KAPITEL 5

Faith tog farten af Minien, da hun nærmede sig sit hus. Klokken havde passeret otte om aftenen. Hun havde tilbragt de sidste seks timer med om og om igen at gennemgå det, der var sket i hendes mors hus, og igen og igen hun havde fortalt de samme detaljer, mens hendes advokat, hendes tillidsmand, tre betjente fra Atlanta Politi og en specialagent fra GBI stillede spørgsmål, tog notater og mere eller mindre fik hende til at føle sig som en forbryder. På et vist plan var det forståeligt, at de troede, at Faith var involveret i årsagen til, at hendes mor var blevet kidnappet. Evelyn havde været strisser. Faith var strisser. Evelyn havde skudt og dræbt en mand, og Faith havde skudt to mænd – to mulige vidner – tilsyneladende med koldt blod. Evelyn var savnet. Hvis Faith havde siddet på den anden side af bordet, ville hun sikkert også selv have stillet de samme spørgsmål.

Havde hun nogen fjender? Havde hun nogensinde taget imod bestikkelse? Havde nogen nogensinde henvendt sig til hende for at få hende til at foretage sig noget ulovligt? Havde hun nogensinde taget imod penge eller gaver for at vende blikket den anden vej?

Men Faith sad ikke på den anden side af bordet, og uanset hvor grundigt hun ransagede sin hjerne, kunne hun ikke komme i tanker om én eneste grund til, at nogen skulle kidnappe hendes mor. Det værste ved at være spærret inde i forhørslokalet var, at hvert eneste sekund, der tikkede forbi, blev Faith mindet om, at fem dygtige politifolk spildte tiden i det lufttomme forhørslokale, mens de i stedet burde være ude for at lede efter hendes mor.

Hvem kunne tænkes at have gjort det? Havde Evelyn nogen fjender? Hvad var de på jagt efter?

Faith vidste lige så lidt nu, som da afhøringen begyndte.

Hun trak ind til kantstenen foran huset. Lyset var tændt i alle rummene, hvilket hun aldrig nogensinde selv ville have tilladt. Huset lignede en juledekoration. En eksklusiv og dyr juledekoration. Fire biler holdt i indkørslen. Hun genkendte Jeremys gamle Impala, som han havde købt af Evelyn, da hun havde anskaffet sig den nye Malibu, men de to varevogne og den sorte Corvette kendte hun ikke.

”Shh …” sagde hun for at tysse på Emma, der var begyndt at blive urolig i det øjeblik, hun slukkede motoren. Stik imod alle love og enhver fornuft havde Faith anbragt Emma på forsædet ved siden af sig. Køreturen fra mrs. Levys hus tog ikke mere end et par minutter, men det var ikke så meget dovenskab som en stor trang til nærhed, der havde fået hende til at placere stolen på forsædet. Hun løftede Emma op i armene og holdt hende tæt ind til kroppen. Den lille piges hjerte bankede i en beroligende og regelmæssig rytme mod hendes bryst. Hendes vejrtrækning var rolig og lød som papirservietter, der blev trukket ud af en æske.

Faith længtes efter at se sin mor. Hun længtes efter at støtte hovedet på Evelyns skulder og blive klappet på ryggen af hendes senede og stærke hænder, mens hun hviskede til hende, at alt var godt igen. Hun længtes efter at høre sin mor drille Jeremy med hans lange hår og se hende give Emma en ridetur på knæet. Men mest af alt længtes hun efter at tale med hende om den frygtelige dag, det havde været … og høre hendes råd om, hvorvidt hun skulle stole på sin tillidsmand, der sagde, at hun ikke havde brug for en advokat, eller om hun hellere skulle høre på advokaten, som fortalte, at tillidsmanden var alt for sammenspist med Atlanta Politi.

”Åh, gud,” stønnede hun mod Emmas hals. Faith længtes desperat efter sin mor.

Tårerne pressede sig på, og for en gangs skyld prøvede hun ikke at holde dem tilbage. For første gang, siden hun var trådt ind i sin mors hus for adskillige timer siden, var hun alene. Hun var ved at segne af træthed og længtes efter at kunne gøre det. Men Jeremy havde også brug for sin mor. Han havde brug for, at hun var stærk. Hendes søn havde brug for at stole på hende, når hun fortalte, at hun ville gøre alt, hvad der stod i hendes magt for at sikre, at hans mormor vendte sikkert hjem.

At dømme efter bilerne var der mindst tre politifolk, der ventede indenfor sammen med hendes søn. Jeremy havde grædt, da hun ringede til ham fra stationen – forvirret, bekymret og skrækslagen på grund af det, der var sket med både hans mormor og mor. Faith havde genkaldt sig Amandas advarsel. Da de stod i mrs. Levys stue, havde Faith været overrasket over Amandas omfavnelse, men ikke over de formanende ord, hun havde hvisket: ”Du har to minutter til at tage dig sammen. Hvis disse mænd ser dig græde, vil du i deres øjne ikke være andet end et udueligt kvindemenneske i resten af din karriere.”

Somme tider tænkte Faith, at Amanda stadig kæmpede en kamp, der var blevet udkæmpet for mange år siden, men indimellem erkendte hun også, at hendes chef havde ret. Faith tørrede øjnene med håndryggen. Hun skubbede bildøren op og tog sin taske over skulderen. Emma rørte uroligt på sig, da de kom ud i den kølige luft. Faith trak tæppet til omkring hende og pressede læberne mod sin datters hoved. Hendes hud var varm, og de fine hår kildede på Faiths læber, da hun fortsatte ind ad indkørslen.

Hun tænkte på alle de ting, hun skulle igennem, før hun kunne få lov til at gå i seng. Hun ville være nødt til at rydde op i huset, uanset omstændighederne. Emma skulle lægges i seng. Jeremy ville have brug for at blive beroliget … og sikkert også for at få serveret aftensmad. Hun ville være nødt til at ringe til sin bror Zeke på et tidspunkt. Hvis der var nogen barmhjertighed til, befandt han sig lige nu i et fly et sted over Atlanten og var på vej hjem fra Tyskland, så hun ikke behøvede at tale med ham i aften. Forholdet mellem dem havde aldrig været godt. Heldigvis havde Amanda taget sig af alle de nødvendige telefonopkald, for ellers ville Faith have været nødt til at spilde det meste af eftermiddagen på at råbe og skrige ad Zeke i stedet for at tale med Atlanta Politi. Hun mærkede en lille flig af lettelse, da hun fortsatte op ad fortrappen. Kun truslen om at skulle tale med Zeke kunne få det, hun havde tilbragt de sidste seks timer med, til at virke tillokkende. Netop som hun rakte hånden frem mod håndtaget, blev døren flået op indefra.

”Hvor helvede har du været?”

Faith stirrede måbende på sin bror Zeke. ”Hvordan er du …”

”Hvad er der sket, Faith? Hvad har du gjort?”

”Hvordan …” Faith følte sig ude af stand til at formulere en hel sætning.

”Fald lidt ned, ikke?” Jeremy skubbede sig forbi sin onkel og løftede Emma ud af armene på Faith. ”Er du okay, mor?”

”Ja, jeg har det fint,” sagde hun, men det var Zeke, der havde hendes opmærksomhed. ”Er du kommet fra Tyskland?”

