KAPITEL 6

Selvhad var ikke et ukendt begreb for Sara Linton. Hun havde skammet sig, da hendes far havde set hende stjæle et stykke slik i kaffestuen i kirken. Hun havde følt sig ydmyget, da hun afslørede sin mand i at være utro. Hun havde haft dårlig samvittighed, da hun løj for sin søster om, at hun godt kunne lide sin svoger. Hun havde været flov, da hendes mor sagde, at hun var alt for høj til at gå i capribukser. Men hun havde aldrig før følt sig som en ussel lort, og hendes viden om, at hun i virkeligheden ikke var bedre end en realitystjerne fra fjernsynet, skar sig helt ind i den inderste kerne af hendes sjæl.

Selv nu, adskillige timer senere, blussede hendes kinder stadig, når hun tænkte på sin konfrontation med Angie Trent. Der var kun ét andet tidspunkt i hendes liv, hvor hun kunne huske, at en anden kvinde havde talt til hende på samme måde som Angie. Jeffreys mor var en strid og gemen alkoholiker, og Sara havde mødt hende på en af hendes allerværste aftener. Den eneste forskel var, at Angie på alle måder var i sin fulde ret til at stemple Sara som luder.

Jezebel, som Saras mor ville have sagt.

Ikke at Sara havde tænkt sig at fortælle sin mor om noget af det, der var sket.

Hun skruede ned for lyden fra fjernsynet, fordi larmen gik hende på nerverne. Hun havde prøvet at læse. Hun havde prøvet at rydde op i lejligheden. Hun havde klippet hundenes kløer. Hun havde vasket op og lagt det tøj sammen, der havde ligget sammenkrøllet i sofaen i så mange dage, at hun var nødt til at stryge det, før hun kunne få plads til det i skufferne.

To gange var hun gået ud til elevatoren for at køre Wills bil tilbage og stille den uden for hans hus, men to gange havde hun fortrudt og var vendt om igen. Problemet var hans nøgler. Hun kunne ikke efterlade dem i bilen, men hun havde fandeme ikke lyst til at banke på og aflevere dem til Angie. Det var udelukket bare at lægge dem i hans postkasse. Will boede ikke i et belastet kvarter, men han boede midt i en storby. Bilen ville være væk, inden Sara var nået hjem til sig selv.

Så hun blev ved med at holde sig beskæftiget med forskellige huslige opgaver, mens hun konstant gruede for, at Will ville dukke op og ringe på hendes dør. Hvad skulle hun sige til ham, når han langt om længe kom for at hente sin bil? Ordene svigtede hende, selvom hun tavst havde øvet sig på en lang række taler om ære og moral. Stemmen i hendes hoved var begyndt at lyde som en baptistpræst. Det hele var beskidt. Forkert. Sara havde ikke lyst til at indtage rollen som den usle anden kvinde for nogen. Hun havde ikke lyst til at stjæle nogens mand, uanset hvor moden og plukkeklar han var. Og hun havde heller ingen intentioner om at indlede et katteslagsmål med Angie Trent. Men først og fremmest havde hun ikke lyst til at træde midt ind i deres ufatteligt dysfunktionelle ægteskab.

Hvilket uhyre kunne finde på at prale med sin mands forsøg på at tage livet af sig selv? Bare tanken fik Saras mave til at snøre sig sammen. Og så var der alle de endnu større bagvedliggende aspekter. Hvor dybt havde Will været sunket, siden tanken om at trække et barberblad op ad armen havde fremstået som den eneste mulighed? Hvor besat af Angie havde han været, siden han kunne finde på at gøre noget så frygteligt? Og hvor syg i hovedet var Angie, siden hun bare havde kunnet sidde og holde om ham, mens han gjorde det?

Det var spørgsmål, der hellere måtte overlades til en psykiater. Det var tydeligt, at Wills barndom ikke havde været nogen dans på roser. Alene det ville have givet ham nogle knæk. Hans ordblindhed var et andet vigtigt aspekt, men det lod ikke til, at det havde bremset ham i livet. Han havde sine særheder, men de var kun rørende – ikke frastødende. Havde han arbejdet sig ud af sine tidligere selvmordstendenser, eller var han bare god til at skjule dem? Men hvis han var kommet videre fra den periode i sit liv, hvorfor var han så stadig sammen med det skrækkelige kvindemenneske?

Og eftersom Sara havde besluttet sig for, at der ikke skulle ske noget mellem dem, hvorfor spildte hun så stadig sin tid på at tænke på ham?

Will var ikke engang hendes type. Han mindede på ingen måde om Jeffrey. Han rummede intet af hendes afdøde mands afbalancerede selvsikkerhed. På trods af sin højde var Will ikke en fysisk imponerende mand. Jeffrey havde været football-spiller. Han vidste, hvordan han skulle indtage en lederrolle. Will var en enspænder, der var tilfreds med at glide i ét med tapetet og passe sit job i skyggen, mens han lod sig tryne af Amanda. Han higede ikke efter anerkendelse og ære. Ikke fordi Jeffrey konstant havde søgt bekræftelse, for han var usædvanligt afklaret med, hvem han var, og hvad han ville have. Kvinder dånede, når han var i nærheden. Han vidste, hvordan han skulle gøre stort set alt på den helt rigtige måde, hvilket var en af de mange grunde til, at Sara havde blæst højt og flot på enhver form for logik og havde giftet sig med ham. To gange, endda.

Måske var hun i virkeligheden overhovedet ikke interesseret i Will. Måske havde Angie Trent delvist ret. Sara havde været glad for at være gift med en politimand – men ikke af de halvperverse årsager, Angie havde antydet. Den sort-hvide verdensopfattelse, der kendetegnede ordensmagten, tiltalte Sara på et dybt plan. Hendes forældre havde opdraget hende til at hjælpe andre, og hun kunne ikke forestille sig ret mange andre job, der i højere grad handlede om at hjælpe andre. Der var også en del af hendes hjerne, der følte sig draget af de puslespilsagtige aspekter af efterforskningen af forbrydelser. Da hun i sin tid havde arbejdet som retsmediciner for at finde og afdække spor, så hun kunne viderebringe en række oplysninger, som hun vidste ville hjælpe, så Jeffrey bedre kunne udføre sit job, havde hun følt sig nyttig.

Hun stønnede. Som om det ikke var nyttigt at være læge. Måske havde Angie Trent ret med hensyn til hendes perversion. Måske ville hun også begynde at fantasere om Will i uniform?

Hun skubbede sine to greyhounds væk fra skødet for at rejse sig. Billy gabte. Bob vendte sig om på ryggen for at finde en mere behagelig stilling. Hun lod et blik glide rundt i lejligheden. Hun var urolig og rastløs. Hun følte sig overvældet af en voldsom trang til at lave om på et eller andet – hvad som helst – så hun følte, at hun atter havde kontrol over sit liv.

Hun begyndte med sofaerne og skubbede til dem, så de stod på skrå i forhold til fjernsynet, mens hundene bare lå og kiggede overrasket ned på gulvet, der passerede forbi under dem. Sofabordet var for stort til den nye opstilling, så hun flyttede rundt med det hele én gang til bare for at finde ud af, at det heller ikke fungerede. Da hun var færdig med at skubbe møblerne tilbage på deres oprindelige pladser og havde rullet tæppet ud igen, drev sveden af hende.

Der var støv på billedrammen over konsolbordet. Hun fandt sin møbelpolish og begyndte at støve af igen. Der var mange overflader, hun skulle omkring. Den bygning, som hun boede i, var et gammelt, ombygget mejeri. De nøgne, røde murstensvægge strakte sig omkring seks meter op mod loftet. Alle de gamle maskinbeslag på væggene havde fået lov til at blive hængende. Dørene var slidte og forsynet med grove håndtag. Det var en lejlighed af den slags, man normalt forventede at finde i New York, selvom Sara havde betalt væsentligt mindre end de ti millioner dollars, en tilsvarende bolig ville koste på Manhattan.

