Kapitel 48

Et hus med en historie

Gurney fortalte ham om de bagvendte fodaftryk i sneen, digtene, den unaturlige stemme i telefonen, de to foruroligende taltricks, ofrenes alkoholiserede baggrund, den psykiske tortur, de fjendtlige beskeder til politiet, ’REDRUM’grafittien på døren og ’mr. og mrs. Scyllas’ ophold på The Laurels, morderens høje intelligens og overmod. Han fortsatte med detaljer fra de tre drabssager, han var bekendt med, indtil Nardos opmærksomhedsniveau så ud til at nærme sig bristepunktet. Så rundede han af med det, han anså som det vigtigste.

”Han ønsker at bevise to ting. For det første, at han har magt til at kontrollere og straffe drukkenbolte. For det andet, at politiet er nogle uduelige fjolser. Hans forbrydelser er bevidst opbygget som indviklede gåder, hjernevridere. Han er superintelligent, besat, omhyggelig. Indtil videre har han ikke efterladt sig et eneste fingeraftryk, hår, spytstænk, tøjfiber eller fejlplaceret fodtrin, uden at det var planlagt. Han har ikke begået nogen fejltagelser, som vi kan få øje på. Faktum er, at vi ved meget lidt om ham, hans metoder eller de motiver, som han ikke har valgt at indvie os i. Med én mulig undtagelse.”

Nardo hævede et træt, men nysgerrigt øjenbryn.

”En vis dr. Holdenfield, som har skrevet den fremmeste afhandling om seriemord, tror, han har nået et kritisk stade i processen og måske snart vil iværksætte et skæbneafgørende klimaks.”

Nardos kæbemuskler svulmede. Han talte med streng selvbeherskelse. ”Hvad der vil gøre min nedslagtede ven på bagverandaen til en slags opvarmningsøvelse?”

Det var ikke et af den slags spørgsmål, man kunne, eller burde, svare på. De to mænd sad i tavshed, indtil en let lyd, måske lyden af et uregelmæssigt åndedrag, på én gang fik dem til at rette blikket mod døråbningen. Ganske i strid med den tyste ankomst var det den store kleppert i ishockeyspillerstørrelse, der tidligere havde stået vagt ved indkørslen. Han så ud, som om han blev boret i en tand.

Nardo kunne se, hvad der var på vej. ”Hvad er der, Tommy?”

”De har fundet Garys kone.”

”Åh gud, okay. Hvor er hun?”

”På vej hjem fra byens garagehal. Hun er chauffør på Head Startskolebussen.”

”Nå ja. Ja. Pis. Jeg burde selv tage derhen, men jeg kan ikke gå herfra lige nu. Hvor fanden er politimesteren? Har nogen fundet ham?”

”Han er i Cancún.”

”Ja, jeg ved sgu godt, han er i Cancún, men hvorfor fanden tjekker han ikke sine beskeder?” Nardo tog en dyb indånding og lukkede sine øjne. ”Hacker og Picardo – de stod nok familien nærmest. Er Picardo ikke konens fætter eller sådan noget? Send Hacker og Picardo derud. Sådan noget møg. Men bed lige Hacker komme forbi mig først.”

Den gigantiske unge betjent gik lige så stille, som han var kommet.

Nardo tog endnu en dyb indånding. Han begyndte at tale, som om han var blevet sparket i hovedet og håbede, at det at tale ville hjælpe ham med at klare tankerne. ”Så du siger altså, at de alle sammen var alkoholikere. Men Gary Sissek var ikke alkoholiker, så hvad betyder det?”

”Han var politimand. Måske var det nok. Eller måske kom han i vejen for et planlagt angreb på Dermott. Eller måske er der en anden forbindelse.”

”Hvilken anden forbindelse?”

”Det ved jeg ikke.”

Bagdøren smækkede, skarpe fodtrin nærmede sig, og en senet civilklædt betjent dukkede op ved døren. ”Du ville tale med mig?”

”Du må sgu undskylde, men jeg bliver nødt til at bede dig og Picardo om at – ”

”Jeg ved det godt.”

”Udmærket. Godt så. Vær sparsom med detaljerne, gør det så enkelt som muligt. ’Dræbt af knivstik under beskyttelse af muligt mordoffer. Døde som en helt’. Noget i den stil. Åh, for fanden da også! Det, jeg mener, er – ingen grufulde detaljer, ingen blodpøl. Du forstår godt, hvad jeg prøver at sige, ikke? Detaljerne kan komme senere, om nødvendigt. Men indtil videre …”

”Jeg er med.”

”Udmærket. Hør her, jeg beklager, at jeg ikke kan gøre det selv. Men jeg kan simpelt hen ikke tage herfra. Sig til hende, at jeg kigger forbi i aften.”

”Det er i orden.” Manden blev stående i døråbningen, indtil det blev tydeligt, at Nardo ikke havde mere at sige, hvorefter han marcherede væk ad samme vej, han var kommet, og lukkede bagdøren bag sig, denne gang mere dæmpet.

