Kapitel 10
Det perfekte sted
Byen Peony lignede så langt fra den historie, den søgte at afspejle. Den lå nær ved Woodstock og foregav at have den samme batikfarvede, psykedeliske rockkoncerts-fortid – men Woodstock var i stand til at give næring til auraen via navnesammenfaldet med den koncert, der i en hashtåge rent faktisk var blevet afholdt firs kilometer derfra på en gård i Bethel. Peonys image var et produkt af et illusionsnummer, og på dette uvirkelige fundament var forudsigelige handelsforetagender skudt til vejrs – new age-boghandlere, tarotlæsnings-saloner, wiccaner- og druidemarkeder, performance-art på torvepladser, veganerrestauranter – et tyngdecenter for nu næsten senile blomsterbørn, Deadheads, inkarnerede Grateful Dead-fans, i gamle folkevognsrugbrød og gale eklektikere indhyllet i alt fra læder til fjer.
Selvfølgelig fandtes der blandt alle disse farverigt bizarre elementer massevis af muligheder for turister til at bruge penge – butikker og spisesteder, hvis navne og indretning kun var en smule aparte, og hvis varer var skræddersyede til de mere velbeslåede kunder, der holdt af at forestille sig, at de udforskede kulturens yderkant.
Det løse spind af veje, der strålede ud fra Peonys forretningskvarter, førte til penge. Ejendomspriserne var røget voldsomt i vejret efter 9/11, hvor New Yorkere med fyldte pengepunge og galoperende paranoia blev grebet af forestillingen om et landligt tilflugtssted. Husene i bjergene omkring landsbyen voksede i størrelse og antal, firhjulstrækkerne forvandlede sig fra Blazers og Broncos til Hummers og Land Rovers, og folkene, der drog på weekend på landet, var iført det, som Ralph Lauren fortalte dem, folk på landet gik i.
Jægere, brandmænd og lærere måtte vige for advokater, investeringsrådgivere og kvinder af en vis alder, hvis skilsmisseaftaler finansierede deres kulturelle aktiviteter, ansigtsbehandlinger og bevidsthedsudvidende flirten med guruer for det ene og det andet. Faktisk havde Gurney en mistanke om, at det var lokalbefolkningens appetit på gurubaserede løsninger på livets problemer, der havde fået Mark Mellery til at stifte et center netop her.
Han drejede af landevejen lige inden landsbyens centrum og fulgte sine Google-anvisninger til Filchers Brook Road, der slangede sig op ad en skovklædt bjergside. Den førte ham til sidst til en vej flankeret af en godt en meter høj mur opført af de lokale skifersten. Muren løb parallelt med vejen knap en halv kilometer. Den var trukket tre meter ind, og stykket mellem muren og vejen var fyldt med lyseblå asters. Midtvejs langs muren var der med femten meters mellemrum to formelle åbninger, indgangen og udgangen til en bueformet indkørsel. Fæstnet til muren ved den første af disse åbninger var der et diskret bronzeskilt: MELLERY INSTITUTTET FOR ÅNDELIG FORNYELSE.
Da han drejede ned ad indkørslen, trådte stedets skønhed tydeligt frem. Hvor Gurney end kiggede hen, fik han et indtryk af uplanlagt perfektion. Ved siden af grusindkørslen voksede der efterårsblomster i tilsyneladende tilfældig frihed. Han var imidlertid overbevist om, at dette afslappede image, i lighed med Mellerys eget, blev omhyggeligt plejet. Som tilfældet var i mange hjem ejet af rige, der ønskede at holde lav profil, var det anslåede tema pertentlig uformelhed, naturen, som den burde være, med alle visne blomster klippet af. For enden af indkørslen befandt Gurney sig foran et stort herresæde i georgiansk stil, der var lige så velholdt som haveanlægget.
Foran huset stod en myndigt udseende mand med rødt skæg og betragtede ham interesseret. Gurney rullede vinduet ned og spurgte, hvor man kunne finde en parkeringsplads. Manden svarede med en fed, affekteret britisk accent, at han skulle køre hen for enden af indkørslen.
