Kapitel 17
En hel del blod
Klokken var præcis 10 om formiddagen, da Gurney ringede til politistationen i Peony for at oplyse navn, adresse, telefonnummer og give et kort resumé af sin forbindelse til offeret. Betjenten, han talte med, politiassistent Burkholtz, fortalte ham, at alle oplysninger ville blive givet videre til Bureau of Criminal Investigation, delstatspolitiets kriminalafdeling, der havde overtaget sagen.
Eftersom han gik ud fra, at han ville blive kontaktet inden for de næste par døgn, blev han temmelig overrasket, da opringningen kom inden for mindre end ti minutter. Stemmen var velkendt, uden at han dog umiddelbart kunne placere den, et problem, der trak i langdrag, fordi manden præsenterede sig uden at opgive sit navn.
”Mr. Gurney, jeg leder efterforskningen af forbrydelsen i Peony. Jeg forstår, at du har nogle oplysninger til os.”
Gurney tøvede. Han skulle lige til at bede betjenten om at identificere sig – hvilket var normal procedure – da stemmens klang pludselig vakte et minde om ansigtet og det tilhørende navn. Den Jack Hardwick, han huskede fra en opsigtsvækkende sag, de havde efterforsket sammen, var en højrøstet, sjofel, rødmosset mand med en tidligt grånet karsehårsfrisure og blege malamutøjne. Han var en utrættelig spøgefugl, og en halv time med ham kunne føles som en halv dag – en dag, man ønskede ville få ende. Men han var også klog, sej, utrættelig og politisk ukorrekt, så det forslog.
”Hej, Jack,” sagde Gurney, idet han skjulte sin overraskelse.
”Hvordan vidste du … Pis! Der er sgu nogen, der har sladret! Hvem sladrede?”
”Du har en uforglemmelig stemme, Jack.”
”Uforglemmelig stemme, min bare røv! Der er sgu gået ti år!”
”Ni.” Anholdelsen af Peter Possum Piggert havde været en af de største i Gurneys karriere, den, der sikrede hans forfremmelse til den eftertragtede rang af ’kriminalassistent af første grad’, og datoen var en, han huskede.”
”Hvem fortalte dig det?”
”Ingen har fortalt mig det.”
”Løgn og latin!”
Gurney blev tavs ved erindringen om Hardwicks forkærlighed for at få det sidste ord og den intetsigende ordveksling, der ville fortsætte i det uendelige, indtil han fik det.
Efter tre lange sekunder fortsatte Hardwick i en mindre stridbar tone. ”Ni skide år. Og pludselig popper du op lige midt i det, der kan gå hen at blive den mest sensationelle mordsag i staten New York, siden du fiskede mrs. Piggerts underkrop op af floden. Det er sgu da lidt af et sammentræf.”
”Faktisk var det overkroppen, Jack.”
Efter en kortvarig tavshed eksploderede telefonen med den lange, skrydende latter, der var et af Hardwicks kendetegn.
”Ah!” udbrød han forpustet, da latterudbruddet fik ende. ”Davey, Davey, Davey, altid en pernittengryn med detaljer.”
Gurney rømmede sig. ”Kan du fortælle mig, hvordan Mark Mellery døde?”
Hardwick tøvede, fanget i den akavede tilstand mellem personlige relationer og regulativer, hvor politifolk tilbragte det meste af deres tilværelse og pådrog sig de fleste af deres mavesår. Han valgte den fulde sandhed – ikke fordi det var nødvendigt (Gurney spillede ingen officiel rolle i sagen og var overhovedet ikke berettiget til oplysninger), men på grund af sagens barske karakter. ”Han har fået halsen skåret over med en knust flaske.”
Gurney gryntede, som havde han fået et slag i hjertet. Denne første reaktion blev dog hurtigt erstattet af noget mere professionelt. Hardwicks svar havde skubbet en af de løse puslespilsbrikker i Gurneys tanker på plads.
