Kapitel 26

En blankocheck

Da Gurney var kørt igennem Catskill-bjergene og ankommet til sin gård uden for Walnut Crossing, havde udmattelsen indhyllet ham i en følelsesmæssig tåge af sult, tørst, frustration, bedrøvelse og tvivl på sig selv. Novembers gang mod vinteren gjorde dagene bedrøveligt kortere – især i dalene, hvor de omsluttende bjerge forårsagede tidligt tusmørke. Madeleines bil var forsvundet fra sin plads ved haveskuret. Sneen, der var delvis smeltet af middagssolen og frosset til igen i aftenkulden, knitrede under hans fødder.

Huset var fuldkommen tyst. Gurney tændte hængelampen over køkkenøen. Han kom i tanke om, at Madeleine i morges havde sagt noget om, at det planlagte middagsselskab var blevet aflyst på grund af et møde, som alle kvinderne gerne ville deltage i, men detaljerne svævede i det uvisse. Så der var jo slet ikke brug for de skide pekannødder! Han puttede en pose darjeeling-te i et krus, fyldte det med vand fra hanen og satte det i mikroovnen. Styret af vanens kraft gik han hen til sin lænestol i det fjerneste hjørne af landkøkkenet. Han lod sig dumpe ned i stolen og lagde fødderne op på en træskammel. To minutter senere blev mikroovnens bip suget ind i spindet af en utydelig drøm.

*

Han vågnede ved lyden af Madeleines fodtrin.

Det var måske nok en overfølsom antagelse, men det forekom ham, at trinnene lød vrede. Det virkede på ham, som om deres retning og nærhed indikerede, at hun måtte have set ham i stolen, men alligevel havde valgt ikke at tale til ham.

Han åbnede sine øjne tids nok til at se hende forlade køkkenet og gå i retning af deres soveværelse. Han strakte sig, skubbede sig op af stolens dybder, gik hen i skabet efter en serviet og pudsede næse. Han hørte en skabslåge lukke i, en anelse for bestemt, og øjeblikket efter stod hun igen i køkkenet. Hun havde skiftet sin silkebluse ud med en uformelig sweatshirt.

”Du er vågen,” sagde hun.

Han opfattede det som en kritik af den kendsgerning, at han havde sovet.

Hun tændte en række spots over den største køkkenbordplade og åbnede køleskabet. ”Har du spist?” Det lød som en anklage.

”Nej, jeg har haft en meget trættende dag, og da jeg kom hjem, lavede jeg bare en kop – åh, for fanden, den glemte jeg jo.” Han gik hen til mikroovnen, tog en kop mørk, kold te ud og tømte den, med pose og det hele, ud i vasken.

Madeleine gik hen til vasken, tog hans tepose og smed den demonstrativt i skraldespanden.

”Jeg er temmelig træt selv.” Hun rystede tavst på hovedet et øjeblik. ”Om jeg fatter, hvorfor de lokale knoldesparkere mener, at det er en god idé at bygge et hæsligt fængsel omgivet af pigtråd midt i statens smukkeste landskab!”

Nu huskede han det. I morges havde hun fortalt ham, at hun regnede med at deltage i et borgermøde, hvor det kontroversielle forslag igen var sat på dagsordenen til drøftelse. Sagen gik på, om byen skulle kaste sig ud i konkurrencen om at huse en institution, som modstanderne omtalte som et fængsel, men som tilhængerne kaldte et behandlingscenter. Navneslagsmålet var opstået som følge af det tvetydige bureaukratiske sprog, hvormed dette pilotprojekt var blevet godkendt som en ny type behandlingsinstitution. Det skulle gå under betegnelsen SCATE – Statsligt Center for Adfærdsregulerende TErapi – og tjente det dobbelte formål at indespærre og rehabilitere grove narkoforbrydere. Faktisk var det bureaukratiske sprog fuldkommen uforståeligt og efterlod masser af plads til fortolkning og strid.

