Kapitel 44

Afsluttende argumenter

Dejavu.

Indskrivningsproceduren var den samme som sidste gang. Bygningens receptionsområde – der på ironisk vis var designet til at virke frastødende – var lige så antiseptisk som et lighus, men mindre fredfyldt. Der var en ny vagt i sikkerhedsboksen, men lyset gav ham den samme kemoterapiagtige bleghed som hans forgænger. Og igen var Gurneys eskorte hen til det klaustrofobiske mødelokale den charmeforladte kriminalbetjent Blatt med gelehåret.

Han gik foran Gurney ind i lokalet, der var, som Gurney huskede det, bortset fra at det virkede mere lurvet. Der var pletter, han ikke havde bemærket sidste gang, på det farveløse tæppe. Uret, der hang skævt og var for lille til væggen, viste, at klokken var tolv. Som sædvanlig mødte Gurney punktligt til tiden – snarere en neurose end en dyd. Han følte sig utilpas både ved at komme for tidligt og for sent.

Blatt satte sig ned ved bordet. Wigg og Hardwick var der allerede og sad på de samme pladser som under det sidste møde. En kvinde med et irritabelt ansigtsudtryk stod henne ved kaffeautomaten i hjørnet, tydeligvis utilfreds med, at Gurney ikke var i følgeskab med hvem, det nu end var, hun ventede på. Hun lignede Sigourney Weaver i så høj en grad, at Gurney spekulerede på, om hun mon gjorde et bevidst forsøg på det.

De tre stole nærmest midten af det aflange bord stod, som før, vippet ind mod bordet. Idet Gurney satte kursen mod kaffeautomaten, smilede Hardwick som en haj.

”Kriminalassistent af første grad Gurney, jeg har et spørgsmål til dig.”

”Hej, Jack.”

”Eller rettere sagt, jeg har et svar til dig. Lad os se, om du kan gætte spørgsmålet. Svaret er ’en præst uden kåbe i Boston’. For at vinde den store præmie skal du bare regne spørgsmålet ud.”

I stedet for at svare tog Gurney en kop, bemærkede, at den ikke var helt ren, stillede den tilbage, forsøgte sig med en ny og så en tredje, hvorefter han vendte tilbage til den første.

Sigourney stod og bankede med foden og tjekkede sit Rolex, en parodi på utålmodighed.

”Hej,” sagde han og fyldte opgivende sin plettede kop med det, han håbede, var antiseptisk varm kaffe. ”Mit navn er Dave Gurney.”

”Jeg er dr. Holdenfield,” sagde hun, som havde hun en straight flush og han et par toere. ”Er Sheridan på vej?”

Noget komplekst i hendes stemme fangede hans opmærksomhed. Og ’Holdenfield’ fik en klokke til at ringe.

”Det kan jeg ikke svare på.” Han spekulerede på, hvad forholdet mellem statsadvokaten og doktoren kunne være. ”Undskyld, jeg spørger, men hvilken slags læge er du?”

”Retspsykolog,” sagde hun fraværende med sit blik rettet mod døren i stedet for ham.

”Som jeg sagde, hr. kriminalassistent,” sagde Hardwick alt for højt i betragtning af lokalets størrelse, ”hvis svaret er en kåbeløs præst fra Boston, hvad er spørgsmålet så?”

Gurney lukkede øjnene. ”For himlens skyld, Jack, hvorfor fortæller du mig det ikke bare?”

Hardwick fortrak ansigtet i mishag. ”Så skal jeg forklare det to gange – til dig og til direktionen.” Han bøjede hovedet i retning af de skråtstillede stole.

Doktoren kiggede igen på sit ur. Kriminalbetjent Wigg kiggede på, hvad der nu end skete på skærmen, når hun trykkede på tasterne. Blatt så ud til at kede sig. Døren gik op, og Kline trådte ind med en travl mine, efterfulgt af Rodriguez, der bar på en fed sagsmappe og så mere ondsindet ud end nogensinde, og Stimmel, der lignede en pessimistisk frø. Da de havde sat sig, sendte Rodriguez Kline et spørgende blik.

”Gå bare i gang,” sagde Kline.

Rodriguez fæstnede sit blik på Gurney og klemte læberne sammen til en smal streg.

”Der er sket en tragisk udvikling. En politibetjent fra Connecticut, der blev sendt ud til Gregory Dermotts hjem, angiveligt efter din insisteren, er blevet dræbt.”

Alle øjne i lokalet, afspejlende forskellige grader af fjendtlig nysgerrighed, rettede sig mod Gurney.

”Hvordan?” Han stillede spørgsmålet roligt på trods af et stik af uro.

”På samme måde som din ven.” Der var noget syrligt og insinuerende i tonen, som Gurney valgte ikke at reagere på.

”Sheridan, hvad fanden er det, der foregår her?” Doktoren, som nu havde rejst sig op ved den fjerneste ende af bordet, lød i så høj grad som den fjendtlige Sigourney fra Alien, at Gurney konkluderede, at det måtte være med vilje.

”Becca! Undskyld, jeg havde slet ikke set dig. Vi blev lidt forsinkede. En sidsteøjebliks komplikation. Åbenbart endnu et mord.” Han vendte sig om mod Rodriguez. ”Rod, sørger du ikke lige for at informere om de seneste begivenheder omkring Connecticutbetjenten?” Han gjorde et hurtigt lille kast med håret, som om han havde vand i et øre. ”Det er sgu den mest forbandede sag, jeg nogensinde har haft!”