”Var det tilfældigvis en whiskyflaske?”
”Hvor helvede vidste du det fra?” Med seks ord skiftede Hardwicks tonefald fra forbløffelse til anklage.
”Det er en lang historie. Synes du, jeg skal kigge forbi?”
”Det må du vist hellere.”
Solen, der om morgenen havde kunnet anes som en kølig skive bag en let overskyet vinterhimmel, var nu helt dækket af klumper af skyer på en blygrå himmel. Det skyggeløse lys virkede ildevarslende – et ansigt tilhørende et koldt univers, følelseskoldt som is.
Gurney fandt sin tankebane lige lovlig fantasifuld og skubbede den til side, da han holdt ind bag rækken af politikøretøjer, der stod skævt parkeret i den snedækkede vejside foran Mellery Instituttet for Åndelig Fornyelse. De fleste af dem var mærket med det blå og gule logo tilhørende New Yorks delstatspoliti, inklusive en teknikerbil fra det regionale retsmedicinske laboratorium. To var hvide biler fra distriktspolitiet, og to var grønne patruljevogne fra politiet i Peony. Han erindrede Mellerys vits om, at det lød som navnet på en bøssekabaret, ledsaget af det udtryk, han havde i sit ansigt, da han sagde det.
Det stadig strengere vintervejr havde fået de tætte bede af asters mellem bilerne og stenmuren til at svinde ind til en filtret masse af brune stilke prydet med nogle underlige vatblomster af sne. Han steg ud af bilen og begav sig hen mod indgangen. En betjent iklædt fuld uniform stod med en paramilitær skulen ved den åbne port. Gurney bemærkede med en sær fornemmelse, at han sikkert kun var et par år yngre end hans egen søn.
”Kan jeg hjælpe Dem, sir?”
Ordene var høflige i modsætning til blikket.
”Mit navn er Gurney. Jeg skal mødes med Jack Hardwick.”
Den unge mand blinkede to gange, en gang ved lyden af hvert navn. Hans ansigtsudtryk antydede, at mindst et af dem gav ham surt opstød.
”Lige et øjeblik,” sagde han og tog en walkie-talkie fra sit bælte. ”De skal eskorteres derind.”
Tre minutter efter ankom eskorten – en BCI-opdager, der tilsyneladende forsøgte at ligne Tom Cruise. Til trods for vinterkulden bar han kun en sort windbreaker, der stod åben over en sort T-shirt og et par jeans. Gurney var bekendt med delstatspolitiets strikse påklædningsreglement, så han formodede, at et så uformelt antræk betød, at manden var blevet kaldt direkte til gerningsstedet fra en fritidsaktivitet eller en undercoveropgave. Randen af en nimillimeter Glock i et matsort skulderhylster, der anedes under windbreakeren, forekom at være lige så meget en holdningserklæring som et arbejdsredskab.
”Kriminalassistent Gurney?”
”Pensioneret,” sagde Gurney, som tilføjede han en parentes.
”Jaså?” sagde Tom Cruise uinteresseret. ”Det må være dejligt. Følg efter mig.”
Idet Gurney fulgte efter sin vejviser ned ad stien, der førte rundt om hovedbygningen og hen til den bagvedliggende bolig, blev han slået af den forskel, som et seks centimeter tykt lag sne havde betydet for stedets udseende. Det havde skabt et forenklet lærred og fjernet uvedkommende detaljer. At træde ind i det hvide landskabs minimalisme var som at træde ind på en nyskabt planet – en tanke, der i absurd grad stred mod den grufulde virkelighed, der ventede forude. De rundede det georgianske hus, hvor Mellery havde boet, og standsede op lige ud for kanten af den snedækkede terrasse, hvor han var død.
