Kapitel 49
Hver og en skal dø
Dermotts erindring om, at naboen (nu afdød) havde tidsfæstet begivenheden til ’for nogle og tyve år siden’ betød, at mordet let kunne være sket for mindre end femogtyve år siden – og i så fald ville både John Nardo og Gary Sissek have været ansat ved politiet, da overfaldet fandt sted. Selv om billedet langt fra var klart, kunne Gurney fornemme, at endnu en brik i puslespillet begyndte at rotere på plads. Han havde flere spørgsmål til Dermott, men de kunne vente, indtil han fik nogle svar fra Nardo.
Han forlod Dermott, der sad stiv som en pind i sin stol ved den lukkede persienne og så forpint og utilpas ud. Idet han begav sig ned ad trappen, spurgte en kvindelig betjent iført teknikerkedeldragt og latexhandsker i gangen nedenfor Nardo om, hvad hun skulle stille op med området uden for huset, der var blevet afsøgt for spor.
”Hold det afspærret med tape, i tilfælde af at vi skal undersøge det igen. Tag stolen, flasken og alt andet, du har fundet, med ind på stationen. Brug den bageste del af arkivrummet til bevisundersøgelsen.”
”Hvad med al rodet på bordet?”
”Sæt det ind på Colberts kontor indtil videre.”
”Det vil han ikke synes om.”
”Det er jeg eddermame – gør nu bare, som jeg siger!”
”Ja, sir.”
”Og sig til Store Tommy, inden du går, at han skal blive omme foran, og at Pat skal blive ved telefonen. Alle andre skal gå ud og stemme dørklokker. Jeg vil vide, om nogen i kvarteret har set eller hørt noget usædvanligt i de sidste par dage, især sent på natten i går eller tidligt her til morgen – fremmede folk, biler der stod parkeret, hvor de ikke normalt står parkeret, folk der luskede omkring, folk der havde hastværk, ALT!”
”Hvor stor en radius skal de dække?”
Nardo kiggede på sit ur. ”Så meget de kan inden for de næste seks timer. Derefter tager vi stilling til, hvad vi så skal gøre. Hvis der viser sig noget af interesse, skal jeg have det at vide øjeblikkeligt.”
Da hun var draget ud på sin mission, vendte Nardo sig om mod Gurney, der stod neden for trappen. ”Fundet ud af noget brugbart?”
”Jeg ved det ikke helt,” sagde Gurney lavmælt og gjorde tegn til Nardo om at følge efter sig ind i det værelse, hvor de tidligere havde siddet. ”Måske kan du hjælpe mig med at regne det ud.”
Gurney satte sig i stolen vendt mod døren. Nardo stillede sig bag stolen på den modsatte side af det firkantede bord. Hans udtryk var en blanding af nysgerrighed og noget, Gurney ikke kunne tyde.
”Er du klar over, at en person er blevet stukket ihjel her i huset?”
”Hvad helvede snakker du om?”
”Kort efter, at Dermott købte huset, fortalte en nabo ham, at en kvinde, der havde boet her for længe siden, var blevet overfaldet af sin mand.”
”Hvor mange år siden er det?”
Gurney var sikker på, at han så et glimt af erindring i Nardos blik.
”Måske tyve, måske femogtyve. Inden for det tidsrum.”
Det lod til at være det svar, Nardo forventede. Han sukkede og rystede på hovedet. ”Det havde jeg ikke tænkt på i lang tid. Jo, der var en episode af hustruvold – for omkring fireogtyve år siden. Forholdsvis kort tid efter, at jeg sluttede mig til korpset. Hvad med det?”
”Kan du huske nogen detaljer?”
”Inden vi graver ned i hukommelsen, kan du måske lige fortælle mig, hvorfor det er relevant?”
”Kvinden, der blev overfaldet, blev stukket i halsen.”
”Og skal det betyde noget?” Der var en trækning i Nardos mundvig.
”To mennesker er blevet overfaldet her i huset. Der er mange måder at blive overfaldet på, så jeg finder det temmelig bemærkelsesværdigt, at de begge blev stukket i halsen.”
