Kapitel 46

En simpel plan

Det virkede næsten for nemt.

At dræbe tyve veltrænede politibetjente på tyve sekunder burde kræve en mere kompliceret planlægning. En så voldsom gerning burde være vanskeligere. Det ville jo være den største af den slags massakrer nogensinde – i hvert fald i Amerika, i hvert fald i nyere tid.

Den kendsgerning, at ingen havde gjort det før, på trods af den indlysende enkelthed, både stimulerede og foruroligede ham. Den tanke, der til sidst gav ham ro i sindet, var denne: For en mand med en mindre skarp intelligens eller med en mindre formidabel koncentrationsevne kunne projektet ganske rigtig virke overvældende, men ikke for ham, ikke med hans skarphed og fokus. Alt var relativt. Et geni kunne danse sig gennem forhindringer, der ville være håbløst uoverkommelige for almindelige mennesker.

Det var så nemt som at klø sig i nakken at skaffe kemikalierne, der var forholdsvis billige og 100 procent lovlige. Selv i store mængder vakte de ingen mistanke, eftersom de hver dag blev solgt i store mængder til industribrug. Alligevel købte han for at være forsigtig et ad gangen (der var kun to) fra forskellige leverandører, så han undgik enhver antydning af en mulig blanding, og de to 200-liters trykbeholdere skaffede han fra en tredje leverandør.

Nu, hvor han sad og lagde sidste hånd på værket med en loddebolt på et sammenflikket rørstykke, der skulle bruges til at mikse og aflevere den dødbringende blanding til dens modtagere, fik han en forjættende tanke – et muligt scenarie med et klimaks-skabende billede, der i den grad kildrede hans fantasi, så hans ansigt flækkedes i et strålende smil. Han vidste godt, at det var usandsynligt, at tanken ville blive til virkelighed – kemikalieblandingen var for uforudsigelig – men det kunne ske. Det var i det mindste tænkeligt.

På Giftlinjens hjemmeside var der en advarsel, han havde indprentet sig. Advarslen stod i en rød kasse omgivet af røde udråbstegn. ’Denne blanding af klorin og ammoniak producerer ikke bare en dødbringende giftig gas, men i de angivne mængder er den højst ustabil og kan eksplodere ved en gnist’. Billedet, der frydede ham, viste alle ansatte ved Wycherly Politi fanget i hans fælde. Ufrivilligt sugede de giftige dampe ned i lungerne, netop da den afgørende gnist blev tændt og sprængte dem alle sammen i stumper og stykker indefra og ud. Idet han så det for sig, gjorde han noget, han næsten aldrig gjorde – han lo højt.

Hvis bare hans mor havde kunnet fatte det morsomme ved det, skønheden i det, herligheden i det. Men måske var det for meget forlangt. Og, selvfølgelig, hvis alle politifolkene blev sprængt i stykker – småstykker – kunne han ikke komme til at skære halsen over på dem. Og han havde en frygtelig lyst til at skære halsen over på dem.

Intet her i verden var perfekt. Der var altid plusser og minusser. Man måtte få det bedste ud af det, man nu havde. Se glasset som halvfyldt.

Sådan var virkeligheden.