”Det har du sgu ret i,” lød det som et ekko fra Rodriguez, der åbnede sin sagsmappe. ”I dag klokken fem minutter i halv tolv fik vi en opringning fra kommissær John Nardo fra Wycherly Politi, Connecticut, omkring et mord begået på ejendommen tilhørende en Gregory Dermott, for os kendt som postboksejeren i Mark Mellerysagen. Dermott var blevet ydet midlertidig beskyttelse efter insisteren fra specialefterforsker David Gurney. Klokken otte i morges – ”

Kline løftede en hånd i vejret. ”Vent lige et øjeblik, Rod. Becca, har du mødt Dave?”

”Ja.”

Den kølige, afsnubbede bekræftelse havde formentlig til formål at afværge en udvidet præsentation, men Kline fortsatte ufortrødent.

”I to burde have en masse at snakke om. Psykologen med de mest præcise profileringshistorier inden for sit fag og betjenten med flest arrestationer for mord i NYPD’s historie.”

Rosen syntes at gøre alle ilde til mode. Men det fik også Holdenfield til for første gang at kigge på Gurney med en vis interesse. Og selv om han ikke var nogen fan af professionelle profileringseksperter, vidste han nu, hvorfor hendes navn lød velkendt.

Kline fortsatte, tilsyneladende fast besluttet på at berømme sine to stjerner. ”Becca læser deres tanker, Gurney opsporer dem – Cannibal Claus, Jason Strunk, Peter Possum Hvad-hedder-han nu …”

Lægen vendte sig om mod Gurney med øjnene spilet en anelse op. ”Piggert? Var det din sag?”

Gurney nikkede.

”Det var en temmelig omtalt anholdelse,” sagde hun med en antydning af beundring.

Det lykkedes ham at fremtvinge et lille, distræt smil. Situationen i Wycherly – og spørgsmålet om, hvorvidt hans egen impulsive intervention i form af det afsendte digt havde haft nogen indflydelse på betjentens død – var ved at tage livet af ham.

”Fortsæt bare, Rod,” sagde Kline pludselig, som om politimesteren var skyld i afbrydelsen.

”Klokken otte i morges kørte Gregory Dermott ind til posthuset i Wycherly i selskab med betjent Gary Sissek. Ifølge Dermott var de tilbage igen klokken halv ni, hvor han lavede kaffe og ristede brød og gennemgik sin post, mens Sissek forblev udenfor for at gennemgå husets have og de ydre sikkerhedsforanstaltninger. Klokken ni gik Dermott ud for at lede efter Sissek og fandt hans lig på bagverandaen. Han ringede til alarmcentralen. De første, der ankom, afspærrede gerningsstedet og fandt en seddel tapet fast til bagdøren oven over liget.”

”Kugle og gentagne stiksår som i de andre tilfælde?” spurgte Holdenfield.

”Stikkene er fastslået, men hvad kuglen angår, foreligger der ikke nogen bekræftelse endnu.”

”Og sedlen?”

Rodriguez læste højt fra en fax i mappen. ”’Hvorfra kom jeg?/ Hvorhen drog jeg? Hvor mange skal dø / det ved du ej?’”

”Det samme mystiske pladder,” sagde Kline. ”Hvad tror du, Becca?”

”Processen kan være ved at accelerere.”

”Processen?”

”Indtil nu har alting været omhyggeligt overvejet – valget af ofre, rækken af beskeder, det hele. Men dette er anderledes og virker mere som en reaktion end en planlagt aktion.”

Rodriguez så skeptisk ud. ”Det er det samme nedstikningsritual, den samme type besked.”

”Men det var ikke et planlagt offer. Det kunne se ud til, at jeres mr. Dermott var det oprindelige mål, men at denne politimand blev dræbt i hans sted ved et tilfælde.”

”Men sedlen – ”

”Sedlen kan være medbragt til gerningsstedet til at lægge på Dermotts lig, hvis alt var gået vel, eller måske er den blevet digtet på stedet som reaktion på de ændrede omstændigheder. Det kan være betydningsfuldt, at der kun er fire linjer. Var de andre ikke på otte linjer?” Hun kiggede på Gurney efter bekræftelse.

Han nikkede, stadig halvvejs fortabt i skyldige spekulationer, men tvang så sig selv tilbage til nutiden. ”Jeg er enig med dr. Holdenfield. Jeg havde ikke tænkt på den mulige betydning af fire linjer i modsætning til otte, men det giver god mening. Jeg vil gerne tilføje én ting, nemlig at selv om det ikke kan have været planlagt på samme måde som de øvrige mord, integrerer elementet af politihad, som er en del af denne morders tankegang, i hvert fald delvist dette drab i mønstret og kan forklare de rituelle aspekter, som kommissæren refererede til.”

”Becca sagde noget om, at tempoet ryger i vejret?” sagde Kline. ”Vi har allerede fire ofre. Vil det sige, at der er flere i vente?”

”Fem, faktisk.”

Alles blikke rettedes mod Hardwick.

Politimesteren løftede en knyttet næve i vejret og strakte en finger ud for hvert navn, han nævnte: ”Mellery. Schmitt. Kartch. Betjent Sissek. Det er fire.”

”Pastor Michael McGrath gør det til fem,” sagde Hardwick.

”Hvem?” Spørgsmålet lød i skurrende disharmoni fra Kline (ophidset), politimesteren (ærgerlig) og Blatt (forbløffet).

