KAPITEL 8

Faiths øjne var lukkede, men hun kunne ikke falde i søvn og ville heller ikke komme til det. Natten var passeret i langstrakte sekunder, der havde sneglet sig af sted som Dødens segl, der blev trukket skrabende hen over gulvet. I timevis havde hun lyttet til hver eneste lille knagende eller sukkende lyd fra huset, mens hun spidsede ører for at høre en bevægelse nedenunder, som fortalte, at Zeke langt om længe var vågen.

Hendes mors finger lå i en halvtom æske med plastre i medicinskabet. Den var indpakket i en lille plasticpose med lynlås, som hun havde fundet i en gammel kuffert. Hun havde diskuteret med sig selv, om hun skulle lægge den på is, men tanken om at bevare Evelyns finger havde fået galden til at presse sig på i hendes hals. Desuden havde hun ikke haft lyst til at gå nedenunder og risikere at møde Zeke eller betjentene ved køkkenbordet eller Jeremy, som uden tvivl ville komme ned og slutte sig til dem, hvis han hørte, at hans mor var stået op igen. Faith vidste, at hvis hun så nogen af dem, ville hun begynde at græde, og hvis hun begyndte at græde, ville de hurtigt finde ud af årsagen.

Hold munden lukket og øjnene åbne.

Det var præcis, hvad hun gjorde, selvom strisseren i hende råbte og skreg, at det ville være en ufatteligt stor fejl at rette sig efter kidnapperens ordre. Man gav aldrig kidnapperne lov til at bestemme. Man efterkom aldrig en anmodning uden at få noget igen. Faith havde snesevis af gange rådgivet familier i lignende situationer, men nu forstod hun, at situationen var en helt anden, når den bortførte, hvis liv var i fare, var en del af ens egen familie. Hvis Evelyns bortførere havde bedt hende om at overhælde sig med benzin og sætte en tændstik til, ville hun have gjort det. Enhver logik var fløjet ud ad vinduet, da det gik op for hende, at der var en overhængende og reel risiko for, at hun aldrig ville få sin mor at se igen.

Alligevel tørstede strisseren i hende efter flere detaljer. Der var undersøgelser, som kunne gennemføres for at finde ud af, om Evelyn var i live, da hun fik fingeren skåret af. Der var andre undersøgelser, som med sikkerhed kunne fastslå, om fingeren i det hele taget stammede fra hende. Det lignede en kvindes finger, men Faith havde aldrig brugt særlig meget tid på at studere sin mors hænder. Der var ingen vielsesring på fingeren, men Evelyn var holdt op med at gå med sin for et par år siden. Det var en af de ting, Faith i begyndelsen ikke havde bemærket. Eller måske var hendes mor bare god til at lyve. Hun havde bare leet, da Faith havde spurgt om den manglende ring. ”Åh, den tog jeg da af for mange år siden.”

Havde hendes mor løjet? Det var et helt centralt spørgsmål. Faith løj for Jeremy hele tiden, men det handlede kun om den slags ting, som mødre burde lyve for deres børn om. Hendes kærester, hendes arbejde, hvordan det gik med hendes sygdom. Evelyn havde løjet om, at Zeke var flyttet tilbage til USA, men hun havde gjort det for at bevare freden – og sikkert også for at forhindre Zekes misbilligelse i at overskygge den glædelige begivenhed, at Emma var kommet til verden.

Den slags løgne talte ikke med. De var beskyttende løgne, ikke ondskabsfulde løgne, der sad som en betændt splint under huden. Havde Evelyn løjet for Faith om andre og endnu vigtigere forhold? Der var et eller andet stort, som Evelyn skjulte for hende – også ud over det indlysende. Hele hendes hus havde fortalt, at det handlede om andet og mere. Omstændighederne omkring hendes bortførelse fortalte en kapitellang historie. Hun lå inde med et eller andet, som nogle ubehagelige typer var desperate efter at få fingrene i. Der var en forbindelse til narkoverdenen. Der var mindst én bande involveret. Hendes mor havde været ansat ved narkopolitiet. Havde hun skjult en stor bunke penge lige siden? Var der et hemmeligt skatkammer et sted i huset? Ville Faith og Zeke, når Evelyns testamente blev læst op, finde ud af, at deres mor rent faktisk havde været velhavende?

