Kapitel 51

Vis og fortæl

Gurneys umiddelbare reaktion var, at de måtte være gået ind ad den forkerte dør. Men det gav heller ingen mening. Ud over døren oven for trappen var det den eneste dør i kælderen. Men dette var ikke blot et opbevaringsrum.

De stod i hjørnet af et stort, dæmpet oplyst, traditionelt møbleret soveværelse med et højluvet tæppe på gulvet. Foran dem stod der en dobbeltseng med et blomstret sengetæppe og et flæselagen rundt om rammen. Adskillige tykke, polstrede puder med matchende flæser stod lænet op ad hovedgærdet. For enden af sengen var der en brudekiste i cedertræ. På den stod en stor tøjdyrsfugl af en slags patchworkstof. En underlig indretning på væggen til venstre for Gurney tiltrak hans opmærksomhed – ved første øjekast lignede det et vindue vendt ud mod en åben mark, men det gik hurtigt op for ham, at udsigten var en farvetransparent i plakatstørrelse, der blev oplyst bagfra, formentlig for at bløde op på den klaustrofobiske atmosfære. Samtidig blev han bevidst om den lave summen fra et airconditionanlæg.

”Det her fatter jeg ikke en meter af,” sagde Nardo.

Gurney skulle lige til at erklære sig enig, da han fik øje på et lille bord lidt længere henne ad den samme væg som det falske vindue. På bordet var der en sparepærelampe, og i dens cirkel af ravfarvet lys stod tre enkle sorte rammer af den slags, man sædvanligvis bruger til indramning af eksamensbeviser. Han gik nærmere for bedre at kunne se. I hver ramme var der en fotokopi af en check. Checkene var alle udstedt til X. Arybdis. De lød alle på beløbet $289,87. Fra venstre til højre var de fra Mark Mellery, Albert Schmitt og R. Kartch. Det var de checks, som Gregory Dermott havde meddelt, at han havde modtaget, og hvis originaler han havde returneret til afsenderne uden at hæve dem. Men hvorfor havde han taget kopier, inden han returnerede dem? Og hvad der var mere foruroligende, hvorfor i alverden havde han indrammet dem? Gurney samlede dem op én ad gangen, som om en nærmere undersøgelse kunne give ham svaret.

Pludselig, mens han stod og granskede underskriften på den tredje check – R. Kartch – dukkede følelsen af ubehag ved navnet atter op. Dog var det denne gang ikke blot følelsen, men også årsagen.

”Satans!” mumlede han over sin tidligere blindhed over for den nu indlysende uoverensstemmelse.

Samtidig udstødte Nardo pludselig en lille lyd. Gurney kiggede på ham og fulgte så retningen af hans overraskede blik til det modsatte hjørne i det brede værelse. Dér – næppe synlig i skyggerne, uden for rækkevidde af bordlampens svage lys på de indrammede checks, delvis skjult bag klapperne på en øreklapstol og kamufleret af en natkjole i den samme støvede rosa nuance som betrækket, sad en skrøbelig kvinde med hovedet bøjet ned mod brystet.

Nardo tog en lommelygte fra sit bælte og rettede strålen mod hende.

Gurney skød hendes alder til at være alt mellem halvtreds og halvfjerds. Hendes hud var ligbleg. Det lysblonde hår, der var sat i overdådige krøller, måtte være en paryk. Blinkende løftede hun sit hoved så gradvist op, at det næppe syntes at bevæge sig, og drejede det i retning af lyset med en sær heliotropisk ynde.

Nardo kiggede på Gurney og dernæst tilbage på kvinden i stolen.

”Jeg skal tisse,” sagde hun. Stemmen var høj, hæs, krævende. Den hovmodigt opadvendte hage afslørede et hæsligt ar på halsen.

”Hvem fanden er det?” hviskede Nardo, som om Gurney burde vide det.

Men faktisk var Gurney temmelig sikker på, at han vidste præcis, hvem det var. Han vidste også, at det havde været en forfærdelig fejltagelse at gå ned i kælderen med nøglen til Nardo.

Han vendte sig hurtigt om mod den åbne dør. Men der stod Gregory Dermott allerede med en 1liters Four Roseswhiskyflaske i den ene hånd og en kaliber .38 Specialrevolver i den anden. Der var intet spor af den vrede, utidige mand med migræne. Øjnene var nu ikke længere knebet sammen i foregiven smerte og anklage, men havde igen antaget det, Gurney antog, var deres sædvanlige udtryk – det højre ivrigt og beslutsomt, det venstre mørkt og lige så følelseskoldt som bly.

Nardo vendte sig også om. ”Hvad pok…?” begyndte han, men begravede så spørgsmålet i halsen. Han stod musestille og kiggede skiftevis på Dermotts ansigt og revolveren.

Dermott trådte helt ind i rummet, strakte adræt foden bagud og hægtede skosnuden rundt om dørkanten og trak den i bag sig. Der lød et tungt metallisk klik, da låsen smækkede i. Et lille foruroligende smil forlængede hans smalle læber.

”Endelig alene,” sagde han og efterabede tonen hos en mand, der ser frem til en hyggelig sludder. ”Så meget at gøre på så lidt tid,” tilføjede han. Dette fandt han tilsyneladende morsomt. Det kolde smil bredte sig et øjeblik som en orm, der strækker sig, men svandt så ind igen. ”Jeg vil gerne have, at I på forhånd ved, hvor meget jeg påskønner jeres deltagelse i mit lille projekt. Jeres samarbejde vil gøre det hele så meget desto bedre. Først, en mindre detalje. Må jeg bede Dem om at lægge Dem ned på maven, kommissær Nardo?” Det var egentlig ikke et spørgsmål.

Gurney kunne i Nardos øjne se en slags hurtig beregning, men han kunne ikke sige, hvilke muligheder manden overvejede. Eller om han i det hele taget havde nogen anelse om, hvad der foregik.

I den udstrækning han kunne tyde Dermotts blik, lignede det tålmodigheden hos en kat, der betragter en mus uden flugtveje.

”Det vil være en rigtig god idé at lægge revolveren fra Dem, Dermott,” sagde Nardo og foregav en slags smertelig bekymring.

Dermott rystede på hovedet. ”Ikke så god, som De tror.”

Nardo så forbløffet ud. ”Læg den nu bare fra Dem, sir.”

”Det er en mulighed, men desværre er der en komplikation ved det. Intet er enkelt her i tilværelsen, vel?”

”En komplikation?” Nardo talte til Dermott, som om han var en ellers harmløs medborger, der for en stund havde glemt at tage sin medicin.

”Jeg har tænkt mig at lægge revolveren fra mig, når jeg har skudt Dem. Hvis De vil have mig til at lægge den fra mig med det samme, så bliver jeg nødt til at skyde Dem med det samme. Det har jeg ikke lyst til, og det er jeg overbevist om, at De heller ikke har. Kan De se problemet?”

Mens Dermott talte, løftede han revolveren op til et punkt, hvor den var rettet mod Nardos hals. Om det var den ubevægelige hånd eller den rolige hån i Dermotts stemme var ikke til at sige, men noget ved hans opførsel overbeviste i hvert fald Nardo om, at han måtte forsøge sig med en anden strategi.