”For fem år siden blev en præst ved Boston Stift frataget sit præsteembede efter anklager involverende en række messedrenge. Han indgik en slags aftale med biskoppen, begrundede sin upassende opførsel med alkoholisme, tog på et langvarigt afvænningsophold, forsvandt af syne, og det var det.”

”Hvad helvede var det for noget med Boston Stift?” snerrede Blatt. ”Der vrimlede jo med børnekneppere på det sted.”

Hardwick ignorerede ham. ”Og det var det indtil for et år siden, da McGrath blev fundet død i sin lejlighed. Gentagne stiksår i halsen. En besked om hævn var tapet fast til liget. Det var et ottelinjers digt skrevet med rødt blæk.”

Rodriguez’ ansigt blussede. ”Hvor længe har du vidst det?”

Hardwick kiggede på sit ur. ”I en halv time.”

”Hvad?”

”I går anmodede specialefterforsker Gurney om at få udsendt en regional forespørgsel til alle afdelinger i de nordøstlige stater omkring sager med en modus lignende den anvendte i Mellerysagen. I formiddags fik vi et hit – afdøde fader McGrath.”

”Er nogen blevet arresteret eller retsforfulgt for mordet?” spurgte Kline.

”Niks. Den drabsefterforsker fra Boston, som jeg snakkede med, ville ikke sige det rent ud, men jeg fik det indtryk, at de ikke havde prioriteret sagen særlig højt.”

”Hvad skal det sige?” Politimesteren lød vrissen.

Hardwick trak på skuldrene. ”En tidligere pædofil bliver stukket ihjel, morderen efterlader en seddel, der i vage vendinger refererer til tidligere misgerninger. Det ser ud, som om nogen har valgt at hævne sig. Måske tænker politiet ’hvad fanden’, de har sgu andre ting at tage sig til, masser af andre forbrydere at fange med motiver, der er mindre ædle end forsinket retfærdighed. Så måske ofrer de ikke sagen så stor opmærksomhed.”

Rodriguez så ud til at have fået forstoppelse. ”Men det sagde han rent faktisk ikke.”

”Selvfølgelig sagde han ikke det.”

”Ligegyldig hvad politiet i Boston gjorde eller ikke gjorde,” sagde Kline med sin opsummeringsrøst, ”så er det et faktum, at fader Michael McGrath er nummer fem.”

”Sí, número cinco,” sagde Hardwick fjoget. ”Men i virkeligheden número uno – eftersom præsten blev sprættet op et år før de andre fire.”

”Så Mellery, som vi troede, var den første, var rent faktisk nummer to,” sagde Kline.

”Det tvivler jeg meget stærkt på,” sagde Holdenfield. Da hun havde alles opmærksomhed, fortsatte hun. ”Der er ingen beviser for, at præsten var den første – han kan lige så godt have været den tiende – men selv om han var den første, så er der endnu et problem. Et mord for et år siden og så fire på mindre end to uger er ikke et mønster, man normalt ser. Jeg vil mene, at der er flere derimellem.”

”Medmindre,” indskød Gurney dæmpet, ”at det er noget andet end morderens psykopatologi, der bestemmer tidspunktet og valget af ofre.”

”Hvad tænker du på?”

”Jeg tror, at ofrene har noget til fælles ud over alkoholisme, noget, vi ikke har opdaget endnu.”

Holdenfield rokkede spekulativt med hovedet og skar en grimasse, der angav, at hun var utilbøjelig til at erklære sig enig i Gurneys formodning, men dog ikke kunne finde en måde at skyde den i sænk på.

”Så måske, måske ikke finder vi forbindelser til nogle gamle lig,” sagde Kline og så ud til at være usikker på, hvad han skulle mene om den sag.

”For ikke at tale om nye,” sagde Holdenfield.

”Hvad skal det sige?” Det var ved at blive Rodriguez’ yndlingsspørgsmål.

Holdenfield viste ingen reaktion på den irritable tone. ”Som jeg sagde tidligere, så tyder det optrappede antal mord på, at slutspillet er begyndt.”

”Slutspillet?” Kline intonerede ordet, som kunne han lide klangen af det.

Holdenfield fortsatte: ”I dette nyeste tilfælde blev han drevet til at agere på en uplanlagt måde. Måske er han ved at miste kontrollen over processen. Jeg har på fornemmelsen, at han ikke vil kunne holde sammen på det hele ret meget længere.”

”Holde sammen på hvad?” Blatt stillede spørgsmålet, som han stillede de fleste af sine spørgsmål, med en slags medfødt fjendtlighed.

Holdenfield betragtede ham udtryksløst et øjeblik, men kiggede så på Kline. ”Hvor meget undervisning forventes jeg at give her?”

”Måske du lige vil berøre et par kernepunkter. I må rette mig, hvis jeg tager fejl,” sagde han og kiggede raden rundt omkring bordet, tydeligvis uden forventning om at blive rettet, ”men med undtagelse af Dave, tror jeg ikke, at resten af os har den store praktiske erfaring med seriemord.”

Rodriguez så ud til at være på nippet til at sige noget, men tav.

Holdenfield smilede trist. ”Har alle i det mindste et overordnet kendskab til Holmestypologien for seriemord?”

Blandingen af mumlen og nikken omkring bordet var generelt bekræftende. Kun Blatt havde et spørgsmål. ”Sherlock Holmes?”

Gurney vidste ikke rigtig, om det var en dum vits eller bare decideret dumt.

