Kapitel 37
Alle dårlige gange tre
Gurney følte trang til at ringe til Sheridan Kline med det afgørende nye bevis, der støttede pæon-forbindelsen, men først ville han foretage endnu en opringning. Hvis de to sager var så parallelle, som de nu lod til at være, var det muligt, at Schmitt ikke alene var blevet bedt om penge, men at han også var blevet bedt om at sende dem til den samme postboks i Wycherly, Connecticut.
Gurney tog sin slanke sagsmappe op af skrivebordsskuffen og fandt sin fotokopi af den korte besked, Gregory Dermott havde sendt med den check, han havde returneret til Mellery. Brevhovedet ’GD Security Systems’ – forretningsmæssigt, konservativt, endog lidt gammeldags – indeholdt et telefonnummer hørende til Wycherly-området.
Efter to ringetoner blev opkaldet besvaret af en stemme, der stemte overens med brevhovedets stil.
”God eftermiddag. GD Security. Er der noget, jeg kan hjælpe Dem med?”
”Det er kriminalassistent Gurney fra statsadvokatens kontor. Jeg vil gerne tale med mr. Dermott.”
”Endelig!” Den heftighed, der ændrede stemmen, kom som en overraskelse.
”Undskyld mig?”
”De ringer omkring den fejladresserede check?”
”Ja, det gør jeg faktisk, men …?”
”Jeg meldte det for seks dage siden – seks dage siden!”
”Hvad meldte De for seks dage siden?”
”Sagde De ikke lige, at De ringede omkring checken?”
”Lad os begynde forfra, mr. Dermott. Så vidt jeg ved, talte Mark Mellery med Dem for cirka ti dage siden om en check, De havde returneret til ham, en check udstedt til ’X. Arybdis’, der var blevet sendt til Deres postboks. Er det korrekt?”
”Selvfølgelig er det korrekt. Hvad er det for noget at spørge om?” Manden lød rasende.
”Når De siger, De meldte det for seks dage siden, så er jeg bange for, at jeg ikke – ”
”Nummer to!”
”Har De modtaget endnu en check?”
”Er det ikke derfor, De ringer?”
”Faktisk ringede jeg for at stille Dem det selvsamme spørgsmål?”
”Hvad for et spørgsmål?”
”Om De også har modtaget en check fra en mand ved navn Albert Schmitt?”
”Ja, Schmitt var navnet på check nummer to. Det var det, jeg ringede for at melde. For seks dage siden.”
”Hvem ringede De til?”
Gurney hørte lyden af nogle lange, dybe indåndinger, som om manden forsøgte at hindre sig selv i at eksplodere.
”Hør her, hr. kriminalassistent, nu er forvirringen vist total. Jeg ringede til politiet for seks dage siden for at anmelde en foruroligende situation. Tre checks var blevet sendt til min postboks, adresseret til personer, jeg aldrig har hørt om. Nu ringer De til mig, angiveligt omkring disse checks, men alligevel aner De tilsyneladende ikke, hvad jeg taler om. Hvad er det, jeg ikke forstår? Hvad helvede foregår der?”
”Hvilken politistation ringede De til?”
”Min egen, selvfølgelig – det lokale politi i Wycherly. Hvordan kan De ikke vide det, når De nu ringer tilbage?”
”Sagen er, at jeg ikke ringer tilbage. Jeg ringer fra staten New York angående den første check, som De returnerede til Mark Mellery. Vi vidste ikke, at der fandtes yderligere checks. De sagde, at der er kommet to mere efter den første?”
”Det var det, jeg sagde, ja.”
”En fra Albert Schmitt og en fra en anden?”
”Ja, hr. kriminalassistent. Står det klart nu?”
”Lysende klart. Men nu spekulerer jeg så på, hvorfor tre fejladresserede checks skulle forurolige Dem tilstrækkeligt til at kontakte Deres lokale politi.”
”Jeg ringede til det lokale politi, fordi postmyndighederne, som jeg først alarmerede, udviste en kolossal mangel på interesse. Og inden De spørger mig, hvorfor jeg kontaktede postmyndighederne, bliver jeg nødt til at sige, at De af en betjent at være har en ret vag fornemmelse for sikkerhedsanliggender.”
”Hvorfor siger De mon det?”
”Jeg er i sikkerhedsbranchen, hr. betjent – eller kriminalassistent, eller hvad De nu end er. Computersikkerhed. Har de nogen anelse om, hvor almindeligt identitetsrøveri er – eller hvor ofte identitetsrøveri indebærer adressemisbrug?”
”Aha. Og hvad gjorde Wycherly Politi?”
”Mindre end postmyndighederne, hvis det da er muligt.”
Gurney kunne godt forestille sig, at Dermotts telefonopkald fremkaldte et ligegyldigt svar. Tre ukendte mennesker, der sender checks til en andens postboksadresse, lød måske ikke helt som en alarmerende fare.
”Og De returnerede den anden og den tredje check til deres afsendere, ligesom De returnerede Mark Mellerys?”
”Ja, det gjorde jeg så sandelig, og jeg vedlagde små breve med spørgsmålet om, hvem der havde givet dem mit postboksnummer, men ingen af dem var høflige nok til at svare.”
”Har De navnet og adressen fra den tredje check?”
”Ja, det har jeg.”
”Jeg skal bruge navnet og adressen med det samme.”
”Hvorfor det? Foregår der noget, jeg ikke kender til?”
”Mark Mellery og Albert Schmitt er begge døde. Der er muligvis tale om mord.”
”Mord? Hvad mener De med mord?” Dermotts stemme var blevet skinger.
”At de formentlig er blevet myrdet.”
”Åh, min gud. Tror De, at checkene har noget med det at gøre?”
”Den person, som opgav Deres postboksadresse, vil være interessant for sagen.”
”Åh, min gud. Hvorfor min adresse? Hvilken forbindelse er der til mig?”
”Godt spørgsmål, mr. Dermott.”
”Men jeg har aldrig hørt om nogen ved navn Mark Mellery eller Albert Schmitt.”
”Hvad var navnet på den tredje check?”
”Den tredje check? Åh, min gud. Jeg er helt blank.”
”De sagde, De skrev navnet ned.”
”Ja, ja, det gjorde jeg selvfølgelig. Vent lige. Richard Kartch. Ja, her var det. Richard Kartch. K-a-r-t-c-h. Jeg finder lige adressen. Vent, den er lige her. Det er Quarry Road 349, Sotherton, Massachusetts.”
”Udmærket, jeg har noteret det.”
”Hør her, hr. kriminalassistent, eftersom jeg tilsyneladende er indblandet i sagen på en eller anden facon, så vil jeg sætte pris på at vide alt, hvad De kan fortælle mig. Der må være en grund til, at min postboks er blevet valgt.”
”Er De sikker på, at De er den eneste med adgang til boksen?”
”Så sikker, som jeg nu kan være. Men guderne må vide hvor mange postarbejdere, der har adgang til den. Eller som kan have fået lavet en kopi af nøglen, jeg ikke kender til.”
”Siger navnet Richard Kartch Dem noget?”
”Intet. Det er jeg helt sikker på. Det er sådan et navn, jeg ville kunne huske.”
”Godt nok. Jeg vil gerne give Dem nogle telefonnumre, så De kan få fat på mig. Jeg vil meget gerne straks have det at vide, hvis De kommer i tanke om noget omkring disse tre menneskers navne eller omkring andre personers mulige adgang til Deres post. Og et sidste spørgsmål. Kan De huske beløbene på den anden og den tredje check?”
”Det er nemt. Den anden og den tredje lød på det samme som den første – $289,87.”