Kapitel 27

At gøre Statsadvokatens bekendtskab

Distriktskontoret, der havde haft denne intetsigende betegnelse siden 1935, havde tidligere heddet Bumblebee Lunatic Asylum – grundlagt i 1899 ved hjælp af rundhåndede midler skænket af den (midlertidigt sindssyge, hævdede hans arveløse efterkommere forgæves) britiske indvandrer sir George Bumblebee, efter hvem sindssygeanstalten også var opkaldt. Den skumle rødstensbygning, dækket af et århundredes sod, tårnede sig dystert op over byens torv. Den lå godt halvanden kilometer fra delstatspolitiets hovedkvarter og var den samme køretur på en time og et kvarter fra Walnut Crossing væk.

Det indre var endnu mindre tiltrækkende end det ydre, men af den modsatte grund. I 1960’erne var sindssygehospitalet blevet nedlagt og moderniseret indvendigt. Snavsede lysekroner og egetræspaneler var blevet erstattet med skærende lysstofrør og hvide gipsvægge. Det faldt Gurney ind, at det skarpe moderne lys måske tjente til at holde de gale spøgelser af de tidligere beboere på afstand – en underlig tanke at få for en mand på vej til forhandlingen af detaljerne i en arbejdskontrakt, så han fokuserede i stedet på det, Madeleine havde sagt samme morgen, da han var på vej ud ad døren: ”Han har mere brug for dig, end du har brug for ham.” Den bemærkning stod han og tyggede på, mens han ventede på at komme gennem det store sikkerhedsapparat i lobbyen. Da han først havde forceret den barriere, fulgte han en række pile hen til en dør, hvis matterede glaspanel med elegant sort skrift bar titlen ’STATSADVOKAT’.

Idet han trådte ind, mødte kvinden ved modtagelsesskranken hans blik. Gurney havde bemærket, at en mands valg af kvindelig assistent afhænger af kompetence, sex eller prestige. Kvinden ved skranken syntes at rumme alle tre ting. Selv om hun var omkring de halvtreds var hendes hår, hud, makeup, tøj og skikkelse så veltrimmet, at det antydede et næsten elektrisk fokus på fysiske ting. Det vurderende udtryk i hendes øjne var både køligt og sensuelt. En lille messingfirkant på skranken oplyste, at hendes navn var Ellen Rackoff.

Inden nogen af dem kunne nå at sige noget, gik en dør til højre for skranken op, og Sheridan Kline trådte ind i modtagelsesværelset. Han smilede med noget, der skulle forestille varme.

”På slaget ni! Det overrasker mig ikke. Du forekommer mig at være en person, der gør nøjagtigt det, han siger, han vil gøre.”

”Det er lettere end alternativet.”

”Hvad? Åh ja, ja, selvfølgelig.” Større smil, men mindre varme. ”Foretrækker du te eller kaffe?”

”Kaffe.”

”Også jeg. Har aldrig forstået mig på te. Er du til hunde eller katte?”

”Hunde nok.”

”Har du nogensinde bemærket, at hundemennesker foretrækker kaffe?

Te er til kattefolk.”

Gurney syntes ikke, at det var værd at dvæle ved. Kline gjorde tegn til ham om at følge efter sig i retning af en moderne lædersofa; selv satte han sig i en matchende lænestol på den anden side af et lavt glasbord og erstattede sit smil med et udtryk af næsten komisk oprigtighed.

”Dave, jeg vil gerne udtrykke min glæde over, at du er villig til at hjælpe os.”

”Såfremt der er en passende rolle til mig.”

Kline blinkede.

”Domæne er en ømtålelig sag,” sagde Gurney

”Kunne ikke være mere enig. Lad mig være ærlig – tale helt uden filter, som man jo siger.”

Gurney skjulte en grimasse under et høfligt smil.