”Ronald M. Holmes – lidt mere nutidig og en virkelig person,” sagde Holdenfield med en overdreven velvillig tone, som Gurney ikke helt kunne placere. Det lød nærmest som en børnetvvært, der talte til en femårig.

”Holmes inddelte seriemordere i kategorier alt efter motiv – typen, der dræber på grund af fremmede stemmer; typen, der er på en mission for at befri verden for en utålelig gruppe mennesker – sorte, bøsser, hvad ved jeg; typen, der søger total dominans; typen, der søger spænding og får det største sus ved at dræbe; og sexmorderen. Men de har alle én ting til fælles – ”

”De er alle sammen kugleskøre,” sagde Blatt med et selvtilfreds grin.

”God pointe,” sagde Holdenfield med en dødbringende sødme, ”men det, de rent faktisk har til fælles, er en forfærdelig indre spænding.Og ved at dræbe et andet menneske oplever de en midlertidig udfrielse fra denne spænding.”

”Lidt ligesom med sex?”

”Efterforsker Blatt,” sagde Kline vredt, ”måske var det en god idé at holde dine spørgsmål for dig selv, indtil Rebecca er færdig med sit indlæg.”

”Hans spørgsmål er faktisk ikke helt ved siden af. En orgasme giver ganske rigtigt udfrielse fra en seksuel spænding. Men hos normale mennesker skaber det ikke en dysfunktionel nedadgående spiral, der kræver stadig hyppigere orgasmer, koste hvad det vil. I den henseende tror jeg, at seriemord har mere til fælles med afhængighed af stoffer.”

”Afhængighed af mord,” sagde Kline langsomt, spekulativt, som om han afprøvede en overskrift til en pressemeddelelse.

”En dramatisk vending,” sagde Holdenfield, ”men ikke uden en vis sandhed. Mere end de fleste mennesker lever seriemorderen i sin egen fantasiverden. Han fungerer måske tilsyneladende normalt i samfundet, men han føler ingen tilfredsstillelse ved sit offentlige liv, og han nærer ingen interesse for andre menneskers virkelige liv. Han lever kun for sine fantasier – fantasier om kontrol, dominans, straf. For ham udgør disse fantasier en overvirkelighed – en verden, hvor han føler sig vigtig, almægtig, levende. Nogle spørgsmål til dette?”

”Jeg har et,” sagde Kline. ”Har du nogen mening om, hvad det er for en type seriemorder, vi skal lede efter?”

”Ja, det har jeg, men jeg vil mægtig gerne vide, hvad kriminalassistent Gurney har af bemærkninger.”

Gurney havde en mistanke om, at hendes alvorlige, kollegiale udtryk var lige så forlorent som hendes smil.

”En mand på en mission,” sagde han.

”Der vil befri verden for alkoholikere?” Kline lød delvis nysgerrig, delvis skeptisk.

”Jeg tror, at ’alkoholiker’ er en del af mål/offerdefinitionen, men der ligger formentlig mere bag hans specifikke valg af ofre.”

Kline svarede med et forbeholdent grynt. ”Hvis man skal komme med en mere uddybende profil, noget mere end ’en mand på en mission’, hvordan vil du så beskrive vores gerningsmand?”

Gurney besluttede sig for at give igen med samme mønt. ”Jeg har nogle ideer, men jeg vil mægtig gerne høre, hvad dr. Holdenfield har at sige om sagen.”

Hun trak på skuldrene, men talte så hurtigt og ligefremt. ”Trediveårig hvid mand, høj intelligenskvotient, ingen venskaber, ingen normale seksuelle forhold. Høflig, men fjern. Han har næsten helt sikkert haft en besværlig barndom med et centralt traume, der påvirker hans valg af ofre. Eftersom hans ofre er midaldrende mænd, er det muligt, at traumet involverede hans far og et ødipusforhold til sin mor – ”

Blatt afbrød: ”Du siger vel ikke, at fyren her rent faktisk har … Jeg mener, siger du, at han … med sin mor?”

”Ikke nødvendigvis. Det hele drejer sig om en fantasi. Han lever i og for sit fantasiliv.”

Rodriguez’ stemme var skarp af utålmodighed. ”Jeg har det rigtig svært med det ord, doktor. Fem døde mennesker er slet ikke nogen fantasi!”

”Det er helt korrekt, politimester. For dig og mig er det på ingen måde fantasier. De er rigtige mennesker, individer med unikke liv, der har krav på respekt, krav på retfærdighed, men sådan opfattes de ikke af en seriemorder. For ham er de blot skuespillere i hans forestilling – ikke mennesker efter dine og mine begreber. Han forestiller sig dem som todimensionelle scenerekvisitter – brikker i hans fantasi, ligesom de rituelle genstande, der er fundet på gerningsstederne.”

Rodriguez rystede på hovedet. ”Det, du siger, giver måske nok en vis mening i sagen om en gal seriemorder, men hvad så? Jeg ser andre problemer ved denne antagelse. Hvem har for eksempel bestemt, at vi står med en seriemordersag? I spurter ned ad den gade uden overhovedet at …” Han tøvede, tilsyneladende med ét bevidst om sin stemmes skingre klang og det ukloge i at angribe en af Sheridan Klines yndlingsrådgivere. Han fortsatte mere afdæmpet: ”Fortløbende mord er jo ikke altid en seriemorders værk. Man kan også se på sagen fra andre vinkler.”

