Kapitel 18
Fodspor ud i intetheden
Hardwick førte Gurney fra bagsiden af laden rundt om hækkene, forbi terrassen til det sted, hvor den formodede gerningsmands fodspor forlod gerningsstedet og fortsatte hen over den snedækkede plæne, der strakte sig fra bagsiden af huset og hen til kanten af ahornskoven flere hundrede meter væk.
Idet de fulgte fodsporene i retning af skoven, stødte de ikke langt fra terrassen på endnu en bevistekniker, klædt i sit fags hermetiske plastikkedeldragt, kirurghætte og ansigtsmaske, der havde til formål at beskytte dna og andre sporbeviser mod forurening fra indsamleren.
Han sad på hug omkring tre meter fra fodsporene og løftede det, der lignede et brunt glasskår, op fra sneen med en tang af rustfrit stål. Han havde allerede puttet tre lignende glasskår og et tilstrækkeligt stort stykke af en 1-liters whiskyflaske i posen til, at man kunne genkende det som det, det var.
”Højst sandsynligt mordvåbnet,” sagde Hardwick. ”Men det vidste stjernedetektiven jo allerede. Endda, at det var Four Roses.”
”Hvad laver den ude på plænen?” spurgte Gurney og ignorerede Hardwicks provokerende tone.
”Det troede jeg sgu da, du også vidste! Hvis du allerede kendte mærket, så …”
Gurney ventede træt, som på at et langsomt computerprogram skulle åbne, og til sidst svarede Hardwick: ”Det ser ud til, at han bar den væk fra liget og smed den fra sig på vej hen mod skoven. Hvorfor gjorde han det? Det er et eminent spørgsmål. Måske var han ikke bevidst om, at han stadig havde den i hånden. Jeg mener, han havde jo lige stukket sit offer i halsen en halv snes gange. Det kunne have krævet al hans opmærksomhed. Og da han så gik væk hen over plænen, opdager han, at han stadig har den i hånden og smider den fra sig. Det giver da i det mindste en slags mening.”
Gurney nikkede, ikke helt overbevist, men ude af stand til at komme med en bedre forklaring. ”Er dét det ’rigtig underlige’-element, du nævnte?”
”Det?” sagde Hardwick med en latter, der snarere var en bjæffen. ”Næ, vent du bare og se.”
Ti minutter og en lille kilometer senere nåede de to mænd frem til et sted i ahornskoven lige foran en lille klynge weymouth-fyrretræer. Lyden af en forbipasserende bil indikerede, at de var tæt ved en vej, men synet af den blev blokeret af de lavthængende fyrretræsgrene.
Til at begynde med var han usikker på, hvorfor Hardwick havde bragt ham hertil. Men så så han det – og gav sig til at studere jorden i nærheden med stigende forvirring. Det, han så, gav ingen mening. Fodsporene, de havde fulgt, standsede simpelt hen op. Den klare fremadskriden af spor i sneen, det ene efter det andet, der havde fortsat i knap en kilometer, hørte pludselig op. Der var intet tegn på, hvad der var sket med den person, der havde afsat sporene. Sneen var overalt jomfruelig, uberørt af såvel menneskefødder som alt andet. Sporet af fodaftryk standsede omkring tre meter fra det nærmeste træ og – efter lyden af det forbipasserende køretøj at dømme – mindst hundrede meter fra den nærmeste vej.
”Overser jeg noget?” spurgte Gurney.
”Det samme, som alle vi andre,” sagde Hardwick og lød lettet over, at Gurney ikke var kommet med nogen enkel forklaring, som han og hans hold ikke havde kunnet få øje på.
Gurney afsøgte jorden omkring det sidste aftryk. Lige ud for dette velafgrænsede aftryk var der et lille område fyldt med mange forskellige overlappende fodspor, der alle så ud til at være blevet sat af det samme par vandrestøvler, der havde skabt det tydelige spor, de havde fulgt. Det var, som om morderen bevidst var gået hen til stedet her, havde stået og trippet lidt, måske mens han ventede på nogen eller noget, og så … var forsvundet i den blå luft.
Den vanvittige mulighed, at Hardwick tog gas på ham, fløj gennem hans hoved, men han forkastede den. At pille ved beviserne på et mordsted for sjovs skyld ville være at gå langt over grænsen, selv for en så grænseoverskridende person som Hardwick.
Så tingene var, som de så ud.
”Når smudspressen finder ud af det her, forvandler de det til en bortførelse af rumvæsner,” sagde Hardwick, som om ordene smagte af metal i hans mund. ”Journalisterne kaster sig over sagen som fluer på en dynge komøg.”
”Har du en mere spiselig teori?”