”Han bor i Florida nu,” indskød Jeremy og trak Faith med ind i huset. ”Har du fået noget at spise? Jeg kan lave noget mad til dig.”

”Ja … jeg mener nej. Jeg er ikke sulten.” Hun holdt op med at bekymre sig om Zeke et øjeblik og koncentrerede sig om sin søn. ”Er du okay?”

Han nikkede, men hun kunne se, at han kæmpede for at tage sig sammen.

Faith prøvede at trække ham ind til sig, men han lod sig ikke rokke ud af stedet. Det skyldtes sikkert, at Zeke holdt øje med selv deres mindste bevægelser. ”Jeg vil gerne have, at du sover her i nat,” sagde hun til Jeremy.

Han trak på skuldrene. Ikke noget problem. ”Selvfølgelig.”

”Vi skal nok få hende hjem igen, Jaybird. Det lover jeg.”

Jeremy så ned på Emma, der rørte uroligt på sig i hans arme. ”Jaybird” var det navn, Evelyn altid havde kaldt ham, indtil hele hans klasse en dag havde hørt det og bagefter havde drillet ham, til han brød sammen i gråd. ”Tante Mandy sagde det samme, da hun ringede. At hun nok skal få mormor tilbage.”

”Og du ved, at tante Mandy ikke lyver.”

Han prøvede at lave sjov med det. ”Jeg vil nødig være en af kidnapperne, når hun får fingrene i dem.”

Faith lagde en hånd på Jeremys kind. Han havde skægstubbe nu, hvilket hun aldrig ville vænne sig til. Hendes lille dreng var højere end hende, men hun vidste, at han ikke var lige så stærk. ”Mormor er sej. Du ved, at hun er en fighter. Og du ved, at hun vil gøre alt for at komme hjem til dig. Hjem til os.”

Zeke fnyste hånligt, og Faith sendte ham et lynende blik over skulderen på Jeremy. ”Victor vil gerne have, at du ringer til ham,” sagde Jeremy. ”Du kan godt huske Victor, ikke?”

Victor Martinez var det sidste menneske på jorden, hun havde lyst til at tale med lige nu. Hun så på Jeremy. ”Vil du ikke være sød at putte Emma for mig? Og sluk noget af alt det lys, der brænder overalt. Jeg har ikke lyst til at aflevere hele min løn til elselskabet.”

”Du lyder ligesom morfar.”

”Smut med dig.”

Jeremy så på Zeke og tøvede med at gå. Hans instinkter havde altid fået ham til at beskytte Faith.

”Nu,” sagde hun og skubbede ham hen mod trappen.

Zeke udviste i det mindste så meget anstændighed, at han ventede, til Jeremy var uden for hørevidde. Han lagde armene over kors og pustede sin allerede store brystkasse op. ”Hvad helvede er det for noget rod, du har fået mor ud i?”

”Det er også dejligt at se dig.” Hun maste sig forbi ham og gik hen ad gangen mod køkkenet. På trods af, hvad Faith lige havde sagt til Jeremy, havde hun ikke fået noget særligt at spise siden klokken to, og hun kunne mærke den velkendte dunkende hovedpine og en bølgende kvalme, der fortalte, at et eller andet ikke var helt, som det burde være.

”Hvis der sker noget med mor …”

”Hvad så, Zeke?” spurgte Faith, mens hun snurrede rundt på hælen og så stift på sin bror. Han havde altid trynet hende, og ligesom det var tilfældet med alle andre mennesker af hans slags, kunne man kun hamle op med dem ved at give igen af samme skuffe. ”Hvad har du tænkt dig at gøre? Smide mine dukker ud? Give mig en fransk manchet?”

”Jeg har ikke …”

”Jeg har tilbragt de sidste seks timer med at blive ristet over en sagte ild af en flok røvhuller, der troede, at det var mig, der fik min mor kidnappet og derefter begyndte at skyde løs for min egen fornøjelses skyld. Jeg har ikke brug for at høre det samme pis fra mit røvhul af en bror.”

Hun drejede om på hælen igen og fortsatte hen mod køkkenet. Der sad en rødhåret ung mand ved hendes køkkenbord. Han havde taget jakken af. En Smith & Wesson M&P hang ud af hans taktisk velplacerede skulderhylster som en sort tunge. Stropperne var spændt stramt om hans bryst og fik skjorten til at pose ud omkring dem. Han sad og bladrede i et katalog fra Lands’ End, som hun havde modtaget med posten dagen før, mens han lod, som om han ikke havde hørt Faith råbe og skrige et øjeblik før. Han rejste sig, da hun kom ind ad døren. ”Agent Mitchell, mit navn er Derrick Connor, og jeg kommer fra Atlanta Politis afdeling for gidselforhandlinger.”

”Tak, fordi du er her.” Hun håbede, at hun lød oprigtig. ”Jeg går ud fra, at ingen har ringet?”

”Nej, ma’am, det er korrekt.”

”Noget nyt?”

”Nej, ma’am, men De vil være den første, der får besked.”

Det tvivlede Faith dog alvorligt på. Den unge rødhårede mand var der ikke kun for at tage telefonen. Indtil han fik besked på andet af sine overordnede, hang der stadig en mørk sky over hovedet på Faith. ”Er der andre betjente i huset?”

”Min kollega Taylor. Han holder øje med området rundt om huset. Jeg kan hente ham, hvis De gerne …”

”Jeg vil bare gerne være alene.”

”Ja, ma’am. Jeg vil være lige udenfor, hvis De får brug for mig.” Connor nikkede til Zeke, før han forsvandt ud gennem glasskydedøren.

Faith stønnede og satte sig ved bordet. Hun havde det, som om hun havde stået op i timevis, selvom hun havde siddet på en stol det meste af dagen. Zeke stod stadig med korslagte arme og blokerede døren, som om han troede, hun kunne finde på at stikke af.

”Er du stadig ansat i luftvåbnet?” spurgte hun.

”Jeg blev overflyttet til Eglin for fire måneder siden.”

Lige omkring det tidspunkt, hvor Emma var blevet født. ”I Florida?”

”Ja, det var da der, basen lå, da jeg tjekkede det sidst.” Det var tydeligt, at hendes spørgsmål kun gjorde ham endnu mere oprevet. ”Jeg er midt i et fjorten dages ophold på VA-hospitalet på Claremont. Det var et held, at jeg helt tilfældigt var i byen, for ellers ville Jeremy have været alene hele dagen.”

Faith stirrede på sin bror. Zeke Mitchell havde altid lignet en mand, der stod ret. Selv da han var ti år, havde han opført sig, som om han allerede var blevet optaget i luftvåbnet … eller sagt på en anden måde var det nærmest, som om han var født med en lang metalstang i røven.

”Ved mor, at du er i Georgia?” spurgte Faith.

”Ja, selvfølgelig gør hun det. Vi skulle spise middag sammen i morgen aften.”

”Og I overvejede ikke at fortælle det til mig?”

”Jeg havde ikke brug for et drama.”

Faith sukkede tungt og lænede sig tilbage i stolen. Okay, Zeke havde lige sagt det ord, der mere end noget andet definerede forholdet mellem dem. Faith havde bragt drama ind i Zekes sidste år i high school ved at blive gravid. Hendes drama havde tvunget ham til at forlade skolen før tid, gå ind i militæret og give dem ti år af sit liv. Der havde været endnu mere drama, da hun besluttede sig for at beholde Jeremy, og da hun havde grædt som pisket til deres fars begravelse, havde dramaet fra hendes side ifølge Zeke mistet enhver form for jordforbindelse.

