Kapitel 28

Tilbage til gerningsstedet

Gurneys rute hjem fra Klines kontor passerede gennem Peony, så han besluttede sig for at gøre holdt ved instituttet.

Det midlertidige identitetskort, som Klines sekretær havde forsynet ham med, skaffede ham forbi betjenten ved porten uden spørgsmål. Mens Gurney stod og indåndede den kølige luft, tænkte han, at dagen var uhyggeligt lig morgenen efter mordet. Snedækket, som i de mellemliggende dage var delvist smeltet, var nu igen intakt. Natlige snebyger, som var almindelige i de højereliggende dele af Catskill-bjergene, havde opfrisket landskabet og malet det hvidt.

Gurney besluttede sig for at følge morderens rute, idet han tænkte, han måske ville bemærke noget ved omgivelserne, han havde overset. Han fortsatte ned ad indkørslen, gik tværs over parkeringspladsen og rundt bag om laden, hvor havestolen blev fundet. Han kiggede sig omkring i et forsøg på at forstå, hvorfor morderen havde valgt at sidde netop her. Hans koncentration blev brudt af lyden af en dør, der gik op og blev smækket i, og en skurrende, velkendt stemme.

”For fanden i helvede! Vi burde sgu beordre et luftangreb og jævne stedet med jorden.”

Gurney fandt det klogest at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse, så han trådte gennem den høje hæk, der adskilte området ved laden fra husets bagterrasse. Hardwick og Tom Cruise Blatt hilste ham med uvenlige blikke.

”Hvad helvede laver du her?” spurgte Hardwick.

”Jeg har en midlertidig aftale med statsadvokaten. Jeg ville bare lige kaste endnu et blik på gerningsstedet. Undskyld, jeg forstyrrer, men jeg tænkte, at I måske gerne ville vide, jeg var her.”

”Ude i buskene?”

”Bag laden. Jeg stod dér, hvor morderen sad.”

”Hvorfor det?”

”Du skulle hellere spørge, hvorfor han sad der?”

Hardwick trak på skuldrene. ”Sad og lurede i skyggerne? Tog en rygepause i sin skide havestol? Ventede på det rigtige øjeblik.”

”Hvad ville gøre øjeblikket rigtigt?”

”Hvilken forskel gør det?”

”Det er jeg ikke sikker på. Men hvorfor vente her? Og hvorfor ankomme til gerningsstedet så tidligt, at man skal have en stol med sig?”

”Måske ville han vente, indtil Mellery-parret gik i seng. Måske ville han holde udkig, indtil alle lys var slukket.”

”Ifølge Caddy Mellery var de gået i seng og havde slukket lyset flere timer forinden. Og den telefonopringning, der vækkede dem, var næsten med sikkerhed fra morderen – hvilket betyder, at de skulle være vågne, ikke sove. Og hvis han gerne ville vide, om lyset var slukket, hvorfor så placere sig på et af de få steder, hvor han ikke kunne se vinduerne ovenpå? Faktisk kunne han knap nok se huset fra det sted, hvor stolen stod.”

”Og hvad fanden skal alt det betyde?” spruttede Hardwick i en tone, der modsagde et uroligt glimt i hans øjne.

”Det betyder, at enten gjorde en meget klog, meget omhyggelig gerningsmand sig store anstrengelser for at gøre noget meningsløst, eller også er vores rekonstruktion af begivenhederne forkert.”

Blatt, der havde fulgt samtalen, som var den en tenniskamp, stirrede på Hardwick.

Hardwick selv så ud, som om han havde en grim smag i munden. ”Mon du kunne opdrive en kop kaffe?”

Blatt spidsede sine læber som en slags protest, men fortrak tilbage til huset, formodentlig for at gøre, som han havde fået besked på.

Hardwick tog sig god tid til at tænde en cigaret. ”Der er noget andet, der heller ikke giver mening. Jeg gennemgik en rapport med oplysninger om fodaftrykkene. Afstanden mellem de spor, der går fra den offentlige vej og hen til stolens placering bag laden, er i gennemsnit knap otte centimeter længere end mellem de spor, der fører fra liget til skoven.”

”Hvilket betyder, at gerningsmanden gik hurtigere, da han kom, end da han gik?”