”Når du siger det på den måde, får du de to begivenheder til at lyde ens, men sagen er, at de intet har til fælles. Hvad helvede har mordet på en betjent på en beskyttelsesopgave her i dag at gøre med husspektakler for hele fireogtyve år siden?”
Gurney trak på skuldrene. ”Hvis jeg vidste mere om ’husspektaklerne’, så kunne jeg måske sige det.”
”Fint. Okay. Så fortæller jeg dig det, jeg ved, men det er ikke ret meget.” Nardo tav, stirrede ned på bordet, eller måske snarere ind i fortiden. ”Jeg havde ikke vagt den aften.”
Han fralægger sig tydeligvis ansvaret, tænkte Gurney. Hvordan kan det mon være?
”Så jeg fortæller mest, hvad jeg hørt,” fortsatte Nardo. ”Som i de fleste tilfælde af husspektakler var manden døddrukken. Han kom op at toppes med konen og tog så åbenbart en flaske, knaldede den i hovedet på hende, så den gik i stykker, og hun blev skåret. Det var sådan set det.”
Gurney vidste udmærket, at det ikke var det. Det eneste spørgsmål var, hvordan han kunne vriste resten af historien fri. En af jobbets uskrevne regler var at sige så lidt som muligt, og Nardo overholdt omhyggeligt reglen. Eftersom han følte, at der ikke var tilstrækkelig tid til en spidsfindig fremgangsmåde, besluttede Gurney sig for kaste sig hovedkulds ind i forhindringen.
”Du er jo fuld af lort, Nardo!” sagde han og kiggede bort med et udtryk af afsky.
”Lort?” Nardos stemme lå i et truende leje, lige over en hvisken.
”Jeg er sikker på, at det, du har fortalt mig, er sandt. Problemet er bare det, der er udeladt.”
”Måske rager det, der er udeladt, ikke dig.” Nardo lød stadig barsk, men noget af selvtilliden var forsvundet fra den krigeriske attitude.
”Hør her, jeg er ikke bare et nysgerrigt røvhul fra et andet distrikt. Gregory Dermott fik en telefonopringning her til morgen, der truede mig på livet. Mig. Hvis der er den mindste mulighed for, at de nuværende begivenheder kan hænge sammen med dine såkaldte husspektakler for fireogtyve år siden, så har jeg fandeme ret til at vide det.”
Nardo rømmede sig og stirrede op i loftet, som om de rette ord – eller en nødudgang – pludselig kunne tænkes at indfinde sig der.
Gurney tilføjede mere dæmpet: ”Du kan begynde med at fortælle mig navnene på de involverede personer.”
Nardo gav et lille nik, trak den stol ud, han havde stået bag, og satte sig ned. ”Jimmy og Felicity Spinks.” Han lød, som om han resignerede over for en ubehagelig sandhed.
”Du siger navnene, som om du kendte dem ret godt.”
”Ja. Jo. Det vil sige …” Et sted i huset ringede en telefon en enkelt gang. Nardo lod ikke til at høre den. ”Jo, altså, Jimmy plejede at drikke lidt. Nok mere end lidt. En aften kom han fuld hjem og kom op at skændes med Felicity. Som jeg sagde, endte det med, at han fik skåret hende ret så voldsomt med en knust flaske. Hun mistede en masse blod. Jeg så det ikke, jeg havde fri den aften, men fyrene, der havde vagt, talte om blodet i en hel uge.” Nardo stirrede igen ned i bordet.
”Hun overlevede?”
”Hvad? Ja, ja, hun overlevede, men med nød og næppe. Hjerneskade.”
”Hvad skete der med hende?”
”Skete? Jeg tror, hun blev anbragt på et slags plejehjem.”
”Hvad med manden?”
Nardo tøvede. Gurney kunne ikke afgøre, hvorvidt han havde svært ved at huske det eller bare ikke ønskede at tale om det. ”Hævdede, det var selvforsvar,” sagde han med åbenbar afsky. ”Men det endte med, at han fik en tilståelsesdom. Straffen blev nedsat til den tid, han havde siddet varetægtsfængslet. Mistede sit arbejde. Forlod byen. Socialforsorgen tog sig af barnet. Det var enden på den historie.”
