Kapitel 53
Afslutning – begyndelse
Da Gurney havde krydset Tappan Zee Bridge og begav sig ud på den lange strækning ad Route 17 på sin hjemtur, dalede sneen endnu tungere, så den synlige verden skrumpede kraftigt ind. Hvert andet minut måtte han åbne sidevinduet for at slippe et pust kold luft ind til at holde hjernen klar.
Nogle få kilometer fra Goshen var han nær kørt i grøften. Det var kun dækkenes højlydte vibreren mod de ribbede striber i vejkanten, der hindrede ham i at køre ned ad en skrænt.
Han forsøgte at lade være med at tænke på andet end bilen, rattet og vejen, men det var umuligt. I stedet begyndte han at forestille sig den mulige kommende pressedækning, startende med en pressekonference, hvor Sheridan Kline givetvis ville lykønske sig selv med sit efterforskningsholds medvirken til at gøre Amerika til et tryggere sted ved at sætte en stopper for en djævelsk forbryders blodige karriere. Medierne gik almindeligvis Gurney på nerverne. Deres åndssløve dækning af kriminalitet var en forbrydelse i sig selv. De gjorde det til et spil. Men det gjorde han selvfølgelig også selv, på sin egen måde. I hans optik var et mord en gåde, der skulle løses, en morder var en modstander, der skulle udmanøvreres. Han granskede kendsgerningerne, betragtede vinklerne, udløste fælden og afleverede sit bytte til retsmaskineriets bug. Så fortsatte han med det næste dødsfald af unaturlige årsager, der skulle løses af en skarp hjerne. Men sommetider så han tingene på en helt anden måde – når han blev overvældet af den udmattende jagt, når mørket fik alle brikkerne i puslespillet til at se ens ud eller til slet ikke at ligne puslespilsbrikker, når hans bekymrede hjerne gik bort fra sit geometriske net og fulgte mere primitive stier, der gav ham et glimt af den ægte rædsel ved den sag, han havde valgt at fordybe sig i.
På den ene side var der lovens logik, kriminologien som en videnskab, selve domfældelsesprocesserne. På den anden side var der Jason Strunk, Peter Possum Piggert, Gregory Dermott, smerte, morderisk raseri, død. Og mellem disse to verdener var der det skarpe, foruroligende spørgsmål – hvad havde det ene med det andet at gøre?
Han åbnede sidevinduet igen og lod sneen piske ind mod sin kind.
Dybe og meningsløse spørgsmål, indre dialoger, der ingen vegne førte, var lige så velkendte i hans indre landskab som det at vurdere chancerne for en sejr til Red Sox ville være for en anden mand. Det var en dårlig vane, denne måde at tænke på, og det førte intet godt med sig. Ved de lejligheder, hvor han stædigt havde insisteret på at delagtiggøre Madeleine i disse tanker, blev det mødt med kedsomhed og utålmodighed.
”Hvad tænker du i virkeligheden på?” spurgte hun sommetider og lagde sit strikketøj fra sig og kiggede ham i øjnene.
”Hvad mener du?” spurgte han som svar, uærligt, for han vidste præcis, hvad hun mente.
”Det der pjat kan du ikke bruge til noget. Find ud af, hvad det egentlig er, der nager dig.”
Find ud af, hvad det egentlig er, der nager dig.
Lettere sagt end gjort.
Hvad var det, der nagede ham? Fornuftens uendelige utilstrækkelighed over for de dyriske lidenskaber? Det faktum, at retssystemet er et bur, der lige så lidt kan holde djævlen indespærret, som en vejrhane kan standse blæsten? Han vidste bare, at der var noget, allerbagest i hans sind, der gnavede i hans andre tanker og følelser som en rotte.
Når han forsøgte at udpege det mest plagsomme problem blandt dagens kaotiske begivenheder, fandt han sig selv fortabt i et hav af frit drivende billeder.
Når han forsøgte at rense sit sind – at slappe af og tænke på ingenting – var der to billeder, der ikke ville forsvinde.