”Hvis De affyrer den revolver,” sagde han, ”hvad tror De så vil ske?”

Dermott trak på skuldrene, og hans smalle mund blev igen bredere. ”Så dør De.”

Nardo nikkede, foreløbig enig, som om en studerende havde givet ham et indlysende, men ufuldstændigt svar. ”Og? Hvad så?”

”Hvilken forskel gør det?” Dermott trak igen på skuldrene, mens han stirrede langs med løbet på Nardos hals.

Kommissæren syntes at have svært ved at bevare kontrollen, både over sit raseri og sin frygt.

”Ikke meget for mig, men en del for Dem. Hvis De trykker på aftrækkeren, så har De øjeblikkeligt tyve betjente i røven. Og de flår Dem i småstykker.”

Dermott lod til at more sig. ”Hvor meget ved De om krager, kommissær Nardo?”

Nardo kneb øjnene sammen ved det underlige emneskift.

”Krager er utrolig dumme,” sagde Dermott. ”Når man skyder en, så kommer der en til, og så en til, og en til. Jo flere man skyder, jo flere kommer der.”

Det var noget, Gurney havde hørt før – at krager ikke lod en af deres egne dø alene. Hvis en krage var ved at dø, ville andre komme til og stille sig ved dens side, så den ikke skulle være alene. Da han første gang fik denne historie fortalt af sin bedstemor, da han var ti eller elleve år gammel, havde han måttet forlade stuen, fordi han vidste, han ville komme til at græde. Han gik ud på badeværelset, og hans hjerte gjorde ondt.

”Jeg så engang et billede af en krageskydning på en gård i Nebraska,” sagde Dermott med en blanding af forundring og foragt. ”En landmand stod ved siden af en bunke døde krager – den ragede næsten helt op til hans skulder.” Han tav som for at give Nardo tid til at fatte kragernes absurde selvmordstrang og relevansen af deres skæbne for den nuværende situation.

Nardo rystede på hovedet. ”Tror De virkelig, De kan sidde her og skyde den ene betjent efter den anden, når de kommer ind ad døren, uden at få hovedet blæst af? Sådan kommer det ikke til at foregå.”

”Selvfølgelig gør det ikke det. Er der aldrig nogen, der har fortalt Dem, at tager man tingene for bogstaveligt, forstår man dem ikke? Jeg kan godt lide kragehistorien, kommissær, men der er mere effektive måder at udrydde skadedyr på end at skyde dem én efter én. Man kan for eksempel gasse dem. Gas er meget effektivt, hvis man udleder det korrekt. Måske har De lagt mærke til, at alle værelser her i huset er forsynet med sprinklere? Alle undtaget dette.” Han tav igen – det livligste øje glitrede af selvtilfredshed. ”Så hvis jeg skyder Dem, og alle kragerne kommer flyvende, så åbner jeg to små ventiler på to små rør, og tyve sekunder efter …” Hans smil blev kerubisk. ”Har De nogen anelse om, hvad koncentreret klorgas gør ved en menneskelunge? Og hvor hurtigt den gør det?”

Gurney så Nardo anstrenge sig for at bedømme denne skræmmende beherskede mand og hans gastrussel. I et foruroligende øjeblik troede han, at politimandens stolthed og raseri ville få ham til at tage et fatalt spring fremad, men i stedet tog Nardo et par stille indåndinger, der syntes at lette noget af presset på fjederen, og talte med en stemme, der lød oprigtig og indtrængende.

”Klorblandinger kan være lumske. Jeg arbejdede engang med dem i en antiterrorenhed. En fyr kom ved et uheld til at producere noget nitrogentriklorid som et biprodukt af et andet eksperiment. Han vidste det ikke engang. Det sprængte hans tommelfinger af. Måske er det ikke så let, som De tror, at sprede Deres kemikalier gennem et sprinklersystem. Jeg er ikke sikker på, at det kan lade sig gøre.”

”Lad nu være med at spilde tiden på at løbe om hjørner med mig, kommissær. De lyder, som om De afprøver en teknik fra en politimanual. Hvad var det, der stod – ’Udtryk skepsis over forbryderens plan, sæt spørgsmålstegn ved hans troværdighed, provoker ham til at røbe yderligere detaljer’? Hvis De gerne vil vide mere, så behøver De ikke at narre mig – spørg bare løs. Jeg har ingen hemmeligheder. Det eneste, jeg har, bare så De ved det, er to 200liters højtryksbeholdere fyldt med klor og ammoniak, drevet af en industrikompressor, der er direkte forbundet med hovedsprinklerrøret, der forsyner resten af systemet i huset. Der er to ventiler skjult her i rummet, der vil blande de i alt fire hundrede liter og frigive en enorm mængde gas i en yderst koncentreret form. Hvis der skulle dannes nitrogentriklorid og en deraf følgende eksplosion, vil jeg blot anse det som en herlig bonus, men jeg vil være tilfreds med, at Wycherly Politi lider kvælningsdøden. Det ville ellers have været rigtig sjovt at se jer alle sammen blive sprængt i småstykker, men man må jo nøjes. Det bedste må ikke blive det godes fjende.”

”Mr. Dermott, hvad i alverden handler alt det her om?”

Dermott rynkede panden som en parodi på en person, der kunne tænkes at overveje spørgsmålet alvorligt.

”Jeg fik et brev med posten her til morgen. ’Pas på i sne, pas på i sol, / Om natten, om dagen, intet skjul.’” Han citerede Gurneys digt med sarkastisk teatralskhed og sendte ham et inkvisitorisk øjekast imens. ”Tomme trusler, men jeg må takke den, der sendte det. Det mindede mig om, hvor kort livet kan være, at jeg aldrig skal udskyde til i morgen, hvad jeg kan gøre i dag.”

”Jeg fatter overhovedet ikke, hvad De mener,” sagde Nardo, stadig alvorlig.

”Bare gør, hvad jeg siger, så skal De nok komme til at forstå det.”

”Fint, intet problem, jeg ønsker bare, at ingen kommer unødigt til skade.”

”Nej, selvfølgelig ikke.” Det langstrakte, ormeagtige smil kom og gik. ”Det vil ingen. Så for at undgå unødig tilskadekomst bliver jeg nødt til at insistere på, at De lægger Dem ned på gulvet, nu.”

De var tilbage i udgangspunktet. Spørgsmålet var, hvad nu? Gurney afsøgte Nardos ansigt efter tydbare tegn. Hvor meget havde manden mon stykket sammen? Var det gået op for ham, hvem kvinden i sengen kunne være? Og den smilende psykopat med whiskyflasken og revolveren?

I det mindste måtte det endelig være gået op for ham, om ikke andet, at Dermott havde myrdet betjent Sissek. Det kunne være årsagen til det had, han ikke helt kunne skjule i sit blik. Pludselig var fjederen spændt igen. Nardo så ud til at være pumpet op med adrenalin, med en primitiv, ’skide være med konsekvenserne’følelse, der var langt mere kraftfuld end fornuft. Dermott så det også, men i stedet for at kue ham, syntes det at opløfte ham, give ham energi. Hans hånd strammedes blot en anelse om revolveren, og for første gang afslørede det glatte smil en række funklende tænder.