”De folk, jeg kender ved NYPD, fortæller mig imponerende ting om dig. Du var hovedefterforsker i nogle meget store sager, nøglepersonen, manden, der stykkede det hele sammen, men når tiden var inde til lykønskninger, gav du altid en anden æren. Det forlyder, at du havde afdelingens største talent og mindste ego.”

Gurney smilede, ikke over komplimenten, som han vidste, tjente et formål, men over Klines ansigtsudtryk, der virkede ægte forvirret over tanken om tøven ved at tage æren.

”Jeg kan godt lide arbejdet. Jeg kan ikke lide at være i centrum.”

Kline så i et langt øjeblik ud, som om han forsøgte at identificere en flygtig smag i sin mad, men gav så op.

Han lænede sig frem. ”Under hvilken form kan du spille en rolle i sagen her?”

Dette var det kritiske spørgsmål, og Gurney havde tænkt over svaret under det meste af køreturen fra Walnut Crossing.

”Som rådgivende analytiker.”

”Hvad indebærer det?”

”BCI’s efterforskningshold er ansvarlig for at indsamle, gennemgå og opbevare beviser, afhøre vidner, følge op på spor, tjekke alibier og for at formulere en arbejdshypotese omkring morderens identitet, adfærd og motiver. Det sidste er afgørende, og det er her, jeg tror, jeg kan hjælpe til.”

”Hvordan?”

”At betragte kendsgerningerne i en kompliceret sag og sammenstykke en fornuftig forklaring er den eneste del af mit job, jeg var rigtig god til.”

”Det tvivler jeg på.”

”Andre folk er bedre til afhøre vidner, finde beviser på gerningsstedet – ”

”Som for eksempel kugler, ingen andre vidste, hvor man skulle lede efter?”

”Det var et heldigt skud i tågen. Sædvanligvis er der en person, der er bedre end mig til hver enkelt lille del af en efterforskning. Men når det kommer til at stykke brikkerne sammen, vurdere, hvad der betyder noget, og hvad der ikke gør, er det, jeg træder til. Jeg havde ikke altid ret på mit arbejde, men jeg havde ret ofte nok til at gøre en forskel.”

”Så du har alligevel et ego.”

”Hvis det er det, du vil kalde det, så ja. Jeg kender mine begrænsninger, og jeg kender mine styrkesider.”

Han vidste også fra alle sine år med afhøringer, hvordan visse personligheder ville reagere på visse holdninger, og han tog ikke fejl, hvad angik Kline. Mandens blik afspejlede en mere afslappet forståelse af den eksotiske smag, han havde forsøgt at sætte navn på.

”Vi skal også drøfte dit honorar,” sagde Kline. ”Jeg forestiller mig en timesats, som vi tidligere har fastsat for forskellige rådgivningskategorier. Jeg kan tilbyde dig femoghalvfjerds dollars i timen plus udgifter – udgifter inden for rimelighedens grænser – begyndende fra nu.”

”Det er fint.”

Kline rakte sin politikerhånd frem. ”Jeg ser frem til at arbejde sammen med dig. Ellen har sammensat en pakke formularer, aftaler om videregivelse af oplysninger, beedigede erklæringer og fortrolighedsaftaler. Det kommer nok til at tage dig et stykke tid, hvis du vil læse alt det igennem, du skriver under på. Hun tildeler dig et kontor, du kan benytte. Der er detaljer, vi må få på plads undervejs. Jeg vil personligt holde dig ajour med de nye oplysninger, jeg får fra BCI og fra mine egne folk, og jeg tager dig med til de almindelige informationsmøder som det i går. Hvis du får brug for at tale med nogle af efterforskerne, så bring en aftale i stand gennem mit kontor. Og hvis du skal tale med vidner, mistænkte, interessante personer – så lad det også gå gennem mit kontor. Er det okay med dig?”

”Ja.”

”Du rutter ikke med ordene. Det gør jeg heller ikke. Nu, hvor vi arbejder sammen, vil jeg gerne spørge dig om noget.” Kline lænede sig tilbage, satte fingerspidserne mod hinanden for at tilføre sit spørgsmål yderligere tyngde. ”Hvorfor skyde nogen først og så dolke dem fjorten gange?”

