Kapitel 23
Pist væk
”Der gik en patologisk dødbider,” sagde Rodriguez og kastede et blik på ansigterne omkring bordet for at se, om de værdsatte hans vittige beskrivelse af en patolog, men kun Cruise-tvillingernes evige smørrede smil kom ham en smule i møde. Kline brød tavsheden ved at bede Hardwick om at fortsætte den beretning fra gerningsstedet, han havde været midt i, da retsmedicineren ankom.
”Præcis, hvad jeg tænkte, Sheridan,” istemte Rodriguez. ”Hardwick, fortsæt, hvor du slap, og hold dig til nøglekendsgerningerne.” Advarslen antydede, at Hardwick ikke altid gjorde det.
Gurney bemærkede politimesterens forudsigelige attituder – fjendtlig over for Hardwick, smigrende over for Kline, og alt i alt selvoptaget.
Hardwick greb hurtigt ordet: ”Det mest synlige spor efter morderen var en række fodaftryk, der ledte ind på ejendommen via indgangslågen, fortsatte hen over parkeringspladsen og rundt bag om laden, hvor de hørte op ved en havestol – ”
”I sneen?” spurgte Kline.
”Korrekt. Der blev fundet cigaretskodder på jorden foran stolen.”
”Syv,” sagde den rødhårede kvinde ved den bærbare computer.
”Syv,” gentog Hardwick. ”Fodsporene fortsatte fra stolen – ”
”Må jeg lige høre, Hardwick, plejede Mellery-parret at have havestole stående ude i sneen?” spurgte Kline.
”Nej, sir. Morderen havde tilsyneladende selv stolen med.”
”Han havde selv stolen med?”
Hardwick trak på skuldrene.
Kline rystede på hovedet. ”Undskyld afbrydelsen. Fortsæt bare .”
”Det skal du ikke undskylde, Sheridan. Spørg, så meget du har lyst til. Meget af det her giver heller ingen mening for mig,” sagde Rodriguez med en mine, der tillagde Hardwick skylden for den manglende logik.
”Fodsporene fortsatte fra stolen og hen til det sted, hvor mødet med offeret fandt sted.”
”Altså stedet, hvor Mellery blev dræbt?” spurgte Kline.
”Ja, sir. Og derfra fortsætter de gennem en åbning i hækken, hen over plænen og ud i skoven, hvor de til sidst ophører otte hundrede meter fra huset.”
”Hvad mener du med ’ophører’?”
”De hører op. De fortsætter ikke længere. Der er et lille område derude, hvor sneen er trampet ned, som om en person har stået der et stykke tid – men der er ikke flere fodspor hverken til eller fra stedet. Som I hørte for lidt siden, blev støvlerne, der afsatte sporene, fundet hængende i et træ i nærheden – uden tegn på, hvad der skete med individet, der bar dem.”
Gurney holdt øje med Klines ansigt og så i det en kombination af forbløffelse over mysteriet og overraskelse over sin manglende evne til at finde nogen forklaring. Hardwick skulle lige til at åbne munden for at gå videre, da den rødhårede kvinde igen talte med sin dæmpede, tonløse stemme, der lå i perfekt leje halvvejs mellem mand og kvinde.
”På dette tidspunkt skal det lige siges, at støvlernes sålemønster stemmer overens med aftrykkene i sneen. Om det rent faktisk var dem, der afsatte sporene, vil blive fastslået i laboratoriet.”
”Kan man være så sikker omkring fodaftryk i sne?” spurgte Kline.
”Ih ja,” sagde hun med sit første tegn på begejstring. ”Sneaftryk er de bedste overhovedet. Sammenpresset sne kan fange detaljer, der er alt for fine til, at man kan skelne dem med det blotte øje. Dræb aldrig nogen i sne.”
”Det skal jeg huske,” sagde Kline. ”Undskyld, at jeg afbrød. Fortsæt bare.”