Mindre end et sekund før en kaliber .38kugle med sikkerhed ville have gjort en ende på Nardos liv, og mindre end to sekunder før endnu en kugle ville have afsluttet hans eget, brød Gurney ind med et rasende råb langt nede fra halsen.

”Gør, hvad manden sagde! Læg dig ned på gulvet, for fanden! Læg dig da for fanden ned på gulvet NU!”

Virkningen var forbløffende. Modstanderne stod fastfrosset på stedet, konfrontationens brændende intensitet blev brudt af Gurneys primitive brøl.

Den kendsgerning, at ingen var døde, overbeviste ham om, at han var på rette spor; dog var han usikker på, hvad sporet indebar. I den udstrækning Gurney kunne tyde Nardos ansigtsudtryk, så denne ud til at føle sig forrådt. Dermotts udtryk var sværere at afkode, men han virkede desorienteret. Gurney formodede dog, at han kæmpede for ikke at lade afbrydelsen underminere hans kontrol over situationen.

”Et meget klogt råd fra Deres ven,” sagde Dermott til Nardo. ”Jeg ville følge det med det samme, hvis jeg var Dem. Kriminalassistent Gurney har en frygteligt kvik hjerne. Han er en frygteligt interessant mand. En berømt mand. Man kan lære utrolig meget om en person ved en simpel søgning på internettet. Man bliver forbløffet over, hvilke slags oplysninger der dukker op med navn og postnummer. Man har så lidt privatliv nu om dage.” Dermotts lumske tonefald sendte en bølge af kvalme op gennem Gurneys bryst. Han forsøgte at minde sig selv om, at det var Dermotts speciale at overbevise folk om, at han vidste mere om dem, end han i virkeligheden gjorde. Men tanken om, at det slet ikke var faldet ham ind, at problemet omkring poststemplet kunne have bragt Madeleine i fare, trængte sig på og var næsten ikke til at bære.

Nardo lagde sig nølende ned på gulvet, så han til sidst lå på maven i en stilling som en mand, der skal til at tage armbøjninger. Dermott gav ham ordre til at samle hænderne bag nakken, ”hvis det ikke er for meget forlangt”. I et frygteligt øjeblik troede Gurney, at han lagde an til en lynhenrettelse. Efter at have stirret med tilfredshed på den liggende kommissær satte Dermott dog i stedet forsigtigt den medbragte whiskyflaske fra sig på cedertræskisten ved siden af den store tøjdyrsfugl – eller rettere sagt, gik det op for Gurney, gås. Med en kuldegysning mindedes han en detalje fra laboratorierapporterne. Gåsedun. Så rakte Dermott hånden ned til Nardos højre ben, trak en lille automatpistol op af et hylster, der var spændt fast ved anklen, og stoppede den i sin egen lomme. Igen kom og gik det humørforladte smil.

”Viden om, hvor alle våbnene findes,” forklarede han med en uhyggelig alvor, ”er nøglen til at undgå en tragedie. Der er så mange våben. Så mange våben i de forkerte hænder. Selvfølgelig lyder et ofte anvendt argument, at det ikke er våben, der dræber mennesker, det er mennesker, der dræber mennesker. Og I må jo indrømme, at det rummer en vis sandhed. Mennesker dræber vitterligt mennesker. Men hvem skulle vide det bedre end mænd inden for jeres profession?”

Til den korte liste over ting, han vidste, var sande, tilføjede Gurney det faktum, at disse taler til Dermotts tilfangetagne publikum – den høflige attitude, den truende belevenhed, de samme elementer, der kendetegnede hans meddelelser til sine ofre – tjente det vitale formål at nære hans egen forestilling om almægtighed.

Dermott beviste, at Gurney havde ret, ved at vende sig om mod ham og hviske som en underdanig pladsanviser. ”Mon De vil være så venlig at sætte Dem med ryggen mod væggen derovre?” Han pegede på en tremmestol til venstre for sengen ved siden af lampebordet med de indrammede checks. Gurney gik hen til stolen og satte sig ned uden at tøve.

Dermott så atter ned på Nardo og sagde med en opmuntrende tone, der modsagde hans iskolde blik: ”De er snart på benene igen. Vi skal bare have en enkelt deltager mere på plads. Jeg sætter stor pris på Deres tålmodighed.”

På den side af Nardos ansigt, Gurney kunne se, strammedes en kæbemuskel, og en rødme bredte sig fra halsen og op over kinden.

Dermott bevægede sig hurtigt gennem værelset og hen i det fjerneste hjørne, hvor han bøjede sig ind over øreklapstolens side og hviskede noget til den siddende kvinde.

”Jeg skal tisse,” sagde hun og løftede hovedet.

”Det passer faktisk ikke,” sagde Dermott med et blik tilbage på Gurney og Nardo. ”Det er, fordi kateteret generer. Hun har haft kateter i årevis. Det er ubehageligt, men også vældig nyttigt. Herren giver, og Herren tager. Plat og krone. Man kan ikke have det ene uden det andet. Var det ikke en sang?” Han tav, som forsøgte han at identificere noget, nynnede en velkendt melodi med en kæk tone og hjalp så, stadig med revolveren i højre hånd, den gamle kvinde op fra sengen med den venstre. ”Kom så, min kære, det er puttesovetid.”

Idet han med små, haltende trin førte hende gennem værelset og hen til sengen, hvor han hjalp hende ned i en halvt liggende stilling lænet op ad de støttende puder, gentog han atter og atter med en stemme som en lille drengs: ”Puttesove, puttesove, puttesove, puttesove.”

Med revolveren pegende et sted midt mellem Nardo på gulvet og Gurney i stolen kiggede han sig uden hastværk omkring i værelset, men ikke på noget bestemt. Det var svært at sige, om han betragtede de tilstedeværende genstande eller et optrin fra en anden tid eller et andet sted. Så kiggede han på kvinden i sengen og sagde med en slags eksalteret Peter Panoverbevisning: ”Alt skal nok blive perfekt. Alt kommer til at blive, som det altid burde have været.” Meget dæmpet begyndte han at nynne nogle usammenhængende toner. Efterhånden kunne Gurney genkende melodien til børnesangen ’Så går vi rundt om en enebærbusk’. Måske var det den reaktion af ubehag, han altid fik ved børneremsers mærkelige antilogik, måske var det denne sangs billedsprog, måske var det musikkens monumentale malplacerethed i forhold til øjeblikket; hvad det end var, gav denne melodi i dette rum ham trang til at kaste op.

Så føjede Dermott ordene til, men ikke de rigtige ord. Han sang som et barn: ”Så skal vi to hen i sengen igen, sengen igen, sengen igen. Så skal vi to hen i sengen igen, tidlig mandag morgen.”

”Jeg skal tisse,” sagde kvinden.

Dermott blev ved med at synge sin sære sang, som var den en vuggevise. Gurney spekulerede på, hvor afledt manden mon var – nok til, at han kunne springe på ham hen over sengen? Nej, formentlig ikke. Ville der opstå et mere sårbart øjeblik senere? Hvis Dermotts klorgashistorie var en handlingsplan og ikke bare en skræmmende fantasi, hvor lang tid havde de så tilbage? Ikke ret meget ville han skyde på.

