Kapitel 31

Et rutineopkald fra Bronx

Gurney sad på den perfekte grusparkeringsplads. Han havde netop ringet til BCI for at få et teknikerhold sendt ud til The Laurels hurtigst muligt og skulle lige til at putte mobiltelefonen i lommen, da den ringede. Det var Ellen Rackoff igen. Først gav han hende nyheden om Scyllaparret og det besynderlige tyveri at give videre til Kline. Så spurgte han om, hvorfor hun havde ringet. Hun gav ham et telefonnummer.

”Det er en drabsefterforsker fra Bronx, der gerne vil tale med dig om en sag, han arbejder på.”

”Vil han tale med mig?”

”Han vil gerne tale med nogen på Mellery-sagen, som han har læst om i avisen. Han ringede til politiet i Peony, der henviste ham til BCI, der henviste ham til politimester Rodriguez, der henviste ham til statsadvokaten, der henviste ham til dig. Navnet er kriminalassistent Clamm. Randy Clamm.”

”Clamm – ’tavs som graven’, er det en vits?”

”Det skal jeg ikke kunne sige.”

”Hvor mange oplysninger kom han med om sin egen sag?”

”Ingen. Du ved jo selv, hvordan politifolk er. Han søgte først og fremmest oplysninger om vores sag.”

Gurney ringede til nummeret. Der blev svaret efter første ringetone.

”Clamm.”

”Dave Gurney. Jeg arbejder for statsadvokaten, og du har ring… ”

”Ja, jeg er med. Tak for det hurtige svar.”

Selv om det var baseret på ren luft, så Gurney levende betjenten i den

anden ende for sig; en hurtigt tænkende, hurtigt talende fyr med mange bolde i luften, som – med bedre forbindelser – kunne være havnet på West Point-militærakademi i stedet for politiskolen.

”Jeg kan forstå, at du arbejder på Mellery-mordet,” hastede den energiske unge stemme videre.

”Korrekt.”

”Mange stiksår i offerets hals?”

”Korrekt.”

”Grunden til, at jeg ringer, er et lignende mord hernede, og vi ville gerne udelukke muligheden for en forbindelse.”

”Med lignende mener du – ”

”Mange stiksår i halsen.”

”Så vidt jeg mindes politistatistikken for knivoverfald i Bronx, er der mere end et tusinde anmeldte sager om året. Har I set efter forbindelser tættere på?”

”Vi leder. Men indtil videre er jeres sag den eneste med over et dusin sår, alle i den samme kropsdel.”

”Hvad kan jeg gøre for dig?”

”Det kommer an på, hvad du er parat til at gøre. Jeg tænkte, at det måske kunne hjælpe os begge, hvis du kunne komme herned en dag, inspicere gerningsstedet, lytte med på en afhøring af enken, stille spørgsmål, se, om der er noget, der får en klokke til at ringe.”

Det var indbegrebet af et skud i tågen – længere ude end mange spinkle spor, han havde spildt tid på at jage i sine år ved NYPD. Men det var en grundlæggende umulighed for Dave Gurney at ignorere en mulighed, hvor flygtig den så end var.

Han indvilgede i at møde kriminalassistent Clamm i Bronx næste formiddag.