”Det høje antal tyder normalt på en gerning begået i affekt eller en koldblodig anstrengelse for at få det til at ligne affekt. Det nøjagtige antal har muligvis ingen betydning.”

”Men at skyde ham først …”

”Jeg vil tro, at formålet med nedstikningen var noget andet end mord.”

”Nu er jeg ikke med,” sagde Kline og lagde hovedet på skrå som en nysgerrig fugl.

”Mellery blev skudt på meget tæt hold. Kuglen skar halspulsåren over. Der var ingen tegn i sneen på, at pistolen blev tabt eller smidt på jorden. Derfor må morderen have taget sig tid til at fjerne det materiale, han havde svøbt om pistolen for at dæmpe lyden, og proppe den tilbage i en lomme eller et hylster, inden han skiftede over til den knuste flaske og gjorde sig klar til at stikke offeret – der nu lå bevidstløs i sneen. På det tidspunkt må det have fosset ud med blod fra såret i halspulsåren. Så hvorfor også stikke? Det var ikke for at dræbe offeret – som praktisk taget allerede var død. Nej, gerningsmandens formål må have været enten at sløre sporet af skuddet – ”

”Hvorfor?” spurgte Kline og lænede sig fremad i stolen.

”Jeg ved ikke hvorfor. Det er bare en mulighed. Men det er mere sandsynligt, set i lyset af indholdet af de beskeder, der gik forud for overfaldet, og det besvær, gerningsmanden gjorde sig med at medtage den knuste flaske, at nedstikningen har en form for rituel betydning.”

”Satanisk?” Klines udtryk af almindelig rædsel var et slet skjul for hans appetit på et sådant motivs mediepotentiale.

”Det tvivler jeg på. Selv om beskederne virker skøre, synes jeg ikke, de virker skøre på netop den måde. Nej, med ’rituel’ mener jeg, at det var vigtigt for ham at udføre mordet på en specifik måde.”

”En hævnfantasi?”

”Måske,” sagde Gurney. ”Han ville ikke være den første morder, der har brugt måneder eller år på at fantasere om, hvordan han skulle hævne sig på nogen.”

Kline så foruroliget ud. ”Hvis overfaldets nøgledel var nedstikningen, hvorfor så gøre sig besværet med pistolen?”

”For at sætte ham ud af spillet med det samme. Han ville ikke begå fejl, og en pistol er en mere sikker måde at gøre et offer ukampdygtig på. Med al sin omhyggelige planlægning ville han ikke risikere, at noget gik galt.”

Kline nikkede og sprang så videre til en anden brik i puslespillet.

”Rodriguez insisterer på, at morderen er en af gæsterne.”

Gurney smilede. ”Hvem?”

”Det er han ikke parat til at sige, men det er det, han tror. Du er ikke enig?”

”Tanken er ikke helt ved siden af. Gæsterne bor på instituttets område, så de er alle, om ikke på selve gerningsstedet, så i det mindste bekvemt tæt på gerningsstedet. Det er helt sikkert en sær forsamling – stofpåvirkede, følelsesmæssigt ustabile og mindst en med forbindelse til et stærkt kriminelt miljø.”

”Men?”

”Der er praktiske problemer.”

”Såsom hvilke?”

”For det første fodaftryk og alibier. Alle er enige om, at det begyndte at sne ved skumringstid, og at det fortsatte indtil efter midnat. Morderens fodspor kom ind på ejendommen fra den offentlige vej, efter at det var holdt helt op med at sne.”

”Hvordan kan du være sikker på det?”

”Aftrykkene er i sneen, og der er ingen ny sne i sporene. Hvis en af gæsterne skulle have afsat disse spor, må han have forladt hovedbygningen, inden sneen faldt, eftersom der ikke er nogen spor i sneen, der fører væk fra huset.”