Huset ovenover var fuldkommen tyst. Der var intet tegn på, at nogen af de andre Wycherlybetjente havde opdaget deres kommissærs fravær eller, hvis de havde, indset betydningen af det. Der var ingen hævede stemmer, ingen ilende fødder, ikke den mindste antydning af aktiviteter udenfor – hvad der betød, at skulle han redde sit eget og Nardos liv, ville det afhænge af, hvad Gurney selv kunne hitte på inden for de næste femti minutter for at aflede denne psykopat, der nu stod og rystede puderne på sengen.

Dermott holdt op med at synge. Så trådte han sidelæns langs med sengen hen til et punkt, hvor han lige ubesværet kunne sigte på enten Nardo eller Gurney. Han gav sig til at bevæge revolveren frem og tilbage som en knippel, rytmisk, sigtede snart på den ene, så den anden og tilbage igen. Gurney havde på fornemmelsen, muligvis på grund af hans læbers bevægelser, at han viftede med revolveren i takt til ’Ælle bælle mig fortælle’. Muligheden for, at denne tavse deklamation om et par sekunder kunne afsluttes med en kugle i et af deres hoveder, virkede overvældende virkelig – virkelig nok til, at Gurney kastede sig hovedkulds ud i et verbalt angreb.

Med den blideste, mest henkastede stemme, han kunne mønstre, spurgte han: ”Har hun nogensinde rubintøflerne på?”

Dermotts læber holdt op med at bevæge sig, og hans ansigtsudtryk faldt tilbage i en dyb, farlig tomhed. Hans revolver mistede rytmen. Langsomt pegede løbet i retning af Gurney som et snurrende roulettehjul, der går i stå på et tabende tal.

Det var ikke første gang, han havde stået ved den forkerte ende af et revolverløb, men aldrig nogensinde i sit syvogfyrreårige liv havde han følt sig tættere på døden. Hans hud føltes pludselig drænet, som om blodet veg tilbage til et mere trygt sted. Men så med ét følte han sig pudsigt nok rolig. Det fik ham til at tænke på de beretninger, han havde læst, om mænd, der var faldet over bord i et iskoldt hav, om den hallucinatoriske fredfyldthed, de følte, inden de mistede bevidstheden. Han stirrede hen over sengen på Dermott, ind i disse følelsesmæssigt asymmetriske øjne – det ene ligagtigt fra en historisk slagmark, det andet levende af had. I det andet, mere målbevidste øje, anede han, at der foregik en hurtig beregning. Måske havde Gurneys omtale af de stjålne tøfler fra The Laurels tjent sit formål – at stille spørgsmål, der krævede beslutninger. Måske spekulerede Dermott på, hvor meget han vidste, og hvordan denne viden kunne berøre fuldbyrdelsen af hans slutspil.

I så fald løste Dermott sagen til sin egen tilfredshed med en ildevarslende hast. Han smilede smørret og viste for anden gang et glimt af nogle små perleagtige tænder.

”Fik I mine beskeder?” spurgte han kådt.

Freden, der havde omsluttet Gurney, var ved at fordampe. Han vidste, at det ville skabe et stort problem, hvis han besvarede spørgsmålet forkert. Det samme ville ske, hvis han ikke besvarede det. Han håbede på, at Dermott hentydede til de eneste to ting, man havde fundet i The Laurels, der havde mindet om ’beskeder’.

”Hentyder De til det lille citat fra Ondskabens Hotel?”

”Det var nummer et,” sagde Dermott.

”Og så selvfølgelig at indskrive jer som mr. og mrs. Scylla.” Gurney lød, som om han kedede sig.

”Det var nummer to. Men den tredje var den bedste, ikke sandt?”

”Jeg synes, at den tredje var dum,” sagde Gurney og søgte desperat at trække tiden ud, mens han i tankerne hvirvlede gennem minderne fra det løjerlige lille overnatningssted og den ene af dets to ejere, Bruce Wellstone.

Hans svar fremkaldte et hurtigt glimt af vrede hos Dermott efterfulgt af en slags hemmelighedsfuldhed. ”Gad vide, om De egentlig ved, hvad jeg taler om, Gurney.”

Gurney undertrykte sin trang til at protestere. Han havde opdaget, at tavshed ofte var den bedste måde at bluffe på. Og det var lettere at tænke, når man ikke talte.

Det eneste underlige, han kunne huske, Wellstone havde sagt, var noget om fugle, om fuglekiggere, og at noget ved det ikke gav mening på denne tid af året. Hvad pokker var det for en slags fugle? Og var det noget omkring antallet? Noget omkring antallet af fugle …

Dermott var ved at blive rastløs. Han var nødt til at kaste sig ud i endnu en satsning.

”Fuglene,” sagde han udspekuleret. I det mindste håbede han, han lød udspekuleret og ikke tåbelig. Noget i Dermotts blik sagde ham, at den vilde satsning kunne have ramt plet. Men hvordan? Og hvad nu? Hvad var det ved fuglene, der betød noget? Hvad var beskeden? Den forkerte årstid til hvad? Rosenbrystede kernebidere! Der var det! Og hvad så? Hvad havde rosenbrystede kernebidere med sagen at gøre?

Han besluttede sig for at give bluffnummeret en tand til og se, hvor det førte hen. ”Rosenbrystede kernebidere,” sagde han med et gådefuldt blink med øjet.

Dermott forsøgte at skjule et glimt af overraskelse under et nedladende smil. Gurney ville ved gud ønske, at han vidste, hvad det hele drejede sig om, ønskede, at han vidste det, han foregav at vide. Hvad pokker var det nu for et tal, Wellstone havde nævnt? Han havde ingen anelse om, hvad han nu skulle sige, hvordan han kunne parere et muligt direkte spørgsmål. Men der kom intet.

”Jeg havde ret med hensyn til Dem,” sagde Dermott selvtilfreds. ”Lige fra vores første telefonsamtale vidste jeg, at De var klogere end de fleste medlemmer af jeres bavianflok.”

Han tav og nikkede for sig selv med åbenbart velbehag.

”Det er godt,” sagde han. ”En intelligent abe. De vil være i stand til at værdsætte det, de snart skal overvære. Jeg vil faktisk følge Deres råd. Det er jo en ganske særlig aften i aften – en perfekt aften til magiske tøfler.” Mens han talte, gik han baglæns hen mod en kommode, der stod op ad værelsets fjerneste væg. Uden at fjerne blikket fra Gurney åbnede han kommodens øverste skuffe og fremdrog med påfaldende varsomhed et par sko. Stilen mindede Gurney om de fine sko med mellemhøj hæl og åben tå, som hans mor plejede at have på i kirke – bortset fra at disse sko var lavet af rubinfarvet glas, glas, der glitrede som gennemsigtigt blod i den dæmpede belysning.

Dermott puffede skuffen i med albuen og gik tilbage til sengen med skoene i den ene hånd og revolveren, der stadig var rettet mod Gurney, i den anden.

