Kapitel 36

Den ene tingfører til den anden

Da han var færdig med at tale i telefon, havde Gurney overtalt Clamm til at tro, at det var mere end et tilfælde, at en blomst med samme navn som det første mordsted var dukket op ved det andet mord.

Han foreslog også, at diverse foranstaltninger straks blev iværksat – Schmitt-familiens hjem skulle ransages minutiøst efter mærkelige breve og beskeder, alt på vers, alt skrevet i hånden, alt med rødt blæk; retsmedicinsk afdeling skulle gøres opmærksom på den kombination af skud og knust flaske, der blev anvendt i Peony, i tilfælde af, at de skulle ønske at underkaste Schmitts lig en ny undersøgelse; huset skulle finkæmmes efter spor af skud eller materiale, der kunne være brugt til at dæmpe et skud; ejendommen og de tilstødende ejendomme samt vejstykket mellem ejendommen og fælleshuset skulle gennemsøges efter knuste flasker, især whiskyflasker; og sammenstykningen af en personlighedsprofil af Albert Schmitt skulle påbegyndes for at grave efter mulige forbindelser til Mark Mellery, konflikter eller fjender, juridiske genvordigheder eller alkoholrelaterede problemer.

Til sidst blev han bevidst om sine ’forslags’ bydende tone, satte farten ned og undskyldte.

”Undskyld, Randy. Jeg går for vidt. Schmitt-sagen er din, det er dig, der er den ansvarlige, så hvad der nu skal ske, er helt op til dig. Jeg ved godt, at jeg ikke leder efterforskningen, så jeg vil gerne sige undskyld for, at jeg opfører mig, som om jeg gør.”

”Det er i orden. For resten har jeg en kriminalkommissær Everly på stationen hernede, som siger, han gik på politiskolen med en Dave Gurney. Er det mon dig?”

Gurney lo. Han havde glemt, at Bobby Everly var havnet i det distrikt. ”Ja, det er mig.”

”Jamen, så byder jeg alle indspark fra dig velkommen til hver en tid. Og skulle du få lyst til at afhøre mrs. Schmitt igen, så værsgo. Jeg synes, du var god til at håndtere hende.”

Hvis det var sarkastisk ment, så var det godt skjult. Gurney besluttede sig for at opfatte bemærkningen som en kompliment.

”Tak. Jeg behøver ikke tale med hende direkte, men lad mig komme med et enkelt lille forslag. Hvis jeg tilfældigvis løb på hende igen, ville jeg spørge hende ligefremt om, hvad Herren bød hende gøre med whiskyflasken.”

”Hvad for en whiskyflaske?”

”Den, hun måske har fjernet fra gerningsstedet af grunde, hun bedst selv ved. Jeg ville spørge hende om det på en måde, der antyder, at du allerede ved, at flasken var der, og at hun fjernede den efter en tilskyndelse fra Herren, og at du bare er nysgerrig efter at vide, hvor den er. Selvfølgelig har der måske slet ikke været nogen whiskyflaske, og hvis du får en fornemmelse af, at hun virkelig ikke har nogen anelse om, hvad du snakker om, så gå bare videre til noget andet.”

”Er du sikker på, at det hele vil følge mønstret fra Peony-mordet – og at der i så fald bør være en whiskyflaske et sted?”

”Ja, det er det, jeg tror. Men hvis du ikke bryder dig om at henvende dig til hende på den måde, så er det også okay. Du bestemmer.”

”Det er måske et forsøg værd. Der er ikke meget at tabe. Du hører fra mig.”

”Held og lykke.”

Den næste person, Gurney skulle tale med, var Sheridan Kline. Den fortærskede sandhed om, at din chef aldrig skal høre noget fra andre, som han skulle have hørt fra dig, var dobbelt så sand i ordensbranchen. Han fik fat i Kline, da denne var undervejs til en regional konference for statsadvokater i Lake Placid, og de hyppige afbrydelser forårsaget af den pletvise mobildækning i bjergene i den nordlige del af staten gjorde det endnu sværere at forklare ’pæon’-forbindelsen, end Gurney brød sig om. Da han var færdig, tog Kline så lang tid om at svare, at Gurney var bange for, at han var kørt ind i endnu et dækningsløst område.

Til sidst sagde han: ”Det der blomsterhalløj – er det noget, du har fidus til?”

”Hvis det bare er et tilfælde,” sagde Gurney, ”så er det godt nok et bemærkelsesværdigt et af slagsen.”

”Men det er jo ikke et håndfast bevis. Hvis jeg skal spille djævlens advokat her, så bliver jeg nødt til at påpege, at din hustru faktisk ikke har set blomsten – plastikblomsten – du beskrev for hende. Hvad nu, hvis det slet ikke er en pæon? Hvor er vi så henne? Og selv hvis det er en pæon, er det ikke ligefrem et bevis på noget. Guderne skal vide, at det ikke er et af den slags gennembrud, jeg kan stille mig op og fortælle om på en pressekonference. For fanden da også, hvorfor kunne det ikke bare være en ægte blomst, så der herskede mindre tvivl om, hvad det var for en? Hvorfor plastik?”

