Kapitel 47

Velkommen til Wycherly

Efter at have affærdiget de forudsigelige indvendinger og bekymringer omkring sin planlagte tur gik Gurney ud til sin bil og ringede til Wycherly Politi og udbad sig adressen på Gregory Dermott, eftersom det eneste, han på nuværende tidspunkt var i besiddelse af, var postboksnummeret fra Dermotts brevhoved. Det tog lidt tid at forklare den vagthavende betjent præcis, hvem han var, og selv da måtte han vente, mens den unge kvinde ringede til Nardo og fik tilladelse til at afsløre adressen. Det viste sig, at hun var det eneste medlem af den lille politienhed, der ikke allerede befandt sig på gerningsstedet. Gurney indtastede adressen i sin GPS og begav sig mod KingstonRhinecliff Bridge.

Wycherly lå i den nordlige, centrale del af Connecticut. Turen tog lidt over to timer, hvorunder Gurney tilbragte størstedelen af tiden med at gruble over sin grove mangel på omtanke for sin kones sikkerhed. Dette svigt gjorde ham så urolig og nedtrykt, at han blev desperat efter at fokusere på noget andet, så han begyndte at gennemgå den hovedhypotese, der kom på bordet under BCI-mødet.

Tanken om, at morderen på en eller anden måde havde adgang til eller havde udarbejdet en liste over flere tusinde individer med alkoholproblemer – individer, der led af en dybtliggende følelse af frygt og skyld stammende fra deres alkoholiserede fortid – og at det derefter var lykkedes ham at indfange en håndfuld af dem ved hjælp af sit simple taltrick, og at han dernæst havde pint dem med en række uhyggelige digte, der ledte op til de rituelle mord … Hele processen, hvor aparte den end var, virkede nu fuldkommen troværdig. Han huskede at have læst, at seriemordere som børn ofte fandt fornøjelse i at pine insekter og små dyr – eksempelvis ved at brænde dem med sollys koncentreret gennem et forstørrelsesglas. En af hans mest berømmede anholdelser, Cannibal Claus, havde som femårig gjort en kat blind på præcis denne måde. At brænde med et forstørrelsesglas. Det virkede foruroligende lig det at fokusere et offer på sin fortid og forstærke hans frygt, indtil han vred sig i smerte.

At se et mønster, at stykke brikkerne i et puslespil sammen, plejede at være en proces, der gjorde ham opstemt, men den eftermiddag i bilen føltes det ikke så godt, som det plejede at gøre. Måske pintes han af tanken om sin egen utilstrækkelighed, sine egne fejltrin. Tanken var som syre i hans bryst.

Han koncentrerede sig løst om vejen, bilens kølerhjelm, sine hænder på rattet. Underligt. Hans egne hænder – han genkendte dem ikke. De så overraskende gamle ud – som hans fars hænder. De små pletter var taget til i antal og størrelse. Hvis han bare et øjeblik forinden havde fået vist fotografier af et dusin hænder, ville han ikke have været i stand til at identificere sine egne iblandt dem.

Han spekulerede på hvorfor. Hvis forandringerne sker lige så stille hen ad vejen, registrerer hjernen dem måske ikke, før afvigelsen når en vis kritisk størrelse. Måske skulle der endda endnu mere til.

Indebærer det, at vi altid til en vis grad opfatter velkendte ting, som de plejede at være? Hænger vi fast i fortiden ikke kun på grund af simpel nostalgi eller ønsketænkning, men på grund af en informationsbearbejdningsgenvej i vores neurale netværk? Hvis det, man ’så’ på et givent tidspunkt, stammede delvis fra den optiske nerve og dels fra hukommelsen – hvis det, man ’opfattede’ i et givent øjeblik, faktisk var en blanding af nuværende indtryk og lagrede indtryk – så gav det begrebet ’at leve i fortiden’ en ny mening. Fortiden ville i så fald udøve en sær form for tyranni over nutiden ved at fodre os med forældede data i forklædning af en sansemæssig oplevelse. Kunne det ikke hænge sammen med den situation, hvor en seriemorder drives af et for længst overstået traume? Hvor forvrænget ville hans syn mon være?

Teorien ophidsede ham et kort øjeblik. Når han vendte og drejede en ny tanke, afprøvede dens robusthed, følte han altid, han havde mere magt over tingene, at han var lidt mere levende, men i dag var disse følelser svære at holde liv i. Hans GPS gjorde ham opmærksom på, at der var 300 meter til afkørslen til Wycherly.

