Kapitel 45

Vil du hvile i fred, er det nu, der skal handles

Gurney tænkte det igennem endnu en gang. Det var næsten for enkelt, og han ville gerne være sikker på, at han ikke havde overset et indlysende problem, der ville ødelægge hans elegante hypotese. Han bemærkede de forskellige ansigtsudtryk omkring bordet – en blanding af spænding, utålmodighed og nysgerrighed – mens alle ventede på, at han skulle tale. Han tog en lang, dyb indånding.

”Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at det blev gjort præcis på den her måde. Men det er det eneste troværdige scenarie, der er faldet mig ind i al den tid, jeg har brudt hjernen med de tal – og det går helt tilbage til den dag, Mark Mellery opsøgte mig derhjemme og viste mig det første brev. Han var fuldkommen forvirret og skræmt ved tanken om, at brevskriveren kendte ham godt nok til at kunne forudsige, hvilket tal han ville tænke på, når han blev bedt om at tænke på et tilfældigt tal mellem et og tusinde. Jeg kunne fornemme panikken i ham, dommedagsfølelsen. Uden tvivl havde de andre ofre det på samme måde. Panikken var hele formålet med legen. Hvordan kunne han vide, hvilket tal jeg ville tænke på? Hvordan kunne han vide noget så intimt, så personligt, så privat som en tanke? Hvad ved han mon ellers? Jeg kunne se, at disse spørgsmål pinte ham – drev ham til vanvid i bogstaveligste forstand.”

”Hvis jeg skal være helt ærlig, Dave,” sagde Kline med slet skjult ophidselse, ”så driver det også mig til vanvid, og jo før du besvarer spørgsmålene jo bedre.”

”Lige præcis,” istemte Rodriguez. ”Lad os komme til sagen.”

”Hvis jeg må give udtryk for en lidt anderledes opfattelse,” sagde Holdenfield ivrigt, ”så vil jeg gerne høre Gurney forklare det på sin egen måde og i sit eget tempo.”

”Det er pinligt enkelt,” sagde Gurney. ”Pinligt for mig, for jo længere tid jeg stirrede på problemet, jo mere uigennemtrængeligt forekom det at være. Og selv om jeg regnede ud, hvordan han udførte sit trick med tallet nitten, kastede det ikke noget lys over, hvordan seks hundrede otteoghalvtredsnummeret fungerede. Den indlysende forklaring faldt mig aldrig ind – ikke førend betjent Wigg fortalte sin historie.”

Hvorvidt Blatts ansigtsgrimasse skyldtes et forsøg på at lokalisere det afslørende element eller en oppustet mave var svært at afgøre.

Gurney sendte Wigg et anerkendende nik, inden han fortsatte. ”Lad os antage, som Wigg foreslog, at vores besatte morder brugte to timer om dagen på at skrive breve, og at han havde skrevet elleve tusinde efter et år – som han så sendte ud til en liste med elleve tusinde personer.”

”Hvad for en liste?” Jack Hardwicks skurrende stemme skar igennem som et rustent bor.

”Det er et godt spørgsmål – måske det vigtigste spørgsmål overhovedet. Jeg kommer tilbage til det om et øjeblik. Men lad os først antage, at det oprindelige brev – det samme identiske brev, hvori folk blev bedt om at tænke på et tal mellem et og tusinde – blev sendt ud til elleve tusinde personer. En sandsynlighedsberegning siger, at hvert af de et tusinde tilgængelige tal ville blive valgt af cirka elleve personer.Der er, med andre ord, en statistisk sandsynlighed for, at elleve ud af disse elleve tusinde personer, der valgte et helt tilfældigt tal, ville vælge seks hundrede otteoghalvtreds.”

Blatts grimasse antog komiske proportioner.

Rodriguez rystede vantro på hovedet. ”Overskrider vi ikke hermed grænsen mellem hypotese og fantasi?”

”Hvilken fantasi er det, du hentyder til?” Gurney lød snarere åndsfraværende end fornærmet.

”Jo, de tal, du slynger om dig med, har ikke nogen bevislig substans. De er grebet ud af den blå luft.”

Gurney smilede tålmodigt, selv om han langt fra følte sig tålmodig. Et øjeblik lod han sig distrahere af bevidstheden om, at han maskerede sin følelsesmæssige reaktion. Det var en livslang vane – denne instinktive fortielse af hans egen irritation, frustration, vrede, frygt, tvivl. Den var kommet ham til gode i tusindvis af forhør – så godt, at han var kommet til at tro, det var et talent, en professionel teknik, men selvfølgelig var det i bund grund slet ikke det, det handlede om. Det var en måde at gribe tilværelsen an på, der havde været en del af ham, lige så længe han kunne huske tilbage.