Det ene var den ondskabsfulde henrykkelse i Dermotts blik, da han reciterede sit hæslige rim om Dannys død. Den anden var ekkoet af det anklagende raseri, hvormed han havde bagtalt sin egen far i den opdigtede beretning om overfaldet på sin mor. Det var ikke det rene skuespil. Et sted underneden steg en frygtelig fortættet vrede op. Betød denne ægthed, at han faktisk hadede sin far? Var det raseri, der eksploderede, da han fortalte den modbydelige historie, et undertrykt raseri over at være blevet forladt – den rasende modvilje hos et barn mod en far, der ikke gjorde andet end at arbejde og sove og drikke, en far, der bestandigt forsvandt i det fjerne, bestandigt var uopnåelig? Gurney var overrasket over hvor meget og hvor lidt, han havde til fælles med Dermott.
Eller var det det modsatte – et røgslør, der dækkede over den skyld, han følte over at have svigtet den kølige, ensomme mand på hans gamle dage, for at have så lidt med ham at gøre som muligt?
Eller var det et fortrængt selvhad, forårsaget af hans egen dobbeltfiasko som far – hans fatale mangel på opmærksomhed over for den ene søn og hans bevidste undgåelse af den anden?
Madeleine ville sikkert sige, at svaret kunne være et hvilket som helst af ovenstående, dem alle sammen, eller ingen af dem, men hvad det så end var, var det ikke vigtigt. Det vigtige var at gøre det, man i sit hjerte mente, var det rette, lige her og nu. Og i tilfælde af, at han fandt denne forestilling for skræmmende, ville hun nok foreslå ham at lægge ud med at ringe tilbage til Kyle. Ikke at Madeleine var særlig glad for Kyle – faktisk kunne hun vist slet ikke lide ham; hun syntes, hans Porsche var fjollet, hans kone krukket – men for Madeleine kom personlig kemi altid i anden række efter at gøre det rette. Gurney undrede sig over, hvordan et så spontant menneske kunne føre et så principfast liv. Det var det, der gjorde hende til den, hun var. Det var det, der gjorde hende til en ledestjerne i hans egen dystre verden.
Det rette, lige nu og her.
Inspireret holdt han ind ved den brede, forsømte indkørsel til en gammel gård og tog sin pung frem for at finde Kyles nummer. (Han havde aldrig fået indtastet Kyles nummer i sin telefons talegenkendelsessystem, en undladelse, der gav ham et jag af dårlig samvittighed). Det virkede lidt skørt at ringe til ham klokken tre om natten, men alternativet var værre – han ville udskyde det igen, og igen, og så til sidst tænke, at det nok var bedst helt at lade være med at ringe.
”Far?”
”Vækkede jeg dig?”
”Faktisk nej, jeg var oppe. Har du det godt?”
”Jeg har det fint. Jeg, øh … jeg ville bare gerne snakke med dig, ringe tilbage. Det er jeg ikke ret god til, og du har vist prøvet at få fat på mig længe.”
”Er du sikker på, du har det godt?”
”Jeg ved godt, det er et underligt tidspunkt at ringe på, men du skal ikke være bekymret. Jeg har det fint.”
”Godt.”
”Jeg har haft en svær dag, men det endte okay. Grunden til, at jeg ikke har ringet før, er … Jeg har været optaget af en kompliceret sag. Men det er ikke nogen undskyldning. Var der noget bestemt, du ville?”
”Hvad for en sag?”
”Hvad? Nå – bare det sædvanlige, en mordundersøgelse.”
”Jeg troede ellers, du havde trukket dig tilbage.”
”Det havde jeg også. Jeg mener, det har jeg også. Men jeg blev indblandet, fordi jeg kendte et af ofrene. En lang historie. Jeg fortæller dig alt om det, næste gang vi ses.”
”Wow. Du gjorde det igen!”
”Gjorde hvad?”
”Du har fanget en massemorder til, ikke?”
”Hvordan kunne du vide det?”
”Ofrene. Du sagde ofrene, flertal. Hvor mange var der?”
”Fem, som vi kender til, og planer om tyve mere.”
”Og du fik ham. For satan da! Massemordere har ikke en chance mod dig. Du er ligesom Batman.”
Gurney lo. Det havde han ikke gjort ret meget på det seneste. Og han kunne ikke huske, hvornår han sidste gang havde gjort det under en samtale med Kyle. Nu når han tænkte over det, var dette en usædvanlig samtale på flere måder – de havde nu talt sammen i mindst to minutter, uden at Kyle havde talt om noget, han enten lige havde købt eller skulle til at købe.