”Lige præcis.”

”Så han havde mere travlt med at komme hen til laden og sidde og vente end at komme væk fra gerningsstedet efter mordet.”

”Det er Wiggs fortolkning af dataene, og jeg kan ikke hitte på en anden.”

Gurney rystede på hovedet. ”Vores fokus er forkert, Jack. Og for resten er der én ting til, der nager mig. Hvor præcis blev whiskyflasken fundet?”

”Omkring tredive meter fra liget, ved siden af sporene, der førte væk.”

”Hvorfor dér?”

”Fordi det var dér, han smed den fra sig. Hvad er problemet i det?”

”Hvorfor tage den med sig derhen? Hvorfor ikke efterlade den ved liget?”

”Han må have overset den. I sin ophidselse var han ikke bevidst om, at han stadig havde den i hånden. Og da han opdagede den, smed han den fra sig. Det kan jeg ikke se noget problem i.”

”Det er der måske heller ikke. Men fodaftrykkene er meget regelmæssige, afslappede, uden hastværk – som om alting gik efter planen.”

”Hvor fanden vil du hen med det?” Hardwick udviste samme frustration som hos en mand, der forsøger at proppe sine købmandsvarer i en hullet pose.

”Alt ved sagen føles fuldkommen koldblodigt, fuldkommen planlagt – alt er nøje udtænkt. Min mavefornemmelse siger mig, at der er en grund til, at alle tingene er, hvor de er.”

”Du står altså og siger, at han bar våbnet tredive meter væk og smed den fra sig af en velovervejet grund?”

”Det vil være mit gæt.”

”Hvad for en grund kunne han have til det?”

”Hvilken virkning havde det på os?”

”Hvad snakker du om?”

”Fyren her er lige så fokuseret på politiet, som han var på Mark Mellery. Er det faldet dig ind, at særhederne ved gerningsstedet måske er del af en leg, han leger med os?”

”Nej, det er ikke faldet mig ind. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det lidt langt ude.”

Gurney modstod fristelsen til at diskutere sin formodning yderligere og sagde i stedet: ”Jeg kan forstå, at politimester Rod stadig mener, at vores mand er en af gæsterne.”

”Jeps, ’en af tosserne på anstalten’, som han udtrykte det.”

”Er du enig?”

”I, at de er tosser? Så absolut. At en af dem er morderen? Måske.”

”Og måske ikke?”

”Jeg er ikke sikker. Men det skal du ikke sige til Rodriguez.”

”Har han nogen favoritkandidater?”

”En hvilken som helst af narkomanerne vil passe ham fint. I går ævlede han løs om, at Mellery Instituttet for Åndelig Fornyelse ikke var andet end et selvbestaltet rehabiliteringshjem for rige møgsvin.”

”Jeg forstår ikke forbindelsen.”

”Mellem hvad?”

”Hvad præcis har stofafhængighed med mordet på Mark Mellery at gøre?”

Hardwick tog et sidste eftertænksomt hiv af cigaretten, hvorpå han knipsede skoddet ned i den fugtige jord bag kristtjørnehækken. Gurney tænkte, at det ikke lige netop var noget, man burde gøre på et gerningssted, selv efter at det var blevet finkæmmet, men det var præcis ting som disse, han havde vænnet sig til under deres tidligere samarbejde. Han blev heller ikke overrasket, da Hardwick gik hen til hækken for at slukke det glødende skod med tåspidsen af sin sko. Det var på den måde, at manden tog sig tid til at overveje, hvad han nu ville sige eller ikke sige. Da skoddet var grundigt slukket og begravet et godt stykke under jorden, talte Hardwick.

”Det har sikkert ikke så meget med mordet som med Rodriguez at gøre.”

”Er det noget, du kan snakke om?”

”Han har en datter på Greystone.”

”Det psykiatriske hospital i New Jersey?”

”Ja. Hun har fået en permanent hjerneskade. Klubstoffer, methamfetamin, crack. Det slog klik for hende, og hun forsøgte at dræbe sin mor. Efter Rodriguez’ opfattelse er alle narkomaner i verden ansvarlige for det, der er overgået hende. Det er ikke et emne, han kan forholde sig rationelt til.”

