Kapitel 3

Ballade i Paradis

Den følgende dag var endnu smukkere end dagen før. Det var indbegrebet af en oktoberdag i en kalender med New England-motiver. Gurney stod op klokken 7, snuppede et brusebad og barberede sig, tog et par jeans og en let bomuldsbluse på og satte sig ud for at drikke sin kaffe i en lærredsstol på terrassen af basaltsten ud for soveværelset i stueetagen. Terrassen og de franske døre, der førte derud, var tilføjelser til huset, han havde lavet på Madeleines opfordring.

Hun var god til sådan noget, havde et opmærksomt blik for det mulige og passende. Det røbede en masse om hende – hendes positive instinkter, hendes praktiske fantasi, hendes uforlignelige smag. Men når deres synspunkter stred mod hinanden – det dynd og krat af forventninger, som de hver især nærede – havde han svært ved at fokusere på hendes bemærkelsesværdige styrkesider.

Han måtte huske at ringe tilbage til Kyle. Han blev nødt til at vente tre timer på grund af tidsforskellen mellem Walnut Crossing og Seattle. Han satte sig bedre til rette i stolen og holdt om sit varme kaffekrus med begge hænder.

Han kiggede på den tynde mappe, han havde taget med ud sammen med kaffen, og forsøgte at forestille sig, hvordan den klassekammerat, han ikke havde set i femogtyve år, mon så ud i dag. Fotoet på de bogomslag, Madeleine havde printet ud fra en boghandlers website, genopfriskede hans hukommelse, ikke alene hvad angik ansigtet, men også personligheden – helt ned til den irske tenorstemmes klang og et smil, der var vanvittigt charmerende.

Da de var studerende ved Fordham Universitys Rose Hill-campus i Bronx, var Mark Mellery en vild fyr, hvis anfald af humor og sandhed, energi og ambitioner blev farvet af noget mørkere. Han havde en tendens til at bevæge sig tæt ved kanten – en slags genial balancekunstner, på en gang dumdristig og beregnende, altid på kanten af en nedadgående spiral.

Ifølge biografien på hans website havde den spiral, der i hastig fart havde ført ham nedad, da han var i tyverne, ændret retning på grund af en slags dramatisk åndelig transformation, da han kom op i trediverne.

Med koppen balancerende på stolens smalle træarmlæn åbnede Gurney mappen i sit skød, trak den e-mail frem, som han havde modtaget fra Mellery et par dage forinden, og gennemgik den på ny, linje for linje.

Hej Dave

Jeg håber ikke, at du vil finde det upassende at blive kontaktet af en gammel klassekammerat efter så mange år. Man kan aldrig vide sig sikker på, hvad en stemme fra fortiden kan bringe frem. Jeg har holdt mig ajour med vores fælles akademiske fortid via vores alumneforening og har ladet mig fascinere af de nyheder, der gennem årene er blevet trykt om eleverne fra vores afgangsklasse. Jeg har med glæde mere end en gang bemærket dine imponerende meritter og den anerkendelse, du har høstet. (I en artikel i vores alumnemagasin omtales du som DEN MEST HÆDREDE KRIMINALASSISTENT VED NYPD – hvad der ikke kom som den store overraskelse for mig, når jeg mindes den Dave Gurney, jeg kendte på universitetet!). Men for et år siden læste jeg så, at du havde forladt politiet i New York og var flyttet herop til Delaware County. Det fangede min opmærksomhed, fordi jeg tilfældigvis bor i byen Peony – ’lidt længere nede ad vejen’, som man siger. Du har næppe hørt om det, men jeg leder i dag et slags rekreationshjem her kaldet Instituttet for Åndelig Fornyelse – jeg ved godt, at det lyder noget højttravende, men i virkeligheden er det ganske jordnært.

Selv om jeg gennem årene mange gange har tænkt på, at det kunne være sjovt at mødes igen, har en foruroligende oplevelse endelig givet mig det puf, jeg havde brug for til ikke bare at lade det blive ved tanken, men endelig sætte mig i forbindelse med dig. Det er en oplevelse, hvor jeg tror, at dine råd kan være mig til stor nytte. Jeg kunne derfor godt tænke mig at aflægge dig et kort besøg. Hvis du har mulighed for at afse en halv time til mig, kan jeg komme hjem til dig i Walnut Crossing – eller til ethvert andet sted, som måtte passe dig bedre.

Mine minder om vores samtaler på universitetet og endnu længere samtaler på Shamrock Bar – for ikke at nævne din enestående professionelle erfaring – siger mig, at du er den rette person at tale med om den forvirrende situation, jeg er havnet i. Det er en besynderlig gåde, som jeg tror, vil interessere dig. Din evne til at lægge to og to sammen på måder, der aldrig ville være faldet andre ind, var altid din store styrke. Hver eneste gang jeg tænker på dig, tænker jeg altid på din perfekte logik og dine krystalklare tænkeevner – egenskaber, jeg har hårdt brug for lige nu. Jeg ringer til dig inden for de næste par dage på det nummer, der fremgår af alumneforeningens telefonoversigt – i håb om, at det er korrekt og virker.