”Jeg har fulgt med i nyhederne.” Han sagde det som en anklage.

Faith skubbede sig op fra bordet. ”Så ved du også, at jeg har skudt og dræbt to mænd i dag.”

”Hvor var du?”

Hun rystede på hænderne, da hun åbnede et skab og fandt en energibar. Hun havde sagt det, som om det var en helt ordinær begivenhed, at hun havde dræbt to mænd tidligere på dagen. Under afhøringen havde hun bemærket, at jo mere, hun talte om begivenhederne, jo mere bedøvet følte hun sig i forhold til den virkelighed, der lå bag hendes handlinger, så da hun nu gentog sig selv endnu en gang, følte hun overhovedet ingenting.

”Jeg stillede dig et spørgsmål, Faith,” sagde Zeke. ”Hvor var du, da mor havde brug for dig?”

”Ja, hvor var du?” Hun smed energibaren fra sig på bordet. Hele hendes hoved sejlede. Hun burde tjekke sit blodsukker, før hun spiste noget. ”Jeg var på kursus.”

”Du kom for sent.”

Hun gik ud fra, at han bare gættede. ”Jeg kom ikke for sent.”

”Jeg talte med mor i formiddags.”

Faith mærkede sine sanser skærpes. ”Hvornår? Har du fortalt det til politiet?”

”Ja, selvfølgelig har jeg fortalt det til politiet. Jeg talte med hende omkring middagstid.”

Faith var ankommet til sin mors hus mindre end to timer senere. ”Virkede hun okay? Hvad sagde hun?”

”Hun sagde, at du endnu en gang var for sent på den, Faith. Som altid. Det er jo sådan, det er. Hele verden drejer omkring dig og dine planer.”

”For helvede,” hviskede hun. Hun kunne ikke holde det ud lige nu. Hun var blevet suspenderet fra sit job i guderne måtte vide hvor lang tid. Hendes mor var muligvis død. Hendes søn var knust, og hun kunne ikke få fred fra sin bror længe nok til at få sin vejrtrækning under kontrol. Følelsen af stress blev kun yderligere forværret af, at det føltes, som om hendes hoved var anbragt i en skruestik. Hun ledte efter blodsukkerapparatet i sin taske. Det ville ikke ligefrem hjælpe, hvis hun gik i koma lige nu, hvor hun var i politiets søgelys.

Hun lagde blodsukkerapparatet på bordet. Hun hadede, når nogen så på, mens hun tjekkede sit blodsukker, men det lod ikke til, at Zeke havde tænkt sig at give hende et øjeblik alene. Hun skiftede kanylen i pennen og åbnede en vådserviet. Zeke vågede over hende som en høg. Han var læge. Hun kunne næsten høre, hvordan hans hjerne registrerede alle de ting, hun gjorde forkert.

Hun pressede et par dråber ud på den lille strimmel. Et tal blinkede på skærmen, og hun viste den til Zeke, fordi hun vidste, at han alligevel ville spørge.

”Hvornår har du sidst spist?” spurgte han.

”Jeg fik nogle kiks på stationen.”

”Det er ikke nok.”

Hun rejste sig og åbnede køleskabet. ”Det ved jeg godt.”

”Tallet ligger meget højt. Sikkert på grund af stress.”

”Det ved jeg også godt.”

”Hvad var din sidste langtidsprøve?”

”6,1.”

Han satte sig ved bordet. ”Det er ikke slemt.”

”Nej,” svarede hun, mens hun tog sin insulin ud af køleskabet. Tallet var faktisk kun en brøkdel over hendes mål, hvilket reelt var fandens flot i lyset af, at hun lige havde født.

”Tror du virkelig på det, du sagde før?” Han tav et øjeblik, og hun kunne se, at det var en overvindelse for ham at stille spørgsmålet. ”Tror du virkelig på, at vi får hende tilbage?”

Hun satte sig igen. ”Jeg ved det ikke.”

”Var hun kommet til skade?”

Faith rystede på hovedet og trak på skuldrene på samme tid. Politiet delte heller ikke deres oplysninger med hende.

Zekes brystkasse rejste sig og faldt tungt sammen igen. ”Hvorfor er nogen interesserede i at bortføre hende? Er du …” For en gangs skyld prøvede han at være følsom. ”Er du rodet ud i noget?”

”Hvorfor skal du hele tiden opføre dig som en idiot?” Hun regnede ikke med at få et svar. ”Mor var chef i narkopolitiet i femten år, Zeke. Hun skabte sig mange fjender. Det var en del af jobbet. Og du ved, at der blev iværksat en efterforskning, som var rettet mod hende. Du ved, hvorfor hun gik på pension.”

”Det er fire år siden.”

”Der er ingen tidsmæssig begrænsning på den slags. Måske var der nogen, der besluttede sig for, at der var noget bestemt, de ville have ud af hende.”

”Som hvad? Penge? Hun har ingen penge. Jeg styrer alle hendes banksager. Hun har sin egen pension, en del af fars pension og ikke andet. Hun modtager ikke engang hjælp fra det offentlige endnu.”

”Der må være en forbindelse til sagen.” Faith trak insulinen op i kanylen. ”Alle hendes nærmeste medarbejdere røg i fængsel. Der var mange ubehagelige mennesker rundt omkring, der blev rasende, da de så, at de betjente, de havde købt og betalt, bare forsvandt ud af billedet og ikke kunne være med i legen længere.”

”Tror du, at nogle af mors drenge er involveret?”

Faith rystede på hovedet. Evelyns team var altid blevet omtalt som ”mors drenge” – specielt fordi det var lettere at holde styr på dem på den måde. ”Jeg har ingen anelse om, hvem der er involveret eller hvorfor.”

”Er I begyndt at kigge på de gamle sager og tale med fjenden?”

”Fjenden? Jeg er ikke ansat i militæret!” Faith løftede en anelse op i skjorten, så hun kunne stikke sig i maven med kanylen. Hun mærkede ikke noget øjeblikkeligt sus i kroppen. Det var ikke sådan, medicinen virkede. Alligevel lukkede hun øjnene og ventede på, at kvalmen aftog. ”Jeg er blevet suspenderet, Zeke. De tog mit politiskilt og min tjenestepistol og bad mig om at tage hjem. Sig til mig, hvad du gerne vil have mig til at gøre.”

Han foldede hænderne på bordet og stirrede på sine tommelfingre. ”Kan du ikke ringe lidt rundt og tale med forskellige kilder? Jeg ved det ikke, Faith. Du har været strisser i tyve år. Er der ikke nogen, der skylder dig en tjeneste?”

”Femten år, og der er ingen, jeg kan ringe til. Jeg dræbte to mænd i dag. Så du ikke, hvordan ham strisseren så på mig? De tror, jeg er involveret i det her. Ingen af dem vil gøre mig en tjeneste.”

Han bed tænderne hårdt sammen. Han var vant til, at hans ordrer blev fulgt. ”Mor har stadig nogle gode venner.”

”Og de sidder sikkert og skider i bukserne lige nu, fordi de er bange for, at det, som hun er rodet ud i – og som fik hende kidnappet – også vil slå tilbage på dem.”