Uheldigvis førte dette Gurney gennem den anden åbning i stenmuren ud til Filchers Brook Road. Han kørte tilbage gennem indgangen og atter op ad indkørslen til forsiden af huset, hvor englænderen igen betragtede ham med interesse.
”For enden af indkørslen havnede jeg ude på den offentlige vej,” sagde Gurney. ”Har jeg mon overset noget?”
”Sikke dog et fjols jeg er!” udbrød manden med en overdreven græmmelse, der forekom at stemme dårligt overens med hans naturlige væsen. ”Jeg tror, jeg ved alt, men som oftest tager jeg fejl!”
Gurney havde på fornemmelsen, at han stod over for en galning. Samtidig fik han øje på endnu en skikkelse i landskabet. Tilbagetrukket i skyggen af en kæmpemæssig rododendron stod en mørk, kraftig mand og stirrede på dem. Han så ud, som om han ventede på at medvirke i en prøveoptagelse af Sopranos.
”Ah,” udbrød englænderen og pegede entusiastisk et stykke længere ned ad indkørslen. ”Der kommer svaret! Sarah vil tage dig under sin beskyttende vinge. Hun kan hjælpe dig!” lød det teatralsk, og han vendte sig om og spankulerede væk, efterfulgt på en vis afstand af tegneseriegangsteren.
Gurney kørte hen til det sted, hvor en kvinde stod ved indkørslen med en tydelig bekymret mine i sit buttede ansigt. Hendes stemme emmede af empati.
”Jamen dog, jamen dog, du har jo kørt i ring. Det er ikke en pæn måde at byde dig velkommen på.” Niveauet af bekymring i hendes blik var alarmerende. ”Lad mig overtage bilen. Så kan du gå direkte ind i huset.”
”Det er ikke nødvendigt. Kan du ikke bare fortælle mig, hvor parkeringspladsen er?”
”Selvfølgelig! Bare følg efter mig. Jeg skal nok sørge for, at du ikke farer vild denne gang.” Hendes tone fik opgaven til at lyde mere farefuld, end man skulle tro.
Hun vinkede Gurney frem. Det var et vældigt vift, som kommanderede hun rundt med en hel karavane. I den anden hånd, der hang ned langs hendes side, holdt hun en lukket paraply. Hun skridtede så målbevidst af sted, at Gurney var bange for at tabe hende af syne. Da de kom hen til en åbning i buskadset, trådte hun til side og dirigerede Gurney ind ad en smal vej, der førte ind gennem buskene. Da han kom op på højde med hende, stak hun paraplyen hen mod hans åbne vindue.
”Tag den!” råbte hun.
Han bremsede, fuldkommen paf.
”Du ved vel, hvad man siger om vejret i bjergene?” forklarede hun.
”Det skal nok gå.” Han fortsatte ind på parkeringspladsen, der så ud til at ville kunne rumme dobbelt så mange som de seksten biler, der holdt der nu. Den nydelige rektangulære plads lå midt i de allestedsnærværende blomster og buske. En vældig blodbøg i den fjerne ende adskilte parkeringspladsen fra en rød treetages lade, der glødede i det skrå sollys.
Han valgte en plads mellem to enorme firhjulstrækkere. Idet han parkerede, lagde han mærke til en kvinde, der så til bag et lavt bed med dahliaer. Da han stod ud af bilen, smilede han høfligt til hende – en skrøbelig viol af en kvinde, spinkle knogler og fine træk, med en gammeldags aura. Hvis hun var skuespillerinde, tænkte Gurney, passede hun på en prik til at spille Emily Dickinson i The Belle of Amherst.
”Mon du kan fortælle mig, hvor jeg kan finde Mark – ” Men violen afbrød ham med sit eget spørgsmål.
”Hvem fanden har givet dig lov til at parkere dér?”