Nej, det var umuligt. Evelyn ville vide, at hendes børn straks ville aflevere enhver form for ulovligt erhvervede penge, uanset hvor meget lettere de ville gøre deres liv. Huslån. Afdrag på billån. Studielån. Intet af det var på vej til at forsvinde ud af hendes liv. Hverken Zeke eller Faith ville nogensinde tage imod beskidte penge. Det havde Evelyn trods alt opdraget dem for godt til.

Og Evelyn havde opdraget Faith til at være en strisser, der ikke bare sad med hænderne i skødet hele natten og ventede på, at solen stod op.

Hvad ville Evelyn have ønsket, at hun gjorde, hvis hun havde været ved hendes side lige nu? Det indlysende svar var at ringe til Amanda. De to kvinder havde altid stået hinanden nær. ”De står last og brast med hinanden,” havde Bill Mitchell ofte sagt – og ikke for at smigre dem. Selv efter at Faiths onkel Kenny havde besluttet sig for at gøre sig selv til grin ved at tage ned og jage langt yngre kvinder på strandene i det sydlige Florida, havde Evelyn gjort det klart, at hun foretrak at have Amanda siddende ved familiens bord i julen i stedet for Kenny Mitchell. De to kvinder havde knyttet et tæt bånd mellem sig – nærmest som to soldater, der vendte hjem fra krig.

Men det var udelukket, at hun ringede til Amanda nu. Hun ville bare komme bragende og opføre sig som en elefant i en glasbutik. Hele huset ville blive vendt på den anden ende. En indsatsstyrke ville blive tilkaldt og blive installeret i huset. Kidnapperne ville kaste et enkelt blik på det vanvittige magtopbud og nå til den konklusion, at det var nemmere at skyde deres offer en kugle for panden end at forhandle med en kvinde, der for enhver pris ville have dem ned med nakken. For det var præcis sådan, Amanda ville gribe situationen an. Hun tacklede aldrig noget på en rolig og diskret måde. Det var altid hundrede procent eller ingenting.

Will, derimod, var god til at gå på listesko og beherskede teknikken til perfektion. Og han var hendes makker. Hun burde ringe til ham, eller i det mindste burde hun sende ham en besked. Men hvad kunne hun fortælle ham? ”Jeg har brug for din hjælp, men du må ikke sige noget til Amanda, og vi ender måske med at overtræde loven, men jeg beder dig indtrængende om ikke at stille nogen spørgsmål.” Det ville være en uholdbar situation for ham. Han havde selv bøjet reglerne for hendes skyld i går, men hun kunne ikke bede ham om at gøre det. Der var ingen, hun stolede mere på, men undertiden havde Will et forvirrende forhold til, hvad der var rigtigt og forkert. En del af hende frygtede endvidere, at han ville give hende et nej. Men en større del af hende frygtede, at hun ville ende med at få ham ud i problemer af en slags, han aldrig ville kunne komme ud af igen. Det var én ting, at Faith muligvis smed sin egen karriere ud ad vinduet, men hun kunne ikke bede Will om at gøre det samme.

Hun begravede ansigtet i hænderne. Selv hvis hun prøvede at ringe til nogen, blev alle hendes telefoner aflyttet for det tilfældes skyld, at der blev fremsat et krav om løsepenge. Hendes mailkonto var oprettet via GBI, og sandsynligheden talte for, at også den blev overvåget. De aflyttede sikkert også hendes mobiltelefon.

Og det var kun det, der blev gjort af de gode – dem, der stod på hendes side. Hvem vidste, hvad Evelyns kidnappere havde stablet på benene? De kendte Jeremys kælenavn, hans fødselsår og navnet på hans skole. De havde sendt en advarsel via hans Facebook-profil. Måske havde de også aflyttet hans værelse? Selv avanceret aflytningsudstyr kunne bestilles med et par klik på internettet. Medmindre Faith gik en runde i huset og afmonterede alle stikkontakterne og skilte alle telefonerne ad, var det umuligt for hende at vide, om hun blev aflyttet. Og i det øjeblik, hendes opførsel begyndte at blive paranoid, når hun var sammen med familien, ville de uden tvivl finde ud af, at der var noget galt. For ikke at nævne betjentene fra Atlanta Politi, der nøje overvågede selv hendes mindste bevægelse.