Han brød sig ikke om det, hun sagde, og sad med hagen presset ned mod brystet. ”Okay. Der er velsagtens ikke noget, du kan gøre. Vi er hjælpeløse, og det samme er mor.”

”Amanda har ikke tænkt sig bare at lade stå til uden at gøre noget.”

Zeke fnyste hånligt. Han havde aldrig kunnet lide Amanda. Det var én ting, at hans lillesøster prøvede at koste rundt med ham, men han havde ingen intentioner om at lade nogen uden for familien gøre det. Det var en underlig reaktion i lyset af, at både Zeke, Faith og Jeremy gennem hele deres opvækst havde kaldt hende tante Mandy – en hengiven tiltaleform, som Faith var sikker på ville have kostet hende jobbet, hvis hun havde brugt den i dag. De havde altid betragtet Amanda som en del af familien. Forholdet mellem Amanda og Evelyn var så tæt, at hun på visse tidspunkter havde fungeret som hendes stedfortræder.

Men hun var stadig Faiths boss, og hun stod stadig med begge ben placeret hårdt på skuldrene af Faith – akkurat som det var tilfældet for alle andre, der arbejdede for hende. Eller kom i kontakt med hende. Eller smilede til hende på gaden.

Faith åbnede energibaren og tog en stor bid af den. Hendes gumlen var den eneste lyd i køkkenet. Hun havde lyst til at lukke øjnene, men hun var bange for de billeder, der ville dukke op. Hendes mor, kneblet og bundet på hænder og fødder. Jeremys rødrandede øjne. Det blik, politifolkene havde set på hende med i dag, som om stanken fra hendes involvering i sagen ikke var til at holde ud.

Zeke rømmede sig. Hun troede, at fjendtligheden mellem dem var drevet over, men hans kropsholdning fortalte en anden historie. Hvis der var én konstant faktor i hendes liv, var det Zekes vedvarende følelse af moralsk overlegenhed.

Hun prøvede at få det overstået. ”Hvad er der?”

”Ham Victor virkede overrasket over at høre om Emma. Han ville gerne vide, hvor gammel hun var, og hvornår hun blev født.”

Faith prøvede at synke en klump. ”Har Victor været her? Her i huset?”

”Du var her jo ikke, Faith. En eller anden måtte jo være hos din søn, indtil jeg kom.”

Den kæde af forbandelser, der dannede sig i Faiths hoved, var sikkert værre end de værste eder, Zeke havde hørt, når han syede sårede soldater sammen i Ramstein.

”Jeremy viste ham et billede af hende,” sagde han.

Faith prøvede at synke igen. Det føltes, som om hendes hals var fuld af rustne søm.

”Emma har hans farver.”

”Jeremys?”

”Er det et bestemt mønster, du holder dig til? Du foretrækker måske at være ugift mor?”

”Hey, var der ingen, der fortalte dig, da du kom hjem, at Ronald Reagan ikke er præsident længere?”

”For helvede, Faith. Prøv at være alvorlig for en gangs skyld. Manden har ret til at vide, om han er blevet far.”

”Tro mig, Victor er ikke interesseret i at være far.” Manden kunne ikke engang finde ud af at samle sine snavsede sokker op fra gulvet eller huske at slå toiletbrættet ned. Guderne måtte vide, hvad han ville glemme, hvis han skulle tage sig af et spædbarn.

”Han har ret til at vide det,” gentog Zeke.

”Godt, og nu ved han det så.”

”Hvor er det betryggende, Faith. Så længe du bare er lykkelig, ikke?”

Ethvert normalt menneske ville være vendt om på hælen øjeblikket efter at have leveret den sidste bemærkning, men Zeke Mitchell havde aldrig været typen, der trak sig ud af et skænderi. Han sad bare og stirrede på hende, som om han prøvede at tvinge hende til at hidse sig op igen. Faith søgte tilflugt i et gammelt mønster. Hvis Zeke havde tænkt sig at opføre sig, som om han var ti år, ville hun også gøre det. Hun ignorerede hans tilstedeværelse, bladrede i kataloget fra Lands’ End og flåede siden med de underbukser, som Jeremy altid gik med, ud, så hun kunne bestille nogle nye til ham senere.

Hun bladrede videre til termojakkerne, og Zeke vippede tilbage på stolen og stirrede ud ad vinduet.

Anspændtheden mellem dem var ikke noget nyt. Faiths egoisme var en gammel klassiker, når Zeke hakkede på hende. Som altid accepterede hun hans kritik som en del af sin bod. Han havde god grund til at hade hende. Man kunne ikke bede en attenårig dreng, der lige havde fundet ud af, at hans fjortenårige søster var gravid, om bare at affinde sig med det og komme videre. Især da Jeremy blev ældre, og Faith forstod, hvordan det var for teenagedrenge – at deres tilværelse ikke bare var den dans på roser, hun havde troet, da hun selv var teenager – havde Faith følt en nagende skyld på grund af det, hun havde gjort mod sin bror.

Uanset hvor svært det havde været for hendes far, som var blevet bedt om at holde sig væk fra sin bibelkreds, og hendes mor, der var blevet lagt på is af stort set alle de andre kvinder i kvarteret, var Zeke blevet trukket gennem et helt specielt helvede på grund af Faiths uventede graviditet. Mindst én gang om ugen var han kommet hjem fra skole med en blodig næse eller et blåt øje. Når de havde udspurgt ham om, hvad der var sket, havde han nægtet at fortælle noget om det. Han havde snerret ad Faith ved middagsbordet. Han havde set på hende med væmmelse, når hun gik forbi hans værelse. Han hadede hende for det, hun havde gjort mod familien, men alligevel havde han aldrig kunnet affinde sig med det, hvis andre lod et kritisk ord falde om hende.

Ikke fordi hun kunne huske ret meget fra den tid. Selv nu føltes det som én lang og ulidelig tåge af savlende selvmedlidenhed. Det var svært at forstå, at så mange ting havde forandret sig på tyve år, men Atlanta – eller i det mindste den del af den, Faith færdedes i – havde føltes som en meget mindre by dengang. Folk red stadig højt på Reagan/Bush-bølgen af konservative værdier, og Faith var en forkælet og egoistisk teenager, da det skete. Hun havde ikke kunnet fokusere på andet, end hvor elendigt hendes eget liv var. Hendes graviditet var et resultat af hendes første – og, hvilket hun på daværende tidspunkt højtideligt lovede sig selv, sidste – seksuelle eskapade. Drengens forældre havde straks sørget for at flytte ham til en anden stat. Der blev ikke holdt nogen fødselsdagsfest, da hun fyldte femten. Hendes venner vendte ryggen til hende. Jeremys far havde aldrig skrevet eller ringet. Hun havde været nødt til at besøge læger, som stillede spørgsmål og undersøgte hende. Hun havde været konstant træt og i dårligt humør, og hun havde fået hæmorider og haft konstante rygsmerter, og det havde gjort ondt overalt i kroppen, når hun bevægede sig.

Faiths far havde været meget væk. Han havde pludselig været nødt til at tage ud på en masse forretningsrejser, selvom det aldrig tidligere havde været en del af hans jobbeskrivelse. Kirken havde været hele kernen i hans liv, men kernen smuldrede brat, da præsten sagde til ham, at han ikke længere havde den fornødne moralske integritet til at fungere som hjælpepræst. Hendes mor havde taget orlov fra sit arbejde for at være sammen med hende, men Evelyn havde aldrig villet fortælle, om hun havde gjort det frivilligt eller var blevet tvunget til det.