Stedet for hans død var ikke til at tage fejl af. Sneen viste stadig aftrykket af en krop, og bredt ud omkring hoved- og skulderområdet af aftrykket var der en enorm blodplet. Gurney havde set denne chokerende røde og hvide kontrast før. Det uudslettelige minde stammede fra julemorgen i hans første år i jobbet som nyslået betjent. En alkoholiseret betjent, hvis kone havde låst ham ude af deres hus, skød sig selv i hjertet, siddende på en snedrive.
Gurney tvang det gamle billede ud af sine tanker og fokuserede sit professionelle blik på sceneriet foran sig.
En aftryksspecialist knælede ved en række fodtrin i sneen ved siden af den store blodplet og sprayede dem med et eller andet. Fra det sted, hvor han stod, kunne Gurney ikke se mærkatet på dåsen, men han skød på, at det var SnowPrintWax, et kemikalie, man brugte til at stabilisere sneaftryk tilstrækkeligt til at kunne benytte gips til tandaftryk. Sneaftryk var yderst skrøbelige, men behandlet med varsomhed var detaljeringsniveauet fantastisk. Selv om han ofte havde iagttaget processen, kunne han ikke lade være med at beundre specialistens rolige hånd og intense koncentration.
Gul polititape var blevet slynget rundt i en uregelmæssig polygon omkring det meste af terrassen, inklusive husets bagdør. På begge sider af terrassen dannede den samme tape to passager for at værne om og bevare ankomst- og afgangsaftrykkene af et markant sæt fodspor, der kom henne fra den store lade ved siden af huset, forsatte over til området omkring blodpletten og derpå forsvandt væk fra terrassen og hen over den sneklædte plæne til skoven.
Husets bagdør stod åben. Et medlem af teknikerholdet stod i døråbningen og studerede terrassen set fra husets perspektiv. Gurney vidste præcis, hvad manden lavede. Når man befandt sig på et gerningssted, havde man en tendens til at bruge en masse tid på bare at suge stedets atmosfære til sig – man forsøgte ofte at se det, som offeret måtte have set det i sine sidste øjeblikke. Der var klare, veldefinerede regler for at finde og indsamle beviser – blod, våben, fingeraftryk, fodaftryk, hår, fibre, malingrester, fremmede mineraler eller plantestoffer og så videre, men der var også et fundamentalt fokusproblem. For at sige det enkelt – man måtte forholde sig med et åbent sind til det skete, til det nøjagtige sted, hvor det var sket, og hvordan det var sket, for drog man forhastede konklusioner, ville man let komme til at overse beviser, der ikke stemte overens med ens opfattelse af situationen. Samtidig skulle man også begynde at udvikle i det mindste en løs hypotese, der kunne danne rammen for jagten efter beviser. Man kan begå alvorlige fejl ved for hurtigt at føle sig sikker på forbrydelsens karakter, men man kan også spilde meget dyrebar tid og arbejdskraft på at finkæmme en kvadratkilometer jord i jagten på guderne må vide hvad.
Det, gode efterforskere gjorde – og Gurney var overbevist om, at det var det, betjenten i døråbningen gjorde – var ubevidst at bladre frem og tilbage mellem induktiv og deduktiv tænkning. Hvad ser jeg her, og hvilken tidsrækkefølge angiver disse datapunkter? Og såfremt dette scenarie virker troværdigt, hvilke yderligere beviser burde jeg så finde, og hvor skal jeg lede efter dem?
Erfaringen havde overbevist Gurney om, at nøglen til processen var at bevare den rigtige balance mellem iagttagelse og intuition. Den største trussel mod processen var dit eget ego. Hvis en ledende efterforsker ikke drager en slutning omkring den mulige forklaring på gerningsstedets data, kan han være skyld i en masse tidsspilde ved ikke tidligt nok at fokusere sit holds anstrengelser i en bestemt retning, men fyren, der efter et enkelt øjekast véd og på aggressiv maner bekendtgør, hvad der er sket i det blodbestænkede værelse, og sætter alle til at bevise, at han har ret, kan ende med at forårsage meget alvorlige problemer – hvoraf spildt tid er det mindste.