”Nå, så din far lagde aldrig mærke til dig, David? Var du ked af det?”

”Ked af det? Næ, jeg var nærmest ligeglad.”

Men alligevel kunne man i en drøm drukne i bedrøvelse.

Du gode gud, tiden var ikke den rette til selvransagelse.

Gurney genvandt opmærksomheden i tide til at høre Rebecca Holdenfield sige med sin nøgterne Sigourney Weaverstemme: ”Jeg finder så langt fra Gurneys hypotese grebet ud af den blå luft. Faktisk finder jeg den fascinerende – og jeg må igen anmode om, at han får lov til at fuldende sin forklaring.”

Hun henvendte sin anmodning til Kline, der vendte håndfladerne i vejret som for at sige, at det selvfølgelig var i alles interesse.

”Jeg siger ikke,” sagde Gurney, ”at nøjagtig elleve ud af de elleve tusinde valgte seks hundrede otteoghalvtreds – kun at elleve er det mest sandsynlige antal. Jeg har ikke et tilstrækkelig godt kendskab til statistik til at kunne citere sandsynlighedsformler, men måske kan nogen hjælpe mig med det.”

Wigg rømmede sig. ”Sandsynligheden for at ramme en variationsbredde er langt højere end for at ramme et bestemt tal inden for den variation. For eksempel vil jeg ikke vædde mit hus på, at et bestemt tal mellem et og tusind vil blive valgt af præcis elleve ud af elleve tusinde – men hvis vi tilføjer en plus eller minusvariation på, lad os sige, syv i hver retning, så kunne jeg godt være fristet til at indgå et væddemål om, hvor mange mennesker der ville vælge et tal inden for rækken – i dette tilfælde, at mindst fire og højst atten vil vælge tallet seks hundrede otteoghalvtreds.”

Blatt så med sammenknebne øjne på Gurney. ”Siger du, at fyren sendte breve til elleve tusinde mennesker, og at det samme hemmelige tal var skjult inde i alle de små forseglede kuverter?”

”Ja, det er hovedtanken.”

Holdenfield spilede forbløffet sine øjne op, idet hun tænkte højt uden at henvende sig til nogen bestemt. ”Og hver person, ligegyldig hvor mange, der af en eller anden grund tænkte på seks hundrede otteoghalvtreds og bagefter åbnede den lille kuvert indeni og fandt sedlen, hvor der stod, at afsenderen kendte ham godt nok til at vide, at han havde valgt seks hundrede otteoghalvtreds … sikke et chok det ville være!”

”For det ville aldrig falde personen ind, at han ikke var den eneste, der havde modtaget sådan et brev,” tilføjede Wigg. ”Det ville aldrig falde ham ind, at han blot var én ud af hver tusind, der tilfældigvis valgte det tal. Og at brevet var håndskrevet var prikken over i’et. Det fik det til at virke helt igennem personligt.”

”For satan da,” kvækkede Hardwick, ”I sidder jo og siger, at vi har en seriemorder, der benytter en brevkampagne til at udse sig sine ofre!”

”Det er én måde at anskue det på,” sagde Gurney.

”Det er nok noget af det skøreste, jeg nogensinde har hørt,” sagde Kline, mere lammet end vantro.

”Ingen skriver elleve tusinde breve i hånden,” erklærede Rodriguez tonløst.

”Ingen skriver elleve tusinde breve i hånden,” gentog Gurney. ”Det er præcis den reaktion, han regnede med. Og hvis det ikke var for kriminalbetjent Wiggs historie, tror jeg heller ikke, at muligheden nogensinde var faldet mig ind.”

”Og hvis du ikke havde beskrevet din fars korttrick,” sagde Wigg, ”ville jeg aldrig være kommet i tanke om den historie.”

”I kan lykønske hinanden senere,” sagde Kline. ”Jeg har stadig spørgsmål. Som for eksempel – hvorfor bad morderen om $289,87, og hvorfor bad han om at få dem sendt til en anden persons postboks?”

”Han bad om penge af den samme grund som Wiggs bondefanger bad om penge – for at få egnede ofre til at identificere sig selv. Bondefangeren ville vide hvem på listen, der var alvorligt bange for at være blevet foreviget i en uheldig situation. Vores morder ville vide hvem på listen, der havde valgt seks hundrede otteoghalvtreds og var tilstrækkelig foruroliget over sammentræffet til at betale penge for at finde ud af, hvem der kendte dem godt nok til at forudsige det. Jeg tror, beløbet var så højt, som det var, for at adskille de skrækslagne – og dem var Mellery blandt – fra dem, der blot var nysgerrige.”

