Kapitel 29
Baglæns
November var hans hademåned, en måned med svindende lys, en usikker måned, der vaklede mellem efterår og vinter.
Fornemmelsen af årstiden syntes at forstærke følelsen af, at han tumlede rundt i en tåge i Mellery-sagen, blind for noget, der var lige for næsen af ham.
Da han kom hjem fra Peony den dag, besluttede han sig for, hvad der ellers ikke lignede ham, at dele sin forvirring med Madeleine, der sad ved fyrretræsbordet med resterne af en kop te og en tranebærkage.
”Jeg vil enormt gerne have dit input til noget,” sagde han og fortrød straks sit ordvalg. Madeleine brød sig ikke om ord som input.
Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå, hvilket han opfattede som en opfordring.
”Mellery Instituttet ligger på fyrre hektar land mellem Filchers Brook Road og Thornbush Lane i bjergene oven over landsbyen. Der er omkring seksogtredive hektar skov, måske fire hektar plæne, blomsterbede, en parkeringsplads og tre bygninger – det store foredragscenter, som også rummer kontorer og gæsteværelser, Mellerys egen bolig og en lade med vedligeholdelsesudstyr.”
Madeleine kiggede op på uret på køkkenvæggen, og han hastede videre. ”Betjentene, der først ankom til stedet, fandt et sæt fodaftryk, der førte ind på ejendommen fra Filchers Brook Road og hen til en stol bag laden. Fra stolen førte de hen til det sted, hvor Mellery blev dræbt, og derfra til et sted knap en kilometer væk, ude i skoven, hvor de ophørte. Ikke flere fodaftryk, ingen antydning af, hvordan personen, der afsatte sporene hen til stedet, kunne være kommet væk uden at efterlade sig yderligere spor.”
”Gør du grin?”
”Jeg beskriver de håndgribelige beviser på gerningsstedet.”
”Hvad med den anden vej, du nævnte?”
”Thornbush Lane ligger over tredive meter væk fra det sidste fodspor.”
”Bjørnen kom tilbage,” sagde Madeleine efter en kortvarig tavshed.
”Hvad?” Gurney stirrede uforstående på hende.
”Bjørnen.” Hun nikkede hen mod køkkenvinduet.
Mellem vinduet og de rimdækkede, dvaleliggende havebede var en bøjlestang til fuglefrø blevet bøjet ned til jorden, og selve frøautomaten var knækket i to dele.
”Det ordner jeg senere,” sagde Gurney, irriteret over den irrelevante bemærkning. ”Har du nogen reaktion på fodaftryksproblemet?”
Madeleine gabte. ”Jeg synes, det er fjollet, og at personen, der gjorde det, er skør i bolden.”
”Men hvordan gjorde han det?”
”Det er ligesom taltricket.”
”Hvad mener du?”
”Jeg mener, er det ikke ligegyldigt, hvordan han gjorde det?”
”Uddyb det,” sagde Gurney med en nysgerrighed, der var en anelse større end hans irritation.
”Hvordan betyder ingenting. Spørgsmålet er hvorfor, og svaret er indlysende.”
”Og det indlysende svar er …?”
”Han vil bevise, at I er en flok idioter.”
Hendes svar vakte to modstridende følelser – han var glad for, at hun var enig med ham i, at politiet stod for skud i sagen, men knap så glad for det store eftertryk, hun lagde på idioter.
”Måske gik han baglæns,” foreslog hun med et skuldertræk. ”Måske er det sted, fodaftrykkene førte hen til, i virkeligheden det sted, de kom fra, og stedet, du tror, de kom fra, er det sted, de førte hen til.”
Det var blandt de muligheder, Gurney havde overvejet og forkastet. ”Der er to problemer i det. For det første ændrer det spørgsmålet om, hvordan aftrykkene kunne pist forsvinde, til hvordan de kunne pist begynde. For det andet er mellemrummene mellem aftrykkene stort set ens. Det er svært at forestille sig nogen gå knap en kilometer baglæns gennem skoven uden at snuble bare en eneste gang.”
Så faldt det ham ind, at selv det mindste tegn på interesse fra Madeleine var noget, han gerne ville opmuntre, så han tilføjede varmt: ”Men faktisk er det en ret interessant tanke – så tænk endelig videre.”
