Kapitel 34

En mørk dag

Den tre timer lange køretur var en rejse ind i hæsligheden, en opfattelse, der forstærkedes af den kolde regn, der silede ned og krævede uophørlig justering af vinduesviskernes hastighed. Gurney var nedtrykt og irritabel – dels på grund af vejret og dels, havde han på fornemmelsen, fordi drømmen havde efterladt ham med højspændte, overfølsomme sanser.

Han hadede Bronx. Han hadede alt ved Bronx – lige fra de ujævne fortove til de udbrændte vrag af stjålne biler. Han hadede de skærende lysreklamer, der falbød tre- og firedages udflugter til Las Vegas. Han hadede stanken – bølgende dunster af diesel, mug, tjære og døde fisk med en påtrængende undertone af noget metallisk. Og endnu mere end det, han så, hadede han mindet om sin barndom, der invaderede hans sind, hver eneste gang han var i Bronx – hæslige, forhistoriske, pansrede dolkhaler med haler, som lignede spyd, der lurede i Eastchester Bays mudderbanker.

Efter at have tilbragt en halv time med at krabbe sig tværs over den proppede ’expressway’ til den sidste afkørsel kørte han lettet forbi de sidste par karréer til det aftalte mødested – parkeringspladsen ved Holy Saints Church. Pladsen var omgivet af et kædehegn med et skilt, der advarede om, at pladserne var reserveret til folk med ærinde i kirken. Den var tom bortset fra en upåfaldende Chevy sedan, ved hvis side en ung mand med en moderigtig karseklippet frisure sat med gelé stod og talte i mobiltelefon. Idet Gurney parkerede sin bil på den anden side af Chevrolet’en, afsluttede manden sit opkald og klipsede telefonen fast til bæltet.

Den silende regn, der havde svøbt det meste af formiddagens køretur i mørke, var svundet ind til en tåge, der var alt for fin til at kunne ses, men da Gurney trådte ud af bilen, kunne han mærke dens kolde nåleprik på panden. Måske kunne den unge mand også mærke det; måske var det årsagen til hans udtryk af ængsteligt ubehag.

”Kriminalassistent Gurney?”

”Dave,” sagde Gurney og rakte hånden frem.

”Randy Clamm. Tak, fordi du gad køre herned. Håber ikke, det er spild af tid. Vi prøver bare at inddrage alle muligheder, og fremgangsmåden ved vores mord lød til at være lige så vanvittig som i den sag, I arbejder med. Det har måske ingen forbindelse – jeg mener, det giver jo ikke den store mening, at den samme fyr har myrdet en populær guru nordpå og en arbejdsløs nattevagt i Bronx – men alle de stiksår i halsen, jeg kunne bare ikke slippe det. Man har vel en fornemmelse omkring sådan noget – man tænker: ’For pokker, hvis jeg ikke undersøger det, og det så viser sig at være den samme mand’. Du ved, hvad jeg mener.”

Gurney grundede over, om Clamms hæsblæsende talestrøm skyldtes koffein, kokain, arbejdspres, eller at han nu engang var skruet sådan sammen.

”Jeg mener, et dusin stiksår i halsen er ikke så almindeligt. Vi kan måske finde frem til andre ligheder mellem sagerne. Måske kunne vi have nøjes med at udveksle akter med dem oppe nordpå, men jeg tænkte, at hvis du nu kom ned og så gerningsstedet og kunne tale med offerets kone, ville du måske se noget eller spørge om noget, der ikke ville være faldet dig ind, hvis du ikke havde været her. Det var det, jeg håbede. Jeg mener, jeg håber, der er noget i det. Jeg håber ikke, at jeg spilder din tid.”

”Rolig nu, sønnike. Lad mig sige dig noget. Jeg er kørt herned i dag, fordi det virkede fornuftigt. Du ville tjekke alle muligheder. Det vil jeg også. Det værste, der kan ske, er, at vi udelukker en af disse muligheder, og at udelukke muligheder er ikke spild af tid, det er en del af processen. Så du skal ikke bekymre dig om min tid.”

”Tak. Jeg ville bare … altså, jeg ved, det er en lang køretur, så jeg er virkelig glad for, at du kom.” Clamms stemme og bevægelser var blevet en anelse roligere. Han så stadig overgearet og nervøs ud, men i det mindste var det ikke helt ude af proportioner.