Det var et ømtåleligt emne mellem dem – ikke fordi han ikke delte hendes ønske om at holde SCATE væk fra Walnut Crossing, men fordi han ikke markerede sig så skarpt i debatten, som hun syntes, han burde. ”Der er sikkert en håndfuld mennesker, der vil score kassen på det,” sagde hun dystert, ”mens alle andre i dalen – og alle, der skal køre gennem dalen – hænger på en skamplet resten af deres liv. Og hvorfor? For at rehabilitere et slæng klamme narkohandlere? Helt ærligt!”

”Der er andre byer, der har budt sig til. Med lidt held løber en af dem af med sejren.”

Hun smilede dystert. ”Ja, hvis deres byråd er endnu mere korrupte end vores, så kan man jo aldrig vide.”

Eftersom han følte hendes intense harme som en slags pres, besluttede han sig for at forsøge at skifte emne.

”Skal jeg lave et par omeletter til os?” Han så hendes sult kæmpe kortvarigt med den resterende vrede. Sulten vandt.

”Ingen grøn peber,” advarede hun. ”Jeg kan ikke lide dem.”

”Hvorfor køber du dem så?”

”Det ved jeg ikke. I hvert fald ikke til omeletter.”

”Vil du have forårsløg?”

”Ingen forårsløg.”

Hun dækkede bord, mens han piskede æggene sammen og varmede panderne op.

”Vil du have noget at drikke?” spurgte han.

Hun rystede på hovedet. Han vidste godt, at hun aldrig drak til måltiderne, men spurgte alligevel. Hvorfor blev han egentlig ved med at stille det samme spørgsmål?

Ingen af dem sagde mere end et par ord, førend de var færdige med at spise, og begge havde givet deres tomme tallerkener et rituelt puf ind midt på bordet.

”Fortæl mig om din dag,” sagde hun.

”Min dag? Mener du mit møde med det toptunede efterforskningshold?”

”Du var ikke imponeret?”

”Ih jo, jeg var skam imponeret. Hvis man gerne ville skrive en bog om dysfunktionel holddynamik anført af Helvedes Politimester, så kunne man sætte en båndoptager ind i lokalet og transskribere det ord for ord.”

”Var det værre end det, du forlod?”

Han tøvede lidt med sit svar, ikke fordi han var usikker på det, men på grund af den anspændte betoning, han sporede i ordet forlod. Han besluttede sig for at svare på ordene i stedet for tonen.

”Der var nogle krakilere i New York, men Helvedes Politimester opererer på et helt andet plan af arrogance og utryghed. Han er desperat efter at imponere statsadvokaten, har ingen respekt for sine egne folk og ikke noget egentligt begreb om sagen. Alle spørgsmål, alle svar var enten fjendtlige eller ramte ved siden af, sædvanligvis begge dele.”

Hun betragtede ham med spekulativ mine. ”Det overrasker mig ikke.”

”Hvad mener du?”

Hun trak let på skuldrene. Det så ud, som om hun forsøgte at lægge sit ansigt i så udtryksløse folder som muligt. ”Det overrasker mig bare ikke særlig meget. Hvis du var kommet hjem og havde sagt, du havde tilbragt dagen sammen med det bedste mordefterforskningshold, du nogensinde havde mødt, så ville det have overrasket mig. Det var såmænd bare det.”

Han vidste ganske udmærket, at det ikke var det hele. Men han var klog nok til at vide, at Madeleine var kløgtigere end ham, og han umuligt kunne lokke hende til at tale om noget, hun ikke havde lyst til at tale om.

”Okay,” sagde han, ”men faktum er, at det var udmattende og uopmuntrende. Lige nu har jeg i sinde at lægge det bag mig og lave noget helt andet.”