”Dette er måske det rette tidspunkt for en statusrapport over de bevisgenstande, der indtil videre er blevet indsamlet. Hvis det er i orden med dig, politimester?” Igen slog Hardwicks tone Gurney som værende en hårfin hån mod respekten.
”Jeg hilser nogle håndgribelige beviser velkommen,” sagde Rodriguez.
”Jeg skal lige læse filen ind,” sagde den rødhårede kvinde og trykkede på et par taster på sin computer. ”Skal genstandene nævnes i nogen speciel rækkefølge?”
”Hvad med de vigtigste først?”
Uden at vise nogen reaktion på politimesterens nedladende tone begyndte hun at læse op fra sin computerskærm.
”Bevisgenstand nummer et – en havestol af lette aluminiumsrør og hvide plastgjorde. Den indledende undersøgelse for fremmed materiale afslørede nogle få kvadratmillimeter Tyvek i sammenfoldningen mellem sædet og armlænet.”
”Altså det, man isolerer huse med?” spurgte Kline.
”Det er en dampspærre, man bruger oven over krydsfinerunderlag, men det bruges også i andre produkter – mest kendt i malerkedeldragter. Det var det eneste fremmede materiale, der kunne spores, det eneste tegn på, at stolen nogensinde havde været i brug.”
”Ingen aftryk, hår, sved, spyt, hudafskrab, intet som helst?” spurgte Rodriguez, som om han mistænkte hendes folk for ikke have kigget tilstrækkelig grundigt efter.
”Ingen aftryk, hår, sved, spyt eller hudafskrab – men jeg vil ikke sige ’intet som helst’,” sagde hun og lod spørgsmålets tone svæve foran sig som en drukkenbolts slag i luften. ”Halvdelen af stolens gjorde var blevet udskiftet, alle de lodrette strenge.”
”Men du sagde, at den aldrig havde været brugt.”
”Der er ingen tegn på brug, men gjordene var helt sikkert blevet skiftet ud.”
”Hvilken grund kan der være til det?”
Gurney var fristet til at komme med et bud på en forklaring, men Hardwick blev den første til at formulere den. ”Hun sagde, at gjordene alle sammen var hvide. Den slags stole plejer at have to forskelligt farvede gjorde sat sammen, så det skaber et flettet mønster – blå og hvid, grøn og hvid, i den dur. Måske ønskede han ikke, den skulle have nogen farve.”
Rodriguez tyggede lidt på dette som på en hård vingummi. ”Fortsæt, kriminalbetjent Wigg. Vi har meget, vi skal nå inden frokost.”
”Bevisgenstand nummer to – syv Marlboro-skod, også uden menneskespor.”
Kline lænede sig frem. ”Ingen spor af spyt? Ingen delvise fingeraftryk? Ikke engang hudfedt?”
”Nul.”
”Er det ikke underligt?”
”Uhyre underligt. Genstand nummer tre – en knust whiskyflaske, ufuldstændig, af mærket Four Roses.”
”Ufuldstændig?”
”Omtrent halvdelen af flasken blev fundet i ét stykke. Det og resten af de indsamlede skår udgør til sammen lidt under to tredjedele af flasken.”
”Ingen aftryk?” sagde Rodriguez.
”Ingen aftryk – hvilket ikke er den store overraskelse, når man tager deres fravær på stolen og cigaretterne i betragtning. Der var et enkelt stof til stede ud over offerets blod – et diminutivt spor af vaskepulver i en sprække langs glassets knuste rand.”
”Og det vil sige?” sagde Rodriguez.
”Fundet af vaskepulveret og det manglende stykke af flasken antyder, at flasken blev knust et andet sted og vasket af, inden den blev bragt med til gerningsstedet.”
”Så det vanvittige stikkeri var altså lige så velovervejet som skuddet?”
”Det ser sådan ud. Skal jeg fortsætte?”