For enden af afkørselsrampen drejede han til højre. Området var et misk mask af marker, parcelhuse, butiksarkader og levn fra en svunden tids sommerforlystelser – en drivein biograf, et skilt til en sø med et irokesisk navn.

Det fik ham til at tænke på en anden sø med et andet indiansklydende navn – en sø, som han og Madeleine en weekend havde gået tur om, da de ledte efter deres perfekte sted i Catskillbjergene. Han kunne se hendes livlige ansigt for sig, som de stod på toppen af en beskeden højderyg og smilende holdt hinanden i hånden og kiggede ud over vandet, der krusedes let under brisen. Mindet blev ledsaget af et jag af skyld.

Han havde ikke ringet til hende endnu for at lade hende vide, hvad han lavede, hvor han var på vej hen, og at han sikkert blev forsinket. Han var stadig usikker på, hvor meget han skulle fortælle hende. Skulle han overhovedet nævne poststemplet? Han besluttede sig for at ringe til hende nu og improvisere. Gud, hjælp mig til at sige det rigtige.

I betragtning af hvor stresset han allerede følte sig, fandt han det klogest at trække ind til siden for at ringe. Det første sted, han kunne finde, var en miserabelt udseende grusparkeringsplads foran en gårdbod, der var lukket for vinteren. Ordet for hjemmenummeret i det stemmeaktiverede opkaldssystem var, effektivt, men uopfindsomt, hjem.

Madeleine svarede efter den anden ringetone med den optimistiske, indbydende stemme, som telefonopkald altid udløste i hende.

”Det er mig,” sagde han, og hans egen stemme afspejlede kun en brøkdel af munterheden i hendes.

Der opstod en ganske lille pause. ”Hvor er du?”

”Det var det, jeg ringede for at fortælle. Jeg er i Connecticut, i nærheden af en by, der hedder Wycherly.”

Det indlysende spørgsmål ville have været ’hvorfor?’, men Madeleine stillede ikke indlysende spørgsmål. Hun ventede.

”Der er sket en udvikling i sagen,” sagde han. ”Tingene er ved at tilspidse sig.”

”Jaså.”

Han hørte en lang, kontrolleret vejrtrækning.

”Vil du fortælle mig mere end det?” spurgte hun.

Han stirrede ud ad bilvinduet på den tomme grøntsagsbod. Den så ud til at være mere end blot lukket for sæsonen, den så forladt ud. ”Manden, vi jagter, er ved at blive skødesløs,” sagde han. ”Måske får vi mulighed for at sætte en stopper for ham.”

”Manden, vi jagter?” Nu var hendes stemme tynd is, der var ved at sprække.

Hendes reaktion chokerede ham, og han sagde ingenting.

Hun fortsatte, nu uomtvistelig vred. ”Mener du ikke den skide morder, seriemorderen, manden, der aldrig rammer ved siden af – der skyder folk i halspulsåren og skærer halsen over på dem? Er det ikke ham, du snakker om?”

”Det er … det er den mand, vi jagter, jo.”

”Og er der ikke betjente nok i Connecticut til at tage affære?”

”Han lader til at være fokuseret på mig.”

”Hvad?”

”Han lader til at have identificeret mig som en, der arbejder på sagen, og han kan tænkes at forsøge at gøre noget dumt – og det kan give os den åbning, vi behøver. Det er vores chance for at føre kampen over på hans banehalvdel, så han ikke bare begår det ene mord efter det andet.”

”Hvad?” Denne gang var ordet snarere et forpint udbrud end et spørgsmål.

”Der sker mig ikke noget,” sagde han uden overbevisning. ”Han er ved at bryde sammen. Han er ved at ødelægge sig selv. Vi bliver bare nødt til at være der, når det sker.”

”Da det var dit arbejde, skulle du være der. Du behøver ikke være der nu.”

”Madeleine, for himlens skyld, jeg er jo politimand!” Ordene eksploderede fra ham som en blokerende genstand, der blev blæst fri. ”Hvorfor helvede kan du ikke forstå det?”

”Nej, David,” svarede hun roligt. ”Du var politimand. Du er ikke politimand nu. Du behøver ikke være der.”

”Jeg er her allerede.” I den efterfølgende stilhed aftog hans raseri som en bølge, der trak sig tilbage. ”Det skal nok gå. Jeg ved, hvad jeg gør. Der sker ikke noget.”