Langt om længe hørte hun, at der blev skyllet ud i toilettet nedenunder. Et par sekunder efter blev hoveddøren åbnet og lukket. Zeke skulle sikkert ud for at løbe en tur, eller måske havde betjentene besluttet sig for at trække lidt frisk luft i forhaven i stedet for konstant at stå omme i baghaven.

Faiths hasemuskler sitrede af smerte, da hun støttede fødderne på gulvet. Hun havde ligget sammenkrøllet i sengen så længe, at hun var blevet stiv i hele kroppen. Ud over at kigge ind til Emma havde hun ikke vovet at gå for meget omkring aftenen før af frygt for, at Zeke ville komme op og spørge, hvad helvede hun lavede. Huset var gammelt, gulvbrædderne knagede, og hendes bror havde altid sovet let.

Hun begyndte med sin kommode og åbnede forsigtigt skufferne efter tur for at gennemgå indholdet af T-shirts, underbukser og natkjoler for at se, om der var blevet rørt ved nogen af tingene. Intet så ud til at være blevet flyttet. Hun gik hen til skabet. Hendes arbejdstøj bestod primært af sorte jakkesæt med stretchbukser, så hun ikke behøvede at bekymre sig for, om hun kunne knappe dem om morgenen. Hendes svangerskabstøj lå i en kasse på den nederste hylde. Hun trak en stol hen til skabet og tjekkede, at ingen havde fjernet tapen fra kassen. Bunken af cowboybukser ved siden af kassen virkede urørt. Alligevel tjekkede hun alle lommerne, hvorefter hun rettede opmærksomheden mod jakkesættene og gjorde det samme med dem.

Ingenting.

Hun trådte op på stolen og hævede sig op på tåspidserne, så hun kunne nå den øverste hylde, hvor hun gemte en kasse med minder fra Jeremys barndom. Kassen var lige ved at falde ned i hovedet på hende, da hun trak den ud. Hun greb den dog i sidste øjeblik og holdt vejret, fordi hun var bange for at larme. Hun satte sig på stolen med kassen mellem benene. Papkassen var ikke lukket. Tapen var blevet pillet af for flere måneder siden. Da hun var gravid med Emma, havde hun haft en nærmest besættelsesagtig trang til at gennemgå alle minderne fra Jeremys barndom. Det var godt, at hun boede alene, for ellers ville en eller anden have tvivlet alvorligt på hendes følelsesmæssige stabilitet. Alene synet af Jeremys forsølvede sko og små strikkede futter havde forvandlet hende til et flæbende vrag. Hans karakterark. Skolemapper. Mors dags-kort, som han havde skrevet med farveblyanter. Valentineskort, som han havde klippet med sin lille, sløve saks.

Det sved i hendes øjne, da hun åbnede kassen.

En lok af Jeremys hår lå oven på hans karakterark fra 12. klasse. Det blå bånd, hun havde bundet om lokken, virkede forandret. Hun holdt håret op i lyset. Tiden havde fået det pastelfarvede silkebånd til at falme, og folderne på det var begyndt at være smånussede. Jeremys hår var blevet mørkere og var nu nærmest gyldenbrunt. Et eller andet føltes forandret. Hun kunne ikke finde ud af, om sløjfen på båndet havde været bundet op, eller om den bare var blevet løs af at ligge i kassen. Hun kunne ikke huske, om hun havde ordnet hans karakterark, så de lå fra 1. til 12. klasse eller omvendt. Det virkede underligt, at det sidste karakterark lå øverst, specielt fordi hårlokken lå oven på arkene. Eller måske var hun bare i færd med at skrue sig selv op i en spids, selvom der ikke var noget, der retfærdiggjorde det.

Hun tog hele stakken af karakterark op og kiggede under dem. Jeremys skolemapper lå der stadig. Hun kunne se de forsølvede sko, de strikkede futter og kortene af karton, som han havde lavet i skolen.

Det virkede, som om alle tingene lå på deres rette pladser, men alligevel kunne hun ikke slippe af med en følelse af, at nogen havde gennemgået kassens indhold. Var der andre, der havde set på Jeremys ting? Havde de set hjerterne, som han havde tegnet på et billede af sin første hund, mr. Billingham? Havde de gennemgået hans karakterark og leet højt, fordi hans lærer i 4. klasse, mrs. Thompson, havde kaldt ham en lille engel?