Ingen syntes, at lejligheden passede til hende, hvilket var forklaringen på, at den overhovedet havde tiltalt hende. Da hun flyttede til Atlanta, havde hun været på udkig efter noget, der var helt anderledes end den hyggelige bungalow, hun havde boet i. På det seneste var hun begyndt at tænke, at hun måske var gået lige lovligt drastisk til værks. Lejlighedens åbne indretning fik den til at føles som en hule. Køkkenet med de blanke overflader af rustfrit stål og bordpladerne af sort granit havde været vanvittigt dyrt, og udgiften var i virkeligheden spildt på en type som Sara, der var kendt for at kunne få selv suppe til at brænde på. Møblerne var alt for moderne efter hendes smag. Spisebordet, der var skåret ud af ét stykke træ og stort nok til tolv personer, var en latterlig luksus i betragtning af, at hun kun brugte det til at sortere posten og stille pizzaæsken fra sig på, når hun skulle betale buddet.

Hun stillede beholderen med møbelpolish væk. Det var ikke støv, der var problemet. Hun burde flytte. Hun burde finde et lille hus i et af de ældre villakvarterer i Atlanta og skille sig af med de lave lædersofaer og sofabordene med glaspladerne. Hun burde have bløde sofaer og brede stole, som man kunne slænge sig i, når man sad og læste. Hun burde have et køkken med en gammeldags vask og en dejlig udsigt til en have gennem de åbentstående vinduer.

Hun burde bo i et hus i stil med Wills.

Fjernsynet fangede hendes blik. Logoet for aftennyhederne tonede frem på skærmen. En alvorlig reporter stod foran Georgia Diagnostic and Classification Prison. De fleste omtalte blot stedet som D&C, og stort set alle var klar over, at fængslet rummede dødsgangen med alle de indsatte, der var blevet dømt til døden i Georgia. Sara havde tidligere set indslaget om de to mænd, der var blevet myrdet i fængslet, og hun havde tænkt præcis det samme dengang, som hun tænkte nu: Her var endnu en tungtvejende grund til, at hun ikke involverede sig yderligere med Will Trent.

Han arbejdede på sagen om Evelyn Mitchell. Han havde sikkert overhovedet ikke været i nærheden af fængslet, men i det øjeblik, Sara havde hørt, at en af de dræbte var politibetjent, var hendes hjerte alligevel fløjet op i halsen. Selv efter at navnet på både politimanden og den indsatte var blevet oplyst, havde hendes hjerte nægtet at falde til ro. Takket være Jeffrey vidste hun alt om, hvordan det føltes, når telefonen uventet ringede midt om natten. Hun kunne huske, hvordan hvert eneste nyhedsindslag og hvert eneste lille rygte havde fået et eller andet i hende til at krympe sig af frygt for, at Jeffrey ville blive sendt ud på endnu en sag, hvor hans liv ville være i fare. Det var som en form for posttraumatisk belastningsreaktion. Først da hendes mand var død, havde hun indset, at hun gennem alle årene havde levet i frygt.

Samtaleanlægget brummede. Billy knurrede halvhjertet, men ingen af hundene lettede sig fra sofaen. Sara trykkede på knappen ved højttaleren. ”Ja?”

”Hej, du må undskylde, at …” sagde Will.

Hun lukkede ham ind. Hun tog hans nøgler på køkkenbordet og åbnede døren. Hun ville ikke invitere ham indenfor. Hun ville ikke lade ham undskylde for det, Angie havde sagt, for Angie Trent var i sin gode ret til at sige, hvad hun tænkte, og desuden havde hun fremsat et par ganske rammende pointer. Sara ville bare sige til Will, at det var hyggeligt at møde ham, og at hun ville ønske ham held og lykke med at få tingene til at fungere på hjemmefronten.

Hvis han da nogensinde dukkede op. Elevatoren tog en evighed om at komme op. Hun så, hvordan tallene på den digitale skærm over døren viste, at elevatoren bevægede sig fra fjerde sal ned til stueetagen, og derefter gik der igen en evighed, før tallene begyndte at bevæge sig opad. Hun hviskede tallene højt. ”Tre, fire, fem …”, og så lød der omsider et pling, da tallet skiftede til seks.

Dørene gled op. Will kiggede frem bag en mindre pyramide, der bestod af to arkivkasser, en flamingoæske og en pose donuts fra Krispy Kreme. De to hunde, der kun lod til at ænse Sara omkring spisetid, kom løbende ud i entreen for at tage imod ham.

Sara mumlede en stille ed.

”Undskyld, jeg kommer så sent.” Han drejede kroppen, så Bob ikke risikerede at vælte ham.

Sara tog fat om hundenes halsbånd og holdt døren åben med foden, så Will kunne komme indenfor. Han skubbede kasserne ind på spisebordet og begyndte omgående at klappe hundene. De slikkede på hans hænder, som om han var en gammel, savnet ven, og de sprang rundt om ham med logrende haler, mens deres kløer klikkede støjende på gulvet. Saras beslutning, der blot et øjeblik før havde været urokkelig, begyndte at smuldre.

Will så op. ”Var du gået i seng?”

Hun havde skiftet tøj, så det passede bedre til hendes humør. Et par gamle joggingbukser og en football-trøje fra Grant County Rebels. Hendes hår var samlet så stramt i nakken, at hun kunne mærke, hvordan elastikken trak i huden. ”Her er dine nøgler.”

”Tak.” Will børstede nogle hundehår af brystet. Han havde stadig den samme sorte T-shirt på, som han havde haft på tidligere på dagen. ”Hov, hov!” råbte han og skubbede til Bob, som havde fået øje på posen med donuts.

”Er det blod?” Will havde en mørk og indtørret plamage på højre ærme, og instinktivt rakte Sara ud efter hans arm.

Will trådte et skridt tilbage. ”Det er ikke noget.” Han trak ned i ærmet. ”Der opstod en episode i fængslet i dag.”

Sara mærkede den velkendte sammensnøring i brystet. ”Var du der?”

”Jeg kunne ikke gøre noget for at hjælpe ham. Måske vil du …” Hans stemme fortonede sig. ”Fængselslægen sagde, at han var død på stedet. Der var masser af blod.” Han lukkede hånden om sit håndled. ”Jeg skulle have skiftet tøj, da jeg kom hjem, men jeg har en hel del at se til, og hele huset vender nærmest på hovedet for tiden.”

Han havde været hjemme. Uden grund havde Sara et øjeblik bildt sig selv ind, at han ikke havde talt med sin kone. ”Vi må hellere tale om det, der skete.”

”Øh …” Det var, som om han bevidst misforstod hende. ”Der er vist ikke så meget at sige. Han er død. Han var ikke et af Guds bedste børn, men jeg er sikker på, at det må være svært for hans familie.”

Sara stirrede på ham. Der var ingen falskhed at spore i hans ansigt. Måske havde Angie ikke fortalt ham om deres konfrontation? Eller måske havde hun gjort det, og nu gjorde Will bare sit bedste for at ignorere det. Uanset hvad var der noget, han skjulte. Men pludselig – efter at hun havde brugt de seneste timer på at arbejde sig op i en spids – var hun ligeglad. Hun havde ikke lyst til at tale om det. Hun orkede ikke at analysere det. Hun vidste kun, at hun ikke havde lyst til, at han gik.

”Hvad er der i kasserne?” spurgte hun.

Det var, som om han bemærkede forandringen i hendes udstråling, men valgte at lade være med at kommentere den. ”Sagsmapper fra en gammel efterforskning. Sagen har muligvis noget at gøre med Evelyns forsvinden.”

”Du mener altså ikke, at der er tale om en kidnapning?”

Hans skæve smil fortalte, at hun havde gennemskuet ham. ”Jeg er nødt til at vide alt, der står i disse sagsmapper, inden klokken fem i morgen tidlig.”

”Har du brug for hjælp?”

”Nej.” Han vendte sig for at tage kasserne igen. ”Tak, fordi du fulgte Betty hjem for mig.”

”Det er ikke nogen karakterbrist at være ordblind.”

