Kapitel 35
En lys idé
Selv om det var tid til frokost, da de endelig forlod familien Schmitts hus, var Gurney ikke i humør til det. Det var ikke, fordi han ikke var sulten, og det var ikke, fordi Clamm ikke havde foreslået et bekvemt sted at spise. Men han var alt for frustreret, mest over sig selv, til at takke ja til noget. Mens Clamm kørte ham tilbage til parkeringspladsen ved kirken, hvor han havde efterladt sin bil, gjorde de et sidste halvhjertet forsøg på at sammenligne de to sagers kendsgerninger for at se, om der var noget som helst, der kunne knytte dem sammen. Men forsøget var forgæves.
”Godt så,” sagde Clamm, i et ihærdigt forsøg på at tolke anstrengelserne positivt. ”I det mindste er der da på nuværende tidspunkt ikke noget bevis for, at sagerne ikke er forbundne. Manden kan have modtaget post, konen aldrig så, og der har vist ikke været den store kommunikation i ægteskabet, så måske har han ikke fortalt hende noget som helst. Og i betragtning af de sjove piller, hun er på, ville hun næppe selv lægge mærke til nogen hårfin følelsesmæssig forandring ved ham. Det er måske umagen værd at snakke med drengen igen. Jeg ved godt, at han er lige så omtåget, som hun er, men måske husker han alligevel noget.”
”Ja da,” sagde Gurney uden overbevisning. ”Og du kan jo også tjekke, om Albert havde en checkkonto, og om der er en talon på en check udstedt til nogen ved navn Charybdis eller Arybdis eller Scylla. Det er godt nok et skud i tågen, men skidt med det, sådan som sagen står nu.”
Under køreturen hjem blev vejret endnu mere elendigt som i en slags morbid samklang med Gurneys sindsstemning. Morgenens finregn forvandledes til en vedvarende regn, der forstærkede hans dystre vurdering af turen. Hvis der fandtes nogen forbindelse mellem mordene på Mark Mellery og Albert Schmitt, ud over det store antal stiksår og deres placering, var de i hvert fald ikke lette at få øje på. Ingen af de særegne træk ved gerningsstedet i Peony var til stede ved Flounder Beach – ingen drilske fodspor, ingen havestol, ingen knust whiskyflaske, ingen digte – overhovedet ingen tegn på, at de blev trukket rundt i manegen. Ofrene havde tilsyneladende intet til fælles. At en morder ville vælge Mark Mellery og Albert Schmitt som dobbeltmål gav ingen mening.
Disse tanker, sammen med det ubehagelige ved at køre i den stadig tiltagende regn, bidrog uden tvivl til hans anstrengte ansigtsudtryk, da han dryppende gik ind ad køkkendøren i det gamle stuehus.
”Hvad er der sket med dig?” spurgte Madeleine, der kiggede op fra det løg, hun var i færd med at hakke.
”Hvad mener du med det?”
Hun trak på skuldrene og skar endnu et snit gennem løget.
Irritationen i hans svar svævede i luften. Et øjeblik efter mumlede han undskyldende: ”Jeg har haft en udmattende dag, en seks timers rundtur i regnen.”
”Og?”
”Og? Og det hele var sgu sikkert en blindgyde.”
”Og?”
”Er det ikke nok?”
Hun sendte ham et tvivlende lille smil.
”For at stramme skruen en tand yderligere var det i Bronx,” tilføjede han mørkt. ”Der findes ikke den menneskelige tildragelse, som Bronx ikke kan gøre en tand hæsligere.”
Hun gav sig til at hakke løget i små stykker. Hun talte, som om hun snakkede til skærebrættet.
”Der er to telefonbeskeder til dig – din veninde fra Ithaca og din søn.”
”Detaljerede beskeder, eller beder de mig bare om at ringe tilbage?”
”Så godt hørte jeg ikke efter.”
”Med ’min veninde fra Ithaca’ mener du så Sonya Reynolds?”
”Er der andre?”
”Andre hvad?”
”Veninder i Ithaca, du endnu ikke har fortalt om?”
”Jeg har overhovedet ingen ’veninder’ i Ithaca. Sonya Reynolds er et forretningsbekendtskab – og knap nok det. Men hvad ville hun?”
”Jeg har jo sagt, at hun lagde en besked.” Madeleines kniv, der havde svævet over bunken med løgstykker, jog gennem den med voldsom kraft.
”Så pas da for himlens skyld på dine fingre.” Udbruddet var snarere forårsaget af vrede end bekymring.
Med knivens skarpe kant stadig presset ned mod skærebrættet så hun nysgerrigt på ham. ”Men hvad skete der så i dag?” spurgte hun og spolede dermed samtalen tilbage til det punkt, den befandt sig på, inden den røg af sporet.
”Frustration, velsagtens. Jeg ved det ikke.” Han gik hen til køleskabet og tog en flaske Heineken, åbnede den og stillede den på bordet i morgenmadskrogen ved de franske døre. Så tog han sin jakke af, hængte den over en stoleryg og satte sig ned.
