Kapitel 38

En besværlig mand

Madeleine tændte for en af kontorlamperne på en kontakt ved døren. Under Gurneys samtale med Dermott var tusmørket taget til, og rummet lå næsten hen i mørke.

”Gør du fremskridt?”

”Store fremskridt. Takket være dig.”

”Min grandtante Mimi havde pæoner,” sagde hun.

”Hvem er det nu, Mimi var?”

”Min fars moster,” sagde hun uden helt at kunne skjule sin irritation over det faktum, at en mand, der var så behændig til at jonglere med detaljerne i dybt komplekse efterforskningssager, ikke kunne huske en halv snes familieforhold. ”Aftensmaden er klar.”

”Egentlig skulle jeg …”

”Den står på komfuret. Glem det nu ikke.”

”Skal du ud?”

”Ja.”

”Hvorhen?”

”Jeg har fortalt dig om det to gange i ugens løb.”

”Jeg kan godt huske noget om torsdag., men detaljerne …”

”… kan du ikke lige huske? Som sædvanlig. Vi ses.”

”Skal du ikke fortælle mig, hvor …?”

Hendes fodtrin var allerede på vej gennem køkkenet og ud til bagdøren.

Der var ikke nogen Richard Kartch på Quarry Road 349 i Sotherton i telefonbogen, men da han søgte på et internetkort efter tilstødende adresser, dukkede der navne og telefonnumre op på nummer 329 og 369.

Den kraftige mandsstemme, der langt om længe svarede på hans opringning til nummer 329, benægtede i enstavelsesord at kende noget til nogen ved navn Kartch, vidste ikke, hvor på gaden nummer 349 kunne ligge, og anede ikke engang, hvor længe han selv havde boet i området. Han lød halvt bevidstløs af druk eller stoffer, var sikkert lystløgner og ville tydeligvis ikke blive til nogen hjælp.

Kvinden på Quarry Road 369 var mere snakkesalig.

”Er det ham eneboeren, du mener?” Hendes måde at sige det på fik tilnavnet til at lyde som en væmmelig sygdom.

”Bor mr. Kartch alene?”

”Ih ja, det gør han, medmindre du tæller de rotter med, som hans skraldebunker trækker til. Heldigt for hans kone, at hun slap væk. Jeg er ikke overrasket over, at du ringer – du var fra politiet?”

”Specialefterforsker ved statsadvokatens kontor.” Han vidste godt, at han egentlig burde oplyse stat og retskreds, men blev enig med sig selv om, at de detaljer kunne fyldes på senere.

”Hvad har han nu gjort?”

”Ikke noget, jeg ved af, men han kan måske hjælpe os med en undersøgelse, og vi skal gerne i kontakt med ham. Måske du ved, hvor han arbejder, eller hvornår han kommer hjem fra arbejde?”

”Arbejde? Det er noget af en vittighed!”

”Har mr. Kartch ikke noget arbejde?”

”Ingen vil have ham.” Der var gift i hendes stemme.

”Du kan vist ikke lide ham?”

”Han er et svin, han er dum, han er beskidt, han er farlig, han er tosset, han stinker, han er bevæbnet til tænderne, og han er for det meste fuld.”

”Det lyder som noget af en nabo.”

”Naboen fra helvede! Har du nogen anelse om, hvordan det er at forsøge at vise sit hjem frem for en mulig køber, mens den barmavede, øldrikkende abe inde ved siden af sidder og plaffer huller i en skraldespand med sit haglgevær?”

Selv om han godt vidste, hvad svaret sandsynligvis ville blive, besluttede han sig for alligevel at stille sit næste spørgsmål. ”Vil du give mr. Kartch en besked fra mig?”

”Gør du grin? Det eneste, jeg vil give ham, er et nakkedrag.”

”Hvornår er det mest sandsynligt, at han er hjemme?”

”Evig og altid. Jeg har aldrig set den tosse forlade sit hus.”

”Er husnummeret synligt fra vejen?”

”Ha! Du behøver ikke noget nummer for at genkende det hus. Det var ikke færdigt, da hans kone skred – og det er det stadig ikke. Ingen træbeklædning. Ingen græsplæne. Ingen trin op til hoveddøren. Det perfekte hus til en skør skid. Den, der tager derhen, gør klogest i at tage en pistol med.”

Gurney takkede hende og afsluttede samtalen.

Hvad så nu?

Forskellige personer skulle underrettes. Først og fremmest Sheridan Kline. Og, selvfølgelig, Randy Clamm. For ikke at tale om politimester Rodriguez og Jack Hardwick. Spørgsmålet var, hvem han skulle ringe til først. Han besluttede sig for, at de alle kunne vente lidt endnu. I stedet ringede han til oplysningen og fik nummeret til politiet i Sotherton, Massachusetts.