”Apropos tid,” sagde Gurney. ”Ville det passe dig at vise mig gerningsstedet nu?”

”Ja, det er helt perfekt. Lad hellere bilen stå her og kør med mig. Offerets hus ligger i et tætpakket lille område – på nogle af gaderne er der kun fem centimeters plads på hver side af bilen.”

”Det lyder som Flounder Beach.”

”Kender du Flounder Beach?”

Gurney nikkede. Han havde været der en enkelt gang som teenager til en piges fødselsdagsfest – en veninde til en pige, han var kæreste med.

”Hvordan kender du til Flounder Beach?” spurgte Clamm, da han drejede ud fra parkeringspladsen og kørte i modsat retning af hovedgaden.

”Jeg er vokset op ikke så langt herfra – ude ved City Island.”

”Nå, for fanden. Jeg troede, du boede oppe nordpå.”

”Det gør jeg også lige for tiden,” sagde Gurney. Han hørte det midlertidige i sit ordvalg, og det gik op for ham, at han aldrig ville have udtrykt sig på den måde i Madeleines nærvær.

”Nå, men det er stadig det samme grimme lille villakvarter. Ved højvande og med blå himmel kunne man næsten tro, man var ude ved en rigtig strand. Men så bliver det lavvande, mudderet stinker, og man bliver mindet om, at det er Bronx.”

”Netop,” sagde Gurney.

Fem minutter senere satte de farten ned og parkerede på en støvet sidegade ud for en åbning i endnu et kædehegn mage til det, der omsluttede kirkens parkeringsplads. Et malet metalskilt på hegnet proklamerede, at dette var fælleshuset FLOUNDER BEACH CLUB, og at man kun kunne parkere med tilladelse. En række skudhuller havde nær skåret skiltet i to.

Gurney mindedes festen tre årtier forinden. Gad vide, om det var den samme indgang, han havde benyttet sidste gang? Han kunne se ansigtet for sig af den pige, der havde haft fødselsdag – en tyk pige med rottehaler og tandbøjle.

”Vi må hellere parkere her,” sagde Clamm og beklagede sig endnu en gang over det snavsede kvarters umulige gader. ”Jeg håber ikke, du har noget imod at gå.”

”Sig mig, hvor gammel ser jeg egentlig ud?”

Clamm svarede med en kejtet latter og et tangerende spørgsmål, idet de steg ud af bilen. ”Hvor længe har du været i jobbet?”

Eftersom han ikke havde lyst til at diskutere sin afgang og ad hoc genansættelse, sagde han blot: ”Femogtyve år.”

”Det er en sær sag,” sagde Clamm, som om denne iagttagelse var en naturlig følgeslutning. ”Det er ikke bare de mange knivstik. Der er også noget andet.”

”Er du sikker på, at det er knivstik?”

”Hvorfor spørger du?”

”I vores tilfælde er det en knust flaske – en knust whiskyflaske. Har I fundet noget våben?”

”Niks. Fyren fra retsmedicinerens kontor sagde ’sandsynligvis knivstik’ – men tveæggede, som fra en dolk. Et spidst glasskår ville nok forvolde den samme type sår. De var ligesom dobbeltkantede. Vi har ikke obduktionsrapporten endnu. Men som jeg sagde, så er der også noget andet. Konen … jeg ved ikke, der er noget underligt ved konen.”

”Hvordan underligt?”

”På mange måder. For det første er hun et religiøst tossehoved. Faktisk er det hendes alibi. Hun var til et eller andet halleluja-bønnemøde.”

Gurney trak på skuldrene. ”Hvad mere?”

”Hun er på noget stærk medicin af en slags. Skal tage nogle megastore piller for at bevare jordforbindelsen.”

”Jeg håber, hun bliver ved med at tage dem. Er der andet ved hende, der mystificerer dig?”

”Ja,” sagde Clamm og standsede pludselig op midt på den smalle gade, de gik hen ad – snarere en gyde end en gade. ”Hun lyver om noget.” Han så ud, som om han havde ondt i øjnene. ”Der er noget, hun ikke fortæller os. Eller måske er noget af det, hun fortæller os, noget vrøvl. Måske begge dele. Dér er huset.” Clamm pegede på et indeklemt hus et lille stykke fremme til venstre, der lå omkring tre meter trukket tilbage fra den lille gade. Malingen, der skallede af udvendigt, var galdegrøn. Døren havde en rødbrun farve, der mindede Gurney om indtørret blod. Gul gerningsstedstape, viklet om transportable stativer, omkransede den lurvede lille ejendom. Der manglede blot en sløjfe foran til at forvandle den til en gave fra helvede, tænkte Gurney.