Faith lukkede kassen. Hun løftede den op over hovedet og skubbede den ind på plads på hylden. Da hun stillede stolen tilbage, sitrede hun af raseri ved tanken om, at en fremmed havde rodet i hendes søns ting med sine svedige og beskidte hænder.

Hun gik ind på Emmas værelse. Normalt sov hun ikke igennem, men den foregående dag havde været usædvanligt lang og forstyrret. Hun sov stadig, da Faith kiggede ned til hende. Hendes hals lavede en sagte klikkende lyd, når hun trak vejret. Faith lagde en hånd på hendes bryst, og Emmas hjerte føltes som en fugl, der var fanget under hendes hånd. Hun gik forsigtigt hen og undersøgte skabet, den lille kasse med legetøj, bleerne og det øvrige udstyr.

Ingenting.

Jeremy sov stadig, men Faith gik ind til ham alligevel. Hun samlede hans tøj op fra gulvet, så det i det mindste virkede, som om hun havde et formål med at være på værelset. En del af hende havde lyst til bare at stå og betragte ham. Han lå i det, hun altid havde kaldt hans John Travoltastilling – fladt på maven med højre fod hængende ud over kanten og venstre arm strakt op over hovedet. Hans smalle skulderblade stak ud under huden som to kyllingevinger. Hans hår dækkede det meste af hans ansigt. Der var en lille våd spytklat på hans pude. Han sov stadig med åben mund.

Dagen før havde hans værelse været rent og ryddeligt, men alene hans tilstedeværelse havde ændret alt. Papir flød på skrivebordet. Indholdet af hans rygsæk væltede ud over gulvet. Ledninger fra forskellige former for computerudstyr løb frem og tilbage over gulvet. Hans bærbare computer – som han havde sparet op til i et halvt år for at kunne købe – var åben og stod på højkant som en bog, han var ved at læse i. Med foden skubbede Faith til computeren, så den stod rigtigt, før hun forlod værelset. Men så vendte hun om, gik tilbage og trak lagnet op over hans skuldre, så han ikke kom til at fryse.

Hun lagde Jeremys tøj fra sig på vaskemaskinen og fortsatte nedenunder. Kriminalassistent Connor sad på den sædvanlige stol ved køkkenbordet. Han havde skiftet skjorte siden i går, og hans skulderhylster sad ikke længere så stramt om brystet. Hans røde hår var uglet, sikkert fordi han havde siddet med hovedet på bordet og sovet. Hun var begyndt at tænke på ham som ”Røde” og var bange for at åbne munden af frygt for, at navnet kom til at smutte ud af hende.

”Godmorgen, Mitchell,” sagde han.

”Er min bror ude at løbe?”

Han nikkede. ”Min kollega Taylor er kørt ud for at hente morgenmad. Jeg håber, det er i orden med McDonald’s.”

Tanken om mad var nok til at give Faith kvalme igen, men alligevel sagde hun: ”Mange tak.”

Halvdelen af indholdet i køleskabet var forsvundet, selvom det sikkert skyldtes Jeremy og Zeke, der begge spiste som attenårige drenge. Hun tog kartonen med appelsinjuice. Den var tom. Hverken hendes søn eller hendes bror kunne lide appelsinjuice.

”Er det dig og din kollega, der har drukket juice?” spurgte hun den rødhårede betjent.

”Nej, ma’am.”

Faith rystede kartonen. Den var stadig tom. Hun kunne ikke forestille sig, at den rødhårede betjent ville lyve om noget så banalt. Hun havde opfordret dem til bare at spise af alt, hvad de kunne finde i køkkenet. At dømme efter det stærkt reducerede lager af sukkerfri sodavand i køleskabet havde de taget hende på ordet.

Telefonen ringede. Faith tjekkede uret på komfuret. Klokken var præcis syv om morgenen. ”Det er sikkert min chef,” sagde hun til den rødhårede betjent, men alligevel ventede han, til hun havde taget røret.

”Ingen nyheder,” sagde Amanda.

Faith vinkede politimanden væk. ”Hvor er du?”