Kline lænede sig så langt frem, at han knap nok rørte sin stol. ”Men hvorfor et så nøjagtigt beløb med dollars og cents?”

”Det har også naget mig lige fra begyndelsen, og jeg er stadig ikke sikker, men der er i hvert fald én mulig grund – nemlig at sikre sig, at ofret ville sende en check i stedet for kontanter.”

”Men det var jo ikke det, der stod i det første brev,” påpegede Rodriguez. ”Der stod, at pengene enten kunne sendes som en check eller i kontanter.”

”Det ved jeg godt,” sagde Gurney, ”og jeg ved godt, at det her lyder frygtelig langt ude, men jeg tror, at den tilsyneladende valgmulighed var beregnet på at aflede opmærksomheden fra den uomgængelige nødvendighed af, at det skulle være med check. Og det komplicerede beløb havde til formål at afskrække kontant betaling.”

Rodriguez rullede med øjnene. ”Hør her, jeg er udmærket klar over, at fantasi ikke er noget populært ord her i dag, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det.”

”Hvorfor var det afgørende, at betalingen blev sendt som check?” spurgte Kline.

”Morderen var ligeglad med pengene. Husk på, at checkene ikke blev indløst. Jeg tror, at han havde adgang til dem på et tidspunkt under forsendelsesprocessen til Gregory Dermotts postboks, og at det var det eneste, han var interesseret i.”

”Det eneste, han var interesseret i – hvad mener du?”

”Hvad står der på en check ud over beløbet og kontonummeret?”

Kline tænkte sig om et øjeblik. ”Kontoindehaverens navn og adresse?”

”Præcis,” sagde Gurney. ”Navn og adresse.”

”Men hvorfor …?”

”Han skulle have offeret til at identificere sig selv. Han havde jo sendt tusindvis af enslydende breve ud. Men hvert mulige offer ville være overbevist om, at det brev, han havde modtaget, var stilet til netop ham, fra nogen, der kendte ham indgående. Hvad hvis han bare sendte en kuvert tilbage med det angivne beløb i kontanter? Så ville han ikke have nogen grund til at skrive navn og adresse – og morderen kunne ikke specifikt bede ham om at inkludere den, for det ville ødelægge hele ’jeg kender dine inderste hemmeligheder’præmisset. At få fat på disse checks var en snedig måde at skaffe sig svarpersonernes navne og adresser på. Og måske, hvis den gedulgte proces med at få adgang til checkoplysningerne foregik på posthuset, var den nemmeste måde at komme af med checkene bagefter blot at lægge dem i Dermotts postboks i originalkuverterne.”

”Men så måtte morderen jo åbne kuverterne med damp og genforsegle kuverterne,” sagde Kline.

Gurney trak på skuldrene. ”Et alternativ ville være at skaffe sig adgang, efter at Dermott selv havde åbnet kuverterne, men inden han fik mulighed for at returnere checkene til deres afsendere. Så ville han ikke have behov for at dampe og genforsegle, men det giver til gengæld anledning til andre problemer og spørgsmål – ting, vi bliver nødt til at undersøge omkring Dermotts levevis, individer med mulig adgang til hans hjem og så videre.”

”Hvilket,” lød det hæst og højlydt fra Hardwick, ”bringer os tilbage til mit spørgsmål – som Sherlock Gurney her for lidt siden betegnede som det vigtigste spørgsmål af dem alle. Nemlig, hvem helvede står på listen over elleve tusinde mordkandidater?”

Gurney løftede hånden i den velkendte trafikbetjentsgestus. ”Inden vi forsøger at besvare det, så lad mig minde alle om, at elleve tusinde kun er et slag på tasken. Det er et sandsynligt antal breve set ud fra et gennemførelsesmæssigt perspektiv, og det er et antal, der rent statistisk understøtter vores seks hundrede otteoghalvtredshypotese. Med andre ord – det er et antal, der fungerer. Men som betjent Wigg oprindeligt påpegede, så kan det virkelige antal ligge hvor som helst mellem fem og femten tusinde. Ethvert antal inden for det område vil være lille nok til at være gennemførligt og højt nok til at fremskaffe en håndfuld mennesker, der tilfældigvis vil vælge seks hundrede otteoghalvtreds.”

”Medmindre, selvfølgelig, at du er helt galt på den,” påpegede Rodriguez, ”og at alle disse spekulationer bare er et kolossalt tidsspilde.”

Kline vendte sig om mod Holdenfield. ”Hvad tror du, Becca? Har vi færten af noget? Eller er vi helt galt afmarcheret?”

”Jeg finder aspekter af teorien fuldkommen fascinerende, men jeg vil gerne vente med min endelige mening, indtil jeg hører svaret på Hardwicks spørgsmål.”

