Kapitel 43

Madeleine

Morgendagen ankom sært pludseligt. Efter sin samtale med Hardwick havde Gurney taget sine sko af og slængt sig ned på sofaen i kontoret. Han var faldet i en dyb, uafbrudt søvn resten af eftermiddagen og videre natten igennem. Da han åbnede øjnene, var det morgen.

Han stod op, strakte sig og kiggede ud ad vinduet. Solen var ved at snige sig op over den brune bakkekam på dalens østlige side, så klokken måtte være omkring syv. Han behøvede ikke køre af sted til mødet på BCI førend halv elleve. Himlen var perfekt blå, og sneen glitrede, som var den blevet blandet med splintret glas. Landskabets skønhed og ro blandet med aromaen af frisklavet kaffe gjorde i dette øjeblik livet simpelt og fundamentalt godt. Hans lange hvil havde været helt igennem velgørende. Han følte sig klar til at foretage de telefonopringninger, han havde udskudt – til Sonya og til Kyle – og blev kun bremset, da det gik op for ham, at de begge stadig sov. Han dvælede lidt ved forestillingen om Sonya i sengen, men gik så ud i køkkenet og besluttede sig for at ringe lige efter klokken ni.

Der var en tom fornemmelse i huset, som altid, når Madeleine var ude. Hendes fravær blev bekræftet af den seddel, han fandt på køkkenbordet: ’Daggry. Solen står snart op. Utrolig smukt. Går med snesko til Carlson’s Ledge. Kaffe på kanden. M.’ Han gik ud på badeværelset, vaskede sig, børstede tænder. Mens han redte sit hår, faldt den tanke ham ind, at han kunne gå efter hende. Hendes omtale af den snarlige solopgang betød, at hun måtte være gået inden for de sidste ti minutter eller deromkring. Hvis han brugte sine langrendsski og fulgte sporene af hendes snesko, kunne han sikkert overhale hende om godt tyve minutter.

Han tog skibukser og støvler på over sine jeans, trak i en tyk uldsweater, spændte skiene på og gik fra bagdøren ud i tredive centimeter pulversne. Bakkekammen, hvorfra der var en udstrakt udsigt over den nordlige del af dalen og rækken af bjerge bag den, lå godt halvanden kilometer væk og kunne nås ad et gammelt tømmerspor, der steg jævnt fra den bageste del af deres ejendom. Den var ufremkommelig om sommeren med dens krat af vilde brombærbuske, men sidst på efteråret og om vinteren visnede det tornede buskads.

En flok vagtsomme krager, hvis skarpe skrig var den eneste lyd i den kolde luft, flygtede fra trætoppene hundrede meter fremme og forsvandt snart over bakkekammen og efterlod sig en endnu dybere stilhed.

Idet Gurney kom ud fra skoven og ud på afsatsen over Carlsons gård på skråningen, fik han øje på Madeleine. Hun sad ubevægelig på en klippeblok, godt femten meter væk og kiggede ud over det bølgende landskab, der fortonede sig i horisonten med kun to fjerne kornsiloer og en bugtet vej til at antyde menneskelig tilstedeværelse. Han standsede op, tryllebundet af stilheden i hendes positur. Hun virkede så … så fuldkommen ensom … men alligevel så intenst forbundet med sin verden. En slags ledestjerne, der vinkede ham frem til et sted, der var lige uden for rækkevidde.

Uden varsel, uden ord til at rumme følelsen, skar synet ham i hjertet.

Du gode gud, var han mon ved at bryde sammen? For tredje gang på en uge fyldtes hans øjne med tårer. Han sank en klump og tørrede sit ansigt. Han følte sig svimmel og øgede mellemrummet mellem skiene for at finde støtte.

Måske var det denne bevægelse i udkanten af hendes synsfelt eller lyden af skiene i den tørre sne, der fik hende til at vende sig om. Hun så til, idet han nærmere sig. Hun smilede lidt, men sagde ikke noget. Han havde en sær fornemmelse af, at hun kunne se hans sjæl lige så tydeligt som hans krop – underligt, for ’sjæl’ var sædvanligvis ikke et begreb, han kunne se nogen mening med, og han brugte aldrig nogensinde ordet. Han satte sig ned ved siden af hende på den flade klippeblok og stirrede uden at se på udsigten over bjerge og dale. Hun tog ham under armen og trak den ind til sig.

Han studerede indgående hendes ansigt. Han savnede ord til at begribe det, han så. Det var, som om hele det snedækkede landskabs stråleglans blev reflekteret i hendes ansigtsudtryk, og hendes ansigtsudtryks stråleglans blev reflekteret i landskabet.

Efter et stykke tid – han vidste ikke hvor længe – begav de sig ad en omvej tilbage til huset.