Det var en uigennemtænkt bemærkning, der blev efterfulgt af et mentalt tomrum. At lave noget helt andet var ikke så let, som det lød til. Dagens besværligheder blev ved med at hvirvle rundt foran ham sammen med Madeleines gådefulde reaktion. I samme øjeblik trængte det valg, som han i den forgangne uge havde vægret sig mod at træffe, det valg, som han desperat havde holdt ude af øje, men ikke ganske ude af sind, igen sig på. Men denne gang blev det, uventet, ledsaget af en intens beslutning om at tage tyren ved hornene.

”Æsken …,” sagde han. Hans hals var sammensnøret, stemmen hæs, da han tvang emnet ud i det fri, inden hans frygt for det nåede at generobre ham, endnu inden han vidste, hvordan han ville afslutte sætningen.

Hun kiggede op på ham fra sin tomme tallerken – rolig, nysgerrig, opmærksom – og ventede på, at han skulle fortsætte.

”Hans tegninger … Hvad … Jeg mener, hvorfor …?” Han kæmpede for at lirke et rationelt spørgsmål ud af sit konfliktfyldte og forvirrede hjerte.

Anstrengelsen var unødvendig. Madeleines evne til at se tankerne i hans øjne oversteg altid hans evne til at artikulere dem.

”Vi må sige farvel.” Hendes stemme var blid, afslappet.

Han stirrede ned i bordet. Intet i hans tanker omdannedes til ord.

”Der er gået lang tid,” sagde hun. ”Danny er væk, og vi sagde aldrig farvel til ham.”

Han nikkede, næsten umærkeligt. Hans fornemmelse af tid gik i opløsning, og hans sind var underlig tomt for tanker.

Da telefonen ringede, var det, som om han blev vækket og revet tilbage til verden – en verden med velkendte, overskuelige problemer, der lod sig beskrive. Madeleine sad stadig ved bordet hos ham, men han var ikke sikker på, hvor længe de havde siddet der.

”Skal jeg tage den?” spurgte hun.

”Nej, det gør ikke noget. Jeg tager den.” Han tøvede som en computer, der genindlæser data, og rejste sig så, lidt vaklende, og gik ind på kontoret.

”Gurney.” At besvare telefonen på den måde – den måde, han havde besvaret den på gennem de mange år i drabsafdelingen – var en vane, han havde svært ved at lægge bag sig.

Stemmen, der hilste ham, var klar, aggressiv, kunstigt hjertelig. Den mindede ham om det gamle salgstrick – husk altid at smile, når du taler i telefon, det får dig til at lyde venligere.

”Dave, jeg er glad for, at du er hjemme! Sheridan Kline her. Jeg håber ikke, jeg forstyrrer dig midt i aftensmaden.”

”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”

”Jeg går straks til sagen. Jeg tror, at du er en af den slags mænd, jeg kan være fuldkommen ærlig over for. Jeg kender dit ry. I eftermiddags fik jeg et glimt af årsagen til det. Jeg var imponeret. Nu håber jeg ikke, jeg gør dig forlegen.”

Gurney spekulerede på, hvad manden mon var ude på. ”Det var venligt sagt.”

”Nej, ikke venligt. Ærligt. Når sandt skal siges, ringer jeg, fordi sagen her skriger på en person med dine evner, og jeg ville mægtig gerne finde en måde at udnytte dine evner på.”

”Du ved godt, jeg er pensioneret, ikke?”

”Det siges jo. Og jeg er sikker på, at en tilbagevenden til de gamle rutiner er det sidste, du ønsker. Og det foreslår jeg skam heller ikke. Jeg har på fornemmelsen, at sagen her bliver meget stor, og jeg ville mægtig gerne have adgang til dine tanker omkring den.”

”Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, du beder mig om.”

”Allerhelst vil jeg have dig til at finde ud af, hvem der myrdede Mark Mellery,” sagde Kline.

”Er det ikke kriminalafdelingens opgave?”

”Jo, og med lidt held lykkes det vel også for dem engang med tiden.”

