Kapitel 4
Jeg kender dig så godt, at jeg ved, hvad du tænker på
Mark Mellery gik med lange skridt hen over det bløde græs. Han nærmede sig Gurney, som havde han tænkt sig at omfavne ham, men noget fik ham til at ændre mening.
”Davey!” udbrød han og rakte hånden frem.
Davey? tænkte Gurney.
”Du milde!” fortsatte Mellery. ”Du ligner dig selv på en prik! For pokker, hvor er det godt at se dig! Davey Gurney! Dengang på Fordham plejede de at sige, at du lignede Robert Redford i Alle Præsidentens Mænd. Det gør du stadig – du har ikke forandret dig en tøddel! Hvis jeg ikke vidste, du var syvogfyrre ligesom mig, ville jeg tro, du var tredive!”
Han greb Gurneys hånd mellem begge sine, som var den en dyrebar genstand. ”Mens jeg kørte herover i dag, fra Peony til Walnut Crossing, kom jeg i tanke om, hvor rolig og fattet du altid var. En følelsesmæssig oase – sådan var du, en følelsesmæssig oase! Og sådan ser du stadig ud. Davey Gurney – rolig, cool og fattet – og desuden den skarpeste kniv i skuffen. Hvordan har du haft det?”
”Jeg har været heldig,” sagde Gurney, trak sin hånd fri og talte med en stemme, der var lige så blottet for ophidselse, som Mellerys var fuld af henrykkelse. ”Jeg kan ikke klage.”
”Heldig …” Mellery udtalte stavelserne, som forsøgte han at genkalde sig betydningen af et fremmedord. ”Du bor vel nok dejligt her. Virkelig dejligt.”
”Madeleine har sans for sådan noget. Skal vi sætte os ned?” Gurney pegede på et par slidte havestole, der stod over for hinanden mellem æbletræet og et fuglebad.
Mellery begav sig af sted i den angivne retning, men standsede pludselig op. ”Jeg havde noget …”
”Er det måske denne her?” Madeleine kom gående imod dem henne fra huset med en elegant mappe rakt frem foran sig. Fordringsløs, men dyr – som alt andet ved Mellerys fremtræden – lige fra de håndsyede (men veltrådte og ikke for velpudsede) engelske sko til den flotte skræddersyede (men lettere krøllede) cashmere sportsjakke – et udseende, der lod til at være beregnet på at formidle, at her stod en mand, der vidste, hvordan han brugte penge uden at lade sig styre af dem, en mand, der havde opnået succes uden at tilbede den, en mand, for hvem held var noget naturligt. Men et bekymret udtryk omkring øjnene tilkendegav noget andet.
”Åh ja, tak,” sagde Mellery og tog imod mappen fra Madeleine med åbenlys lettelse. ”Men hvor …?”
”Du lagde den på sofabordet.”
”Åh, ja, selvfølgelig. Jeg er lidt forvirret i dag. Tak!”
”Kunne du tænke dig noget at drikke?”
”Drikke?”
”Vi har iste. Eller hvis du foretrækker noget andet …?”
”Nej, nej, iste er fint. Tak.”
Mens Gurney iagttog sin gamle klassekammerat, faldt det ham pludselig ind, hvad Madeleine havde ment, da hun sagde, at Mellery lignede omslagsfotoet på en prik – ’og lidt til’. Fotoets mest åbenbare kvalitet var en slags uformel perfektion – illusionen af et afslappet amatørfoto uden et ægte amatørfotografis uflatterende skygger og opstyltede komposition. Det var præcis denne følelse af en omhyggeligt udtænkt skødesløshed – det ego-inspirerede ønske om at virke ego-løs – Mellery var personificeringen af. Som sædvanlig havde Madeleines iagttagelse ramt plet.
”Du nævnte et problem i din e-mail,” sagde Gurney med en kom-nu-til-sagen pludselighed grænsende til grovhed.
”Ja,” svarede Mellery, men i stedet for at komme til sagen fortalte han en erindring, der syntes at have til hensigt at spinde endnu en lille tråd af forpligtelse ind i det gamle skolebånd, om en fjollet diskussion, en af deres klassekammerater engang var havnet i med deres filosofilærer. Under genfortællingen af historien omtalte Mellery sig selv, Gurney og hovedpersonen som Rose Hill-universitetets ’Tre Musketerer’ i en bestræbelse på at få noget umodent til at lyde heroisk. Gurney fandt øvelsen pinlig og kom ikke med anden reaktion over for sin gæst end et afventende blik.
”Godt så,” sagde Mellery og gik over til det egentlige emne: ”Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde.”
Hvis du ikke ved, hvor du skal begynde på din egen historie, tænkte Gurney, hvorfor i alverden er du her så!