Faith kunne stadig huske, hvordan hun og hendes mor havde muret sig inde i huset og havde spist junkfood, der gjorde dem fede, og set sæbeoperaer, der fik dem til at græde. For sit eget vedkommende havde Evelyn tacklet skammen ved at mure sig inde og leve som en eneboer. Hun nægtede at forlade huset, medmindre det var absolut nødvendigt. Hun vågnede hver mandag morgen ved solopgang for at køre til et supermarked i den anden ende af byen, hvor hun ikke risikerede at løbe ind i nogen, hun kendte. Hun nægtede at sidde i baghaven sammen med Faith, selv da airconditionanlægget gik i stykker, og dagligstuen forvandlede sig til en brændeovn. Den eneste motion, hun fik, var en sjælden spadseretur rundt i kvarteret, der dog kun fandt sted sent om aftenen eller om morgenen før solopgang.

Deres nabo, mrs. Levy, havde stillet småkager på deres dørtrin, men hun var aldrig blevet inviteret indenfor. Af og til var der nogle, der fyldte deres postkasse med religiøse foldere, som Evelyn brændte i pejsen. Deres eneste gæst i løbet af hele perioden var Amanda, som ikke bare kunne vælge at trække sig ud af sin svigerindes sociale kalender. Hun sad i køkkenet sammen med Evelyn og talte med en stemme, der var så afdæmpet, at Faith ikke kunne høre, hvad hun sagde. Når Amanda var gået, gik Evelyn ud på badeværelset og græd.

Der var ikke noget at sige til, at Zeke en dag var kommet hjem fra skole med et sæt udfyldte soldaterpapirer i stedet for en flækket læbe. Der var kun fem måneder, til han var færdig med skolen. Hans deltagelse i militærets introduktionskurser og hans gode karakterer havde allerede sikret ham et stipendium til Rutgers, men alligevel droppede han ud af skolen og blev optaget på forskolen til militærets lægeuddannelse næsten et helt år før planen.

Jeremy var otte, da han mødte sin onkel Zeke første gang. De havde kredset rundt om hinanden som katte, indtil en basketballkamp havde glattet stemningen mellem dem lidt ud. Alligevel kendte Faith sin søn, og hun genkendte hans tilbageholdenhed over for denne mand, fordi han følte, at han ikke behandlede hans mor ordentligt. Desværre havde han gennem årene haft masser af muligheder for at få følelsen bekræftet.

Zeke vippede frem på stolen igen, men han så stadig ikke på hende.

Faith gumlede langsomt på energibaren og tvang sig selv til at fortsætte med at spise på trods af kvalmen, der pressede sig op fra maven. Hun så ud ad skydedøren og kunne se Zekes ryg, der rank som et bræt spejlede sig i ruden. Bag glasset kunne hun se en glødende, rød prik. En af betjentene stod og røg.

Telefonen ringede, og det gav et sæt i dem begge. Faith rejste sig fumlende for at tage den, netop som betjentene kom løbende ind fra baghaven.

”Ingen nyheder,” sagde Will i røret. ”Jeg ville bare lige høre, hvordan det går.”

Faith vinkede betjentene væk. Hun tog telefonen med ind i stuen og spurgte Will: ”Hvor er du?”

”Jeg er lige kommet hjem. En stor lastbil med anhænger var havareret på Interstate 675. Der gik tre timer, før vi kunne komme videre.”

”Hvad har du lavet nede sydpå?”

”D&C.”

Faith mærkede sin mave snøre sig sammen.

Will spildte ikke tiden på småsnak. Han fortalte hende om fængselsbesøget og mordet på Boyd Spivey. Faith tog sig til brystet. Da hun var yngre, havde Boyd mange gange deltaget i deres familiemiddage og grillfester i haven. Det var ham, der havde lært Jeremy at køre på cykel. Og han havde flirtet så åbenlyst med Faith, at Bill Mitchell havde foreslået, at manden fandt noget andet at bruge sine weekender på. ”Ved de, hvem det var, der gjorde det?”

”Overvågningskameraet var tilfældigvis blevet sat ud af funktion på det pågældende stykke af gangen. De har spærret al adgang til gangen, og alle celler er ved at blive finkæmmet. Inspektøren gør sig dog ikke særlig store forhåbninger om, at de finder noget.”

”Gerningsmanden må have fået hjælp udefra.” En fængselsvagt måtte være blevet bestukket. Ingen indsat ville have den nødvendige tid til at sætte et overvågningskamera på en cellegang ud af funktion.

”De er i færd med at afhøre de ansatte, men advokaterne er allerede dukket op. Der er ikke ligefrem tale om de sædvanlige mistænkte.”

”Er Amanda okay?” Faith rystede på hovedet over sin egen dumhed. ”Ja, selvfølgelig er hun okay.”

”Hun fik, hvad hun ville. Vi har en bagdør til din mors sag på grund af det, der skete.”

GBI havde automatisk kompetencen i alle sager om dødsfald i statens fængsler. ”Det er velsagtens en slags god nyhed.”

Will blev tavs. Han spurgte ikke, om Faith var okay, for han kendte tydeligvis svaret. Faith tænkte på, hvordan han havde holdt om hendes hænder om eftermiddagen for at få hende til at koncentrere sig, mens han gennemgik for hende, hvad hun skulle sige. Hans ømhed havde været så uventet, og hun havde været nødt til at bide sig så hårdt i kinden, at det kom til at bløde, for ikke at bryde sammen og græde.

”Ved du godt, at jeg aldrig har set Amanda gå på toilettet?” sagde Will og tav et øjeblik igen. ”Altså ikke personligt, mener jeg, men da vi var kørt fra fængslet, holdt hun ind på en tankstation og forsvandt indenfor. Jeg har aldrig nogensinde set hende holde en pause på den måde før. Har du?”

Faith var vant til de underlige sidespor, Will kunne bevæge sig ud ad. ”Nej, det kan jeg ikke påstå, at jeg har.” Amanda havde deltaget i de samme familiemiddage og grillfester som Boyd Spivey. Hun havde lavet sjov med ham på den måde, politifolk ofte gør det, ved at sætte spørgsmålstegn ved hans mandighed og rose ham for de fremskridt, han havde gjort i styrken på trods af sine begrænsede mentale evner. Hun var ikke helt lavet af sten. Det måtte have skabt et stort og tomt hul i hende at se Boyd dø.

”Det var foruroligende,” sagde Will.

”Det kan jeg forestille mig.” Faith prøvede at forestille sig, hvordan Amanda på tankstationen var gået ind i den lille bås, havde lukket døren og givet sig selv to minutter til at sørge over tabet af en mand, der engang havde betydet noget for hende. Derefter havde hun sikkert tjekket sin makeup og ordnet sit hår, hvorefter hun var gået ud for at aflevere nøglen til ekspedienten bag skranken og havde spurgt, om døren til toiletterne var låst for at forhindre, at nogen kunne komme til at gøre rent på dem.

”Hun ser det sikkert som et tegn på svaghed at lade vandet,” sagde Will.

”Det gør de fleste.” Faith lænede sig tilbage i sofaen. Han havde givet hende den bedste gave, han overhovedet kunne give hende lige nu. Et øjebliks afledning. ”Tak.”