”David, hvad er der i vejen med dig? Bliver du bare ved med at løbe ind i kugleregnen? Løbe ind i kugleregnen, indtil en af dem rammer dig i hovedet? Er det dét? Er det den ynkelige plan for resten af vores liv? At jeg bare skal vente og vente og vente på, at du bliver dræbt?” Hendes stemme knækkede over af så intense følelser ved ordet dræbt, at han ikke kunne få et ord frem.

Til sidst var det Madeleine, der talte – så dæmpet, at han kun med nød og næppe kunne skelne ordene. ”Hvad handler det her egentlig om?”

”Hvad det handler om?” Spørgsmålet ramte ham fra en skæv vinkel. Han følte det, som om han mistede fodfæstet. ”Jeg forstår ikke spørgsmålet.”

Hendes intense tavshed over halvanden hundrede kilometer borte syntes at omslutte ham, presse sig ind mod ham.

”Hvad mener du?” spurgte han. Han kunne mærke pulsen stige.

Han syntes, han hørte hende sluge en klump. Han fornemmede, vidste på en eller anden måde, at hun forsøgte at tage en beslutning. Da hun endelig svarede ham, var det med et andet spørgsmål, igen udtalt så dæmpet, at han næppe kunne høre det.

”Handler det om Danny?”

Han kunne mærke sit hjerte hamre i sin hals, i sit hoved, i sine hænder.

”Hvad? Hvad skulle det have med Danny at gøre?” Han ønskede ikke noget svar, ikke nu, ikke når han havde så meget at gøre.

”Åh, David,” sagde hun. Han kunne se for sig, hvordan hun rystede trist på hovedet, fast besluttet på at forfølge dette vanskeligste af alle emner. Når Madeleine først åbnede en dør, gik hun uvægerligt igennem den.

Hun tog en skrøbelig indånding og fortsatte så: ”Inden Danny blev dræbt, var jobbet den største del af dit liv. Bagefter var det den eneste del. Den eneste del. Du har ikke bestilt andet end at arbejde de sidste femten år. Sommetider føler jeg, at du forsøger at indhente noget, glemme noget … løse noget.” Det anstrengte tonefald fik ordet til at lyde som et sygdomssymptom.

Han forsøgte at bevare roen ved at klamre sig til de forhåndenværende kendsgerninger. ”Jeg skal til Wycherly for at hjælpe med at pågribe den mand, der dræbte Mark Mellery.” Hans stemme lød, som om den tilhørte en anden – en gammel, forskræmt, stivsindet mand – en, der forsøger at lyde fornuftig.

Hun ignorerede det, han sagde, og forfulgte en anden tankebane. ”Jeg håbede på, at hvis vi åbnede æsken, kiggede på hans små tegninger … at vi så kunne sige farvel til ham sammen. Men du siger ikke farvel, gør du? Du siger aldrig farvel til noget.”

”Jeg aner ikke, hvad du taler om,” protesterede han. Men det passede ikke. Da de skulle flytte fra New York op til Walnut Crossing, havde Madeleine brugt mange timer på at sige farvel. Ikke kun til naboerne, men også til stedet selv, ting, de efterlod sig, potteplanter. Det havde generet ham voldsomt. Han havde beklaget sig over hendes sentimentalitet, havde sagt, at det at tale med umælende genstande var underligt, spild af tid, en afledning, at det kun gjorde deres afrejse vanskeligere. Men det var mere end det. Hendes opførsel rørte ved noget i ham, som han ikke ønskede, der skulle røres ved – og nu berørte hun det igen – den del af ham, der aldrig ønskede at sige farvel, der ikke kunne klare adskillelsen.

”Du skubber tingene fra dig,” sagde hun. ”Men de er ikke væk, du har ikke givet rigtig slip. Du bliver nødt til at kigge på dem for at give slip. Du bliver nødt til at kigge på Dannys liv for at give slip på det. Men det vil du åbenbart ikke. Du vil bare … hvad, David? Hvad vil du? Dø?” Længe var der stille.

”Du vil gerne dø,” sagde hun. ”Det er det, det handler om, er det ikke?”

Han mærkede den slags tomhed, han forestillede sig fandtes i en orkans øje – en fornemmelse, der føltes som et vakuum.

”Jeg har et arbejde at klare.” Det var en banal ting at sige, faktisk dum. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde sig den ulejlighed at sige det.

Der var en langvarig tavshed.

