Prolog

”Hvor har du været?” sagde den gamle kone i sengen. ”Jeg skulle tisse, men der kom ikke nogen.”

Den unge mand tog sig ikke af den ubehagelige tone, men stod og strålede for enden af sengen.

”Jeg skulle tisse,” gentog hun, mere afdæmpet, som var hun nu usikker på, hvad ordene betød.

”Jeg har gode nyheder, mor,” sagde manden. ”Snart bliver alting godt. Alt skal nok gå i orden.”

”Hvor går du hen, når du går fra mig?” Hendes stemme var igen skarp og kværulerende.

”Ikke langt væk, mor. Du ved udmærket godt, at jeg aldrig går langt væk.”

”Jeg kan ikke lide at være alene.”

Hans smil blev bredere, det var næsten lyksaligt. ”Inden længe bliver alting godt. Alting bliver, ligesom det skulle have været. Du kan stole på mig, mor. Jeg har fundet en måde at ordne det hele på. Det, han tog, skal han give, når han får det, han gav.”

”Du skriver så smukke digte.”

Der var ingen vinduer i værelset. Det skrå lys fra sengelampen – den eneste lyskilde – fremhævede det brede ar på kvindens hals og skyggerne i hendes søns øjne.

”Skal vi ud at danse?” spurgte hun og kiggede forbi ham og forbi den mørke væg bag ham og ud mod en lysere fremtid.

”Selvfølgelig, mor. Alting bliver perfekt.”

”Hvor er min lille Dickie Duck?”

”Lige her, mor.”

”Kommer Dickie Duck med i seng?”

”I seng igen, i seng igen, i seng igen.”

”Jeg skal tisse,” sagde hun, næsten koket.