Will lod kasserne stå på bordet og vendte sig mod hende. Han reagerede ikke lige med det samme. Han så bare på hende på en måde, der fik Sara til at ærgre sig over, at hun ikke havde taget sig sammen til at gå i bad. Langt om længe sagde han: ”Jeg tror, jeg bedre kunne lide dig, da du var vred på mig.”

Sara reagerede ikke.

”Det er Angie, ikke? Er det hende, der er forklaringen?”

Wills pludselige lyst til at tale om emnet var noget nyt for hende. ”Det er, som om vi bare ignorerer det.”

”Er det en vej, du har lyst til at fortsætte ud ad?”

Sara trak på skuldrene. Hun vidste ikke, hvad hun havde lyst til. Det mest rigtige ville være, at hun bare sagde, at deres uskyldige flirt var slut. Hun burde åbne døren og bede ham om at gå. Hun burde ringe til dr. Dale i morgen og invitere ham ud på endnu en date. Hun burde glemme alt om Will og lade tiden slette ham fra hendes hukommelse.

Men det var ikke hendes hukommelse, der var problemet. Det var den snærende følelse, hun havde mærket i brystet, da hun frygtede, at han var i fare. Det var følelsen af lettelse, da han trådte ind ad døren. Det var den glæde, hun mærkede indeni, når han var i nærheden.

”Angie og jeg har ikke været sammen – altså sammen, du ved – i over et år,” sagde han og tav et øjeblik for at lade ordene bundfælde sig. ”Ikke siden jeg mødte dig.”

”Javel,” var det eneste, Sara kunne finde ud af at sige.

”Da hendes mor døde for et par måneder siden, var vi sammen i måske to timer, før hun forsvandt igen. Hun deltog ikke engang i begravelsen.” Han tav igen. Det var tydeligt, at det var svært for ham. ”Det er svært at forklare forholdet mellem os. Jeg vil ikke kunne gøre det uden at fremstille mig selv i et både tåbeligt og ynkeligt lys.”

”Du skylder mig ikke nogen forklaring.”

Han stak hænderne i lommen og lænede sig op ad bordet. Loftslyset fremhævede det takkede ar over hans mund. Arret var lyserødt og fortsatte som en smal streg op til næsen. Sara havde opgivet at bevare overblikket over, hvor meget tid hun havde brugt på at spekulere på, hvordan det ville føles at mærke arret mod læberne.

Alt for meget tid.

Will rømmede sig. Han så ned i gulvet et øjeblik, før han mødte hendes blik. ”Du ved, hvor jeg voksede op. Hvordan jeg voksede op.”

Hun nikkede. Atlantas børnehjem var blevet nedlagt for mange år siden, men den forladte bygning lå kun omkring syv kilometer fra det sted, hvor de stod lige nu.

”Mange børn rejste. De prøvede at få flere af os anbragt hos en plejefamilie. Det var velsagtens billigere for dem.” Han trak på skuldrene, som om det kun var, hvad man kunne forvente. ”Det lykkedes som regel ikke med de ældre børn. Det holdt måske et par uger, nogle gange endda kun et par dage. De fleste havde forandret sig, når de flyttede tilbage. Du kan sikkert godt forestille dig hvorfor.”

Sara rystede på hovedet. Hun havde ikke lyst til at forestille sig det.

”Det var ikke ligefrem sådan, at der var en lang kø af plejefamilier, der gerne ville åbne deres hjem for en otteårig dreng, der ikke kunne bestå tredje klasse. Men Angie var en pige – en både køn og intelligent pige – så hun blev ofte sendt ud.” Han trak på skuldrene igen. ”Jeg vænnede mig velsagtens til at vente på, at hun kom tilbage, og jeg vænnede mig velsagtens også til ikke at spørge hende om, hvad der var sket, mens hun var væk.” Han skubbede sig væk fra bordet og løftede kasserne. ”Godt, det var forklaringen. Tåbelig og ynkværdig.”

”Nej, Will …”

Han standsede foran døren og holdt kasserne foran sig som en rustning. ”Amanda har bedt mig om at spørge, om du kender nogen, der er ansat på Retsmedicinsk Institut i Fulton County.”

Der gik et øjeblik, før Sara fik sin hjerne til at skifte gear. ”Sandsynligvis. Jeg tilbragte en del af min turnus på stedet, da jeg lige var blevet uddannet.”

Han tog bedre fat om kasserne. ”Det kommer fra Amanda, ikke fra mig. Hun vil gerne have dig til at foretage et par opkald. Du behøver ikke gøre det, men …”

”Hvad vil hun gerne vide?”

”Hvad som helst, der kommer frem i forbindelse med obduktionerne. Politiet vil sandsynligvis ikke dele oplysningerne med os. De vil gerne selv beholde sagen.”

Han stod med front mod døren og ventede. Hun betragtede de små, fine hår i hans nakke. ”Okay.”

”Du har Amandas nummer. Du kan bare ringe til hende, hvis der dukker noget op. Og du må også hellere ringe, hvis det ikke er tilfældet. Hun er temmelig utålmodig.” Han stod bare og ventede på, at hun åbnede døren.

Sara havde brugt det meste af dagen på at ønske, at han ville forsvinde ud af hendes liv, men nu, hvor han var på vej til at gå, kunne hun ikke holde det ud. ”Amanda tog fejl.”

Han vendte sig om og så på hende.

”Det, hun sagde i dag. Hun tog fejl.”

Han lod, som om hendes kommentar overraskede ham. ”Jeg tror ikke, jeg nogensinde har hørt nogen sige disse ord højt før.”

”Almeja. Den døende mands sidste ord.” Hun forklarede: ”Den direkte oversættelse af ordet er rigtigt nok musling, men ordet er ikke slang for penge. I det mindste ikke på den måde, jeg har hørt det blive brugt.”

”Hvad er det så slang for?”

Hun hadede ordet, men sagde det alligevel. ”Fisse.”

Han rynkede panden. ”Hvordan ved du det?”

”Jeg arbejder på et stort offentligt hospital. Jeg tror ikke, der har været en eneste uge, siden jeg blev ansat, hvor der ikke er nogen, der har råbt en eller anden variant af ordet efter mig.”

Will stillede kasserne fra sig på bordet igen. ”Hvem kalder dig den slags?”

Hun rystede på hovedet. Det virkede, som om han var parat til at kaste sig over samtlige hendes patienter. ”Sagen er, at manden brugte ordet om Faith. Det var ikke penge, han talte om.”

Will lagde armene over kors. Det var tydeligt, at hans interesse var vakt. ”Ricardo,” sagde han. ”Manden i baghaven, der skød efter de små piger – hans navn var Ricardo.” Sara fastholdt hans blik, mens Will fortsatte. ”Hironobu Kwon var navnet på den døde mand i bryggerset. Vi ved ikke noget om den ældre asiat – ikke ud over, at han havde en forkærlighed for hawaiiskjorter og talte med en drævende sydstatsaccent. Og derudover var der yderligere en person, der blev såret, sikkert i forbindelse med en knivkamp med Evelyn. Du vil sikkert se en besked, der er blevet udsendt til alle hospitaler, når du kommer på arbejde igen. Blodtype B-negativ, sandsynligvis latinamerikaner, knivlæsion i maven og sikkert også et sår på hånden.”

”Det er lidt af en eksotisk forsamling, der er tale om.”

”Tro mig, det bliver ikke let at finde ud af mere om dem, og jeg er ikke engang sikker på, at de er den egentlige grund til, at alt det her er sket.”

”Hvad mener du?”

”Det føles mere personligt, som om der står noget andet på spil. Man venter ikke i fire år, før man begår et røveri mod nogen. Det må ganske enkelt handle om andet og mere end penge.”

”Der er vel en grund til, at man siger, at penge er roden til alt ondt?” Saras mand havde altid elsket, når det var penge, der lå bag en forbrydelse, og hendes egne erfaringer gjorde, at hun var tilbøjelig til at give ham ret. ”Ham den sårede mand – ham med knivsåret i maven – er han med i en bande?”