”Ja, gør det,” sagde Rodriguez og fik bemærkningen til at virke grov.
”Genstand nummer fire – offerets tøj, inklusive undertøj, badekåbe og mokkasiner, alle plettet af hans eget blod. Tre fremmede hår blev fundet på badekåben, muligvis fra offerets hustru, det mangler at blive bekræftet. Genstand nummer fem – blodprøver taget på jorden omkring liget. Analyserne er i gang – indtil videre matcher alle prøver med offeret. Genstand nummer seks – glasskår indsamlet på flisen under offerets hals. Det stemmer overens med den indledende obduktion, der viste, at fire stiksår fra flaskeglasset gik igennem hals og nakke, og at offeret lå på jorden, da han blev stukket.”
Kline klemte anstrengt sine øjne sammen som en mand, der kører i modlys. ”Jeg får det indtryk, at nogen har begået en ekstremt voldelig forbrydelse, en forbrydelse, der omfatter både skud og nedstikning – over et dusin dybe stiksår, nogen af dem tilføjet med stor kraft – og alligevel er det lykkedes morderen at slippe af sted uden at efterlade sig bare et eneste utilsigtet spor af sig selv.”
For første gang sagde en af Cruise-tvillingerne noget med en stemme, der var overraskende skinger i betragtning af den macho-udseende krop, den stammede fra. ”Hvad med havestolen, flasken, fodsporene, støvlerne?”
Kline skar en utålmodig grimasse. ”Jeg sagde utilsigtet spor. Disse ser ud til at være blevet efterladt med overlæg.”
Den unge mand trak på skuldrene, som var dette bare noget spidsfindigt ordkløveri.
”Genstand nummer syv er inddelt i underkategorier,” sagde den kønsløse kriminalbetjent Wigg (men måske ikke helt koldblodig, tænkte Gurney ved synet af de interessante øjne og den fintformede mund). ”Genstand syv inkluderer meddelelser modtaget af offeret, der kan være relevante for forbrydelsen, inklusive den seddel, der blev fundet på liget.”
”Jeg har fået lavet kopier af dem alle sammen,” meddelte Rodriguez. ”Jeg deler dem ud ved passende lejlighed.”
Kline spurgte Wigg: ”Hvad leder I efter i meddelelserne?”
”Fingeraftryk, buler i papiret …”
”Som for eksempel aftryk fra en skriveblok?”
”Korrekt. Vi laver også analyser til identificering af blækket i de håndskrevne breve og printeridentificeringsanalyser på de breve, der blev lavet ved hjælp tekstbehandling – det sidste, der ankom inden mordet.”
”Vi har også eksperter til at se på håndskriften, ordvalget og syntaksen,” indskød Hardwick, ”og vi får lavet en lydanalyse af den telefonsamtale, offeret optog på bånd. Wigg har allerede fået et foreløbigt resultat, som vi vil gennemgå i dag.”
”Vi vil også undersøge de støvler, der blev fundet i dag, så snart de ankommer til laboratoriet. Det er alt for nu,” konkluderede Wigg og trykkede på en tast på sin computer. ”Nogle spørgsmål?”
”Jeg har et,” sagde Rodriguez. ”Eftersom vi blev enige om, at beviserne skulle præsenteres efter betydning, spekulerer jeg på, hvorfor du nævnte havestolen først.”
”Det er bare en fornemmelse, sir. Vi kan ikke vide, hvordan det hele passer sammen, før det hele passer sammen. På nuværende tidspunkt er det umuligt at sige, hvilken brik i puslespillet – ”
”Men alligevel nævnte du havestolen først,” afbrød Rodriguez. ”Hvorfor?”
”Den lader til at illustrere sagens mest slående træk.”
”Hvad skal det sige?”
”Planlægningen,” sagde Wigg blidt.
