Kapitel 39

Du og jeg har en date, mr. 658

Da Gurney lagde røret på efter samtalen med den tonløse Mike Gowacki, var klokken kvart over ni. Madeleine var allerede gået i seng og sad støttet af puder med en bog. Krig og fred. Hun havde læst i den i tre år, havde skiftet frem og tilbage mellem den og, i den komplet modsatte boldgade, Thoreaus Livet i skovene.

”Jeg bliver nødt til at tage ud til et gerningssted.”

Hun kiggede op på ham fra bogen – nysgerrig, bekymret, ensom.

Han så sig kun i stand til at besvare nysgerrigheden. ”Endnu et mandligt offer. Stiksår i halsen, fodspor i sneen.”

”Hvor langt?”

”Hvad?”

”Hvor langt skal du køre?”

”Sotherton, Massachusetts. Tre, måske fire timer.”

”Så du kommer altså ikke hjem før engang i morgen?”

”Lige til morgenmaden, håber jeg.”

Hun smilede sit hvad-tror-du-selv? smil.

Han skulle lige til at gå, men standsede så op og satte sig på sengekanten.

”Det er en underlig sag,” sagde han og lod sin usikkerhed skinne igennem.

”Mere underlig for hver dag, der går.”

Hun nikkede, en smule formildet. ”Du tror ikke, det er en standard seriemorder?”

”Ikke standardversionen, nej.”

”For meget kommunikation med ofrene?”

”Ja. Og for stor forskellighed mellem ofrene – personligt og geografisk. Den typiske seriemorder springer ikke rundt fra Catskill-bjergene til East Bronx til midten af Massachusetts på jagt efter berømte forfattere, pensionerede nattevagter og stygge eneboere.”

”De må have noget til fælles.”

”De har alle sammen været alkoholikere, og beviserne indikerer, at morderen er fokuseret på netop det. Men de må også have noget andet til fælles – hvorfor skulle han ellers gøre sig det besvær at vælge ofre, der bor tre hundrede kilometer fra hinanden?”

De blev tavse. Gurney glattede fraværende folderne i sengetæppet, der lå i mellemrummet mellem dem. Madeleine betragtede ham et stykke tid med hænderne hvilende på sin bog.

”Jeg må hellere se at komme af sted,” sagde han.

”Vær forsigtig.”

”Ja.” Han rejste sig langsomt op, næsten som om han led af gigt. ”Vi ses i morgen tidlig.”

Hun kiggede på ham med et udtryk, han aldrig kunne sætte ord på; han kunne ikke engang sige, om det var godt eller dårligt, men det var velkendt. Han kunne mærke dets næsten fysiske berøring midt i brystet.

Klokken var et godt stykke over midnat, da han drejede fra Massachusettsmotorvejen, og halv to, da han kørte ned ad Sothertons øde hovedgade. Ti minutter senere på det opkørte hjulspor ved navn Quarry Road nåede han frem til en række politikøretøjer, der stod parkeret hulter til bulter, én stadig med blinkende lygter. Han parkerede ved siden af den. Idet han steg ud, trådte en uniformeret politimand med et irriteret ansigtsudtryk ind i lygteskæret.

”Stands. Hvor tror du, du skal hen?” Han lød ikke bare irriteret, men udmattet.

”Navnet er Gurney – jeg har en aftale med kriminalassistent Gowacki.”

”Om hvad?”

”Han venter mig.”

”Hvad drejer det sig om?”

Gurney spekulerede på, om fyrens irritation skyldtes en lang dags arbejde eller en indgroet uhøflig holdning. Han havde svært ved at tolerere indgroede uhøflige holdninger.

”Det drejer sig om, at han bad mig komme til stede. Vil du se id?”

Betjenten tændte med et klik for sin lommelygte og rettede strålen mod Gurneys ansigt. ”Hvem var det, du sagde, du var?”

”Gurney, statsadvokatens kontor, specialefterforsker.”

”Hvorfor fanden sagde du ikke det?”

Gurney smilede uden nogen som helst antydning af venlighed. ”Skal du ikke fortælle Gowacki, at jeg er her?”

Efter en sidste fjendtlig pause drejede manden rundt og gik langs yderkanten af en lang, stigende indkørsel op til et hus, der så halvfærdigt ud i lysbuen fra de bærbare lygter, som oplyste ejendommen for teknikerholdet. Gurney fulgte uopfordret efter ham.

Da indkørslen nærmede sig huset, skråede den til venstre ind i bakkeskråningen, hvor den førte ind i en kældergarage med plads til to biler. Der stod dog kun en enkelt. Til at begynde med troede Gurney, at garageporten stod åben, men så gik det op for ham, at der slet ikke var nogen port. Snetæppet på godt en centimeters tykkelse, der dækkede indkørslen, fortsatte indenfor. Betjenten standsede op ud for garagen, der var afspærret med gerningsstedstape, og råbte: ”Mike!”