Igen tvang Nardo sin opmærksomhed tilbage til samtalen med Gurney. ”Er der noget, jeg ikke forstår, eller har du en temmelig teoretisk opfattelse af sagen her? Ret mig, hvis jeg tager fejl, men jeg hørte ikke noget om en liste over mistænkte – faktisk er der ingen konkrete spor at gå efter, er det sådan, det hænger sammen?”

”Mere eller mindre.”

”Og hele baduljen af fysiske beviser – kuverter, brevpapir, rødt blæk, støvler, knuste flasker, fodspor, båndede telefonopkald, opkaldsoptegnelser fra mobilsendemaster, returnerede checks, selv beskeder skrevet med hudfedt fra galningens fingerspidser – intet af det har ført nogen vegne?”

”Det er én måde at se det på.”

Nardo rystede på hovedet på en måde, der var ved at udvikle sig til en vane. ”Faktum er altså, at du ikke ved, hvem du leder efter, eller hvordan du skal finde ham.”

Gurney smilede. ”Så det er måske grunden til, at jeg er her.”

”Hvilken grund?”

”At jeg ikke aner, hvor jeg ellers skal tage hen.”

Det var en simpel tilståelse af et simpelt faktum. Den intellektuelle tilfredsstillelse, det var at udregne de taktiske detaljer i en morders fremgangsmåde, var ikke meget andet end en afledning fra manglen på egentlige fremskridt med sagen, som Nardo så enkelt havde udtrykt det. På trods af sit skarpsindige indblik i sagens ydre mysterier måtte Gurney se i øjnene, at han var næsten lige så langt fra at identificere og pågribe gerningsmanden, som han havde været den formiddag, hvor Mark Mellery opsøgte ham med de første forvirrende beskeder og bad ham om hjælp.

Nardos ansigtsudtryk ændrede sig en smule, skarpheden mildnedes.

”Vi har aldrig haft et mord i Wycherly før,” sagde han. ”I hvert fald ikke et rigtigt mord. Vi har haft nogle tilfælde af manddrab, et par trafikdrab, en tvivlsom jagtulykke, men vi har aldrig haft et drab her, hvor der ikke var indblandet mindst ét sanseløst beruset røvhul. I hvert fald ikke i de sidste fireogtyve år.”

”Lige så længe, som du har været i jobbet?”

”Jeps. Den eneste på stationen, der har været her længere end mig, er … var … Gary. Han stod til at skulle have femogtyveårsjubilæum. Hans kone ville have ham til at trække sig efter tyve, men han tænkte, at hvis han blev fem år til … fandens også!” Nardo tørrede sine øjne. ”Vi mister ikke mange mænd i tjenesten,” sagde han, som om hans tårer krævede en rationel forklaring.

Gurney var fristet til at sige, at han godt vidste, hvordan det var at miste en kollega. Han havde mistet to under en fejlslagen anholdelse. I stedet nikkede han bare fuld af forståelse.

Lidt efter rømmede Nardo sig. ”Er du interesseret i at tale med Dermott?”

”Ja, det er jeg faktisk. Jeg vil bare ikke gå i vejen for jer.”

”Det kommer du heller ikke til,” sagde Nardo brysk – sikkert for at opveje sit øjeblik af svaghed, tænkte Gurney. Så tilføjede han i et mere normalt tonefald: ”Du har snakket med fyren i telefonen, ikke sandt?”

”Jo.”

”Så han ved, hvem du er.”

”Ja.”

”Så behøver jeg ikke være til stede. Du kan bare give mig et resumé efter samtalen.”

”Det er helt i orden.”

”Det er døren til højre oven for trappen. Held og lykke.”

Idet han gik op ad den enkle egetræstrappe, spekulerede Gurney på, om førstesalen mon ville afsløre en smule mere om beboerens personlighed end stueetagen, der ikke havde mere varme eller atmosfære end det computerudstyr, den rummede. Trappeafsatsen oven for trappen afspejlede det samme overflødige sikkerhedstema som etagen underneden – en ildslukker på væggen, en røgalarm og sprinklere i loftet. Gurney fik så småt det indtryk, at Gregory Dermott hørte til typen, der gik med både livrem og seler. Han bankede på den dør, Nardo havde angivet.

”Ja?” svaret var forpint, hæst, utålmodigt.

”Det er specialefterforsker Gurney, mr. Dermott. Må jeg komme ind et øjeblik?”

Der var en pause. ”Gurney?”

”Dave Gurney. Vi har talt sammen i telefonen.”

”Kom ind.”

Gurney åbnede døren ind til et værelse, der var mørklagt af halvvejs lukkede persienner. Det var møbleret med en seng, et natbord, en kommode og et sofabordagtigt skrivebord, der stod op mod væggen med en klapstol foran. Alt træet var mørkt. Stilen var nutidig, i den lidt dyre ende. Sengetæppet og gulvtæppet var i grå og gyldenbrune nuancer, næsten farveløst. Rummets beboer sad i en lænestol, der stod vendt mod døren. Han sad en smule skævt, som om han havde fundet en stilling, der mildnede hans ubehag. I det omfang, den underliggende personlighed kom til udtryk, slog han Gurney som værende den typiske teknikertype, man stødte på i computerverdenen. I det dæmpede lys var det svært at bestemme hans alder. Nogle og tredive ville være et rimeligt bud.