Gurney gad nok vide, hvilken tilgang der var i anvendelse nu.
Uden for afspærringen med gult tape, på siden længst borte fra blodpletten, stod Jack Hardwick og gav instrukser til to alvorligt udseende unge mænd, hvoraf Tom Cruise-wannabee’en, der lige havde fulgt Gurney hen til gerningsstedet, var den ene – den anden så ud til at være hans tvilling. De ni år, der var gået, siden de havde arbejdet sammen på den famøse Piggert-sag, lod til at have føjet dobbelt så mange år til Hardwicks alder. Ansigtet var rødere og tykkere, håret tyndere, og stemmen havde udviklet den slags hæshed, der kommer af for meget tobak og tequila.
”Der er tyve gæster,” sagde han til Top Gun-stand-in’erne. ”I tager ni hver. Skaf indledende udsagn, navne, adresser, telefonnumre. Få oplysningerne verificeret. Overlad mafiadrengen og kiropraktoren til mig. Jeg tager også enken. Meld tilbage klokken seksten.”
Flere bemærkninger blev udvekslet imellem dem med stemmer, der var for lave til, at Gurney kunne høre dem, afbrudt af Hardwicks skurrende latter. Den unge mand, der havde ledsaget Gurney fra indgangsporten, sagde et sidste ord, idet han betydende lagde sit hoved på skrå i retning af Gurney. Så begav duoen sig hen mod hovedbygningen.
Da de var ude af syne, vendte Hardwick sig om og bød Gurney velkommen med en hilsen, der var en mellemting mellem et grin og en grimasse. Hans forunderligt blå øjne, der engang havde strålet skeptisk, syntes fulde af en træt kynisme.
”Jamen dog,” raspede han, gik rundt om det indtapede område og hen mod Gurney, ”minsandten om det ikke er professor Dave.”
”Bare en ydmyg underviser,” korrigerede Gurney ham og spekulerede over, hvad mere Hardwick havde gjort sig den ulejlighed at finde ud af omkring hans lærergerning i kriminologi ved statsuniversitetet efter sin tid ved NYPD.
”Hold du bare op med at spille ydmyg. Du er en stjerne, min dreng, og det ved du sgu godt.”
De trykkede hinanden på næven uden den store varme. Det slog Gurney, at den gamle Hardwicks drilske attitude var stivnet til noget giftigt.
”Ja, der er jo ikke den store tvivl omkring dødsstedet,” sagde Gurney og nikkede hen mod blodpletten. Han var ivrig efter at komme til sagen, informere Hardwick om det, han vidste, og komme af sted igen.
”Der er tvivl om alting,” erklærede Hardwick. ”Død og tvivl er de eneste to ting, der kan tages for givet her i livet.” Da der ikke kom noget svar fra Gurney, fortsatte han: ”Jeg giver dig ret i, at der nok er mindre tvivl om dødsstedet end om nogle af de andre omstændigheder her. En fandens tosseanstalt. Folkene her kævler løs om ofret, som om han var ham der Deepdick Chopup-fyren fra tv.”
”Du mener Deepak Chopra?”
”Ja, Dipcock eller hvad fanden, han nu hedder. Hold kæft, nogle tumper!”
På trods af sin tiltagende irritation forholdt Gurney sig tavs.
”Hvorfor fanden tager folk til steder som det her? Lytter til et new agerøvhul med en Rolls Royce tale om livets mening?” Hardwick rystede på hovedet over sine medmenneskers tåbelighed – samtidig med at han med misbilligende mine betragtede bagsiden af huset, som om det attende århundredes arkitektur kunne tænkes at bære en stor del af skylden.
Irritationen vandt over Gurneys tilbageholdenhed. ”Så vidt jeg ved,” sagde han roligt, ”var offeret ikke et røvhul.”
”Det sagde jeg heller ikke.”
”Det syntes jeg ellers.”