Gurney smilede, og denne gang var smilet ægte. ”Han stiller sjældent et spørgsmål uden allerede at have et godt bud på svaret. Vil du dele dine tanker med os, Jack?”

Hardwick masserede sin ansigt med hænderne i adskillige sekunder – endnu et af de uforståelige tics, der havde irriteret Gurney så meget, dengang de arbejdede sammen på Piggertsagen. ”Hvis man ser på det mest betydningsfulde baggrundstræk, som alle ofrene har til fælles – det træk, som de truende digte henviser til – så kan man måske konkludere, at deres navn stod på en liste over folk med alvorlige drukproblemer.” Han holdt en pause. ”Men hvad er det for en liste?”

”Anonyme Alkoholikeres medlemsliste?” foreslog Blatt.

Hardwick rystede på hovedet. ”Sådan en liste findes ikke. De tager det pis med anonymitet alvorligt.”

”Hvad med en liste, der er sammensat ud fra offentlige persondata?” sagde Kline. ”Alkoholrelaterede arrestationer og domme?”

”Sådan en liste kan man godt stykke sammen, men to af ofrene ville ikke fremgå af den. Mellery har ingen straffeattest. Den pædofile præst har, men anklagen gik på at bringe en mindreårig i moralsk fare – der står intet om alkohol i de offentlige optegnelser, selv om den betjent fra Boston, jeg talte med, fortalte mig, at den gode pastor senere havde fået anklagemyndigheden til at frafalde denne anklage, til gengæld for at han erklærede sig skyldig i en mindre forseelse, hvor han gav sin alkoholisme skylden for sin opførsel og indvilgede i et længerevarende behandlingsophold.”

Kline kneb eftertænksomt øjnene sammen. ”Kunne det så tænkes at være en liste over patienterne på det behandlingshjem?”

”Det er tænkeligt,” sagde Hardwick og lagde sit ansigt i folder, der sagde, at det var det ikke.

”Måske skulle vi undersøge det lidt nærmere.”

”Selvfølgelig.” Hardwicks næsten fornærmende tone skabte en akavet tavshed, der blev brudt af Gurney.

”I et forsøg på at se, om jeg kunne etablere en forbindelse mellem ofrenes bopæl, begyndte jeg at kigge nærmere på afvænningsaspektet for et stykke tid siden. Uheldigvis var det en blindgyde. Albert Schmitt tilbragte otteogtyve dage på et behandlingshjem i Bronx for fem år siden, og Mellery tilbragte otteogtyve dage på et behandlingshjem i Queens for femten år siden. Ingen af disse behandlingshjem tilbyder langtidsbehandling – hvilket betyder, at præsten må have været på et tredje hjem. Så selv om vores morder arbejdede på et af disse steder, og han via sit job havde adgang til tusindvis af patientjournaler, ville en hvilken som helst liste, han stykkede sammen, kun indeholde navnet på et af ofrene.”

Rodriguez vendte sig i stolen og henvendte sig direkte til Gurney. ”Din teori afhænger af, at der findes en gigantisk liste – måske med fem tusinde navne, måske elleve tusinde. Jeg hørte Wigg sige op til femten tusinde – tallet lader til at ændre sig hele tiden. Men der findes ikke nogen kilde til den liste. Så hvad nu?”

”Vis tålmodighed, Rodriguez,” sagde Gurney blidt. ”Jeg vil ikke sige, at der ikke er nogen kilde – vi har bare ikke regnet det ud endnu. Det ser ud til, at jeg har mere tiltro til dine evner, end du selv har.”

Rodriguez blev blodrød i ansigtet. ”Tiltro? Til mine evner? Hvad skal det sige?”

”Har alle ofrene været på afvænning på et tidspunkt?” spurgte Wigg og ignorerede politimesterens udbrud.

”Jeg ved ikke med Kartch,” sagde Gurney, der var glad for at blive bragt tilbage til emnet. ”Men det skulle ikke overraske mig.”

Hardwick stemte i. ”Sotherton Politi har faxet os hans straffeattest. Den giver et portræt af et rigtigt røvhul. Overfald, chikaneri, beruselse på offentlige steder, beruselse og forstyrrelse af offentlig ro og orden, truende adfærd, truende adfærd med skydevåben, blufærdighedskrænkelse, tre spirituskørselsdomme, to gange delstatsfængsel, for ikke at nævne snesevis af besøg i distriktsfængslet. De alkoholrelaterede forseelser, især dommene for spirituskørsel, gør det næsten sikkert, at han har været på tvungen afvænning mindst én gang. Jeg kan bede Sotherton om at undersøge det nærmere.”