”Med andre ord …”

”Med andre ord – en person må have været ude fra skumringstid til midnat. Men alle var til stede.”

”Hvor ved du det fra?”

”Officielt ved jeg ingenting. Las os bare sige, at jeg har hørt et rygte fra Jack Hardwick. Ifølge afhøringsreferaterne blev alle set af mindst seks andre individer på forskellige tidspunkter i løbet af aftenen. Så medmindre alle lyver, var alle til stede.”

Kline så ud til at tøve med at affeje muligheden for, at alle løj.

”Måske har nogen i huset fået hjælp,” sagde han.

”Du mener, at nogen i huset har hyret en lejemorder?”

”Eventuelt.”

”Men hvorfor så overhovedet være til stede?”

”Jeg er ikke med.”

”Den eneste grund til, at de nuværende gæster overhovedet er under mistanke, er deres fysiske nærhed til mordet. Hvis man lejede en udenforstående til at komme og udføre mordet, hvorfor så bringe sig så tæt på til at begynde med?”

”Spænding?”

”Det er vel tænkeligt,” sagde Gurney med en tydelig mangel på begejstring.

”Udmærket, lad os se bort fra gæsterne et øjeblik,” sagde Kline. ”Hvad med et mafiamord arrangeret af en anden end en af gæsterne?”

”Er det Rodriguez’ backu-pteori?”

”Han ser det som en mulighed. Så vidt jeg kan se på dig, støtter du ikke op om den.”

”Jeg kan ikke se logikken i det. Jeg tror ikke engang, tanken ville falde nogen ind, hvis ikke Pasquale Villadi tilfældigvis var en af gæsterne. For det første er der ikke noget af vores nuværende viden om Mark Mellery, der kunne gøre ham til et mål for mafiaen – ”

”Tøv en kende. Hvad nu, hvis den overbevisende guru fik en af sine gæster – en som Pasquale Villadi – til at tilstå noget over for ham for at opnå indre harmoni eller åndelig fred eller noget andet af alt det sludder, som Mellery solgte til disse folk.”

”Og?”

”Og så kommer skurken senere, når han er hjemme igen, til at tænke på, at han måske er gået lidt for langt med sin ærlighed og åbenhed. Harmoni med universet kan være fedt nok, men måske ikke den risiko værd, at nogen får oplysninger i hænde, der kunne give dig alvorlige problemer. Måske tænker skurken igen i mere praktiske baner, når han er væk fra guruen. Måske hyrer han nogen til at eliminere den risiko, han er bekymret sig for.”

”Interessant hypotese.”

”Men?”

”Men der findes ikke den lejemorder her på jorden, der gad udføre den hjernegymnastik, der er involveret i dette særlige mord. Mænd, der dræber for pengenes skyld, hænger ikke deres støvler på grene og efterlader digte på lig.”

Kline så ud, som om han kunne have lyst til at diskutere sagen, men tav, da døren gik op efter en overfladisk banken. Den elegante skabning fra modtagelsesskranken kom ind med en lakeret bakke, hvorpå der stod to porcelænskopper, en kande med en elegant tud, en fin sukkerskål og flødekande og en Wedgwood-tallerken med fire biscotti-kager. Hun satte bakken fra sig på sofabordet.

”Rodriguez ringede,” sagde hun, kiggede på Kline og tilføjede så, som om hun besvarede et telepatisk spørgsmål. ”Han er på vej herhen, sagde, han ville være her om et par minutter.”

Kline kiggede på Gurney, som forsøgte han at læse hans reaktion. ”Rod ringede til mig tidligere på dagen,” forklarede han. ”Han virker ivrig efter at forklare nogle tanker omkring sagen. Jeg foreslog ham at kigge forbi, mens du var her. Jeg vil gerne have, at alle ved det samme på samme tid. Jo mere vi alle sammen ved, jo bedre. Ingen hemmeligheder.”