Clamm bankede på døren. ”Åh, for resten, lige én ting til,” sagde han. ”Hun er stor.”

”Stor?”

”Vent og se.”

Advarslen havde ikke forberedt Gurney fuldt ud på kvinden, der åbnede døren. Med en vægt på over halvandet hundrede kilo og arme så tykke som lår så hun helt malplaceret ud i det lille hus. Endnu mere malplaceret var et barneansigt på denne meget brede krop – et forvirret, fortumlet barn. Hendes korte sorte hår var delt i en midterskilning og redt som en lille drengs.

”Er der noget, jeg kan hjælpe med?” spurgte hun og så ud, som om hjælp var det sidste her i verden, hun var i stand til at yde.

”Goddag, mrs. Schmitt, jeg er kriminalbetjent Clamm. Kan du huske mig?”

”Goddag.” Hun sagde ordet, som læste hun det op af en fremmedparlør.

”Jeg var her i går.”

”Det kan jeg godt huske.”

”Vi får brug for at stille et par yderligere spørgsmål.”

”Vil I vide mere om Albert?”

”Ja, blandt andet. Må vi komme ind?”

Uden at svare vendte hun sig væk fra døren, gik gennem den lille stue, som den førte ind til, og satte sig i en sofa – der så ud til at krympe under hendes enorme korpus.

”Tag plads,” sagde hun.

De to mænd kiggede sig omkring. Der var ingen stole. Den eneste anden genstand i stuen var et absurd pynteligt kaffebord med en billig vase med pink plastikblomster på midten, en tom bogreol og et fjernsyn, der var stort nok til en balsal. Det tæppeløse krydsfinergulv var rent på nær spredte syntetiske fibre – formentlig fordi, tænkte Gurney, at tæppet, som liget blev fundet på, var blevet taget med til laboratoriet til retstekniske undersøgelser.

”Vi behøver ikke at sidde ned,” sagde Clamm. ”Vi bliver her ikke så længe.”

”Albert kunne godt lide sport,” sagde mrs. Schmitt og smilede tomt til det gigantiske fjernsyn.

En buegang i den venstre side af den lille stue førte ind til tre døre. Bag den ene lød der lydeffekter fra et computer-krigsspil.

”Det er Jonah. Jonah er min søn. Det er hans værelse.”

Gurney spurgte, hvor gammel han var.

”Tolv. På nogle områder ældre, på andre yngre,” sagde hun, som om det lige var faldet hende ind.

”Var han sammen med dig?”

”Hvad mener du med ’var han sammen med mig’?” spurgte hun med en besynderlig lummerhed, der gav Gurney kuldegysninger.

”Jeg mener,” sagde Gurney og forsøgte at holde, hvad det end var han følte, ude af sin stemme – ”var han med dig til gudstjeneste den aften, din mand blev dræbt?”

”Han har taget imod Jesus Kristus som sin Herre og Frelser.”

”Betyder det, at han var sammen med dig?”

”Ja. Det sagde jeg også til den anden betjent.”

Gurney smilede medfølende. ”Sommetider hjælper det os at gennemgå tingene mere end en gang.”

Hun nikkede, som var hun inderligt enig, og gentog: ”Han har taget imod Jesus Kristus.”

”Tog din mand også imod Jesus Kristus?”

”Ja, det tror jeg, han gjorde.”

”Du er ikke sikker?”

Hun kneb sine øjne tæt sammen, som søgte hun efter svaret på indersiden af øjenlågene. Hun sagde: ”Satan er magtfuld og går ad krogede veje.”

”Ja, de er i sandhed krogede, mrs. Schmitt,” sagde Gurney. Han trak kaffebordet med de pink blomster lidt væk fra sofaen, gik rundt om det og satte sig ned på kanten af det over for hende. Han havde fundet ud af, at den bedste måde at kommunikere med folk, der talte som hende, var at tale på samme måde, selv om han ikke havde nogen anelse om, i hvilken retning samtalen bar hen.

”Kroget og grusom,” sagde han og betragtede hende nøje.

”’Herren er min hyrde’,” sagde hun. ”’Mig skal intet fattes’.”