”Jeg takker for Deres input, hr. kriminalassistent. Hvis De ikke havde nævnt tøflerne, var jeg ikke kommet i tanke om dem. De fleste mænd i Deres situation, ville ikke være så hjælpsomme.” Gurney formodede, at den åbenbare hån i bemærkningen havde til hensigt at signalere, at Dermott havde så fuldstændig kontrol over situationen, at han let kunne vende alt, hvad andre måtte sige eller gøre, til sin egen fordel. Han lænede sig ind over sengen og fjernede den gamle kvindes slidte fløjlssutsko og erstattede dem med de skinnende røde. Hendes fødder var små, og skoene gled nemt på.

”Kommer Dickie Duck i seng?” spurgte den gamle kvinde som et barn, der genfortæller sin yndlingsdel af et eventyr.

”Han skal først dræbe slangen og skære dens hoved af. / Så kommer Dickie Duck i sengen tilbage,” svarede han med en syngende stemme.

”Hvor har min lille Dickie været?”

”Han har været ude at dræbe hanen for at redde hønen.”

”Hvorfor gør Dickie det, Dickie gør?”

”For blodet, der flød / som en rose malet rød, / så alle den viden opnår, / at man høster, som man sår.”

Dermott kiggede forventningsfuldt på den gamle kvinde, som om den rituelle ordveksling endnu ikke var afsluttet. Han lænede sig ned mod hende og lagde hende ordene i munden med en højlydt hvisken: ”Hvad vil Dickie gøre i aften?”

”Hvad vil Dickie gøre i aften?” spurgte hun med den samme hvisken.

”Han vil kalde kragerne til, indtil alle kragerne er af dage. / Så kommer Dickie Duck i sengen tilbage.”

Hun bevægede drømmende sine fingerspidser hen over Guldlokparykken, som om hun forestillede sig, at hun arrangerede den i en luftig frisure. Smilet i hendes ansigt mindede Gurney om en narkoman, der følte suset.

Dermott betragtede hende også. Hans blik var frastødende upassende for en søn – tungespidsen bevægede sig frem og tilbage mellem læberne som en lille, slimet parasit. Så blinkede han og kiggede sig omkring i værelset.

”Jeg tror, vi er klar til at begynde,” sagde han muntert. Han kravlede op i sengen og hen over den gamle kvindes ben til den modsatte side – og tog gåsen fra kisten med sig i farten. Han satte sig til rette op ad puderne ved siden af hende og tog gåsen på skødet. ”Så er vi næsten klar.” Den muntre forsikring ville have passet til en person, der tændte et lys på en fødselsdagskage. I stedet stak han nu revolveren, stadig med fingeren på aftrækkeren, ind i en dyb lomme, skåret i gåsens ryg.

Du milde moses, tænkte Gurney. Var det sådan, han dræbte Mark Mellery? Var det mon derfor, der var rester af gåsedun i sårene på halsen og blodet på jorden? Var det muligt – at Mellery i sit dødsøjeblik havde stirret på en skide gås? Billedet var så grotesk, at han måtte kvæle en vanvittig trang til at le. Eller var det nervøse trækninger af frygt? Hvad end følelsen var, var den pludselig og intens. Han havde stået over for sin del af galninge – sadister, sexmordere af alle observanser, sociopater med issyle, endda kannibaler – men aldrig før havde han været tvunget til at udtænke en løsning på et så komplekst mareridt, mens han kun var et fingertryk fra en kugle i hjernen.

”Kommissær Nardo, vær venlig at rejse Dem op. Nu er tiden inde til, at De gør Deres entré.” Dermotts tone var ildevarslende, teatralsk, ironisk.

Med en hvisken så lav, at Gurney til at begynde med var usikker på, om han rent faktisk hørte den, eller det blot var noget, han bildte sig ind, begyndte den gamle kvinde at mumle: ”DickieDickieDickie Duck. DickieDickieDickie Duck. DickieDickieDickie Duck.” Det lød nærmere som et tikkende ur end en menneskestemme.

Gurney så Nardo løsne hænderne og strække og bøje sine fingre. Han rejste sig fra sin stilling på gulvet ved fodenden af sengen med et spændstigt hop kendetegnende en mand i særdeles god form. Hans hårde blik gled fra det mærkværdige par på sengen til Gurney og tilbage igen. Hvis noget ved optrinnet overraskede ham, kunne det ikke ses i hans stenansigt. Det eneste, der skinnede igennem ved den måde, hvorpå han betragtede gåsen og Dermotts arm bag den, var, at han havde regnet ud, hvor revolveren var.

Som svar begyndte Dermott at kærtegne gåsens ryg med sin frie hånd.

”Et sidste spørgsmål, kommissær, angående Deres hensigter, inden vi begynder. Har De tænkt Dem at gøre, som jeg siger?”

”Selvfølgelig.”

”Jeg tager svaret for pålydende. Jeg vil give Dem en række instrukser. De må udføre dem til punkt og prikke. Er det forstået?”

”Ja.”

”Hvis jeg var en mindre tillidsfuld mand, kunne jeg måske finde på at sætte spørgsmålstegn ved Deres oprigtighed. Jeg håber så sandelig, De forstår situationens alvor. Lad mig lægge alle mine kort på bordet for at eliminere enhver resterende misforståelse. Jeg har besluttet mig for at slå Dem ihjel. Den beslutning er ikke længere til diskussion. Det eneste spørgsmål er, hvornår jeg vil slå Dem ihjel. Den del af ligningen er op til Dem. Er De med så langt?”

”De dræber mig. Men jeg beslutter hvornår.” Nardo talte med en slags uinteresseret foragt, der lod til at more Dermott.

”Det stemmer, kommissær. De bestemmer hvornår. Men kun til en vis grad, selvfølgelig – for alt vil til sidst få en passende slutning. Indtil da kan De forblive i live ved at sige det, jeg giver Dem besked på at sige, og gøre det, jeg giver Dem besked på at gøre. Er De stadig med?”

”Ja.”

”Husk venligst på, at De til enhver tid har mulighed for at dø ved at vælge den simple udvej ikke at følge mine instrukser. Føjelighed føjer dyrebare øjeblikke til Deres liv. Modvillighed trækker sekunder fra. Hvad kunne være mere enkelt?”

Nardo stirrede på ham uden at blinke.

Gurney lod sine fødder glide nogle få centimeter tilbage mod stolebenene for at sidde i den bedst mulige stilling til at kaste sig over mod sengen, idet han forventede, at den følelsesmæssige spænding mellem de to mænd ville eksplodere inden for få sekunder.

Dermott holdt op med at kærtegne gåsen. ”Flyt venligst Deres fødder tilbage til det sted, De var før,” sagde han uden at fjerne blikket fra Nardo. Gurney gjorde, som han fik besked på med en ny respekt for Dermotts perifere syn. ”Hvis De bevæger Dem igen, dræber jeg jer begge to uden varsel. Og nu, kommissær,” fortsatte Dermott uanfægtet, ”hør godt efter, når jeg stiller Dem Deres opgaver. De er skuespiller i et teaterstykke. Deres navn er Jim. Skuespillet handler om Jim og hans kone og hendes søn. Stykket er kort og enkelt, men har en stærk slutning.”

”Jeg skal tisse,” sagde kvinden med sin tossede stemme, mens fingerspidserne igen gled tilbage over de blonde krøller.

”Tag det roligt, min kære,” svarede han uden at kigge på hende. ”Det skal nok gå alt sammen. Alting bliver, som det altid burde have været.” Dermott flyttede gåsen lidt i sit skød; Gurney tænkte, at han sikkert finjusterede revolverens sigte derinde mod Nardo. ”Er De parat?”