Han talte med den vagthavende betjent, en knastør mand ved navn Kalkan, lidt ligesom Kal Kan-tørfoder til hunde. Efter at have præsenteret sig selv forklarede Gurney, at en mandlig borger i Sotherton ved navn Richard Kartch havde interesse for en mordundersøgelse i staten New York, at han måske var i overhængende fare, at han tilsyneladende ikke havde nogen telefon, og at det var vigtigt, at han enten fik bragt en telefon til sig eller selv blev bragt til en telefon, så han kunne blive advaret om sin situation.

”Vi kender godt Richie Kartch,” sagde Kalkan.

”Det lyder, som om I har haft problemer med ham?”

Kalkan svarede ikke.

”Er han tidligere straffet?”

”Hvem var det, du sagde, du var?”

Gurney fortalte ham det igen, denne gang med lidt flere detaljer.

”Og dette er en del af din undersøgelse af hvad?”

”To mord – et nordpå, et i Bronx – samme mønster. Inden de blev dræbt, modtog begge ofre visse beskeder fra morderen. Vi har beviser på, at Kartch har modtaget mindst en af samme type beskeder, hvad der gør ham til et muligt tredje offer.”

”Så du vil altså have Tosse-Richie til at ringe til dig?”

”Han skal ringe til mig med det samme, gerne i selskab med en af dine betjente. Når jeg har talt med ham i telefonen, vil vi sikkert gerne have ham til en opfølgende samtale i Sotherton – under medvirken af jeres afdeling.”

”Vi sender en vogn forbi, så snart vi kan. Giv mig et nummer, jeg kan træffe dig på.”

Gurney gav ham nummeret på sin mobiltelefon, så han kunne frede fastnettelefonen til de telefonopringninger, han havde i sinde at foretage til Kline, BCI og Clamm.

Kline var ikke at træffe resten af dagen, det var Ellen Rackoff heller ikke, og opringningen blev automatisk viderestillet til en telefon, der blev taget efter den sjette ringetone, hvor Gurney netop var ved at lægge på.

”Stimmel.”

Gurney huskede manden, der havde ledsaget Kline til BCI-mødet, manden med en personlighed som en stum krigsforbryder.

”Det er Dave Gurney. Jeg har en besked til din chef.”

Der kom intet svar.

”Er du der?”

”Jeg er her.”

Gurney tænkte, at det nok var det nærmeste, han kom på en opfordring til at fortsætte. Så han kastede sig ud i det og fortalte Stimmel om beviserne, der bekræftede forbindelsen mellem mord et og to, opdagelsen, via Dermott, af et tredje muligt offer og de tiltag, han, via politiet i Sotherton, havde iværksat til at få fat i ham. ”Fik du fat i det hele?”

”Jeps.”

”Vil du videregive oplysningerne til BCI efter at have talt med statsadvokaten, eller skal jeg kontakte Rodriguez direkte?”

Der blev en kort pause, hvorunder Gurney formodede, at den mutte, uimødekommende mand overvejede konsekvenserne ved begge dele. Eftersom han var godt bekendt med den indbyggede trang til kontrol hos de fleste politifolk, var han næsten 90 procent sikker på at få det svar, han til sidst fik.

”Det ordner vi,” sagde Stimmel.

Nu, hvor han var sluppet for at skulle ringe til BCI, manglede Gurney kun Randy Clamm.

Som sædvanlig blev telefonen taget efter første ringetone.

”Clamm.”

Og som sædvanlig lød han, som om han havde travlt og foretog sig tre andre ting, mens han talte.

”Godt, du ringede. Jeg sidder lige og laver en tredelt liste over huller i Schmitts checkkonto – checktaloner med beløb, men ingen navne, udstedte checks, der ikke er blevet indløst, oversprungne checknumre – fra de nyeste og tilbage i tiden.”

”Dukker beløbet $289,87 op på nogen af dine lister?”

”Hvad? Hvor ved du det fra? Det er en af de checks, der er udstedt, men ikke er blevet indløst. Hvor vidste du det fra …?”

”Det er det beløb, han altid beder om.”

”Altid? Mener du mere end to gange?”

”En tredje check er sendt til den samme postboks. Vi er ved at sætte os i kontakt med afsenderen. Det er derfor, jeg ringer – for at lade dig vide, at vi har et fortsat mønster. Hvis brikkerne i puslespillet stemmer overens, så er det våben, du leder efter hjemme hos Schmitt en kaliber .38 Special.”

