sikkert bære poserne ind, mens hun lavede frokost.”

Amanda smilede. ”Jeg glemmer tit, hvor kvik du er, men så sker der noget som det her, og pludselig bliver jeg igen mindet om, hvorfor jeg i sin tid ansatte dig.”

Will ignorerede hendes bagvendte kompliment. ”Godt, Evelyn står og laver frokost. Hun begynder at undre sig over, hvad der bliver af hendes ven. Hun går udenfor og finder liget af ham i bagagerummet. Hun skynder sig at hente Emma og skjule hende i skuret. Hvis hun først havde gjort det, efter at hun havde skåret sig på hånden, sådan som dr. Mittal hævdede, ville der have været rester af hendes blod på autostolen. Evelyn er stærk, men hun er ikke nogen Herkules. Selv uden et barn i er autostolen temmelig tung. Hun vil ikke uden videre have kunnet løfte den ned fra køkkenbordet med én hånd … ikke uden at løbe en stor risiko for at tabe den. Hun må have støttet den med den anden hånd. Emma er stadig lille, men hun vejer allerede godt til.”

Amanda tilføjede: ”Evelyn tilbragte et stykke tid i skuret. Hun flyttede rundt på tæpperne. Der er ikke blod på nogen af dem. Hun drejede kombinationslåsen på pengeskabet. Der er ikke blod på skiven. Gulvet er rent. Hun begyndte først at bløde, efter at hun havde låst døren til skuret.”

”Jeg er ikke ekspert i køkkenulykker, men man skærer sig normalt ikke i ringfingeren, når man skærer noget i skiver. Det er som regel tommel- eller pegefingeren, det går ud over.”

”Endnu en god pointe.” Amanda kastede et blik i bakspejlet og skiftede bane. ”Okay, hvad gjorde hun så derefter?”

”Som du sagde, skjulte hun Emma, tog sin pistol ud af pengeskabet og vendte tilbage til huset, hvor hun skød Kwon, som skjulte sig i bryggerset, hvor han ventede på at overfalde hende. Derefter blev hun overmandet af en anden, sikkert den mystiske mand med blodtypen B-negativ. Evelyns pistol blev slået ud af hendes hånd under det efterfølgende håndgemæng. Hun stak en kniv i B-negativ, men der var yderligere en mand i huset. Hawaiiskjorten. Han samlede Evelyns pistol op fra gulvet og afbrød kampen mellem Evelyn og den anden mand. Han spurgte hende om, hvor de kunne finde det, de ledte efter. Hun bad dem om at skride ad helvede til. Og så bandt de hende til stolen med isoleringstape, mens de endevendte huset.”

”Det lyder sandsynligt.”

Det lød forvirrende. Der var så mange gerningsmænd, at Will havde svært ved at holde styr på dem. To asiater, en latinamerikaner eller muligvis to – og måske en tredje mand af ukendt race – i et hus, der blev endevendt for at finde guderne måtte vide hvad, samt en forsvundet 63-årig forhenværende strisser, som havde en hel del hemmeligheder i skabet.

Og så var der det endnu større spørgsmål, som Will vidste, at han hellere måtte afholde sig fra at stille. Hvorfor havde Evelyn ikke ringet efter hjælp? Som Will så det, havde hun haft mindst to muligheder for at ringe eller løbe efter hjælp: Da hun hørte den første støj, og efter at hun havde skudt Hironobu Kwon i bryggerset. Men alligevel havde hun ikke gjort noget forsøg på at slå alarm.

”Hvad tænker du på?”

Will vidste, at han hellere måtte lade være med at svare ærligt. ”Jeg spekulerer på, hvordan de fik hende ud af huset, uden at nogen så det.”

”Det skyldes, at du tror, at Roz Levy er både ærlig og imødekommende,” mindede Amanda ham om.

”Tror du, at hun er involveret?”

”Jeg tror, hun er en snu og udspekuleret gammel ræv, som ikke kunne drømme om at pisse på dig, om så dit hår stod i brand.”

Will gik ud fra, at giften i Amandas stemme skyldtes tidligere erfaringer med mrs. Levy.

”Det var ikke noget, der skete efter en pludselig indskydelse,” sagde Amanda. ”Der lå en grundig planlægning bag. De kom ikke bare spadserende forbi huset. Der må have været en bil et eller andet sted, måske en varevogn. Der er en lille sti, som fører over til Little John Trail. De må have forladt huset via bagudgangen og være fortsat gennem Evelyns baghave. Hvis man følger hegnet mellem haverne, er man omme på den anden vej i løbet af ingen tid.”

”Hvor mange mænd tror du, der var?”

”Vi har de tre døde på gerningsstedet. Derudover er der den sårede B-negative og mindst én mand, som må være uskadt. Evelyn er ikke fulgt med uden at yde modstand, det er udelukket. Hun ville ikke være bange for at blive skudt. Der må have været en eller anden i huset, som var stærk nok til at binde hende eller tvinge hende til at følge med.”

Will tilføjede ikke, at de lige så let kunne have slået hende ihjel og båret liget ud af huset. ”Vi finder ud af det med sikkerhed, når vi får fingeraftrykkene. De må have rørt ved et eller andet i huset.”

Pludselig skiftede Amanda emne. ”Har du og Faith aldrig talt om din sag mod hendes mor?”

”Egentlig ikke. Jeg har aldrig fortalt hende om bankkontoen, for der er ingen grund til at gøre det. Hun mener, at jeg tog fejl dengang. Det er der mange mennesker, der gør. Sagen mod hende blev aldrig afprøvet i retten. Evelyn tog sin afsked og beholdt sin pension og alle sine andre goder. Det er ikke nogen ulogisk konklusion at drage.”

Hun nikkede, som om hun anerkendte hans forklaring. ”Manden i bagagerummet … ham, du omtaler som Evelyns ven. Lad os tale lidt om ham.”

”Hvis han var på vej til at bære indkøbsposerne ind i huset, tyder det på, at de havde et forhold.”

”Ja, det kan ikke udelukkes.”

Will tænkte på manden. Han var blevet skudt i baghovedet. Hans pung og id-kort var ikke det eneste, der var blevet fjernet. Han havde ingen mobiltelefon. Han havde heller ikke haft det kraftige guldur på, som Will havde set på det billede, mrs. Levy havde taget. Hans tøj var anonymt – Nike-sko med ortopædiske Dr. Scholl-indlæg, cowboybukser fra J. Crew og en skjorte fra Banana Republic, som sikkert havde kostet en formue og skulle se krøllet og ustrøget ud. Der havde været grå stænk i det sorte fipskæg på hans hage. Stubbene på hans skaldede hoved antydede snarere, at han prøvede at dække over en vigende hårgrænse, end at han havde bestemt sig for at udstråle en bestemt stil. Med undtagelse af Los Texicanos-stjernen på underarmen kunne han have været en børsmægler, der var ramt af en midtvejskrise.