”For hvad?”

”For at være der i dag. For at få Sara til at komme forbi. For at fortælle, hvad …” Hun kom til at tænke på, at telefonen blev aflyttet. ”For at fortælle mig, at det hele nok skulle ende godt.”

Han rømmede sig. Der fulgte en kort pause. Han var frygtelig til den slags, næsten lige så elendig som hun selv var. ”Har du tænkt mere over, hvad det var, de ledte efter?”

”Jeg kan ikke tænke på andet.” Hun hørte køleskabet blive åbnet og lukket. Zeke var sikkert ved at skrive en liste over alle de ting, hun ikke burde have liggende i huset. ”Hvad nu?”

Han tøvede.

”Fortæl det.”

”Amanda og jeg kører ned til Valdosta i morgen tidlig.”

Valdosta State Prison. Ben Humphrey og Adam Hopkins. De havde sat sig for at tale med alle dem, der havde været en del af hendes mors gamle team. Faith burde have kunnet gætte det, men nyheden om Boyds død havde slået benene væk under hende. Hun burde have vidst, at Will ville genåbne sagen.

”Jeg må hellere sørge for, at telefonen ikke er optaget, hvis nogen ringer,” sagde hun.

”Ja, selvfølgelig.”

Hun afbrød forbindelsen, fordi der ikke var mere at sige. Will troede stadig, at hendes mor var skyldig. Selv efter at han havde arbejdet sammen med Faith i to år, hvor han havde set, at hun gjorde tingene helt efter bogen, fordi det var sådan, hendes mor havde opdraget hende, troede Will stadig, at Evelyn Mitchell var en korrupt strisser.

Zeke tårnede sig op i døråbningen. ”Hvem var det?”

”En kollega.” Hun rejste sig fra sofaen. ”Min makker.”

”Ham røvhullet, der prøvede at få mor i spjældet?”

”Ja, ham.”

”Jeg fatter stadig ikke, hvordan du kan arbejde sammen med den idiot.”

”Jeg har afklaret det med mor.”

”Du har ikke afklaret det med mig.”

”Skulle jeg have sendt min anmodning til Tyskland eller Florida?”

Han gloede på hende.

Faith havde ingen intentioner om at forklare sig for sin bror. Det var Amanda, der havde bedt hende om at blive makker med Will, og hendes mor havde sagt, at hun skulle gøre det, der var bedst for hendes karriere. Hun havde ikke behøvet at påpege, at det ikke var nogen dårlig idé at slippe væk fra Atlanta Politi, hvor Evelyns tvungne tilbagetrækning enten blev betragtet som en gave fra himlen eller en forbrydelse – alt afhængigt af, hvem man spurgte. ”Har mor nogensinde talt med dig om efterforskningen?”

”Bør du ikke hellere spørge din makker om det?”

”Nu er det dig, jeg spørger,” vrængede Faith. Evelyn havde nægtet at tale om sagen, og det skyldtes ikke kun, at Faith risikerede at blive indkaldt som vidne. ”Jeg tænkte på, om hun sagde noget … selv noget, der var en smule underligt, og som du ikke tænkte nærmere over på det tidspunkt …”

”Mor diskuterer ikke sit arbejde med mig. Det er dit område.”

Der var stadig den samme snert af anklage i hans stemme. Som om det stod i Faiths magt at finde deres mor, men at hun bare havde besluttet sig for ikke at benytte sig af denne magt. Hun så på uret på væggen. Klokken var næsten ni. Det var for sent at have denne diskussion. ”Jeg går i seng. Jeg sender Jeremy ned med nogle lagner til dig. Man sover udmærket på sofaen.”

Han nikkede, og Faith glædede sig over, at han lod hende gå. Hun var kommet halvvejs op ad trappen, før han sagde noget. ”Han er en god dreng.” Faith vendte sig om. ”Jeremy. Han er en god dreng.”

Hun smilede. ”Ja, det er han.” Hun var næsten nået op for enden af trappen, da han lod bomben falde.

”Mor har gjort et godt stykke arbejde.”

Faith fortsatte op ad trappen og nægtede at bide på lokkemaden. Hun kiggede ind til Emma, der smaskede stille i søvne, da Faith bøjede sig ned for at kysse hende på panden. Hun sov den dybe og salige søvn, som kun helt små børn kan sove. Faith tjekkede babyalarmen for at sikre, at den var tændt. Før hun forlod værelset, lod hun hånden glide ned over Emmas arm og mærkede, hvordan hun lukkede sine små fingre hårdt om en af hendes.

På værelset ved siden af var Jeremys seng tom. Faith blev stående et øjeblik i døren. Hun havde ikke ændret noget på hans værelse, efter at han var flyttet hjemmefra, selvom det ville have været rart, hvis hun havde et kontor. Hans plakater hang stadig på væggene – en Mustang GT med en bikiniklædt blondine, der lænede sig ind over kølerhjelmen, og en anden med en halvnøgen brunette, der lå draperet hen over en Cameo. En tredje og fjerde plakat var prydet med billeder af konceptbiler krydret med den obligatoriske storbarmede model. Faith kunne stadig huske, hvordan hun en dag var kommet hjem fra arbejde og havde set, at plakaten med ”Amerikas Største Broer” var blevet udskiftet med disse mesterværker. Jeffrey troede stadig, at han havde været så udspekuleret, at han havde fået hende til at tro, at puberteten pludselig havde givet ham en glødende interesse for biler.

”Jeg er her.”

Hun fandt ham i sit eget soveværelse. Jeremy lå på maven med hovedet i fodenden af sengen, fødderne i luften og sin iPhone i hånden. Lyden fra fjernsynet var slået fra, men han havde slået tekstningen for hørehæmmede til.

”Er alt okay?” spurgte hun.

Han vippede telefonen i sin hånd, tydeligvis i færd med at spille et spil. ”Ja.”

Faith kom til at tænke på hans frugtbare kæreste. Det var underligt, at hun ikke også var der. Normalt var de ikke til at skille fra hinanden. ”Hvor er Kimberly?”

”Vi holder en pause,” sagde han, og hun var lige ved at græde af lettelse. ”Jeg hørte, at du og Zeke skændtes.”

”Én gang skal jo være den første.”

Han vippede telefonen den anden vej.

”Sådan én vil jeg også have,” sagde hun. Han opfangede hendes vink og kom telefonen i lommen. ”Jeg ved, at du hørte telefonen ringe. Det var Will. Han arbejder sammen med tante Amanda.”

Jeremy stirrede på tv-skærmen. ”Det er godt.”

Faith begyndte at binde hans tennissko op. I hans typiske drengelogik troede han, at hvis han bare løftede fødderne, ville der ikke drysse noget ned på sengen fra dem. ”Fortæl mig, hvad der skete, da Zeke kom.”

”Han opførte sig som et dumt svin.”

”Prøv at fortælle mig det, som om jeg var din mor.”

Hun så ham rødme en smule i skæret fra fjernsynet. ”Victor blev hos mig. Jeg sagde til ham, at det ikke var nødvendigt, men han insisterede, så …”

Faith bandt den anden sko op. ”Du viste ham et billede af Emma?”

Jeremy fortsatte med at stirre på fjernsynet. Han havde været meget glad for Victor – sikkert endnu mere end Faith, hvilket imidlertid kun var en lille del af problemet.