”Hvem er fyr nummer tre?”

”Richard Kartch, Sotherton. I Massachusetts. Åbenbart en besværlig type.”

”Massachusetts? Kors i hytten, vores fyr er da også alle vegne. Lever fyr nummer tre stadig?”

”Det ved vi om nogle minutter. Det lokale politi har sendt en vogn hjem til ham.”

”Okay. Hvis du finder ud af noget nyt, må du gerne give mig besked, så snart du kan. Jeg vil propagandere for at få vores teknikerhold tilbage til Schmitt-huset. Jeg holder dig informeret. Tak, fordi du ringede.”

”Held og lykke. Vi tales ved inden længe.”

Gurneys respekt for den unge kriminalassistent voksede. Jo mere han hørte, jo bedre kunne han lide det, han hørte – energi, intelligens, entusiasme. Og noget andet. Noget oprigtigt og uspoleret. Noget, der rørte hans hjerte.

Han rystede på hovedet som en hund, der ryster vand af sig, og tog adskillige dybe indåndinger. Dagen i dag, tænkte han, måtte have været mere følelsesmæssigt belastende, end han havde været klar over. Eller måske var der stadig et levn af drømmen om hans far tilbage i ham. Han lænede sig tilbage i stolen og lukkede sine øjne.

Han blev vækket af telefonen, som han i første omgang fejlagtigt troede var vækkeuret. Han opdagede, at han stadig sad i sin kontorstol med en smertende, stiv nakke. Ifølge sit armbåndsur havde han sovet i næsten to timer. Han tog telefonen og rømmede sig.

”Gurney.”

Statsadvokatens stemme i den anden emne buldrede løs som en hest, der springer ud af startboksen.

”Dave, jeg har lige fået nyheden. Det her vokser sig jo større og større. Muligvis et tredje offer i Massachusetts? Det her kan blive den største mordsag siden Son of Sam, for ikke at nævne din egen Jason Strunk. Det er sgu stort det her! Jeg ville bare lige høre det fra dig selv, inden jeg taler med pressen. Vi har altså håndfaste beviser på, at det er den samme fyr, der har nakket de to første ofre, ikke sandt?”

”Det tyder beviserne stærkt på.”

”Tyder på?”

”Tyder stærkt på.”

”Kan du være en smule mere præcis?”

”Vi har ingen fingeraftryk. Vi har ikke noget dna. Som jeg ser der, er der uden tvivl en forbindelse mellem de to sager, men vi kan endnu ikke bevise, at det er den samme person, der har skåret begge halse over.”

”Men sandsynligheden er høj?”

”Meget høj.”

”Din bedømmelse af sagen er god nok til mig.”

Gurney smilede for sig selv over denne gennemskuelige foregivelse af tillid. Han vidste udmærket, at Sheridan Kline var den type mand, der satte sin egen bedømmelse langt højere end alle andres og uden tøven ville skyde skylden på en anden, hvis vinden blæste den forkerte vej.

”Jeg vil sige, at tiden er inde til at tale med vores venner på Fox News – hvilket betyder, at BCI og jeg skal stikke hovederne sammen i aften og udarbejde en pressemeddelelse. Hold mig løbende informeret, Dave, især hvis der sker noget i Massachusetts. Jeg vil vide alt.” Kline lagde på uden at bekymre sig om at sige farvel.

Han havde åbenbart planer om at gå til pressen med bulder og brag – oppiske et mediecirkus med sig selv som sprechstallmeister – inden statsadvokaten i Bronx eller statsadvokaten i andre distrikter, hvortil mordene kunne tænkes at brede sig, greb denne chance for personlig PR. Gurney fortrak læberne i en grimasse af afsky ved tanken om den kommende pressekonference.

”Er du dårlig?”

Forskrækket over at høre en stemme så tæt på sig kiggede han op og så Madeleine stå i døren til kontoret.

”I guder, hvordan i alverden …?”

”Du var så opslugt af din samtale, at du ikke hørte mig komme ind.”

”Åbenbart.” Han blinkede og kiggede på sit ur. ”Hvor har du været?”

”Kan du huske, hvad jeg sagde, da jeg gik?”

”Du sagde, at du ikke ville fortælle mig, hvor du skulle hen.”

”Jeg sagde, at jeg allerede havde fortalt dig det to gange.”

”Okay, fint nok. Nå, men jeg har arbejde, der venter.”

Som var den hans allierede, ringede telefonen.

Opringningen var fra Sotherton, men den var ikke fra Richard Kartch. Det var fra en betjent ved navn Gowacki.

”Vi har et mord,” sagde han. ”Hvor hurtigt tror du, du kan være her?”