Der kom intet svar. Betjenten trak på skuldrene, som om han havde gjort et ærligt forsøg, men uden held, og at sagen dermed var afsluttet. Men så lød en træt stemme fra haven bag huset: ”Heromme.”

Uden at vente begav Gurney sig rundt omkring tapen i den angivne retning.

”Hold dig uden for afspærringen.” Betjentens advarsel ramte Gurney som en hidsig hunds sidste bjæf.

Idet han rundede husets hjørne, så han, at området, der i lampernes skarpe skær var lige så oplyst som ved højlys dag, ikke lige netop var den ’baghave’, han havde forventet. Som selve huset var også den præget af en mærkværdig blanding af ufuldstændighed og forfald. En kraftigt bygget mand med tyndt hår stod på en primitiv trappe flikket sammen af planker ved bagdøren. Mandens øjne spejdede ud over den godt to tusinde kvadratmeter store, tomme grund, der adskilte huset fra et sumak-buskads.

Jorden var knoldet, som om den aldrig var blevet jævnet, efter at fundamentet var støbt. Stumper af byggetømmer lå i bunker hist og pist og var farvet grå af vejr og vind. Huset var kun delvist træbeklædt, og dampspærren af plastik over krydsfinerpladerne var falmet under påvirkning af vejrliget. Indtrykket var ikke et af et fremskridende byggeri, men af et forladt byggeri.

Da den stovte mands blik ramte Gurney, granskede han ham i et par sekunder, inden han spurgte: ”Er det manden fra Catskill-bjergene?”

”Det stemmer.”

”Følg tapen tre meter længere frem, duk dig så ind under den og kom herhen til bagdøren. Sørg for ikke at ramme striben af fodaftryk fra huset til indkørslen.”

Formodentlig var dette Gowacki, men eftersom Gurney ikke brød sig om formodninger, spurgte han ad og fik et bekræftende grynt til svar.

Da han skråede hen over den ødemark, der skulle have været en baghave, kom han tæt nok på fodaftrykkene til at bemærke deres lighed med dem ved instituttet.

”Ser de velkendte ud?” spurgte Gowacki med et nysgerrigt blik på Gurney.

Der var ikke noget tykhovedet ved den tykke betjents opfattelsesevne, tænkte Gurney. Han nikkede. Og så var det hans egen tur til at være kvik i pæren: ”Driller fodsporene?”

”Lidt,” sagde Gowacki. ”Ikke fodsporene for at være helt nøjagtig. Snarere ligets placering i forhold til fodsporene. Ved du noget, jeg ikke ved?”

”Giver ligets placering mere mening, hvis retningen af fodsporene blev byttet om?”

”Hvis retningen blev … Vent lige lidt … Ja, fandeme ja, så giver det perfekt mening!” Han stirrede på Gurney. ”Hvad helvede er det, vi har at gøre med her?”

”For det første har vi med en person at gøre, der har dræbt tre mennesker – tre, vi kender til – inden for den sidste uge. Han er en planlægger og en perfektionist. Han efterlader masser af bevismateriale, men kun materiale, han ønsker, vi skal se. Han er uhyre intelligent, sikkert veluddannet og hader måske politiet endnu mere, end han hader sine ofre. Er liget her for resten stadig?”

Gowacki så ud, som om han var i færd med at lave en mental båndoptagelse af Gurneys svar. Til sidst sagde han: ”Jeps, liget er her. Jeg ville gerne have dig til at se på det. Jeg tænkte, at noget måske ville springe dig i øjnene ud fra dit kendskab til de andre to. Klar til at kigge?”

Husets bagdør førte ind til et lille, ufærdigt rum, der set i lyset af placeringen af udfræsningen til vandrør sikkert skulle være et bryggers, men der var ingen vaskemaskine og ingen tørretumbler. Der var ikke engang en gipsvæg over isoleringen. Belysningen kom fra en uskærmet pære i et billigt hvidt armatur, der var sømmet fast til en nøgen loftsbjælke.

I det skarpe, uindbydende lys lå liget på ryggen, halvvejs inde i det ufærdige bryggers og halvvejs ude i køkkenet bag den karmløse døråbning, der skilte dem ad.

”Må jeg undersøge liget lidt nærmere?” spurgte Gurney og skar en grimasse.

”Det er det, du er her for.”

