Kapitel 7
Det sorte hul
Gurney følte sig ikke helt godt tilpas med sit løfte om at lade sig involvere i Mark Mellerys problem. Ganske vist var han tiltrukket af mysteriet, af udfordringen i at løse det, men hvorfor følte han sig så urolig?
Det faldt ham ind, at han burde gå over i laden for at hente stigen, så han kunne indsamle de lovede æbler, men det blev erstattet af tanken om, at han burde arrangere sit næste kunstprojekt til Sonya Reynolds – i det mindste lægge forbryderfotoet af Peter Piggert ind i computerens retoucheringsprogram. Han havde set frem til udfordringen i at fange det inderste væsen hos den drengespejder, som ikke alene havde myrdet sin far og femten år senere sin mor, men havde gjort det af sex-relaterede årsager, der virkede endnu mere gruopvækkende end selve forbrydelserne.
Gurney gik ind i det værelse, han havde indrettet til sin politikunsthobby. Det, der engang havde været husets spisekammer, var nu indrettet som et kontor, der lå badet i et skyggeløst, køligt lys fra et forstørret vindue i den nordlige væg. Han stirrede ud på den landlige udsigt. En åbning i ahornkrattet bag engen dannede en ramme omkring de blålige bjerge, der strakte sig i det fjerne. Det bragte tanken om æblerne tilbage, og han gik ud i køkkenet igen.
Idet han stod fanget i sin ubeslutsomhed, kom Madeleine ind efter at have strikket.
”Hvad er så det næste skridt med Mellery?” spurgte hun.
”Det har jeg ikke afgjort endnu.”
”Hvorfor ikke?”
”Njo … det er velsagtens ikke en sag, du gerne ser mig indblandet i, vel?”
”Det er ikke det, der er problemet,” sagde hun med den klarhed, der altid imponerede ham.
”Du har ret,” medgav han. ”Problemet er nok, at jeg ikke kan sætte de normale etiketter på noget endnu.”
Hun sendte ham et forstående smil.
Opmuntret fortsatte han: ”Jeg er ikke drabsefterforsker mere, og han er ikke et drabsoffer. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg er, eller hvad han er.”
”En gammel studiekammerat?”
”Men hvad i alverden skal det sige? Han genkalder sig et kammeratskabsniveau mellem os, som jeg aldrig har følt. Desuden har han ikke brug for en kammerat, han har brug for en livvagt.”
”Han vil have onkel Dave.”
”Men det er ikke mig.”
”Er du sikker på det?”
Han sukkede. ”Synes du, jeg skal involvere mig i den her Mellery-sag eller ej?”
”Du er involveret. Du har måske nok ikke styr på etiketterne endnu. Du er ikke en officiel efterforsker, og han er ikke et officielt offer for en forbrydelse. Men der foreligger et mysterium, og før eller senere skal du nok få sat brikkerne sammen. Sådan går det jo altid, ikke?”
”Er det en anklage? Du giftede dig med en kriminalbetjent. Jeg har aldrig foregivet at være andet.”
”Jeg troede, at der måske var en forskel mellem en kriminalbetjent og en forhenværende kriminalbetjent.”
”Jeg har været forhenværende i over et år. Hvad laver jeg, der ligner politiarbejde?”
Hun rystede på hovedet som for at sige, at svaret var smerteligt indlysende. ”Hvad bruger du tid på, der ikke minder om politiarbejde?”
”Jeg aner ikke, hvad du mener.”
”Laver alle og enhver portrætter af mordere?”
”Det er et emne, jeg ved noget om. Skal jeg måske male billeder af margueritter?”
”Margueritter ville være bedre end morderiske galninge.”
”Det var dig, der fik mig involveret i det kunsthalløj.”
”Aha, javel. Det er på grund af mig, at du tilbringer en smuk eftermiddagsmorgen med at stirre en række seriemordere i øjnene?”
Det skydespænde, der holdt det meste af hendes hår op og væk fra ansigtet, mistede tilsyneladende grebet, og adskillige mørke tjavser faldt ned foran hendes øjne, hvad hun åbenbart ikke ænsede, og det gav hende et sjældent udtryk af bekymring, som han fandt rørende.