”I dette tilfælde fik Batman en masse hjælp,” sagde Gurney. ”Men det var ikke derfor, jeg ringede. Jeg ville gerne snakke med dig, høre, hvordan du går og har det. Er der sket noget nyt?”
”Ikke så meget,” sagde Kyle tørt. ”Jeg har mistet mit job. Kate og jeg er gået fra hinanden. Jeg vil måske gå i gang med en ny uddannelse, læse jura. Hvad synes du?”
Efter et sekunds chokeret stilhed lo Gurney endnu højere. ”Du milde himmel!” sagde han. ”Hvad helvede er der sket?”
”Finanssektoren kollapsede – som du måske har hørt – og så røg jobbet og mit ægteskab og mine to ejerlejligheder og mine tre biler. Det er faktisk ret sjovt så hurtigt, man kan vænne sig til en utænkelig katastrofe. Nå, men det, jeg egentlig spekulerer på, er, om jeg skulle læse jura. Det var det, jeg gerne ville spørge dig om. Tror du, mit hoved er skruet rigtig sammen til det?”
Gurney foreslog, at Kyle kom op fra New York og besøgte dem den førstkommende weekend, som der kun var to dage til, så de kunne drøfte hele situationen lige så indgående og lige så længe, han havde lyst til. Kyle takkede ja – og virkede endda glad. Da samtalen var slut, sad Gurney en ti minutters tid og var ganske forbløffet.
Der var andre opringninger, der skulle klares. Om morgenen ville han ringe til Mark Mellerys enke og fortælle hende, at sagen nu endelig var overstået – at Gregory Dermott Spinks var anholdt, og at beviserne for hans skyld var klare, konkrete og omfattende. Hun havde sikkert allerede fået en personlig opringning fra Sheridan Kline og måske også fra Rodriguez. Men han ville ringe til hende alligevel på grund af sit kendskab til Mark.
Og så var der Sonya Reynolds. Ifølge deres aftale skyldte han hende mindst endnu et af sine særlige forbryderfoto-portrætter. Det virkede så uvigtigt nu, et banalt tidsspilde. Men han ville alligevel ringe til hende og i det mindste snakke om det og også gøre det, han oprindeligt havde forpligtet sig til. Men så heller ikke mere. Han nød Sonyas opmærksomhed, det tilfredsstillede hans ego og var måske endda en smule ophidsende, men prisen var for høj og udgjorde for stor en trussel mod andre, mere betydningsfulde, ting.
Turen på 250 kilometer fra Wycherly til Walnut Crossing tog fem timer i stedet for tre på grund af sneen. Da Gurney drejede fra hovedvejen og op ad stien, der slyngede sig op ad bjerget til gården, var han sunket ned i en slags tilstand af følelsesløs autopilot. Vinduet, der havde stået på klem den sidste time, havde sørget for en kølig brise i ansigtet og ilt i lungerne, så han kunne køre. Da han nåede frem til den blidt bølgende eng, der adskilte den store lade fra huset, bemærkede han, at snefnuggene, der før var dalet vandret hen over vejene, nu faldt direkte ned. Han kørte langsomt op over engen, svingede mod øst ved huset, inden han standsede op, så solen senere på dagen, når stormen havde lagt sig, kunne holde forruden fri for is. Han lænede sig tilbage, næsten ude af stand til at bevæge sig.
Han var så inderlig udmattet, at der gik adskillige sekunder, inden han genkendte lyden, da hans telefon ringede.
”Ja?” Hans hilsen kunne fejlagtigt opfattes som et hvæs.
”Er David der?” Kvindestemmen lød bekendt.
”Jeg er David.”
”Du lød … underlig. Det er Laura. Fra hospitalet. Du sagde, jeg skulle ringe … hvis der skete noget,” tilføjede hun med en tilstrækkelig lang pause til at antyde et håb om, at hans ønske om at blive ringet op måske havde dybere rødder end den grund, han havde givet.
”Det stemmer. Tak, fordi du huskede det.”
”Det var så lidt.”
”Er der da sket noget?”
”Mr. Dermott er død.”
”Hvad? Gider du lige gentage?”
”Gregory Dermott, den mand, du gerne ville høre om – han døde for ti minutter siden.”
