Kapitel 1

Strisserkunst

Jason Strunk virkede efter alt at dømme som en ubetydelig fyr, en intetsigende nogle og trediveårig, der var nærmest usynlig for sine naboer – og åbenbart også uhørlig, eftersom ingen kunne mindes en eneste bemærkning fra hans mund. De var ikke engang sikre på, at han nogensinde havde sagt noget. Måske havde han nikket, måske sagt hej, måske mumlet et par ord. Det var svært at sige.

Alle gav i begyndelsen udtryk for almindelig forbløffelse, endda midlertidig vantro, over afsløringen af mr. Strunks sygelige trang til at dræbe midaldrende mænd med overskæg og hans enestående foruroligende måde at skaffe sig af med ligene på – ved at skære dem i håndterbare stykker, pakke dem ind i spraglet papir og sende dem til de lokale betjente som julegaver.

Dave Gurney stirrede intenst på Jason Strunks farveløse, fredsommelige ansigt – faktisk var det originalfotoet af Jason Strunk fra det Centrale Kriminalregister – der stirrede tilbage på ham fra hans computerskærm. Forbryderfotoet var blevet forstørret op til virkelig ansigtsstørrelse og var i skærmkanten omkranset af værktøjsikonerne i det kreative fotoredigeringsprogram, som Gurney netop var begyndt at få styr på.

Han flyttede et af skærmens lysstyrkeværktøjer hen til Strunks højre øjeniris, klikkede på musen og granskede den lille lysstribe, han havde lavet.

Bedre, men stadig ikke rigtigt.

Øjnene var altid de sværeste – øjnene og munden – men de var også kernepunktet. Sommetider måtte han eksperimentere med en lillebitte lysstribes placering og styrke i timevis, og selv da endte han med noget, der ikke var helt, som det skulle være, ikke godt nok til at vise Sonya, og da slet ikke Madeleine.

Det svære ved øjnene var, at de mere end alt andet fangede den spænding, den modsigelse – den umeddelsomme tomhed krydret med et anstrøg af ondskab, som Gurney ofte havde set i ansigterne på de mordere, han havde haft lejlighed til at tilbringe kvalitetstid med.

Han havde opnået det rette glimt under sin tålmodige manipulering med forbryderfotoet af Jorge Kunzman (Walmart-lagerassistenten, der altid opbevarede sin seneste kærestes hoved i køleskabet, indtil han kunne erstatte det med et nyere). Han havde været tilfreds med resultatet, der med foruroligende umiddelbarhed formidlede den sorte tomhed, der lurede bag mr. Kunzmans udtryk af kedsomhed, og Sonyas ophidsede reaktion, hendes overvældende ros, havde underbygget hans opfattelse. Det var den modtagelse – samt det uventede salg af værket til en af Sonyas samlervenner – der havde ansporet ham til at skabe en række kreativt manipulerede fotografier, der nu blev udstillet under overskriften ’Portrætter af mordere af manden der fangede dem’ i Sonyas lille, men dyre galleri i Ithaca.

Hvordan en nyligt fratrådt drabsefterforsker fra NYPD, der fandt kunst i almindelighed og moderne kunst i særdeleshed gabende kedsommelig og nærede en dyb afsky for personlig berømmelse, var havnet i fokus på en smart universitetsbys kunstudstilling, beskrevet af de lokale anmeldere som ’en helt ny blanding af brutalt rå fotografier, usvigelig psykologisk indsigt og mesterlig grafisk manipulation’, var et spørgsmål, hvortil der var to meget forskellige svar – hans eget og hans kones.

I hans optik begyndte det hele med, at Madeleine lokkede ham til at deltage i et kunstforståelseskursus sammen med sig på museet i Cooperstown. Hun forsøgte altid at hale ham ud – ud af hans hule, ud af huset, ud af ham selv, bare ud. Han havde lært, at den bedste måde at forblive herre over sin egen tid på var at benytte periodisk kapitulation som strategi. Kunstforståelseskurset var en af disse strategiske manøvrer, og selv om han gruede ved tanken om at stå det igennem, forventede han, at det ville gøre ham immun over for yderligere pres i hvert fald i et par måneder. Han var jo ingen sofakartoffel – så langt fra. I en alder af syvogfyrre kunne han stadig tage halvtreds armbøjninger, halvtreds kropshævninger og halvtreds mavebøjninger. Han var bare ikke så meget for at komme ud.

