7.

Natalja ryster af feberkulde, da hun kravler i seng flere rastløse timer senere. Hun vågner med korte mellemrum hele natten, fordi hun sveder så meget, at lagenet og dynebetrækket klæber til hendes krop.

Fra lejligheden nedenunder kan hun mærke de konstante stød fra basgangen til et eller andet technonummer. Rytmen retter små, hidsige spark mod hendes trommehinde, hele tiden en anelse hurtigere end hendes hjerteslag. Hun trækker vejret dybt i et forsøg på at tvinge roen ned over sig, men bassen stresser hende som en overivrig spinninginstruktør, der råber ad hende gennem et lag af vat.

Da hun vågner næste morgen, er hendes hals brændende tør, men hun har ikke længere ondt i kroppen, og smagen af feber har forladt hendes mund. Hun rejser sig fra dobbeltsengen og trækker gardinerne fra. Det tidlige forårslys er skarpt og varmt gennem vinduerne. Hun går nøgen ud i køkkenet hen over de ru, grå fliser og drikker et glas vand. Lader gulvvarmen sive op gennem fødderne, før hun fortsætter ind på sit bibliotek, en miniatureudgave af biblioteket i hendes fars hus. Hjemmebyggede reoler fra gulv til loft på tre af rummets fire vægge, hvor antologier med byliny, historiebøger om især Europa og Asien, studier i Stalin-regimets brug af eventyr og folketro og bøger med myter og eventyr fra hele verden står side om side. Næsten hele reolen er afsat til alle slags udgivelser om hendes forskningsområde. I midten af rummet står et palisanderskrivebord, hun har arvet fra sin mor.

Bag biblioteket gemmer sig en sparsomt indrettet stue. I et hjørne står en læsestol, en standerlampe og et lille bord, hvor der lige netop kan ligge et par bøger og stå en kop kaffe. På en skænk står en højttaler med en tilsluttet mp3-afspiller. Hun tænder for afspilleren og bladrer sig frem til en mappe med musik af den ukrainske komponist, pianist og dirigent Mikola Lisenko. Finder hans elegi for klaver og trykker på play. Spiser sine havregryn med mælk til lyden af klaverstykkets perfekt doserede sørgmodighed og melankoli. Ligesom hendes far brugte små vaner i hverdagen til at holde mindet om Nataljas mor i live, bruger Natalja den ukrainske musik fra den romantiske periode til at opnå en forbindelse til hende. Samtidig giver musikken hende en stram struktur og en orden, som hun kan knytte sine fortumlede tanker til. Hun har brug for at give dem en fast rytme, så de ikke falder over hinanden eller råber i munden på hinanden.

Ude på badeværelset skyller hun nattens sved af kroppen. Begynder uden varsel at græde. Et utydeligt minde lukker sig om hende som en sæk over hovedet og får det igen til at stramme om hendes hals. Hun slukker for vandet, tørrer ansigtet og sætter sig nøgen på det opvarmede gulv med håndklædet over sine ben.