”God idé,” sagde Gurney, men tænkte i det skjulte, at Klines bevæggrund for at få dem begge til stede på samme tid intet havde med åbenhed at gøre, men derimod alt at gøre med en forkærlighed for at lede gennem konflikt og konfrontation.

Klines assistent forlod lokalet, men forinden fangede Gurney det vidende Mona Lisa-smil i hendes ansigt, der bekræftede hans egen opfattelse af situationen.

Kline skænkede kaffe til dem begge. Porcelænet så antikt og dyrt ud, men han behandlede det uden hverken stolthed elle omhu, hvad der forstærkede Gurneys indtryk af, at vidunderbarnet Kline var født med en sølvske i munden, og at retshåndhævelse var et trin i retning af noget, der stemte bedre overens med hans patricier-herkomst. Hvad var det nu, Hardwick havde hvisket til ham under gårsdagens møde? Noget om et ønske om at blive guvernør? Måske havde gamle kyniske Hardwick ret igen. Eller måske lagde Gurney for meget i, hvordan en mand holdt sin kop.

”For resten,” sagde Kline, idet han lænede sig tilbage i sin stol, ”kuglen i væggen, den, de mente var en .357 – det var det ikke. Det var bare et gæt baseret på størrelsen af hullet i væggen, inden de gravede den ud. Våbenteknisk afdeling siger, at det faktisk er en .38 Special.”

”Det er sært.”

”Men den er faktisk ret almindelig. Kaliber .38 Special var standardkaliberen i de fleste politirevolvere indtil 1980’erne.”

”Almindelig kaliber, men et sært valg.”

”Jeg er ikke med.”

”Morderen gjorde sig stor anstrengelse for at dæmpe lyden af skuddet, gøre det så stille som muligt. Hvis støj var en stor bekymring, så var en .38 Special et sært våben at vælge. En .22 pistol ville have givet langt mere mening.”

”Måske var det det eneste våben, han havde.”

”Måske.”

”Men det tror du ikke på?”

”Han er perfektionist. Han ville sikre sig, at han havde det helt rigtige våben.”

Kline stirrede på Gurney, som krydsforhørte han ham. ”Du modsiger dig selv. Først sagde du, at beviset peger på, at han ønskede at dæmpe skuddet mest muligt. Så sagde du, at han valgte det forkerte våben til formålet. Nu siger du, at han ikke er den type mand, der vælger det forkerte våben.”

”Det var vigtigt at dæmpe skuddet. Men måske var noget andet mere vigtigt.”

”Som hvad?”

”Hvis der er et rituelt aspekt ved sagen her, så kunne valget af våben være en del af det. Besættelsen af at udføre mordet på en bestemt måde kunne rangere over lydproblemet. Han ville udføre mordet på den måde, han følte sig tvunget til at udføre det på, og tage sig af støjen så godt, som han nu kunne.”

”Når du siger rituel, hører jeg ordet psykopat. Hvor skør tror du, fyren er?”

”I min optik er skør en uanvendelig betegnelse,” sagde Gurney. ”Jeffrey Dahmer blev dømt tilregnelig, og han åd sine ofre. David Berkowitz blev dømt tilregnelig, og han dræbte folk, fordi en satanisk hund beordrede ham til det.”

”Tror du, at det er sådan en person, vi står over for her?”

”Nej, ikke rigtig. Vores morder er hævngerrig og besat – besat på grænsen til sindssyge, men ikke så langt ude, at han spiser kropsdele eller tager imod ordrer fra en hund. Han er tydeligvis meget forstyrret, men der er ikke noget i beskederne, der afspejler den officielle diagnosemanuals kriterier for psykose.”

Det bankede på døren.

Kline rynkede eftertænksomt panden, spidsede munden og så ud til at overveje Gurneys vurdering – eller måske forsøgte han bare at ligne en mand, der ikke så let lader sig distrahere af en simpel banken på døren.

”Kom ind,” sagde han endelig med høj stemme.

Døren gik op, og Rodriguez kom ind. Han kunne ikke helt skjule sin misfornøjelse ved synet af Gurney.