”Hvad døde han af?”
”Der forlyder ikke noget officielt endnu, men den MRI-scanning, de udførte ved indlæggelsen, afslørede et kraniebrud med en massiv blødning.”
”Javel. Det er nok ikke så stor en overraskelse, så grimt såret var.” Det forekom ham, at han følte noget, men følelsen var langt væk og ubestemmelig.
”Nej, ikke med så grimt et sår.”
Følelsen var svag, men foruroligende, som et lille råb i en hylende vind.
”Nej. Men tak skal du have, Laura. Det var pænt af dig at ringe.”
”Det var så lidt. Er der andet, jeg kan gøre for dig?”
”Det tror jeg ikke,” sagde han.
”Du må hellere se at få noget søvn.”
”Ja. Godnat. Og endnu en gang, tak.”
Først slukkede han telefonen, så slukkede han bilens forlygter og sank tilbage i sædet, alt for udmattet til at bevæge sig. Nu, hvor forlygterne var slukket, var alt pludselig uigennemtrængelig mørkt.
Langsomt vænnede hans øjne sig til mørket, den ellers kulsorte himmel og skov blev langsomt mørkegrå, mens den snedækkede eng antog en mere dæmpet grå nuance. Ude, hvor han bildte sig ind at kunne skelne den østgående bjergryg, hvor solen ville stå op om en times tid, lod et svagt lysskær sig ane. Det sneede ikke længere. Huset ved siden af bilen var stort, koldt og stille.
Han forsøgte at forestille sig historien i sin mest forenklede form. Barnet i soveværelset med den ensomme mor og en tanketom dranker af en far … skrigene og blodet og hjælpeløsheden … den forfærdelige livslange skade på krop og sjæl … de morderiske vrangforestillinger om hævn og forløsning. Så den lille Spinks-dreng forvandlede sig til galningen Dermott, der myrdede mindst fem mænd og nær havde myrdet tyve til. Gregory Spinks, hvis far havde skåret halsen over på hans mor. Gregory Dermott, der havde fået et dødbringende kraniebrud i det hus, hvor det hele begyndte.
Gurney stirrede ud på den næppe synlige kontur af bjergene, velvidende, at der var endnu en historie at overveje, en historie, han havde behov for at forstå bedre, nemlig historien om hans eget liv, den far, der havde ignoreret ham, den voksne søn, han selv havde ignoreret, den besættende karriere, der havde indbragt ham så stor ros og så lidt sjælefred, den lille dreng, der døde, da han var uopmærksom, og Madeleine, der lod til at forstå det hele. Madeleine, det lys, han næsten havde mistet. Det lys, han havde bragt i fare.
Han var alt for træt nu til at bevæge så meget som en finger, for tæt på at falde i søvn til at føle noget, og hans sind forvandledes til en nådig tomhed. For en stund – han vidste ikke hvor længe – var det, som om han ikke eksisterede, som om alt i ham var blevet reduceret til et dimensionsløst punkt af bevidsthed, et nåleprik af opmærksomhed og intet andet.
Pludselig vågnede han, åbnede sine øjne, netop som solens flammende kant begyndte at skinne gennem de nøgne træer på toppen af bjergkammen. Han så den strålende fingernegl af lys langsomt svulme op til en hvid bue. Så blev han bevidst om et nærvær.
Madeleine, i sin skinnende orange parkacoat – den samme, hun havde haft på den dag, han var fulgt efter hende op til udkigspunktet – stod ved bilens sidevindue og kiggede på ham. Han spekulerede på, hvor længe hun mon havde stået der. Bittesmå iskrystaller glitrede i hættens fleecekant. Han rullede vinduet ned.
Til at begynde med sagde hun ingenting, men i hendes ansigt så han – så, fornemmede, mærkede, han vidste ikke ad hvilken kanal, hendes følelser nåede ham – en blanding af accept og kærlighed. Accept, kærlighed og en dyb lettelse over, at han endnu en gang var kommet hjem i live.
Hun spurgte med en rørende ligefremhed, om han kunne tænke sig noget morgenmad.
Som en livligt dansende flamme fangede hendes orange parkacoat den opgående sol. Han steg ud af bilen, lagde sine arme om hende og holdt om hende, som om hun var livet selv.