”Jeg har tjekket med narkoafdelingen,” sagde Amanda. ”Der er blevet hvisket lidt i krogene om, at asiaterne har prøvet at trænge ind på markedet for pulverkokain. Markedet har været flydende, siden BMF blev optrevlet.”

Forkortelsen stod for Black Mafia Family, som havde haft kontrollen med kokainmarkedet fra Atlanta over Detroit til Los Angeles. ”Vi taler om svimlende summer. Familien skovlede flere hundrede millioner ind om året.”

”Los Texicanos overtog kontrollen med markedet. De har altid været leverandører, ikke distributører. Det er en snedig måde at gøre det på. Det er derfor, de har kunnet overleve i så mange år. På trods af, hvad Charlie mener om racer, er de ligeglade med, om køberen er sort eller brun eller lilla, så længe pengesedlerne bare er grønne.”

Will havde aldrig arbejdet på en større narkosag. ”Jeg ved ikke ret meget om organiseringen af markedet.”

”Los Texicanos kom ind i billedet midt i tresserne i Atlanta Penitentiary. Dengang var den racemæssige fordeling af fangerne nærmest direkte omvendt i forhold til, hvordan den er i dag. Halvfjerds procent var hvide, og tredive procent var sorte. Men det ændrede crack fra den ene dag til den anden. Crack virkede hurtigere end alle andre forsøg på at udligne den racemæssige diskrimination. Der var stadig kun en håndfuld mexicanere i fængslet, og de slog sig sammen for at undgå at få halsen skåret over. Du ved, hvordan det er.”

Will nikkede. Stort set hver eneste bande i Amerika var startet som en minoritetsgruppe – uanset om der var tale om irere, jøder, italienere eller andre – hvor en række mennesker havde sluttet sig sammen for at overleve. Almindeligvis gik der et par år, før de begyndte at foretage sig noget, der var værre end det, der blev gjort mod dem. ”Hvordan er strukturen på området?”

”Temmelig løs. Ingen når op på siden af MS-13,” svarede Amanda og henviste til det, der ofte blev omtalt som den farligste bande i verden, og hvis organisatoriske opbygning kunne sammenlignes med militærets. Medlemmerne var så urokkeligt loyale, at ingen nogensinde havde haft succes med at infiltrere organisationen.

Amanda forklarede: ”I de tidlige år var Los Texicanos på forsiden af avisen hver eneste dag – undertiden både i morgen- og aftenudgaven. Gadeskyderier, heroin, pot, hasardspil, prostitution, røveri. Deres varemærke var at skamfere børn. De gik ikke bare efter de personer, der havde trådt dem over tæerne. De gik også efter deres døtre, sønner, niecer og nevøer. De gav dem et par hurtige snit i ansigterne … et snit på tværs i panden og et andet, der løb lodret ned over næsen til hagen.”

Uden at tænke førte Will en hånd op til arret, der bredte sig ned over hans kæbe.

”På et tidspunkt under efterforskningen i sagen om børnemordene i Atlanta stod Los Texicanos øverst på vores liste. Det var på et tidligt tidspunkt, i efteråret ’79. Jeg varetog det ærefulde hverv at være assistent for lederen af den afdeling, der stod for at informere alle ældre medborgere i Fulton, Cobb og Clayton County om kriminalitet. Evelyn var ansat ved Atlanta Politi, hvor hun primært blev bedt om at lave kaffe, indtil der skulle snakkes med forældrene, hvorefter det hele hang på hende. Der var almindelig enighed om, at Los Texicanos prøvede at sende et mere overordnet budskab til omverdenen. Det virker latterligt nu, men på daværende tidspunkt håbede vi, at det var dem.” Hun slog blinklyset til og skiftede bane. ”Du må have været omkring fire år dengang, så du husker det ikke, men det var en meget anspændt tid. Indbyggerne i hele Atlantas centrum var skræmt fra vid og sans.”

”Det lyder forståeligt,” sagde han og undrede sig over, at hun kendte hans alder.

”Kort tid efter sagen om børnemordene blev en af lederne fra Los Texicanos dræbt af skud i forbindelse med et internt opgør. Det er en meget lukket bande. Vi fandt aldrig ud af, hvad der reelt skete, eller hvem der overtog ledelsen, men vi vidste, at den nye leder var væsentligt mere forretningsorienteret. Ikke mere vold for voldens egen skyld. Han prioriterede forretningen og rensede ud i de mere risikable aktiviteter. Hans mål gik ud på at lade kokainen strømme frit og dermed forhindre blodsudgydelserne i gaderne. Da bandens ledere gik under jorden, var det nærmest en lettelse at kunne ignorere dem.”

”Hvem er bandens leder nu?”

”Ignatio Ortiz er det eneste navn, vi har. Han er bandens ansigt udadtil. Der er to andre, men de holder ufatteligt lav profil, og man vil aldrig opleve at se dem alle tre på samme tid. Og før du selv spørger, kan jeg lige så godt fortælle, at Ortiz sidder i Phillips State Prison, hvor han efter en dom for drabsforsøg er i færd med at afsone sit tredje år ud af syv uden mulighed for løsladelse før tid.”

”Drabsforsøg?” Det lød ikke særlig bandeagtigt.

”Han kom hjem og fandt sin kone i fuld gang med at krølle lagnerne sammen med hans bror. Rygterne siger, at han med vilje undlod at ramme sin bror med et dødbringende skud.”

Will gik ud fra, at Ortiz ikke havde nogen problemer med at styre sin forretning fra fængslet. ”Vil det være umagen værd at tage en snak med ham?”

”Selvom vi havde en god grund til at gøre det, ville han nægte at mødes med os uden sin advokat, som ville insistere på, at hans klient blot er en helt almindelig forretningsmand, som lod sine lidenskaber stige sig til hovedet.”

”Har han aldrig været anholdt før?”

”Et par gange i sine yngre dage, men ikke for noget alvorligt.”

”Så lederne opererer stadig under radaren?”

”De stikker hovedet frem nu og da for at sætte de yngre medlemmer på plads. Kan du huske drabet i Buckhead på fars dag sidste år?”

”Manden, som fik halsen skåret over for øjnene af sine børn?”

Hun nikkede. ”For tredive år siden ville de også have slået børnene ihjel. Man kan måske godt sige, at de er blevet lidt mere barmhjertige med alderen.”

