11.

Der ligger en væltet, trehjulet cykel i indkørslen til den gamle murermestervilla i Valby. En legetøjsmobiltelefon i klare grønne og orange farver er faldet fra ladet og ned på fliserne.

Thomas står et øjeblik på fortovet foran indkørslen og samler mod, før han skridter op mod hoveddøren. Skynder sig at ringe på, før han fortryder. Øver sig på sin grimasse, mens han venter på, at døren skal glide op. Hvordan skal han se ud? Hvad skal han sige? Han har ingen anelse. Han har før stået med kasketten i hånden på dørtrinnet til fremmede huse og overbragt nyheden om et nært familiemedlems død, men det her er noget helt andet.

Han holder vejret, da en ung, lyshåret kvinde åbner døren.

- Thomas, siger hun. Et begyndende smil krakelerer på hendes læber, allerede før det har nået sin fulde bredde.

- Maja, jeg …

Hans blik falder ned mod hans fødder, og han bliver stående sådan, indtil hun viser ham ind. Han lader sine sko stå i entréen. Følger efter kvinden ind i køkken-alrummet. Han ser sig omkring. Sidst han sad på den her stol, sad Zahle over for ham. De fejrede, at Thomas var blevet sparket opad i systemet. Maja og Zahle var kun lige blevet færdige med at sætte køkkenet i stand. Skulle i gang med værelserne ovenpå. Gad vide, hvor langt han nåede med det projekt?

Maja henter to kopper og en termokande med kaffe.

- Kaffen er fra i morges, men jeg tror nok, den stadig er okay, siger hun.

- Den er helt sikkert fin.

Han tager imod kanden og skænker op til dem begge. Zahle blev begravet, mens Thomas stadig var indlagt, men hans kolleger har fortalt ham, at Maja så fattet ud, da hun stod ved kisten med et barn på armen og et andet slynget om benet. Fattet. Sådan virker hun også nu, men Thomas er usikker på, hvor længe det vil vare.

- Hvordan går det?, tager han sig sammen til at spørge.

- Min mor er flyttet ind. Hun tager sig af ungerne. Giver dem tøj på. Afleverer dem i børnehaven. Handler. Jeg … er her bare. Men det er også mere end nok lige nu. Og ungerne, de … I går var der et bud for at aflevere nogle blomster til mig, og mens jeg kvitterede for dem, kom Ida løbende ud i entréen og råbte til ham: - Ved du hvad? Ved du hvad? Min far er bare død.

Han drikker en slurk kaffe for at skjule den klump i halsen, han bliver nødt til at synke.

- Hvor længe kan du holde fri fra dit arbejde?, spørger han.

- Lige så længe, det skal være. De er meget forstående.

Hun griner kort og tørt.

- Det er godt, siger han uden at vide, hvorfor hun griner. Og om han skal grine med eller lade være. - Hør, jeg er ked af, at jeg ikke er kommet noget før. Og på den anden side ved jeg ikke, om jeg overhovedet burde være kommet. Forstår du?

Hun svarer ikke. Siger i stedet: - Hvordan går det med sagen? Er der sket noget? Jeg snakkede med Martin Dahl i går, men han fortalte ikke noget nyt. Jeg kan ikke forstå, at der overhovedet ikke er sket noget den sidste uge. Det er, som om det hele bare er gået i stå.

- Jeg ved desværre ikke noget, siger Thomas. - Jeg er ikke på sagen. Har ikke været på arbejde siden … ja, siden alt det her startede. Eller sluttede, kan man måske sige.

- Nej, det er rigtigt. Du har jo også …

Hun gør ikke sætningen færdig, men peger i stedet på hans mave. - De siger, at klingen gik direkte igennem uden at ramme noget vigtigt.

- Kun kød og fedt. Jeg har været heldig.

Så ser hun ham direkte i øjnene: - Hvorfor skød han ham ikke?

Ordene kommer så pludseligt og med så klar stemme, at Thomas ikke når at forberede sig.

Hun fortsætter: - Jeg har fået at vide, at Adam havde trukket sin pistol og havde rettet den mod gerningsmanden. Hvorfor skød han ikke?

- Jeg …, siger Thomas usikkert. Trækker ordet længere, end han burde. Hvorfor kan han ikke svare lige så klart og tydeligt, som spørgsmålet blev stillet?

- Jeg ved det ikke. Måske blev han overrumplet af at se sværdet. Og det hele gik så hurtigt, får han sagt. - Jeg burde jo heller ikke have taget Zahle med ud på hospitalet. Det var slet ikke hans opgave at hjælpe mig, men jeg stolede på ham, forstår du. Jeg ville have ham til at afhøre ambulancefolkene og lægerne, fordi jeg var sikker på, at han ville få fat i de oplysninger, jeg gerne ville have. Jeg håbede, at jeg kunne få ham overført til Personfarlig, så vi kunne arbejde sammen igen. Jeg ville have min chef til at se, at han passede godt ind i min gruppe.

Han fisker efter at få øjenkontakt, men uden held.

- Han var dygtig, uddyber han. - Den bedste.

Det sidste er en overdrivelse, og han er ikke klar over, hvorfor han siger det. Måske for bare at sige et eller andet, der kan få Maja til at få det bedre.

Som om mine ord skulle hjælpe på noget som helst.

- Okay, hvisker hun.

Thomas siger ingenting.