Rodriguez skubbede sig væk fra bordet. ”Hvis ofrene ikke mødtes på et behandlingshjem eller befandt sig på det samme behandlingshjem på forskellige tidspunkter, hvilken forskel gør det så, om de i det hele taget var på afvænning? Halvdelen af verdens arbejdsløse bumser og forlorne kunstnere er på afvænning nu om dage. Det er en stor fidus betalt af sygesikringen. Skatteyderne bliver flået. Hvad helvede skal det betyde, at alle disse fyre var på afvænning? At de sandsynligvis ville blive myrdet? Næppe. At de var nogen drankere? Og hvad så? Det vidste vi jo i forvejen.” Vrede, bemærkede Gurney, var blevet Rodriguez’ følelsesmæssige følgesvend, og den bredte sig som en skovbrand fra emne til emne.

Wigg, som denne tirade var rettet imod, virkede upåvirket af den nedrige tone. ”Kriminalassistent Gurney sagde på et tidspunkt, at han anså det for sandsynligt, at alle ofrene var knyttet sammen af en fælles faktor ud over alkoholmisbruget. Jeg tænkte, om ikke afvænningsopholdet er den faktor, eller i det mindste en del af den.”

Rodriguez lo spottende. ”Måske dit, måske dat. Jeg hører end masse måske’er, men ingen egentlige forbindelser.”

Kline så frustreret ud. ”Kom, Becca, sig os din mening. Hvor godt fodfæste har vi?”

”Det er et svært spørgsmål at svare på. Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde.”

”Så forenkler jeg spørgsmålet. Køber du Gurneys teori omkring sagen – ja eller nej?”

”Ja, det gør jeg. Det billede, han tegnede af Mark Mellery, der blev pint psykisk af de beskeder, han modtog – det kan jeg godt se som en troværdig bestanddel af et særligt mordritual.”

”Men du ser alligevel ikke ud til at være fuldkommen overbevist?”

”Det er ikke det, det er bare … den unikke metode. At torturere sit offer er en forholdsvis almindelig del af en seriemorders patologi, men jeg har aldrig før set et tilfælde som dette, hvor torturen bliver udført fra så stor en afstand på en så afstumpet, metodisk facon. Torturkomponenten ved sådanne mord plejer at bestå af direkte påførsel af fysisk smerte for at skræmme offeret fra sans og samling og give morderen den følelse af ultimativ magt og kontrol, han higer efter. Men i dette tilfælde blev smerten udelukkende påført mentalt.”

Rodriguez lænede sig frem mod hende. ”Så du siger altså, at det strider imod seriemordermønstret?” Han lød som en advokat, der angreb et genstridigt vidne.

”Nej, mønstret er der. Jeg siger bare, at han har en enestående afstumpet og beregnende måde at føre det ud i livet på. De fleste seriemordere har en intelligenskvotient over gennemsnittet. Nogle, som for eksempel Ted Bundy, ligger langt over gennemsnittet. Denne person ligger måske i en klasse for sig.”

”Han er for klog for os – er det dét, du siger?”

”Det var ikke det, jeg sagde,” svarede Holdenfield uskyldigt, ”men du har formentlig ret.”

”Ser man det? Lad mig lige føre det her til protokols,” sagde Rodriguez med en stemme, der knirkede som tynd is. ”Det er din professionelle mening, at BCI ikke er i stand til at pågribe denne galning?”

”Endnu en gang, det var ikke det, jeg sagde.” Holdenfield smilede. ”Men igen, du har formentlig ret.”

Igen blussede Rodriguez’ blege hud af vrede, men Kline lagde sig imellem. ”Men dermed siger du vel ikke, Becca, at vi intet kan stille op?”

Hun sukkede resigneret som en lærer, der hænger på skolens sløveste elever. ”Indtil videre understøtter sagens kendsgerninger tre konklusioner. For det første driver den mand, I jager, gæk med jer, og han er meget god til det. For det andet er han stærkt motiveret, forberedt, fokuseret og grundig. For det tredje ved han, hvem der er den næste på hans liste, og det gør I ikke.”

Kline så forpint ud. ”Men for at vende tilbage til mit spørgsmål …”

”Hvis du leder efter et lys for enden af tunnelen, så er der en lille mulighed i jeres favør. Eftersom han har så rigid en personlighed, som han har, er der en mulighed for, at han bryder sammen.”

”Hvordan det? Hvorfor? Hvad mener du med ‘bryder sammen’?”

Idet Kline stillede spørgsmålet, mærkede Gurney en strammende fornemmelse i brystet. Den intense følelse af ængstelse ramte ham samtidig med en biografagtigt skarp scene i hans fantasi – morderens hånd med et greb om det ark papir med de otte linjer, som Gurney så impulsivt havde afsendt dagen forinden:

Jeg ved, hvordan du førte dine planer ud,

fra bagvendte støvler til dæmpede skud.