”Så han mener altså, at en narkoman slog Mellery ihjel?”

”Sådan vil han gerne have, at det forholder sig, så det tror han.”

Et fugtigt enkeltstående vindstød fejede hen over terrassen fra den snedækkede plæne. Gurney gøs og stak hænderne dybt ned i sine jakkelommer. ”Jeg troede bare, han forsøgte at gøre indtryk på Kline.”

”Også det. Han er ret så kompliceret af en narrøv at være. Kontrolfreak. En ambitiøs lille satan. Totalt usikker. Besat af at straffe misbrugere. Dig er han for resten heller ikke vild med.”

”Nogen særlig grund?”

”Han bryder sig ikke om afvigelser fra standardproceduren. Kan ikke lide kloge-åger. Kan ikke lide, at nogen er tættere på Kline end ham selv. Ja, hvem fanden ved, hvad der ellers kan være af grunde?”

”Det lyder ikke som det rette sindelag til at lede en efterforskning.”

”Næ, men det er jo ikke noget nyt inden for politiets vidunderlige verden. Men bare fordi en mand er et forstyrret røvhul, betyder det jo ikke, at han altid tager fejl.”

Gurney overvejede Hardwicks lille guldkorn uden kommentarer og skiftede så emne. ”Betyder dette fokus på gæsterne, at andre muligheder ignoreres?”

”Hvilke?”

”Som det at tale med folk i området. Moteller, kroer, bed & breakfasts …”

”Der er ikke noget, der ignoreres,” sagde Hardwick, pludselig forsvarsberedt. ”Husene i omegnen – der er ikke ret mange, en ti stykker langs vejen fra landsbyen og hen til instituttet – blev kontaktet inden for det første døgn, og det gav nul oplysninger. Ingen hørte noget, så noget, huskede noget. Ingen fremmede, ingen lyde, ingen køretøjer på mærkelige tidspunkter, intet ud over det sædvanlige. Et par stykker mente, de havde hørt prærieulve. Og nogle andre syntes, de havde hørt en slørugle.”

”Hvornår var det?”

”Hvornår var hvad?”

”Sløruglen.”

”Det har jeg ingen anelse om, for det havde de ingen anelse om. Midt om natten var så tæt på, de kunne komme.”

”Indlogeringsmulighederne.”

”Hvad?”

”Benyttede nogen sig af indlogeringsmulighederne i området?”

”Der er ét motel lige uden for landsbyen – et nedslidt sted, der henvender sig til jægere. Det var tomt den nat. De eneste andre steder inden for en fem kilometers radius er to bed & breakfasts. Det ene holder vinterlukket, og så vidt jeg husker, havde det andet lejet et værelse ud på mordnatten til en eller anden fuglekigger og hans mor.”

”Kigger man efter fugle i november?”

”Jeg syntes også, det virkede lidt underligt, så jeg tjekkede nogle fuglekiggerhjemmesider på nettet, og det viser sig, at de seriøse af slagsen elsker vinteren – ingen blade på træerne, bedre udsyn, masser af fasaner, ugler, ryper, mejser, bla-bla-bla …”

”Snakkede du med dem?”

”Blatt talte med den ene af ejerne – et bøssepar, fjollede navne, ingen brugbare oplysninger.”

”Fjollede navne?”

”Ja, en af dem hed Peachpit, eller noget i den stil.”

”Peachpit?”

”Noget i den retning. Nej, Plumstone, der var det. Paul Plumstone. ’Blommesten’, har du hørt mage?”

”Talte nogen med fuglekiggerne?”

”De var vist rejst, før Blatt kom forbi, men jeg er ikke helt sikker.”

”Ingen fulgte op på det?”

”Kors i røven! Hvad fanden skulle de kende til sagen? Hvis du vil besøge Peachpit’erne, så gerne for min skyld. Stedet hedder The Laurels, det ligger to kilometer nede ad bjerget fra instituttet. Jeg har et vist antal folk på sagen, og jeg kan sgu ikke spilde folk på at jagte rundt efter hver eneste levende sjæl, der gennem tiderne er passeret igennem Peony.”

”Udmærket.”

