Kapitel 20
En ven af familien
En pittoresk ild buldrede i den murede pejs, og luften i rummet blev forsødet af fine toner af kirsebærrøg. En bleg, men fattet Caddy Mellery sad i sofaen sammen med en velklædt herre i begyndelsen af halvfjerdserne.
Idet Gurney og Hardwick trådte ind, rejste manden sig fra sin plads i sofaen med en overraskende adræthed for sin alder. ”God eftermiddag, de herrer,” sagde han. Ordene havde en fornem, svag sydstatsaccent. ”Mit navn er Carl Smale, en gammel ven af Caddy.”
”Jeg er ledende efterforsker Hardwick, og dette er Dave Gurney, en ven af mrs. Mellerys afdøde mand.”
”Åh ja, Marks ven. Caddy sad netop og fortalte mig om Dem.”
”Undskyld, vi forstyrrer,” sagde Hardwick og kastede et blik rundt i rummet, idet han talte. Hans øjne faldt til hvile på det lille Sheratonskrivebord med tilhørende stol, der stod op ad væggen modsat pejsen. ”Vi har brug for adgang til nogle papirer, der muligvis har forbindelse til forbrydelsen, og vi har grund til at tro, at de kan befinde sig i skrivebordet dér. Jeg er ked af at forstyrre Dem med spørgsmål som disse, mrs. Mellery, men er det i orden, at jeg lige ser efter?”
Hun lukkede sine øjne. Det var uklart, om hun havde forstået spørgsmålet.
Smale satte sig igen i sofaen ved siden af hende og lagde sin hånd på hendes underarm. ”Det er jeg sikker på, at Caddy ikke har noget imod.”
Hardwick tøvede. ”Taler De som … mrs. Mellerys repræsentant?”
Smales reaktion var næsten usynlig – en let rynken på næsen som en sart kvindes reaktion på en ed under et middagsselskab.
Enken åbnede sine øjne og talte gennem et trist smil. ”Jeg er sikker på, at De har forståelse for, at dette er en svær tid. Jeg sætter fuldkommen min lid til Carl. Alt, hvad han siger, er klogere end alt, hvad jeg måtte sige.”
Hardwick pressede på. ”Er mr. Smale Deres advokat?”
Hun vendte sig om mod Smale med en velvilje, Gurney mistænkte for at være ansporet af valium og sagde: ”Han har været min advokat, min repræsentant i medgang og modgang, i gode som i dårlige tider, i mere end tredive år. Du gode Gud, Carl, er det ikke skræmmende?”
Smale smilede ligeledes nostalgisk og sagde så til Hardwick med en ny sprødhed i sin stemme: ”De er velkommen til at undersøge hele dette lokale for materiale, der kan relateres til Deres undersøgelse. Vi vil selvfølgelig gerne have en liste over de genstande, som De måtte tage med herfra.”
Eftertrykket på ’dette lokale’ undslap ikke Gurney. Smale gav ikke politiet en uindskrænket undtagelse fra en ransagningskendelse. At dømme efter det hårde blik, han sendte den vævre lille mand på sofaen, var det åbenbart heller ikke gået Hardwicks opmærksomhed forbi.
”Der vil blive udarbejdet en fyldestgørende liste over alt det bevismateriale, som vi måtte tage i vores varetægt.” Hardwicks tone overbragte også beskedens usagte del: ’Vi giver Dem ikke en liste over de ting, vi ønsker at beslaglægge. Vi giver Dem en liste over de ting, vi rent faktisk beslaglægger’.
Smale, der tydeligvis ejede evnen til at høre uudtalte tilkendegivelser, smilede. Han vendte sig om mod Gurney og spurgte med sin blaserte dræven: ”Sig mig, er De den Dave Gurney?”
”Mine forældre fik i hvert fald ikke andre.”
”Ser man det, ser man det. En legendarisk opdager! Det er mig en glæde at møde Dem.”
Gurney, der uundgåeligt fandt denne form for genkendelse ubehagelig, sagde ingenting.
Tavsheden blev brudt af Caddy Mellery. ”Undskyld, men jeg har en skrækkelig hovedpine og bliver nødt til at lægge mig.”