”Amen.”

Clamm rømmede sig og rørte uroligt på sig.

”Sig mig, ad hvilken kroget vej rakte Satan ud efter Albert?”

”Det er den retfærdige mand, Satan jager!” udbrød hun, pludselig insisterende. ”For den onde har han allerede i sin magt.”

”Og Albert var en retfærdig mand?”

”Jonah!” råbte hun endnu højere, rejste sig fra sofaen og bevægede sig overraskende hurtigt gennem buen til venstre og hen til en af dørene bag den, som hun gav sig til at hamre på med åben håndflade. ”Åbn døren! Nu! Åbn døren!”

”Hvad fanden …?” sagde Clamm.

”Jeg sagde nu, Jonah!”

En lås klikkede, og døren gik halvvejs op og afslørede en fedladen dreng, der var næsten lige så stor som den mor, han lignede i foruroligende grad – helt op til det underlige udtryk af fravær i øjnene, hvad der fik Gurney til at grunde over, om årsagen var genetisk eller medicinsk eller begge dele. Hans karseklippede hår var bleget helt hvidt.

”Jeg har jo sagt, du ikke skal låse døren, når jeg er hjemme. Skru ned for lyden. Det lyder, som om nogen bliver myrdet derinde.” Hvis nogen af dem tænkte over det akavede ved en sådan bemærkning under de nuværende omstændigheder, kom det ikke til udtryk. Drengen kiggede uinteresseret på Gurney og Clamm. Gurney tænkte beklagende, at dette var en af de familier, der var så vant til tiltag fra socialforvaltningen, at officielt udseende fremmede i dagligstuen ikke var noget, man tænkte nærmere over. Drengen så tilbage på sin mor.

”Må jeg få min ispind nu?”

”Det ved du godt, du ikke må. Skru ned, ellers får du den slet ikke.”

”Jo, jeg gør,” sagde han tonløst og smækkede døren i for næsen af hende.

Hun kom tilbage til stuen og satte sig på sofaen. ”Han blev knust over Alberts død.”

”Mrs. Schmitt,” sagde Clamm på sin lad-os-så-komme-videre facon. ”Kriminalassistent Gurney her har brug for at stille dig nogle spørgsmål.”

”Det var da et pudsigt sammentræf! Jeg har en tante Bernie. Jeg tænkte netop på hende her i morges.”

”Gurney, ikke Bernie,” sagde Clamm.

”Men det lyder næsten ens, ikke?” Hendes øjne nærmest strålede over ligheden.

”Mrs. Schmitt,” sagde Gurney, ”har din mand givet udtryk for bekymringer gennem de sidste par måneder.”

”Albert var aldrig bekymret.”

”Forekom han anderledes på nogen måde?”

”Albert var altid den samme.”

Gurney havde en mistanke om, at denne opfattelse lige så vel kunne skyldes medicinens dulmende og sløvende virkning som ensartet opførsel fra Alberts side.

”Modtog han nogensinde post med en håndskrevet adresse eller skrift med rød kuglepen?”

”Vi får kun regninger og reklamer. Jeg kigger aldrig på dem.”

”Albert tog sig af posten?”

”Der var kun regninger og reklamer.”

”Ved du, om Albert betalte nogle særlige regninger på det seneste eller udskrev usædvanlige checks?”

Hun rystede fyndigt på hovedet, hvad der fik hendes umodne ansigt til at se chokerende barnligt ud.

”Et sidste spørgsmål. Efter at du fandt din mands lig, ændrede eller flyttede du så rundt på noget i rummet, inden politiet kom?”

Igen rystede hun på hovedet. Det kunne være noget, han bildte sig ind, men han syntes, at han fangede et glimt af noget nyt i hendes udtryk. Havde der været en krusning af ængstelse i det tomme blik? Han besluttede sig for at tage chancen.

”Taler Herren til dig?” spurgte han.

Der var noget andet i hendes udtryk nu, snarere selvretfærdighed end ængstelse.

”Ja, Han gør.”

Selvretfærdighed og stolthed, tænkte Gurney.

”Talte Herren til dig, da du fandt Albert?”

”’Herren er min hyrde’,” begyndte hun og gik så videre til at recitere hele Salme 23. Selv ud ad øjenkrogen kunne Gurney ane de utålmodige trækninger og øjenblink, der prægede Clamms ansigt.

”Gav Herren dig særlige instrukser?”