Meningen med Gurneys svar var i bedste fald vagt, men alligevel syntes det at berolige Hardwick, der i en næsten hjertelig tone sagde: ”Nu vi snakker om mandskab – jeg må se at komme tilbage til arbejdet. Hvad var det, du sagde, du lavede her?”

”Jeg tænkte, at hvis jeg gik lidt omkring i området, fik jeg måske nogle indfald.”

”Og det er altså sådan, NYPD’s topefterforsker arbejder? Det er sgu da ynkeligt!”

”Jeg ved det godt, Jack, jeg ved det godt. Men lige nu kan jeg ikke gøre det bedre.”

Hardwick gik tilbage til huset, rystende på hovedet i overdreven vantro.

Gurney indåndede den fugtige lugt af sneen, og som altid fortrængte den et øjeblik alle rationelle tanker og vakte en intens følelse fra barndommen til live, som han ikke kunne sætte ord på. Han begav sig tværs over den hvide plæne hen mod skoven, duften af sne overvældede ham med minder – minder om historier, hans far havde læst højt for ham, da han var fem eller seks år gammel, historier, der var mere levende for ham end alt andet i hans virkelige liv – historier om pionerer, hytter i vildmarken, spor i skoven, gode indianere, onde indianere, knækkede kviste, mokkasinaftryk i græsset, en knækket bregnestængel som håndgribeligt bevis på en forbipasserende fjende og skrigene fra skovens dyr – nogle ægte, nogle eftergjort af indianerne som kodet kommunikation – billeder så konkrete, så rigt detaljerede. Det var ironisk, tænkte han, hvordan minder fra de historier, hans far havde fortalt ham i sin tidligste barndom, havde erstattet de fleste af hans minder om manden selv. Men selvfølgelig havde hans far aldrig haft meget med ham at gøre ud over at fortælle historier. For det meste arbejdede hans far. Arbejdede og holdt sig for sig selv.

Arbejdede og holdt sig for sig selv. Det slog Gurney, at denne korte sætning, der opsummerede et helt liv, beskrev hans egen adfærd lige så præcist, som den beskrev hans fars. På det seneste syntes der at være kommet store huller i de barrierer, han engang havde rejst for ikke at se disse ligheder i øjnene. Han havde en mistanke om, at ikke alene var han ved at forvandles til sin far, han var faktisk blevet det for længe siden. Arbejdede og holdt sig for sig selv. Hvor lød hans liv indskrænket og koldt. Hvor var det ydmygende at opdage, hvor stor en del af ens tid her på jorden, der kunne fastholdes i så kort en sætning. Hvilken slags ægtemand var han, hvis hans energi var så fokuseret? Og hvilken slags far? Hvilken slags far er så opslugt i sine faglige prioriteringer, at … nej, nu var det nok.

Gurney gik ind i skoven, idet han fulgte sin erindring om fodsporenes retning, der nu var skjult af den nye sne. Da han nåede frem til det stedsegrønne buskads, hvor sporet på utrolig vis var ophørt, indåndede han duften af fyrrenåle, lyttede til stedets dybe stilhed og ventede på inspiration. Intet skete. Ærgerlig over ikke at få sin forventning opfyldt tvang han sig selv til for tyvende gang at gennemgå det, han rent faktisk vidste om mordnattens begivenheder. At morderen var ankommet til fods til ejendommen fra den offentlige vej? At han havde en kaliber .38 Police Special med sig, en knust Four Roses-flaske, en havestol, et ekstra par støvler og en minibåndoptager med de dyrehyl, der havde lokket Mellery op af sengen? At han havde kedeldragt, handsker og en kraftig gåsedunsforet jakke på og brugte sidstnævnte til at dæmpe skuddet? At han sad bag laden og røg cigaretter? At han fik Mellery til at komme ud på terrassen, skød ham og derpå stak liget mindst fjorten gange med en flaske? At han derpå gik roligt hen over den åbne græsplæne og en kilometer ind i skoven, hvor han hængte det ekstra par støvler op i en gren og forsvandt sporløst?

Gurneys ansigt havde fortrukket sig i en grimmasse – delvis på grund af dagens fugtige, stadig mørkere kulde, og dels fordi han nu, tydeligere end nogensinde før, indså, at det, han ’vidste’ om forbrydelsen, ikke gav den ringeste mening.