Den leg, du begyndte, vil snart få ende,

når din hals skæres over af en død mands ven.

Pas på i sne, pas på i sol,

om natten, om dagen, intet skjul.

Først sorgfuld hans grav jeg passe vil

derpå hans morder sende ad Helvede til.

Metodisk, tilsyneladende foragteligt, krøllede hånden papiret sammen i en stadig mindre papirkugle, og da kuglen var umuligt lille, ikke større end en tyggegummiklat, åbnede hånden sig langsomt og lod den falde på gulvet. Gurney forsøgte at tvinge det foruroligende billede ud af sine tanker, men scenen havde endnu ikke spillet sig ud. Nu holdt morderens hånd om den kuvert, hvori digtet var blevet afsendt – med adressesiden opad, med poststemplet klart synligt, Walnut Crossings poststempel.

Walnut Crossing … Åh, gud! En isnende kulde bredte sig fra Gurneys mave kule og ned gennem benene. Hvordan kunne han dog have overset et så indlysende problem? Så, rolig nu. Tænk. Hvad kunne morderen bruge den oplysning til? Kunne det føre ham til den faktiske adresse, til deres hjem, til Madeleine? Gurney mærkede, at han spilede øjnene op, at hans ansigt blev blegt. Hvordan kunne han have været så indædt fokuseret på at få afsendt sin ynkelige lille epistel? Hvorfor kunne han ikke have forudset problemet med poststemplet? Hvilken fare havde han udsat Madeleine for? Hans tanker kredsede rundt om dette sidste spørgsmål som en mand, der spæner rundt om et brændende hus. Hvor reel var faren? Hvor overhængende? Skulle han ringe til hende, advare hende? Advare hende om hvad, helt nøjagtigt? Og skræmme hende halvt til døde? Åh gud, hvad mere? Hvad havde han ellers overset med sit tunnelsynsfokus på modstanderen, slaget, gåden? Overså han andres sikkerhed – andres liv – i sin stædige insisteren på at vinde spillet? Spørgsmålene gjorde ham svimmel.

En stemme trængte ind i hans næsten panikagtige sindstilstand. Han forsøgte at holde fast i den, bruge den til at genvinde balancen.

Holdenfield talte: ”… person karakteriseret af tvangspræget planlægning med et patologisk behov for at indpasse virkeligheden efter sine planer. Det mål, der fuldkommen kontroller ham, er at opnå fuldkommen kontrol over andre.”

”Over alle?” spurgte Kline.

”Han fokuserer faktisk meget snævert. Han føler, han opnår fuld dominans ved at terrorisere og myrde medlemmerne af sin målgruppe af ofre, som synes at repræsentere et udvalg af midaldrende mandlige alkoholikere. Andre mennesker er irrelevante for ham. De har ingen interesse eller betydning.”

”Så hvor kommer denne ‘brydesammenhypotese’ ind?”

”Tjo, det at begå et mord for at skabe og fastholde en følelse af almagt er en dødsensfarlig proces – og det var ikke ment som en morsomhed. Som en løsning på hungeren efter magt er seriemord dybt dysfunktionelt, det samme som at stræbe efter lykken ved at ryge crack.”

”De får behov for mere og mere?”

”Mere og mere for at opnå mindre og mindre. Den emotionelle cyklus bliver mere og mere sammenpresset og vanskelig at styre. Der sker ting, der ikke burde være sket. Jeg tror, at noget i den stil skete her i morges, og resultatet var, at en betjent blev dræbt i stedet for jeres mr. Dermott. Disse uforudsete begivenheder skaber alvorlige følelsesmæssige spændinger i en morder, der er besat af kontrol, og disse forstyrrelser fører til flere fejl. Det er som en maskine med en drivaksel, der er ude af balance. Når den når op på en vis hastighed, bliver rystelsen så voldsom, at den flår maskinen fra hinanden.”

”Og hvad betyder det i denne specifikke sag?”

”At morderen bliver mere og mere ude af sig selv og uforudsigelig.”

Ude af sig selv. Uforudsigelig. Igen spredte iskold frygt sig ud fra Gurneys mavekule, denne gang op til brystet, halsen.

”Og betyder det, at situationen forværres?” spurgte Kline.

”På en måde bedre, på en måde værre. Hvis en morder, der plejede at ligge på lur i en mørk gyde og nu og da myrdede en person med en issyl, pludselig stormer ind på Times Square og svinger om sig med en machete, bliver han temmelig sikkert pågrebet. Men i dette sidste ragnarok kan en masse mennesker risikere at miste deres hoveder.”