Hvis Nardos blik havde været gift, havde Dermott lidt døden mindst tre gange. I stedet var der kun en sitren omkring hans mund, der kunne være et smil, en trækning eller et udtryk for ophidselse.

”Jeg tolker Deres tavshed som et ja denne gang. Men lige en venlig ment advarsel. Hvis jeg endnu en gang bliver mødt med et tvetydigt svar, sætter det en omgående stopper for skuespillet og for Deres liv. Forstår De mig?”

”Ja.”

”Godt. Tæppet går op. Stykket begynder. Det er sidst på efteråret. Sidst på aftenen, allerede mørkt. Det er temmelig dystert, noget sne på jorden udenfor, is. Faktisk ligner det i høj grad aftenen i dag. Det er Deres fridag. De har tilbragt dagen på en lokal bar, drukket hele dagen sammen med Deres fordrukne venner. Sådan tilbringer De alle Deres fridage. De er netop kommet hjem, da skuespillet begynder. De vakler ind i Deres kones soveværelse. Deres ansigt er rødt og vredt. Øjnene matte og dumme. De har en flaske whisky i hånden.” Dermott pegede på Four Rosesflasken på kisten. ”De kan bruge flasken der. Saml den op nu.”

Nardo trådte frem og samlede den op. Dermott nikkede bifaldende. ”De opfatter den instinktivt som et potentielt våben. Det er godt, meget passende. De har en naturlig forståelse for Deres karakters tænkemåde. Så, med flasken i hånden, står De og svajer fra side til side for fodenden af Deres kones seng. De stirrer med tumpet raseri på hende og hendes lille dreng og hans lille tøjdyrsgås i sengen. De blotter Deres tænder som en stupid rabiesbefængt hund.” Dermott tav og granskede Nardos ansigt. ”Lad mig se Dem blotte Deres tænder.”

Nardos læber strammedes og skiltes. Gurney kunne se, at der ikke var noget kunstigt over raseriet i hans udtryk.

”Netop!” sagde Dermott begejstret. ”Perfekt! De har ægte talent for det her. Så står De der med blodskudte øjne, med spyt om læberne, og De råber ad Deres kone i sengen: ’Hvad fanden laver han her?’ De peger på mig. Min mor siger: ’Tag det roligt, Jim, han har vist mig og Dickie Duck sin lille eventyrbog.’ De siger: ’Jeg kan sgu ikke se nogen bog.’ Min mor siger: ’Se, den ligger lige her på sengebordet.’ Men De har en beskidt tankegang, og det viser sig i Deres beskidte ansigt. Deres beskidte tanker siver igennem som det fedtede sved gennem Deres stinkende hud. Min mor siger til Dem, at De er fuld, og at De bør gå ind at sove i det andet værelse. Men De begynder at tage Deres tøj af. Jeg skriger til Dem, at De skal gå. Men De tager alt tøjet af og står nøgen og kigger på os med et liderligt grin. Jeg føler trang til at kaste op. Min mor skriger ad Dem, skriger, at De skal holde op med at være så modbydelig, at De skal forsvinde ud af værelset. De siger: ’Hvem fanden er det, du kalder modbydelig, din møgkælling?’ Så smadrer De whiskyflasken mod sengegærdet og springer op i sengen som en nøgen abe med den knuste flaske i hånden. Den kvalmende stank af whisky fylder hele soveværelset. Deres krop stinker. De kalder min mor en luder. De – ”

”Hvad hedder hun?” afbrød Nardo.

Dermott blinkede to gange. ”Det er lige meget.”

”Vel er det ej.”

”Jeg sagde, at det er lige meget.”

”Hvorfor?”

Dermott virkede overrasket over spørgsmålet, dog kun en smule. ”Det er lige meget, hvad hun hedder, for De bruger aldrig hendes navn. De kalder hende ting, grimme ting, men De bruger aldrig hendes navn. De viser hende aldrig nogen respekt. Måske er det så lang tid siden, at De har brugt hendes navn, at De ikke engang kan huske det.”

”Men De kender hendes navn, ikke sandt?”

”Selvfølgelig gør jeg det. Hun er min mor. Selvfølgelig kender jeg min mors navn.”

”Hvad er det så?”

”Det gør ingen forskel for Dem. De er bare ligeglad.”

”Men jeg vil stadig gerne vide det.”

”Jeg vil ikke have hendes navn i Deres beskidte hjerne.”

”Hvis jeg skal foregive at være hendes mand, skal jeg kende hendes navn.”

”De skal vide det, jeg ønsker, De skal vide.”

”Men jeg kan ikke gøre det her, hvis jeg ikke ved, hvem kvinden er. De kan sige, hvad De vil, men det giver overhovedet ingen mening for mig ikke at kende min egen kones navn.”

Gurney vidste ikke helt, hvad Nardo var ude på.

Var det endelig gået op for ham, at han blev dirigeret til at genopføre Jimmy Spinks fuldemandsoverfald på Felicity Spinks, der var sket for fireogtyve år siden i det selvsamme hus? Var det gået op for ham, at denne Gregory Dermott, som havde købt huset for et år siden, meget vel kunne være Jimmy og Felicitys barn – den otteårige Spinksdreng, som de sociale myndigheder havde taget vare på i kølvandet af denne familiekatastrofe? Havde han tænkt på, at den gamle kvinde i sengen med arret på halsen næsten med sikkerhed var Felicity Spinks – som hendes søn havde fjernet fra, hvad det nu end var for et plejehjem, hun var blevet henvist til efter overfaldet?

Håbede Nardo at ændre den morderiske dynamik i dette fremadskridende lille ’skuespil’ ved at afsløre, hvad det hele handlede om? Forsøgte han at skabe en psykologisk afledning i håb om at finde en udvej? Eller famlede han sig bare frem i mørke og forsøgte at forhale Dermotts hensigter, så længe han kunne og på enhver mulig måde?

Selvfølgelig var der en anden mulighed, nemlig den, at Nardos handle måde og Dermotts reaktion overhovedet ingen mening gav. Det kunne være en af den slags latterlige småting, som små drenge slår hinanden med plastikskovle for i sandkassen, og vrede mænd banker hinanden til døde for i værtshusslagsmål. Gurney tænkte mismodigt, at dette sidste gæt var lige så godt som ethvert andet.

”Det er ligegyldigt, om De synes, det giver mening eller ej,” sagde Dermott og justerede igen gåsens vinkel en halv centimeter med sit blik fæstnet på Nardos hals. ”Intet, De synes, er vigtigt. Det er nu, De skal tage tøjet af.”

”Sig mig navnet først.”

”Det er nu, De skal tage tøjet af, knuse flasken og springe op i sengen som en nøgen abe. Som et dumt, savlende, hæsligt uhyre.”

”Hvad hedder hun?”

”Det er nu.”

Gurney så Dermotts underarmsmuskel bevæge sig en smule, hvilket betød, at hans finger strammedes om aftrækkeren.

”Fortæl mig nu bare hendes navn.”