”Vil du gerne vide, hvad der skete? Så skal jeg fortælle dig det. På anmodning af en NYPD-betjent med det latterlige navn Randy Clamm kørte jeg en tur på tre timer ned til et trist lille hus i Bronx, hvor en arbejdsløs mand var blevet stukket i halsen.”
”Hvorfor ringede han til dig?”
”Tja, godt spørgsmål. Tilsyneladende havde betjent Clamm hørt om mordet heroppe i Peony. Ligheden mellem drabsmetoderne fik ham til at ringe til politiet i Peony, der henviste ham til delstatspolitiets regionale hovedkvarter, der stillede ham videre til den politimester, som står for sagen, en grim lille røvslikker ved navn Rodriguez, hvis hjerne er lige akkurat kvik nok til at genkende et elendigt spor.”
”Så han henviste ham til dig?”
”Til statsadvokaten, som han vidste automatisk ville henvise ham til mig.”
Madeleine sagde ingenting, men det indlysende spørgsmål stod at læse i hendes øjne.
”Ja, jeg ved godt, det var et tyndt spor. I den del af verden er det at stikke med kniv bare en anden måde at skændes på, men af en eller anden grund tænkte jeg, at jeg måske ville finde noget, der bandt de to sager sammen.”
”Men der var intet?”
”Nej. Men en overgang virkede det lovende. Det var, som om enken holdt noget tilbage. Men til sidst indrømmede hun at have pillet ved gerningsstedet. Der lå en blomst på gulvet, som manden tilsyneladende havde taget med hjem til hende. Hun var bange for, at teknikerholdet ville snuppe den, og hun ville gerne beholde den – forståeligt nok. Så hun samlede den op og satte den i en vase. Og det var det hele.”
”Du håbede på, at hun ville tilstå at have ødelagt nogle fodspor i sneen eller gemt en hvid havestol?”
”Noget i den stil. Men så viste det sig bare at være en plastikblomst.”
”Plastik?”
”Plastik.” Han tog en stor, langsom slurk af Heineken-flasken. ”Vist ikke nogen særlig smagfuld gave.”
”Man kan faktisk ikke engang kalde det en gave,” sagde hun med en vis fasthed.
”Hvad mener du?”
”Rigtige blomster kan være gaver – ja, det er de jo næsten altid, ikke? Men kunstige blomster er noget andet.”
”Hvad?”
”En pyntegenstand, vil jeg sige. En mand ville være lige så lidt tilbøjelig til at købe en plastikblomst til en kvinde som en rulle blomstret tapet.”
”Hvad er det, du fortæller mig?”
”Jeg ved det ikke rigtig. Men hvis denne kvinde fandt en plastikblomst på gerningsstedet og antog, at hendes mand havde købt den til hende, så tror jeg, hun tager fejl.”
”Hvor tror du så, den kom fra?”
”Det aner jeg ikke.”
”Hun virkede ret sikker på, at han havde købt den som en gave til hende.”
”Men det vil hun jo helst tro, ikke sandt?”
”Jo, måske. Men hvis det ikke var ham, der tog den med hjem, og hvis vi antager, at sønnen var ude hele aftenen sammen med hende, som hun påstår, så er morderen en mulig kilde.”
”Det er han vel,” sagde Madeleine med aftagende interesse. Gurney vidste, at hun drog en skarp grænse mellem at forstå, hvad et virkeligt menneske ville gøre under visse omstændigheder, og luftige hypoteser om kilden til en genstand i et værelse. Han fornemmede, at han netop havde krydset den grænse, men pressede alligevel på.
”Og hvorfor kan en morder tænkes at ville efterlade en blomst ved sit offer?”
”Hvad var det for en slags blomst?”
Han kunne altid vide sig sikker på, at hun ville indsnævre spørgsmålet.
”Jeg er ikke sikker på, hvad det var for en, men jeg ved, hvad det ikke var. Det var ikke en rose, det var ikke en nellike, det var ikke en dahlia. Men den lignede ligesom lidt dem alle sammen.”
”På hvilken måde?”
”Jo, først mindede den mig om en rose, men den var større og havde mange flere, tætsiddende blade. Den var næsten på størrelse med en stor nellike eller en dahlia, men hvert blad var bredere end dahlia- eller nellikeblade – lidt ligesom krusede rosenblade. Det var sådan en meget anmassende, prangende slags blomst.”
For første gang siden hans hjemkomst lyste Madeleines ansigt levende af ægte interesse.
”Har du fået en idé?” spurgte han.
”Måske … hmm …”
”Hvad? Ved du, hvilken blomst det er?”
”Det tror jeg. Det er noget af et sammentræf.”
”Kom nu med det!”
”Medmindre jeg tager fejl, så lyder den blomst, du lige har beskrevet, til i høj grad at ligne en pæon. Pæon – Peony.”
Heineken-flasken gled ud af hans hånd. ”Kors i hytten!”
Efter at have stillet Madeleine nogle spørgsmål om pæoner, gik han ind på kontoret for at foretage nogle telefonopringninger.