”Jeg hører ikke stemmer,” sagde hun. Igen et glimt af ængstelse.

”Nej, ikke stemmer. Men talte Herren til dig, for at hjælpe dig?”

”Vi er her på jorden for at gøre det, Han byder os at gøre.”

Gurney lænede sig frem fra sin plads på kanten af sofabordet. ”Og gjorde du så det, Herren bød dig at gøre?”

”Jeg gjorde det, Herren bød mig at gøre.”

”Da du fandt Albert, var der så noget, der skulle rettes på, noget, der ikke var, som det skulle være, noget, Herren bød dig at gøre?”

Den store kvindes øjne fyldtes med tårer, og de løb ned ad hendes runde, pigeagtige kinder. ”Jeg måtte gemme den.”

”Gemme den?”

”Betjentene ville have fjernet den.”

”Fjernet hvad?”

”De fjernede alt det andet – det tøj, han havde på, hans ur, hans pung,

den avis, han læste i, den stol, han sad i, tæppet, hans briller, det glas, han drak af … de tog det hele!”

”Ikke helt – vel, mrs. Schmitt? De tog ikke den ting, du gemte.”

”Det måtte de ikke. Det var en gave. Det var Alberts sidste gave til mig.”

”Må jeg se gaven?”

”Du har allerede set den. Dér – bag ved dig.”

Gurney drejede rundt og fulgte hendes blik hen til vasen med de pink blomster midt på bordet – eller det, der ved nærmere eftersyn viste sig at være en vase med en enkelt pink plastikblomst med en krone så stor og prangende, at den ved første øjekast lignede en buket.

”Gav Albert dig den blomst?”

”Det var hans intention,” sagde hun efter en kort tøven.

”Men han gav dig den ikke i virkeligheden?”

”Det kunne han jo ikke, vel?”

”Fordi han blev dræbt, mener du?”

”Jeg ved, han havde købt den til mig.”

”Det her kan være meget vigtigt, mrs. Schmitt,” sagde Gurney blidt. ”Fortæl mig præcis, hvad du fandt, og hvad du gjorde.”

”Da Jonah og jeg kom hjem fra Revelation Hall, hørte vi fjernsynet, og jeg ville ikke forstyrre Albert. Albert elskede at se fjernsyn. Han brød sig ikke om, at man gik ind foran det. Så i stedet for at bruge fordøren gik Jonah og jeg om til bagdøren, der fører ind i køkkenet, for ikke at gå ind foran ham. Vi sad ude i køkkenet, og Jonah fik sin godnat-ispind.”

”Hvor længe sad I ude i køkkenet?”

”Det skal jeg ikke kunne sige. Vi faldt i snak. Jonah er meget dybsindig.”

”Hvad snakkede I om?”

”Jonahs yndlingsemne – de sidste tiders trængsler, der står i skriften, at der bliver trængsler i de sidste tider. Jonah spørger altid, om jeg tror på det, og om hvor store trængsler, jeg tror, der vil blive, og hvad det er for nogle trængsler. Det snakker vi meget om.”

”Så I sad altså og snakkede trængselstid, og Jonah spiste sin is?”

”Ligesom vi plejer.”

”Og hvad så?”

”Så blev det sengetid.”

”Og?”

”Og Jonah gik ud ad køkkendøren og ind i stuen for at komme ind på sit værelse, men der gik ikke fem sekunder, før han var tilbage i køkkenet, han nærmest bakkede ind og pegede ud i stuen. Jeg forsøgte at få ham til at sige noget, men han ville kun pege. Så gik jeg selv derind. Jeg mener, jeg kom herind,” sagde hun og kiggede sig omkring i stuen.

”Hvad så du?”

”Albert.”

Gurney ventede på, at hun skulle fortsætte. Da hun tav, kom han med et stikord: ”Albert var død?”

”Der var en masse blod.”

”Og blomsten?”

”Blomsten lå på gulvet ved siden af ham. Han må have haft den i hånden. Han må have villet give mig den, når jeg kom hjem.”

”Hvad gjorde du så?”

”Så? Åh. Jeg gik ind til naboen. Vi har ikke nogen telefon. Jeg tror nok, at de ringede til politiet. Inden politiet kom, samlede jeg blomsten op. Den var til mig,” sagde hun med et barns pludselige, stærke insisteren. ”Det var en gave. Jeg satte den i vores pæneste vase.”