Enhver tvivl, Gurney havde næret omkring, hvad der foregik, var nu forsvundet. Nardo havde trukket en streg i sandet og satsede hele sin manddom – ja, hele sit liv – på at få sin modstander til at besvare sit spørgsmål. Dermott satsede ligeledes hundrede procent på at bevare kontrollen. Gurney spekulerede på, om Nardo mon havde nogen anelse om, hvor vigtigt dette spørgsmål om kontrol var for den mand, han forsøgte at kue. Ifølge Rebecca Holdenfield – faktisk ifølge alle, der havde bare en smule kendskab til seriemordere – var kontrol målet for enhver pris, enhver risiko. Absolut kontrol – og med den deraf følgende følelse af alvidenhed og almagt – var den ultimative eufori. At true dette mål hovedkulds uden et våben i hånden var det rene selvmord.

Det lod til, at uvidenhed om denne kendsgerning igen havde bragt Nardo inden for en centimeters rækkevidde af døden, og denne gang kunne Gurney ikke redde ham ved at råbe og få ham til at underkaste sig. Denne taktik ville ikke virke endnu en gang.

Et mordlystent glimt dukkede som en hvirvlende stormsky op i Dermotts blik. Gurney havde aldrig følt sig så hjælpeløs før. Han anede ikke, hvordan han skulle standse fingeren på aftrækkeren.

Det var i det øjeblik, han hørte stemmen, ren og kølig som det pure sølv. Det var uden tvivl Madeleines stemme, der sagde noget, hun havde sagt til ham for adskillige år siden ved en lejlighed, hvor han havde følt sig lammet i en tilsyneladende håbløs sag.

”Der er kun én vej ud af en blindgyde.”

Selvfølgelig, tænkte han. Hvor absurd indlysende. Bare gå i den modsatte retning.

At standse en mand, der har et altopslugende behov for absolut kontrol – der har et altopslugende behov for at dræbe for at opnå denne kontrol – krævede, at man gjorde det stik modsatte af det, alle dine instinkter bød dig. Og med Madeleines sætning så klar som kildevand i sit sind, så han, hvad han måtte gøre. Det var uhyrligt, skrigende uansvarligt og juridisk uforsvarligt, hvis det ikke virkede. Men det ville det. Det vidste han.

”Nu! Nu, Gregory!” hvæsede han. ”Skyd ham!”

Der opstod et fælles øjeblik af manglende forståelse, da begge mænd syntes at have besvær med at begribe det, de lige havde hørt, ligesom de kunne tænkes at have svært ved at begribe et tordenbrag på en skyfri dag. Dermotts dødbringende fokus på Nardo vaklede, og revolverenigåsen forskød sig en smule i retning af Gurney på stolen ind mod væggen.

Til sidst strakte Dermotts mund sig i hans sygelige efterligning af et smørret smil. ”Undskyld mig?” Gurney fornemmede en skælven af uro i den tilsyneladende nonchalance.

”Du hørte mig godt, Gregory,” sagde han. ”Jeg gav dig ordre på at skyde ham.”

”Du … gav mig … en ordre?”

Gurney sukkede med overdreven utålmodighed. ”Du spilder min tid.”

”Spilder …? Hvad fanden tror du, du har gang i?” Revolverenigåsen flyttede sig længere i retning mod Gurney. Overlegenheden var væk.

Nardo spilede øjnene op. Det var svært for Gurney at bedømme blandingen af følelser bag forundringen. Som om det var Nardo, der havde forlangt at få at vide, hvad der foregik, vendte Gurney sig imod ham og sagde så henkastet, som han kunne: ”Gregory kan godt lide at slå folk ihjel, der minder ham om hans far.” Der lød en halvkvalt lyd fra Dermotts hals, som begyndelsen af et ord eller et råb, der sad fast. Gurney fastholdt stædigt sit fokus på Nardo og fortsatte i den samme lidenskabsløse tone: ”Problemet er, at han behøver et lille puf i ny og næ. Han kører fast undervejs. Og desværre begår han fejl. Han er ikke så klog, som han selv tror. Åh, du godeste!” Han tav og smilede spekulativt til Dermott, hvis kæbemuskler nu var synlige. ”Det åbner op for nogen muligheder, hva’? Lille Gregory Spinks – ikke så kvik i sit hoved, som han gik og troed’. Hvad siger du til det, Gregory? Tror du, det kunne være et nyt digt?” Han havde nær blinket til den rystede morder, men tænkte så, at det nok var at gå en tand for vidt.

Dermott stirrede på ham med had, forvirring og noget andet, Gurney håbede på var en strøm af spørgsmål, som en kontrolfreak ville være tvunget til at forfølge, inden han dræbte den eneste mand, der var i stand til at besvare dem. Med dets anstrengte betoning vakte Dermotts næste ord et håb.

”Fejl?”

Gurney nikkede sørgmodigt. ”En hel del fejl, desværre.”

”Du lyver, kriminalassistent. Jeg begår ikke fejl.”

”Ikke det? Hvad kalder du dem så, hvis du ikke kalder dem fejl? Lille Dickie Duck’s fuck-ups?”

Selv mens han sagde det, spekulerede han på, om han nu havde taget et skæbnesvangert skridt. Men afhængig af hvor kuglen ramte ham, ville han måske aldrig få det at vide. Under alle omstændigheder var der ingen sikker flugtvej tilbage. En bølge af bittesmå urolige vibrationer viste sig i Dermotts mundvige. Som han sad der absurd tilbagelænet i sengen, syntes han at stirre på Gurney fra en udkigspost i helvede.

Faktisk kendte Gurney kun til én fejl, Dermott havde begået – en fejl ved checken fra Kartch, som var gået op for ham så sent som for et kvarter siden, da han stod og kiggede på den indrammede kopi af checken på lampebordet. Men hvad nu, hvis han påstod, han havde set fejlen og dens betydning lige fra begyndelsen af? Hvilken virkning ville det så have på manden, der var så desperat efter at tro, han havde den fulde kontrol?

Igen lød Madeleines læresætning i hans sind, men omvendt. Kan du ikke bakke ud, så fuld fart frem. Han vendte sig om mod Nardo, som om man trygt kunne ignorere seriemorderen i værelset.

”En af hans mest fjollede fejl var, da han gav mig navnene på de mænd, der havde sendt checks til ham. Et af navnene var Richard Kartch. Sagen er, at Kartch sendte checken i en almindelig kuvert uden noget følgebrev. Den eneste identifikation var navnet på selve checken. Navnet på checken var R. Kartch, og sådan var den også underskrevet. R’et kunne stå for Robert, Ralph, Randolph, Rupert eller snesevis af andre navne. Men Gregory vidste, at det stod for Richard – men alligevel påstod han, at han ikke havde noget kendskab eller nogen kontakt til afsenderen ud over navnet og adressen på selve checken – som jeg så i posten i Kartch’ hus i Sotherton. Så på grund af denne uoverensstemmelse vidste jeg med det samme, at han løj. Og årsagen var indlysende.”

Dette var for meget for Nardo. ”Du vidste det? Hvorfor fanden fortalte du os det så ikke, så vi kunne anholde ham?”

”Fordi jeg vidste, hvad han havde gang i, og hvorfor han gjorde det, men jeg havde ikke nogen interesse i at standse ham.”