Den nærmere undersøgelse afslørede en pøl af størknet blod, der fra adskillige stik i halsen havde bredt sig ud over køkkengulvet og ind under et godt slidt køkkenbord. Offerets ansigt var fuldt af vrede, men de bitre linjer, der var ætset ind i det store, hårde ansigt, var tilføjet af livet og afslørede intet om det dødbringende overfald.

”Han ser ikke glad ud,” sagde Gurney.

”Han var en elendig sjover.”

”Jeg kan forstå, at I har haft en del ballade med mr. Kartch før i tiden.”

”En masse ballade. Og det hele unødvendigt.” Gowacki skulede til liget, som om dets voldelige, blodige endeligt ikke var straf nok. ”Hver by har sine ballademagere – gale fyldebøtter, sjuskede stoddere, der forvandler deres huse til svinestier for at gøre naboerne gale i skralden, kryb, som må have tilhold mod at opsøge deres ekskoner, skiderikker, der lader deres hunde gø hele natten, sære stoddere, som mødre sørger for at holde deres børn langt væk fra. Her i Sotherton var alle disse røvhuller samlet i én mand – Richie Kartch.”

”Han lyder som noget af en type.”

”Jeg bliver lidt nysgerrig – var de andre to ofre af nogenlunde samme støbning?”

”Den første var det stik modsatte. Den anden har jeg endnu ikke nogen personlige oplysninger på, men jeg tror næppe, at han mindede om fyren her.” Gurney kastede endnu et blik på ansigtet, der stirrede op fra gulvet – lige så hæsligt i døden, som det åbenbart havde været i livet.

”Jeg tænkte bare, at vi måske havde at gøre med en seriemorder, der vil befri verden for røvhuller. Nå, men for at vende tilbage til din bemærkning om fodsporene i sneen – hvordan vidste du så, at de ville give mere mening, hvis de førte i den modsatte retning?”

”Det var tilfældet ved det første mord.”

Gowackis øjne viste interesse. ”Liget ligger sådan, at det passer med, at han vendte sig om mod en angriber, der kom ind ad bagdøren. Men fodtrinnene viser, at nogen kom ind ad fordøren og gik ud ad bagdøren. Det giver ingen mening.”

”Må jeg kigge mig omkring i køkkenet?”

”Ja, værsgo. Fotografen, retsmedicineren og blod-aftryk-og-fibrefyrene har alle sammen været her. Men lad være med at flytte rundt på noget. Vi er stadig ved at gennemgå hans personlige ejendele.”

”Sagde retsmedicineren noget om krudtslam?”

”Krudtslam? Der er jo tale om knivstik.”

”Jeg har en mistanke om, at der er et skudsår et sted midt i al blodet.”

”Kan du få øje på noget, jeg har overset?”

”Jeg synes, jeg kan ane et lille rundt hul i hjørnet af loftet oven over køleskabet. Har nogen af dine folk bemærket det?”

Gowacki fulgte Gurneys blik op til pletten. ”Hvor vil du hen med det?”

”At Kartch måske er blevet skudt først og stukket bagefter.”

”Og at fodsporene faktisk fører i den modsatte retning?”

”Præcis.”

”Nu må jeg lige have det her på det rene. Du siger, at morderen kommer ind ad bagdøren, skyder Richie i halsen, Richie falder omkuld, hvorpå morderen stikker ham en halv snes gange i halsen, som om han prikker i en bøf for at gøre den mør?”

”Det var omtrent det, der skete i Peony.”

”Men fodsporene …”

”Fodsporene kan være afsat ved at sætte endnu en sål på støvlen – omvendt – for at få det til at se ud, som om han gik ind ad fordøren og ud ad bagdøren, når han rent faktisk kom ind ad bagdøren og gik ud ad fordøren.”

”Jamen, det er sgu da latterligt! Hvad er det for en leg, han leger?”

”Det var det helt rigtige ord.”

”Hvad?”

”Leger. Pokkers til leg, men han leger med os, og nu har han gjort det tre gange. ’Ikke alene tager I fejl, I er helt galt afmarcheret. Jeg giver jer spor efter spor, men I kan stadig ikke fange mig. Det viser bare, hvor udueligt politiet er’. Det er den besked, han sender os på hvert gerningssted.”

Gowacki sendte Gurney et langsomt, vurderende blik. ”Du har et ret livagtigt billede af fyren.”

Gurney smilede, trådte rundt om liget for at komme hen til en bunke papirer på køkkenbordet. ”Synes du, jeg lyder lidt for fantasifuld?”

”Det skal jeg ikke kunne sige. Vi har ikke mange mord i Sotherton. Og når vi har, og det er vel omtrent hvert femte år, hører de til den slags, der kun takseres som manddrab. Det plejer at involvere baseballbat og dækjern på værtshusenes parkeringspladser. Ikke noget overlagt. Og det har i hvert ikke noget med leg at gøre.”