”Jeg vil ikke ligefrem kalde deres fremgangsmåde for barmhjertig.”

”I fængslerne er Los Texicanos kendt for deres forkærlighed for at skære halsen over på deres ofre.”

”Manden i bagagerummet må have været højt oppe i hierarkiet.”

”Hvorfor tror du det?”

”Han har kun én tatovering.” Normalt brugte unge bandemedlemmer deres kroppe som et lærred, der illustrerede deres liv. De fik lavet tatoveringer af tårer under øjnene for hvert mord og lod deres albuer og skuldre blive vævet ind i spindelvæv for at vise, at de havde været inde og afsone. Tatoveringerne blev altid lavet med blåt blæk fra en kuglepen – der blev omtalt som ”fængselsblæk” – og de fortalte altid en historie. Medmindre historien var så belastende, at der ikke var nogen grund til at fortælle den.

”Et rent lig er tegn på penge, magt og kontrol,” sagde Will. ”Manden er ældre, sikkert i begyndelsen af tresserne. Det betyder, at han må have indtaget en høj position i banden. Hans alder er nærmest et hæderstegn. Det er normalt ikke en tilværelse, der sikrer, at man får et langt liv.”

”Man bliver ikke gammel, hvis man opfører sig dumt.”

”Man bliver ikke gammel, hvis man er med i en bande.”

”Vi kan kun håbe, at Atlanta Politi deler mandens identitet med os, når det lykkes dem at få den fastslået.”

Will stirrede på hende. Hun så fortsat stift ud på vejen. Han havde en nagende mistanke om, at Amanda allerede vidste, hvem manden var, og at hun også vidste, hvilken position han havde indtaget i hierarkiet. Der var noget mistænkeligt ved den måde, hun havde foldet mrs. Levys billede sammen på og stukket det i lommen, og han følte sig overbevist om, at hun havde sendt den gamle dame en kodet besked om, at hun ikke skulle fortælle historien videre til andre.

”Hører du nogensinde AC/DC?” spurgte han.

”Ligner jeg en, der hører AC/DC?”

”Det er et heavy metal-band.” Han fortalte ikke, at de havde lavet et af de bedst sælgende albums i musikkens historie. ”De har et nummer, der hedder ’Back in Black’. Det blev spillet i huset, da Faith ankom. Jeg tjekkede cd’erne i huset. Evelyn havde ikke den pågældende cd i sin samling, og cd-afspilleren var tom, da jeg åbnede skuffen.”

”Hvad handler sangen om?”

”Titlen fortæller det hele. Om at være vendt tilbage og gå klædt i sort. Den blev indspillet, efter at gruppens oprindelige forsanger døde efter indtagelse af en heftig blanding af stoffer og sprut.”

”Det er altid trist, når nogen dør af en kliché.”

Will tænkte på teksten, som han kendte udenad. ”Sangen handler om genopstandelse. Transformation. Om at vende tilbage fra et dårligt sted og fortælle de mennesker, der måske har undervurderet én eller gjort grin med én, at man ikke gider at finde sig i noget pis længere. At man er cool igen. At man går i sort. At man er sej og parat til at slå igen.” Pludselig blev han klar over, hvorfor han nærmest havde slidt pladen op, da han var teenager. ”Eller noget i den retning.” Han sank en klump. ”Den kan selvfølgelig også betyde noget andet.”

”Hmm,” var det eneste svar, han fik fra hende.

Will trommede med fingrene på armlænet. ”Hvordan mødte du Evelyn?”

”Vi gik på negerskolen sammen.”

Will var lige ved at sluge sin tunge.

Hun lo ad hans reaktion på det, der måtte have været et ofte anvendt udtryk. ”Det var, hvad skolen blev kaldt dengang tilbage i stenalderen – The Negro Women’s Traffic School. Kvinder og mænd blev ikke uddannet sammen. Vores arbejde gik ud på at tjekke parkometre og udskrive bøder for ulovligt parkerede biler. Nogle gange fik vi også lov til at snakke med de prostituerede, men kun hvis drengene havde givet os lov til det, og som regel blev der fremsat en lang række sjofle bemærkninger i samme forbindelse. Evelyn og jeg var de to eneste hvide ud af de tredive elever, der forlod skolen det år.” Det bredte sig et hengivent smil om hendes mund. ”Vi var klar til at forandre hele verden.”

Will vidste, at han hellere måtte holde sin mund med, hvad han tænkte, hvilket var, at Amanda i realiteten var allerhelvedes meget ældre, end hun så ud til at være.

Det var tydeligt, at hun igen kunne læse hans tanker. ”Gider du lige, Will? Jeg blev ansat i ’73. Det Atlanta, du kender i dag, er et resultat af de kampe, der blev udkæmpet af kvinderne på skolen. Sorte politifolk havde ikke engang lov til at anholde hvide før i ’62. De var ikke tilknyttet en fast station, men måtte bare stå og hænge uden for YMCA på Butler Street, indtil en eller anden sendte bud efter dem. Og det var endnu værre, hvis man var kvinde – begik man bare én fejl, fik man sparket.” Hendes stemme fik en alvorlig klang. ”Hver eneste dag var en kamp for at gøre det rigtige, mens alt omkring én var forkert.”

”Det lyder, som om du og Evelyn fik jer lidt af en ilddåb.”

”Du har ikke fantasi til at forestille dig, hvordan det var.”

”Så fortæl mig noget mere om det.”

Hun lo igen, men denne gang på grund af hans ivrighed. ”Prøver du at afhøre mig, dr. Trent?”

”Jeg undrer mig over, hvorfor du ikke har lyst til at tale om det faktum, at Evelyn tydeligvis havde et nært personligt forhold til et højtstående medlem af Los Texicanos, som lige er blevet fundet død i bagagerummet på hendes bil.”

Hun stirrede stift ud på vejen. ”Ja, det virker underligt, ikke?”

”Hvordan kan vi komme videre i sagen, hvis vi ikke i det mindste vil erkende, hvad der er sket?” Hun svarede ikke. ”Vi holder det bare mellem dig og mig, ikke? Ingen andre behøver at få noget at vide. Hun er din veninde. Det er jeg godt klar over. Jeg har selv tilbragt en hel del tid sammen med hende. Hun virker meget sympatisk, og det er tydeligt, at hun elsker Faith højt.”

”Det lyder, som om der også kommer et ’men’ …”

”Hun tog imod penge ligesom alle de andre i afdelingen. Hun må have kendt manden fra …”

Amanda afbrød ham. ”Mens vi alligevel taler om Los Texicanos, så lad os vende tilbage til Ricardo.”

Will knyttede hænderne hårdt og havde lyst til at slå løs på et eller andet.