Gurney tænkte, at hun havde evnen til at svare på politimesterens forhørsspørgsmål, som om de var en række objektive spørgsmål på papir, blottet for overflødige ansigtsudtryk og fornærmende betoninger. Der var en forunderlig renhed i denne mangel på følelsesmæssig forvikling, denne immunitet over for smålige provokationer. Og det fangede folks opmærksomhed. Gurney noterede sig, at alle ved bordet, undtagen Rodriguez, ubevidst lænede sig frem.
”Og ikke alene planlægningen,” fortsatte hun, ”men også det besynderlige ved den. At medbringe en havestol til et mord. At ryge syv cigaretter uden at røre dem med fingrene eller læberne. At knuse en flaske, vaske den af og tage den med til gerningsstedet til at stikke liget med. For ikke at tale om de umulige fodspor, og hvordan gerningsmanden forsvandt fra skoven. Det er, som om fyren er en genial lejemorder. Det er ikke bare en havestol, men en havestol, hvor halvdelen af gjordene er blevet fjernet og erstattet. Hvorfor? Fordi han ønskede, at de skulle være hvide alle sammen? Fordi den ville være mindre synlig i sneen? Fordi den ville være mindre synlig sammen med den hvide Tyvek-malerdragt, han muligvis var iført? Men hvis det betød så meget ikke at blive set, hvorfor sad han så i en havestol og røg cigaretter? Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis stolen viser sig at være nøglen til løsningen af hele mysteriet.”
Rodriguez rystede på hovedet. ”Nøglen til løsningen af dette mysterium bliver politidisciplin, procedurer og kommunikation.”
”Jeg satser på havestolen,” hviskede Hardwick og blinkede til Wigg.
Bemærkningen registreredes i politimesterens ansigt, men inden han kunne nå at sige noget, gik døren ind til mødelokalet op, og en mand med en glitrende cd trådte ind. ”Hvad er der?” hvæsede Rodriguez.
”Du sagde, jeg skulle komme med fingeraftryksresultater, så snart vi havde nogen, sir.”
”Og?”
”Vi har nogen,” sagde han og holdt cd’en i vejret. ”I må hellere kigge på sagen. Måske kunne kriminalbetjent Wigg …?”
Han rakte prøvende cd’en frem mod hendes bærbare pc. Hun satte den i og trykkede på et par taster.
”Interessant,” sagde hun.
”Prekowski, vil du være så venlig at delagtiggøre os i, hvad der er på cd’en?”
”Krepowski, sir.”
”Hvad?”
”Mit navn er Krepowski.”
”Fint, godt. Mon du nu vil være så elskværdig at fortælle os, om I har fundet nogen fingeraftryk?”
Manden rømmede sig. ”Jo, altså, både ja og nej,” sagde han.
Rodriguez sukkede. ”De er altså for udtværede til at være til nogen nytte?”
”De er sgu mere end udtværede,” sagde manden. ”Faktisk er det ikke egentlige aftryk.”
”Hvad er det så?”
”Man kan vel kalde dem udtværede klatter. Det ser ud, som om fyren har brugt fingerspidserne til at skrive med – har brugt hudfedtet på sine fingerspidser som usynligt blæk.”
”Til at skrive? Skrive hvad?”
”Enkeltords-budskaber. Et ord på bagsiden af hvert af de digte, han sendte til offeret. Da vi først havde gjort ordene kemisk synlige, fotograferede vi dem og kopierede billederne over på en cd. Det fremstår ret tydeligt på skærmen.”
Med et let anstrøg af morskab om læberne drejede kriminalbetjent Wigg langsomt skærmen på sin bærbare pc rundt, så den vendte direkte mod Rodriguez. Der var tre ark papir på billedet, side om side – bagsiden af de ark, som digtene var skrevet på, lå i den rækkefølge, hvori de var blevet modtaget. På hvert af de tre ark sås et enkelt ord skrevet med udtværede blokbogstaver:
DUMME ONDE STRISSERE