”Nej,” sagde hun blidt og sank igen en klump. ”Det er ikke noget, du behøver.” Så, næppe hørligt, tilføjede hun fortvivlet: ”Eller det gør du måske. Måske håbede jeg bare.”

Han kunne ikke finde ord, ikke tænke.

Han sad længe med munden let åben og åndede hurtigt og overfladisk. På et tidspunkt – han var ikke sikker på hvornår – blev forbindelsen afbrudt. Han ventede i en slags øde kaos på, at en beroligende tanke, en handlingsvækkende tanke, skulle indfinde sig.

Men i stedet kom der en følelse af absurditet og forstemthed – tanken om, at selv i det øjeblik, hvor han og Madeleine var følelsesmæssigt afklædte, nøgne og forskræmte, befandt de i bogstavelig forstand sig halvanden hundrede kilometer fra hinanden, i forskellige stater, og blotlagde deres inderste følelser i al ensomhed til en mobiltelefon.

En tanke, der også faldt ham ind, var den, han ikke fik talt om, ikke fik afsløret for hende. Han havde ikke sagt et eneste ord om sin dumhed med poststemplet, hvordan det måske kunne lede morderen i retning af, hvor de boede, hvordan forglemmelsen stammede fra hans sygelige fokus på efterforskningen. Og med den tanke fulgte et smerteligt ekko, idet han indså, at hans lignende optagethed af en undersøgelse femten år forinden havde medvirket til Dannys død – ja, måske i sidste ende var årsag til den. Det var bemærkelsesværdigt, at Madeleine havde forbundet hans død med hans nuværende besættelse. Bemærkelsesværdigt og, måtte han indrømme, foruroligende skarpsindigt.

Han følte, han blev nødt til at ringe op til hende igen, at tilstå sin fejl – den fare, han havde skabt – advare hende. Han tastede nummeret, ventede på hendes imødekommende stemme. Telefonen ringede, ringede, ringede, ringede. Og så hørte han sin egen stemme på den båndede besked – lidt stiv, næsten streng, i hvert fald ikke imødekommende – og så et bip.

”Madeleine? Madeleine, er du der? Vær sød at tage røret, hvis du er der.” Han mærkede hjertet synke i livet. Han kunne ikke finde på noget at sige, der ville give mening i en besked på et minut, intet, der ikke snarere ville forvolde mere skade, end det ville forebygge, intet, der ikke ville skabe panik og forvirring. Det endte med, at han sagde: ”Jeg elsker dig. Vær forsigtig. Jeg elsker dig.” Så lød der endnu et bip, og forbindelsen var afbrudt igen.

Han sad og stirrede på den forfaldne grøntsagsbod, forpint og forvirret. Han havde det, som om han kunne sove en måned, eller for evigt. For evigt ville være det bedste. Men det gav ingen mening. Det var den slags farlige tanker, der fik udmattede mænd i Arktis til at lægge sig ned i sneen og fryse ihjel. Han måtte genvinde fokus. Blive ved med at bevæge sig. Tvinge sig selv frem. Lidt efter lidt begyndte hans tanker at kredse omkring den forestående opgave. Der var arbejde at gøre i Wycherly. En galning skulle pågribes. Liv, der skulle reddes. Gregory Dermotts, hans eget, måske endda Madeleines. Han startede bilen og kørte videre.

På den adresse, som hans GPS til sidst førte ham til, lå en lidet bemærkelses værdig forstadsvilla i kolonistil langt tilbage på en kæmpemæssig grund på en utrafikeret sidevej uden fortove. En høj, tæt tujahæk sørgede for læ bagtil og omkring husets venstre og højre side. Foran var der en buksbomhæk i brysthøjde, på nær ved indkørslen. Der var politibiler alle vegne – flere end ti, ville Gurney skyde på – de holdt langs med hækken i alle mulige vinkler og spærrede delvist vejen. På de fleste var Wycherly Politis logo. Tre var civile med transportable røde serener oven på kølerhjelmen. Vogne fra Connecticuts delstatspoliti glimrede ved deres fravær – men det var måske ikke så overraskende. Selv om det nok ikke var den klogeste eller mest effektive fremgangsmåde, forstod han udmærket det lokale politis ønske om at bevare kommandoen, når offeret var en af deres egne. Idet Gurney listede sig ind på en snæver plet græs nær asfaltkanten, pegede en ordentlig kleppert af en ung betjent på en passage uden om de parkerede politibiler med den ene hånd, mens han med den anden energisk viftede ham væk fra det sted, han forsøgte at parkere. Gurney steg ud af bilen og fandt sit id frem, mens mammutbetjenten nærmede sig, anspændt og stramtandet. Hans svulmende halsmuskler, der kæmpede med en kravestørrelse, der var halvanden gang for lille, syntes at række helt op i kinderne.