Amanda lod ham syde i stilhed i et stykke tid. ”Jeg har kendt dig i frygtelig lang tid, Will. Jeg har brug for, at du stoler på mig i forhold til et par ting.”

”Har jeg andre valg?”

”Egentlig ikke, nej, men her og nu giver jeg dig en mulighed for at betale tilbage for alle de gange gennem årene, hvor jeg har ladet tvivlen komme dig til gode.”

Han havde lyst til at bede hende om at stikke det hele skråt op, men Will havde aldrig været typen, der bare sagde det første, der dukkede op i hans tanker. ”Du behandler mig som en hund i snor.”

”Det er én måde at se det på.” Hun tav et øjeblik. ”Har du nogensinde overvejet, at jeg måske beskytter dig?”

Han kløede sig på kinden igen og mærkede arret fra det sår, der mange år tidlige havde bredt sig flænsende hen over huden. Normalt afholdt han sig fra selvanalyse, men selv en blind ville kunne se, at han havde haft et underligt dysfunktionelt forhold til alle kvinderne i sit liv. Faith var som en kommanderende storesøster. Amanda var den værste mor, han nogensinde havde haft. Angie var en blanding af begge dele, hvilket af naturlige årsager var dybt foruroligende. De kunne alle være modbydelige og herskesyge, og især Angie kunne være ondskabsfuld, men Will havde ikke en eneste gang troet, at nogen af dem oprigtigt ønskede at gøre ham noget ondt. Og Amanda havde i det mindste ret i én ting: Hun havde altid beskyttet Will – selv i de sjældne tilfælde, hvor det havde bragt hendes eget job i fare.

”Vi er nødt til at ringe rundt til samtlige Cadillac-forhandlere i byen,” sagde han. ”Det var ikke en Honda, manden kørte i. Det var en dyr og eksklusiv bil. Der kører sikkert ikke mere end en håndfuld af den pågældende model på vejene. Jeg tror, bilen var med manuelt gear. Det er sjældent at se i firdørs-modellerne.”

”God idé,” svarede hun til hans overraskelse. ”Få nogen til at gøre det.”

Han stak en hånd i lommen, men kom for sent i tanker om, at han ikke havde sin mobiltelefon. Eller sin pistol og sit politiskilt. Eller sin bil for den sags skyld.

Amanda smed sin telefon over til ham, mens hun forlod motorvejen via rampen uden så meget som at røre ved bremsen. ”Hvad foregår der mellem dig og Sara Linton?”

Han åbnede hendes telefon. ”Vi er gode venner.”

”Jeg arbejdede på en sag med hendes mand for nogle år siden.”

”Javel.”

”Det er et par temmelig store sko at udfylde, min ven.”

Will ringede til oplysningen og bad om nummeret til den Cadillacforhandler, der lå tættest på Atlantas centrum.

 

Mens Will fulgte efter Amanda hen ad korridoren, som førte frem til dødsgangen, måtte han indrømme – om end kun for sig selv – at han hadede at besøge fængsler. Ikke bare dødsgangen, men fængsler i al almindelighed. Han kunne godt håndtere den konstante trussel om vold, der fik alle fængsler til at føles som en buldrende gryde, der havde stået for længe på komfuret. Han kunne godt håndtere larmen og snavset og de hadefulde blikke. Men han kunne ikke bære den følelse af hjælpeløshed, der var forbundet med at være spærret inde.

De indsatte kunne stadig holde gang i deres narkoforretninger og andre lignende aktiviteter, men når dagen var omme, havde de ingen magt over nogen af de grundlæggende ting, der gjorde dem til mennesker. De kunne ikke gå i bad, når de ville. De kunne ikke gå på toilettet uden at have publikum på. De kunne når som helst blive bedt om at smide tøjet for at blive visiteret eller få tænderne undersøgt. De kunne ikke gå en tur eller hente en bog på biblioteket uden tilladelse. Deres celler blev konstant gennemgået i søgen efter ulovlige genstande, der kunne omfatte hvad som helst fra et bilmagasin til en pakke tandtråd. De indtog deres måltider efter en tidsplan, der var fastlagt af andre. De bestemte ikke selv, hvornår lyset skulle tændes eller slukkes. Men det værste af det hele var den behandling, de blev udsat for. Vagterne var konstant over dem og vred deres arme om på ryggen, slog dem på hovederne i forbindelse med optællingerne, skubbede til dem eller hev i dem. Der var intet, der tilhørte dem selv længere, ikke engang deres egne kroppe.

Det var som det værste børnehjem i verden, bare med flere tremmer.

Fængslet var det største i Georgia og rummede blandt andet en af de største modtageafdelinger i statens fængselsvæsen. Der var otte celleblokke med celler med både enkeltsenge og køjesenge – foruden otte sovesale, som kun blev taget i anvendelse, når cellerne var overfyldte. Som en del af processen med at modtage de dømte skulle alle statsfængsler gennemføre en almindelig lægeundersøgelse, en psykologisk undersøgelse, en adfærdsmæssig test og en trusselsvurdering, der mundede ud i en sikkerhedsvurdering, som var afgørende for, om den indsatte skulle anbringes i et fængsel med lav, mellem eller høj sikkerhed.

Hvis de indsatte var heldige, strakte processen med at diagnosticere og klassificere dem sig over omkring seks uger, før de blev flyttet videre til fængslets permanente afdelinger. Indtil da blev alle indsatte placeret bag lås og slå i 23 ud af døgnets 24 timer, hvilket betød, at med undtagelse af én enkelt time var de spærret inde i deres celler døgnet rundt. Ingen cigaretter, ingen kaffe eller sodavand. De kunne kun købe én avis om ugen. De havde ikke lov til at læse bøger, ikke engang Bibelen. Der var ingen fjernsyn. Ingen radioer. Ingen telefoner. Der var en gård, men de indsatte fik kun lov til at komme udenfor tre dage om ugen – og kun hvis vejret tillod det, hvis der var tid til det, og hvis de ikke allerede havde brugt deres ene time uden for cellen. Kun fanger, der havde siddet inde i lang tid, havde lov til at modtage gæster, og besøgene fandt sted i et lokale, der var delt i to på midten ved hjælp af et kraftigt metalgitter, så man var nødt til at råbe for at kunne høre hinanden gennem larmen fra de andre besøgende. Ingen berøringer. Ingen omfavnelser. Ingen fysisk kontakt overhovedet.

Høj sikkerhed.

Der var en grund til, at selvmordsraten i fængslerne var tre gange højere end udenfor. Det var hjerteskærende at tænke på de forhold, de indsatte levede under – i det mindste indtil man læste nogle af sagsmapperne. Voldtægt af mindreårig. Vold mod dyr med baseballbat. Husspektakler. Kidnapning. Overfald. Skuddrab. Mishandling. Knivdrab.