Mellery åbnede til sidst sin mappe, tog to slanke hæftede bøger op og rakte dem forsigtigt, som var de skrøbelige, til Gurney. Det var de to bøger, der stod beskrevet på de udskrifter fra hjemmesiden, han tidligere havde bladret igennem. Den ene hed Det eneste, der betyder noget med undertitlen Skab forandringer i dit liv med bevidsthedens kraft. Den anden hed Helt ærligt! og havde undertitlen Den eneste vej til lykken.
”Du har nok ikke hørt om bøgerne her. De solgte rimelig godt, men var ikke øverst på hitlisterne.” Mellery smilede – et smil, der lignede en gennemøvet imitation af ydmyghed. ”Jeg siger ikke, du skal læse dem nu og her.” Han smilede igen, som om det var en morsomhed. ”Men de kan give dig en idé om, hvad der foregår, eller hvorfor det foregår, når jeg forklarer mit problem … eller måske skulle jeg sige tilsyneladende problem. Sagen gør mig en smule forvirret.”
Og mere end en smule bange, tænkte Gurney ved sig selv.
Mellery tog en lang indånding, tav lidt, men begyndte så på sin historie som en mand, der med skrøbelig overbevisning går ud i den kolde brænding.
”Først bliver jeg nødt til at fortælle dig om de beskeder, jeg har fået.” Han stak hånden ned i mappen og trak to kuverter op. Han åbnede den ene og tog et stykke hvidt papir ud, hvor der var skrevet noget i hånden på den ene side, sammen med en mindre kuvert, der måske var tænkt som svarkuvert. Han rakte papiret til Gurney.
”Det var den første meddelelse, jeg modtog – for cirka tre uger siden.”
Gurney tog papiret og lænede sig tilbage i sin stol for at undersøge det, idet han straks bemærkede den nydelige håndskrift. Ordene var præcist og elegant formede – og vakte et pludseligt minde om Søster Mary Josephs yndefulde skrift, der bredte sig over tavlen i grundskolen. Men endnu mere besynderlig end den svungne penneføring var det faktum, at meddelelsen var skrevet med fyldepen og med rødt blæk. Rødt blæk? Gurneys bedstefar havde haft rødt blæk. Han havde små runde flasker med blåt, grønt og rødt blæk. Han havde kun ganske få minder om sin bedstefar, men blækket huskede han. Kunne man stadig købe rødt blæk til en fyldepen?
Gurney læste meddelelsen med en stadig dybere pandefure og læste den så en gang til. Der var hverken nogen indledende eller afsluttende hilsen.
Tror du på Skæbnen? Det gør jeg, for jeg havde aldrig troet, jeg skulle se dig igen – men så en dag stod du der pludselig. Det hele vendte tilbage: Hvordan du lyder, hvordan du bevæger dig – og frem for alt, hvordan du tænker. Hvis nogen bad dig om at tænke på et tal, ved jeg, hvilket tal du vil tænke på. Du tror mig ikke? Jeg skal bevise det for dig. Tænk på et tal op til tusind – det første tal, der falder dig ind. Se det for dig. Prøv nu at se, hvor godt jeg kender dine hemmeligheder. Åbn den lille kuvert.
Gurney udstødte et forbeholdent fnys og kiggede spørgende på Mellery, der havde stirret intenst på ham, mens han læste. ”Har du nogen anelse om, hvem der har sendt dig brevet?”
”Overhovedet ikke.”
”Nogen mistanke?”
”Ingen.”
”Hmm. Prøvede du legen?”
”Legen?” Mellery havde tydeligvis ikke opfattet det sådan. ”Hvis du mener, om jeg tænkte på et tal, så – ja – det gjorde jeg. Under de omstændigheder ville det have været svært at lade være.”
”Så du tænkte altså på et tal?”
”Ja.”
”Og?”
Mellery rømmede sig. ”Det tal, jeg tænkte på, var seks-fem-otte.” Han gentog det, udtalte cifrene – seks, fem, otte – som om de måske betød noget for Gurney. Da han så, at det ikke var tilfældet, tog han en nervøs indånding og gik videre.
”Tallet seks hundrede otteoghalvtreds har ikke nogen speciel betydning for mig. Det var blot det første tal, der faldt mig ind. Jeg har ransaget min hjerne, forsøgt at huske alt, hvad jeg kan forbinde det med, en hvilken som helst grund til, at jeg valgte netop det tal, men har ikke kunnet komme på noget, intet som helst. Det var bare det første tal, der faldt mig ind,” insisterede han med panikagtig alvor.
Gurney kiggede på ham med stigende interesse. ”Og i den mindre kuvert …”
Mellery rakte ham den anden kuvert, der havde ligget sammen med meddelelsen, og så nøje til, mens Gurney åbnede den, tog et stykke brevpapir ud, der var halvt så stort som det første, og læste meddelelsen skrevet med den samme fine skrift, det samme røde blæk:
Chokerer det dig, at jeg vidste, du ville vælge 658?