Will nikkede.

”De har som regel deres egne læger. De er slet ikke dårlige – jeg har set en del eksempler på deres arbejde på skadestuen. Men det kræver stor ekspertise at behandle et knivsår i maven. Patienten har måske brug for en blodtilførsel, og det er svært at få fat i blod af typen B-negativ. Desuden vil de have brug for sterile omgivelser og medicin, som man ikke bare uden videre kan komme ind fra gaden og købe. Muligvis findes medicinen kun på hospitalsapoteker.”

”Kan du give mig en fortegnelse over disse apoteker, så jeg kan få en advarsel sendt rundt til dem?”

”Ja, selvfølgelig.” Hun gik ud i køkkenet for at finde en kuglepen og et stykke papir.

Will blev stående ved spisebordet. ”Hvor længe kan man overleve med et knivsår i maven? Der var temmelig meget blod på gerningsstedet.”

”Det afhænger af mange ting. Fra nogle timer til adskillige dage. Hvis patienten kommer under hurtig behandling, er chancerne for overlevelse gode, men nærmer vi os en uge, skal der et mirakel til.”

”Har du noget imod, at jeg spiser min aftensmad, mens du finder adresserne?” Han åbnede flamingoboksen. Hun kunne se to lange hotdogs, der lå og svømmede i chilisovs. Han snuste til boksen og rynkede på næsen. ”Hmm, der var velsagtens en grund til, at manden på tankstationen var på vej til at smide dem ud.” Alligevel tog han en af pølserne op.

”Hold dig fra dem.”

”De fejler sikkert ikke noget.”

”Sæt dig.” Hun tog en pande ud af skabet og fandt en bakke æg i køleskabet. Will satte sig ved skranken over for det rustfri stålkomfur. Flamingoboksen stod ved siden af ham. Bob stak til boksen med snuden, men trak sig så uinteresseret væk fra den igen.

”Var det virkelig din aftensmad?” spurgte Sara. ”To hotdogs og en donut?”

”Fire donuts.”

”Hvad ligger dit kolesteroltal på?”

”Det er sikkert skyhøjt og langt over det niveau, man taler om i alle advarslerne.”

”Meget morsomt.” Hun pakkede flamingoboksen ind i et stykke stanniol og smed den i skraldespanden. ”Hvorfor tror du ikke, Faiths mor blev kidnappet?”

”Det har jeg ikke sagt noget om. Jeg tror bare, at der er mange faktorer, der skal tages højde for.” Han så Sara slå æggene ud i en skål. ”Jeg tror ikke, hun fulgte frivilligt med. Det ville hun aldrig gøre mod sin familie. Men jeg tror, at hun måske kender sine kidnappere. At de måske har arbejdet sammen engang.”

”Hvordan det?”

Han rejste sig og gik hen til spisebordet, hvor han løftede en håndfuld gule mapper op af en af kasserne. Han snuppede også lige posen med donuts, før han vendte tilbage til skranken og satte sig. ”Boyd Spivey,” sagde han og åbnede den øverste mappe for at vise hende det billede, der var blevet taget i forbindelse med hans anholdelse.

Sara genkendte navnet og ansigtet fra nyhederne. ”Det er ham, der blev dræbt i fængslet i dag.”

Will nikkede og åbnede den næste mappe. ”Ben Humphrey.”

”En anden politimand?”

”Jep.” Han åbnede endnu en mappe. Der sad en gul stjerne på indersiden af omslaget. ”Chuck Finn, Spiveys makker, og så er der fyren her …” Han fumlede for at åbne den sidste mappe. Grøn stjerne. ”Demarcus Alexander.” Han havde glemt én. Han gik tilbage til bordet og fandt endnu en gul mappe, som viste sig at være forsynet med en sort stjerne, hvilket virkede nærmest profetisk, da han tilføjede: ”Lloyd Crittenden. Han døde af en overdosis for tre år siden.”

”Er de alle sammen politimænd?”

Will nikkede og proppede en halv donut i munden.

Sara hældte æggemassen op på panden. ”Hvad er det, jeg overser?”

”Alle disse mænds chef var Evelyn Mitchell.”

Sara var lige ved at tabe skålen ud af hænderne. ”Faiths mor?” Hun rettede opmærksomheden mod billederne og studerede mændenes ansigter. De holdt alle sammen hovedet på den samme arrogante måde, som om deres anholdelse ikke var andet end et ubetydeligt bip på radaren. Hun skimmede rapporten fra Spiveys anholdelse og prøvede at se bort fra de mange slåfejl. ”Tyveri af beslaglagte effekter.” Hun vendte siden og læste de nærmere detaljer. ”Spivey udstedte en stående ordre til sit team om at skrælle ti procent af de beslaglagte kontanter i forbindelse med narkorazziaer, når beløbet lå i en størrelsesorden på over to tusind dollars.”

”Det blev til en hel del hen ad vejen.”

”Hvor meget?”

”I henhold til regnskabsafdelingens vurdering stjal de i løbet af et tidsrum på tolv år et sted omkring seks millioner dollars.”

Sara fløjtede stille.

”Det er lidt under en million til hver. Skattefrit. Eller det var det i det mindste. Jeg er sikker på, at Onkel Sam kom efter dem allerede den første dag, de tilbragte i fængslet.”

Selv stjålne penge var skattepligtige. De fleste indsatte modtog en henvendelse fra skattemyndighederne i løbet af den første uge efter, at de påbegyndte afsoningen af deres dom.

Sara studerede forsiden af anholdelsesrapporten og standsede, da hun så et velkendt navn. ”Det var dig, der var ansvarlig for efterforskningen.”

”Det er ikke den opgave, jeg har været mest begejstret for.” Han proppede den anden halvdel af kagen i munden.

Sara så ned på dokumentet og lod, som om hun læste videre. Slåfejlene havde egentlig ikke påkaldt sig hendes opmærksomhed i nævneværdig grad. Stort set alle de politirapporter, hun nogensinde havde læst, havde været fyldt med stavefejl og grammatiske fejl. Ligesom de fleste andre ordblinde stolede Will ét hundrede procent på computerprogrammernes stavekontrol. Han havde indsat en række ord, som ikke gav nogen mening i sammenhængen, og til sidst havde han sat sin underskrift nederst på siden. Sara studerede hans signatur, der ikke var meget andet end en bølgende linje, der bredte sig hen over papiret over den fortrykte sorte streg.

Will betragtede hende. Hun var klar over, at der var et spørgsmål, hun var nødt til at stille. ”Hvad fik jer til at iværksætte efterforskningen?”

”GBI modtog et anonymt tip.”

”Hvorfor blev der ikke rejst sigtelse mod Evelyn?”

”Anklageren nægtede at gøre det. Hun fik lov til at trække sig tilbage med fuld pension. Det blev omtalt som en tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, selvom hun så rigeligt havde arbejdet de nødvendige tredive år for at få pension. Det var ikke for pengenes skyld, hun stadig arbejdede. I det mindste ikke de penge, hun fik udbetalt i løn.”

Sara rørte lidt i æggene med en spatel. Will spiste endnu en donut i to mundfulde. Noget sukker fra kagen dryssede ned på skranken.

”Må jeg spørge dig om noget?” spurgte hun.

”Selvfølgelig.”

”Hvordan kan Faith arbejde sammen med dig, når det var dig, der stod for efterforskningen mod hendes mor?”

”Hun mener, at jeg tog fejl.” Bob kom hen og hvilede snuden på skranken, og Will kløede hunden bag ørerne. ”Jeg ved, at hun talte det igennem med sin mor, men derudover har vi aldrig diskuteret emnet.”

Sara ville aldrig have troet på det, hvis det var enhver anden, der havde fortalt den samme historie, men hun havde ingen problemer med at forestille sig, at netop disse to mennesker tacklede det på den måde. Faith var ikke typen, der bare lukkede op for posen og talte om sine følelser, og Will var bare et så gennemført ordentligt menneske, at det var svært at tro, at der kunne ligge hævngerrige følelser bag for ham. ”Hvordan er Evelyn?”