Men de værste af alle sad på dødsgangen. De var dømt for at begå mord, der var så modbydelige, at myndighederne ikke anede, hvordan de skulle forholde sig til dem – ikke ud over at dømme dem til døden. De blev holdt adskilt fra de andre indsatte. Deres liv var endnu mere begrænset end de andre fangers. Total indespærring. Total isolation. Ikke én eneste time om dagen i solen. Ingen måltider sammen med andre. Ingen blev lukket ud gennem metaltremmerne i cellerne mere end én gang om ugen for at komme i bad. Adskillige dage kunne gå, uden at de hørte et andet menneskes stemme, og der kunne gå adskillige år, uden at de mærkede et andet menneskes berøring.

Det var der, Boyd Spivey sad indespærret. Det var der, den tidligere højt respekterede kriminalbetjent fik tiden til at gå, mens han ventede på at dø.

Will mærkede sine skuldre falde sammen, da døren til gangen med dødscellerne svingede i bag dem. De fleste fængsler var indrettet med brede, åbne gange, så vagterne ikke havde nogen problemer med at fælde en flygtende fange med et riffelskud. Alle hjørner var skarpe vinkler på halvfems grader, der med fuldt overlæg gjorde det vanskeligt at skjule sig på gangene. Rummene var højloftede for at opfange den konstante varme fra de mange svedende kroppe, og alle åbninger og installationer var beskyttet bag trådnet eller tremmer – vinduer, døre, loftslamper, kontakter.

På trods af forårsluften udenfor lå temperaturen indenfor et sted omkring femogtyve grader. Will fortrød omgående, at han stadig havde sine løbeshorts på under de kraftige cowboybukser. Det var tydeligvis ikke meningen, at de skulle bæres på samme tid. Amanda fremstod som altid, som om hun var i sit rette element – uanset hvor mange fedtede tremmer eller alarmknapper, der med jævne mellemrum var placeret på væggene. De indsatte på dødsgangen blev automatisk defineret som voldelige. Mange af dem havde intet at miste og alt at vinde ved at ty til voldsanvendelse. Det ville være en stor fjer i hatten for hver og en af de indsatte, hvis de kunne slå GBI’s vicedirektør ihjel. Will vidste ikke, hvordan de havde det med politifolk, der fældede andre politifolk, men han forestillede sig ikke, at det ville gøre den store forskel for en indsat, der ønskede at forbedre sin status.

Af samme grund blev de eskorteret af to vagter, der begge sådan cirka var på størrelse med et industrikøleskab. Den ene gik foran Amanda, mens den anden tårnede sig op bag Will og nærmest fik ham til at føle sig helt lille og spinkel. Ingen havde lov til at bære våben i fængslet, men begge de to vagter havde et større arsenal af våben i bælterne. Peberspray, metalstave og – værst af alt – et sæt raslende nøgler, der nærmest for hvert skridt fortalte, at den eneste vej ud i friheden gik gennem tredive låste døre.

De drejede om et hjørne og fik øje på en mand i et gråt jakkesæt, der stod uden for endnu en låst dør. Ligesom det var tilfældet med alle de andre døre i fængslet, var der en stor, rød alarmknap ved siden af dørkarmen.

Amanda holdt hånden frem. ”Inspektør Peck, jeg vil gerne takke Dem for at arrangere dette besøg med så kort varsel.”

”Det er mig altid en fornøjelse at hjælpe, ms. Wagner.” Inspektøren havde en ru og hæs gammelmandsstemme, der passede perfekt til hans vejrbidte, mahognifarvede ansigt og tilbagestrøgne grå hår. ”De ved, at De altid blot behøver at tage telefonen og ringe.”

”Vil det være meget besværligt for Dem at udprinte en fortegnelse over alle de gæster, Spivey har haft, siden han blev fængslet?”

Det var tydeligt, at Peck tænkte, at det var temmelig besværligt, men han skjulte det godt. ”Spivey har siddet i fire forskellige fængsler. Jeg vil være nødt til at foretage en række opkald.”

”Tusind tak for ulejligheden.” Amanda nikkede i retning af Will. ”Det her er agent Trent. Han er nødt til at følge med fra observationsrummet. Han har et temmelig anspændt forhold til den indsatte.”

”Det er i orden. Jeg må hellere oplyse Dem om, at vi i sidste uge modtog datoen for eksekveringen af Boyd Spiveys dødsdom. Henrettelsen skal finde sted den 1. september.”

”Ved han det?”

Peck nikkede dystert, og Will kunne se, at det var en del af jobbet, han ikke brød sig om. ”Det er min politik at give de indsatte så mange informationer som muligt så tidligt som muligt. Nyheden har gjort ham langt mere rolig og besindig. Sædvanligvis bliver de dødsdømte meget føjelige i denne periode, men lad Dem ikke narre til ikke at være på vagt. Hvis De på noget tidspunkt føler Dem truet, bør De straks rejse Dem og forlade lokalet. Undlad fysisk kontakt. Undgå at befinde Dem inden for hans rækkevidde. For Deres sikkerheds skyld vil rummet blive overvåget via de opsatte kameraer, og en af mine vagter vil på alle tidspunkter opholde sig lige uden for døren. Men glem ikke, at disse mænd er hurtige og absolut intet har at miste.”

”Så må jeg jo bare være hurtigere end ham.” Hun blinkede til Peck, som om der var tale om en kollegiefest, hvor drengene risikerede at blive lidt for påtrængende. ”Jeg er klar, når De er det.”

Will blev ført hen til døren til observationsrummet, som var trangt og uden vinduer og sagtens kunne forveksles med et opmagasineringsrum. På et metalskrivebord stod tre computerskærme, der fra hver sin vinkel viste et billede af Boyd Spivey i lokalet ved siden af. Han var lænket til en stol, der uden tvivl var boltet fast til gulvet.

Fire år tidligere havde Spivey måske ikke ligefrem været en flot mand, men han havde udstrålet en politimands selvsikkerhed på en måde, som opvejede hans øvrige mangler. Han havde ry for at være en mand, der elskede at lave små numre med sine kolleger, men også for at være en dygtig politimand. En mand af den slags, man gerne ville have i ryggen, når en situation udviklede sig fra bekymrende til alvorlig. Hans personalemappe var fuld af anbefalinger. Selv efter, at han havde indgået et forlig med anklagemyndigheden om at tilstå en mindre alvorlig forbrydelse, havde han kolleger, der nægtede at tro på, at han var skyldig.