”Det forstår jeg ganske udmærket,” sagde Hardwick, ”men jeg har lige brug for Deres hjælp omkring nogle få detaljer.”
Smale så bekymret på sin klient. ”Kan det ikke vente et par timer? Mrs. Mellery har tydeligvis smerter.”
”Mine spørgsmål kan overstås på et par minutter. Tro mig, jeg ville helst være fri for at trænge mig på, men en forsinkelse kan volde problemer.”
”Caddy?”
”Det gør ikke noget, Carl. Om det er nu eller senere gør ingen forskel.” Hun lukkede sine øjne. ”Jeg lytter.”
”Jeg er ked af at bede Dem tænke på disse ting,” sagde Hardwick. ”Må jeg sætte mig her?” Han pegede på øreklapstolen tættest på Caddys ende af sofaen.
”Ja, sæt Dem blot.” Hendes øjne var stadig lukkede.
Han balancerede på kanten af hynden. At udspørge mennesker, der nyligt havde lidt et tab, var en ubehagelig opgave for enhver politimand. Hardwick så dog ikke ud til at være voldsomt tynget af opgaven.
”Jeg vil gerne gennemgå noget, De fortalte mig i morges, bare for at være helt sikker på, at jeg har forstået det rigtigt. De sagde, at telefonen ringede lidt efter klokken et i nat, og at De og Deres mand sov på det tidspunkt?”
”Ja.”
”Og De vidste, hvad klokken var, fordi …?”
”Jeg kiggede på uret. Jeg undrede mig over, hvem der kunne finde på at ringe på det tidspunkt.”
”Og Deres mand tog telefonen?”
”Ja.”
”Hvad sagde han?”
”Han sagde hallo, hallo, hallo – tre eller fire gange. Så lagde han på.”
”Fortalte han Dem, om den, der ringede op, havde sagt noget?”
”Nej.”
”Og et par minutter efter hørte De et dyr skrige ude i skoven?”
”Hyle.”
”Hyle?”
”Ja.”
”Hvilken forskel lægger De imellem ’skrige’ og ’hyle’?”
”Skrige – ” Hun tav og bed sig hårdt i underlæben.
”Mrs. Mellery?”
”Bliver der meget mere af samme slags?” spurgte Smale.
”Jeg har bare brug for at vide, hvad hun hørte.”
”Skrige er mere menneskeligt. Skrige er det, jeg gjorde, da jeg …” Hun blinkede som for at få et fremmedlegeme ud af øjet og fortsatte så. ”Dette lød som et dyr af en slags. Men ikke ude i skoven. Det lød tæt ved huset.”
”Hvor lang tid varede denne skrigen – hylen?”
”Et minut eller to, jeg ved det ikke præcis. Det holdt op, efter at Mark gik nedenunder.”
”Sagde han, hvad han ville gøre?”
”Han sagde, han ville se, hvad det var. Ikke andet. Han ville bare – ” Hun tav og tog nogle langsomme, dybe indåndinger.
”Jeg beklager, mrs. Mellery. Jeg er snart færdig.”
”Han ville bare se, hvad det var, ikke andet.”
”Hørte De ellers noget?”
Hun lagde hånden over sin mund og greb fat om kinder og kæbe i en åbenbar anstrengelse for at bevare kontrollen over sig selv. Røde og hvide pletter kom til syne under hendes fingernegle på grund af det stramme greb.
Da hun talte, blev ordene sløret af hånden.
”Jeg halvvejs sov, men jeg hørte alligevel noget, noget, der lød som et smæld – som om nogen slog hænderne sammen. Ikke andet.” Hun bevarede grebet om sit ansigt, som om trykket var hendes eneste trøst.
”Tak,” sagde Hardwick og rejste sig fra øreklapstolen. ”Vi skal holde vores tilstedeværelse på et minimum. Indtil videre behøver jeg blot at gennemgå skrivebordet.”
Caddy Mellery løftede sit hoved og åbnede sine øjne. Hendes hånd faldt ned i hendes skød og efterlod ligblege fingeraftryk på hendes kinder. Med en skrøbelig, men fast røst sagde hun: ”De må tage alt, hvad der er relevant, men respekter venligst vores privatliv. Pressen er uansvarlig. Min mands eftermæle er af afgørende betydning.”