”Men?”

”Men jeg vil gerne øge mine chancer. Sagen er alt for vigtig til at kunne overlades til de gængse procedurer. Jeg vil have et es i ærmet.”

”Jeg kan ikke se, hvordan jeg passer ind.”

”Du kan ikke forestille dig at arbejde for BCI? Bare rolig. Jeg tænkte nok, at Rod ikke lige var din type. Nej, du skulle aflægge rapport til mig personligt. Vi kunne ansætte dig som tilknyttet efterforsker eller rådgiver på mit kontor, hvad du end synes er passende.”

”Hvor mange timer taler vi om?”

”Det er op til dig.” Da Gurney ikke svarede, fortsatte han: ”Mark Mellery må have beundret dig og stolet på dig. Han bad dig om at hjælpe sig med at tackle en forfølger. Jeg beder dig om at hjælpe mig med den samme forfølger. Jeg vil være taknemmelig for alt det, du kan give mig.”

Fyren er dygtig, tænkte Gurney. Han spiller oprigtig til et rent 12-tal. Han sagde: ”Jeg vil drøfte det med min hustru og ringer tilbage i morgen tidlig. Giv mig et nummer, så jeg kan få fat på dig.”

Smilet i stemmen var kæmpestort. ”Du får mit hjemmenummer. Jeg har på fornemmelsen, at du er et A-menneske ligesom mig. Ring, hvornår du vil efter klokken seks.”

Da han kom tilbage til køkkenet, sad Madeleine stadig ved bordet, men hendes humør havde ændret sig. Hun sad og læste i Times. Han satte sig over for hende i en lige vinkel, så han var vendt mod den gamle Franklinbrændeovn. Han kiggede hen mod den uden egentlig at se den og gav sig til at massere sin pande, som om den beslutning, han stod overfor, var en myose, der skulle nulres væk.

”Det er ikke så svært, er det?” sagde Madeleine uden at kigge op fra sin avis.

”Hvad?”

”Det, du tænker på.”

”Statsadvokaten virker ivrig efter at få min hjælp.”

”Hvorfor skulle han ikke være det?”

”Normalt bringer man ikke en udenforstående ind i en sag som denne her.”

”Men du er jo ikke en hvilken som helst udenforstående, vel?”

”Min forbindelse til Mellery gør vel en forskel.”

Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på ham med sit røntgenblik.

”Han var meget smigrende,” sagde Gurney og forsøgte at lyde, som om han ikke følte sig smigret.

”Han gav sikkert bare en præcis beskrivelse af dit talent.”

”Sammenlignet med politimester Rodriguez vil alle gøre et godt indtryk.”

Hun smilede ad hans kejtede ydmyghed. ”Hvad tilbød han dig?”

”Vel egentlig en blankocheck. Jeg skulle arbejde for ham. Men jeg skal være meget varsom med ikke at træde nogen over tæerne. Jeg sagde til ham, at jeg vil have bestemt mig inden i morgen tidlig.”

”Bestemt dig for hvad?”

”Om jeg vil gøre det eller ej.”

”Mener du det alvorligt?”

”Du synes, det er en dårlig idé?”

”Mener du alvorligt, at du ikke har bestemt dig endnu?”

”Der står mange ting på spil.”

”Måske flere end du aner, men det er jo soleklart, at du gør det.”

Hun gav sig atter til at læse avis.

”Hvad mener du med, flere end jeg aner?” spurgte han efter et langt øjeblik.

”Valg får sommetider nogle uventede konsekvenser.”

”Såsom hvilke?”

Hendes bedrøvede blik fortalte ham, at det var et dumt spørgsmål.

Efter en pause sagde han: ”Jeg føler, at jeg skylder Mark noget.”

Et glimt af ironi føjedes til blikket.

”Hvorfor kigger du sådan på mig?”

”Det er første gang, jeg har hørt dig kalde ham ved fornavn.”