Han undersøgte kortet i Gurneys pung et langt øjeblik med stigende forundring og sagde til sidst: ”Der står Staten New York.”

”Jeg skal mødes med kommissær Nardo,” sagde Gurney.

Betjenten stirrede på ham med et blik, der var lige så hårdt som de svulmende muskler bag hans skjortebryst, og trak så på skuldrene. ”Følg med indenfor.”

For enden af den lange indkørsel på en pæl af samme højde som postkassen var der et beigefarvet metalskilt med sorte bogstaver: GD SECURITY SYSTEMS. Gurney dukkede sig ind under den gule polititape, der lod til at omslynge hele ejendommen. Underligt nok var det fornemmelsen af den kolde tape, der strøg mod hans hals, der for første gang den dag afledte hans opmærksomhed fra de kværnende tanker og hen på vejret. Det var en barsk, grå, vindstille dag. Pletter af sne, der tydeligvis var smeltet og frosset igen, lå i skyggerne under buksbomhækken og tujabuskene. Langs med indkørslen fyldte pletter af sort is de små fordybninger i den tjærede overflade.

Midt på fordøren var der fæstnet en mere diskret udgave af skiltet med GD Security Systems. Ved siden af døren angav et lille klistermærke, at huset var beskyttet af Axxon Silent Alarms. I samme øjeblik han nåede hen til murstenstrinnene op til verandaens søjleindgang, gik døren foran ham op. Det var ikke for at byde ham velkommen. Faktisk trådte manden, der åbnede den, ud og lukkede den igen bag sig. Han ænsede knap nok Gurneys tilstedeværelse, idet han talte med højlydt irritation i en mobiltelefon. Han var en tæt, atletisk bygget mand sidst i fyrrerne, med et hårdt ansigt og skarpe, vrede øjne. Han havde en sort vindjakke med ordet POLITI skrevet med store gule bogstaver hen over ryggen.

”Kan du høre mig nu?” Han gik ned fra verandaen og ud på den falmede plæne, der var visnet hen på grund af frost. ”Godt. Jeg sagde, at jeg bliver nødt til at få en tekniker mere hen til gerningsstedet med det samme … Nej, det duer ikke, jeg siger jo, at jeg har brug for en NU … Nu, inden det bliver mørkt. Ordet staves NU. Hvad er det for en del af ordet, du ikke forstår? … Godt. Tak. Det sætter jeg pris på.”

Han trykkede hårdt på telefonens afbryderknap og rystede på hovedet. ”Sådan en kraftidiot.” Han kiggede på Gurney. ”Hvem fanden er du?”

Gurney reagerede ikke på den aggressive tone. Han forstod godt årsagen. På gerningsstedet for et politimord herskede der altid heftige følelser – en slags knap kontrollerbart stammeraseri. Desuden genkendte han stemmen, den tilhørte den mand, der havde sendt betjenten ud til Dermotts hus – John Nardo.

”Kommissær Nardo? Jeg er Dave Gurney.”

Meget syntes at gå igennem Nardos tanker meget hurtigt, det meste af det negativt, og hans eneste bemærkning var: ”Hvad laver du her?”

Det var et uhyre enkelt spørgsmål, men Gurney var ikke sikker på, at han kendte bare en brøkdel af svaret. Han bestemte sig for at fatte sig i korthed. ”Han siger, han vil slå Dermott og mig ihjel. Dermott er her, og nu er jeg her også, så fyren har al den lokkemad, han kan ønske sig. Måske vælger han at slå til, så vi kan få skovlen under ham.”

”Tror du det?” Nardos tone var fuld af uforløst fjendtlighed.

”Hvis du synes,” sagde Gurney, ”kan jeg føre dig ajour omkring vores del af sagen, og så kan du fortælle mig, hvad du har fundet ud af her.”

”Hvad jeg har fundet ud af her? Jeg har fundet ud af, at den betjent, jeg sendte herud på din anmodning, er død. Gary Sissek. Skulle på pension om to måneder. Jeg opdagede, at han næsten havde fået skåret hovedet af med en knust whiskyflaske. Jeg har fundet et par blodige støvler ved siden af en skide havestol bag hækken der.” Han viftede temmelig hektisk med armen i retning af husets bagside. ”Dermott har aldrig set stolen før. Hans nabo har aldrig set stolen før. Så hvor kommer den skide tingest fra? Havde den sindssyge stodder en havestol med sig?”