Nardo så ud, som om han netop var trådt ind i et alternativt univers, hvor det var fluerne, der smækkede menneskene.

En skarp klikkelyd trak Gurneys opmærksomhed tilbage til sengen. Den gamle kvinde sad og bankede sine røde glassko mod hinanden ligesom Dorothy, der forlader Oz og sætter kursen hjem mod Kansas. Revolverenigåsen i Dermotts skød pegede nu direkte på Gurney. Dermott anstrengte sig for – i det mindste håbede Gurney, at det krævede en anstrengelse – at virke upåvirket over Kartchafsløringen. Han udtalte sine ord med en besynderlig præcision.

”Hvad det end er for en leg, du leger, Gurney, så er det mig, der kommer til at afslutte den.”

Gurney forsøgte med al den undercoverskuespillererfaring, han kunne opdrive, at tale med den samme selvsikkerhed som hos en mand, der i det skjulte står med en uzimaskinpistol rettet mod sin fjendes brystkasse. ”Inden du fremsætter en trussel, så vær sikker på, at du ved, hvordan landet ligger,” sagde han blidt.

”Landet ligger? Jeg skyder, du dør. Jeg skyder igen, han dør. Bavianerne kommer gennem døren, de dør. Sådan ligger landet.”

Gurney lukkede sine øjne og lagde hovedet tilbage mod væggen, idet han udstødte et dybt suk. ”Har du overhovedet ingen anelse … overhovedet ingen anelse om …?” begyndte han, men rystede så udmattet på hovedet. ”Nej. Nej, selvfølgelig har du ikke det. Hvordan skulle du kunne have det?”

”Nogen anelse om hvad, hr. kriminalassistent.” Dermott brugte titlen med overdreven sarkasme.

Gurney lo. Det var en slags uhæmmet latter, der havde til formål at fremkalde nye spørgsmål i Dermotts sind, selv om den faktisk blev fremprovokeret af en stigende bølge af følelsesmæssigt kaos i ham selv.

”Prøv at gætte, hvor mange mennesker jeg har dræbt?” hviskede han og stirrede på Dermott med en vild intensitet – mens han bad til, at manden ikke ville opdage, at improvisationen havde til formål at trække tiden ud, bad til, at Wycherlybetjentene snart ville bemærke, at Nardo var forsvundet. Hvorfor helvede havde de ikke allerede opdaget det? Eller havde de mon opdaget det? Glasskoene klikkede fortsat.

”Dumme politimænd dræber folk hele tiden,” sagde Dermott. ”Det rager mig en fjer.”

”Jeg mener ikke hvem som helst. Jeg mener mænd som Jimmy Spinks. Prøv at gætte, hvor mange mænd som ham jeg har dræbt.”

Dermott blinkede. ”Hvad pokker snakker du om?”

”Jeg snakker om at dræbe fulderikker. Rense verden for alkoholiserede udyr, udrydde jordens afskum.”

Igen var der en næsten usynlig sitren omkring Dermotts mund. Han havde mandens opmærksomhed, det var der ingen tvivl om. Og hvad så nu? Han måtte ride på bølgen. Der var ikke andre transportveje inden for rækkevidde. Han fandt på ordene, mens de faldt.

”Sent en nat på busterminalen i Port Authority, da jeg var nyudklækket betjent, blev jeg bedt om at fjerne nogle hjemløse fra bagindgangen. En af dem ville ikke gå. Jeg kunne lugte whiskyen på tre meters afstand. Jeg gav ham endnu en gang besked på at forlade bygningen, men i stedet for at gå ud ad døren, gik han hen imod mig. Han trak en køkkenkniv op af lommen – en lille kniv med et takket blad, som man bruger til at skrælle appelsiner. Han stak kniven frem på truende vis og ignorerede min ordre om at smide den fra sig. To vidner, der overværede konfrontationen fra rulletrappen, svor på, at jeg skød ham i selvforsvar.” Han tav og smilede. ”Men det passer ikke. Hvis jeg havde villet, kunne jeg have pacificeret ham så let som at klø mig i nakken. I stedet skød jeg ham i ansigtet og blæste hjernen ud af hans baghoved. Og hvorfor gjorde jeg mon det, Gregory?”

”DickieDickieDickie Duck,” sagde den gamle kone i en rytme, der var hurtigere end de klikkende sko. Dermotts mund åbnedes en brøkdel af en centimeter, men han sagde ingenting.

”Jeg gjorde det, fordi han lignede min far,” sagde Gurney med en stemme, der steg i vrede. ”Han så ud, som min far gjorde den aften, han smadrede en tekande ned i hovedet på min mor – en skide åndssvag tekande med et skide åndssvagt klovnehoved på.”

”Din far var ikke meget af en far,” sagde Dermott koldt. ”Men det var du jo heller ikke selv, Gurney.”

Den ondskabsfulde beskyldning fjernede enhver tvivl i Gurneys sind om omfanget af Dermotts viden. I det øjeblik overvejede han alvorligt muligheden for at tage imod en kugle for at få hænderne om Dermotts hals.

Det ondskabsfulde smil blev bredere. Måske fornemmede Dermott Gurneys lede. ”En god far skulle beskytte sin fireårige søn, ikke lade ham blive kørt over, ikke lade bilisten slippe væk.”

”Din lede lort,” mumlede Gurney.

Dermott fnisede, åbenbart vanvittig af henrykkelse. ”Vulgært, vulgært, vulgært – og jeg troede ellers, du også var digter. Jeg håbede, vi kunne udveksle vers. Jeg havde en lille remse klar til næste gang. Sig mig, hvad du synes. ’En flugtbilist kører sin vej, / mesterdetektiven har kvajet sig. / Hvad sagde moren til den lille dreng, / da du den dag kom alene hjem?’”

En uhyggelig dyrelyd steg op fra Gurneys brystkasse, et halvkvalt raseriudbrud. Dermott var som tryllebundet.

Nardo havde åbenbart ventet på øjeblikket med størst mulig distraktion. Hans muskuløse højre arm skød i vejret og rundt i en vældig cirkulær bevægelse, og med en voldsom kraft slyngede han med et overhåndskast den uåbnede Four Rosesflaske mod Dermotts hoved. Idet Dermott fornemmede bevægelsen og begyndte at svinge revolverenigåsen i retning af Nardo, kastede Gurney sig med hovedet forrest ind over sengen og landede med brystkassen på gåsen, netop som whiskyflaskens tykke glasbund smadrede direkte ind i Dermotts tinding. Revolveren gik af under Gurney og fyldte luften omkring ham med pulveriseret dunfyld. Kuglen passerede under Gurney i retning af den væg, han havde siddet op ad, og smadrede den bordlampe, der havde været rummets eneste lyskilde. I mørket kunne han høre Nardo ånde tungt gennem sammenbidte tænder. Den gamle kvinde begyndte at udstøde en svag jamrende lyd, en lyd med en dirrende tone, en lyd som en halvglemt vuggevise. Men pludselig lød der et voldsomt brag, og værelsets tunge metaldør fløj op, svingede ind og ramte væggen – straks efterfulgt af en kæmpestor mand, der sprang ind i rummet efterfulgt af en mindre skikkelse.

”I rører jer ikke!” råbte kæmpen.