”Det er i orden,” sagde hun.

”Zeke var en lort … uforskammet, mener jeg, over for ham.”

”På hvilken måde?”

”Han pustede sig bare op og hundsede rundt med ham.”

Zeke havde bare været sig selv. ”Men der skete ikke noget, vel?”

”Nej, Victor er ikke typen.”

Det troede Faith heller ikke. Victor Martinez arbejdede på et kontor, læste The Wall Street Journal, gik i skræddersyede jakkesæt og vaskede hænder seksten gange om dagen. Han var stort set lige så lidenskabelig som en pose jord. Det var Faiths lod i livet, at hun aldrig forelskede sig i mænd af den type, der gik i ærmeløse undertrøjer og slog hendes bror i hovedet.

Hun trak Jeremys sko af og rynkede panden, da hun så den tilstand, hans strømper var i. ”Det er meningen, at tæerne skal være inde i strømperne!” Hun mindede sig selv om, at hun også skulle bestille nogle strømper til ham, når hun bestilte underbukserne. Også hans cowboybukser var slidte og lasede. Hun kunne vist godt vinke farvel til de tre hundrede dollars, der stod på hendes lønkonto. Gud være lovet var hun blevet suspenderet med løn, men alligevel ville hun være nødt til at tage lidt af sin opsparing for at forhindre, at hendes søn lignede en vagabond.

Jeremy vendte sig om på ryggen og så op på hende. ”Jeg viste Victor Emmas påskebillede.”

Hun sank en klump. Victor var kvik, men man behøvede ikke at være et geni for at regne tingene ud. Oveni var Faith lyshåret og havde lys hud. Emma havde sin fars mørke farver og mørkebrune øjne. ”Det, hvor hun har kaninørerne på?”

Han nikkede.

”Det er et godt billede af hende.” Faith kunne se, hvordan skyldfølelsen vældede op i ham. ”Det er helt i orden, Jay. Han ville alligevel have fundet ud af det før eller siden.”

”Hvorfor har du ikke bare fortalt det til ham?”

Fordi Faith bestod af lige akkurat den rigtige blanding af følelsesmæssige hæmninger og trang til kontrol, hvilket Jeremy selv en dag ville finde ud af, når hans kommende kone skreg det op i hovedet på ham. Lige her og nu nøjedes Faith dog med at sige: ”Det er ikke noget, jeg vil rode dig ind i.”

Han satte sig op. ”Mormor kan godt lide Will.”

Faith gik ud fra, at han havde overhørt hendes samtale med Zeke. ”Har hun sagt det til dig?”

Han nikkede. ”Hun sagde, at han virkede som en fin fyr. At han behandlede hende fair, og at han havde fået pålagt en svær opgave, men at han ikke havde været ubehagelig over for hende.”

Faith vidste ikke, om hendes mor havde forsøgt at berolige Jeremy, eller om hun havde sagt sin oprigtige mening. Med Faiths kendskab til sin mor var der sikkert tale om en blanding. ”Har hun nogensinde talt med dig om, hvorfor hun gik på pension?”

Han trak i en løs tråd på sengetæppet. ”Hun sagde, at det var hende, der var chefen, og at det var hendes skyld, at hun ikke havde været opmærksom på, hvad der foregik omkring hende.”

Det var mere, end hun nogensinde havde sagt til Faith. ”Ellers ikke andet?”

Han rystede på hovedet. ”Jeg er glad for, at tante Amanda har Will til at hjælpe sig. Hun kan ikke gøre alting selv. Og han er vildt dygtig.”

Faith holdt om hans hånd, indtil Jeremy så op på hende. Det eneste lys på værelset kom fra fjernsynet og badede hans ansigt i et grønligt skær. ”Jeg ved, at du er bekymret for mormor, men jeg ved også, at der ikke er noget, jeg kan sige for at gøre det hele bedre for dig.”

”Tak.” Han mente det oprigtigt. Jeremy havde altid sat pris på ærlighed.

Hun trak ham op fra sengen og slog armene om ham. Hans skuldre var smalle. Han var stadig ranglet og endnu ikke den mand, han engang ville blive – på trods af, at han spiste sin egen vægt i makaroni og ost hver eneste dag.

Han lod hende omfavne ham længere, end han plejede. Hun kyssede ham på hovedet. ”Det hele skal nok blive godt igen.”

”Det siger mormor også altid.”

”Og hun har altid ret.” Faith trak ham tættere ind til sig.

”Mor, du kvæler mig.”

Hun slap ham modvilligt. ”Tag nogle lagner og gå ned til onkel Zeke med dem. Han skal sove på sofaen.”

Jeremy stak fødderne i tennisskoene. ”Har han altid været sådan?”

Faith forsøgte ikke at lade, som om hun ikke forstod, hvad han mente. ”Da vi var små, løb han altid ind på mit værelse, hvis han skulle slå en prut, før han slap den ud.”

Jeremy begyndte at le.

”Og så sagde han, at hvis jeg sladrede, ville han proppe sig med bønner og ost og holde mig nede, så han kunne prutte mig lige op i hovedet næste gang.”

Jeremy var ved at dø af grin. Han knækkede sammen i kroppen, holdt sig på maven og skrydede som et æsel. ”Gjorde han det så?”

Faith nikkede, hvilket kun fik ham til at sprutte endnu højere. Hun lod ham nyde den ydmygelse, hun var blevet udsat for, lidt længere, før hun puffede til hans skulder. ”Godt, det er sengetid nu.”

Han tørrede tårerne ud af øjnene. ”For fanden, det skal jeg prøve med Horner.”

Horner var hans værelseskammerat på kollegiet. Faith tvivlede på, at nogen ville bemærke endnu en stinkende lugtkilde på værelset.

”Tag en pude i skabet til Zeke.” Hun skubbede ham ud af værelset. Han lo stadig, da han gik hen ad gangen. Det var en lille pris at betale for at se, hvordan bekymringerne et øjeblik havde forladt hendes søns ansigt.

Faith slog sengetæppet til side. Noget snavs fra Jeremys sko var blevet tværet ud på lagnet. Hun var for træt til at skifte sengetøj. Hun var for træt til at skifte til sin natkjole, og hun orkede ikke engang at børste tænder. Hun sparkede skoene af og lagde sig på sengen i sin reglementerede GBI-uniform, som hun havde haft på siden klokken fem om morgenen.

Huset var stille. Hun var så anspændt i kroppen, at det føltes, som om hun lå på et bræt. Gennem babyalarmen kunne hun høre Emmas blide snorken. Faith stirrede op i loftet. Hun havde glemt at slukke fjernsynet. Lyset blinkede som på et diskotek fra den actionfilm, Jeremy havde været ved at se.

Boyd Spivey var død. Det føltes ufatteligt. Han var en stor fyr, større end livet selv. Han var en politimand af den slags, som man forestillede sig ville lide en hæderfuld og spektakulær død. Han havde været sin makkers diametrale modsætning. Chuck Finn var mut og indelukket, fuld af dystre anelser og skræmt fra vid og sans ved tanken om at blive skudt i tjenesten. Hans forsvar for sig selv under efterforskningen var det eneste, Faith havde troet på. Chuck havde hævdet, at han blot havde rettet sig efter sine ordrer. For alle, der kendte ham, virkede det helt igennem sandsynligt. Som politimand havde Finn været indbegrebet af en medløber, hvilket var præcis den personlighed, mænd som Boyd Spivey forstod at udnytte.