Gurney gryntede samtykkende. Han havde set mere end rigelig brutal vold i sit liv.

”Det der kan du ikke bruge til noget,” sagde Gowacki og nikkede mod bunken af reklamer, som Gurney forsigtigt stod og bladrede igennem.

Gurney skulle lige til at erklære sig enig, da han allernederst i den usorterede bunke af reklamesedler, brochurer, våbenkataloger, rykkere fra inkassobureauer og kataloger fra militære overskudslagre stødte på en lille, tom kuvert, flået ujævnt op ved flappen og adresseret til Richard Kartch. Håndskriften var smuk og sirlig. Blækket var rødt.

”Finder du noget?” spurgte Gowacki.

”Den her skal nok i en bevispose,” sagde Gurney, idet han tog fat i kuvertens hjørne og flyttede den til en tom plads på køkkenbordet. ”Vores morder kan godt lide at kommunikere med sine ofre.”

”Der er flere ovenpå.”

Gurney og Gowacki vendte sig om mod den nye stemmes ejermand – en stor ung mand, der stod i døråbningen i den modsatte ende af køkkenet.

”Under en stak pornoblade på sengebordet – der er tre kuverter med rød skrift på.”

”Jeg må hellere gå ovenpå og kigge,” sagde Gowacki med den tøven, der kendetegner en mand, som er kraftig nok til at overveje, om det er umagen værd at forcere et hold trapper. ”Bobby, det her er kriminalassistent Gurney fra Delaware County, New York.”

”Bob Muffit,” sagde den unge mand og rakte nervøst Gurney hånden, idet han undgik at vende blikket mod liget på gulvet.

Overetagen havde det samme halvfærdige og halvforladte udseende som resten af huset. På trappeafsatsen var der adgang til fire døre. Muffit førte dem ind ad døren til højre. Selv efter den allerede fastslåede lurvede standard så der herrens ud. På de dele af gulvet, der ikke var dækket af snavsetøj eller tomme øldåser, observerede Gurney noget, der lignede indtørret bræk. Luften var sur, svedig. Persiennerne var lukkede. Lyset kom fra den eneste pære, der duede i et lysarmatur med plads til tre pærer midt på loftet.

Gowacki banede sig vej hen til bordet ved den uordentlige seng. Ved siden af en bunke pornoblade lå der tre kuverter med rød håndskrift, og ved siden af dem en personlig check. Gowacki rørte ikke direkte ved noget, men lempede de fire genstande over på et blad ved navn Hot Buns, som han brugte som bakke.

”Lad os gå nedenunder og se på sagerne,” sagde han.

De tre mænd gik tilbage til køkkenet, hvor Gowacki lagde kuverterne og checken på køkkenbordet. Med en kuglepen og pincet fra sin skjortelomme løftede han den flossede flap på hver kuvert tilbage og tog indholdet ud. De tre kuverter indeholdt digte, der helt ned til den nonneagtige penneføring så ud til at være identiske med de tilsvarende digte, Mellery havde modtaget.

Gurneys blik faldt først på linjerne ’Det, du tog, skal du give, / når du får det, du gav. … Du og jeg har en date / Mr. 658.

Men det, der fastholdt hans blik i længst tid, var imidlertid checken. Den var udstedt til ’X. Arybdis’, og den var underskrevet ’R. Kartch’. Det var angiveligt den uindløste check, Gregory Dermott havde returneret til Kartch. Den var udstedt på det samme beløb som Mellerys og Schmitts – $289,87. I øverste venstre hjørne af checken stod navnet og adressen ‘R. Kartch, Quarry Road 349, Sotherton, Mass. 01055’.

R. Kartch. Der var noget ved navnet, der generede Gurney.

Måske var det bare den samme besynderlige fornemmelse, han altid fik, når han så en afdøds navn på tryk. Det var, som om navnet selv havde mistet livets åndedrag, var blevet mindre, nu når det var blevet afskåret fra det, der gav det pondus. Det var underligt, tænkte han, hvordan man kan tro, man er kommet overens med døden, ja, endog tror, at dens nærvær ikke længere har den store indvirkning på én, at den bare er en del af ens fag. Men så rammer den én pludselig på så mærkværdig vis – med en død mands foruroligende, sammenskrumpede navn. Lige meget hvor intenst du forsøger at ignorere den, finder døden en måde at gøre sig bemærket på. Den siver igennem dine følelser som vand gennem en kældervæg.

Var det mon derfor, at navnet R. Kartch forekom ham underligt? Eller var der mon en anden grund?