Efter at have studeret Gurneys træk, som forsøgte han i dem at læse svaret på et spørgsmål, spurgte han med lav stemme: ”Fortalte de Dem det?”

”Fortalte mig hvad?”

”Om telefonopringningen … fra den gale morder.”

”Jo, den har jeg hørt om. Hvem tog telefonen?”

”Tog den? Det var vel en af betjentene. Der kom en op for at hente mig.”

”Bad han specifikt om at komme til at tale med Dem?”

”Det gjorde han vel … det ved jeg ikke … jeg mener, det må han jo have gjort. Betjenten sagde, at der var telefon til mig.”

”Var der noget velkendt over hans stemme?”

”Den var ikke normal.”

”Hvad mener De med det?”

”Den var sær. Steg og faldt, snart høj som en kvindestemme, så lav. Skøre accenter. Som om det var en eller anden uhyggelig spøg, men også alvorlig.” Han trykkede sine fingerspidser mod tindingerne. ”Han sagde, jeg var den næste, og så Dem.” Han virkede snarere forbitret end bange.

”Var der nogen baggrundslyde?”

”Hvad?”

”Hørte De noget andet end hans stemme – musik, trafik, andre stemmer?”

”Nej. Ingenting.”

Gurney nikkede og kiggede sig omkring i værelset. ”Må jeg sætte mig?”

”Hvad? Jo, sæt Dem bare.” Dermott gjorde en fejende bevægelse ud i værelset, som om det var fyldt med stole.

Gurney satte sig på sengekanten. Han havde en stærk fornemmelse af, at Gregory Dermott sad med nøglen til sagen. Hvis han bare kunne finde det rette spørgsmål at stille. Det rette emne at bringe på bane. På den anden side var det sommetider rigtigst at tie. Skabe en tavshed, et tomrum og se, hvordan den anden ville vælge at udfylde det. Han sad længe og stirrede ned i gulvtæppet. Det var en fremgangsmåde, der krævede tålmodighed. Det krævede også en god dømmekraft at vide, hvornår mere tom stilhed bare var spild af tid. Han var ved at nærme sig det punkt, da Dermott talte.

”Hvorfor mig?” Tonen var skarp, irriteret – en beklagelse, ikke et spørgsmål – og Gurney valgte ikke at svare.

Efter et par sekunder fortsatte Dermott: ”Jeg tror, at det måske har noget med huset at gøre.” Han tav lidt. ”Lad mig spørge Dem om noget, mr. Gurney. Har De nogen personlige bekendtskaber ved Wycherly Politi?”

”Nej.” Han var fristet til at spørge om grunden til spørgsmålet, men tænkte, at det fandt han formentlig tids nok ud af.

”Overhovedet ingen, hverken nu eller førhen?”

”Ingen.” Han så noget i Dermotts blik, der syntes at kræve yderligere forsikring, så han tilføjede: ”Indtil jeg så instruksen omkring forsendelsen af checken i brevet til Mark Mellery, anede jeg ikke engang, at Wycherly eksisterede.”

”Og ingen har nogensinde fortalt Dem om det, der skete her i huset?”

”Skete?”

”Her i huset. For længe siden.”

”Nej,” sagde Gurney spændt.

Dermotts ubehag syntes at overgå hovedpinens virkninger.

”Hvad skete der?”

”Det er kun andenhåndsoplysninger,” sagde Dermott, ”men kort efter, jeg købte huset her, fortalte en af naboerne mig, at der for nogle og tyve år siden havde været et voldsomt skænderi – åbenbart mellem en mand og en kone, og at konen var blevet stukket ihjel.”

”Og De ser en slags forbindelse …?”

”Det er måske et sammentræf, men …”

”Ja?”

”Jeg havde næsten glemt det. Indtil i dag. Her til morgen, da jeg fandt – ” Hans læber fortrak sig i en slags kvalmefyldt trækning.

”Tag Dem god tid,” sagde Gurney.

Dermott førte begge hænder op til tindingerne. ”Har De en pistol?”

”Jeg ejer en.”

”På Dem, mener jeg.”

”Nej. Jeg har ikke båret våben, siden jeg forlod NYPD. Hvis De er bekymret for Deres sikkerhed, så er der over ti bevæbnede betjente inden for hundrede meter af huset her,” sagde Gurney.

Dermott så ikke videre beroliget ud.

”De nævnte, at De huskede noget.”

Dermott nikkede. ”Jeg havde fuldkommen glemt det, men kom i tanke om det, da jeg så … al blodet.”

”Hvad kom De i tanke om?”

”Kvinden, der blev knivdræbt her i huset – hun blev stukket i halsen.”