Nu råbte hele mandens udstråling ”forbryder”. Han lignede noget, der var hugget ud af granit. Hans ansigt var koparret og oppustet. En lang og tynd hestehale hang ned over hans ryg. Fængselstatoveringer dækkede hans underarme og slyngede sig rundt om hans hals. Hans kraftige håndled var lænket til en metalstang, som var svejset fast på bordpladen. Han sad med strakte ben og lod den ene ankel hvile oven på den anden. Kæderne om hans muskuløse ben var strammet til det yderste. Will gættede på, at han fordrev tiden i cellen med at styrketræne. Hans orange fangedragt var ved at sprække i sømmene på hans svulmende overarme og brede brystkasse.

Will spekulerede på, om den ekstra muskelmasse var en fordel eller en ulempe i forhold til mandens nært forestående henrettelse. Efter adskillige grusomme uheld med den elektriske stol – herunder en mand, hvis brystkasse var brudt ud i flammer – havde de ansvarlige myndigheder i Georgia langt om længe modtaget en ordre fra Højesteret om at lade stolen gå på pension. I stedet for at blive barberet, udstoppet med bomuld og stegt levende, blev de dødsdømte nu lænket til et bord og fik en sprøjte med en række præparater, som fik deres vejrtrækning og hjerte til at holde op med at fungere, hvorefter døden i sidste ende indtraf. Boyd Spivey ville sikkert få en større dosis end de fleste. Der måtte skulle en temmelig kraftig blanding af forskellige præparater til for at gøre det af med en mand af hans størrelse.

En knitrende hosten lød fra de små højttalere på skrivebordet. Will kunne se, hvordan Boyd i det tilstødende lokale stirrede stift på Amanda, som på trods af stolen på den anden side af bordet blev stående og lænede sig op ad væggen.

Boyds stemme var overraskende høj og skinger i forhold til hans fysiske størrelse. ”Er du for bange til at tage plads over for mig?”

Will havde aldrig set Amanda bange, og den nuværende situation var ingen undtagelse. ”Jeg har ikke lyst til at være uforskammet, Boyd, men du lugter forfærdeligt.”

Han så ned. ”De lader mig kun komme i bad én gang om ugen.”

Hendes stemme havde en drillende kant. ”Hvor er det bare grusomt.”

Will tjekkede skærmen med den optagelse, hvor der var zoomet ind på Boyds ansigt. Et lille smil spillede om hans mund.

Amanda høje hæle rungede i det lille rum, da hun gik hen til stolen. Metalbenene skurrede hen over gulvet. Hun satte sig og lagde dydigt benene over kors og lod hænderne hvile i skødet.

Boyd lod blikket dvæle ved hende. ”Du ser godt ud, Mandy.”

”Jeg har haft temmelig travlt på det seneste.”

”Med hvad?”

”Har du hørt om Evelyn?”

”Vi har ikke fjernsyn herinde.”

Hun lo. ”Du vidste sikkert, at jeg ville komme på besøg, før jeg selv var klar over det. Det her sted kunne tvinge CNN til at dreje nøglen om.”

Han trak på skuldrene, som om det ikke havde noget med ham at gøre. ”Er Faith okay?”

”Hun har aldrig haft det bedre.”

”Jeg hører, at hun pløkkede dem begge med et pletskud. Et enkelt dræbende skud i hjertet.”

”En af dem blev ramt i hovedet,” sagde Amanda.

”Av for den!” svarede han og lod, som om det gøs i ham. ”Hvordan har Emma det?”

”Hun er lidt af en håndfuld. Jeg er ked af, at jeg ikke kan vise dig et billede af hende. Jeg lod min taske blive liggende i bilen.”

”De pædofile ville også bare have hugget billedet.”

”Hvilken modbydelig mangel på pli.”

Han smilede, så hun kunne se hans tænder. De var beskadigede og knækkede – en souvenir af den slags, man fik af at slås på den beskidte måde. ”Jeg kan stadig huske den dag, Faith fik udleveret sit guldskilt.” Han lænede sig tilbage i stolen, og lænkerne gled klirrende hen over gulvet. ”Ev strålede som en sol.”

”Det tror jeg, vi alle sammen gjorde,” indrømmede Amanda, og Will skrev sig bag øret, at Amanda kendte Boyd Spivey væsentligt bedre, end hun havde ladet skinne igennem i bilen. ”Hvordan har du haft det, Boyd? Behandler de dig godt nok?”

”Ja, de behandler mig okay.” Han smilede igen, men så strammede han læberne og lukkede munden. ”Beklager mine tænder. Jeg kan ikke rigtig se noget formål med at få dem ordnet.”

”De er ikke værre end stanken fra dig.”

Han så stift på hende. ”Det er længe siden, jeg har hørt en kvindes stemme.”

”Jeg er ked af at indrømme det, men det er det pæneste, en mand har sagt til mig hele året.”

Han lo. ”Det lader til at være hårde tider for os begge, hvad?”

Amanda lod øjeblikket strække sig i yderligere et par sekunder.

”Vi må velsagtens hellere tage hul på, hvorfor du er kommet,” sagde Spivey.

”Vi kan tale om lige præcis det, du har lyst til.” Hendes tonefald fortalte, at hun havde hele dagen til at tale med ham, men Boyd forstod budskabet.

”Hvem bortførte hende?” spurgte han.

”Vi tror, det var en gruppe asiater.”

Han rynkede panden. På trods af den orange fangedragt og det hul, der nu fungerede som hans hjem, var der en del af Boyd Spivey, der stadig var strisser. ”De gule har ingen magt i byen. De brune har prøvet at presse de sorte til at komme på banen igen.”

”De brune er involveret, jeg ved bare ikke hvordan.”

Han nikkede og antydede, at han forstod, hvad hun sagde, men at han heller ikke vidste, hvad han skulle lægge i det. ”De brune kan ikke lide at få snavsede hænder.”

”Lort triller nedad.”

”Har de ladet høre fra sig?” Et bevis på, at Evelyn var i live. Amanda rystede på hovedet. ”Hvad vil de have for at aflevere hende?”

”Det må du hellere fortælle mig.”

Han tav.

”Vi ved begge, at Evelyn var ren, men kan der være tale om en gengældelsesaktion?” spurgte hun.

Han stirrede ind i kameraet, før han rettede blikket ned mod sine hænder. ”Jeg kan ikke tro, at det skulle være tilfældet. Hun befandt sig under en beskyttende paraply. Uanset hvad der skete, var der ikke én eneste mand i afdelingen, som ikke var parat til at beskytte hende med sit liv. Man vender ikke ryggen til sin egen familie.”