”Og du tror, at fyren her måske er ved at nå machetestadet?” Kline så mere ophidset end frastødt ud.

Gurney havde kvalme. Den forvrøvlede machotone, som folk inden for ordensbranchen brugte til at beskytte sig selv mod det gruopvækkende, fungerede ikke i visse situationer, og denne var en af dem.

”Ja.” Holdenfields enkle, tonløse svar skabte tavshed i lokalet. Lidt efter talte politimesteren med sin sædvanlige fjendtlige tone.

”Og hvad skal vi så stille op? Udstede en arrestordre på en høflig trediveårig med en vibrerende drivaksel og en machete i hånden?”

Hardwick reagerede på bemærkningen med et skævt smil og Blatt med en eksplosiv latter.

Stimmel sagde: ”Nogle gange er en storslået finale en del af planen.” Han fangede alles opmærksomhed på nær Blatts, der stadig sad og lo. Da Blatt fik dæmpet sig, sagde Stimmel: ”Kan nogen huske Duane Merklysagen?”

Det kunne ingen.

”Vietnamveteran,” sagde Stimmel. ”Havde problemer med Veterans Affairs. Problemer med autoriteter. Havde en grim akitavagthund, der åd en af naboens ænder. Naboen ringede efter politiet. Duane hadede politiet. Måneden efter åd akitaen naboens beagle. Naboen skød akitaen. Konflikten eskalerer, og der går endnu mere ged i den. En dag tager vietnamveteranen naboen som gidsel. Siger, han vil have fem tusinde dollars for akitaen, ellers slår han fyren ihjel. Det lokale politi ankommer, specialenheder sættes ind. De går i stilling omkring ejendommen. Men ingen læste Duanes soldaterpapirer igennem. Så ingen vidste, han var sprængningsekspert. Duane var specielt uddannet i at rigge fjernbetjente landminer til.” Stimmel blev tavs og lod sit publikum forestille sig udfaldet.

”Siger du, at svinet sprængte dem alle sammen i luften?” spurgte Blatt imponeret.

”Ikke dem alle sammen. Seks døde, seks blev permanent invalide.”

Rodriguez så frustreret ud. ”Hvor vil du hen med det?”

”Pointen er, at han købte komponenterne til minerne to år forinden. Den store finale havde altid været planen.”

Rodriguez rystede på hovedet. ”Jeg kan ikke se relevansen.”

Det kunne Gurney, og det gjorde ham urolig.

Kline kiggede på Holdenfield. ”Hvad tror du, Becca?”

”Om jeg tror, vores mand har store planer? Det er muligt. Men én ting ved jeg.”

Hun blev afbrudt af en let banken på døren. Døren gik op, og en uniformeret betjent trådte halvvejs ind i lokalet og henvendte sig til Rodriguez.

”Chef? Undskyld jeg bryder ind, men en kommissær Nardo fra Connecticut har ringet. Jeg sagde, du sad i møde, men han siger, at det drejer sig om en nødsituation, og at han bliver nødt til at tale med dig med det samme.”

Rodriguez udstødte et suk som en mand, der på uretfærdig vis overdænges med byrder. ”Jeg tager den herinde,” sagde han og nikkede mod telefonen, der stod på et lavt arkivskab op ad væggen bag ham.

Betjenten gik. To minutter senere ringede telefonen.

”Politimester Rodriguez her.” I yderligere to minutter holdt han røret op til øret med intens koncentration. ”Det er bizart,” sagde han til sidst. ”Faktisk er det så bizart, kommissær Nardo, at jeg gerne vil have, at du gentager det ord for ord for vores samlede efterforskningshold. Jeg sætter højttaleren til nu. Bare gå i gang – fortæl dem nøjagtig det samme, som du fortalte mig.”

Stemmen, der lød i telefonen et øjeblik senere, var anspændt og hård. ”Dette er John Nardo fra Wycherly Politi. Kan I høre mig?”Rodriguez sagde ja, og Nardo fortsatte: ”Som I ved, blev en af vores betjente dræbt under tjenesten i morges på Gregory Dermotts ejendom. Vi er på stedet nu med et teknikerhold. For tyve minutter siden var der et telefonopkald til mr. Dermott. Den, der ringede, sagde – og jeg citerer: ’Du er den næste i rækken, og efter dig står Gurney for tur’.”

Hvad? Gurney spekulerede på, om han mon havde hørt rigtigt.

Kline bad Nardo om at gentage telefonbeskeden, og det gjorde han.

”Har I fået oplysninger fra telefonselskabet omkring opkaldsstedet?” spurgte Hardwick.

”En mobiltelefon inden for sendeområdet. Ingen GPSdata, bare sendemastens placering. Og, selvfølgelig, ingen id på ejeren.”