Holdenfield så oprigtigt forbløffet ud. ”Har du da alternative hypoteser?”

Rodriguez sukkede. ”Gurney siger gang på gang, at der ligger en faktor ud over druk bag valget af ofre. En indlysende faktor kunne være deres fælles deltagelse, bevidst eller ubevidst, i en fortidig handling, der krænkede morderen, og det, vi er vidne til nu, er blot hævn over den gruppe, der stod bag krænkelsen. Måske er den ikke længere.”

”Scenariet er ikke umuligt,” sagde Holdenfield, ”men planlægningen, digtene, detaljerne og ritualet virker alt sammen for patologisk til simpel hævn.”

”Nu vi snakker om patologisk,” hvæsede Jack Hardwick, som en mand, der glad var ved at dø af halskræft, ”så er tidspunktet måske det perfekte til at orientere alle om det sidste tosseskøre bevis.”

Rodriguez gloede olmt på ham. ”Endnu en lille overraskelse?”

Hardwick fortsatte uden at reagere: ”På Gurneys anmodning blev et teknikerhold sendt ud til det B&B, hvor han mente, at morderen kunne have overnattet natten inden mordet på Mellery.”

”Hvem godkendte det?”

”Det gjorde jeg, sir,” sagde Hardwick. Han lød stolt af denne overskridelse af sine beføjelser.

”Hvorfor har jeg ikke set nogen papirer på det?”

”Gurney mente ikke, der var tid,” løj Hardwick. Så tog han sig til brystet med et sært anstrengt jeg tror jeg får-et-hjertanfald udtryk og slap vejret med en eksplosiv bøvs. Blatt, der vågnede med et sæt af en privat dagdrøm, røg tilbage fra bordet med en sådan kraft, at han nær var væltet bagover på stolen.

Inden Rodriguez, der var blevet bragt ud af fatning over afbrydelsen, kunne nå at genfokusere på sine bekymringer om papirformalia, tog Gurney Hardwicks tråd op og kastede sig ud i en forklaring om, hvorfor han havde ønsket at få et teknikerhold ud til The Laurels.

”Det første brev, morderen sendte til Mellery, blev afsendt under navnet X. Arybdis. Et græsk x svarer til ch, og Charybdis er navnet på en morderisk hvirvelstrøm i græsk mytologi, der er kædet sammen med endnu en dødbringende fare kaldet Scylla. Om natten inden den morgen, hvor mordet på Mellery fandt sted, overnattede en mand og en ældre kvinde på The Laurels under navnet Scylla. Jeg skulle blive meget overrasket, hvis det viser sig at være en tilfældighed.”

”En mand og en ældre kvinde?” Holdenfield så fascineret ud.

”Muligvis morderen og hans mor, selv om navnet i gæstebogen pudsigt nok stod som ’mr. og mrs’. Måske støtter det ødipusvinklen i din teori?”

Holdenfield smilede. ”Det er næsten for perfekt.”

Igen så politimesteren ud til at være på nippet til at lufte sin frustration, men Hardwick kom ham i forkøbet og fortsatte, hvor Gurney havde sluppet.

”Så vi sendte teknikerholdet ud til den her skrupskøre lille hytte, der er indrettet som et tempel til ære for Troldmanden fra Oz. De endevendte den – indvendigt, udvendigt, fra ende til anden – og hvad finder de? Nul. Nada. Intet som helst. Ikke et hår, ikke en plet, ikke en disse, der kan fortælle, om der nogensinde har været et menneske i værelset. Holdlederen kunne ikke fatte det. Hun ringede til mig og fortalte, at der ikke var antydningen af et fingeraftryk på steder, hvor der altid er fingeraftryk – bordplader, køkkenbordet, dørhåndtag, skuffehåndtag, vindueshængsler, telefoner, brusehåndtag, håndvaskearmaturer, tvfjernbetjening, lyskontakter – snesevis af andre steder, hvor man altid finder aftryk. Men der var nul. Ikke et eneste. Ikke engang et delvist et. Så jeg gav hende besked på at drysse pudder ud overalt – overalt – vægge, gulve, ja, sgu også loftet. Vores samtale blev lidt ophedet, men jeg overtalte hende. Så begynder hun at ringe til mig hver halve time for at fortælle mig, at hun stadig ikke har fundet noget, og hvor meget af hendes dyrebare tid, jeg spilder. Men den tredje gang, hun ringer, er der en anderledes klang i stemmen – den er en smule mere afdæmpet. Hun fortæller mig, at de har fundet noget.”

Rodriguez var alt for agtpågivende til at vise sin skuffelse, men Gurney kunne fornemme den. Hardwick fortsatte efter en dramatisk pause: ”De fandt et ord på ydersiden af badeværelsesdøren. Ét ord. Redrum.”

”Hvad?” bjæffede Rodriguez, der ikke var helt så forsigtig med at skjule sin vantro.

”Redrum.” Hardwick gentog ordet langsomt, med et vidende udtryk i ansigtet, som var det nøglen til noget.

”Redrum? Som i filmen?” spurgte Blatt.

”Lige et øjeblik, lige et øjeblik,” sagde Rodriguez og blinkede frustreret. ”Du fortæller mig, at det tog dit teknikerhold, hvor meget, trefire timer at finde et ord, der sprang i øjnene fra en dør?”

”Nej, det sprang ikke i øjnene,” sagde Hardwick. ”Han skrev det på samme måde, som han efterlod de usynlige beskeder til os på sedlerne til Mark Mellery. DUMME ONDE STRISSERE. Det husker du vel nok?”