Klokken to om natten var det Gurney, der stadig tænkte, mens han lå og stirrede hen på sit firkantede soveværelsesvindue, der var svagt oplyst af en kvartmåne gemt bag en sky. Han grublede stadig over Madeleines bemærkning om, at den retning, fodsporene pegede i, og den retning, de rent faktisk var afsat i, var to adskilte ting. Det var jo sandt nok, men hvordan hjalp det i fortolkningen af fakta? Selv hvis nogen kunne gå baglæns i et ujævnt terræn uden at træde forkert en eneste gang, hvilket ingen kunne, tjente denne hypotese kun til at forvandle sporets uforklarlige ende til en uforklarlig begyndelse.
Eller gjorde det?
Hvad nu, hvis …
Men det ville være usandsynligt. Men alligevel, hvis man nu et øjeblik antog at …
For at citere Sherlock Holmes: ’Når man har elimineret det umulige, så må det, der er tilbage – uanset hvor usandsynligt, det er – være sandheden’.
”Madeleine?”
”Hmm?”
”Undskyld, jeg vækker dig. Det er vigtigt.”
Hendes svar var et langt suk.
”Er du vågen?”
”Det er jeg nu.”
”Hør her. Hvad nu, hvis morderen trænger ind på ejendommen ikke fra hovedvejen, men fra bagvejen? Hvad nu, hvis han ankommer adskillige timer inden forbrydelsen – faktisk lige inden, det begynder at sne? Hvad nu, hvis han går ind i den lille fyrretræstykning fra bagvejen med sin lille havestol og sine andre remedier, tager sin kedeldragt og sine latexhandsker på og stiller sig til at vente?”
”Ude i skoven?”
”I fyrretræskrattet, på det sted, hvor vi tror, at fodtrinnene ophørte. Dér står han og venter, indtil det holder op med at sne – lidt efter midnat. Så tager han sin whiskyflaske, revolver og minibåndoptager med dyrehylene og går de otte hundrede meter op til huset. Undervejs ringer han til Mellery fra sin mobil for at sikre sig, at han er vågen nok til at høre støjen fra dyrene – ”
”Vent et øjeblik. Jeg synes, du sagde, han ikke kunne gå baglæns gennem skoven.”
”Det gjorde han heller ikke. Det behøvede han ikke. Du gjorde ret i at adskille fodaftrykkenes tå- og hælretning fra deres egentlige retning – men vi skal lave yderligere en adskillelse. Hvad nu, hvis skosålerne var adskilt fra selve skoens overdel?”
”Hvordan det?”
”Morderen skulle bare skære sålerne af et par støvler og lime dem på et andet par – omvendt. Så kunne han lige så let gå fremad og efterlade et nydeligt spor bag sig, der så ud til at føre i den retning, han kom fra.”
”Og havestolen?”
”Han tager den med hen til terrassen. Måske lægger han sine forskellige remedier på den, mens han svøber sin gåsedunsjakke rundt om revolveren som en slags lyddæmper. Så afspiller han båndet med de hylende dyr for at lokke Mellery ned til bagdøren. Der er forskellige måder at gøre alle disse ting på, men resultatet er, at han får Mellery ud på terrassen og skyder ham på klos hold. Da Mellery falder, tager morderen den knuste flaske og stikker ham gentagne gange. Så smider han flasken tilbage mod de fodspor, han afsatte undervejs til terrassen – fodspor, der selvfølgelig peger væk fra terrassen.”
”Men hvorfor ikke bare efterlade den ved liget – eller tage den med sig?”
”Han tog den ikke med sig, fordi han ønskede, vi skulle finde den. Whiskyflasken er en del af spillet, en del af, hvad alt det her handler om. Og jeg vil gætte på, at han smed den ved fodsporene, der tilsyneladende fører væk, for at sætte prikken over i’et på netop dette lille bedrag.”
”Det er en ret så spidsfindig detalje.”
”Ligesom den spidsfindige detalje at efterlade et par støvler ved det, der tilsyneladende var sporets afslutning – men selvfølgelig efterlod han dem der, da han begav sig af sted.”
”Så det var altså ikke det par støvler, der afsatte aftrykkene?”
