Kapitel 2

Et perfekt offer

David og Madeleine Gurney boede i et solidt stuehus fra det 19. århundrede, der lå gemt væk i et hjørne af en afsidesliggende eng for enden af en blind vej i bjergene i Delaware County, otte kilometer fra landsbyen Walnut Crossing. De fire hektar land var omgivet af skove af kirsebærtræer, løn og eg.

Huset fremstod i sin oprindelige arkitektoniske enkelhed. Igennem det år, de havde ejet det, havde Gurney-parret rettet op på den tidligere ejers uheldige moderniseringer – og eksempelvis erstattet de mørke aluminiumsvinduer med nye af træ i stil med det forrige århundredes sprossevinduer. De gjorde det ikke ud fra en mani med historisk autenticitet, men i erkendelse af, at den oprindelige æstetik simpelt hen virkede rigtig. Madeleine og David var rørende enige om, hvordan et hjem skal se ud og føles – men ellers forekom det ham, at listen over samstemmende synspunkter var skrumpet ind på det seneste.

Denne tanke havde tæret på hans humør det meste af dagen og blev nu vakt til live af hans kones bemærkning om det hæslige portræt, han arbejdede på. Det lå stadig i udkanten af hans bevidsthed samme eftermiddag, da han efter at have sat tulipanløgene lå og døsede i sin yndlingshavestol og pludselig blev bevidst om Madeleines fodtrin, der strøg hen imod ham gennem det ankelhøje græs. Da fodtrinnene standsede foran hans stol, åbnede han det ene øje.

”Tror du, at det er for sent at hente kanoen frem?” sagde hun med sin rolige, lette stemme. Hendes stemme placerede behændigt ordene som en mellemting mellem et spørgsmål og en udfordring.

Madeleine var en slank, atletisk femogfyrreårig kvinde, som man med lethed fejlagtigt kunne tro var femogtredive. Hendes blik var ærligt, fast, vurderende. Hendes lange brune hår var på nær et par undslupne tjavser trukket op under en bredskygget stråhat.

Han svarede med et spørgsmål fra sin egen tankerække. ”Synes du virkelig, det er hæsligt?”

”Selvfølgelig er det hæsligt,” sagde hun uden tøven. ”Er det ikke også meningen?”

Han overvejede hendes kommentar med rynket pande. ”Emnet, mener du?” spurgte han.

”Hvad skulle jeg ellers mene?”

”Det ved jeg ikke.” Han trak på skuldrene. ”Det lød lidt, som om du kun har foragt til overs for det hele – både udførelsen og emnet.”

”Undskyld.”

Hun så ikke undskyldende ud. Han overvejede, om han skulle kommentere det eller ej, da hun skiftede emne.

”Glæder du dig til at se din gamle klassekammerat?”

”Ikke særligt,” sagde han og satte ryglænet i stolen en tak længere ned. ”Jeg er ikke så vild med at mindes gamle dage.”

”Måske har han et mord, du kan opklare.”

Gurney kiggede på sin kone, studerede hendes tvetydige ansigtsudtryk. ”Tror du, det er det, han vil?” spurgte han ganske roligt.

”Er det ikke det, du er berømt for?” Vreden var begyndt at skinne igennem i hendes stemme.

Det var sket tilstrækkelig tit inden for de sidste par måneder til, at han mente at vide, hvad det handlede om. De havde forskellige tanker om, hvad hans pensionering fra jobbet indebar, hvilke forandringer det skulle få for deres tilværelse, og, mere specifikt, hvordan det skulle forandre ham. I den senere tid havde han oplevet hendes stigende misfornøjelse med hans nye hobby – morderportræt-projektet, der slugte al hans tid. Han havde dog en mistanke om, at Madeleines negative holdning til dels skyldtes Sonyas begejstring.

”Vidste du, at han også er berømt?” spurgte hun.

”Hvem?”

”Din klassekammerat.”

”Næ. Han sagde noget i telefonen om, at han har skrevet en bog, og jeg lavede et hurtigt tjek. Jeg troede ikke, han var særlig kendt.”

”To bøger,” sagde Madeleine. ”Han er leder af et eller andet institut i Peony, og han holdt en række foredrag, der blev vist på PBS. Jeg har printet kopier af bogomslagene ud fra internettet. Måske du har lyst til at se dem?”

”Han fortæller mig sikkert alt, hvad der er værd at vide om ham selv og sine bøger. Han lyder ikke til at være genert.”

”Det må du selv om. Kopierne ligger på dit skrivebord, hvis du skulle ændre mening. Kyle har for resten ringet.”

Han stirrede tavst på hende.

”Jeg sagde, du ville ringe tilbage.”

”Hvorfor kaldte du ikke på mig?” spurgte han, mere irritabelt, end han havde haft til hensigt. Hans søn ringede ikke ret tit.

”Jeg spurgte ham, om jeg skulle hente dig. Han sagde, han ikke ville forstyrre dig, og at det ikke hastede.”

”Sagde han mere?”

”Nej.”

Hun vendte sig om og gik tilbage til huset hen over det tykke, fugtige græs. Da hun nåede frem til bagdøren og lagde sin hånd på dørhåndtaget, kom hun tilsyneladende i tanke om noget mere, vendte sig om og kiggede tilbage mod ham og sagde med overdreven forbavselse: ”Ifølge bogomslaget er din gamle klassekammerat åbenbart en helgen, perfekt på alle måder. En guru for god opførsel. Det er svært at forestille sig, hvorfor han har brug for at kontakte en drabsefterforsker.”

”Tidligere drabsefterforsker,” korrigerede Gurney hende.

Men hun var allerede gået ind uden at hindre døren i at smække.