Politimesterens eneste indikation af, at han huskede det, var et tavst stirrende blik.

”Jeg læste om det i sagsresuméet,” sagde Holdenfield. ”Noget om ord, han havde gnedet ind på bagsiden af beskederne med sit eget hudfedt. Kan det rent faktisk lade sig gøre?”

”Det er så let som at klø sig i nakken,” sagde Hardwick. ”Egentlig er fingeraftryk jo også bare hudfedt. Han udnyttede bare ressourcen til sit eget formål. Måske gnubbede han sine fingre mod panden for at gøre dem lidt mere fedtede. Men det virkede helt sikkert dengang, og han gjorde det igen på The Laurels.”

”Men vi taler vel om redrum fra filmen, ikke?” gentog Blatt.

”Filmen? Hvad for en film? Hvorfor taler vi om en film?” Rodriguez blinkede igen.

”Ondskabens Hotel,” sagde Holdenfield med stigende ophidselse. ”En berømt scene. Den lille dreng skriver ordet redrum på en dør i sin mors soveværelse.”

”Redrum er murder, mord, stavet bagfra,” oplyste Blatt.

”Du milde, hvor er det hele perfekt!” sagde Holdenfield.

”Jeg går ud fra, at denne begejstring betyder, at vi har en anholdelse inden for de næste fireogtyve timer?” Rodriguez lod til at anstrenge sig for at udtrykke mest mulig sarkasme.

Gurney ignorerede ham og henvendte sig til Holdenfield. ”Det er interessant, at han ønskede at minde os om redrum fra Ondskabens Hotel.”

Hendes øjne strålede. ”Det perfekte ord fra den perfekte film.”

Kline, der længe havde iagttaget forestillingen ved bordet, som var han tilskuer under en kamp i sin squashklub, tog endelig ordet. ”Udmærket, folkens, nu er tiden inde til at indvie mig i hemmeligheden. Hvad fanden er det, der er så perfekt?”

Holdenfield kiggede på Gurney. ”Du fortæller ham om ordet. Jeg fortæller ham om filmen.”

”Ordet er bagvendt. Så enkelt er det. Det har været et tema lige siden sagens start. Præcis ligesom de bagvendte fodspor i sneen. Og selvfølgelig er det ordet murder stavet bagfra. Han siger, at vi ser det hele bagvendt. DUMME ONDE STRISSERE.”

Kline naglede Holdenfield fast med sit krydsforhørsblik. ”Er du enig i det?”

”Basalt set, ja.”

”Og filmen?”

”Åh ja, filmen. Jeg skal forsøge at gøre det lige så kortfattet som kriminal assistent Gurney.” Hun tænkte sig om et øjeblik og talte så, som om hun udvalgte hvert ord med omhu. ”Filmen handler om en familie, hvor en mor og en søn bliver terroriseret af en skør far. En far, der tilfældigvis er alkoholiker og flere gange er gået amok med vold og druk.”

Rodriguez rystede på hovedet. ”Vores morder er altså en skør, voldelig, alkoholisk far?”

”Næ nej, nej. Ikke faren. Sønnen.”

”Sønnen!” Rodriguez’ ansigt fortrak sig i en ny grimasse af allerhøjeste vantro.

Idet hun gik videre, skiftede Holdenfield over til sin børneværtsagtige stemme. ”Jeg tror, at morderen fortæller os, at han havde en far ligesom faren i Ondskabens Hotel. Jeg tror, at han måske forklarer sig selv for os.”

”Forklarer sig selv?” Rodriguez’ stemme nærmest spruttede.

”Alle vil gerne præsentere sig selv på sine egne præmisser, politimester. Det er sikkert noget, du tit støder på inden for dit fag. Det gør jeg i hvert fald. Vi har alle sammen en bevæggrund for vores opførsel, hvor bizar den så end måtte være. Alle vil gerne retfærdiggøre sig selv, selv de mentalt forstyrrede – måske især de mentalt forstyrrede.”

Denne iagttagelse førte til en fælles tavshed, der til sidst blev brudt af Blatt.

”Jeg har et spørgsmål. Du er psykiater, ikke sandt?”

”Rådgivende retspsykolog.” Børneværten transformerede sig tilbage til Sigourney Weaver.

”Så retspsykolog da. Du ved, hvordan sindet fungerer. Så her er spørgsmålet. Fyren her vidste, hvilket tal en person ville tænke på, inden han tænkte på det. Hvordan gjorde han det?”

”Det gjorde han heller ikke.”

”Det gjorde han sgu da!”

”Det virkede sådan. Jeg går ud fra, du hentyder til de hændelser, jeg læste om i sagsmappen omkring tallene seks hundrede otteoghalvtreds og nitten. Men han gjorde rent faktisk ikke det, du siger. Det er simpelt hen ikke muligt på forhånd at vide, hvilket tal en anden person vil tænke på under ukontrollerede forhold. Derfor gjorde han det ikke.”

”Men det gjorde han jo! ”insisterede Blatt.

”Der er mindst én forklaring,” sagde Gurney og begyndte at skitsere det forløb, der var faldet ham ind, dengang Madeleine havde ringet til ham med sin mobiltelefon nede fra deres postkasse – nemlig hvordan morderen kunne have brugt en bærbar printer i sin bil til at fabrikere brevet med tallet nitten i, efter at Mark Mellery havde nævnt det i telefonen.