”Det var bare en general iagttagelse. Jeg er sikker på, at din kammesjuk var en undtagelse.”
Det kriblede i Gurney af irritation. ”Han var ikke min kammesjuk.”
”Den besked, du efterlod hos Peony Politi, som de var så venlige at videregive til mig, gav mig ellers det indtryk, at I havde kendt hinanden længe.”
”Jeg mødte ham på universitetet, men havde ingen kontakt med ham i femogtyve år, før jeg fik en e-mail fra ham for to uger siden.”
”Om hvad?”
”Nogle breve, han havde fået med posten. Han var opskræmt.”
”Hvilken slags breve?”
”Mest digte. Digte, der lød som trusler.”
Det fik Hardwick til at tie og tænke, inden han fortsatte. ”Hvad ønskede han af dig?”
”Mit råd.”
”Og hvilket råd gav du ham?”
”Jeg rådede ham til at gå til politiet.”
”Og det gjorde han så åbenbart ikke.”
Sarkasmen ærgrede Gurney, men han holdt sig i skindet.
”Der var endnu et digt,” sagde Hardwick.
”Hvad mener du?”
”Et digt, på et enkelt ark papir, der var efterladt på liget under en sten som papirvægt. Meget nydeligt.”
”Han er meget præcis. En perfektionist.”
”Hvem?”
”Morderen. Muligvis meget forstyrret, men helt sikkert en perfektionist.”
Hardwick stirrede interesseret på Gurney. Den spottende attitude var væk, i hvert fald midlertidigt. ”Før vi går videre, bliver jeg nødt til at vide, hvordan du kendte til den knuste flaske.”
”Det var bare et skud i tågen.”
”Og at det var en whiskyflaske var også et skud i tågen?”
”Four Roses, for at være mere præcis,” sagde Gurney og smilede tilfreds, da han så Hardwicks øjne spile sig op.
”Forklar, hvordan du vidste det,” forlangte Hardwick.
”Det var lidt af et gæt baseret på hentydningerne i digtene,” sagde Gurney. ”Det vil du opdage, når du læser dem.” Som svar på det spørgsmål, der viste sig i den anden mands ansigt, tilføjede han: ”Digtene, sammen med et par andre beskeder, kan du finde i skrivebordsskuffen på kontoret. Det var i hvert fald der, jeg sidst så Mellery lægge dem. Det er værelset med den store pejs ved siden af indgangshallen.”
Hardwick stirrede fortsat på ham, som om det kunne besvare et vigtigt spørgsmål. ”Kom med mig,” sagde han til sidst. ”Jeg vil gerne vise dig noget.”
I ukarakteristisk tavshed førte Hardwick an ud til parkeringspladsen mellem den enorme lade og den offentlige vej og standsede op der, hvor pladsen stødte op til den cirkelformede indkørsel, og hvor en gang af gult polititape begyndte.
”Dette er det nærmeste sted på vejen, hvor vi tydeligt kan skelne de fodspor, vi mener, tilhører gerningsmanden. Vejen og indkørslen blev ryddet, efter at det holdt op med at sne omkring klokken to i nat. Vi ved ikke, om gerningsmanden kom ind på ejendommen før eller efter rydningen. Hvis det var før, er eventuelle spor udenfor på vejen eller i indkørslen blevet slettet af sneploven. Hvis det var efter, havde der ikke været nogen spor til at begynde med. Men fra pletten her, om bag laden, til terrassen, hen over det åbne område til skoven, gennem skoven, til et fyrrekrat ved Thornbush Lane er sporene helt tydelige og lette at følge.”
”Der er ikke gjort noget forsøg på at skjule dem?”
”Nej,” sagde Hardwick og lød, som om det nagede ham. ”Overhovedet ikke. Medmindre jeg overser noget.”
Gurney sendte ham et nysgerrigt blik. ”Hvad er problemet?”
”Det skal du selv få lov til at se.”