”Gammeldags.”

”Ligesom Amanda?”

”Nej, ikke helt.” Han fiskede endnu en donut op af posen. ”Jeg mener, hun er hård i filten, men hun er ikke lige så intens.”

Sara forstod, hvad han mente. Kvinderne fra den pågældende generation havde ikke haft så mange muligheder, hvis de skulle bevise deres værd over for deres mandlige kolleger. Amanda havde valgt at tromle hen over alt og alle på sin vej, og det var tydeligt, at hun havde nydt det i fulde drag.

”Deres karrierer forløb parallelt,” sagde Will. ”De gik på politiskolen sammen, og siden blev de ansat i hver sin afdeling i henholdsvis Atlanta Politi og GBI. De er stadig gode venner. Jeg tror, Amanda engang kom sammen med Evelyns bror eller svoger.”

Sara kunne ikke komme i tanker om en mere indlysende interessekonflikt. ”Og Amanda var din overordnede, da du efterforskede sagen mod Evelyn?”

”Jep.” Han snuppede endnu en donut.

”Var du klar over det her dengang?”

Han rystede på hovedet, mens han skubbede kagen ud i den ene side af munden, så han lignede et egern med en nød i munden, da han spurgte: ”Du ved godt, at du ikke har tændt for komfuret, ikke?”

”Åh, for pokker.” Det forklarede, hvorfor æggemassen stadig var flydende. Hun drejede på knappen, indtil flammerne skød op fra blusset.

Han tørrede sig om munden med håndryggen. ”Jeg kan også godt lide bare at lade æggene stå og hvile et øjeblik før serveringen. Det giver dem en dejlig flydende karakter.”

”Nej, det giver bare dårlig mave.” Hun tjekkede toasteren, fordi hun undrede sig over, at brødet ikke var blevet skubbet op. Det skyldtes sikkert, at hun ikke havde kommet skiverne i endnu. Will smilede, mens hun tog en pakke toast ud af skabet. ”Jeg er ikke nogen ørn i et køkken.”

”Vil du gerne have, at jeg tager over?”

”Nej, jeg vil hellere høre noget mere om Evelyn.”

Han lænede sig tilbage på stolen. ”Jeg kunne godt lide hende. Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt – omstændighederne taget i betragtning. Jeg burde velsagtens have hadet hende, men man kan ikke gribe det an på den måde. Jeg passede bare mit job. Visse efterforskninger bliver påbegyndt af de forkerte årsager, og så sidder man pludselig over for en eller anden, der er kommet i klemme for at sige det forkerte eller træde den forkerte politiker over tæerne.” Mens han talte, skubbede han sukkeret sammen til en lille bunke på bordet. ”Evelyn var ovenud høflig. Respektfuld. Indtil da var hendes baggrund fuldstændig pletfri. Hun behandlede mig, som om jeg bare passede mit job – ikke som om jeg var pædofil, hvilket er, hvad der normalt sker.”

”Måske vidste hun, at der aldrig ville blive rejst sigtelse mod hende?”

”Jeg tror, hun var bekymret for, at det ville ske, men hun var mere bekymret for sin datter. Hun gjorde en stor indsats for at holde Faith udenfor. Jeg havde aldrig mødt hende, før Amanda satte os sammen.”

”I det mindste er hun en god mor.”

”Hun er en stilfuld dame. Men hun er også intelligent, stærk og sej. Jeg har ikke lyst til at indgå et væddemål om hendes rolle i det her.”

Sara havde glemt æggene. Hun tog spatelen og skrabede æggemassen fri af bunden.

”Evelyn sad bundet til en stol med isoleringstape,” sagde Will, ”mens de endevendte hele huset. Jeg fandt et pilehoved under sædet på stolen. Hun havde tegnet det med sit eget blod.”

”Hvilken retning pegede pilen i?”

”Ind i rummet. Sofaen. Baghaven.” Han trak på skuldrene. ”Hvem ved? Vi fandt ingenting.”

Sara tænkte over det. ”Bare et pilehoved og ikke andet?”

Han bredte sukkeret ud på bordet og tegnede et pilehoved i det.

Sara betragtede symbolet, mens hun tavst diskuterede med sig selv, hvordan hun skulle komme videre. Langt om længe besluttede hun sig for, at sandheden var hendes eneste mulighed. ”I mine øjne ligner det et V. Bogstavet V.”

Will var stille på en måde, der ændrede hele stemningen i rummet. Hun troede, at han ville vælge at skifte emne eller sige noget sjovt, men så sagde han: ”Det var ikke et perfekt pilehoved. Blodet var tværet en smule ud i toppen.”

”Sådan her?” Hun tegnede endnu en streg. ”Ligesom bogstavet A?”

Han stirrede på tegnet. ”Amanda prøvede velsagtens ikke at snakke udenom, da hun sagde, at hun ikke anede, hvad jeg talte om.”

”Så hun det også?”

Han børstede sukkeret ned i hånden og kom det ned i posen til den sidste donut. ”Jep.”

Hun stillede en tallerken med æggene foran ham. Toasteren skubbede brødet op. Det var næsten helt sort. ”Åh, nej,” mumlede hun. ”Det må du undskylde. Du behøver ikke at spise det. Skal jeg fiske dine hotdogs op af skraldespanden igen?”

Han tog de brændte toastskiver ud af hånden på hende og lagde dem på bordet. Det lød som to mursten, der landede på et betongulv. ”Lidt smør ville være dejligt.”

Hun havde kun plantemargarine. Will kom en smule af det på kniven og fordelte det på brødet, indtil det var blevet blødt nok til, at han kunne folde det sammen på midten. Æggene var mere grå end gule, men alligevel begyndte han at spise af dem.

”Amanda begynder med A. Almeja begynder med A. Og nu har Evelyn muligvis tegnet et A under sin stol.”

Han lagde gaflen fra sig. Tallerkenen var tom.

Hun fortsatte: ”Almeja lyder en lille smule ligesom Amanda. Der er lige mange stavelser. Første og sidste bogstav er det samme.” Han ville ikke selv have bemærket det. De fleste ordblinde kunne ikke nævne to ord, der rimede på hinanden, om de så fik holdt en pistol for panden.

Han skubbede tallerkenen lidt væk. ”Amanda fortæller mig ingenting. Hun vil ikke engang indrømme, at korruptionssagen har noget at gøre med Evelyns bortførelse.”

”Men alligevel bad hun dig om at gennemgå alle dine gamle sagsmapper.”

”Enten er der nogle bestemte oplysninger, hun har brug for, eller også vil hun bare sørge for, at jeg er travlt beskæftiget. Hun ved, jeg kommer til at bruge hele natten på det.”

”Ikke hvis jeg hjælper dig.”

Han tog tallerkenen og bar den hen til vasken. ”Vil du gerne have, at jeg vasker den af, før jeg går?”

”Jeg vil hellere have, at du fortæller mig om gerningsstedet.”

Han skyllede tallerkenen af og vaskede sine hænder.

”Det er det kolde,” sagde Sara. Det var nytteløst at fortælle ham, at eftersom hun var venstrehåndet, havde hun fået hanen med varmt vand flyttet over i højre side, så hun lænede sig ind over vasken og justerede temperaturen for ham.

Will åbnede hånden, så hun kunne sprøjte lidt flydende sæbe ned i den. ”Hvorfor dufter du af møbelpolish med citron?”

”Hvorfor bildte du mig ind, at Betty var din kones hund?”

Han fik sæben til at skumme mellem hænderne. ”Der er visse mysterier, der aldrig bliver løst.”

Hun smilede. ”Fortæl noget mere om gerningsstedet.”

Will fortalte hende, hvad de havde fundet. De væltede stole og det ødelagte legetøj. Han fortsatte med at fortælle om mrs. Levy og Evelyns ven, Mittals teori om blodsporene og sluttede med sin egen afvigende teori om sporene. Da han nåede til den del af historien, hvor de fandt manden i bagagerummet, lykkedes det Sara at få ham til at sætte sig ved spisebordet.