”Det har jeg også grublet over,” sagde Gurney og forsøgte at skjule sin irritation over Klines reaktion. ”Hvorfor ikke en ægte? Jeg spurgte min kone om det for lidt siden, og hun fortalte mig, at blomsterhandlere ikke bryder sig om at sælge pæoner. Selve blomsten er tung, så stilken kan ikke stå ret. Man kan få dem til udplantning på planteskoler, men ikke på denne årstid. Så en plastikblomst var måske den eneste måde, han kunne sende os sin lille besked på. Jeg tror, det var et indfald – han så den i en butik og lod sig forføre af tanken, det drilske islæt.”

”Drilske islæt?”

”Han håner os, afprøver os, leger med os. Husk på den besked, han efterlod på Mellerys lig – kom og fang mig, hvis I kan. Det er det, de bagvendte fodspor handlede om. Denne galning lægger spor ud lige for næsen af os, og de siger alle sammen det samme: ’Du kan ikke fange mig, du kan ikke fange mig’!”

”Okay, jeg er med, jeg forstår, hvad du siger. Måske har du ret. Men jeg kan umuligt i al offentlighed forbinde disse to sager baseret på en mands gæt omkring betydningen af en plastikblomst. Skaf mig noget håndfast – og det kan kun gå for langsomt.”

Efter at have lagt røret på sad Gurney ved vinduet og kiggede ud i det sene eftermiddagsmørke. Hvad nu, hvis blomsten alligevel ikke var en pæon, som Kline havde gisnet om? Gurney blev chokeret, da det gik op for ham, hvor skrøbelig hans nye ’forbindelse’ var – og hvor meget tiltro han havde haft til den. At overse en indlysende fejlbarlighed ved en teori var et sikkert tegn på overdreven følelsesmæssig tiltro til den. Hvor mange gange havde han ikke understreget dette over for de kriminologistuderende under sine forelæsninger på statsuniversitetet, og hér tumlede han i den samme fælde. Det var deprimerende.

Dagens blindgyder kredsede rundt i hans tanker i en udmattende ring i måske en halv time, måske længere.

”Hvorfor sidder du der i mørket?”

Han snurrede rundt i stolen og så Madeleines silhuet i døråbningen.

”Kline vil have en mere håndfast forbindelse end en diskuterbar pæon,” sagde han. ”Jeg foreslog ham fyren i Bronx nogle steder at lede. Forhåbentlig støver han noget op.”

”Du lyder tvivlende.”

”Njo, på den ene side har vi pæonen eller i hvert fald det, vi tror, er en pæon. På den anden side har vi svært ved at forestille os, at Schmittfamilien og Mellery-parret på nogen måde kan være forbundet. De levede jo om nogen i to vidt forskellige verdener …”

”Hvad nu, hvis det er en seriemorder, og der ikke er nogen forbindelse?”

”Selv seriemordere dræber ikke i flæng. Deres ofre plejer at have noget til fælles – de kan være lyshårede alle sammen, asiater alle sammen, bøsser alle sammen – et eller andet karaktertræk, der har en særlig betydning for morderen. Så selv om Mellery og Schmitt aldrig var direkte involveret i noget sammen, ville vi stadig lede efter et eller andet fællesskab eller fællestræk mellem dem.”

”Hvad nu, hvis …,” begyndte Madeleine, men blev afbrudt af en ringende telefon.

Det var Randy Clamm.

”Undskyld, jeg forstyrrer, men jeg tænkte, at du gerne ville vide, at du havde ret. Jeg kørte over for at besøge enken, og jeg stillede spørgsmålet nøjagtig på den måde, du sagde jeg skulle – sådan ligefremt. Jeg sagde bare: ’Må jeg få den whiskyflaske, du fandt?’ Jeg behøvede ikke engang at blande Herren ind i sagen. Og pokker mig om hun ikke sagde, lige så ligefremt som mig selv: ’Den ligger ude i skraldespanden’. Så vi gik ud i køkkenet, og der lå den ganske rigtigt, lige der i affaldsspanden, en knust Four Roses-flaske. Jeg stirrede målløs på den. Ikke at jeg blev overrasket over, at du fik ret – nu må du ikke misforstå mig – men, for fanden, jeg havde ikke forventet, at det var så let. Så pisse indlysende. Så snart jeg fik samlet tankerne, bad jeg hende om at vise mig præcis, hvor hun fandt den. Men så er det, som om situationen går op for hende – måske fordi jeg ikke lyder så henkastet mere – og hun ser meget rystet ud. Jeg siger, hun skal slappe af, tage det roligt, om hun ikke bare kan fortælle mig, hvor den lå, for det vil være os til stor hjælp, og om hun måske vil fortælle mig, hvorfor i alverden hun flyttede den. Sådan formulerede jeg det selvfølgelig ikke, men det var det, jeg tænkte. Så kigger hun på mig, og ved du, hvad hun siger? Hun siger, at Albert har taget hånd om sit alkoholproblem, han har ikke drukket i næsten et år. Han går til møder i AA, det går rigtig godt – og da hun ser flasken, som stod på gulvet ved siden af ham, ved siden af plastikblomsten, tror hun først, at han er begyndt at drikke igen, er faldet ned oven på flasken og har fået skåret halsen over, og at det er sådan, han er død. Det falder hende ikke ind med det samme, at han er blevet myrdet – den tanke får hun først, da politiet kommer, og de begynder at tale om det. Men inden de kommer, skjuler hun flasken, fordi hun tror, det er hans, og fordi hun ikke vil have, at nogen skal vide, han har fået et tilbagefald.”