Han tog en dyb indånding. ”Hvad er det helt nøjagtigt, vi skændes om?”
”Det må du selv regne ud. Det er dig, der er politimand.”
Mens han stod og kiggede på hende, tabte han lysten til at trække diskussionen i yderligere langdrag. ”Jeg vil gerne vise dig noget,” sagde han. ”Jeg er tilbage med det samme.”
Han forlod køkkenet og kom et øjeblik efter tilbage med den håndskrevne kopi af det ubehagelige lille digt, som Mellery havde læst højt for ham i telefonen.
”Hvad får du ud af det her?”
Hun læste det så hurtigt, at kendte man hende ikke, kunne man tro, at hun overhovedet ikke havde læst det. ”Lyder alvorligt,” sagde hun og rakte det tilbage.
”Det synes jeg også.”
”Hvad tror du da, han har gjort?”
”Ah, et godt spørgsmål. Du bemærkede ordet?”
Hun reciterede de to relevante linjer: ”’Det, som jeg har gjort, gør jeg ej / på grund af penge eller leg’.”
Hvis Madeleine ikke havde en fotografisk hukommelse, tænkte Gurney, så havde hun noget, der var tæt derved.
”Så hvad er det helt nøjagtig, han har gjort, og hvad er det, han pønser på at gøre?” fortsatte hun med en retorisk tone, der ikke indbød til noget svar. ”Jeg er sikker på, at du nok skal finde ud af det. Måske ender det endda med en mordgåde at dømme efter beskedens ordlyd. Så kan du indsamle beviser, følge sporene, fange morderen, male hans portræt og give Sonya det til hendes galleri. Presse citronen til sidste dråbe, ikke?”
Hendes smil så ligefrem farligt ud.
Ved lejligheder som disse dukkede der altid det samme spørgsmål op, som han ikke havde den fjerneste lyst til at tænke over. Havde det været en kæmpemæssig fejltagelse at flytte til Delaware County?
Han havde velsagtens hoppet med på hendes ønske om at bo på landet for at opveje alt det lort, hun havde måttet stå model til som politihustru – altid at skulle spille andenviolin i forhold til jobbet. Hun elskede skove og bjerge og enge og åbne landskaber, og han følte, han skyldte hende nye omgivelser, et nyt liv – og han var gået ud fra, at han kunne tilpasse sig alting. En vis stolthed. Eller måske selvbedrag. Måske et ønske om at vaske skylden af sig gennem en storladen gestus? Men det var faktisk dumt. Sandheden var, at han ikke havde fundet sig rigtig til rette efter flytningen. Han var ikke så fleksibel, som han så naivt havde forestillet sig. Mens han stadig forsøgte at finde en meningsfyldt plads til sig selv i denne fjerne afkrog, faldt han hele tiden instinktivt tilbage til det, han var god til – måske for god til, næsten sygelig god til. Selv i sin kamp for at værdsætte naturen. De pokkers fugle for eksempel. Fugleiagttagelse. Det var lykkedes ham at forvandle iagttagelsen og identificeringen til overvågning. Han lavede optegnelser om deres kommen og gåen, vaner, spisemønstre, flyveegenskaber. For nogen kunne det måske ligne en nyfunden kærlighed til Guds små skabninger. Men det var det slet ikke. Det var ikke kærlighed, det var analyse. Sondering.
Afkodning.
Du gode gud. Var han virkelig så indskrænket?
Var han faktisk for indskrænket – for snæversynet og ufleksibel – i sin tilgang til livet til, at han nogensinde ville kunne give det tilbage til Madeleine, som hans opslugthed af sit arbejde havde berøvet hende for? Og nu hvor han alligevel stod og overvejede de smertelige muligheder, var der måske endda flere ting at råde bod på end blot en overdreven fordybelse i sit erhverv.
Eller måske kun en enkelt ting mere.
Det, de havde så svært ved at tale om.
Den eksploderede stjerne.
Det sorte hul, hvis grufulde tyngdekraft havde fordrejet deres forhold.