”Tror du, at Boyd Spivey blev slået ihjel, fordi han talte med Amanda?”

”Det er muligt, men ikke særlig sandsynligt.” Han forklarede: ”Tænk på timingen. Amanda ringede til fængselsinspektøren to timer før, vi ankom til fængslet. Fængselslægen fortalte efterfølgende, at Spivey blev stukket ned med en savtakket kniv. Det er ikke bare noget, man lige laver af sin tandbørste. Kameraet var blevet sat ud af funktion dagen før, hvilket tyder på, at drabet var planlagt mindst et døgn i forvejen.”

”Tingene var med andre ord blevet koordineret. Evelyn blev kidnappet. Et par timer senere blev Boyd slået ihjel. Er de andre mænd fra hendes team i sikkerhed?”

”Det er et rigtig godt spørgsmål.” Han fiskede sin mobiltelefon op af lommen. ”Er det i orden, at jeg lige foretager et par telefonopkald?”

”Ja, selvfølgelig.” Hun rejste sig fra bordet for at lade ham være alene. Panden var stadig varm, så hun skyllede den af i koldt vand. Æggene havde brændt sig fast på metallet. Hun kradsede lidt i skorperne med tommelfingerneglen, før hun gav op og lagde panden ind i den øverste skuffe i opvaskemaskinen.

Hun åbnede Boyd Spiveys mappe igen. Will havde brugt en lyserød stjerne til at identificere ham, hvilket muligvis var et forsøg på at være morsom. Manden lignede på alle måder en korrupt strisser. Hans måneformede ansigt tydede på brug af steroider. Pupillerne var stort set ikke til at få øje på i hans stikkende øjne. Hans højde og vægt fik ham til at ligne en linebacker.

Hun skimmede detaljerne om hans anholdelse, mens hun med et halvt øre fulgte med i, hvad Will talte med en eller anden i Valdosta State Prison om. De diskuterede, om de skulle flytte Ben Humphrey og Adam Hopkins til to eneceller og blev enige om, at det sikkert var bedst bare at holde ekstra godt øje med dem.

Wills næste opkald var mere kompliceret. Sara gik ud fra, at han talte med en eller anden på GBI’s hovedkvarter om, hvordan de muligvis kunne komme i kontakt med de to resterende mænd via deres tilsynsværger.

Sara fandt Spiveys personalemappe fra Atlanta Politi bag anholdelsesrapporten. Hun læste alle oplysningerne om mandens professionelle karriere. Spivey var blevet optaget på politiskolen lige efter high school. Han havde gået på aftenskole på Georgia State for at tage en bachelor i kriminalvidenskab. Han havde tre børn, og hans kone arbejdede som sekretær på det hollandske konsulat i udkanten af byen.

Spiveys forfremmelse til Evelyns team var et kup. Narkoafdelingen var en af de mest specialiserede styrker i hele landet. De havde alle de bedste våben og faciliteter, og der var tilstrækkeligt mange højt profilerede kriminelle i Atlanta-området til at give dem masser af opmærksomhed og pressedækning, hvilket specielt Spivey så ud til at nyde. Will havde indsamlet en række avisudklip om styrkens mest bemærkelsesværdige afsløringer. Spivey stod enten helt fremme i forreste række eller udgjorde kernen i alle nyhedsartiklerne, selvom det var Evelyn, der var afdelingens chef. På et af billederne stod en nybarberet Spivey med så mange bånd på brystet, at der var rigeligt til at pynte et fastelavnsris.

Men alligevel havde det ikke været nok.

”Så er jeg her igen.”

Sara så op fra læsningen. Will havde afsluttet sine telefonsamtaler.

”Det må du undskylde. Jeg ville bare sikre mig, at de var i sikkerhed.”

”Det er helt i orden.” Sara havde ikke tænkt sig at lade, som om hun ikke havde lyttet. ”Du har ikke ringet til Amanda.”

”Nej.”

”Giv mig nogle flere mapper, jeg kan læse.”

”Du behøver virkelig ikke at gøre det her.”

”Jeg vil gerne.” Hun prøvede ikke længere bare at være venlig eller trække tingene i langdrag for at tilbringe noget mere tid i hans selskab. Hun var oprigtigt interesseret i at finde ud af, hvad det var, der havde fået en mand som Boyd Spivey til at falde så dybt.

Will stirrede på hende så længe, at hun troede, han ville sige nej. Men så åbnede han en af kasserne. En gammel walkman lå midt i en bunke kassettebånd. Der var ikke skrevet nogen tekst på nogen af dem, men de var hver især forsynet med en farvet, stjerneformet mærkat. Will forklarede: ”Båndene indeholder optagelserne af alle de samtaler, jeg havde med sagens mistænkte. I begyndelsen var der ikke mange af dem, der sagde ret meget, men alligevel endte de alle med at indgå en aftale for at modtage en mildere straf.”

”Sladrede de om hinanden?”

”Aldrig. De havde nogle informationer om et par lokale byrådsmedlemmer, de gerne ville dele med mig. Det fik anklageren til at fare lidt mere lempeligt frem over for dem.”

Sara kunne ikke blive rystet over at høre om politikere med narkoproblemer. ”Hvor meget mere lempeligt behandlede anklageren dem?”

”Lempeligt nok til få dem til at få munden en smule på gled, men ikke nok til at få dem til at fælde de store fisk.” Han åbnede den næste kasse og tog nogle flere sagsmapper op af den. Ligesom alt andet var de mærket med forskellige farvekoder. Først rakte han hende de grønne. ”Vidneforklaringer, anklagemyndigheden.” Han samlede de røde mapper, hvoraf der ikke var helt så mange. ”Vidneforklaringer, forsvaret.” Han tog de blå mapper. ”Her er dokumenterne om alle de mest indbringende sager – alle de tilfælde, hvor der blev beslaglagt mere end to tusind dollars.”

Sara fortsatte læsningen og gennemgik omhyggeligt den næste personalemappe. Ben Humphrey havde været en politimand af samme type som Boyd Spivey. Han var kraftigt bygget, dygtig til sit job, elskede omtale og var – i sidste ende – gennemført korrupt. Det samme viste sig at være tilfældet med Adam Hopkins og Demarcus Alexander, som begge blev hyldet for deres mod i forbindelse med et voldeligt bankrøveri, og som begge havde betalt deres sommerhuse i Florida kontant. Lloyd Crittenden var blevet forfremmet fra færdselspolitiet, efter at han var trillet seks gange rundt i sin patruljevogn i forbindelse med forfølgelsen af en mand, der havde skudt vildt omkring sig med et oversavet jagtgevær på en lurvet bar. Samtidig havde han ry for at være temmelig rapkæftet og havde fået to anmærkninger for insubordination, men alligevel havde Evelyn været fuld af lovprisninger i sin årlige bedømmelse af ham.

Den eneste outsider i gruppen var Chuck Finn, der virkede mere intellektuel end sine kolleger. Finn havde været i færd med at tage en ph.d. i italiensk renæssancekunst, da han blev anholdt. Hans livsstil havde ikke været lige så overdådig som de andres. Han havde brugt sine ulovligt erhvervede penge til at uddanne sig og rejse. Hans bidrag til gruppen måtte have været af mere subtil art. Det var tydeligt, at Evelyn Mitchell havde været særdeles omhyggelig, da hun håndplukkede mændene til sit team. Nogle var ledertyper, mens andre – som Chuck Finn – snarere spillede en mere tilbagetrukket rolle. Ikke desto mindre passede de alle ind i den samme, overordnede profil. De var ambitiøse og havde ry for ikke at holde sig tilbage fra at gøre det, der skulle gøres. Tre af mændene var hvide. To var sorte. En var halvt cherokee-indianer. Og alle havde sat alt på spil for kolde, klingende kontanter.

Will vendte båndet i den gamle walkman. Han sad med lukkede øjne og høretelefonerne i ørerne. Hun kunne høre en stille knagen fra hjulene i båndoptageren.