”Og selv efter det gik op for hende, at han blev myrdet, ville hun ikke have, at nogen skulle vide noget om flasken?”

”Nej. For hun tror stadig, det var hans flaske, og hun ønsker ikke, at nogen skal vide, at han drak, især ikke hans pæne nye venner fra AA.”

”Du milde.”

”Så det hele viser sig at være noget ynkeligt rod. På den anden side får du dit bevis for, at mordene er forbundet.”

Clamm var rystet, opfyldt af de modstridende følelser, Gurney kun kendte alt for godt – de følelser, der gjorde det så hårdt, så uendeligt opslidende, at være en god betjent.

”Flot arbejde, Randy.”

”Jeg gjorde bare det, du sagde, jeg skulle,” sagde Clamm på sin hurtige, højspændte facon. ”Da jeg havde beslaglagt flasken, ringede jeg efter teknikerholdet igen, så de kan gennemgå hele huset for breve, sedler, alt. Jeg bad mrs. Schmitt om deres checkhæfte. Det nævnte du for mig i morges. Hun gav mig det, men hun vidste ikke noget om det – hun behandlede det, som om det kunne være radioaktivt, og sagde, at Albert tog sig af alle regningerne. Sagde, hun ikke kan lide checks, fordi der er tal på dem, og man skal være forsigtig med tal, tal kan være onde – noget vrøvl om Satan, noget tosset religionsævl. Nå, men jeg kiggede checkhæftet igennem, og konklusionen er, at det kommer til at kræve noget tid. Albert betalte måske nok regningerne, men han var ikke det store ordensmenneske. Der var ingen referencer på nogen af talonerne til en person ved navn Arybdis eller Charybdis eller Scylla – det var det, jeg først kiggede efter – men det siger ikke så meget, for på de fleste af talonerne stod der ingenting, bare beløb, og undertiden ikke engang det. Hvad månedlige kontoudtog angår, så anede hun ikke, om der var nogen i huset, men vi foretager en grundig ransagning og får hendes tilladelse til at få fotokopier fra banken. I mellemtiden, nu hvor vi ved, vi har fat i to sider af samme sag, er der så noget, du gerne vil fortælle mig om Mellerymordet?”

Gurney tænkte efter. ”Den række trusler, Mellery modtog inden mordet, indeholdt vage hentydninger til ting, han havde gjort, når han var fuld. Nu viser det sig, at Schmitt også havde et alkoholproblem.”

”Så du siger altså, at vi leder efter en fyr, der render rundt og tager livet af fyldebøtter?”

”Nej, ikke helt. Hvis det bare var det, han ville, så var der lettere måder at gøre det på.”

”Som for eksempel at kaste en bombe ind til et AA-møde?”

”Noget enkelt. Noget, der ville maksimere muligheden og minimere risikoen. Men denne mands metode er kompliceret og omstændelig. Der er ikke noget let eller direkte ved den. Alle punkter ved den giver anledning til spørgsmål.”

”Som for eksempel?”

”Først og fremmest, hvorfor vælge ofre, der er så langt fra hinanden geografisk – og også på alle andre områder, for den sags skyld?”

”For at afholde os fra at forbinde dem med hinanden.”

”Men han vil jo netop have os til at forbinde dem hinanden. Det er meningen med pæonen. Han vil lægges mærke til. Vil have anerkendelse. Det er ikke en gennemsnitsforbryder på flugt. Fyren her vil i krig – ikke alene med sine ofre. Men også med politiet.”

”Det minder mig om, at jeg skal have ført min chef ajour. Han vil ikke blive glad, hvis han opdager, jeg ringede til dig først.”

”Hvor er du?”

”På vej tilbage til stationen.”

”Altså på Tremont Avenue?”

”Hvor ved du det fra?”

”Brølet fra Bronx-trafikken i baggrunden. Der er ikke noget helt som det.”

”Må være rart at være et andet sted. Er der nogen besked, jeg skal give videre til kriminalkommissær Everly?”

”Vi må hellere vente med beskederne. Han vil være meget mere interesseret i det, du har at fortælle ham.”