Hun besvarede ikke spørgsmålet. ”Hvordan har Jeremy det?”

”Udmærket, situationen taget i betragtning.” Faith tilbød ikke at fortælle mere. Hun tjekkede, at politibetjenten var gået ind i stuen, før hun gik hen og åbnede bestikskuffen. Skeerne lå forkert med den flade side af skaftet til højre i stedet for til venstre. Gaflerne lå med bagsiden op, og spidserne vendte frem mod den forreste ende af skuffen. Faith blinkede. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle lægge i det, hun så.

”Har du hørt om Boyd?” spurgte Amanda.

”Will fortalte mig det i aftes. Det gør mig ondt. Jeg ved godt, at han havde gjort meget skidt, men han var …”

Amanda lod hende ikke afslutte sætningen. ”Ja, det var han.”

Faith åbnede rodeskuffen. Alle kuglepennene var væk. Hun holdt dem samlet med en rød elastik, og de plejede at ligge i det bageste højre hjørne. Det var deres faste plads. Hun ledte mellem kuponerne, saksene og de uidentificerbare ekstranøgler. Ingen kuglepenne. ”Vidste du godt, at Zeke var i USA?”

”Din mor prøvede bare at beskytte dig.”

Faith åbnede den næste rodeskuffe. ”Der var tilsyneladende mange ting, hun prøvede at beskytte mig mod.” Hun førte hånden ind i bunden af skuffen og fandt kuglepennene. Elastikken omkring dem var gul. Havde hun udskiftet den? Hun havde en svag erindring om, at elastikken var sprunget for et stykke tid siden, men hun ville have været parat til at sværge på en hel stak Bibler på, at hun havde brugt en rød elastik fra et bundt broccoli, som hun havde købt i supermarkedet samme dag.

”Faith?” Amandas stemme lød anspændt. ”Hvad foregår der? Er der sket noget?”

”Nej, jeg har det fint. Det er bare …” Hun prøvede at finde på en undskyldning. Hun havde altså tænkt sig at stå fast … og lade være med at fortælle Amanda, at kidnapperne havde givet lyd fra sig. At de havde skjult en del af Evelyn under hendes pude. At de vidste alt for meget om Jeremy. At de havde rodet i hendes skuffer og lagt hendes bestik forkert. ”Det er stadig tidligt. Jeg har ikke sovet så godt i nat.”

”Du er nødt til at tage bedre vare på dig selv. Sørg for at spise ordentligt og få så meget søvn, som du kan. Drik masser af vand. Jeg ved godt, at det er svært, men du er nødt til at være stærk nu.”

Faith mærkede, hvordan vreden byggede sig op i hende. Hun vidste ikke, om hun talte med sin chef eller med tante Mandy lige nu, men uanset hvad kunne de begge rende hende i røven. ”Jeg ved godt, hvordan jeg skal tage vare på mig selv.”

”Det glæder mig at høre dig sige det, men set med mine øjne er det ikke det, der sker.”

”Havde hun gjort noget, Mandy? Er min mor i vanskeligheder, fordi …”

”Vil du gerne have, at jeg kommer forbi?”

”Er du ikke i Valdosta?”

Amanda blev tavs. Det var tydeligt, at Faith havde overtrådt en grænse. Eller måske handlede det bare om, at hendes chef var kvik nok til at huske på, at deres samtale blev optaget. Lige nu var Faith ligeglad. Hun stirrede på den gule elastik og spekulerede på, om hun var ved at gå fra forstanden. Hendes blodsukker var sikkert lavt. Hendes syn var en smule sløret, og hun var tør i munden. Hun åbnede køleskabet igen og rakte ud efter kartonen med appelsinjuice. Stadig tom.

”Tænk på din mor,” sagde Amanda. ”Hun ville have, at du gjorde dig stærk.”

Hvis Amanda bare vidste, at Faith var ved at gå op i limningen over en gul elastik. ”Jeg har det fint,” mumlede hun.

”Vi skal nok få hende hjem og sørge for, at gerningsmændene kommer til at betale en høj pris for alt det, de har trukket os igennem. Det kan jeg godt garantere.”

Faith åbnede munden for at sige, at hun var skideligeglad med at få hævn, men Amanda havde allerede afbrudt forbindelsen.