Will havde altid været overbevist om, at Evelyn var beskyttet på begge sider af loven, men det var ikke ligefrem nogen trøst at få det bekræftet.

”Ved du godt, at Chuck Finn og Demarcus Alexander allerede er ude igen?” spurgte Amanda.

Spivey nikkede. ”Chuck er blevet boende i Syden. Demarcus er flyttet til Los Angeles, hvor hans mors familie bor.”

Amanda måtte allerede kende svaret, men alligevel spurgte hun: ”Kan de holde næserne rene?”

”Chuck har en forkærlighed for at skyde sig med heroin og supplere rusen med at ryge noget crack,” svarede Boyd. ”Han ender snart i spjældet igen, hvis han ikke bliver dræbt på gaden først.”

”Har han trådt nogen over tæerne?”

”Ikke nogen, jeg har hørt om. Chuck er så langt ude i tovene, at han indsamler andres brugte filtre for at presse de sidste sørgelige rester ud af dem, Mandy. Han er parat til at kneppe sin egen mor for et fix.”

”Og Demarcus?”

”Jeg vil tro, at han er så ren, som man kan være, når man har en plettet straffeattest.”

”Jeg hører, at han arbejder på at opnå autorisation som elektriker.”

”Det vil være godt for ham.” Boyd virkede oprigtigt glad. ”Har du talt med Hump og Hop?” Øgenavnene var en henvisning til Ben Humphrey og Adam Hopkins, Boyds to forhenværende kolleger, som afsonede deres domme i Valdosta State Prison.

Amanda valgte sine ord med omhu. ”Bør jeg tale med dem?”

”Det er da forsøget værd, men jeg tvivler på, at de stadig følger med i, hvad der sker. De har fire år tilbage. De holder sig begge fra stoffer, men jeg tror ikke, at nogen af dem vil være særlig imødekommende, når man tænker på den rolle, du spillede i forbindelse med sagerne mod dem.” Han trak på skuldrene. ”Selv har jeg jo ikke noget at miste.”

”Jeg hører, at der er kommet dato på.”

”1. september.” De tav begge, som om al luften pludselig var blevet suget ud af rummet. Boyd rømmede sig, og hans adamsæble vippede op og ned. ”Det sætter tingene lidt i perspektiv.”

Amanda lænede sig frem. ”Hvordan?”

”Som at jeg ikke kommer til at se mine børn vokse op. At jeg aldrig får en chance for at sidde med mine børnebørn i armene.” Hans hals snørede sig sammen igen. ”Jeg elskede jobbet som gadebetjent og jagten på skurkene. Jeg havde en drøm forleden nat. Vi sad i indsatsvognen, og Evelyn spillede den der tåbelige sang … du kan sikkert godt huske den …”

”’Would I Lie to You?’”

”Annie Lennox. Jeg hørte den fuldstændig tydeligt og klart. Jeg kunne stadig høre sangen, da jeg vågnede. Den dunkede i mit hoved, selvom jeg ikke har hørt musik i … hvad? … fire år?” Han rystede bedrøvet på hovedet. ”Det er ligesom at være afhængig, ikke? Man brager gennem døren, rydder stedet for lort, og så står man op næste morgen og gør det samme igen.” Han holdt hænderne så langt ud til siden, som lænkerne lod ham gøre det. ”Betalte de os for det lort? Hold kæft, det var i virkeligheden os, der burde have betalt dem.”

Amanda nikkede, og Will tænkte på, hvordan det var lykkedes dem at skrabe masser af penge til sig på anden vis.

”Jeg burde være et godt menneske,” sagde Boyd, ”men det her sted …” Han lod et blik glide rundt i rummet. ”Det forpester sjælen.”

”Hvis du havde holdt din sti ren, ville du have været ude nu.”

Han stirrede tomt ind i væggen bag hende. ”De har det på bånd … da jeg overfaldt dem.” Der var ingen glæde i det smil, der bredte sig om hans mund nu, kun mørke og tab. ”I mit eget hoved foregik det på en anden måde, men de afspillede båndet under retssagen. Optagelserne fra et overvågningsbånd lyver ikke, vel?”

”Nej.”

Han måtte rømme sig to gange, før han kunne fortsætte. ”Fyren hamrede løs på vagten med de bare næver og snoede et håndklæde om halsen på ham. Hans øjne lynede som en galnings, og han råbte og skreg som et forbandet dyr. Det fik mig til at tænke på min tid på gaden. Alle de skurke, jeg havde slået til mod – alle de mænd, jeg betragtede som uhyrer – men så kastede jeg et ekstra blik på manden på båndet, uhyret der gik til angreb på vagten, og det gik op for mig, at det var mig.” Hans stemme var ikke andet end en hvisken. ”Det var mig, der gennembankede ham. Det var mig, der slog de to mænd ihjel … på grund af hvad? Det var på det tidspunkt, jeg erkendte, at jeg havde forvandlet mig til præcis det, jeg havde kæmpet imod i alle disse mange år.” Han snøftede. Der var tårer i hans øjne. ”Man bliver det, man hader.”

”Undertiden, ja.”

Will kunne ikke gennemskue, om Boyd havde medlidenhed med de mænd, han havde slået ihjel, eller om han havde ondt af sig selv. Der var sikkert tale om en blanding. Alle ved, at de før eller siden skal dø, men Boyd Spivey kendte både dato og klokkeslæt. Han kendte den måde, han skulle dø på. Han vidste, hvornår han ville indtage sit sidste måltid, gå på toilettet for sidste gang, bede sin sidste bøn. Og så ville de komme og hente ham, og han ville være nødt til at rejse sig og på sine egne ben slæbe sig hen til det sidste sted, han nogensinde ville se.

Boyd måtte rømme sig igen, før han kunne fortsætte. ”Jeg hører, at de gule har trukket sig ned langs motorvejen. Du burde tage dig en snak med Ling-Ling i Chambodia.” Will genkendte ikke navnet på manden, men han vidste, at Chambodia var den betegnelse, der blev benyttet om det stykke af Buford Highway, som lå inden for Chamblees bygrænse. Området var et mekka for asiatiske og latinamerikanske indvandrere. ”Du kan ikke gå direkte til de gule. Ikke uden en invitation. Sig til Ling-Ling, at Spivey sagde, at du skulle gå stille med dørene.” Hun skulle med andre ord holde sin kæft. ”Pas på ryggen. I mine ører lyder det, som om det her er ved at komme ud af kontrol.”

”Ellers noget?”

Will så Boyds mund bevæge sig, men han kunne ikke tyde ordene. ”Kunne du høre, hvad han sagde?” spurgte han vagten.