”Nej, men det vidste vi godt. En tekniker ved BCI-laboratoriet opdagede en lillebitte forskel mellem sålmønstret på en af støvlerne og de aftryk, der var efterladt i sneen. Til at begynde med gav det ingen mening. Men det stemmer perfekt overens med denne omskrevne version af kendsgerningerne.”
Madeleine var tavs et stykke tid, men han kunne næsten mærke hendes hjerne fatte, vurdere og afprøve dette nye scenario for svage punkter.
”Hvad så, efter at han har smidt flasken fra sig?”
”Så går han fra terrassen bag om laden, hvor han stiller havestolen fra sig og smider en håndfuld cigaretskod på jorden foran den for at få det til at se ud, som om han har siddet der inden mordet. Han tager overtræksdragten og latexhandskerne af, tager sin vindjakke på, går rundt om den fjerne side af laden – og efterlader sig det forbaskede spor af omvendte fodaftryk – begiver sig ud på Filchers Brook Road, som kommunen har ryddet, så der ingen fodspor er, og går hen til sin bil på Thornbush Lane eller ned til landsbyen, eller hvor han nu end går hen.”
”Så Peony Politi nogen på deres vej dertil?”
”Åbenbart ikke, men han kunne let være gået ind i skoven eller …” Han tav for at overveje mulighederne.
”Eller …?”
”Det er ikke den mest sandsynlige mulighed, men jeg har fået at vide, at der er et bed & breakfast-sted på bjerget, som BCI skulle have tjekket. Det lyder bizart, efter at han næsten hakkede sit offers hoved af, men vores morderiske galning er måske simpelt hen bare spadseret tilbage til et hyggeligt, lille B & B.”
De lå tavse side om side i mørket i adskillige lange minutter. Gurney endevendte i tankerne sin rekonstruktion af forbrydelsen som en mand, der netop har søsat en hjemmebygget båd og tjekker den intenst for mulige læk. Da han var overbevist om, at der ikke var nogen større huller, spurgte han Madeleine om hendes mening.
”Den perfekte modstander,” sagde hun.
”Hvad?”
”Den perfekte modstander.”
”Hvad skal det sige?”
”Du elsker gåder. Det gør han også. I passer perfekt til hinanden.”
”Lidt for perfekt?”
”Om du vil. Men der er for resten noget galt med beskederne.”
”Galt med … hvad?”
Madeleine havde det med at hoppe så hurtigt gennem en kæde af associationer, at han nogle gange blev efterladt et langt skridt bagefter.
”De beskeder, du viste mig, fra morderen til Mellery – de første to og så digtene. Jeg forsøgte at komme i tanke om nøjagtigt, hvad der stod i hver enkelt.”
”Og?”
”Det var svært, selv om jeg har en god hukommelse. Men så slog det mig. Der står ikke noget i dem.”
”Hvad mener du?”
”Der er ingen specifikke detaljer. Ingen omtale af, hvad Mellery egentlig gjorde, eller hvem det gik ud over. Hvorfor så vag? Ingen navne, datoer, steder, ingen konkrete henvisninger til noget. Sært, ikke?”
”Tallene seks hundrede otteoghalvtreds og nitten var da ret specifikke.”
”Men de betød ikke noget for Mellery bortset fra det faktum, at han havde tænkt på dem. Og det må være et trick.”
”Hvis det var, så har jeg ikke kunnet regne det ud.”
”Ah, men det kommer du til. Du er fænomenal til at få ting til at hænge sammen.” Hun gabte. ”Ingen er bedre til det end dig.” Der var ingen ironi at spore i hendes stemme.
Han lå der i mørket ved siden af hende og slappede om end nok så kortvarigt af i hendes trøstende ros, men så begyndte han i tankerne hvileløst at finkæmme morderens beskeder og analyserede deres sprog i lyset af hendes iagttagelse.
”De var specifikke nok til at skræmme bukserne af Mellery,” sagde han.
Hun sukkede søvnigt. ”Eller uspecifikke nok.”
”Hvad skal det betyde?”
”Det ved jeg ikke. Måske var der ikke nogen specifik begivenhed at være specifik omkring.”
”Men hvis Mellery ikke gjorde noget, hvorfor blev han så myrdet?”
Hun kom med en lille halslyd, der svarede til et skuldertræk. ”Det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at der er noget galt med de beskeder. Nu må vi se at få sovet.”