Men kurset viste sig at blive en overraskelse på mere end én, ja faktisk tre måder. For det første, selv om han før kurset havde forventet, at den største udfordring ville blive at holde sig vågen, fandt han læreren, Sonya Reynolds, galleriejer og kunstner i en provinsby, fuldkommen fascinerende. Hun var ikke klassisk smuk, tilhørte ikke den arketypiske nordeuropæiske Catherine Deneuve-model. Hendes læber var for buttede, kindbenene for fremstående, næsen for markant. Men på en eller måde smeltede de uperfekte træk sammen til et slående hele ved hjælp af et par store slørede mørkegrønne øjne og en væremåde, der var komplet afslappet og naturligt sensuel. Der var ikke mange mænd på kurset, kun seks ud af de seksogtyve deltagere, men hun havde den fulde opmærksomhed fra alle seks.

Den anden overraskelse var hans positive reaktion på selve emnet. Eftersom det var en af hendes særlige interesser, brugte Sonya lang tid på fotobaseret kunst – fotografier, der var blevet manipuleret til at skabe billeder, som var stærkere og mere kommunikative end originalerne.

Den tredje overraskelse kom tre uger inde i det tolv uger lange kursusforløb, den aften, hvor hun begejstret talte om en samtidskunstners silketryk baseret på portrætnegativer. Mens Gurney stirrede på trykkene, fik han den tanke, at han kunne udnytte en usædvanlig kilde, som han havde særlig adgang til, og som han kunne tilføre et særligt perspektiv. Tanken var sært ophidsende. Det sidste, han havde forventet af et kunstforståelseskursus, var ophidselse.

Da tanken først var faldet ham ind – at forstørre, skærpe og intensivere forbryderfotos, især fotos af mordere, på måder, der ville fange og formidle det indre væsen hos de uhyrer, han havde tilbragt sin karriere med at studere, forfølge og overliste – slog den rod og dukkede oftere op, end han brød sig om at indrømme. Han var jo, når alt kom til alt, en forsigtig mand, der kunne se begge sider af ethvert spørgsmål, svagheden ved enhver dom, naiviteten i al begejstring.

Mens Gurney sad ved skrivebordet i sit kontor og arbejdede på forbryderfotoet af Jason Strunk denne klare oktoberdag, blev opgavens behagelige udfordring afbrudt af lyden af noget, der blev smidt på gulvet bag ham.

”Jeg lægger dem her,” sagde Madeleine Gurney med en stemme, der for alle andre kunne have lydt henkastet, men som hendes mand vidste varslede ilde.

Han kiggede sig over skulderen og kneb øjnene sammen ved synet af den lille hessianpose, der stod lænet op ad døren. ”Lægger hvad?” spurgte han, selv om han godt kendte svaret.

”Tulipaner,” sagde Madeleine med det samme jævne tonefald.

”Mener du løg?”

Det var en fjollet rettelse, og de vidste det begge to. Det var blot en måde at udtrykke sin irritation over, at Madeleine ville have ham til at gøre noget, som han ikke havde lyst til.

”Hvad skal jeg da stille op med dem herinde?”

”Tag dem med ud i haven. Hjælp mig med at sætte dem.”

Han overvejede, om han skulle påpege det ulogiske i, at hun bragte noget ind til ham på kontoret, som han så skulle tage med ud i haven, men lod være.

”Så snart, jeg er færdig med det her,” sagde han lidt modvilligt, men kom så i tanke om, at det at sætte tulipanløg på en herlig solbeskinnet efterårsdag i en have beliggende på et højdedrag med udsigt over et bølgende panorama af højrøde efterårsskove og smaragdgrønne enge ikke var så tyngende en byrde endda. Han hadede bare at blive afbrudt. Og denne reaktion på afbrydelse var, sagde han til sig selv, et biprodukt af hans største styrke – den lineære, logiske tankegang, der havde gjort ham til så succesrig en efterforsker – det sind, der bed mærke i det mindste skred i sammenhængen i en mistænkts historie, der kunne fornemme en sprække så lille, at de fleste ikke kunne se den.

Madeleine kiggede hen over hans skulder på computerskærmen. ”Hvordan kan du arbejde med noget så hæsligt på en dag som denne?” spurgte hun.