De næste mapper indeholdt dokumenter om alle de højt profilerede anholdelser, gruppen havde foretaget og tilsyneladende også tjent godt på gennem årene. Sara havde troet, at disse mapper ville være de sværeste at komme igennem, men det viste sig, at der ikke var så meget at komme efter i dem. Sådan var det, når man beskæftigede sig med ulovlig narkohandel. De fleste af de mænd, som var blevet knaldet, var enten døde eller sad i fængsel, da sagen mod mændene fra Evelyns hold blev rejst. Kun nogle få af dem var stadig på fri fod, men der var ingen tvivl om, at de stadig var aktive. Sara genkendte nogle af navnene fra aftennyhederne. To af dem virkede lovende af indlysende årsager. Hun lagde sagsmapperne om dem til side for at vise dem til Will.

Hun kastede et blik på uret. Klokken havde passeret midnat, og hun skulle møde tidligt. Som på et tegn gabte hun så højt, at hendes kæbe var lige ved at gå af led. Hun så på Will for at sikre sig, at han ikke havde bemærket det. Der lå stadig en stor bunke mapper foran hende. Hun var kun kommet halvvejs igennem dem, men hun kunne ikke få sig selv til at indstille læsningen. Det var som at prøve at stykke alle de små spor i en kriminalroman sammen. Heltene var lige så korrupte som skurkene, og det virkede, som om skurkene affandt sig med politifolkenes korruption som en nødvendig omkostning ved deres forretninger. Begge grupper havde sikkert en lang række forklaringer, der retfærdiggjorde deres ulovlige handlinger.

Hun tog den næste bunke med mapper. Ingen af de seks mænd fra Evelyns team var nogensinde blevet stillet for en dommer, men sagerne mod dem måtte have været tæt på at blive indledt, da de indgik deres forlig. Anklagerens liste over potentielle vidner var blevet omhyggeligt gennemgået, men det var i endnu højere grad tilfældet for forsvarernes vidner. Will måtte være bekendt med navnene, men alligevel læste Sara omhyggeligt alle dokumenterne. Efter at hun i en time havde sammenholdt vidnernes udsagn med hinanden, fortsatte hun til den mappe, hun havde gemt til sidst som en belønning for ikke at give op undervejs.

Billedet af Evelyn Mitchell viste en slank kvinde med et uaflæseligt udtryk i ansigtet. Det måtte have været ydmygende for hende at blive anholdt, efter at hun havde tilbragt så mange år på den anden side af bordet, men der var ikke noget ved hendes udtryk, der afslørede det. Hendes mund var som en smal streg, og hendes blik var rettet stift frem. Hendes hår var lyst ligesom Faiths, men grå stænk var begyndt at vise sig ved tindingerne. Blå øjne, 74 kilo, 1,76 høj – en anelse højere end Faith.

Hendes karriere havde været en af den slags, der to gange havde sikret hende en pionerpris fra en lokal kvindeforening. Hendes forfremmelse til kriminalbetjent var kommet efter en gidselforhandling, der endte med løsladelsen af to børn, mens kidnapperen – som havde adskillige sager om børnemishandling på samvittigheden – døde. Hendes forfremmelse til kriminalinspektør var kommet næsten ti år efter, at hun havde bestået prøven med de højeste karakterer, nogen nogensinde havde opnået. Og udnævnelsen til afdelingschef var et resultat af, at hun via Ligestillingskommissionen havde anlagt sag mod sin arbejdsgiver for kønsdiskriminering.

Evelyn havde arbejdet sig op gennem systemet på den hårde måde og havde aftjent sin værnepligt på gaden. Hun havde taget to uddannelser – den ene på Georgia Tech – begge med flotte resultater. Hun var mor, mormor og enke. Som Sara så det, var begge hendes børn endt med at tjene deres land – den ene i lokalsamfundet, den anden i militæret. Hendes mand havde haft et godt og respektabelt job som assurandør. På mange måder fik hun Sara til at tænke på sin egen mor. Cathy Linton var ikke typen, der gik rundt med pistol, men også hun var drevet til at gøre de ting, som hun mente var de mest rigtige for hende selv og hendes familie.

Men hun ville aldrig have taget imod bestikkelse. Cathy var indbegrebet af ærlighed – et menneske af den slags, der kunne finde på at vende om og køre firs kilometer tilbage til en turistfælde i Florida, fordi hun havde fået for meget tilbage i byttepenge. Måske var det forklaringen på, hvorfor Faith godt kunne arbejde sammen med Will. Hvis nogen fortalte Sara, at hendes mor havde stjålet næsten en million dollars, ville hun le vedkommende lige op i ansigtet. Det var den slags, der kun skete i bøger. Faith mente ikke bare, at Will tog fejl med hensyn til hendes mor. Hun var overbevist om, at han led af en vrangforestilling.

Will satte et nyt bånd i.

Sara gav tegn til, at han skulle tage hovedtelefonerne af. ”Det hænger ikke sammen.”

”Hvad hænger ikke sammen?”

”Du fortalte, at hver af politifolkene fra Evelyns team sikrede sig lige knap en million dollars, men hvad angår Evelyn, har du ikke kunnet redegøre for mere end i bedste fald tres tusind dollars på en konto, der blev åbnet i en anden stat i Bill Mitchells navn. Evelyn kører ikke i en Porsche. Hun har ikke en hemmelig elsker. Faith og hendes bror har ikke gået på privatskoler, og den eneste ferie, hun har været på, gik til Jekyll Island med Faiths søn.

”Regnestykket vil hænge bedre sammen efter i dag,” mindede han hende om. ”Evelyns bortfører er ude efter resten af pengene.”

”Det tror jeg ikke på.”

De fleste politifolk forsvarede deres sager på samme måde, som de ville forsvare deres egne børn, men Will spurgte bare: ”Hvorfor ikke?”

”Mavefornemmelse. Instinkt. Jeg køber bare ikke forklaringen.”

”Faith kender ikke til bankkontoens eksistens.”

”Jeg skal nok lade være med at sige noget til hende.”

Han satte sig op og slog hænderne sammen. ”Jeg har lige gennemlyttet mine afhøringer af Evelyn. Hun taler stort set kun om sin mand.”

”Bill, ikke? Han var assurandør.”

”Han døde et par år før sagen mod Evelyn.”

Sara forberedte sig på et enke-spørgsmål, men Will gik i en anden retning.

”Året før Bills død blev der anlagt sag mod ham af en forsikringstagers efterladte familie, fordi han havde fået afslag på sin ansøgning om hjælp til behandling. Familien hævdede, at Bill havde udfyldt nogle papirer forkert. En far til tre havde fået konstateret en sjælden hjertesygdom, men forsikringsselskabet nægtede at betale for behandlingen.”

Det var ikke en ukendt historie for Sara. ”Forsikringsselskabet hævdede, at sygdommen skyldtes en defekt, som var der, før han tegnede forsikringen.”

”Det var bare ikke tilfældet … eller i det mindste var defekten ikke blevet konstateret. Familien hyrede en advokat, men det var for sent. Manden døde, fordi der var sat et kryds i en forkert rubrik på en formular. Tre dage senere modtog hans enke et brev i postkassen fra forsikringsselskabet, hvori der stod, at assurandøren, Bill Mitchell, desværre havde begået en fejl i forbindelse med udfyldelsen af papirerne, og at hendes mands behandling alligevel var dækket af forsikringen.”

”Hvor frygteligt.”

”Det tog hårdt på Bill. Han var en meget omhyggelig mand. Hans omdømme var vigtigt for ham, også arbejdsmæssigt. Bekymringerne gav ham mavesår.”

Rent videnskabeligt var det ikke helt sådan, et mavesår opstod, men hun sagde bare: ”Fortsæt.”