Hun smed juicekartonen i skraldespanden. Hun havde en pose bolsjer liggende i skabet til nødsituationer. Hun tog posen, men en sværm af små bolsjer væltede ud over gulvet. Bunden af posen var blevet flået op.

Den rødhårede betjent kom tilbage og satte sig på hug for at hjælpe hende med at samle bolsjerne op. ”Er alt i orden?”

”Ja.” Faith smed en håndfuld bolsjer op på bordet og forlod køkkenet. Hun tændte lyset på kontakten i stuen, men ingenting skete. Hun vippede kontakten ned og op igen. Stadig ingenting. Hun tjekkede pæren i lampen. Hun skruede en anelse på den, og lyset blev tændt. Det samme gentog sig med den anden pære i den anden lampe. Hun mærkede, hvordan varmen fra pæren bredte sig til hendes fingre, da lyset i den blev tændt.

Hun lod sig falde tungt ned i en stol. Hendes ophidselse blev ved med at blusse op og falde som skalaer på et klaver. Hun vidste, at hun burde spise et eller andet, måle sit blodsukker og sørge for at være godt reguleret. Hendes hjerne ville ikke fungere ordentligt, før hendes krop var i balance. Men nu, hvor hun havde sat sig, orkede hun ikke at rejse sig igen.

Sofaen stod lige over for hende. Zeke havde lagt lagnerne sammen i et fuldkommen perfekt kvadrat og lagt dem oven på hovedpuden. Hun kunne se en rød plet på den beigefarvede hynde, hvor Jeremy for femten år siden havde spildt noget saftevand. Hun vidste, at hvis hun vendte puden, ville hun finde en blå plet fra en slikkepind, som han to år senere havde tabt. Hvis hun vendte den hynde, hun selv sad på, ville hun finde en flænge, som Jeremy var kommet til at lave med en af knopperne på sine fodboldstøvler. På gulvtæppet var der en tydelig sti, der viste den vej, de altid gik, når de skulle til og fra køkkenet. Væggene var æggeskalshvide og var blevet malet i Jeremys påskeferie året før.

Faith overvejede den ovenud reelle mulighed for, at hun var ved at gå fra forstanden. Jeremy var for gammel til at lave den slags numre med hende, og Zeke havde aldrig været god til psykologisk krigsførelse. Han ville hellere tæve hende ihjel end skrue et par pærer i hendes lamper løs. Uanset hvad var ingen af dem ligefrem i humør til at lave numre med hinanden. Det kunne ikke bare skyldes hendes blodsukker. Kuglepennene, bestikket, lamperne – det var alt sammen helt små og ubetydelige detaljer, som kun Faith ville lægge mærke til. Små ting af den slags, som ville få andre til at tro, at hun var blevet skør, hvis hun nævnte dem.

Hun så op i loftet og lod blikket glide ned til hylderne på væggen bag sofaen. Bill Mitchell havde haft en svaghed for kitschede souvenirs. Et salt og peber-sæt, der var udformet som hula hula-piger fra Hawaii. Et par Mount Rushmore-solbriller, Frihedsgudindens krone i skumgummi og et sæt sølvskeer med billeder af nogle af de mest berømte motiver fra Grand Canyon. De største skatte i hans samling havde dog været hans snekugler. Hver eneste gang, Bill Mitchell havde været udenbys – ja, nærmest hver eneste gang han forlod huset – havde han ledt efter en snekugle, der kunne markere begivenheden.

Da hendes far døde, havde der ikke været nogen tvivl i familien om, at Faith skulle arve snekuglerne. Som barn havde hun elsket at ryste glaskuglerne og se sneen falde. Kaos blev til orden, når snefnuggene atter lagde sig. Det var en fascination, Faith havde delt med sin far. I et sjældent anfald af foretagsomhed havde hun fået en tømrer til at lave hylderne til kuglerne, og Jeremy havde været så bange for at ødelægge en af dem, at han i en hel måned havde valgt at gå en omvej, når han skulle ud i køkkenet, så han ikke ved et uheld kom til at strejfe en af hylderne.

Mens Faith sad i stuen og stirrede på hylderne, gik det op for hende, at samtlige seksogtredive snekugler var blevet vendt om og stod med forsiden vendt ind mod væggen.