”Rod!” buldrede Kline. ”Godt, du kom. Sæt dig ned.”

Rodriguez undgik demonstrativt sofaen, hvor Gurney sad, og valgte en lænestol over for Kline.

Statsadvokaten smilede hjerteligt. Gurney formodede, at det var ved udsigten til at skulle overvære et sammenstød mellem synspunkter.

”Rod ville lige kigge forbi for at fortælle om sit nuværende perspektiv på sagen.” Kline lød som en dommer, der præsenterede de dystende parter for hinanden.

”Det glæder jeg mig til at høre,” sagde Gurney mildt.

Men ikke mildt nok til at afholde Rodriguez fra at tolke det som en skjult provokation. Han behøvede ikke yderligere tilskyndelse til at dele sit perspektiv.

”Alle er fokuserede på træerne,” sagde han, højt nok til at blive hørt i et langt større rum end Klines kontor. ”Vi glemmer skoven!”

”Og skoven er …?” spurgte Kline.

”Skoven er ’lejlighed’! Alle sidder fast i spekulationer omkring motivet og metodens skøre små detaljer. Vi bliver afledt fra Emne Nummer Et – et hus proppet med narkomaner og andet kriminelt afskum med let adgang til offeret.”

Gurney spekulerede på, om denne reaktion mon var et resultat af, at politimesteren følte sin beherskelse af sagen truet, eller om der lå mere bag.

”Hvad mener du kan gøres?” spurgte Kline.

”Jeg vil have alle gæsterne afhørt igen, og jeg vil have udført mere udførlige baggrundstjek. Vi skal have vendt nogen sten i disse kokainmisbrugeres liv. Jeg siger til dig nu og her – en af dem gjorde det, og det er kun et spørgsmål om tid, indtil vi finder ud af, hvem det var.”

”Hvad tror du, Dave?” Klines tone var næsten alt for afslappet, som om han søgte at skjule den fornøjelse, han fandt i at fremprovokere et slag.

”Genafhøringer og baggrundstjek kan godt være til nytte,” sagde Gurney upåvirket.

”Til nytte, men er det nødvendigt?”

”Det ved vi ikke før bagefter. Det kunne også være nyttigt at se på spørgsmålet om lejlighed, eller adgang til offeret, i en bredere sammenhæng – for eksempel kroer og bed & breakfast-udbydere i det nærmeste nabolag, der kunne være næsten lige så anvendelige som instituttets gæsteboliger.”

”Jeg vil vædde, hvad det skal være på, at det var en gæst,” sagde Rodriguez. ”Når en svømmer forsvinder i hajfyldt farvand, skyldes det ikke, at han blev bortført af en forbipasserende vandskiløber.” Han stirrede på Gurney, hvis smil han tolkede som en udfordring. ”Lad os nu være realistiske!”

”Kigger vi på bed & breakfast-steder, Rod?” spurgte Kline.

”Vi kigger på alt.”

”Godt. Dave, er der andet, der skal med på din prioriteringsliste?”

”Ikke noget, der ikke allerede er undervejs. Laboratorieanalyser af blodet, fremmede fibre på og omkring offeret, støvlernes mærke, tilgængelighed og særkender, ballistiske match mellem kuglen og våbentypen, analyse af båndoptagelsen af gerningsmandens opringning til Mellery med forstærkning af baggrundslydene og identifikation af sendemasten, hvis det var en mobiltelefon, optegnelser over telefonopkald fra fastnet- og mobiltelefoner fra de nuværende gæster, håndskriftsanalyser af sedlerne, med bestemmelse af papir og blæk, en psykologisk profil baseret på morderens kommunikation og fremgangsmåde, krydstjek med FBI’s database over trusselsbreve. Det skulle vist være dækkende. Glemmer jeg noget, hr. politimester?”