Omtrent halvvejs spurgte han: ”Hvad tænker du på?”

”Jeg tænker overhovedet ikke. Det kommer i vejen.”

”For hvad?”

”Den blå himmel, den hvide sne.”

Han sagde ikke noget igen, før de var tilbage i køkkenet.

”Jeg fik aldrig drukket den kaffe, du havde lavet til mig,” sagde han.

”Jeg sætter en frisk kande over.”

Han kiggede på, da hun tog en pose kaffebønner ud af køleskabet og hældte en afmålt mængde ned i den elektriske kværn.

”Hvad er der?” Hun kiggede nysgerrigt på ham med fingeren på knappen.

”Ikke noget,” sagde han. ”Jeg kigger bare.”

Hun trykkede på knappen. Der lød en skarp spærreild af støj fra den lille maskine, der aftog, efterhånden som bønnerne blev pulveriseret. Hun kiggede på ham igen.

”Jeg tjekker lige skabet,” sagde han, eftersom han følte behov for at handle.

Han begav sig ovenpå, men inden han nåede frem til skabet, standsede han op på afsatsen ved det vindue, der vendte ud mod engen bag huset og de bagvedliggende skove og sporet op til klippeafsatsen. Han så hende for sig, som hun havde siddet der på klippeblokken i ensom ro, og igen blev han på smertelig vis fyldt med en udefinerbar følelsesmæssig intensitet. Han kæmpede for at sætte ord på smerten.

Tab. Adskillelse. Isolation.

Hvert ord klingede korrekt og var hver især en facet af den samme følelse.

Den psykolog, han havde gået hos i sine sene teenageår efter et anfald af panikangst – den psykolog, der havde sagt, at angsten stammede fra en dyb fjendtlighed, han nærede over for sin far, og at hans fuldkomne mangel på enhver bevidst følelse for sin far var et bevis på følelsens skjulte styrke og negativitet – den samme psykolog havde en dag betroet ham, hvad han mente var formålet med livet.

”Formålet med livet er at komme så tæt på andre mennesker, som vi overhovedet kan.” Han havde sagt det på en overraskende ligefrem måde, som påpegede han blot, at lastvogne blev brugt til transport.

Ved en anden lejlighed fremsagde han med den samme ligefremme tone levesætningen: ”Et liv i isolation er et spildt liv.”

I en alder af sytten havde Gurney været usikker på, hvad manden snakkede om. Det lød dybsindigt, men dybden var fuld af skygger, og han kunne ikke se betydningen. Han forstod det stadig ikke helt i en alder af syvogfyrre – i det mindste ikke på samme måde, som han forstod formålet med lastvogne.

Han glemte alt om skabet og gik tilbage til køkkenet. Eftersom han kom fra den mørke gang, virkede rummet skærende lyst. Solen, der nu stod et godt stykke oven over træerne på en skyfri himmel, skinnede direkte ind gennem de sydøstvendte franske døre. Den nye sne havde forvandlet engen til et glitrende spejl, der kastede lys op i hjørner af køkkenet, der kun sjældent blev oplyst.

”Din kaffe er klar,” sagde Madeleine, der var på vej hen til brændeovnen med en sammenkrøllet avisside og en håndfuld optændingskviste. ”Lyset er så magisk. Som musik.”

Han smilede og nikkede. Undertiden misundte han hendes evne til at lade sig betage af naturens små underværker. Hvorfor, spurgte han sig selv, havde sådan en kvinde, sådan en entusiast, sådan en naturlig æstetiker i ordets mest beundringsværdige betydning, en kvinde, der havde så stor føling med verdens storslåethed, giftet sig med en uspontan og grublende efterforsker? Havde hun forestillet sig, at han på et tidspunkt ville smyge sit fags grå kokon af sig? Havde han medvirket til den fantasi og forestillet sig, at han ville forvandle sig til en anden person i sin pensionisttilværelse på landet?

De var et underligt par, tænkte han, men alligevel ikke underligere end hans egne forældre. Hans mor med alle sine kunstneriske tilbøjeligheder, alle hendes løjerlige hobbyer – papmachéskulpturer, fantasiakvareller, origami – havde giftet sig med hans far, en mand, hvis grundlæggende dysterhed kun blev afbrudt af glimt af sarkasme, hvis opmærksomhed altid var andetsteds, hvis lidenskaber var ukendte, og som tilsyneladende fandt det langt rarere at tage af sted på arbejde om morgenen end at komme hjem om aftenen. En mand, der i sin søgen efter ro, var evig fjern.

”Hvornår tager du af sted til mødet?” spurgte Madeleine som et bevis på hendes næsten umuligt præcise fornemmelse for hans forbipasserende tanker.