Hvem kender dig så godt? Hvis du vil vide svaret, skal du først
betale mig de $289,87 tilbage, som det kostede mig at finde dig.
Send det nøjagtige beløb til
P.O. Box 49499, Wycherly, CT 61010.
Send mig KONTANTER eller en PERSONLIG CHECK.
Udsted den til X. Arybdis.
(Det har jeg ikke altid heddet).
Efter at have genlæst meddelelsen spurgte Gurney Mellery, om han havde svaret på den.
”Ja, jeg sendte en check på det angivne beløb.”
”Hvorfor?”
”Hvad mener du?”
”Det er mange penge. Hvorfor valgte du at sende dem?”
”Fordi det drev mig til vanvid. Tallet – hvor kunne han vide det fra?”
”Er checken blevet hævet?”
”Nej, det er den faktisk ikke,” sagde Mellery. ”Jeg har tjekket min konto hver eneste dag. Det er derfor, jeg sendte en check i stedet for kontanter. Jeg tænkte, at det måske ville være en god idé at vide noget om denne Arybdis-person – i det mindste vide, hvor han hævede sin check. Jeg mener, der var noget foruroligende ved det hele.”
”Hvad fandt du især foruroligende?”
”Tallet selvfølgelig!” udbrød Mellery. ”Hvordan kunne han dog vide sådan noget?
”Godt spørgsmål,” sagde Gurney. ”Hvorfor siger du ’han’?”
”Hvad? Åh, jeg forstår, hvad du mener. Jeg tænkte bare … jeg ved ikke, det faldt mig bare ind. ’X. Arybdis’ lød vel maskulint af en eller anden grund.”
”X. Arybdis. Underligt navn,” sagde Gurney. ”Siger det dig noget? Får det en klokke til at ringe?”
”Overhovedet ikke.”
Navnet sagde ikke Gurney noget, men virkede heller ikke fuldkommen fremmed. Hvad det end var, lå det begravet i et mentalt arkivskab under kælderniveau.
”Efter du sendte checken, er du så blevet kontaktet igen?”
”Åh ja!” sagde Mellery og stak endnu en gang hånden ned i sin mappe og trak to nye stykker papir frem. ”Det her fik jeg for godt ti dage siden, og det andet kom dagen efter, jeg sendte dig min e-mail og spurgte, om vi kunne mødes.” Han rakte dem frem mod Gurney som en lille dreng, der viser sin far to nye blå mærker.
De så ud til at være skrevet med den samme omhyggelige håndskrift og med den samme pen som de tidligere meddelelser, men tonen havde ændret sig.
Den første bestod af otte korte linjer:
Hvor mange lysende engle
kan danse på en pind?
Hvor mange håb kan drukne
i en flaske gin?
Fik du nogensinde den idé
dit glas som en pistol at se –
og at du en dag ville spørge
Åh Gud, hvad er jeg kommet til at gøre?
De otte linjer i den anden meddelelse var ligeledes kryptiske og truende.
Det, du tog, skal du give,
når du får det, du gav.
Jeg ved, hvad du tænker,
når du blinker,
hvor du har været,
hvor du vil være.
Du og jeg har en date
Mr. 658.
I løbet af de næste ti minutter, hvor han læste hver meddelelse en halv snes gange, blev Gurneys ansigtsudtryk mørkere og Mellerys angst mere åbenbar.
”Hvad tror du?” spurgte Mellery til sidst.
”Du har en snu fjende.”
”Jeg mener, hvad tror du om talhalløjet?”
”Hvad med det?”
”Hvordan kunne han kende det tal, der faldt mig ind?”
”Umiddelbart vil jeg sige, at det kunne han ikke vide.”
”Det kunne han ikke vide, men det gjorde han! Jeg mener, det er jo det, det hele handler om, ikke sandt? Han kunne ikke vide det, men det gjorde han! Ingen kunne på nogen mulig måde vide, at seks hundrede otteoghalvtreds ville være det første tal, der faldt mig ind, men ikke alene vidste han det – han vidste det mindst to dage, inden jeg selv vidste det, nemlig da han postede det satans brev!”
Pludselig rejste Mellery sig fra stolen og travede med raske skridt hen over græsset op mod huset og tilbage igen, alt imens han lod hænderne løbe igennem sit hår.
”Der er ingen videnskabelig fremgangsmåde. Der er ingen tænkelig måde at gøre det på. Kan du ikke se, hvor tosset det her er?”
Gurney hvilede eftertænksomt sin hage på sine fingerspidser. ”Der er et enkelt filosofisk princip, som jeg finder et hundrede procent troværdigt. Hvis noget sker, må der være en måde, det sker på. Der må være en enkel forklaring på det her talsjov.”
”Men …”
Gurney løftede en hånd i vejret som den alvorlige unge trafikbetjent, han havde været i sit første halve år ved NYPD. ”Sæt dig ned, Mark. Slap af. Jeg er sikker på, vi kan knække nødden.”