”Hvem tog imod opkaldet?” spurgte Gurney. Overraskende nok havde den direkte trussel en beroligende effekt på ham. Måske fordi noget specifikt, alt med navne hæftet på, var mere begrænset og dermed mere håndterbart end en uendelig række muligheder. Og måske fordi ingen af navnene var Madeleine.

”Hvad mener du med, hvem tog imod opkaldet?” spurgte Nardo.

”Du sagde, at der var et opkald til mr. Dermott, ikke at mr. Dermott tog imod et opkald.”

”Åh ja, jeg forstår. Sagen er, at Dermott lå med migræne, da telefonen ringede. Han har ikke rigtig kunnet samle sig, siden han fandt liget. En af teknikerne tog telefonen i køkkenet. Personen, der ringede, spurgte efter Dermott og sagde, han var en nær ven.”

”Hvilket navn opgav han?”

”Underligt navn. Carbis … Cabberdis … Nej, vent lige et øjeblik, her, teknikeren skrev det ned – Charybdis.”

”Var der noget underligt ved stemmen?”

”Sjovt, du spørger. De har lige forsøgt at beskrive den. Efter at Dermott kom til telefonen, sagde han, at han syntes, accenten lød udenlandsk, men vores mand syntes, at den lød falsk – som en, der prøver at maskere sin stemme. Og måske var det en kvinde – ingen af dem var helt sikre på, om det var en mand eller en kvinde. Nå, men jeg bliver nødt til at vende tilbage til sagen her. Jeg ville bare lige give jer de basale kendsgerninger. Vi lader høre fra os, når vi har noget nyt.”

Da røret blev lagt på, opstod der en rastløs tavshed omkring bordet. Men så rømmede Hardwick sig så højlydt, at det gav et sæt i Holdenfield.

”Nå, Daveydreng,” brummede han, ”så er du igen centrum for opmærksomheden. ‘Gurney står for tur’. Sig mig, virker du som en magnet på seriemordere? Vi skal bare dingle med dig for enden af en snor og vente på, de bider på.”

Dinglede Madeleine også for enden af en snor? Måske ikke endnu. Forhåbentlig ikke endnu. Det var jo trods alt ham selv og Dermott, der var hovedbyttet. Hvis galningen altså talte sandt. Og gjorde han det, ville det give ham lidt tid – måske tid til at få heldet med sig. Tid til at råde bod på sine forglemmelser. Hvordan kunne han have været så dum? Så ubevidst om hendes sikkerhed? Idiot!

Kline så bekymret ud. ”Hvordan er du blevet et mål?”

”Dit gæt er lige så godt som mit,” sagde Gurney med en falsk munterhed. Hans skyldfølelse gav ham det indtryk, at både Kline og Rodriguez betragtede ham med uvenlig nysgerrighed. Lige fra begyndelsen havde han haft sine betænkeligheder ved at skrive og sende sit digt, men han havde begravet dem uden at definere og udtrykke dem. Han var forfærdet over sin evne til at ignorere faren, inklusive den fare, han bragte andre i. Hvad havde han følt dengang? Var det overhovedet faldet ham ind, at Madeleine kunne være i fare? Havde han haft en anelse, men skudt den til side? Kunne han have været så ufølsom? Åh gud, nej!

Trods al sin angst var han i det mindste sikker på én ting. At sidde her i mødelokalet og drøfte situationen yderligere var fuldkommen uholdbart. Hvis Dermott var den næste på morderens liste, så var det hos ham, at Gurney havde den bedste chance for at finde den mand, de ledte efter, og eliminere truslen, inden den sneg sig nærmere. Og hvis han selv stod for tur efter Dermott, så var det et slag, han ønskede at udkæmpe så langt fra Walnut Crossing som muligt. Han skubbede stolen væk fra bordet og rejste sig op.

”I må undskylde mig, men der er et sted, jeg må hen.”

Til at begynde med udløste det kun tomme blikke omkring bordet. Men så begreb Kline meningen.

”For fanden!” udbrød han. ”Du tænker da ikke på at tage til Connecticut, vel?”

”Jeg har fået en invitation, som jeg har tænkt mig at tage imod.”

”Det er det glade vanvid. Du aner jo ikke, hvad du begiver dig ud i.”

”Faktisk er et gerningssted, hvor det myldrer med betjente, et ret trygt sted,” sagde Rodriguez med et affærdigende øjekast i retning af Gurney.

”Det er sandt under normale omstændigheder,” sagde Holdenfield. ”Medmindre …” Hun lod tanken hænge i luften, som om hun kiggede på den fra flere vinkler.

”Medmindre hvad?” hvæsede Rodriguez.

”Medmindre morderen er politimand.”