”Jeg sætter min lid til den barberbladsskarpe hjerne tilhørende den mest ærede drabsefterforsker i NYPD’s historie.”
”Hold nu op med det ævl,” sagde Gurney. ”Er teknikerne kommet med noget?”
”Ikke noget, der forklarer det her. Men de har taget prøver af sneen fra det nedtrampede sted, hvor det ser ud til, at han har stået. Der var ikke nogen synlige fremmede stoffer, men måske kan laboratorieteknikerne finde noget. De tjekkede også træerne og vejen bag fyrretræerne. I morgen kortlægger de systematisk alt inden for tredive meter af pletten her og gransker det nærmere.”
”Men indtil videre har de fundet nul og niks?”
”Jeps.”
”Så der er altså ikke andet at gøre end at spørge alle instituttets gæster og naboer, om nogen af dem så en helikopter sænke et reb ned i skoven?”
”Det er der ikke nogen, der har.”
”Du har altså spurgt?”
”Jeg følte mig som en idiot, men ja. Kendsgerningen er, at nogen gik herude i morges – næsten med sikkerhed morderen. Han standsede op lige her. Hvis en helikopter eller jordens største kran ikke løftede ham væk, hvor fanden er han så?”
”Altså,” begyndte Gurney, ”ingen helikoptere, ingen reb, ingen hemmelige tunneler …”
”Præcis,” sagde Hardwick og afbrød ham. ”Og ingen beviser på, at han hoppede væk på en kængurustylte.”
”Og det efterlader os med … hvad?”
”Det efterlader os med intet. Nul og niks. Nada. Ikke en eneste reel mulighed. Og sig ikke til mig, at morderen, da han først havde gået hele vejen herud, gik hele vejen tilbage igen – trådte præcist tilbage i hvert eneste fodspor uden at ødelægge så meget som et eneste – bare for at drive os til vanvid.” Hardwick kiggede udfordrende på Gurney, som om han kunne tænkes at foreslå netop det. ”Selv om det skulle være muligt, hvad det ikke er, ville morderen være stødt på de to personer, der havde indfundet sig på det tidspunkt; konen Caddy og mafiadrengen.”
”Så det er altså umuligt,” sagde Gurney let.
”Hvad er umuligt?” sagde Hardwick, parat til et skænderi.
”Alting,” sagde Gurney.
”Hvad helvede mener du?”
”Tag det roligt, Jack. Vi skal finde et udgangspunkt, der giver mening. Det, der ser ud til at være sket, kan ikke være sket. Altså – det, der ser ud til at være sket, er ikke sket.”
”Står du og siger, at aftrykkene dér ikke er fodspor?”
”Jeg siger til dig, at der er noget forkert ved den måde, vi opfatter dem på.”
”Er det fodspor, eller er det ikke fodspor?” sagde Hardwick med indædt irritation.
”Jo, det ligner skam fodspor,” sagde Gurney velvilligt.
”Så hvad er det, du siger?”
Gurney sukkede. ”Jeg ved det ikke, Jack. Jeg har bare på fornemmelsen, at vi stiller de forkerte spørgsmål.”
Noget i den dæmpede tone blødgjorde Hardwick en smule. Ingen af mændene kiggede på eller sagde noget til hinanden i adskillige lange sekunder. Så løftede Hardwick hovedet, som kom han i tanke om noget.
”Jeg havde nær glemt at vise dig prikken over i’et.” Han stak hånden ned i sidelommen på sin læderjakke og trak en bevisindsamlingskuvert frem.
Gennem det klare plastik, på et stykke enkelt hvidt brevpapir, kunne Gurney se en nydelig skrift med rødt blæk.
”Tag det ikke op,” sagde Hardwick. ”Nøjes med at læse det.”
Gurney gjorde, som han fik besked på. Så læste han det igen. Og en tredje gang for at lære det udenad.
Gennem sneen løber jeg.
Fjols! Led du kun efter mig.
Hvor forsvandt jeg på min vej?
Verdens afskum, det er du,
se mig blive genfødt nu:
Hævnen til live igen er vakt
for børn, der lever i afmagt
over alt, hvad der gik tabt.
”Det er vores mand,” sagde Gurney og rakte kuverten tilbage. ”Hævntemaet, otte linjer, gennemført metrum, højtuddannet ordforråd, perfekt tegnsætning, nydelig håndskrift. Præcis ligesom alle de andre – til et vist punkt.”
”Et vist punkt?”
”Der er et nyt element i dette – en antydning om, at morderen hader endnu en person ud over offeret.”
Hardwick kastede et blik på den forseglede besked og rynkede panden ved antydningen om, at han havde overset noget vigtigt. ”Hvem?” spurgte han.
”Dig,” sagde Gurney og smilede for første gang den dag.