Gurneys antenne, der var gjort yderst følsom af tusindvis af forhør, fortalte ham, at der stadig manglede noget. Han ventede, iagttog Nardos ubehag. I baggrunden kunne han med mellemrum høre en stemme – sikkert stemmen tilhørende den person, der havde taget telefonen – men kunne ikke skelne ordene.
”Der er noget, jeg ikke forstår,” sagde han. ”Hvad er det, der er så grimt ved den historie, at du ikke bare fortalte mig det hele fra starten af?”
Nardo kiggede direkte på Gurney. ”Jimmy Spinks var politimand.”
Den kuldegysning, der fejede gennem Gurneys krop, bragte adskillige presserende spørgsmål med sig, men inden han kunne nå at stille nogen af dem, dukkede en kvinde med en firskåren kæbe og rødblondt karseklippet hår pludselig op i døråbningen. Hun bar jeans og en mørk polobluse. En Glock i et hylster til hurtigt træk var spændt fast under venstre arm.
”Sir, vi har lige modtaget en opringning, som du skal kende til.” Et uudtalt med det samme glimtede i hendes øjne.
Nardo så ud til at være lettet over afbrydelsen og gav den nytilkomne sin fulde opmærksomhed. Han ventede på, at hun skulle fortsætte, mens hun kiggede usikkert på Gurney.
”Han er en af vores,” sagde Nardo glædesløst. ”Fortæl bare.”
Hun sendte Gurney endnu et øjekast, lige så uvenligt som det første, men gik så hen til bordet og lagde en digital telefonbåndoptager i miniatureudgave ned foran Nardo. Den havde omtrent samme størrelse som en iPod.
”Det hele er på båndet, sir.”
Han tøvede et øjeblik, kiggede på genstanden med sammenknebne øjne og trykkede så på en knap. Afspilningen begyndte øjeblikkeligt. Kvaliteten var fortræffelig.
Gurney genkendte den første stemme som tilhørende kvinden, der stod foran ham.
”GD Security Systems.” Hun havde åbenbart fået besked på at svare på opkald til Dermotts telefon, som var hun en medarbejder.
Den anden stemme var bizar – og fuldkommen genkendelig for Gurney fra den opringning, han havde lyttet med til på Mark Mellerys anmodning. Det forekom at være uendelig længe siden. Fire dødsfald havde fundet sted siden opringningen dengang og nu – dødsfald, der havde rystet hans tidsfornemmelse. Mark i Peony, Albert Schmitt i Bronx, Richard Kartch i Sotherton (Richard Kartch – hvorfor bragte det navn altid en følelse af uro med sig, en følelse af, at noget ikke stemte) og politibetjent Gary Sissek i Wycherly.
Det var umuligt at tage fejl af accenten og det underligt skiftende stemmeleje.
”Hvis jeg kunne høre Gud, hvad ville Han så sige til mig?” spurgte stemmen med samme truende tone som skurken i en gyserfilm.
”Undskyld mig?” Den kvindelig betjent på optagelsen lød lige så overrumplet, som enhver virkelig receptionist kunne være blevet.
Stemmen gentog mere insisterende: ”Hvis jeg kunne høre Gud, hvad ville Han så sige til mig?”
”Undskyld, men De bliver nødt til at sige det igen. Det er vist en dårlig forbindelse. Ringer De fra en mobiltelefon?”
Betjenten indskød en hurtig bemærkning til Nardo: ”Jeg prøvede bare at trække opkaldet i langdrag, som du sagde, for at få ham til at tale så længe som muligt.”
Nardo nikkede. Optagelsen fortsatte.
”Hvis jeg kunne høre Gud, hvad ville Han så sige til mig?”
”Jeg er ikke helt med, sir. Vil De være så venlig at forklare, hvad De mener?”
Stemmen, der med et blev rungende, erklærede: ”Gud ville sige til mig, at jeg skulle slå dem alle ihjel!”
”Sir? Jeg er temmelig forvirret. Skal jeg skrive beskeden ned og bringe den videre? Og til hvem?”
Der lød en skarp latter, som knitrende cellofan.
”Så blev det dommedag, alt er sagt i den sag. / Skønt Dermott er kvik, og Gurney rap, / kommer udrenseren. Tik, tak, tik, tak.”