Holdenfield så imponeret ud.

Blatt så punkteret ud – et sikkert tegn på, at der et sted inde i den primitive hjerne og overtrænede krop lurede en romantiker, der var forelsket i det bizarre og umulige. Men punkteringen var kun kortvarig.

”Men hvad så med seks hundrede otteoghalvtreds?” spurgte Blatt med et stridslystent blik, der pilede frem og tilbage mellem Gurney og Holdenfield. ”Dengang var der ikke nogen telefonopringning, kun et brev. Så hvordan vidste han, at Mellery ville tænke på netop det tal?”

”Det kan jeg ikke svare på,” sagde Gurney, ”men jeg har en mærkværdig lille historie, der måske kan hjælpe nogen til at finde et svar.”

Rodriguez udviste en vis utålmodighed, men Kline lænede sig frem, og hans tegn på interesse lod til at holde politimesteren tilbage.

”Forleden drømte jeg om min far,” begyndte Gurney. Han tøvede ufrivilligt. Hans egen stemme lød anderledes i hans ører. I den hørte han et ekko af den dybe tristhed, drømmen havde vakt i ham. Han så Holdenfield kigge nysgerrigt på sig, men ikke på en ubehagelig måde. Han tvang sig selv til at fortsætte. ”Da jeg vågnede, tænkte jeg på et korttrick, min far plejede at lave, når vi havde gæster i huset nytårsaften, og han havde fået lidt at drikke – det plejede altid at kvikke ham lidt op. Han bredte et sæt spillekort ud som en vifte i hånden og gik rundt i stuen og bad en trefire stykker om at vælge et kort hver. Så fokuserede han sin opmærksomhed på en af personerne og sagde til ham, at han skulle kigge nøje på det kort, han havde valgt, og lægge det tilbage mellem spillekortene. Så rakte han personen kortene og bad ham om at blande dem. Derefter gik han over til sit hokuspokustankelæsernummer, der kunne fortsætte i yderligere ti minutter, og endte med på dramatisk vis at afsløre kortet – som han selvfølgelig havde kendt lige fra det øjeblik, det blev taget.”

”Hvordan det?” spurgte Blatt undrende.

”Da han gjorde spillekortene klar, lige inden han bredte dem ud, var det lykkedes ham at identificere mindst et kort og dernæst kontrollere dets placering i viften.”

”Men hvad nu, hvis ingen valgte det?” spurgte Holdenfield fascineret.

”Hvis ingen valgte det, ville han finde en måde at afbryde nummeret på ved at lave en afledningsmanøvre – pludselig komme i tanke om, at han havde sat vand over til te eller sådan noget – så ingen ville opdage, at han havde problemer med selve tricket. Men det var næsten aldrig nødvendigt. På den måde han rakte viften frem på, ville den første, anden eller tredje person næsten altid vælge det ønskede kort. Og hvis ikke, så lavede han bare sit lille køkkennummer, kom tilbage og startede forfra. Og selvfølgelig havde han altid en fuldstændig tilforladelig måde at fravælge de folk på, der valgte de forkerte kort, så ingen ville opdage, hvad der rent faktisk foregik.”

Rodriguez gabte. ”Og har det her på en eller anden måde forbindelse til seks hundrede otteoghalvtreds-sagen?”

”Det ved jeg ikke helt,” sagde Gurney,” men tanken om, at en person tror, han vælger et tilfældigt kort ud, når denne tilfældighed faktisk er kontrolleret – ”

Kriminalbetjent Wigg, der havde lyttet med stigende interesse, brød ind. ”Din historie om korttricket minder mig om de der detektivbureaufupbreve tilbage sidst i halvfemserne.”

Hvad enten det skyldtes hendes usædvanlige stemme, der lå i det leje, hvor mandlige og kvindelige stemmer overlapper, eller det usæd vanlige faktum, at hun i det hele taget talte, fangede hun straks alles opmærksomhed.

”Modtageren får et brev, tilsyneladende fra et detektivbureau, der undskylder for krænkelsen af modtagerens privatliv. Bureauet ’tilstår’, at de i en forkludret overvågningsopgave ved en fejltagelse har fulgt brevmodtageren i adskillige uger og fotograferet denne i forskellige situationer. De hævder, at loven om privatlivets fred kræver, at modtageren får alle eksisterende kopier af disse fotografier. Men så kommer trickspørgsmålet: Eftersom nogle af fotografierne ser ud til at være kompromitterende, ønsker modtageren dem så afsendt til en postboksadresse i stedet for sin hjemmeadresse? I bekræftende fald skal modtageren sende et gebyr på halvtreds dollars til dækning af den yderligere bogføring.”

”Hvis man er dum nok til at hoppe på den, fortjener man også at miste halvtreds dollars,” vrissede Rodriguez.

”Ja, men nogle mennesker mistede endnu mere,” sagde Wigg fredsommeligt. ”Det handlede slet ikke om gebyret på halvtreds dollars. Det var bare en test. Fupmageren sendte over en million af disse breve ud, og det eneste formål med anmodningen om de halvtreds dollars var at lave en tilpasset liste over folk, der følte sig tilstrækkeligt skyldige over deres opførsel til, at de ikke ville have, at billeder af deres handlinger skulle falde i deres ægtefællers hænder. Disse mennesker blev så udsat for en række langt mere ublu krav om betaling for returnering af de kompromitterende fotografier. Nogle endte med at betale op til femten tusinde dollars.”