Vagten rystede på hovedet. ”Aner det ikke. Det så nærmest ud, som om han sagde ’amen’ eller noget i den retning.”

Will tjekkede Amandas reaktion. Hun nikkede.

”Okay.” Boyds tonefald fortalte, at de var færdige. Han fulgte Amanda med øjnene, da hun rejste sig fra stolen. ”Ved du, hvad jeg savner mest?” spurgte han.

”Nej, hvad?”

”At rejse mig, når der kommer en dame ind ad døren.”

”Du har altid haft gode manerer.”

Han smilede og blottede sine flækkede tænder. ”Pas godt på dig selv, Mandy. Sørg for, at Evelyn kommer sikkert hjem til sine kære.”

Hun trådte rundt om bordet og stillede sig en lille meter fra Boyd. Will mærkede sin mave snøre sig sammen. Vagten ved siden af ham spændte i hele kroppen. Men der var ingen grund til bekymring. Amanda lagde blot en hånd på Boyds kind et øjeblik, før hun forlod rummet.

”For helvede,” stønnede vagten. ”Forrykte kælling.”

”Pas lidt på med, hvad du siger, makker,” advarede Will ham. Det var muligt, at Amanda var en forrykt kælling, men hun var hans forrykte kælling. Han åbnede døren og mødtes med Amanda på gangen. Kameraerne havde ikke været rettet mod hendes ansigt, men nu kunne han se, at hun havde svedt i det lille, trange og lufttomme rum. Eller måske var det Boyd, der havde fremkaldt reaktionen.

De to vagter indtog omgående deres pladser på hver sin side af dem. Bag Amanda så Will Boyd blive ført hen ad gangen med hænder og ben i lænker. Der gik kun én vagt ved hans side – en lille mand, hvis hånd knap ville kunne nå rundt om fangens arm.

Amanda vendte sig og fulgte Boyd med øjnene, indtil han forsvandt om det nærmeste hjørne. ”Det er mænd som ham, der får mig til at ønske, at den elektriske stol bliver taget i brug igen.”

Vagterne lo højt, og deres dybe latter rungede på gangen. Amanda havde været forholdsvis tilbageholdende over for Spivey, og nu havde hun brug for at lade dem vide, at det hele bare var skuespil fra hendes side. Hendes opførsel i det trange rum havde været temmelig overbevisende. Et øjeblik havde Will været lige ved at lade sig narre, selvom Amandas svar – den ene gang, hvor han havde hørt hende udtale sig om dødsstraf – havde været, at det eneste problem, hun havde med dødsstraf, var, at henrettelsen ikke gik hurtigt nok.

”Ma’am?” spurgte en af vagterne og nikkede hen mod døren i den modsatte ende af gangen.

”Mange tak.” Amanda fulgte efter vagten hen mod udgangen. Hun kastede et blik på sit ur og sagde til Will: ”Klokken nærmer sig fire. Vi har mindst halvanden time tilbage til Atlanta, selv hvis vi er heldige. Valdosta ligger to en halv times kørsel mod syd, men det vil sikkert snarere tage fire timer på grund af trafikken. Vi vil aldrig kunne nå at komme derned i tide til at aflægge et besøg. Jeg kan godt trække i et par snore, men jeg kender ikke den nye inspektør, og selv hvis jeg gjorde, tvivler jeg på, at han ville være tåbelig nok til at hive to indsatte ud af deres celler i et topsikret fængsel så sent om aftenen.” Fængsler blev drevet efter et fasttømret skema, og alt, der ændrede ved rutinerne, rummede en risiko for at få voldeligheder til at blusse op.

”Vil du stadig gerne have, at jeg gennemgår mine sagsmapper fra efterforskningen?” spurgte Will.

”Selvfølgelig.” Hun sagde det, som om der aldrig havde været nogen tvivl om, at de skulle tale nærmere om den efterforskning, der endte med, at Evelyn Mitchell blev tvunget til at gå på pension. ”Mød op på mit kontor klokken fem i morgen tidlig. Vi kan tale om sagen på turen ned til Valdosta. Det er omkring tre timer hver vej. Det burde ikke tage os mere end en halv time hver at tale med Ben og Adam, hvis de da overhovedet vil tale med os. Det betyder, at vi kan være tilbage i byen senest ved middagstid, så vi kan tale med Miriam Kwon.”

Will havde næsten glemt alt om den døde mand i bryggerset. Men han kunne ikke glemme, hvordan Amanda bare var skøjtet let og elegant hen over den kendsgerning, at hun kendte Boyd Spivey så godt, at han kaldte hende Mandy. Will måtte gå ud fra, at Ben Humphrey og Adam Hopkins var på lige så venskabelig fod med hende, hvilket betød, at Amanda endnu en gang var i færd med at arbejde på sin egen sag inden for rammerne af en større og mere overordnet sag.

”Jeg foretager et par opringninger til deres værger i Memphis og Los Angeles for at høre lidt nærmere om Chuck Finn og Demarcus Alexander. Vi kan ikke gøre andet end at sende dem en besked, hvor vi lader dem vide, at Evelyn er i vanskeligheder, og at vi er villige til at lytte, hvis de er villige til at snakke.”

”De var alle meget loyale over for Evelyn.”

Hun standsede ved døren og ventede på, at vagten fandt nøglen. ”Ja, det var de.”

”Hvem er Ling-Ling?”

”Det kommer vi til.”

Will åbnede munden for at sige noget, men i det samme skar lyden af et skingert alarmsignal gennem luften. Alarmlamperne blinkede. En af vagterne greb fat om Wills arm, men Will trak instinktivt armen til sig. Det var tydeligt, at Amanda havde reageret på samme måde, men hun lod det ikke blive ved det. Hun begyndte at løbe hen ad gangen, så hendes hæle klikkede højt og rungende på klinkegulvet. Will løb efter hende. Han rundede et hjørne og var lige ved at vælte direkte ind i hende, fordi hun i det samme standsede brat.

Amanda sagde ikke en lyd. Hun hverken gispede eller skreg. Hun greb bare ud efter Wills arm og borede neglene gennem stoffet på hans T-shirt.

Boyd Spivey lå på gulvet for enden af gangen. Hans hoved var vredet ud til siden i en unaturlig vinkel. Vagten ved siden af ham blødte fra en stor flænge på tværs af halsen. Will gik hen til manden. Han lod sig falde ned på knæ og pressede hænderne ned mod såret i et forsøg på at standse blødningen. Men det var for sent. En større blodpøl havde allerede samlet sig på gulvet under hans hoved og lignede nærmest en skæv glorie. Manden stirrede stift på Will. Først var hans øjne fulde af panik, men et øjeblik efter rummede de ingen verdens ting.