Med mange gode minder
Mark Mellery

P.S.: Selv hvis du skulle blive lige så mystificeret over mit problem som jeg selv og ikke har nogen råd at byde på, vil det være mig en glæde at se dig igen.

Den lovede opringning kom to dage senere. Gurney havde med det samme genkendt stemmen, der var sælsomt uforandret på nær en tydelig dirren af bekymring.

Efter nogle selvbebrejdende bemærkninger om sin manglende evne til at bevare kontakten kom Mellery til sagen. Havde Gurney tid til at møde ham inden for de næste par dage? Jo før jo bedre, eftersom ’situationen’ hastede. Der var sket endnu en ’udvikling’. Det var ikke muligt at drøfte sagen i telefonen, hvilket Gurney ville forstå, når de mødtes. Der var ting, Mellery blev nødt til at vise ham. Nej, det var ikke en sag for det lokale politi af grunde, han ville forklare, når han kom. Nej, det var ikke et juridisk anliggende, ikke endnu i hvert fald. Der var ikke begået nogen forbrydelse, ingen var blevet særskilt truet – han kunne i hvert fald ikke bevise det. Kors, hvor var det svært at tale om på den her måde, det ville være meget lettere ansigt til ansigt. Jo, han var godt klar over, at Gurney ikke var privatdetektiv. Men bare en halv time – kunne han mon afse blot en halv time?

Med de blandede følelser, han havde næret helt fra begyndelsen, indvilgede Gurney. Hans nysgerrighed vandt tit over hans tøven; i dette tilfælde var han nysgerrig omkring det anstrøg af hysteri, der lurede neden under Mellerys velklingende røst. Og selvfølgelig tiltrak en gåde at løse ham langt stærkere, end han havde lyst til at indrømme.

Efter at have læst e-mailen en tredje gang lagde Gurney den tilbage i mappen og lod tankerne vandre gennem de minder, den rodede op fra hukommelsens dybe gemmer – formiddagstimerne, hvor Mellery havde set ud til at have tømmermænd og kede sig svært, hans gradvise opvågnen i løbet af eftermiddagen og hans vilde irske indfald og indsigter ud på de små timer, ansporet af sprut. Han var en naturlig skuespiller, den ukronede stjerne i universitetets dramaklub – en ung mand, der trods sin livfuldhed på Shamrock Bar, var dobbelt så levende på scenen. Han var en mand, der var afhængig af et publikum – en mand, der kun blev trukket op i sin fulde højde i beundringens nærende lys.

Gurney åbnede mappen og kastede endnu en gang et blik på e-mailen. Han brød sig ikke om Mellerys beskrivelse af deres forhold. Kontakten mellem dem havde været mindre hyppig, mindre betydningsfuld, mindre venskabelig, end Mellerys ord antydede. Men han fik det indtryk, at Mellery havde valgt sine ord med omhu – at beskeden trods sin ligefremhed var blevet skrevet om og om igen, grublet over og redigeret – og at smigeren, som alt andet i brevet, tjente et formål. Men hvad var formålet? Det mest indlysende var at sikre sig, at Gurney ville indvilge i et personligt møde og engagere sig i løsningen af, hvad det nu end var for et ’mysterium’, der var opstået. Derudover var det svært at sige. Problemet var helt klart vigtigt for Mellery, hvad der ville forklare den tid og opmærksomhed, han tilsyneladende havde brugt på at få sine sætninger til at flyde og sidde lige i skabet, på at formidle en ganske bestemt blanding af varme og ængstelse.

Og så var der lige det med ’P.S.’et’. Ud over at rumme en raffineret udfordring ved at antyde, at han måske ikke ville kunne løse gåden, hvad den så end bestod i, syntes den også at spærre for en nem flugtvej, at ugyldiggøre enhver påstand, Gurney måtte fristes til at fremsætte om, at han ikke var privatdetektiv eller sikkert ikke ville være til den store hjælp. Ordvalgets styrke var, at det gjorde enhver tøven over for et møde til en grov afvisning af en gammel ven.

Jo, det var skam udtænkt med omhu.

Omhu. Det var da noget nyt, ikke sandt? Bestemt ikke en af den gamle Mark Mellerys hovedegenskaber.

Denne tilsyneladende forandring interesserede Gurney.

Som på stikord kom Madeleine ud ad bagdøren og gik omtrent to tredjedele af vejen hen til det sted, hvor Gurney sad.

”Din gæst er ankommet,” meddelte hun tonløst.

”Hvor er han?”

”Indenfor.”

Han kiggede ned. En myre siksakkede sig frem ad armlænet. Han sendte den på en flyvetur med et hårdt knips med neglen.

”Bed ham om at komme herud,” sagde han. ”Vejret er for dejligt til at være inde.”

”Ja, ikke sandt?” sagde hun og fik bemærkningen til at lyde både skarp og ironisk. ”Han ser for resten ud præcis som på omslagsfotoet – og lidt til.”

”Og lidt til? Hvad skal det sige?”

Hun var allerede på vej ind i huset igen og svarede ikke.