Inden Rodriguez kunne nå at svare, hvad han ikke lod til at have hastværk med, åbnede Klines assistent døren og trådte ind i kontoret. ”Undskyld, sir,” sagde hun med en ærbødighed, der virkede møntet på det offentlige øje. ”En kriminalbetjent Wigg er kommet til stede. Hun ønsker at tale med politimesteren.”

Rodriguez rynkede panden.

”Send hende ind,” sagde Kline, hvis appetit på konfrontation virkede grænseløs.

Den kønsløse rødhårede kvinde fra mødet i BCI’s hovedkvarter trådte ind, iført den samme neutrale blå buksedragt og med den samme bærbare computer under armen.

”Hvad vil du, Wigg?” spurgte Rodriguez, mere irriteret end nysgerrig.

”Vi opdagede noget, jeg fandt tilstrækkelig vigtigt til, at du skulle have det at vide.”

”Jaså?”

”Det er omkring støvlerne, sir.”

”Støvlerne?”

”Støvlerne i træet.”

”Hvad med dem?”

”Må jeg sætte denne her på sofabordet?” spurgte Wigg og pegede på sin computer.

Rodriguez kiggede på Kline. Kline nikkede.

Tredive sekunder og et par tastetryk senere kiggede de tre mænd på en opdelt skærm med to fotos af tilsyneladende identiske støvleaftryk.

”Dem til venstre er de virkelige aftryk fra gerningsstedet. Dem til højre blev afsat i sneen med de støvler, der blev fundet i træet.”

”Så de støvler, der afsatte sporet, er de støvler, vi fandt for enden af sporet. Det behøvede du da ikke komme helt herud til mødet for at fortælle os.”

Gurney kunne ikke lade være med at indskyde: ”Jeg tror, at kriminalbetjent Wigg kom her for at fortælle os præcis det modsatte.”

”Siger du, at støvlerne i træet ikke var de støvler, morderen havde på?” spurgte Kline.

”Det giver ingen mening,” sagde Rodriguez.

”Det er der ikke ret meget, der gør i den her sag,” sagde Kline. ”Wigg?”

”Støvlerne er af samme mærke, samme model, samme størrelse. Begge par er splinternye. Men det er helt afgjort to forskellige par. Sne, især inden for ti grader under frysepunktet, er et fremragende materiale til registrering af detaljer. Den relevante detalje i dette tilfælde er denne lillebitte deformitet i denne del af sålen.” Hun pegede med en spids blyant på en næsten usynlig forhøjet plet på hælen af støvlen til højre, den fra træet. ”Denne deformitet, der sikkert opstod under produktionen, ses på alle de aftryk, vi lavede med denne støvle, men ikke på aftrykkene på gerningsstedet. Den eneste plausible forklaring er, at aftrykkene blev sat af et andet par støvler.”

”Men der må da kunne være andre forklaringer,” sagde Rodriguez.

”Såsom hvilke, sir?”

”Jeg påpeger bare muligheden af, at man overser noget.”

Kline rømmede sig. ”Lad os for eksperimentets skyld antage, at Wigg har ret, og at vi står med to par støvler, hvoraf det ene blev båret af gerningsmanden, og det andet efterladt i et træ for enden af sporet. Hvad i alverden kan det så betyde? Hvad fortæller det os?”

Rodriguez kiggede fortrydeligt på skærmen. ”Ikke en pind, vi kan bruge til at pågribe morderen med.”

”Hvad mener du, Dave?”

”Det siger mig det samme som den besked, der blev efterladt på liget. Det er bare en anden form for besked. Der står: ’Fang mig, hvis I kan, men det kan I ikke, for jeg er alt for klog til jer’.”

”Og hvorfor skulle et ekstra par støvler sige dig det?” Der var vrede i Rodriguez’ stemme.

Gurney svarede med en næsten døsig ro – hans karakteristiske reaktion på vrede, så langt tilbage han kunne huske. ”Alene ville de ikke sige mig noget. Men når man føjer dem til de andre besynderlige detaljer, ligner det hele mere og mere en udspekuleret leg.”