Gurney nikkede. ”Faktisk er svaret sandsynligvis ja. Det er tilsyneladende en del af en unik fremgangsmåde. Ligesom whiskyflasken. Var det mon Four Roses?”

Nardo stirrede på ham, først med et tomt blik, som om der var en forsinkelse på linjen. ”For fanden da,” sagde han. ”Du må hellere komme med indenfor.”

Døren førte ind til en stor, bar entré. Ingen møbler, ingen tæpper, ingen billeder på væggene, bare en ildslukker og et par røgalarmer. For enden af entreen var bagdøren – og bag den, tænkte Gurney, lå sikkert den veranda, hvor Gregory Dermott samme morgen havde fundet betjentens lig. Slørede stemmer udenfor antydede, at gerningsstedsteknikerne stadig var travlt beskæftiget i baghaven.

”Hvor er Dermott?” spurgte Gurney.

Nardo pegede med tommelfingeren op mod loftet. ”I sit soveværelse. Han får migræne af stress, og migrænen giver ham kvalme. Han er ikke i det, man kalder ’godt’ lune. Det var slemt nok inden telefonopringningen, hvor han fik at vide, han var den næste på listen, og så … kors i hytten.”

Gurney havde spørgsmål, han ønskede at stille, massevis af dem, men skønnede, at det var en bedre idé at lade Nardo bestemme farten. Han kiggede sig omkring på det, han kunne se af husets stueetage. Gennem en døråbning til højre var der et stort rum med hvide vægge og et nøgent trægulv. En femseks computere stod side om side på et langt bord midt i lokalet. Telefoner, faxmaskiner, printere, scannere, ekstra harddiske og andet pctilbehør fyldte endnu et langt bord, der stod placeret ind mod den fjerneste væg. Ved den fjerneste væg var der desuden en ildslukker. I stedet for en røgalarm var der et indbygget sprinklersystem. Der var kun to vinduer, for lidt til rummet, et foran og et bagtil, hvilket gav det en tunnelagtig atmosfære på trods af den hvide maling.

”Han kører sin computerbiks hernede fra og bor ovenpå. Vi bruger det andet lokale,” sagde Nardo og pegede på en dør på den anden side af entreen. Lokalet var lige så uindbydende og strengt funktionelt som det andet, halvt så stort og med kun et vindue i den ene ende, hvad der snarere gjorde det til en hule end en tunnel. Nardo tændte for lyset på en vægkontakt, idet de trådte derind, og fire indbyggede lamper i loftet forvandlede hulen til en lysende hvid kasse med arkivskabe langs den ene væg, et bord med to stationære computere langs den anden, et bord med en kaffemaskine og en mikrobølgeovn langs den tredje og et tomt firkantet bord med to stole midt i lokalet. Dette lokale havde både et sprinklersystem og en røgalarm. Det mindede Gurney om en renere version af den triste vagtstue på politistationen i hans sidste distrikt. Nardo satte sig i den ene stol og gjorde tegn til Gurney om at sætte sig i den anden. Han masserede sine tindinger et godt stykke tid, som om han forsøgte at presse anspændtheden ud af sit hoved. Efter udtrykket i hans øjne at dømme virkede det ikke.

”Jeg køber ikke det der ‘lokkemads’fis,” sagde han og rynkede på næsen, som om ordet ’lokkemad’ stank.

Gurney smilede. ”Det er delvis sandt.”

”Og hvad med den anden del?”

”Jeg ved det ikke helt.”

”Er du kommet her for at spille helt?”

”Nej, det tror jeg ikke. Men jeg føler, at min tilstedeværelse her kan være en hjælp.”

”Jaså? Hvad nu, hvis jeg ikke deler den følelse?”

”Det er dit show. Hvis du vil have mig til at tage hjem, så tager jeg hjem.”

Nardo sendte ham endnu et langt, kynisk blik. Til sidst lod han til at skifte mening, i hvert fald forsøgsvis. ”Four Rosesflasken er en del af fremgangsmåden, siger du?”

Gurney nikkede.

Nardo tog en dyb indånding. Han så ud, som om hele kroppen gjorde ondt. Eller som om hele verden gjorde ondt. ”Udmærket, Gurney. Måske du skulle fortælle mig alt det, du ikke har fortalt mig.”