”For fotografier, der aldrig har eksisteret!” udbrød Kline med en blanding af harme og beundring over fupmagerens opfindsomhed.

”Der er utroligt, så dumme folk kan være – ,” begyndte Rodriguez, men Gurney afbrød ham.

”For pokker! Det er jo det! Det er det, anmodningen om de to hundrede og niogfirs dollars er. Det er det samme. Det er en test!”

Rodriguez så forvirret ud. ”En test af hvad?”

Gurney lukkede øjnene for at hjælpe sig selv med at visualisere brevet til Mellery, hvori han blev anmodet om penge.

Med rynket pande vendte Kline sig om mod Wigg. ”Den der bondefanger – du sagde, han sendte en million breve?”

”Det er det antal, jeg kan huske fra pressemeddelelserne.”

”Så er det her jo en helt anden situation. Det andet var i bund og grund en brevkampagne, der gik ud på at snyde folk – et stort net, der bliver kastet ud for at fange nogle få skyldige fisk. Det er ikke det, vi taler om her. Her taler vi om håndskrevne beskeder til en håndfuld mennesker – mennesker, for hvem tallet seks hundrede otteoghalvtreds må have haft en eller anden personlig betydning.”

Gurney åbnede langsomt øjnene og stirrede på Kline. ”Men det havde det ikke. Det antog jeg i begyndelsen, for hvorfor skulle man ellers tænke på et tal som det? Så jeg blev ved med at stille Mark Mellery det spørgsmål – hvad tallet betød for ham, hvad det mindede ham om, om han nogensinde havde tænkt på det før, havde han nogensinde set det på skrift, var det prisen på noget, en adresse, en pengeskabskombination? Men han blev ved med at insistere på, at tallet intet betød for ham, at han ikke kunne huske nogensinde at have tænkt på det før, at det simpelt hen faldt ham ind – at det var fuldkommen tilfældigt. Og jeg tror, han talte sandt. Så der må være en anden forklaring.”

”Og det betyder altså, at du er tilbage ved udgangspunktet,” sagde Rodriguez og rullede med øjnene i overdreven udmattelse.

”Måske ikke. Måske er betjent Wiggs fupkampagne nærmere sandheden, end vi tror.”

”Prøver du på at fortælle mig, at vores morder sendte en million breve ud – en million håndskrevne breve? Det er latterligt – for ikke at sige umuligt.”

”Jeg er enig i, at en million breve ville være umuligt, medmindre han fik en forfærdelig masse hjælp, hvad der ikke er sandsynligt. Men hvilket antal ville være muligt?”

”Hvad mener du?”

”Lad os sige, at vores morder havde en plan, der indebar, at der skulle sendes en masse breve til en masse mennesker – håndskrevne, så hver modtager fik det indtryk, at brevet var stilet til ham personligt. Hvor mange breve tror du så, han kunne skrive på, lad os sige, et år?”

Politimesteren løftede sine hænder i vejret for at indikere, at ikke alene var spørgsmålet umuligt at besvare, det var også latterligt. Kline og Hardwick så derimod mere alvorlige ud – som om de forsøgte sig med en slags udregning. Stimmel så som altid lige så uudgrundelig ud som et reptil. Rebecca Holdenfield betragtede Gurney med stigende fascination. Blatt så ud, som om han forsøgte at bestemme kilden til en fæl lugt.

Wigg var den eneste, der sagde noget. ”Fem tusinde,” sagde hun. ”Ti, hvis han var meget motiveret. Muligvis femten, men det ville være svært.”

Kline kiggede på hende med øjnene knebet sammen i advokatagtig skepsis. ”Og hvad baserer du disse tal på helt nøjagtigt?”

”For det første et par rimelige antagelser.”

Rodriguez rystede på hovedet som en hentydning til, at intet her på jorden var mere behæftet med fejl end andre menneskers rimelige antagelser. Hvis Wigg bemærkede det, tog hun ikke tilstrækkelig notits af det til at lade sig distrahere.

”For det første den antagelse, at modellen fra detektivbureaufupnummeret er anvendelig. Hvis ja, betyder det, at det første brev – det, der anmodede om penge – blev sendt til det største antal mennesker, hvorimod de efterfølgende kun blev sendt til de folk, der reagerede. I vores eget tilfælde ved vi, at de første beskeder bestod af to ottelinjers beskeder – i alt seksten forholdsvis korte linjer plus en adresse på tre linjer på kuverten. Bortset fra adresserne ville alle brevene være enslydende, så de var lette og hurtige at kopiere. Jeg vil skyde på, at det tager cirka fire minutter at skrive sådan et brev. Det giver femten i timen. Hvis han bare brugte én time om dagen på det, kunne han have over fem tusinde færdige breve på et år. To timer om dagen ville give elleve tusinde. I teorien kunne han skrive mange flere, men der er grænser for selv de mest fanatiske personers ildhu.”

”Faktisk ville elleve tusinde være mere end nok,” sagde Gurney med den gryende spænding hos en videnskabsmand, der endelig ser et mønster i et hav af data.

”Nok til hvad?” spurgte Kline.

”For det første nok til at lykkes med seks hundrede otteoghalvtredstricket,” sagde Gurney. ”Og hvis dette lille trick blev udført, sådan som jeg tror, det blev, vil det også forklare anmodningen om $289,87 i det første brev til hvert af ofrene.”

”Såså,” sagde Kline og løftede en hånd i vejret. ”Rolig nu. Nu går det lige en tand for hurtigt.”