”Hvis det er en leg, er formålet at distrahere os, og det er lykkedes til fulde,” snerrede Rodriguez.

Da Gurney ikke svarede, prikkede Kline til ham. ”Du ser ikke ud til at være helt enig.”

”Jeg tror, at legen tjener til mere end distraktion. Jeg tror, at den er hele formålet.”

Rodriguez rejste sig fra sin stol med et udtryk af væmmelse. ”Medmindre du har brug for mig i anden sammenhæng, Sheridan, må jeg hellere se at komme tilbage til kontoret.”

Efter dystert at have udvekslet håndtryk med Kline gik han. Kline skjulte sin reaktion, hvad den så end måtte være, på den bratte afgang.

”Nå, sig mig så, hvad vi bør gøre, som vi ikke allerede gør,” sagde han lidt efter og lænede sig frem mod Gurney. ”Det er tydeligt, at du ikke opfatter situationen på samme måde som Rod.”

Gurney trak på skuldrene. ”Det skader ikke at kigge nærmere på gæsterne. Det skal alligevel gøres på et tidspunkt. Men politimesteren har større forhåbninger end jeg til, at det vil føre til en anholdelse.”

”Det er i bund og grund spild af tid?”

”Det er en nødvendig udelukkelsesproces. Jeg tror bare ikke på, at morderen er en af gæsterne. Politimesteren bliver ved med at understrege vigtigheden af lejlighed – at det skulle være belejligt for morderen at befinde sig på ejendommen. Men jeg anser det snarere for ubelejligt – risikoen for at blive set på vej væk fra eller hen til sit værelse var alt for stor; der ville være alt for mange sager at skjule. Hvor skulle han opbevare havestolen, støvlerne, flasken, revolveren? Risiciene og komplikationerne ville være uacceptable for et individ som ham.”

Kline hævede et nysgerrigt øjenbryn, og Gurney fortsatte:

”Langs en personlighedsakse gående fra uorganiseret til organiseret ryger fyren her langt ud over skalaen, hvad organisation angår. Hans omhu for detaljen er ud over det almindelige.”

”Du hentyder for eksempel til de nye gjorde på havestolen, så den blev helt hvid og derfor mindre synlig i sneen?”

”Ja. Han er også meget kølig under pres. Han løb ikke væk fra gerningsstedet, han gik. Fodaftrykkene fra terrassen til skoven er præget af så lidt hastværk, at man skulle tro, han var ude at spadsere.”

”Den vanvittige nedstikning af offeret med en knust whiskyflaske virker nu ikke særlig koldblodig.”

”Hvis det var sket på et værtshus, ville du have ret. Men husk på, at flasken var omhyggelig klargjort på forhånd, endda vasket af og tørret ren for fingeraftryk. Jeg vil sige, at det tilsyneladende vanvid var lige så planlagt som alt det andet.”

”Okay,” samtykkede Kline langsomt. ”Kølig, rolig, organiseret. Hvad mere?”

”En perfektionist i sin måde at kommunikere på. Belæst – med en fornemmelse for sprog og digtekunst. Mellem os to vil jeg vove pelsen og sige, at digtene er præget af den sære højtidelighed, man sommetider støder på hos førstegenerations-akademikere.”

”Hvad i alverden taler du om?”

”Et uddannet barn født af uuddannede forældre, som er desperat for at skille sig ud. Men som sagt, her vover jeg pelsen – jeg har ingen håndgribelige beviser at hænge det op på.”

”Andre ting?”

”Afdæmpede manerer på ydersiden, fuld af had indvendigt.”

”Og du tror ikke, han er en af gæsterne?”

”Nej. Set ud fra hans synspunkt ville fordelen ved den øgede nærhed blive overskygget af ulempen ved den øgede risiko.”

”Du er en meget logisk mand, kriminalassistent Gurney. Tror du, at morderen er lige så logisk?”

”Ja, det tror jeg skam. Lige så logisk som han er patologisk. Uden for skalaen på begge punkter.”