”I sidste ende blev han renset alligevel. Man fandt de oprindelige formularer. Det var forsikringsselskabet, der havde lavet fejlen, ikke Bill. En eller anden, der havde tastet oplysningerne fra skemaet ind, havde afkrydset det forkerte felt. Der lå ikke nogen ondsindede hensigter bag, bare sjusk.” Will slog det hen. ”Okay, men Evelyn fortalte, at Bill aldrig kom over det. Det gjorde hende vanvittig, at han ikke kunne lægge det bag sig. De skændtes om det. Hun troede, at han bare havde ondt af sig selv. Hun beskyldte ham for at være paranoid. Han sagde, at hans kolleger var begyndt at behandle ham anderledes, selvom mange sagde, at selskabet havde påtaget sig skylden, og at det var blevet bevist, at Bill ikke havde gjort noget forkert.”

Sara lød skeptisk. ”Et forsikringsselskab, der frivilligt påtog sig skylden?”

”Folk får de skøreste ideer,” sagde Will. ”Under alle omstændigheder følte Bill, at sagen med ét havde slået en streg over alle de gode ting, han havde gjort gennem årene. Evelyn fortalte, at da hans kræftsygdom brød ud – Bill døde af kræft i bugspytkirtlen tre måneder efter, at diagnosen var blevet stillet – troede hun, at en del af forklaringen på, at han ikke overvandt sygdommen, var, at der hang en tung sky af skyld over hovedet på ham. Hun havde aldrig tilgivet ham for, at han ikke kæmpede for at vinde over kræften. Det var, som om han bare accepterede sygdommen og ventede på at dø.”

Det var ikke let at sejre over kræft i bugspytkirtlen. På langt sigt var chancerne for overlevelse mindre end fem procent. ”Stress i den størrelsesorden kan sagtens svække immunsystemet.”

”Evelyn var bekymret for, at det samme ville ske for hende.”

”At hun også ville få kræft?”

”Nej. At efterforskningen ville ødelægge hendes liv, selvom hun blev frikendt. At beskyldningerne ville hænge over hovedet på hende i al evighed. Hun fortalte, at i alle de år, der var gået siden hendes mands død, havde hun aldrig længtes mere brændende efter at få ham tilbage, så hun kunne fortælle, at hun omsider forstod ham.”

Sara overvejede betydningen af det, Evelyn havde sagt. ”Det lyder som noget, kun en uskyldig vil sige.”

”Ja, du har ret.”

”Betyder det, at du ikke længere er så sikker på din oprindelige konklusion?”

”Det er meget hensynsfuldt af dig at formulere spørgsmålet så diplomatisk,” lo han. ”Jeg ved det ikke. Sagen mod hende blev lukket, før jeg havde nået at komme hele vejen rundt og afslutte den. Evelyn underskrev papirerne og gik på pension. Amanda fortalte mig ikke engang, at sagen var slut. Jeg hørte det i nyhederne en morgen … anerkendt efterforskningsleder ved Atlanta Politi går på pension for at tilbringe mere tid sammen med sin familie.”

”Du tror stadig, at hun slap af sted med det.”

”Der er én ting, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Hun var chef for et team, hvis medlemmer stjal en hel masse penge. Enten vendte hun det blinde øje til, eller også var hun ikke så dygtig, som det fremgår af hendes papirer.” Will pillede ved plastickanten på et af båndene. ”Og der er stadig det med bankkontoen. Beløbet syner måske ikke af meget sammenlignet med millioner, men tres tusind er alligevel en pæn slat penge. Og kontoen er oprettet i hendes mands navn, ikke i hendes eget. Hvorfor har hun ikke fået det ændret nu, hvor han er død? Hvorfor er kontoens eksistens stadig en hemmelighed?”

”Alt sammen gode pointer.”

Will var tavs et øjeblik, og den eneste lyd i rummet kom fra hans tommelfingernegl, der stadig pillede ved plasticsamlingen. ”Faith ringede ikke til mig, da det skete. Jeg havde ikke min mobiltelefon på mig, så hun ville ikke have fået noget ud af det, men hun ringede ikke til mig.” Han tav igen et øjeblik. ”Jeg tænker, at hun måske ikke stoler på mig, fordi hendes mor er involveret.”

”Jeg tvivler på, at hun overhovedet tænkte på det i den aktuelle situation. Du ved, hvordan man bare bliver helt tom i hovedet, når der sker noget i den stil. Har du spurgt hende om, hvorfor hun ikke ringede?”

”Hun har rigeligt andet at tænke på lige nu end at holde mig i hånden.” Han lo hånligt ad sig selv. ”Måske skulle jeg skrive om det i min dagbog?” Han begyndte at pakke kasserne sammen. ”Godt, jeg må hellere lade dig komme i seng. Er du faldet over noget, som du synes, jeg bør vide?”

Hun tog de to mapper, hun havde lagt til side. ”Det er måske umagen værd at kaste et nærmere blik på de to mænd her. De var begge involveret i nogle af de største sager. En af dem stod også på Spiveys forsvarers vidneliste. Jeg faldt over ham, fordi han tidligere har været involveret i sager om kidnapninger i forbindelse med kampen mod rivaliserende bander.”

Will åbnede den øverste mappe.

Sara oplyste navnet på den pågældende person. ”Ignatio Ortiz.”

Will sukkede. ”Han sidder i Philips State Prison, dømt for forsøg på manddrab.”

”Så kan det ikke være svært at finde ham.”

”Der er ham, der er leder af Los Texicanos.”

Sara kendte godt banden. Hun havde behandlet en hel del unge, som var involveret i organisationen. Der var ikke mange af dem, der forlod skadestuen i ét stykke.

”Hvis Ortiz er involveret i det her,” sagde Will, ”vil han aldrig tale med os, og hvis han ikke er involveret, vil han heller aldrig tale med os. Uanset hvad vil vi skulle bruge tre eller fire timer på at køre op til fængslet og tilbage igen – uden at få noget ud af det.”

”Spiveys forsvarer ville have indkaldt ham som vidne.”

”Boyd kendte overraskende mange forbrydere, der var villige til at indtage vidneskranken og sige, at han ikke havde stjålet deres penge. Der var en hel hob af kriminelle, der var villige til at give Evelyns team deres fulde støtte.”

”Fik I ikke noget ud af Boyd i fængslet?”

Will rynkede panden. ”Det var kun Amanda, der talte med ham. Samtalen mellem dem blev nærmest ført i kodesprog. Der var dog én ting, jeg opfangede. Boyd fortalte, at asiaterne prøver at presse mexicanerne ud af forsyningsdelen af markedet.”

”Los Texicanos,” sagde Sara.

”Amanda fortalte, at deres foretrukne metode går ud på at skære halsen over på deres fjender.”

Sara tog sig til halsen og prøvede at lade være med at skælve. ”Tror du, at Evelyn er involveret i narkohandel?”

Han lukkede Ortiz’ mappe. ”Jeg kan ikke se hvordan. Hun har ingen magt uden sit politiskilt. Og jeg kan ikke forestille mig hende som anfører for en bande, medmindre hun er en eller anden form for sociopat. Mormor og barnepige om dagen og narkodronning om natten.”

”Du sagde, at Ortiz er fængslet for forsøg på manddrab. Hvem prøvede han at slå ihjel?”

”Sin bror. Han fandt ham i seng med sin kone.”

”Måske er det her hans bror.” Sara åbnede den næste mappe. ”Hector Ortiz,” sagde hun. ”På papiret ser han ikke ud til at være en skidt fyr, men hans navn stod også på forsvarerens vidneliste. Jeg faldt over ham, fordi han har samme efternavn som Ignatio.”

Will trak billedet af ham fri af clipsen for at kaste et nærmere blik på det. ”Fortæller din mavefornemmelse stadig, at Evelyn er uskyldig?”

Sara så på sit ur. Hun skulle møde på arbejde om mindre end fem timer. ”Min mave er allerede gået i seng. Hvad tror du selv?”

Han holdt billedet af Hector Ortiz op. Manden var skaldet og havde et gråsprængt fipskæg. Hans skjorte var krøllet. Han løftede den ene arm for at vise en tatovering til fotografen. En grøn og rød Texas-stjerne omviklet af en klapperslange.

”Evelyns ven,” sagde han.