De gik hen ad den gultapede gang og fulgte sporene om til bagsiden af laden. Aftrykkene, der stod skarpt aftegnet i det ellers glatte seks centimeter dybe lag sne, viste nogle store (Gurney ville skyde på en størrelse 45 eller 46) vandrestøvler. Hvem der end var kommet her ud på morgenens små timer havde været ligeglad med, at hans rute senere ville blive kortlagt.
Idet de gik om bag laden, så Gurney, at her var endnu et stort område blev afspærret med tape. En politifotograf tog billeder med et højopløsnings kamera, mens en polititekniker iført hvid beskyttelsesdragt og hætte ventede på, at det blev hans tur med sit bevisindsamlingsudstyr. Der blev taget mindst to billeder af det hele, med og uden en lineal i billedrammen til angivelse af skala, og genstandene blev fotograferet med forskellige brændvidde-indstillinger – bred for at angive positionen i forhold til andre genstande på stedet, normal for at vise selve genstanden og tæt på for at indfange detaljerne.
Fokus for deres opmærksomhed var en sammenklappelig havestol af den spinkle slags, man kan købe i en discountbutik. Fodaftrykkene førte direkte hen til stolen. Foran den, trampet ud i sneen, var der et halvt dusin cigaretskodder. Gurney satte sig på hug for at kigge nærmere på dem og så, at de var af mærket Marlboro. Dernæst fortsatte fodtrinene fra stolen rundt om et rododendron-buskads og hen mod terrassen, der tilsyneladende var mordstedet.
”Kors,” sagde Gurney. ”Sad han bare her og røg?”
”Jeps. Slappede lidt af, inden han skar offerets hals over. Sådan ser det i hvert fald ud. Jeg går ud fra, at dit hævede øjenbryn er en måde at spørge på, hvor den elendige havestol kommer fra? Jeg stillede selv det samme spørgsmål.”
”Og?”
”Offerets kone hævder, at hun aldrig har set den før. Hun virkede forfærdet over dens dårlige kvalitet.”
”Hvad?” Gurney skød ordet ud som en pisk. Hardwicks hovne kommentarer irriterede ham grænseløst.
”En lille munterhed.” Hardwick trak på skuldrene. ”En overskåret hals skal sandelig ikke få mig ned med nakken. Nå, men helt alvorligt – det var sikkert første gang i sit luksusliv, at Caddy Smythe-Westerfield Mellery kom så tæt på så billig en havestol.”
Gurney kendte alt til politihumor, og hvor nødvendig den var, når man skulle klare jobbets rutinemæssige rædselsscener, men ved visse lejligheder gik den ham på nerverne.
”Står du og siger, at morderen tog sin egen havestol med?”
”Det ser sådan ud,” sagde Hardwick og skar en grimasse over det absurde i situationen.
”Og efter han blev færdig med at ryge – hvor mange? – et halvt dusin Marlboro’er, gik han over til husets bagdør, lokkede Mellery ud på terrassen og skar halsen over på ham med en knust flaske. Er det sådan, rekonstruktionen lyder indtil videre?”
Hardwick nikkede tøvende, som syntes han så småt, at det af beviserne antydede mordscenarie lød en smule forrykt. Og det blev kun værre.
”Faktisk,” sagde han, ”er ’skar halsen over’ mildt sagt. Offeret blev dolket gennem halsen mindst ti gange. Da retsmedicinerens assistenter flyttede liget til vognen for at køre det til obduktion, faldt hovedet sgu næsten af.”
Gurney kiggede i retning af terrassen, og selv om den lå helt skjult bag rododendronerne, så han den kæmpemæssige blodplet lige så farvefyldt og skarpt for sig, som stirrede han på den i projektørlampernes skær.
Hardwick betragtede ham en stund, idet han bed sig eftertænksomt i læben. ”Faktisk er det ikke det underligste,” sagde han til sidst. ”Det rigtig underlige kommer senere, når man følger fodsporene.”