Men Faith havde ikke lyst til at tænke på Boyd eller Chuck eller nogen af de andre fra sin mors team lige nu. Efterforskningen havde lagt beslag på seks måneder af hendes liv. Seks måneders søvnløse nætter. Seks måneders bekymring for, at hendes mor ville få et hjerteanfald eller ende i spjældet eller begge dele.

Faith tvang sig selv til at lukke øjnene. Hun havde lyst til at tænke på gode minder om sin mor, havde lyst til at genkalde sig et øjeblik af ømhed eller glæden ved at være sammen med hende. Men i stedet så hun kun manden i sin mors soveværelse og det mørke hul midt i hans pande, hvor Faith havde ramt ham. Hans hænder fløj op og ud til siden. Gidslet stirrede vantro og måbende på hende. Hun kunne se de funklende grillz på hans tænder, og hans tunge var piercet med en sølvkugle.

Almeja, havde han sagt.

Penge.

Hun hørte gulvbrædderne knage på gangen uden for værelset. ”Jeremy?” Hun skubbede sig op på albuen og tændte lampen på natbordet.

Han sendte hende et fåret blik. ”Undskyld, jeg ved godt, at du er træt.”

”Vil du gerne have, at jeg går ned til Zeke med lagnerne?”

”Nej, det er ikke det.” Han fiskede sin iPhone op af lommen. ”Jeg har lige læst noget underligt på min Facebook-væg.”

”Jeg troede, at du holdt op med at bruge Facebook, da jeg tvang dig til at være ven med mig.” Faith havde aldrig hørt til de forældre, der stolede hundrede procent på deres børn. Hendes egne forældre havde stolet på hende … og se bare, hvad der var kommet ud af det. ”Hvad har du læst?”

Hans tommelfinger bevægede sig hen over skærmen, mens han talte. ”Jeg kedede mig. Jeg mener … nej, jeg kedede mig ikke, men jeg havde ikke andet at lave, så …”

”Det er i orden, skat.” Hun satte sig op i sengen. ”Hvad er det?”

”Det er masser af mennesker, der har skrevet forskellige kommentarer til mig. De har velsagtens hørt om mormor i nyhederne.”

”Det er pænt af dem,” sagde Faith, selvom hun også fandt det en smule uhyggeligt og – for nu at låne et udtryk fra sin bror – dramatisk. ”Hvad skriver de?”

”For det meste skriver de bare, at de tænker på mig og den slags. Men så er der også en anden kommentar.” Han vendte telefonen og viste den til hende.

Faith læste beskeden højt. ”’Hej, Jaybird, håber alt er okay. Jeg er sikker på, at politiet nok skal få fingrene i gerningsmændene. Husk på, hvad din mormor altid har sagt: Hold munden lukket og øjnene åbne.’” Faith tjekkede afsenderens navn. ”GoodKnight92. Er det en, du har gået på Grady med?” Jeremys high school havde en ridder som maskot, og han var født i 1992.

Han trak på skuldrene. ”Har aldrig hørt om ham før.”

Faith bemærkede, at beskeden var skrevet klokken 14:32 om eftermiddagen, mindre end en time efter Evelyns bortførelse. Hun prøvede at lade være med at lyde alt for bekymret, da hun tilføjede: ”Hvornår har han ansøgt om at blive ven med dig?”

”I dag, men det er der masser af andre, der også har. Det er, som om folk bare er kommet væltende op af jorden.”

Hun gav ham telefonen igen. ”Hvad står der under hans profil?”

”Der står bare, at han bor i Atlanta og arbejder inden for distribution.” Han fandt siden og viste den til Faith.

Hun var så træt i øjnene, at hun havde svært ved at få dem til at stille skarpt. Hun holdt telefonen helt op foran ansigtet, så hun kunne læse ordene. Der stod ikke andet, og der var ikke engang et billede. Jeremy var GoodKnights eneste ven. Faith mærkede, hvordan hendes strisserinstinkt fortalte, at der var noget galt, men alligevel gav hun bare Jeremy telefonen igen, som om alt var i den skønneste orden. ”Jeg er sikker på, at det må være en eller anden, du har gået på Morningside med. Du blev drillet så meget med, at mormor kaldte dig Jaybird, at du bønfaldt mig om at få lov til at flytte til en anden skole.”

”Men det er underligt, ikke?”

Hun ville ikke give ham grund til bekymring. ”De fleste af dine venner er underlige.”

Han var ikke så let at berolige. ”Hvordan kan han vide, at mormor altid siger det?”

”Det er en forholdsvis almindelig talemåde,” svarede Faith. ”Hold munden lukket og øjnene åbne. Jeg havde en instruktør på politiskolen, som stort set havde ordene tatoveret i panden.” Hun tvang sig selv til at lyde ubekymret. ”Hold nu op. Det betyder ingenting. Det er sikkert skrevet af en, hvis far er politimand. Du ved, hvordan det er. Hvis der sker noget skidt, er vi pludselig alle sammen i familie med hinanden.”

Det var, som om det omsider lykkedes hende at berolige ham. Gennem årene var Jeremy blevet slæbt med på en lang række hospitaler og på besøg i fremmede menneskers hjem, når en politibetjent var blevet såret eller dræbt. Han stak telefonen tilbage i lommen.

”Er du sikker på, at du er okay?” spurgte hun.

Han nikkede.

”Du kan sove her, hvis du vil.”

”Det ville være lidt underligt, mor.”

”Væk mig, hvis der er noget.” Faith lagde sig igen og stak en hånd ind under puden. Hendes fingre rørte ved et eller andet vådt og velkendt.

Jeremy opfangede omgående forandringen i hendes udtryk. ”Hvad er der?”

Faith kunne ikke få vejret. Hun stolede ikke på sin egen stemme.

”Mor?”

”Jeg er bare træt,” lykkedes det hende at sige. ”Bare frygtelig træt.” Hendes lunger skreg efter ilt, og hun mærkede, hvordan sveden brød frem overalt på kroppen. ”Skynd dig ned med lagnerne, før Zeke kommer herop.”

”Er du …”

”Det har været en lang dag, Jeremy. Jeg trænger virkelig til at sove.”

Han tøvede stadig. ”Okay.”

”Vil du ikke lukke døren?” Hun var ikke sikker på, at hun kunne bevæge sig, selvom hun prøvede at gøre det.

Jeremy sendte hende endnu et bekymret blik, da han trak døren i. Faith hørte et klik fra låsen fulgt af hans afdæmpede skridt, da han fortsatte hen ad gangen. Først da hun hørte det tredjenederste trin knage, gav hun sig selv lov til at trække hånden ud fra puden.

Hun åbnede sin knyttede hånd. Det skarpe stik af frygt aftog, og hun følte ikke andet end et blændende raseri.

Beskeden på Jeremys telefon. Hans gamle skole. Hans fødselsår.

Hold munden lukket og øjnene åbne.

Hendes søn havde ligget på hendes seng ganske få centimeter fra det, hun havde fundet.

Jeg er sikker på, at politiet nok skal få fingrene i gerningsmændene.

Ordene havde først for alvor givet mening, da Faith mærkede sin mors afskårne finger i sin hånd.